Kina – når du er sulten for sjov!

Nogle gange må man glæde sig over de små ting og huske at stoppe op i værdsætte det finurlige i livet… Ja, helt poetisk, ikk?

Vi har nu boet i Kina i over tre år. Det er vanskeligt lige at få til at bundfælde sig, for det lyder af meget og føles ikke som så længe. Vi har dog stadig ikke vænnet os helt til det alsidige brug af dyr i madlavningen. Men man kan kun tage hatten af for at alt bliver brugt til madlavning. Alt.

Pølser in the making. Man kan se pølser hænge mange forskellige steder udenfor på tørrestativer – nogle ude foran lejlighedvinduer, andre på parkeringspladser.
Pølser til tørre i en lille krog i den private internationale lægeklinik. Sammen med de nuvaskede sygeplejeuniformer.
Pølser ved vejkanten.
Kød af en art, der modnes til at blive serveret i restauranten bagved.
Ænder kan også tørres på gaden.

Jeg tror nogle af nedenstående ingredienser er i top ti over noget af (efter min mening) det mest “spændende” mad, man kan købe i Kina….  Jeg vil nu trodse min angst for at være dobbeltmoralsk og glemme at jeg altid har lært mine børn at intet mad er ulækkert. Jeg begik en kæmpe brøler dengang Michael og jeg var alene i Kina for første gang for at tjekke skole, hus, job, osv ud tilbage i maj 2017. Jeg begik den store fejl at jeg, under en middag på en restaurant med værftledere og DFDS-mænd, ytrede at jeg spiste alt. Det lærte jeg hurtigt at man ikke skal sige i Kina……..

Så det finurlige i livet, jeg denne gang har studset over, er om der egentlig er en grænse for hvad man spiser i Kina.

Følgende er fra en online app for det lokale supermarked, der åbnede kort før Covid-19 for alvor fik fat i Kina. Udbringning fra denne butik har uden tvivl reddet mange af mine dage siden marts, hvor det til tider har føltes umuligt at komme afsted med to børn for at at få handlet ind til aftensmaden, når online learning endelig har været overstået om eftermiddagen (imens det var aktuelt) eller da ungerne havde sommerferie i 7 uger og vi var hjemme, mens Michaels var på arbejde.

Der kører mange blå Hippo-bude rundt i Xianlin. Det er gratis og varerne kommer oftest 30-40 minutter efter jeg har klikket “betal” på appen.
Line up af mine bestilte varer på jorden. Ofte har budene endnu flere styrofoam-kasser bagpå den lille el-scooter, hvis de har mange leveringer på én tur.

Dette er en ganske fin og moderne butik og det er blot fra deres app, jeg har fundet nedenstående lækkerier.

Er du sulten?

Svin:

En chili-smilende grisetryne.
Elsker opstillingen af trynerne.

Jeg tænker det er grisetarm. Den fyldes højst sandsynligt ikke med fars (hvilket i grunden også er ret voldsomt…), men smides i en suppe eller lynsteges.
Grisehaler

Den har fået pedicure.

Fjerkræ:

Et æg. Mere info har jeg desværre ikke.
Er der nogen, der kan hjælpe med hvorfor blommen ser sådan ud??
Selvfølgelig vacuumpakket og formentlig ikke på køl.
Kylling. Selvfølgelig med en naturligt medfølgende fod.

Noget fra en kylling.
Elsker dette setup, hvor man kan se at det engang har været en halvnuttet, plysset kylling.
Noget fra en kylling.
Fermenterede æg. De har nok ligget et par dage.

Advanced smilende æg.
Det er ikke pynteæg. Måske de fine formateringer er frostkrystaller?

Lækre seje og krydrede kyllingefødder.

Glinsende andefødder.
Andetunger

Befrugtede æg.

Her kan man få et godt blik på indholdet.
Jeg har vanskeligheder ved at tro på at folk spiser dette. Og jeg er forunderlig over at man producerer dyr/fødevarer på denne måde. Det er desværre vanskeligt at navigere udenom forretninger, der forhandler lignende produkter, og handle steder, hvor man kan være nogenlunde sikker på bedre dyrevelfærd. Det har jeg måtte lægge på hylden herude, desværre. Vegetar ville formentlig være den eneste mulighed.

Diverse / uvist:

Jeg aner ikke hvad det er. Men noget fra et eller andet dyr.
Ja, man bliver helt sulten.
Tunger
Hvis man lige skulle have lyst til at nærstudere overfladen.
Jeg har en fornemmelse af at det er et dyrs forplantningsorganer.

Sådan hér så Ninus ud inden den blev slagtet – forhåbentlig blev den slået ihjel inden de pelsede den……
Det er ikke som sådan fordi det er en lille nuttet kanin, det spiser vi jo også i norden, men jeg er vild med billedet og at hovedet er med – og øjne. Og jeg er fjollet med at annoncen også viser billedet ovenfor af den levende kanin.

 

Yes, dette er en hel skildpadde. Forloren skildpadde er pludselig ikke så forloren mere…

Michael er heldig at få lov at til udvide sin gastronomiske horisont, når han til tider er til ægte kinesisk middag med blandt andre med værftlederne, hvor man spiser en lækker mad ved rundborde og drikker sig helt i gulvet i Baijiu (Michael holder dog lidt igen med at fylde sit glas med Baijiu fra den lille personlige kande, der står ved ens plads…..).

Fisk (helst hele eller minimum med hoveder), kyllingfødder og hvidløg.

Jeg bliver nok aldrig så modig at jeg går på opdagelse i denne type madlavning. Hvis du har kræsne børn derhjemme kan du eventuelt bruge dette blogindlæg som undervisningsmateriale og oplyse dem om, at nej, broccoli eller rosenkål er faktisk ikke så ulækkert endda.

 

Tak fordi du læser med!

Badevinger, børn og en kølig dukkert

Nogle gange mærker man kulturforskellene helt ind til benet. Nogle gange synes det forunderligt, interessant og åh “så spændende”. Andre gange forekommer det gruopvækkende og skræmmende, til stadighed forunderligt, men på den lidt mere foruroligende måde.

Lad os hurtigt frembringe det faktum at vi har bosat os i et land, hvor de kulturelle forskelle er markante og at vi mærker dette på daglig basis – på godt og ondt, men nok mest på pudsig vis (det er nok hvordan man tager det..).

Downtown Nanjing. Vandet står en anelse over niveau……

Det har regnet i cirka halvanden måned og der er så meget vand i undergrunden og i Yangtzefloden, som der ikke har været i mange år. Vandstanden i Yangtzefloden har ikke været så høj som nu siden 1954. Ja, det har regnet…. Og Karla og Alfred har haft sommerferie i over en måned nu. Derfor var børnene og jeg slet ikke i tvivl om at vi skulle tage op til et af de ganske, ganske få steder, man kan svømme i Nanjing, en kunstig sø lokaliseret cirka en halv time på scooter fra vores hjem. Jeg aftaler med tre andre mødre at de møder os til en lille picnic ved søen, hvor vi frivilligt lader os agere som fokus i adskillelige kineseres “moments” på WeChat og i øvrigt oftest har tilskuere, der ellers havde planlagt at svømme i det kølige og småplumrede søvand.

Mange lokale kommer til søen for at spille og få sig en kølig dukkert.

Det er ikke helt lovligt at svømme i søen, men utroligt mange gør det. Så det gør vi selvfølgelig også. Ligesom vi også kører på scooter over for rødt, på modsatte side  og over fodgængerovergangen….
En kvinde med baywatch-orange-oppustelig-bold-i-snor-om-livet-anordning.
Man kan også lige få tørret lidt tøj nu man er ved søen.

Børnene og jeg er ved søen i cirka 1,5 times tid før de andre støder til. Børnene leger, mødrene får sig lidt voksensnak ovenpå mange uger, hvor vi har været hjemme med børnene alene og fædrene/mændene har været på job fra morgen til aften.

Ikke et sjældent syn med så mange børn fra skolen samlet i deres fritid.

Min veninde Anna kigger ud over søen hvor vores børn og en af mødrene svømmer. Hun rejser sig resolut og siger “oh my god, that woman in the water…!”. Min første tanke er at kvinden i vandet nok bare ligger og plasker rundt som alle de andre, der kommer til søen for at svømme rundt med badevinger og baywatch-orange-oppustelig-bold-i-snor-om-livet-anordning.

Jeg rejser mig og ser at hun ligger på ryggen, har badevinger på armene og svømmebold bundet om maven, og at en mand skubber hende mod trappen bygget af store sten ved siden af platformen, hvor vi sidder. De kommer nærmere og jeg kan nu se at hun er bleg, blålig om sin skummende mund, og umiddelbart bevidstløs.

Karla står på stentrappen i vandet og kigger undrende på det flydende menneske, der skubbes fremad af en træt, ældre herre. Jeg løfter Karla op på platformen og får hende til at gå hen til de andre børn, hvis blikke er fast og skræmt rettet mod scenariet.

Anna står allerede i vandet på de glatte sten, der danner trappen, jeg hopper ned til hende og moren, Laura, der allerede var i vandet, støder til. Kvinden er omtrent 75 år gammel, robust og glad for at spise mad. Hun er glat som en ål, helt slap og tung og vi kan ikke rigtigt få hende op. Hun glider ud ad vores hænder og vi glider på de glatte og skarpe sten. Diana går med alle 8 børn da vi andre kommer kvinden nærmere og ret hurtigt finder ud at det hér er alvorligt.

Jeg kigger på Anna og Laura og kommer i tanker om denne her vidunderlige kinesiske lov: at man kan blive retsforfulgt hvis man forsøger at hjælpe en tilskadekommen, der ikke klarer den. “If she’s not gonna make it we will be in trouble!”, siger jeg og tænker i det samme at jeg jo ikke kan give slip på hende nu og gå min vej…! Så klarer hun den jo ikke…! Anna siger at hun mener at denne lov netop er lavet om og at vi dermed er “sikre”. Jeg vælger at tro på hende uden tøven – egentlig mest fordi det, for mig, er det eneste rigtige at gøre. At hjælpe.

Hvad helvede er det i øvrigt for en syg lov at man kan retsforfølges?! Ja undskyld mit franske, men det er da helt hul i hovedet at man skal være bange for at prøve at redde eller hjælpe et menneske fordi man selv kan blive retsforfulgt og eventuelt komme i fængsel! Man kan i øvrigt også være heldig at blive sagsøgt af den tilskadekommendes familie og risikere at skulle betale abnorme summer penge… Det er sket for flere bekendte at de er blevet anklaget for “småting” i trafikken og har måtte betale penge for at undgå at komme i retten. Primært fordi det oftest er kinesere, der vinder disse retssager – uanset hvis “skyld” det så end er.
Men tænk at dén tanke strøg igennem mit hoved; at jeg skulle overveje OM jeg og de andre mødre skulle hjælpe…

Vi må hurtigt sande at vi altså har brug for flere hænder for at få hende op på platformen og kigger op efter hjælp. Og ja, hér ser vi at omtrent 15-20 mennesker står oppe på stien, cirka 5-6 meter fra os. De fleste står med en telefon i hånden og filmer og tager billeder. Vi råber på hjælp i håb om at vi kan få en eller to til at hjælpe os.

Men alle står som forstenede. Alle er bange. Alle trækker sig, bortset fra en eller to. Vi får hende op på broen og hun trækker ikke rigtig vejret, er ukontaktbar og så kold, så kold. “Du skal altså ikke dø hér foran mine og de andre børn!” flyver igennem hovedet på mig. Vi får hende på siden, rusker lidt i hende, gnubber hende og klapper hende let for at få kroppen til “at vågne”.

Ingenting.

“I’m not gonna blow into her mouth!!”, siger jeg med dårlig samvittighed og kigger på den bevidstløse kvinde med skummende mund med madrester og manglende tandbørstning de fleste af hendes leveår. Jeg føler mig så meget på udebane. Jeg føler ikke jeg aner, hvad jeg skal gøre. Vi har ingenting i nærheden, kan ikke kommunikere med “tilskuerne” (hvoraf en mand dog er vaks og taler med alarmcentralen for at få en ambulance derud) og hun ligger dér på de våde, mørkebrune træbrædder og hun reagerer ikke på noget. Per instinkt og måske liiidt for tidligt lægger jeg hende om på ryggen og trykker hendes bryst måske tre-fire gange. Hun åbner øjenene og vi kan nu også høre at hun besværet trækker vejret mens der sprøjter lidt vand og halvfordøjede ris ud ad munden. Laura, som også er sygeplejerske måler puls og ser i hendes øjne, hvor den ene pupil er helt lille og den anden helt udvidet. Vi forsøger at spørge manden, som viser sig at være hendes ægtemand, om dette er vanligt. Vi kan ikke rigtig spørge om så meget, fordi vores kinesiske er så begrænset og han forstår ikke vores gæt og grimasser selvom vi åbner hendes øjne og viser ham det.

Ingen “tilskuere” har rigtig meldt sin hjælp bortset fra telefonmanden. Og nu står de og smågriner. Ja, når man flytter til Kina skal man lige vænne sig til at nogle kinesere meget vel kan småfnise eller grine, når de er nervøse eller bange. Ægtemanden virker forholdsvis upåvirket og klapper hende og taler med hende som om hun bare lige skal vågne lidt op efter en rigtig god lur.

Laura og Anna får arrangeret nogle håndklæder til kvinden, ja ingen af de tilstedeværende kan løsrive sig fra underholdningen for at hente de tæpper vi peger på henne ved vores ting, ganske få meter fra hvor vi sidder.
“Ambulancen er på vej” får vi meddelt. Kvinden ligger på siden og hvæser efter vejret, mens der fortsat sprutter vand ud. Jeg føler mig usikker og kan i den grad mærke at det er meget længe siden jeg har beskæftiget mig med noget lignede. Egentlig har jeg aldrig beskæftiget mig med lignende. Det er heldigvis ikke så ofte at man skal hive halvdruknede folk op af vandet. Det føles som at blive taget med bukserne nede, når man stille og roligt er på picnic for at hygge sig med veninder og børn og pludselig skal igang med at rulle rundt med et potentielt døende menneske. Dengang jeg hoppede i uniformen, hospitals- som hjemmesygeplejeuniformen, var jeg jo klar på at sådanne ting kunne ske. Og så uden mine børn skulle være tilskuere.

Ægtemanden taler meget højt og kvinden lader til at svare på hans spørgsmål men kan intet huske og ved slet ikke hvad der er sket. Manden er virkelig forhippet på at få hende op at stå. Vi prøver hele tiden at få ham til at lade hende ligge på siden, men nu skal hun altså op at sidde! Han trækker hende op at sidde alt hvad han kan trods indvendinger fra Anna, Laura og jeg, samt flere af “tilskuerne”. Men kvinden formår at sidde selvom hun er noget omtumlet. Hun kaster vand op flere gange og spørger efter sin svømmehætte og -briller gentagne gange, “nǐ de dōngxī zài zhèlǐ, méi wèntí” (“dine ting er her, intet problem”).

Vi venter meget længe. Tiden slæber sig afsted.  Hvornår kommer den ambulance?! Vi spørger manden, der har ringet til alarmcentralen om den er på vej. Han kan kun bekræfte at det er den. Ægtemanden er fortsat ihærdig for at få kvinden helt op at stå og få skiftet til noget tørt tøj. Vi kan ikke gøre andet end at hjælpe med at få hende op at stå og slæbe hende hen til en lille lyserød plastiktaburet, der står ved stien. Kvinden er svimmel og ganske svag. Hun sidder på taburetten og virker mere og mere klar, men helt afkræftet. Jeg begynder at mærke trang til at komme væk fra situationen fordi jeg ikke længere har lyst til at have del af ansvaret. Jeg forsøger at bede enten manden eller en tilskuer stå bagved kvinden i tilfælde af at hun pludselig skulle falde bagud eller lignende. Men det er åbenbart ikke så vigtigt. Jeg siger at jeg vil hen til mine børn (de skal snart vide at hun er ok!) og forlader rundkredsen.

Ambulancen er endnu ikke kommet… tik, tok, tik, tok…..

Børnene kommer tilbage sammen med Diana og Anna, som har hentet dem et sted ved søens bred. Børnene er stille og meget nysgerrige. Vi bliver hvor vi havde lagt vores tæpper inden al denne dramatik begyndte. Vi får os en god snak om at hun nu er ok, hvorfor det er så vigtigt at der altid er en voksen i nærheden når de svømmer, og at vi er heldige at have akut hjælp derhjemme.
Kvinden har nu tøj på. Hun sidder stadig på taburetten. Hendes albuer hviler på hendes knæ og man kan se at hun forsat har besværet vejrtrækning. Hun kaster også stadig vand op i ny og næ og manden har meget travlt med tørre det op fra træbrædderne. Lad det dog være og hjælp din kone……. Jeg går over til hende og sætter mig på hug på afstand, men indenfor hendes synsfelt, “ní háo mǎ..?” (“er du okay?”). “Xie xie ní mén….” (“tak skal I have”), siger hun meget stille og stakåndet. Jeg trækker mig og tænker at nu er min opgave slut. Jeg vil ikke stå ved hende, hvis hun pludselig bliver rigtig skidt.

Endelig kan vi høre sirenen. Cirka 1 time efter den vakse tilskuer ringede til alarmcentralen. 1 time.

Ambulancen sniger sig op ad gangstien langs søen og folk stimler sammen – nu er det satme spændende igen! Ægtemanden går til vinduet i førersiden af ambulancen og taler med føreren. Jeg står lidt derfra og jeg opfatter at manden gestikulerer at de ikke har behov for hjælp. Jeg går hen til vinduet og prøver at fortælle at de altså skal se hende og at hun ikke har det godt, “tā bù hǎo!”. Flere tilskuere peger på mig og hen på mine veninder, som står tilbagetrukket på platformen sammen med børnene. Det suger lidt i min mave da en politimand/vagt/en mand i sort uniform kommer kørende på scooter og tager billeder af mig og damerne og begynder at telefonere. For hvis de vil finde en, så gør det det. Vejkameraer har taget billeder af børnene og mig hele vejen op til søen. Jeg er kommet ind i parken ved hjælp af mit årskort, hvor mit mugshot fra mit visum og pasnummer er registreret. Min WeChat registrerer præcis hvor jeg befinder mig hele tiden (man kan ikke slå det fra, blandt andet fordi jeg skal kunne fremvise min “green  code” i WeChat for at dokumentere at jeg har været i Kina i minimum 2 uger… Andet er i øvrigt ikke så sandsynligt fordi man spærres inde på hotel i 14 dage ved ankomst til Kina og at grænserne har været lukket siden midt-ish marts…). Så er vi i problemer kan vi ikke bare stille og roligt liste væk.

De hele tre ambulancereddere stiger end ikke ud ad ambulancen, som efter måske 1,5 minut langsomt triller igennem forsamlingen igen og forsvinder.

Ægtemanden overbeviser ambulanceredderne at hans hustru ikke behøver at blive tilset. Kvinden, som er klædt i rødt står bagved ved siden af taburetten.
Jeg opfordrer ihærdigt at kvinden tilses.

“Hvorfor kører de?!” spørger børnene fortvivlet. Vi ved det jo ikke helt, men en gisning er at ægteparret ikke har råd til at betale for ambulancen, tilsyn og en eventuel behandling. Der er en meget stor egenbetaling og mange har simpelthen ikke råd til det. Og man kan studse over hvorfor det var så let at overtale ambulanceredderne til at køre igen. De er måske vant til det…? Man kan endvidere få fornemmelsen af at der generelt er en anden tilgang til det enkelte menneske i Kina. Det er helheden, der er vigtig her, ikke så meget individet. Og langsom, dårlig eller manglende hjælp kan jo også være en smart måde hvorpå man kan holde befolkningstallet lidt nede.

Survival of the fittest.

Da ambulancen er kørt får vi lige et vink fra ægtemanden og de to ældre mennesker zigzagger langsomt ned ad stien, mens vi kan se at kvinden flere gange bukker sig forover og kaster vand op. Især Anna er oprørt over at de ikke ville modtage hjælp. Jeg er nok blevet lidt hårdhudet efter at have arbejdet som hjemmesygeplejerske og har besøgt mange misbrugere, psykisk syge og til tider bare stædige mennesker. Man kan ikke tvinge folk. Og slet ikke hvis de ikke har råd til det. Det er et vilkår her, desværre.
Jeg håber selvfølgelig det bedste for hende og at ægteparret slipper med skrækken (og eventuelt en lille lungebetændelse, som forhåbentligt ikke slår hende ud…..).

Tilskuerne begynder så småt at drysse væk og der kommer ro på. Karla er lidt stille og vil bare kramme. Børnene har så mange spørgsmål. Alfred synes at vi bare skulle have ladet hende ligge i søen og drukne rigtigt; “For hun er jo for dum, når hun ikke vil på hospitalet”….. Der går nogle gange lidt tid før det bundfælder sig og han for alvor får bearbejdet tingene og ikke længere behøver at komme med dumsmarte bemærkninger….
Da børnene var gået med Diana mens vi hev kvinden op ad vandet havde de haft så mange spørgsmål til Diana. “Is she gonna die?”, “will they put her on the bottom of the lake?”, “oh, her husband will be devastated”. Men på dét tidspunkt ved Diana rent faktisk ikke hvad der sker og kan ikke fortælle dem så meget. Alfred fortæller bagefter de var gået rundt om søen og at han havde kunne se mig “trykke på hendes hjerte”. Det må virkelig have været skræmmende for de små hjerter og hjerner.
Men heldigvis ikke mere skræmmende for dem at samtlige af dem lige skal have en dukkert mere inden vi kører hjem. Min mave fortæller mig at jeg ikke er helt klar til at de springer i, men det er nu godt at de gør det alligevel. Op på hesten igen. Så hurtigt som muligt. Bare lad være med at forsvinde under vandet – for vi kan ikke finde jer i den plumrede, dybe sø.

Vi er nogle heldige kartofler

Det er efterhånden nogle uger siden, vi var ved søen, men dén aften lå jeg længe og spekulerede over hvordan vi skulle have gjort, om vi gjorde det godt nok, om vi rent faktisk reddede denne kvindes liv eller om vi bare overdramatiserede det og hvad man skal vi egentlig gøre i en eventuel anden akutsituation i Kina. Jeg gennemgik det hele; skulle jeg have holdt hende anderledes, så hun ikke næsten gled ud ad mine hænder, da vi trak hende op ad vandet? Skulle vi have ventet lidt længere på at hun selv kom igang med at trække vejret inden jeg gav hende hjertemassage? Mærkede jeg egentlig efter puls? Træk hun mon vejret alligevel og jeg havde ikke set det? Hvorfor huskede jeg ikke at få fat i tæpper for at varme hende lidt op?

En tilbagevendende tanke var dog at hjælpen generelt er langt væk og svær at få. Vi var mere eller mindre hjælpeløse ved søen, og er det egentlig generelt. Vi kan ikke ringe efter en ambulance, for vi kan ikke tale meget kinesisk og de kan ikke tale engelsk. Hvordan skal vi forklare hvad der er sket og hvor vi er? Vi har internationale hotlines, men hvor brugbare er de? Og de skal så ringe til alarmcentralen for os. Hvor lang tid tager det?
For det ikke skal være løgn havde en bekendt behov for akut behandling forleden. Igen oplevede vi at hjælp er vanskeligt at få og trods den internationale hotline tog det mere end 20-25 minutter at få dem til bare at bestille en ambulance fordi der var sprogvanskeligheder. Jeg forsøgte også at ringe til “min” emergency contact, men uden held. Telefonen blev ganske enkelt ikke besvaret.
Igen tog det knapt en time fra opkaldets start til ambulancen ankom. Og tiden var så essentiel i denne situation.

Så hvad vi har for alvor har lært er; lad være med at komme alvorligt til skade mens vi er her. Lad være med at blive akut syg. Man kan ikke regne med at nogen vil hjælpe, hvis vi kører galt på scooteren. Vi kan ikke gå ud fra at der er nogen, der kontakter alarmcentralen. Vi kan ikke satse på at der kommer en ambulance hurtigt. Nogle venner, som har boet her i mere end 20 år, siger at man skal bestille en taxa, såfremt man har brug for akut hjælp, og så selv tage afsted til det nærmeste hospital og håbe på at de kan tage imod en og finde ud af, hvad de skal hjælpe med.

Så hvorfor er vi heldige kartofler? Vi er heldige kartofler, når vi er i Danmark… Tænk at man kan være nogenlunde sikker på at mindst eén person på gaden vil og kan hjælpe. Og nogen, vi kan forstå og tale med. Vi har førstehjælpkursus, når man eksempel tager kørekort. Vi har kampagner, der understreger at man ikke kan gøre noget forkert, men at al hjælp er hjælp. Vi har hjertestartere hængende rundt omkring i gadebilledet. Vi har apps, hvor almindelige mennesker kan melde sig til at blive tilkaldt i tilfælde af hjertestop. Vi kan ringe til alarmcentralen og vi kan kommunikere med personen i den anden ende. Vi kan være sikre på at der sendes en ambulance, som formentlig kan være fremme ret hurtigt. Vi har et system, der gør sit ypperste for at behandle folk hurtigt og rigtigt.

Vi er heldige at vi som udgangspunkt kan være trygge.

Tak fordi du læser med.

 

 

 

 

Når de røde tøjler strammer

Jeg er et menneske, der er forholdsvis nemt at overbevise. Jeg har nok aldrig for alvor lært at stille mig sådan rigtigt kritisk overfor tingene – kun hvis jeg er fuldkommen sikker i min sag eller at mine stærke retfærdighedsans bliver vækket til live. Jeg er autoritetstro og har stor tillid til (det danske) retssystem, sundhedsvæsen og generelt folk, der har argumenterne i orden.
Jeg har lært mig selv, at alle som udgangspunkt er gode, rene og sandfærdige mennesker. Jeg tror på at det er absolut de færreste, der vil andre det ondt.

Måske er jeg naiv. Måske er jeg godtroende. Måske “burde” jeg vide bedre.

Jeg har, som de fleste andre mennesker i verden længe vidst at Kina er et styre, der bruger “anderledes” metoder for at kontrollere det store antal mennesker, der bor i landet. Jeg har ofte tænkt at det formentlig primært var når folk rent faktisk havde gjort noget ulovligt. Om straffen så stemmer overens med forbrydelsen kan man sagtens være dybt uenige om.

I knapt 3 år som fastboende i landet har jeg bevæget mig blåøjet rundt og tænkt, at det er da besynderligt at der er så lidt kriminalitet, som der er, at reglerne i den store sammenhæng bliver forholdsvis overholdt (trafikkens fodgængere- og scootere er i den grad undtaget….!), og at folk ikke diskuterer med ordensmagten.
Selvfølgelig har jeg vist at der tages anderledes midler i brug, men “det bliver man jo også nødt til med så mange mennesker”. Jeg bliver stadig sandfærdigt imponeret over de “vi-står-sammen”-videoer, som der sendes i tv, hvor vi for tiden ser maske- og isolationsklædte kinesere hylde hinanden, løfte børn, juble og udvise stor styrke, glæde og lettelse over at Zhongguo, Riget i Midten, klarede krisen og fik gjort kål på Covid-19 (og de har gjort det godt, dét må man sige!)

Vi har hverken ligget i benlås, blevet banket med stave eller fået skåret lemmer af…. Og dét er da meget rart. Mens vi har boet i Kina har vi i det hele taget været forholdsvis forskånet for den sandhed at landet styres med bureaukrati af den helt store skuffe og ingen afvigelser fra hvad der er bestemt “oppefra”. Top/down-styre, oh yes….

Så hvorfor skriver jeg alt dette ovenfor? Jeg skal ikke lade som om jeg har forstand på politik. Jeg får stadig samme følelse, når der tales politik, som da jeg gik i gymnasiet og mine venner, blandt andre Sidsel, Mette, Bo, Emil, som havde samfundsfag, begyndte at diskutere alverdens styringsformer, som jeg ikke kendte til og til stadighed ikke ved særlig meget om.

Men jeg ved når noget føles uretfærdigt eller åndssvagt…

Vi sad på det rådne værelse i 9 hele dage. Jeg har i tidligere indlæg beskrevet det som et hotel, men det kan man vist dårligt kalde det… Morgenmad kl. 8:30. Temperaturrunde kl. 9-ish. Frokost mellem 12 – 13. Temperaturmåling mellem kl. 13 – 14. Aftensmad omkring kl. 18. 5 gange om dagen skulle vi tage masker på, åbne døren og håbe på det bedste; 2 af gangene, vi åbnede døren, håbede vi på at temperaturen ikke skulle være skæbnesvangert over 37,3 gr. og 3 ad gangene håbede vi på at vi modtog mad, vi skulle spise, som indeholdt et minimum af kyllingefødder og brusk. Vi fik gudskelov aldrig glæden af kyllingefødder, idet der ikke var snacks med i foderprogrammet.

Temperaturchecks to gange om dagen. “ikke høj, ikke høj, ikke høj, ikke høj….”

Vi havde før vores ankomst til Kina hørt nys om at de fleste, der oplevede at sidde tæt på en person med feber, var ude af karantæne efter max 3 dage, når personen med feber var testet negativ og clearet.
Skæbnen skulle være at reglerne blev ændret om mandagen (vi ankom søndag kl. 23.30) og pludselig var det et regulativ at personer med feber skulle testes negativ tre gange inden de var clearet. Men denne besked fik vi først da vi regnede med testresultat nummer to var parat og vi måske kunne komme hjem. Men testresultat nummer to var først klar 2 dage efter vi havde håbet på. Og testresultat nummer tre ventede vi på i yderligere nogle dage. Vi fik at vide at man ville vide endeligt besked senest 7 dage efter ankomst til Kina. Men vi hørte intet på dag 7 og fik intet at vide, når vi spurgte. Vi ventede faktisk hele dagen uden der blev svaret på nogle af de spørgsmål, vi stillede i WeChat-gruppen, der var blevet oprettet, da vi ankom. Det var ufattelig svært ikke at vandre frem og tilbage i værelset, veksle imellem vrede og rastløshed for så at komme til et stadie af ligegyldighed og resignation.
Vores venner i Guangzhou har fortalt at deres tests var klar indenfor 3-5 timer (alle udlændinge testes ved ankomst til Guangzhou). Er det så samme type test? Og hvorfor tager det tre dage (eller mere) i Nanjing??  Hvorfor kunne vi ikke bare love højt og helligt at vi ville blive indendøre uden nogen form for kontakt? “Hug mit højre ben af hvis vi forlader huset eller udsætter andre mennesker for eventuel smitte indenfor de 14 dage – bare send os hjem”.

Billeder modtaget af værftets projektleder på DFDS´s projekt. De var forbi hotellet for at holde møde med ledelsen af karantænen.
Værftets CFO holdt møde med de ansvarlige for karantænen for at forsøge at få os i hjemmekarantæne før alle tests var taget. Uden held desværre.
Billeder modtaget af værftets projektleder på DFDS´s projekt.
Det skal dokumenteres når man har været et sted i arbejdsøjemed.

Michael og Jeppes arbejde forsøgte mange gange at få informationer, Det Danske Konsulat og Nanjing Foreign Affairs har været inde over, men uden held. I emailen fra Det Danske Konsulat til Michaels chef blev der skrevet at de ikke rigtig kunne gøre noget – og at vi havde et vindue, der kunne åbnes og fik tre måltider om dagen. Derfor var der ikke belæg for at vores børn kunne undtages for centralized quarantine, som hotelkarantæne kaldes, og være spærret inde i et lille rum i over en uge. Vi havde jo vinduer og fik ris.

Pludselig fik vi at vide at vi i øvrigt skulle betale for vand og maden, de serverede. 100 kr. pr. person pr. dag… Og i øvrigt med tilbagevirkende kraft på tre dage.. What?! Hell no, vi har jo ikke kunne spise 70% af det serverede og når nu I ikke har informeret om det, er vi jo tvunget til at betale for tre dage, hvor vi i øvrigt ikke rigtig har spist maden og afviste flere serveringer. Men i beskeden stod også at vi skulle jo være glade for at Styret betalte for ophold og tests af kvinden med feber…
Til sidst havde vi det allesammen som en flok duer efter et kirkebryllup. Ris morgen, middag og aften.

Var det noget med vagtelæggesuppe til morgenmad? Eller reje-/oksekødsret med ubestemmelige grøntsager, brusk og spæk? Eller ridsbudding, der egentlig blot er udkogt ris i for meget vand…?
Her er tre dages mad. Morgenmad, frokost og aftensmad. Nogle af rette var ok. Her kunne vi fiske lidt. Andre retter lugtede så fælt (af lummer seafood) at jeg måtte lukke bøtten straks efter at have taget billedet.
Udlevering af mad.

Uvisheden var nok det sværeste og altoverskyggende. Det føltes lidt som om at vi nogle dage næsten nåede op til vandoverfladen for så pludselig at blive skubbet ned i vandet igen. Nye tiltag. Nye regler. Flere “åhhh, forresten…”. Det var svært at vi ikke kunne tælle dagene og nætterne til vi skulle hjem, men kun kunne bryste os over hvor mange dage, vi havde klaret. Vi vidste dog hele tiden at det ville slutte efter 14 dage. Dét var da sikkert. Måske.

Suppe og iPad…………….
iPads og blogkrivning. Michael kunne ligeledes arbejde under karantænen.
Michaels ene af to arbejdsstationer……..
Lidt afveksling. Vores ayi pakkede en kuffert for os, som Michaels og Jeppes chauffør hentede og droppede af ved hotellet.
Selv på 6. dag i karantæne formåede vi at kunne være sammen uden at slå hinanden ihjel….
Michaels og Jeppes chauffør havde handlet lidt Oreos ind, fået kaffe og lidt rent tøj med til os (som ayi havde pakket for os). Chaufføren kørte de 120 km fra vores hjem og til hotellet for at aflevere det til os. Og Michaels VPN duede og kunne køre Netflix denne søndag eftermiddag! Dag nummer 7 klaret…..
Det blev ikke til meget fysisk aktivitet (de blev simpelthen alt for overgearede bagefter) , men denne aften lavede vi lidt gymnastik inden movie night på Michaels computer.
Karla og Michaels næsten daglige tegnesession.
Det næsten daglige slag Uno med Alfred.

Børnene var helt ufattelig seje. De tog det i stiv arm og var nok mest begejstrede for at de kunne ligge med iPad-drop i 6 timer om dagen (nu hvor der udelukkende var kinesiske tv-kanaler i tv), og det sederede fint. Det har de aldrig prøvet før udover vores flyrejser til Kina/Danmark.
Overraskende nok var børnene nogenlunde rolige og vi har faktisk skældt meget lidt ud i forhold til forventet. Vi har dog heller ikke haft større forventninger end det total basic. Vi har slet ikke lavet online learning og kun spillet kort eller tegnet i ca. 30 minutter om dagen….
Ærlig talt forstår jeg stadig ikke hvor godt børnene klarede det. Da vi for efterhånden en måneds tid siden opgav at tage direkte til Kina fordi Michael havde været i Italien og vi dermed automatisk skulle i centralized quarantine var begrundelsen også at vi faktisk var bange for konsekvenserne for os som familie. At det ville blive så intenst for alle at vi ikke kunne kapere det (tror mange med mindre børn, der tilmed også er meget aktive forstår hvad jeg mener………). Men overraskende nok har vi alle taget et ansvar og været indforstået med at dette var noget, vi gjorde sammen. Mange gange talte vi med børnene om at dét, vi gjorde på hotellet var ganske få familier ude for og det var kun de sejeste, der klarede det, som vi gjorde. Og det er jo egentlig også rigtigt. Vi klarede det super godt…!
Michael og jeg har måtte lægge alle forventninger på hylden og vinke farvel til den dømmende nisse i baghovedet, der siger at de ikke skal være på skærm i mere end en times tid ad gangen. Én gang om dagen. Vores krav var at de var nogenlunde rolige, at de var søde ved hinanden. Spiste hvad de kunne og ville af maden, børstede tænder og gik i bad når de lugtede. That´s it.

Denne dag lavede vi…. heller ikke så meget….

Lykken er gjort, når ens børn selv finder ud af at være sammen om hvert sit device. Måtte hellere filme mens det varede…..

Michael og jeg vekslede mellem optimisme, rastløshed, dovenskab, glæde, frustration, ligegyldighed og vi-er-en-røvsej-familie-humør. Vi kunne da joke om at vi var låst inde i et lille værelse. Vittighederne blev der dog længere og længere imellem som dagene gik. Til gengæld fik vi ondt i vores numser og rygge af at ligge og sidde så meget ned. Der er ikke meget plads at gå rundt på, når man opholder sig på ca. 15-17 kvm. Michael gjorde dog et forsøg og havde næsten lavet et lille spor i trægulvet, da vi endelig blev løsladt.
At sidde indenfor i 9 dage uden at mærke vinden på ens hud er en spøjs fornemmelse. Vi havde et værelse med vindue, der kunne åbnes, men der var myggenet for, så helt åbent føltes det aldrig.

Når man beder om “noget, man kan feje med”. Jeg satte den hurtigt ud på gangen igen. Jeg tænkte at der kunne gemme sig mange gode ting i dén kost efter den havde boet på et isolationshotel i lidt tid…..
Rengøring med brugt, fugtigt håndklæde. Utroligt hvor meget støv, der kan samle sig på et lille værelse. Jeg glædede mig over at jeg ikke behøvede at vaske håndklædet i hånden, som var første besked, jeg fik, da jeg spurgte om rene håndklæder efter nogle dage. Jeg fik dog et sæt mere. Ellers var det håndvask hvis vi ville have rene håndklæder……

Dag 8 var utroligt svær. Især jeg havde en svær dag, hvilket selvfølgelig påvirkede resten af familien. Og oveni hatten begyndte det er blive vanskeligere at få fat i ting som toiletpapir og vand. Vi ventede på toiletpapir i 4 timer og vand ville de udelukkende komme med hvis jeg lovede at betale ved modtagelse. Det handlede om ca. 15 kr.
I det hele taget var kommunikationen enten helt udebleven eller ufatteligt flabet. Vi ville jo bare have svar på den test, der var så afgørende for os og vores kommende uge… Jeg endte med at gå ud på toilettet om aftenen og hamre i det efterhånden snaskede håndklæde, der lå på stenbordet ved siden af vasken, alt imens jeg hylede så stille, jeg kunne. Det begyndte at blive rigtig ubehageligt og vi anede ikke hvad der skulle ske, hvorfor vi stadig var der (testen var helt sikker klar..!), men ingen trykkede på “go”-knappen.
Og reglerne blev ændret igen mens vi “sad inde”. Nu skulle alle passagerer på internationale flyvninger direkte i hotelkarantæne – uanset hvad. Dog var børn under 18 og folk over 70 år undtaget. Nej hov, øhm vi har jo børn………?!
Hele dagen havde jeg en stærk trang til at tage alle møblerne og smide ud på gangen, mens jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Bare for der skete noget og for at gøre et eller andet……
Med bævrende stemme stod jeg ude på badeværelset klokken lidt i fem om eftermiddagen og ringede til Det Danske Konsulat (som tidligere var kontaktet ad andre veje) og talte med en sød og behagelig Karsten. “Vi har klaret det godt indtil nu, men nu kan vi ikke ikke mere. Vi ved ingenting. Vi kan ikke mere… NU skal I gøre noget. Vi skal ikke partout hjem, vi skal bare et andet sted hen”. Konsulatet ville kontakte Nanjing Foreign Affairs, men heller ikke dette gav pote.
Og i øvrigt; hvorfor skulle vi være på hotel når resten af flyet ikke skulle? Kvinden med feber var jo testet negativ, så nu havde hele flyet jo samme vilkår…! >Vi fik fornemmelsen af at vi skulle blive blot fordi, vi allerede var taget til fange… Min retfærdighedsans blev vækket som et vildt bæst.

På dag 9 begyndte underbuks- og sokkebeholdningen at blive kristisk.
Svære arbejdsforhold. Men også hyggelige.

Dag 9. Accepten af vi formentlig skulle blive her i ialt 14 dage havde nået os og vi var parat; “Det skal nok gå, vi har jo allerede klaret mere end halvdelen”. Hele dagen gik, stadig ingen information, men vi forventede heller ikke noget. Klokken 19:40 bankede det på døren og en hvid rumdragt stod udenfor. “I skal pakke Jeres ting. Der kommer en bus og henter Jer om 50 minutter”. “Hvortil…?”, ja dét kunne han ikke lige svare på.

“Pak sammen, I skal ud”… Børnene blev sat til side og sammenpakningen kunne foregå i nogenlunde ro og mag. Samtidig med at vi ikke gav børnene for høje forhåbninger.

Smågrinende over den bizarre situation pakkede vi hele vores værelse sammen, fandt overtøj og sko frem fra gemmeren og var allesammen klar en halv time efter. Efter diverse Alipay-betalinger for gourmetserveringerne var overstået vandrede ned ad den lange gang, mødte Jeppe og drog afsted med vores ejendele, over den velkendte lille gårdhave fra vores ankomstnat. Igen denne aften kiggede jeg mod vinduerne og så de værelser, der fik det til at gibbe i mig 9 dage forinden.

Der inkasseres betaling for maden…. Selvfølgelig med digital overførelse via WeChat-pay eller Alipay. Rummenneskerne havde en fin QR-kode hængende om halsen.

Inden vi blev sat på to busser (en bus til kinesiske pasholdere og en til udlændinge (hvofor???)) , der skulle køre os til lufthavnen, blev vi informeret om at vi fik vores pas tilbage i bussen, at vi blev kørt til lufthavnen og at vi så var frie til at tage hjem – med taxa eller lignende…”What?! Øhm, vi er jo stadig i karantæne……”, kunne man hurtigt tænke, men vi holdt det for os selv… Vi vidste at det muligvis ville være et problem at blive lukket ind i compoundet, så vi kontaktede diverse mennesker, vi vidste der skulle involveres i vores hjemkomst. Efter ca. 10-12 mennesker havde ringet sammen på kryds og tværs, holdt møder og brugt sin aften på os, blev det besluttet at vi ikke kunne tage til compoundet og at vi i øvrigt først kunne komme hjem efter 14 dage i karantæne på hotel (eller et andet sted..?), samt en af de berømte (/berygtede??) tests, som Joyce i øvrigt allerede havde efterspurgt i løbet af de forgangne 9 dage….
Og det blev besluttet at vi selvfølgelig ikke kunne benytte taxa eller lignende, fordi vedkommende derefter skulle i isolation i 14 dage grundet kontakt med os.

Næsten to timers venten foran lufthavnen. Karla fik sig en lur på kufferten.
Ventetiden slås ihjel med voksensamtale med et nyt menneske end Michael – og for Jeppes vedkommende; bare med “nogen”

Så vi blev dumpet af bussen foran lufthavnen (tilbage til hvor de tog os i deres varetægt) (hvor blev den anden bus i øvrigt af??) og måtte vente på gaden i næsten 2 timer før en bus, der var beregnet til isolations-/karantænekørsel kunne tage os og vores mange kufferter til et nyt karantænehotel.

Designeret køretøj til folk i karantæne. Foran sidder en chauffør og lufthavnspersonale, der skulle sørge for at vi kom sikkert frem uden at behænge andre mennesker.

I bussen fra lufthavnen sad vi endnu engang og smågrinede over situationen – der var simpelthen ikke andet at gøre. Man brænder sammen herude, hvis man skal blive vred og puste sig op hver gang noget er så uorganiseret og ansvarfralæggende, som dette. For det sker ofte.

Endnu engang nogle mennesker, der skulle have diverse oplysninger Men vi fik vores pas igen, hurra!

Vi ankom til det nye hotel ca. kl. 01 om natten.  Og kun 5 km fra vores hjem, ahh… Vi skulle ind ad bagindgangen, hvor der sad flere rummennesker og tog imod os. Pas, navne, adresser, mv… Man bliver tilpas ligeglad med at møde folk, der står i fuld isolationsudstyr med handsker, fodposer, mundbind, visir og heldragt med hætte. Vi skulle op til 16. sal (som selvfølgelig var 14. sals-knappen….)  i vareelevatoren og herefter blev vi vist til vores værelser. Atter sagde vi på gensyn til Jeppe, vi ses på den anden side…

Nærmest et palads i forhold til det tidligere sted.
En spisestue!!!! Og FIRE stole og et BORD! Tøjet havde ikke helt nået at tørre inden vi skulle pakke sammen det andet sted.
Karla vågnede op om morgenen i strålende humør; “mor, jeg elsker det her sted! Ikke så meget plads det andet sted. Her er der meget mere plads!” Og jeg kunne kun give hende ret.
Totalt himmerige med massagae og rene håndklæder

Og “wow, kan man seriøst sidde i karantæne sådan hér?!”. Pfff, så kan man da snildt klare 14 dage, no biggie. Vi blev testet for coronavirus dagen efter ankomst og selvfølgelig (og heldigvis) var resultatet negativt. Vi fik at vide at vi måske kunne få lov at komme hjem såfremt testene var negative – men udelukkende fordi var havde små børn med os. Jeppe blev også testet, men uden udsigt til at komme ud af hotellet inden karantæneperioden var helt overstået.

De så afgørende corona-tests.
Begge børn har gennem hele forløbet stillet troligt op til diverse målinger og tests.

Mens vi var på hotellet skulle vi arrangere at nogen kunne få fat i en nøgle og åbne for nogle andre mennesker i karantænesystemet. De skulle tjekke om der befandt sig andre mennesker i vores hjem…..  Jamen I skal da være så velkomne.
Vi regnede faktisk ikke rigtig med at der ville blive handlet på det og slet ikke efter at vores genbo, som hjalp med nøgle og vise huset frem, skrev til mig at hun ikke troede at papirerne ville nå at blive færdige før i hvert falde et par dage efter fordi der skulle en masse stempler på (på officielle dokumenter skal der minimum være ét rødt stjernestempel og jo vigtigere dokumentet er, des flere stjernestempler skal der stemples af flere forskellige mennesker, der har hver sin meget specifikke position og arbejdsopgave……….). Så vi skød en hvid pile efter at komme hjem før tid. Det var også ok, vi var jo kommet til et bedre sted (og ikke i overført betydning…!).

Videokonference med klassen og klasselærer

Alfred havde videokonference med sin klasse, hvor jeg stod på sidelinjen og klar til at assistere om nødvendigt. Pludselig kommer Michael hen til mig; “vi skal være klar om en time. Vi skal hjem”. 20-25 minutter senere stod en hvid rumdragt udenfor døren og sagde at nu var det tid. Vi var selvfølgelig (næsten) klar. Det havde vi været i 11 dage.

Med bankende hjerter stod vi klar til at få lov til at smide vores mange kufferter og os selv ind i minibussen og endelig vende hjem.
Karantæneminibussen med de spedalske, der har fået lov at komme hjem.
Nogle folk fra vores compounds ledelse, som sørgede for at vi gik direkte ind i huset.

Vi måtte holde begejstringen lidt tilbage og tale med børnene om at vi ikke kunne være helt sikre før vi var helt hjemme (og man kan jo altid kaldes tilbage… Det er sket for andre..). Det var en forholdsvis problemfri tur, minibussen skulle selvfølgelig følge os til dørs og en delegration kom herefter og tjekkede vores temperatur, informerede os om at vi ikke må gå ud, ikke engang med skrald, og fik os til at underskrive flere papirer. Vi skulle blandt andet underskrive at vi er i hjemmekarantæne til og med 30/3 – dette til trods for at vi er testet negative for coronavirus. Det giver ikke meget mening, men det er protokol at karantæne er 14 dage – og pyt med det.
Vi lukkede døren, tog vores bundbind af og Michael og jeg måtte fælde et par tårer mens vi krammede i gangen. Endelig hjemme….

Noget af “velkomstkomitéen”.
Et billede, jeg har modtaget fra en af dem, vi dagligt skal rapportere temperatur til. Sedlen hænger på en stenbelagt stolpe i vores stakit foran vores hus. Den siger at vi er i karantæne. Nogle forbipasserende kigger helt angst på huseet, når de ser dette lyserøde notits.
Når man som søskende har været meget sammen og på meget lidt plads kan det være svært at skulle bo på hvert sit værelse.

Vi har nu været væk hjemmefra i 2 måneder. Den seneste måned på hotel og “hotel”. Vi har ikke fået hjemmelavet mad i en måned. Børnene har nu deres værelser, de har legetøj og deres egen seng. Vi har sovet på samme værelse allesammen siden 29. januar. Jeg har delt seng med Alfred i en måneds tid. Og Michael med Karla. Nu er det tid til hjemmelavet mad, alenetid, til voksentid og til stilletid.


Man skal forstå at Kina har kæmpet en brav kamp mod Covid-19, har på ca. 3 måneder inddæmmet smittespredning og er nu nået til et forebyggende stadie. I et land på 1,4 mia. er det jo helt fantastisk.

De har kæmpet bravt i Kina, især i Wuhan. Det gør alt sundhedspersonale i hele verden. Stor respekt!

 

De har brugt metoder, som der nok ikke tages i brug i andre lande. Men en metode, som alle lande kan benytte sig af, og som er effektiv er rent faktisk at få folk til at gå i karantæne i 14 dage, såfremt de potentielt har været udsat for smitte. Og dét har vi. Men hjemmekarantæne ville være mindst ligeså effektivt som at være låst inde på et hotelværelse (hvor der er smitterisiko mellem værelserne via personalet). Og efter 2 negative testresultater havde jeg ufattelig svært ved at forstå hvorfor vi skulle forblive låst inde. Uanset hvad skulle vi jo være i hjemmekarantæne i 14 dage fra ankomst til Kina.
Men nu hvor Kina endelig har fået gjort nogenlunde kål på Covid-19 rejser alle vi, der “flygtede” i januar tilbage til Kina og har potentielt smitte med os.
Regimet oplyser at omkring 90-95% af nye bekræftede Covid-19-tilfælde den sidste måneds tid har været “importerede”, altså indrejsende til Kina.
Så jeg forstår godt hvorfor de er lidt “hys”. Imorgen d. 28. marts lukker Kina grænserne for alle med udlandsk pas.

Det må have været så frygteligt i især Wuhan. Jeg er dybt berørt og meget imponeret. Det føles efterhånden som en evighed siden at vi hørte jungletrommerne fra Wuhan.

Vi har hørt nyt om skolestart for børnene. Engang i april, siges det. Så børnene når formentlig at have gået i skole i ca. 2 måneder sammenlagt inden sommerferien starter engang i juni og vi skal pakke vores hjem sammen og starte på en frisk et andet sted. Mange mennesker fra skolens netværk er ikke nået tilbage inden flyruter og lande lukkede ned. Måske ser vi dem inden sommerferien, måske ikke.
Fremtiden er lidt usikker. For hele verden. Men Danmark, det skal nok drive over. Og lyt nu til anvisningerne….

Som vores skoledirektør har skrevet i alle sine mails siden januar:
“Be kind. This too shall pass”. Og det vil det.

Tak fordi du læser med!

2020. Du er sgu lidt af en mundfuld….. Del 2

9 dage. Så længe har vi siddet på et lille værelse. Vi har indtil videre klaret det godt. Dagen igår var dog svær og lang at komme igennem. Rigtig svær og rigtig lang. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle om denne oplevelse. Det føles som en “once in a life time”-oplevelse. Forhåbentlig. Vi kommer nok aldrig til at glemme dengang, vi sad i 2 uger på et hotelværelse. Men fortællingen om hvad vi dog laver her og hvorfor vi helt præcis stadig er her må jeg vente med at fortælle, tror jeg…. Jeg vil gerne have at vi sidder hjemme i vores stue. Og jeg kan ikke være bekendt at frarøve eventuelle læsere hele deres eftermiddag.

Lad os nu spole tiden tilbage til vores ankomst i lufthavnen i Nanjing kl. 23:25 en søndag aften for efterhånden mange dage siden….

Første nervepirrende temperaturmåling.
Nogle passagerer er bedre forberedt end andre.
Pas og papirer tages godt imod fra alle passagerer, røres på alle leder og kanter og leveres derefter tilbage til ejeren. Så er man da sikker på at en eventuel smitte for alvor kan brede sig.
Dykkerbriller.

…. Der er noget ved den passager bagved Jeppe og Michael. Hun smiler, siger noget, jeg ikke kan høre/forstå og peger på sit bryst. Ingen viser større forsigtighed eller nærmere undersøgelser. Alfred bemærker et kryds på hendes papir. Hmmm….

Vi får det afgørende nik, trækker vejret en ekstra gang og rejser os hurtigt. Jeg smider en sovende Karla over skulderen og går hurtigt efter Michael og Alfred, der er foran mig. “Vi skal bare blive sammen”, tænker jeg.
Vi er ca. 20 mennesker, der forlader flyet samtidig. Vi går i tunnelen fra flyveren og direkte ind i lufthavnsbygningen. Vi mærker kulden udefra og lettelsen over at vi ikke skal sidde og vente i flyveren i ca. 3 timer som flere andre af vores venner og bekendte har oplevet. “Bring snacks!” var den gennemgående besked fra dem alle.
Vi møder 2-3 “rum-mennesker”, som står i døråbningen til lufthavnsbygningen. “Biiip”. Jeg tager mig selv i at holde vejret hver gang de infrarøde termometre holdes op mod panden. “Ikke over 37,3, ikke over 37,3…..”. Og jeg tager mig i at stå klar med en hånd til at slå termometret væk fra mine børns pande, såfremt rummennesket ville være ekstra sikker på en korrekt måling og termometret skulle dutte på deres pande.

Så er vi inde i lufthavnsbygningen. Vi kender den lange gang fra gaten og hen til immigration. Vi har gået her så mange gange, at vi ikke helt har tal på det længere. Men denne aften ser alting dog helt anderledes ud.  Hvide isolationsdragter vandrer rundt med med gule og røde plastikposer om skoene, som er tapet rundt om anklerne. Stemningen er lidt sitrende. Og hvad var det med dét kryds på damens papir?

“In a line!!”. Vores lille gruppe fra flyet.

“XI SHOU!!!” bliver der råbt og vi går ind på toiletterne og vasker hænder. Derefter bliver vi stillet op på række og skal vente på at alle har været igennem 101 samtale med endnu flere rummennesker, der igen skal kigge papirerne igennem og sikre at vi kommer fra de lande og steder, vi har opgivet.

Endnu en bekræftelse af hvad vi har udfyldt i vores papirer.

Vi bekræfter at vi har opgivet sandfærdige oplysninger om vores gøren og laden, hvorfra vi kommer, hvor vi har opholdt os de seneste 14 dage, herunder mellemlandinger, m.v.. Alt bliver tjekket for at sikre at vi ikke kommer fra risikoområder og potentielt bærer smitte tilbage til Kina.

Jeg begynder efterhånden at slippe tanken omkring krydset på kvindens papir. “De ville jo have afskærmet os mere, ville de ikke? Det er jo procedure, dét vi laver nu…”, siger jeg til Michael. Michael bemærker at vi ikke har set de andre passagerer, der sad bagved os i flyveren. Der er to sektioner ud ad lufthavnen. Effektivt og smart, så man kan have to hold ad gangen. Men ja, hvor var de andre? Ej, de er nok smuttet forbi os uden vi har lagt mærke til det. Vi har trods alt lavet noget andet….

Endnu et temperaturcheck. Endnu engang ok. En mand skal endnu engang tjekke et eller andet i pas og papirer. Han er omkring den 11. person siden vi checkede ind i Bangkok lufthavn, der har haft fat i vores pas (og alle andres også).
Vi venter. På et eller andet. Længe.

Endelig afgang til endnu en kø, endnu en post, endnu en person, der fingerpuler vores pas. Endnu et temperaturcheck.
Vi vises over i køen til immigration. “Sidste post, børn, så er vi ude!”. Jeg bemærker røde bogstaver i displayet over skranken. Jeg tager ikke nærmere notits af dette idet rød ikke altid betyder noget skidt i Kina. De er fjollede med rød her.
Vi har heller ikke tal på hvor mange gange, vi har stået i immigration. Der er mange krydschecks normalt; visum, opholdstilladelse, adresse, navn, pasnummer, billede, fingeraftryk, ansigtsscanning. Men denne gang bliver Michaels og Jeppes sekretær, Joyce ringet op. Klokken er 02:30. Hun svarer først ikke (nej, hun sover jo!).  “Åh nej, så skal vi vente her indtil vi kan få fat i nogen”, er min første tanke og min mave niver lidt…  Alfred begynder for alvor at blive rastløs og vil bare gerne sove. Helst NU. Flere og flere ting omkring os begynder at presse på. “Tag nu telefonen, tag nu telefonen….”. Vi står alle tre voksne med blikket fast rettet mod Michaels telefon, der atter ringer Joyce op. “Hello…?”. “YES!” og hun er en stjerne, som altid.
Michael og Alfred kommer først igennem sammen med Jeppe. Karla og jeg tjekkes på kryds og tværs. “Ja, min mand og jeg har været sammen de sidste 14 dage. Ja, vi har samme rejsehistorik. Ja, oplysningerne er korrekte. Ja, jeg erklærer dette for sandt. Ja, jeg ved jeg kan blive retsforfulgt, hvis jeg opgiver falske oplysninger”.
Jeg bemærker tre orange transportable isolationskamre stå klar ikke så langt fra de tre Røde Kors telte, der er slået op bagi lokalet. Det hele føles lidt som en lidt overdrevet katastrofefilm. Helle for at spille Dustin Hoffman i Outbreak anno 2020.
Jeg ser Jeppe ved rulletrappen længere fremme. Han står sammen med en ny mand med maske på. Jeppe ringer op til hvad jeg antager er Joyce. Han ryster kraftigt på hovedet og ser ud til at sige “no, no, no, no, no”. Det kan være alt muligt. Jeg glæder mig bare til at få fat i vores kufferter.

Endelig er vi fri. Ah, hvor bliver det godt at komme hjem! Karla og jeg kommer hen til rulletrappen og mødes med Michael og Alfred. Jeppe er videre i systemet. “Vi skal på hotel”, siger Michael anspændt på vej ned ad rulletrappen.
“Nej, det kommer ikke til at ske…”, tænker jeg, mens jeg langsomt mærker optimismen svinde ind til en lille hård rosin. En rummand kommer hen til os. “What is going on?”, spørger jeg selvom jeg ved hvad det hér handler om. “No problem”, siger han kontant, kigger væk og vifter med hånden for at få os til at gå med ham. Mine ben føles tunge, Karlas vægt på min hofte bliver utrolig tung og Alfred har svært med at klare at jeg ikke kan bære ham.

Vi kommer ud i ankomsthallen, hvor vi normalt er igennem alt og bare skal til bilen. Der er skærmet af. Der er sat rækker af metalstolebænke op. Det er nu forvandlet til en ventesal. Nyt bord. Tre mænd beder igen om adresse, pas og nogle papirer. De skriver vores adresser ned. Jeg spørger igen om hvad der skal ske. De svarer ikke rigtig. Ingen information endnu.
Jeg spørger om Alfred må sætte sig på en af stolebænkene, hvor han sætter sig og et splitsekund efter sidder med lukkede øjne og sejler rundt, fordi han falder i søvn.
Da jeg har spurgt måske tre gange om hvad der skal ske får vi endelig svaret, lidt henslængt som om vi ikke rigtig skal høre det, “hotel.”, ikke mere. Jeg står med Karla og holder hende i hånden og spørger hvorfor. En mænd iklædt en eller anden form for ordensmagt-uniform farer verbalt i flæsket på mig og affejer mig, da jeg forsøger at argumentere for selvisolation derhjemme på grund af vores børn. Michael sidder ved siden af mig på en lille hvid platiktaburet og er helt stille. Han er vred. Han holder tilbage alt hvad han kan.
Jeg formår at sige til manden at han skal tale pænt til mig og at vi egentlig bare vil vide hvad der sker. “You don´t need to know more. If you knew the regulations, you wouldn´t have these questions. You sit over there and wait. We will not answer anymore questions. It is not prison, just hotel. You don´t need to know more.” siger han kortfattet og vifter mig væk. Jeg bekæmper den ustyrlige lyst til at skrige af ham, og jo, jeg kender faktisk reglerne! Men at skrige det ville nok ikke hjælpe vores sag… Jeg formår at holde mit stemmeleje nogenlunde i niveau og spørger roligt om der er noget, vi kan gøre for at undgå karantænen, hvem der var syg ombord, hvor vedkommende sad, osv. “You don´t need to know”. Først griner de tre mænd ad mig og svarer aggressivt at jeg skal sætte mig.  Michael får vores pas og jeg sætter mig hen til Alfred sammen med Karla, mens Michael står ved siden af os.
Vi kigger på hinanden og er nu rimeligt indforstået med at dette kommer til at ske. Slaget er tabt, der er ikke mere at gøre. Ingen skruen på noget som helst, ingen undtagelser. Ikke engang vores små børn kan få de trætte mænd til at finde ud af om der måske er en mulighed for at gøre en undtagelse.
Jeg krammer Alfred og fortæller ham at det ser ud til at vi skal på hotel. Alfred synker sammen. “Nej, nej, jeg kan ikke. Jeg vil hjem… 14 dage… Nej, mor, jeg vil hjem”. Karla er skuffet over at hun ikke skal hjem til sin bondegård og tøjdyr.
Den aggressive mand kommer atter hen til os. “Passports”, siger han og vil have vores pas igen – for at proppe dem ned i en plastikpose med de andre karantæneramte passagerers. Nej, nej, vi vil gerne beholde vores pas. Hvis vi mister disse er vi på herrens mark. “Are you REFUSING to give me your passports?! Tell me, are you REFUSING?!” råber han. Jeg prøver at gå taktisk til værks og sige at det handler om smitterisko og at vi meget gerne vil følge med hvis vi beholder vores pas. Mine ord rammer en mur af ligegyldighed, regler og bureaukrati.
Her bliver følelsen af selvbestemmelse taget fuldstændig fra os. Der er intet at gøre. Mon vi bliver taget væk herfra ved magt, hvis vi modsætter os at give passene? Vi befinder os trods alt i et land, der har haft svejseapparatet igang indenfor de sidste par måneder….
Alfred er mere gal end gal og viser langemanden til den aggressive mand, mens han udspyder alverdens besværgelser. Det beder vi ham om at stoppe med lige nøjagtigt med det samme.
Michael siger kækt og lidt vredt at vi nok bare vil beholde passene og så tage den næste flyver ud ad Kina. “You are under suspision of the virus. You cannot leave”, siger manden uden at fortrække en mine. Ej, jeg magter simpelthen  ikke at lege Tom Hanks i The Terminal….

Vi giver manden lidt modvilligt vores pas og vi bliver bedt om at gå ud til en bus, der holder klar udenfor bygningen. Vi er stadig gruppen på ca. 20 mennesker og vi bliver bebudet om at gå ind i bussen. Både Michael og jeg spørger flere gange, hvor vi skal hen. “Very close”, er beskeden, hvorefter ansigtet og blikket viger bort efterfulgt at skuldre og resten af kroppen.

Lang og uvis bustur med politieskorte.

Vi sidder i bussen, som bliver eskorteret af en politibil med blink. Vi kører i over en time. Klokken er ca. 04:30. Bussen kører i et mørkt område. Ingen huse at se, ingen gadelygter, her virker ret øde. Michael kan se på sin telefon at vi ikke er langt fra grænsen til den anden provins. Bliver vi kørt ud af Jiangsu-provinsen så de kan bevare sine nul nye tilfælde i længere tid?
Der sidder et par foran mig og Karla i bussen, som griner og hygger sig gevaldigt, tager selfies og lader egentlig til at have det helt sjovt. Flere af kineserne taler sammen og griner. Mon de ser frem til 14 dage på hotel med forplejning?
Børnene er faldet i søvn. Bussen holder ind, døren åbnes og vi skal ud. Vi kan høre høje stemmer udenfor. Det er køligt, vi fryser allesammen. Alfred græder fordi han er træt og jeg bliver nødt til at få ham ud sammen med Karla over skulderen, mens Michael skal få fat i vores 3 store kufferter og  tre håndbagagetasker. Der er et virvar af mennesker i rumdragter, nogle råber at vi skal komme, nogle står klar med termometre, en filmer, andre viser vej. Alfred knuger min hånd og virker bange. Jeg trækker ham ind til mig og fortæller ham at vi er sammen, mens jeg ser mig omkring. Jeg kan ikke se nogle andre bygninger end dem, der ligger fremme; dén vej vi allesammen gennes hen som kvæg. Jeg begynder nu også at blive bekymret, ja egentlig lidt bange. Vi er stille og følger med så hurtigt vi kan efter de rummennesker, der går stærkt. Rummennesker bag os sørger for at vi følger trop.
Fra folk i vores community har vi tidligere fået at vide at hotelkarantæne har foregået på et hotel i byen og tæt på folks bopæl, når de har været et smut forbi centralized quarantine, som det hedder. Ganske, ganske få er dog blevet i flere dage. Men hvor i alverden er vi nu…?
Vi mødes af traditionelle kinesiske bygninger i et plan og i mørket kan vi se at det er et mediumstort sted. Mens vi går i den lille gårdhave kan jeg se nogle af sengene igennem vinduet. Er det sovesale…?  Vi stopper for enden af en af de lange bygninger og går ind ad døren.  Vi mødes af en lang gang med blankt flisegulv og plastikkurve, der er sat op på væggen ved hver dør. Der er døre overfor hinanden på hver side af gangen. Vi aner ikke hvad der venter os bag disse døre. Sovesale? Små kummerlige værelser? Tapet i laser med fugt? Senge så hårde som træbrædder – fordi madrassen rent faktisk blot er et tæppe på en bund af træ? Der er lidt uro og folk virker usikre på hvad de skal. Også rummenneskerne. Her føles køligt, som en bygning, der ikke har været varmet op længe.

Sneak peek fra gangen på hotellet.
Madkurv får en helt ny betydning.

To rummennesker fordeler folk ud på værelserne – 2 personer på hvert værelse, med mindre man rejser alene. Vi siger på gensyn til Jeppe, vi ses på den anden side… Tre døre længere nede ad gangen bedes vi om at vælge de to værelser overfor hinanden, et barn og en voksen på hvert værelse. Hér finder jeg ud af at jeg kan diskutere en smule på kinesisk. Rummenneskerne på hotellet er søde, men har kun denne størrelse værelse til rådighed. “Mei you”, siger damen bag alt udstyret og vi må meddele at vi derfor kun vil være på ét værelse. Vi skal ikke splittes. Tænk, hvis nogle blev syge? Tænk, hvis de skulle lave nogle undersøgelser og kun tog “det ene værelse” med? Tænk hvis vi skulle sidde hvert for sig i 14 dage?
Michael putter børnene i sengene mens jeg raser frem og tilbage mellem de to værelser, de har tildelt os. Jeg hamstrer vand, håndklæder, servietter og skraldeposer fra det andet værelse, mens den søde rumdragt prøver at hjælpe mig. Hun tager meget venligt to dyner fra værelset mens jeg råber at hun ikke skulle røre dem (hvor har de handsker været hele dagen? Er de blevet skiftet? Hvem og hvad har du rørt ved?). Hun tager det ret pænt og har nok før modtaget halvhysteriske mennesker, der har været vågne i omkring et døgn og været igennem samme rumle, som os.

Vores lille værelse på ca. 15-17 kvm.

Luk døren. Larmen på gangen begynder at sagtne efter nogle minutter og her står vi så. Børnene faldt hurtigt i søvn efter vi kom. Vi står på et lille værelse på ca. 15-17 kvm. Her ser næsten rent ud. Ingen lugt af fugt. De to halvandenmandssenge ser rene ud. Og ikke så hårde. Intet køleskab, men vi kan tænde for varmen. Værelset er koldt og har formentlig ikke været varmet op længe. Michael og jeg kigger på hinanden. Siger intet.

Åh nej, dét her skete bare ikke….


Jeg skriver mere om en uges tid….

Jeg vil til slut sige at det føles dejligt at være digitalt i kontakt med andre mennesker. Tak til alle de, som har været så søde at skrive til os. Jeres hilsner og tanker varmer og hjælper os med at holde hovedet koldt.

TAK fordi du læser med!

2020. Du er sgu lidt af en mundfuld…. Del 1

Der er sket lidt i 2020. For alles vedkommende. For Verdens vedkommende.  2020 blev året hvor vi for alvor er blevet gjort opmærksomme på globaliseringen og hvor vilde, vi er med at rejse rundt, hvor afhængige vi er af hinanden og hvordan mennesker kan stå sammen (og desværre også det modsatte).

I disse dage ruller Covid-19 ind over Danmark og resten af Europa. Og vi som expat-familie har atter hoppet på et fly til den anden side af jorden. Mest for at bevare muligheden for at kunne komme hjem til Kina og ikke så meget for at slippe for selve sygdommen.

Vi befinder os lige nu i Kina. Vi har gjort alt hvad vi kunne for at kunne komme i hjemmekarantæne i vores hus; vi tog et stop-over i Thailand i 12 dage for at undgå at komme i hotelkarantæne idet Michael havde et ganske kort stop i Italien. Der er nu 16 lande på hotelkarantæne-listen i Jiangsu-provinsen, hvor vi bor; herunder bl.a. Italien, Frankrig, Tyskland og ja, Danmark.

Vi havde en hyggelig tid i Thailand, det skal man ikke kimse af, men vi ville nu allerhelst bare hjem. Børnene kæmpede meget med at skulle vente endnu længere. Især fordi vi først vidste at vi skulle “på ferie” dagen før planlagt afgang til Kina.

Det obligatoriske familieselfie.

Alfred havde et par nedsmeltninger. En aften havde han den helt store tur og han og jeg endte med at sidde på stranden og kigge på månen. Han græd og græd og sagde pludselig helt grådkvalt at han var som månen. “Helt alene og helt mørkt omkring mig. Jeg savner mine venner. Jeg vil hjem. Jeg er helt alene”. Min stærke dreng knækkede den aften og kunne nu ikke længere holde ud at leve dette normadeliv, som vi har levet siden januar.

Vi holdt hele tiden øje med om Thailand nu skulle komme på listen over hotelkarantæne. Det kunne lige passe, kunne det! På afstand ved hjælp af  vores fantastiske gadgets og internettet så vi hvordan  Covid19-bølgen ramte de danske kyster. Danskere blev kaldt hjem. I hvert fald anbefalede man det. Men vi er ikke en del af de danskere. Vi skulle den anden vej. Tilbage til udgangspunktet. Tilbage til hvor det hele startede. Tilbage til vores hjem, legetøj, legekammerater og måske hvad der ligner en hverdag indenfor den næste måneds tid. Men hvem ved…?

Endelig kom søndagen, hvor vi skulle ombord på et fly fra Bangkok (hvor Michaels kollega, Jeppe mødte os) og lande i god ro og orden i Nanjing. Vi vidste at der ville være diverse checks ombord på flyet og hele vejen gennem lufthavnen indtil vi kunne blive genforenet med vores kufferter og stryge ud til bilen, vi havde bestilt til afhentning af 5 styks hjemmehungrende Kinadanskere. “Nu kan I snart komme hjem til jeres værelser, børn!”.

En times tid før landing gik flypersonale første runde med termometret og modtog nogle stykker af de ufattelig mange papirer og deklarationer, vi skulle udfylde (jeg kan nu vores pasnumre udenad….!).
Jeppe sad sammen med os i flyet. Han pointerede opmærksomt at vi sad et sted, hvor rækkerne foran os var fulde, men at der sammenlagt blot sad 4 mennesker på de tre rækker bagved os.

Nogle passagerer er bedre forberedt end andre.
Dykkerbriller.

Kinesisk jord.

Ind kommer de isolations(ud)klædte personer ombord. Ny omgang temperatur og endnu flere papirer. De rører selvfølgelig ved samtlige passagerers pas og papirer, der skifter mange hænder og lander hos os igen. Sprit.

Det hvide hold. Alle passagerers temperatur bekræftes personalet imellem og noteres på flere ark.
Pas og papirer tages godt imod fra alle passagerer, røres på alle leder og kanter og leveres derefter tilbage til ejeren. Så er man da sikker på at en eventuel smitte for alvor kan brede sig.

Vi ser at folk lukkes ud af flyet 3 rækker ad gangen. Okay, de er snart ved os. Række 27, kom så!
Det føles som en evighed og ens egen og andres temperatur får pludselig en afgørende betydning for hvad der skal ske de næste minutter, timer, ja dage. Har eén person feber skal samme række, tre rækker foran og tre række bagved i hotelkarantæne til observation for Covid-19. Vi bliver clearet og får et V på et af vores mange papirer.

Der er noget ved den passager bagved Jeppe og Michael. Hun smiler, siger noget, jeg ikke kan høre/forstå og peger på sit bryst. Ingen viser større forsigtighed eller nærmere undersøgelser. Alfred bemærker et kryds på hendes papir. Hmmm….

“In a line!!”. Vores lille gruppe netoip kommet ud ad flyet og på vej til tests.

Vi gennes ud ad flyet. YES! Vi når 4 temperaturcheck, en sludder med en hvidklædt mand, der skal sikre hvor vi har været de seneste 14 dage. Vi sagde sjovt nok det samme, som vi har skrevet på de ca 4-5-6-7 stykker papirer før samtalen.

Endnu en bekræftelse af hvad vi havde udfyldt i vores papirer.

Endnu en helbredspost. Så immigration. De ringer Michaels og Jeppes sekretær op. Klokken er ca 02:30. Oplysningerne skal bekræftes – bor vi i Kina? Arbejder mændene i Kina? Stemmer vores oplysninger overens?
Endelig! Klokken er nu omkring 03:00, vi landede kl 23:30. Børnene er trætte (thai-tid er en time senere) og ved at blive utålmodige.

Karla og jeg kommer videre fra immigration og ud til Alfred og Michael, der er kommet igennem – nu skal vi bare have vores kufferter og så ud i en helvedes fart. Men vi mødes af endnu en medarbejder. “What´s going on?”, spørger jeg. “No problem”, får jeg at vide.

Det viser sig at ja, der var noget med hende bagved Jeppe og Michael. Hun havde feber….. Hotelkarantæne. I vores øjne “big problem”.

Verden står stille for os et øjeblik. “Ude af vores hænder”-mantraet bliver pludseligt lidt for gennemgribende. Jeg forsøger at tale med lufthavnspersonalet men i dén grad uden held. Der er intet at gøre.

Hvad der videre sker og billeder af dette vil jeg vente med at lægge på internettet og bloggen. Jeg har postet en anelse på Instagram og Facebook, men jeg har taget lidt flere billeder end disse. Ja, det lyder måske som om jeg er paranoid, men Big Brother er virkelig en ting hér. Så behøver jeg ikke sige mere.

Vi sidder lige pt. i karantæne på et 13 kvm hotelværelse på et 1-etages kinesisk hotel  ca. 120 km fra vores hjem, udenfor enhver form for by. Vi får mad 3 gange om dagen (utrolig kinesisk mad..) og har stadig mineralvand på værelset. Vi har et vindue, som kan åbnes med myggenet. Vi har 2 halvandenmandssenge og dyner og puder til os alle fire. Vi har toilet og bad med varmt vand.  Vi må ikke forlade værelset og maden sættes udenfor døren i en kurv. Temperaturmåling to gange om dagen.

Sneak peek fra gangen på hotellet.

Her har vi været i 3 hele dage, klokken er nu 13:00 på fjerdedagen. Vi venter på svar på testen af kvinden med feber. Er testen negativ kan vi forhåbentligt komme i streng hjemmekarantæne. Er testen positiv er vi låst inde i dette værelse indtil 14 dage efter ankomst til Kina. Det er lidt for spændende.

Dag 2. Stadig ved godt mod.

Vi er trods alt sammen, vi nægtede at splitte os på to værelser. Vi har to iPads. Michael og jeg har hver vores computer. Vi har endnu ikke revet hovederne af hinanden, ej heller haft lyst til at slå hinanden ihjel. Jeg er træt af at vaske underbukser i håndvasken. Vi kunne godt bruge en pose slik, noget chokolade og Netflix.

Jeg lover næste indlæg bliver spændende. Det ligger allerede klar inde i mit hoved.

Tak fordi du læser med!

Karantæne, dejlige Danmark og blåviolette tal på klimakontoen

En måned er nu drønet forbi vores næser alt imens regnen har silet ned udenfor og den danske vind har rusket godt i os.

Nanjing International Schools community er spredt udover hele verden, nogle er blevet i Nanjing og har hele tiden været raske. Dog har det været og er vanskeligt at finde mad og der er ”anbefalinger” om at kun en enkelt person bevæger sig udenfor hjemmet ad gangen og blot 1-2 gange ugentligt. Ingen socialisering. Gaderne har været øde, alt unødvendigt har været lukket. Madvarer har været vanskelige at få fat på og det har nok været ganske kedeligt at være hjemme den seneste måned.

Billede sendt til Michael af kollega, der hele tiden har opholdt sig i Kina. Her ser vi en person, der virkelig ikke vil smittes….
Endnu et sublimt billede af hvordan man kan beskytte sig.

I Danmark startede vi februar med at sidde indendøre, alene og uden gæster eller andet selskab. TV2 opdaterede os jævnligt med hvor mange nye tilfælde af coronasmittede, der taltes i Kina. Og jeg havde desværre ret i mit sidste indlæg; det var kun starten, da vi tog til Danmark… Vi betragtede det hele på afstand og blev hver dag bekræftet i at det var en fin beslutning, vi tog, da vi pakkede vores kufferter og drog mod nord.

Vi havde nogle ”modige” venner, der udfordrede skæbnen og var sammen med os efter blot 10 i karantæne i Danmark. Det er selvfølgelig skrevet med stor ironi, men trods Sundhedsstyrelsens manglende anbefaling om at holde sig i hjemmekarantæne, hvis man havde opholdt sig i Kina, så kunne vi ikke bære at være dem, der tog Covid19 med til Danmark og sprede til alle vores venners små børn…

Underlig fornemmelse pludselig at sidde i lejebilen og køre på danske veje uden at have glædet sig i måneder i forvejen. Og en underlig fornemmelse at sidde i sommerhuset uden at se en sjæl. For mig føltes det som spild af liv og min socialt optjente energi blev fuldstændig drænet. For mig er det, der betyder allermest når vi er i Danmark at vi ser nogle mennesker.

Alt imens vi ventede på at vi havde overstået de 14 (10) dage, tikkede alverdens restriktioner og forbehold ind på vores WeChat gruppe fra compoundet og mails fra skolen. Åbningsdatoen for skolen blev rykket igen og igen og vi har måtte indfinde os med at vores hverdag blev præget af usikkerhed og uvished. Nogle læsere sidder måske med tanken, ”jamen og hvad så…? I er jo i Danmark og har hus over hovedet…”. Jovist, men vi bor her ikke. Dette er ikke længere vores hjem-hjem. Det er vores hjem, bevares, men vi har kun 6-7 underbukser med hver, 1-2 par sko og bor sammen på et enkelt værelse og intet af det fede legetøj hjemmefra.

Og så skal man i øvrigt lave online learning for at vores børn kan være lidt på niveau med sine jævnaldrende. Det fungerede i øvrigt rigtig fint med Seesaw, som er programmet, hvor lærerne har sendt opgaver afsted til de studerende, som så har kunnet svare digitalt. Karla er blevet syltet totalt og jeg har fokuseret de 2-3-4 timers online learning om dagen på Alfred. Der har desuden været alverdens kommunikation mellem eleverne, som savner hinanden meget.

Det kræver tålmodighed og pædagogik…. Jeg kunne godt blive bedre…..

Og det er jo også en del af humlen. Vores venner – især børnenes venner. Ingen havde i sin vildeste fantasi troet at skolen ville forlænge lukning med mere end en måned – indtil videre en måned. Vi skulle have været tilbage efter kinesisk nytår 10. februar. På nuværende tidspunkt skulle skolen åbne igen midt i marts, men flere tvivler på at det kommer til at ske. Så vi håber på start april….

I WeChat-gruppen i compoundet fik vi info om at vi skulle i karantæne i hjemmet i 14 dage uden udgangstilladelse – vi måtte ikke engang handle eller gå tur med en hund (hvis man havde sådan en….). Jeg må indrømme at jeg dén dag ikke magtede mere og slet ikke kunne se mig ud af situationen. For nok får man at vide i første omgang at det er 14 dage, men reelt set ved vi ikke hvor længe de ”anbefaler” at man bliver indendøre og anmoder folk om ikke at socialisere sig. Men på den anden side vidste vi end ikke hvornår vi kunne drage hjemad til Kinaland. Og dét specifikke karantænepåbud har også ændret sig siden. Mere om dét senere.

Vi har haft meget tid sammen, det må man sige…. I Danmark har jeg flere gange fået bebrejdende og uforstående blikke, når jeg har sagt at jeg gerne vil have pause fra mine børn. En af DFDS-damerne fra Guangzhou (som er i samme situation, som os) skrev til mig at hun da elsker sine børn… Men allermest når hun også får en pause fra dem. Eller som en af de andre damer fra Guangzhou skrev: “tænk, om nogle år vil man se tilbage på denne periode som en tidhvor man havde MEGA meget tid sammen med sine børn…”. Dette var en positiv krølle på en ellers fortvivlet besked… ”Det er jo dine børn…”, siger blikkene. Ja det er det og jeg har været sammen med dem uafbrudt siden 13/12, dog med undtagelse af 14 skoledage. Jeg har sådan set også haft brug for pause fra min mand (tror det er gensidigt…!) og har draget god nytte af at Michael har været på sine babyer (skib 2, 3 og 4) i 8 dage i alt indenfor de sidste 14 dage.

Smukke Danmark

Vi har dog haft lidt over to uger, hvor vi ikke har været i karantæne – og de dage er blevet udnyttet! Vi har været i skoven, legeland og svømmehal, og set venner og familie til den helt store guldmedalje. Så meget at Alfred forleden bad om at vi ikke længere skulle besøge nogen. ”Jeg vil bare have noget fred og blive hjemme…”. Jeg synes nu vi har haft rigeligt med fred og hjemmetid i dagene/ugerne op til og efter afgang til DK…. Karla sad i bilen forleden og spurgte om vi snart skulle hjem. ”Jeg er ikke glad fordi jeg ikke er i Kina. Jeg savner mine venner”. Ja, det er jo rigtigt at det er de venner, hun selv vælger, som hun leger med i Kina. Ikke vores venners børn, som de også leger dejligt med. Og så gik det i øvrigt op for mig at Karla har boet længere tid i Kina end hun har boet i Danmark…..

“I love you, Mrs. Karen”. En tegning med det sødeste budskab fra Karla til hendes lærer.
Når man bliver sendt udenfor i haven så man lige kan dampe lidt af… Så laves der sure øjne og hugtænder på ruden. Og der kan også følge lidt spytklatter og flotte ord med på vejen.
Burkuller. Her ses Alfred skrige af sine lungers fulde kraft. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænkte på et damplokomotiv….
Fin tur til stranden.
Vind og kulde er godt for hovedet.
100 dage i grade 1 projekt.

Til gengæld har børnene fået talt så meget mere dansk end de har gjort længe. Begge er de blevet mere sikre i det danske – faktisk så meget at Alfred er begyndt at putte danske ord ind i sit engelske. Det er flere år siden det er sket dén vej. ”That is a spild of water”, som han svarede til en af hans online opgaver. Jeg elsker når vores børn navigerer i de tre sprog, de kan. Eller jeg ved sgu ikke om jeg vil sige at de kan tale kinesisk, men de forstår en del, især Karla. Karla sagde et eller andet forleden og Alfred sagde hånligt; ”ej Karla, der er jo to languages…”. Ja, fister Korrekter, dét er det.

Mens vi har været i Danmark havde jeg også dét privillegie at blive interviewet i et Mofibo podcast af damerne fra Monunity.dk (shhh, vi siger ikke jeg har kendt Sara i 10 år…..!). De ville høre lidt om dét at tage børn med at bo i udlandet og selvfølgelig hvorfor vi opholdt os i DK sådan midt i ”udesæsonen”. Sara læste introen op og det slog mig at hun læste deres ord op, som faktisk handlede om os…. Ikke fordi det skal lyde som om we are living the dream, men jeg tager stadig mig selv i at blive overrasket, når nogen omtaler os som nogle, der drager ud i verden og er modige. Jo bevares, vi føler os da nogle gange seje, men lige i øjeblikket føler vi os bare som nogen, der bare er på hold… Vi har nu ventet længe på at sekretæren husker at der sidder nogen i røret, der ligger på hendes skrivebord, mens hun havde en anden og vigtigere opgave. Vi venter på at vi kan få nogle svar, noget, vi kan forholde os til, noget, der kan planlægges og som ikke laves om.

Vi venter bare på at komme hjem.

Michael havde en returbillet til Kina 8. februar og børnene og jeg havde d. 15. februar. Først lukkede man flytrafik til Nanjing og vi blev omdirigeret til Shanghai. Dernæst blev billetterne helt automatisk aflyst fordi man stoppede flytrafik til Kina. Jamen så må vi jo blive lidt længere. Nej hov, vi er jo udlandsdanskere og så kan man ikke blive i Danmark i ubegrænset tid.

Til dåb af skib nr. 4

Tredje uge vi var i Danmark tog Michael til Sverige og gik ombord på din skibsbaby nr. 3 og sejlede til Holland, hvor han mødte sin skibsbaby nr. 4, som blev døbt. I sidste uge tog han til Tyrkiet og gik ombord på skib nr 2 og sejlede med til Trieste i Italien. Mega fed mulighed for ham at få feedback fra besætningen og se skibene i fart. Så det gav god mening og ikke kun mulighed for Michael at komme ud ad landet.

Vi valgte for en lille uge siden at booke billetter til Nanjing via Bangkok. Vi så jo gerne vi kom hjemad. Ingen fly til Kina, men vi kunne flyve direkte til Bangkok og vente på hurtigst mulige flyver til Nanjing, som var to dage efter vores ankomst til Bangkok. Men det er så hér Italien pludselig spiller os et puds…… I søndags blev det nemlig besluttet af den kinesiske stat at man sætter folk i karantæne på hotel, som bliver betalt af staten (= ris med kogte kyllingefødder og fiskehovedsuppe med fermenterede æg til morgen-, middag- og aftenmåltid og udgangsforbud fra værelset….), direkte ved ankomst til Nanjing lufthavn. ”Jamen han har jo ikke været i Italien i forbindelse med Jeres hjemrejse, så hvordan skulle de kunne vide det…?” Jo, fordi Michaels telefon har været i Italien og dermed har den registreret italiensk net. Også selvom manden blot har opholdt sig i taxaen fra skibet og direkte til lufthavnen og så til Danmark (nå jo, lige med en mellemlanding i München også….). Så vores plan om at komme videre fra Bangkok blev skudt i sænk. Men mon Danmark kunne komme på listen over hotelkarantænelande? Og vi har jo erfaring med at det ikke er så nemt igen at få fly, idet de fleste er booket og øvrige er aflyst indtil engang i april eller senere. Allerede nu skal alle folk, der har været i eller rejst igennem Italien, Japan, Sydkorea og Iran i hotelkarantæne i 14 dage. Om få dage er Tyskland nok på den liste, måske sammen med Danmark. Alle andre, der ikke har opholdt sig i Nanjing i de sidste 14 dage skal i hjemmekarantæne, dog med mulighed for selv at handle. Ingen gåture eller vennebesøg,tak.

(Speaking of nye tilfælde i Italien, München,  Danmark, m.fl.:
Hey, J.P., nu skal I måske lave et EU flag hvor stjernerne er små virusser?? Vi har jo – som jeg citerede vores Statsminister i mit tidligere indlæg – en lang tradition med satire (og angiveligt bespottelse af flag)…)

Vær så artig, J.P., den er til Jer.

Så for at undgå at blive tvunget til (slanke-) hotelkarantæne i små 14 dage har vi valgt at drage til Thailand, som planlagt og blive der indtil Michaels restriktioner (pga. Italien) er slut søndag 15. marts. Og så må vi tage vores hjemmekarantæne i 14 dage, fordi vi har været udenfor Nanjing….. Så om en måned er vi løsladt igen. Måske. Hvis en enkelt person på flyet fra Bangkok til Nanjing har feber ombord eller får det få dage efter flyvningen bliver vi indkald og anbragt på hotel i inkubationsperioden på 14 dage. Vi må satse på at ingen viser symptomer under eller efter flyvningen. Ude af vores hænder. Det må være vores mantra.

Hvis situationen i Nanjing forsætter som nu med udeblevene nye tilfælde af Covid19-smittede så kan det være at tingene så småt åbner op igen. At vi kan efterlade vores mundbind derhjemme eller bare gå rundt frit på gaderne. Måske skolen åbner før april..?

Der er flere af vores bekendte og venner, der har valgt at droppe at komme tilbage til skolen dette semester. Dem, som alligevel skal flytte til deres hjemland har indskrevet sine børn i skole og opstartet skolegang i hjemlandet. Trist at vores sidste måneder i Nanjing skal være så usikre og uvisse. Trist af vores børn ikke får presset den sidste saft og af de søde æbler, mens de kunne. Trist at projektet på værftet står mere eller mindre stille og formentlig bliver forsinket af samme grund. Det kan også betyde noget for os som familie fordi vi efter sommerferien bor adskilt fra august og indtil projektet i Nanjing er afsluttet. Trist at jeg ikke fik udnyttet at jeg havde mere tid til kinesisk undervisning og sightseeing i byen. Og trist at vi måske skal afrunde praktiske ting meget tæt på vores flytning fra Nanjing. For vi regner ikke med at der sker det store før i hvert fald april. Og min veninde skulle have besøgt os i en uge i april. Dét må vi formentlig også droppe.

Nå men alt den tristesse er da også til at kaste op over. Bare lige til slut af surhed: Gider I lade være med at købe al håndspritten, så folk, der skal hjem til Kina rent faktisk har mulighed for at få fat i det?! Jeg var desværre eén dag for sent ude; det første tilfælde af Covid19 blev konstateret i Danmark og straks er det hele satme væk… Meeeeen; fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me. Det er ligesom om jeg før har rendt rundt og ledt efter masker i Kina, fordi jeg ikke syntes det var nødvendigt og pludseligt var jeg den sidste i hele verden, der ikke havde et lager til 3 måneders forbrug.

Mange familier hjemme i Danmark efterlyser tid sammen og jeg ved at vi er priviligerede. Vi har haft utroligt meget tid sammen det seneste halve år. Ikke helt planlagt og som ønsket, men vi har virkelig fået set hinanden og været sammen. Michael har turneret lidt ind og ud ad sammenhængen pga arbejde, men sådan er det jo. Jeg ved også at man ikke får dumpet 12 dage i Thailand ned i skødet hver dag. At det så er fordi vi hverken kan blive i Danmark eller komme hjem i vores hus i Nanjing er en anden (og måske ikke så vigtig) sag. Men vi trænger til at komme hjem. Vi trænger til struktur og hverdag, arbejde, skole og skolevenner.

Endelig i Asien! I tuk-tuk i Bangkok med jetlag

Men vigtigst af alt så er vi sammen. Vi er som familie det eneste konstante i hinandens liv. Det er virkelig kommet til udtryk i denne uvisse tid. Egentlig er det nok mest mig, der er børnenes konstante fordi Michael skal varetage sit arbejde, hvilket omfatter rejser, men vi gør det med fælles ”lederskab”.

Som Momunity-damerne spurgte om, så kan vores børn godt klare (igen) at blive revet ud af hverdagen og væk fra venner og faste rammer. Det er der mange, der tror børn ikke kan. Vi kan alle klare det. Men vi har allesammen brug for flere kram og et ekstra stort behov for at blive bekræftet af hinanden i at vi er gode til det, vi hver især kan og gør. Vi må være gode til at være et team. Ikke altid nemt når man er meget sammen og alle har en stærk holdning til (AL-) ting, som ikke altid stemmer overens. Men vi ved hvad det vil sige at leve dette liv. Vi ved hvordan det føles. Vi ved, hvordan vi kan spejle os i nye venner, der lever samme liv, men søger i havn hos vores gamle venner og familie i Danmark. Vi ved at vi for alt i verden skal bære at kunne være hinandens eneste konstante. Det kan også føles ensomt at være det eneste konstante.

Vi er egentlig nok blevet lidt ensomme sammen..

Tak fordi du læser med….

Mundbind, mundlort og endnu en flyvetur

Mandag i sidste uge:  Hmm, har hørt om det der Coronavirus? Sjovt navn i øvrigt.

Tirsdag i sidste uge: Ja, der er vist et eller andet i gærde.

Onsdag i sidste uge: Okay, skolen er begyndt at holde infomøder om det. Så slap dog af.

Torsdag i sidste uge: ”Har du købt masker? De er vist udsolgt overalt, men apotekerne har vist en ny sending med nogle andre typer…”. Så slap dog af. Jeg køber dog nogle alligevel……

Fredag i sidste uge: Der begynder alligevel at være flere, der taler om det… Og mere info i medierne. Biografer, m.m. er lukket. Slap dog af.

Lørdag i sidste uge: Hmm, det synes at eskalere. Lovpligtigt at have maske på offentlige steder, herunder i Metroen. Folk bliver bogstaveligt talt eskorteret ud, hvis de ikke bærer maske. Køl lige lidt ned…

Søndag i sidste uge: Okay, Wuhan er lukket for ind- og udgang. Folk er låst der. Virkelig voldsomt, men smart…. Alligevel rimelig vild beslutning ”oppefra”… Hvad sker der..?

Mandag: Staten har besluttet at forlænge kinesisk nytår pga virus og smittefare. Skolen starter først op 17/2 i stedet for 10/2. Måske er der noget om det….. Fly booket. Let´s get the fuck out of here…..

Tirsdag: Ej, jeg ville gerne have været afsted i dag.. Eller i søndags. Oh well, vi mangler lidt snacks til flyturen, jeg handler lige – har ikke været udenfor en dør siden fredag. ALLE unødvendige forretninger og andre foretagender er tvungent lukket. Folk køber alt de kan af madvarer for at kunne barrikadere sig i deres hjem for at undgå smittefare. Masker er umulige at opdrive nogle steder. Jeg tager på 5 apoteker og i 2 supermarkeder uden held. Folk er på samme maskejagt, som jeg og ser bekymrede ud.

Tirsdag aften: Mail tikker ind omkring at Finnairs flytrafik til og fra Nanjing lukkes efter 5. februar. Vi kan ikke flyve til Nanjing når vi engang skal hjem til Kina igen. Mon vores fly er aflyst i morgen?? Er vi stuck her? De lukkede jo Wuhan forleden.

Onsdag tidlig morgen: Ingen mails fra Finnair. Puh ha.. Vi er i tvivl om vi kan komme afsted indtil vi sidder i flyveren og har kørt ud til take off.

Made it.

Velkommen til Nanjing lufthavn

Vi var flere fra skolen på vej til Europa, her Hannah, Carlotta og Ellen.
Køen til check-in
Hende hér havde i hvert fald nedsat risikoen for smitte. Plastikhandler, plastikbadehætte, solbriller, mundbind og et hjemmelavet visir af en 5L olieflaske. Effektivt..
Alle havde uden undtagelse mundbind på. Dette var pålagt for at kunne befinde sig i lufthavnen.

Pænt glade for at sidde i flyveren og være rimeligt sikre på at komme afsted!

Velkommen til DK.
Sikke en modtagelse i CPH airport!

Ja, jeg ved godt vi hverken har at gøre med pest, hungersnød, tørke eller bomber. Men vi ved rent faktisk ikke endnu hvad det her bliver til.

Hvad der skulle have været 2 uger i familiens skød derhjemme og vennehygge med tonsvis af børn og den kolde og flydende udgave af Corona, blev i stedet til uvished om hvad der er det rigtige at gøre i en situation som denne og til en (velkommen, men ikke gratis) tur til Danmark i foreløbig 20 dage (for i hvert fald børnene og mig).

Vi kom tilbage til Kina 5/1 efter julefeie og sidder allerede igen i en flyver mod nordvest 29/1. Vores CO2-regnskab er ved at have ret røde tal…

Men det er faktisk ikke det, der er den største bekymring. Herregud, vi klarer nok at planerne er lavet om.

Vi smuttede fra Kina fordi vi i første omgang tænkte at vi (jeg) ville flå hovedet af enten mig selv og/eller to børn på adressen. Mere end 3 uger ”indespærret” i hjemmet, hvilket var smartest pga. smitterisiko, ja det lød voldsomt. Vi har netop også haft 3 ugers juleferie, så børnene er så klar på mere end blot 2,5 ugers skolegang i 2020. Det er seriøst begrænset hvor mange bræt- og kortspil, vi kan spille og hvor meget lim, vi har til limpistolen.

Fredag – onsdag indenfor…… Yes, PS var kærkomment en times tid om dagen!

Desuden begyndte madbeholdningen at blive begrænset i butikkerne – især grøntsager blev til specialvarer, som blev revet væk fra hylderne så snart de blev lagt frem. Og hvad ville man få med hjem? Alle grøntsager er i løsvægt i supermarkeder (og grøntmarkeder, hvilket er frarådt pt). Mange handlende kan være ganske kræsne omkring hvilken gulerod, de nu skal have og graver gerne igennem hele kassen inden de finder netop dén gulerod, de vil have. Det gælder i øvrigt også kød.

 

Supermarkedet Suguo. Her plejer at bugne med grøntsager i løsvægt.

Man skal lige have in mente at sæbe ikke er standard at benytte – hvis man altså vasker hænder overhovedet. Og ja ja, jeg ved at mine svigerforældre nu griner lidt overbærende, mens de forestiller sig mig småråbe, ”husk spritten!”, men jeg er ikke i tvivl om at de nok ville give mig ret, nu hvor de har besøgt os 3 gange.

Billede lånt af ven. Metro i fredags.
Billede lånt af ven. Metro i fredags.
Billede lånt af ven. Metro i fredags.

Efter vi havde købt flybilletter i mandags begyndte der så småt at brede sig en ubehagelig stemning omkring os. Der var en underlig stemning, da jeg var oppe at handle. Folk virkede urolige, kiggede undersøgende (mistænksomt) på hinanden og var meget opsatte på at få NOK mad. Nogle bestemte typer rengøringsmidler var totalt udsolgt og de få slags håndsprit osv, der plejer at være i forretningen var revet væk. Jeg var som tidligere skrevet på 5 apoteker for at finde en anden og bedre type maske til os alle fire. Forvirring og storsalg af immunoptimerende medicin. Ingen masker. Overhovedet. Ikke engang de ubrugelige blå kirurgiske masker, der alligevel heller ikke virker det fjerneste.

Facebookopslag fra i tirsdags.
Billede lånt af ven. Status på gaden i torsdags.
Billede lånt af ven. Mall i torsdags.
Billede lånt af ven. Metroen i torsdags.
Billede lånt af ven. Metroen i torsdags.
Billede lånt af ven. Metroen i torsdags.
Billede lånt af ven. Metroen i torsdags.

Endvidere begyndte mange af vores venner og bekendte at booke billetter til hjemland eller ferie for at komme væk. Af samme årsager som os.

Også pga Google.

Prøv at søge på Coronavirus og oplev hvordan uvisheden og frygten kravler fra ens smartphone, ind i ens håndflade og op i armen for til sidst at sprede sig i hele kroppen.

Vi panikkede på ingen måde, men alligevel ubehageligt at opleve at der tikkede flere og flere registrerede (!) virusramte og døde ind i statistikkerne. Procentandelen er så lille i forhold til befolkningstallet, men som skrevet er dette et tidligt stadie. Inkubationstiden er op til 14 dage og man kan bære smitte uden selv at have symptomer. Ca. 400 millioner kinesere har rejst rundt i landet de sidste to uger i forbindelse med kinesisk nytår (dette er vanligt), og det siges at 5 millioner borgere fra Wuhan ”nåede ud” inden man lukkede for tog-, bus- og flytrafik ind og ud ad byen. Michael har desuden fået vide at en af hans kollegaer fra værftet kørte til Wuhan for at få sin familie til Nanjing inden de lukkede for Wuhan. Det er formentligt hvad mange har gjort – og fuldkommen forståeligt.

Lur mig om tallene ikke stiger en del indenfor de næste få uger.

Facebookopslag fra i søndags. Pr. d.d. (torsdag) er der omkring 7700 registrerede smittede.

Problemet er desuden at forståelsen af hygiejne er ret anderledes (sæbe, sprit, skærme nys, spyt, osv.) og nogle mennesker lever virkelig tæt og under kummerlige forhold. Det proklameres at der er gratis sygehusvæsen, men det er der ikke. Det er proforma. Der er egenbetaling og man har fået store problemer med at folk har betalt overpris for behandlinger og fået unødvendige behandlinger. Vi taler om tusindsvis af kroner, ja endda millioner, som patienterne selv skal betale. Dermed er der mange mennesker, der ikke har råd til at gå til lægen og hvis de gør, er det på nogle forfærdelige hospitaler, som man ikke drømmer om befinder sig i sådan et teknologisk veludviklet land.

Jeg er overbevist om at mange af de registrerede dødsfald skyldes at patienterne har været syge, ældre eller svagelige i forvejen. Men mangelfuld symptombehandling, hygiejneproblemer og manglende viden hos det behandlende personale kan også være en faktor. Er du fattig kan du sgu klare dig selv.

Det ville naturligvis ikke være et af de kummerlige hospitaler vi skulle til hvis det værst tænkelige skulle ske, vi har sundhedsforsikring. Men vi skulle formentlig forblive i Nanjing. Forsikringsselskaberne anbefaler generelt at man søger specialister andetsteds såfremt man skal i narkose, have fikset en brækket arm eller føde et barn. Så forsikringerne vil hellere betale en tur til fx Bangkok end at lade deres forsikrede kunder ligge på briksen i Nanjing for billigere penge. Måske det kan blive for billigt.

Lad os sige at et af vores børn skulle blive alvorligt syge af virusset. Jeg ville ikke engang vide, hvad vi skulle gøre hvis de faldt ned fra et legestativ og fik et alvorligt brud eller dét, der er værre. Så jeg kan slet ikke forestille mig respiratorbehandling, som nogle læger angiver kan være en effektiv symptombehandling og kan medvirke til at man ikke dør af sygdommen, såfremt man bliver alvorligt inficeret af sygdommen.

Så adjø, Nanjing.

De sidste par dage har det været muligt at komme igennem til VPN og dermed har jeg haft mulighed for at gå på Facebook, Messenger, Google og søge frit på internettet. På Facebook har især et tema brændt sig fast i mig og gjort at jeg har haft svært ved at sove i nat og kun har sovet 4 timer inden vi skulle op lidt i seks imorges (sammen med en masse andre ting, fx om vores fly blev aflyst og vi var fastlåst i Nanjing…).

Jyllands-Posten. Ytringsfrihed. Politisk standpunkt. Pladder. ”Danskhed”.

Ja nu bliver jeg sgu sur, det gør jeg….. Og flov. Flov over at man kan misforstå en frihed – ikke en ret, men en frihed – i så voldsom grad. Måske vi skal have tillagt ordet dobbeltbetydning i Retskrivningsordbogen ligesom ”en bjørnetjeneste” fordi folk er for dumme til at forstå hvad det egentlig betyder.

Jeg græmmes når vores ellers kompetente Statsminister erklærer at ”vi har ytringsfrihed i Danmark”. Gør jeg brug af min ytringsfrihed hvis jeg går hen til en 5 årig dreng, der står på gaden i bare tæer og græder fordi hans forældre netop har givet ham en ordentlig omgang tæsk med en kæp og siger ”nåååh, lille skat, ej hvor ser du beskidt ud med de blå mærker og blod ud ad næsen? Det ser ud som om du skal til Halloweenfest. Oh well, vi ses, jeg skal hjem og lave varm kakao til mine to elskede børn i vores varme og trygge hjem.”? Det ville da heller ikke være diskriminerende, det er jo forbudt, jeg ville blot ytre mig. Det har jeg jo RET til. Jeg er jo dansker og så må man sige hvad som helst på hvilket som helst tidspunkt og hvilket som helst sted.

Det lyder ikke helt rigtigt, vel? Jeg synes det lyder som et 6-7 årigt barn, der står med korslagte arme og skriger ind i sin mors ansigt; ”DU BESTEMMER IKKE OVER MIG!”.

”Engang imellem kan man godt føle sig lidt stødt på manchetterne, når man synes, ting bliver lavet på en måde, man ikke bryder sig om. Så må man tælle til ti” – ja, det er så Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der åbenbart synes kineserne skulle tælle til ti. Jeg synes måske han skulle have bedt JP om at tælle til lidt mere end 2 og i det mindste have ventet lidt.

”Det er nærmest, som vi kender Kina, desværre” siger Kristian Thulesen Dahl så velformuleret og empatisk. What…? Godt comeback og i øvrigt i god tråd med tonen på de sociale medier, som man diskuterer så meget.

Ingen glemmer den forfærdelige periode i 2018 hvor der hærgede en frygtelig epidemi i Danmark:

FNAT

 

Dr.dk-artikel om den dramatiske epidemi i Danmark i 2018

”Desperate patienter” kørte til Flensborg for at få fnatmiddel fordi det på frygtelig vis var i restordre og udsolgt på de fleste apoteker i landet. Flere artikler om stakkels gymnasieelever, der skulle være påpasselige når de havde haft gymnastik sammen eller teatertruppen, der ikke kunne ligge i bunkepul efter øver og overae hinanden (det skal man i sin ungdom, hvis man er en del af et kreativt crew). Ej, det var simpelthen så voldsomt.

Jeg gad saftsuseme godt sidde klar på Facebook eller se BREAKING NEWS i tv hvis en person fra Mellemøsten eller Kina tegnede en tegning af et firkantet, rødt og forkløet stykke kød med 4 lyse fnatmider, der dannede et hvidt kors i midten imens epidemien hærgede landet.

”Hvad fanden..?! Man skal satme ikke fucke med Dannebrog eller fnat! Er du klar over hvor meget det klør?!”.

Modsvaret kunne måske være:”Nej, nej, det har I helt misforstået, det er for at udvise empati og at vi tænker på Jer i den frygtelige kløende tid. I er helt gal på den, I har jo slet ikke humor…”.

Kunne man forestille sig at vi ”rigtigt danske” med hang til satire ville grine højt, hvis nogen havde tegnet en kælder med indespærrede børn, der lå på mugne madrasser (med sjove væggelus) og en far, naturligvis tegnet som karikatur, der stod klar til at voldtage sin datter endnu engang, imens Fritzl-sagen kørte. Nej vel?  Ville Statsministeren igen kunne citeres for at sige ”Vi har ytringsfrihed i Danmark og vi har en gammel tradition for satiretegninger og det bliver vi ved med at have”…?

Jyllands-Postens udgave af det kinesiske flag.

Okay, okay, at Kina kræver en undskyldning fra avisen er måske også lidt overkill og måske ikke det vigtigste at beskæftige sig med lige pt.

Men JP; too soon. Just too soon.

Vi har så travlt med at blive stødt af og over hinanden. Måske er Danmark gået hen og blevet den billist, der synes at alle andre er idioter, der kører pisseåndssvagt. Hvis alle andre er idioter, der bliver fortørnet over hvad man gør og siger, så skal man måske se indad engang imellem.

Jeg er overbevist om at JP ikke bevidst forsøgte at være hånefulde. Dog udviste de ej heller stor empati eller sympati ved at bringe denne tegning – og lidt for tidligt. De har skabt debat og belyst situationen, og det skal en avis vel også.

De har nok hverken bragt tegningen i god eller ond tro – det var nok mest i dum tro.

Jeg tænker vi bør bruge mere krudt (nej, det er ikke henvisning til Muhammed-tegningerne..) på at følge med i udviklingen af virussen frem for hvem, der skal sige undskyld til hvem, og hvem, der puster sig op og står på sit.

Det er en alvorlig situation for Riget i Midten. Hvor stor er ”skaden”? Hvor mange er smittet? Hvor mange dør? Og bliver nogen fra vores netværk syge? Dem, vi kender, som er blevet i Kina i denne periode, kan de komme ud ad byen, hvis det forværres? Hvornår kan vi komme tilbage til vores hjem, børnenes skole og vores netværk i Kina? Og gjorde vi det rigtige at ”skride” fra det hele? Var det overilet? Og hvis det ikke var overilet at smutte, hvor slemt står det hele så til? Og hvornår er det slut? Kommer det til at betyde noget for vores sidste måneder, vi har i Nanjing?

Okay, det gik fra at handle om Den Store Flugt til hvor latterlig debatten og udmeldingerne er omkring Jyllands-Postens, efter min mening, tankeløse tegning.

Mange tanker, mundbind og mange timer i flyveren…..

Vi er i DK indtil i hvert fald 18/2.  Flere flyselskaber har simpelthen stoppet med at flyve til/fra Kina, herunder Lufhansa, som flyver til Nanjing sammen med Finnair. Vores Finnair returbillet er indtil videre omdirigeret til Shanghai og så skal vi selv finde vej  til Nanjing derfra. Vi ved ikke rigtig hvad den næste måned byder på… Og om vi må/kan tage hjem til Kina 18/2.

Lige nu tager vi et par familiedage og tager i hvert fald en tur i skoven og til vandet.

Tak fordi du læser med!

Attention! Code Blue!

Karla kom hjem fra skole igår og blev ved med at sige “Attention! Code Blue” mens hun tullede rundt om sig selv, fordi hun manglede sin lege-/slås-kammerat, der var ude at gøre Royal Family Garden usikker på sin blå cykel.

Code Blue er en kode, der lyder over højtalerne ved jævnlige mellemrum på skolen. Code Blue er den stille kode. Efter min mening den mest uhyggelige kode; gem-dig-koden…

Jævnligt træner skolen evakuering af forskellige arter; brandalarm, osv. Jeg har flere gange befundet mig på skolen, hvor en øvealarm er gået igang. Forældre må ikke forlade skolen uden at stille sig op i yderst organiserede rækker på den store løbebane på skolens område. Vi skal alle – lærer, elever, forældre og andre ansatte – forholde os til det som var det en virkelig evakuering. Hvilket jo er rigtig fint, så man kan undgå den helt store tumult.

På kanten i højre side af løbebanen kan man skimte små hvide felter med skrift. Man skal stille sig ud fra det felt med den kategori man hører under. Jeg må få mig et billede engang. Det er ret imponerende hvor hurtigt mange hundrede mennesker kan stille sig i kø.

Ved disse øvelser skal vi stille os i rækker på løbebanen. På kanten af banen er der skrevet hvem, der skal stå hvor. Ansatte og forældre har designerede steder. Alle klasser har faste pladser og alle tælles op. Dagligt sørger lærere og skolesygeplejersken at have det præcise antal elever tjekket ind digitalt i systemet. Alle SKAL være i systemet, således at man ved, hvis nogen skulle mangle i tilfælde af evakuering.

Brandalarmer er da ikke så lidt uhyggelige i sig selv, men Blue Code topper den dog. For to år siden fortalte Alfred mig for første gang at de havde skulle gemme sig – jeg syntes det lød helt sjovt. Men Stine uddybede at det nu var for at lære at skjule sig i forbindelse med et eventuelt skoleskyderi, terrorisme eller andet.

Okay.

Engang var jeg på skolen og lå og rodede rundt på gulvet under en hausfrau pilatestime da Code Blue gik af. Blå blink i loftet drejede hidsigt rundt og al øvrigt lys på skolen blev slukket. Kun det grålige vinterlys oplyste lokalerne og gangene fra vinduerne i community bygningen. Vi gik ud på det nærmeste toilet, lukkede døren og gemte os. Pludselig stod vi omkring 10-15 mennesker på toilettet og kiggede på hinanden. Først let fnisende. Men så blev vi stille. Hele skolen blev stille. Bomstille.

Pludselig bankede det på døren og vi vidste ikke helt om vi skulle åbne. Skal man egentlig åbne døren hvis nu det var en rigtig Code Blue? “Ja, halløj, Hr. Våbengut, vil du lige herind og skyde 10-15 damer med 100 % træfsikkerhed…??”. Nej ikke rigtig, vel? Alligevel ville man ikke være helt så rar overfor det menneske, der nu ikke lige var nået ind på toilettet ligeså hurtigt som os andre. Så vi åbnede døren, faktisk lidt nervøst, og ind kom Cecily og hendes lille datter, Molly, som ikke rigtig havde gidet forlade legetøjet i play group rummet.

Code Blue afsluttes altid med at skolens direktør, Mr. McLellans fyldige stemme med skotsk accent lyder over højtalerne: “You are all safe”.

Selvfølgelig er det blot øvelser, men det giver da stof til eftertanke. Tænk at man skal øve sig i at gemme sig for en eller anden psykopat, der har fået en fiks idé.

Jeg er glad for at vi bor i Kina, hvor det føles lidt hysterisk at skulle træne denne type evakueringer. Måske det er lidt amerikaniseret..? Endvidere kommer vi fra et land, hvor man slet ikke gider (og formentlig heller ikke behøver) øve sig på at gemme sig. Men måske de danske skoler i stedet skulle øve sig på at evakuere i tilfælde af brand. Måske helt op til to gange om året? Jeg tror godt eleverne kan tåle at misse undervisningen. Hver anden dag er der brand på en skole i Danmark. Og det er ikke lovpligtigt at afholde brandøvelse. Det er alligevel overraskende.

Jeg har ikke fornemmelsen af at lærerne har oplyst de mindre børn præcis hvorfor man afholder disse Code Blue øvelser. Det behøver de heller ikke vide endnu.

 

Tak fordi du læser med!

To år… (?!)

Status…. Hold nu op, hvor kan man overraskes ind imellem…

Igår var vi i Shanghai. En utrolig varm fornøjelse med 35 gr. og høj luftfugtighed. Som så mange andre gange før skulle vi have fornyet vores visum og have opholdstilladelse påny. Denne gang var det bare lidt anderledes.

Da vi var på visumkontoret (samme sted som allerførste gang, vi skulle have lov til at bosætte os i Kina) var der en lille klokke, der ringede i mit hoved. Datoen 26. august virkede så bekendt.

Det gik op for mig at det nøjagtigt var to år siden vi var på selv samme kontor for at skrive under på selv samme papirer. Og pludselig føltes alting så anderledes. Dejligt anderledes. “Tysningen” på børnene og frustatrationen over at de dog ikke kunne lade være med at løbe rundt var ikke så anderledes, men alt andet var. Ligesom så meget andet i livet bliver alting hverdag og “som det plejer”. Men hvor er det en skøn følelse at vandre gennem Shanghais gader og togstation uden at føle sig fremmed eller lidt nervøs. At man kan spørge efter koldt vand og rent faktisk forstå, at manden svarer at hans biks ikke har koldt vand. At man igen konstaterer at der er mange, der skal med toget og man lige skal holde lidt godt fast i sine børn (ja, vi manglede pludselig Karla i en kø – vi troede “den anden” havde hende… – Karla fandt selv vej til os gennem menneskemængden og var fuldstændig uanfægtet. Gode forældre.) og at vi efterhånden er ret komfortable i Kina.

To år er egentlig ret lang tid når man tænker over det. Og hvor var vores børn dog små, da vi flyttede om på den anden side af jorden…. Jeg kan egentlig godt forstå at vi forældre var lidt trætte og at børnene skulle have hjælp til mange ting.

Jeg har hele tiden gået meget op i at tage vores obligatoriske familieselfie når vi er på tur og selv Michael stiller nu op til det næsten frivilligt. Og jeg tror faktisk at han og børnene nu ser ideen med det efter vi opdagede at det var akkurat 2 år siden vi startede visumhurlumhejet i Shanghai – netop fordi min iPhone mindede mig om hvad der skete på samme dag for 2 år siden.

Og her er vi så anno 2019 med større børn, ingen klapvogn og bleer, stærke ben og sultne maver, sprog og masser af kinesiske dage i bagagen:

26. august 2019, Bund, Shanghai

Bare lige for throw back feelingens skyld så:

26. august 2017, Bund, Shanghai

Tror vi allesammen helt bundærligt kan sige at vi er gladere, klogere og mere afbalancerede anno 2019. Og det kan og skal siges uden at man glemmer at dét at være expat er forbundet med en hulens masse afsavn og kompleksitet, som vi ville være foruden, hvis vi boede hjemme i Danmark.

Men det er et andet indlæg. Et indlæg, jeg har brug for og lyst til at skrive, og som nok også skal komme indenfor det næste år. Jeg ved det godt – jeg har været utroligt ringe til at få skrevet på bloggen og jeg har faktisk også savnet det. Ja, én gang blogger, altid blogger….. Det er vel dét, man siger…? Eller også handler det om at vi egentlig bare gerne vil være mere i kontakt med Danmark end vi har været det seneste år…

 

Tak fordi du læser med – igen!

 

Tarteletter, forår & meget gamle mænd. April 2018

Sidste dag i marts stod på film, sodavand og næsten ingen søvn og det var vidunderligt. Turen til Danmark varede omkring 14 timer og vi klarede det alle forrygende.

Det klassiske og næsten obligatoriske billede, når man sidder ved vinduet.

Selvfølgelig er 14 timer i et par flysæder og en mellemlanding i Frankfurt ikke ønskescenariet med to børn på 2 og 5. Men mod alle odds gik det strålende så længe deres munde var fulde af snacks og en film på skærmen, de gad at se i mere end 6,5 minut, så var alt fint og egentlig meget hyggeligt.

14 timers rejse bød på hygge, meget sparsom søvn, sodavand og et væld af snacks.Da vi ventede ved gaten i Frankfurt måtte vi minde Alfred om at her var der altså en masse mennesker, der forstod hvad han sagde. Han var meget begejstret og overrasket over at der var en ældre herre, der “var rigtig dygtig til at tale dansk”. Det var da i grunden ret sejt, det der med at kunne tale med fremmede mennesker på sit eget sprog og de alligevel forstod hvad man sagde!

Karla sov små 2 timer på første flyvning fra Nanjing til Frankfurt og Alfred holdt sig vågen i den 11,5 time, den første flyvning varede. Efter mellemlanding i Frankfurt gik begge børn fuldkommen omkuld og vi bar glædeligt deres dødvægt ud ad flyveren og ud til i hver deres lufthavnsterminal-klapvogn. Nu ventede blot bilen, som Michael havde arrangeret. Vi landede omkring kl 23 i Cph lufthavn og Michael havde selvfølgelig gjort sig umage at få biludlejningsfirmaet til at holde senere åbent, således at vi kunne afhente lånebilen. Jeg stod i terminalen med 2 børn, to låneklapvogne, vores klapvogn, 3 store kufferter og håndbaggage, fandt vinterjakkerne frem fra kufferterne og ventede på at Michael havde gået den 1,5 kilometers penge for at komme til biludlejningen. Jaaah, nu skulle vi bare hjem i seng, børnene havde sovet sparsomt, hvilket var perfekt så vi måske kunne undgå det store jetlag. Alt var arrangeret så godt, som det kunne.
Da Michael kom tilbage var han blåviolet i hovedet og af ganske få ord. Det eneste han lige kunne sige var, at det l***e-sted havde lukket og at vi ikke kunne få bilen. 23.30 stod vi så og håbede at vi kunne få fat i en taxa, der kunne have al vores baggage og at børnene sov videre. Det gjorde vi og det gjorde de. 1500 kr fattigere og en time senere kørte vi ind ad indkørslen til vores sommerhus langt ude på Lars Tyndskids marker – 23 timer efter vi stod op i Kina lørdag morgen. Endelig.

Min svigerfar havde sørget for varmeblæsere på fuld hammer og smør, ost og mælk i køleren, og min svigermor havde ordnet senge og gjort rent efter den store renovering, som vi selvfølgelig har igangsat mens vi ikke er i Danmark – der skal som sædvanligt altid være et projekt igang… Skibsprojektet er måske lige lille nok til Mr. Michael.  Så vi kunne smide børnene i deres senge og så ellers tage et smut rundt i huset, høre lydene og dufte duftene, som vi kender så godt, kigge efter mus og snegle, der måske havde bosat sig og slå et par edderkopper ihjel. Se dét er sommerhushygge.
Ganske surrealistisk og alligevel så ganske almindeligt. Michael udbrød måske 10 gange i løbet af den første halve time; “NEJ, hvor er det dejligt at være hjemme!”. Og det var det.

Vi nåede knapt nok at se os omkring før den stod på påskefrokost hos familien Klysner. En stor pærevælling af min og Michaels familie med små fætre og kusine, tarteletter, påskeæg, dansk blæst og frisk luft, sterinlys, sild og leverpostej på rugbrød. Sådan.
Det var så hyggeligt at jeg desværre slet ikke tog billeder og dermed ikke fotodokumenterede de tilstedeværende og hvilke aktiviteter, der lå for dagen. Jeg øver mig i ikke at tage billeder af alt, men nu sidder jeg og ærgrer mig over det…

De næste par dage stod på indkøb af diverse ting, vi ikke kan få i Kina, fx sko og tøj og ansigtscreme uden blegemiddel. Besøgene hos venner havde vi planlagt om aftenen. Vi nåede ikke alle, lad os sige det sådan. En uge er naturligvis slet ikke nok.

Noget, der føltes ret sjovt var at vi følte os helt frække, når vi smed toiletpapir i toilettet og frygtløse, når vi drak vand fra vandhanen. Og hvor smager frisk økologisk minimælk og Klovborg mellemlagret vidunderligt. Og vand fra vandhanen er begyndt at smage lidt mærkeligt…

Jeg har kigget i min telefon og det eneste, jeg har taget billeder af i løbet af ugen er…. børn….. Børn, børn, børn. Det vælter rundt med børn i vores vennekreds og hvor er de søde. Og store. Og nye. Og kommet ud af den blå luft mens vi har boet i Kina. Så vi har alligevel været i Kina i en baby-bagningstid…
Så kan man godt forstå at det alligevel føltes som længe siden, vi havde set folk.

Clara og Karla med fælles passion for Peppa Pig. Claras mor, Sara havde en stor, rund og dejlig mave med lille Esther indeni – den var nyt syn for os.
Lille Andrea med to meget interesserede tilskuere. Alfred syntes det var så hyggeligt at sidde med hende indtil hun var lidt kedelig efter 3 minutter. Karla kaldte Andrea en dukke. Da vi flyttede til Kina lå Andrea som en lille spunk i Cilles mave, der blot så lidt ud som om at hun havde spist lidt for meget kage. Og BUM, så var der en baby…Nyudklækkede storebror Valdemar og Alfred med fælles interesse.
Til 30 års fødselsdag hos Morten og Cecilie. Valdemar og Karla var heldige at deres mødre kom i samme mødregruppe.
Alfred blev endelig genforenet med sin “bedste ven”, Oliver. Alfred kunne næsten ikke vente med at se Oliver og var altså ikke helt tilfreds med at der skulle gå 5 dage før vi så ham efter vi ankom til Danmark.
Luna var blot en måneds penge, da vi rejste. Pludselig er den lille reje blevet til en utroligt lækker hummer, der var ret meget til at spise. Karla kunne godt mærke konkurrencen spidsede til om hvem, der ligesom var den sødeste lille pige.
Alma, Emilia og Alfred i dejlig genforening. Som alle tre børn  er vokset er der lidt mere ro på end for blot et år siden. Emilia kan dog stadig blive rasende på Alfred, der driller helt sindssygt og Alma der bare smutter ind til sig selv. Ligesom det skal være.

Til dem af Jer, der synes det er dybt uinteressant at se på andre folks børn, så ja, jeg kan godt forstå Jer… Men jeg bliver lige nødt til at vise et par billeder mere…..

Børnehavebesøg. Pædagog Anne gjorde meget ud af at få Alfred til at føle sig speciel og han fik lov at fortælle lidt om Kina. Han havde åbenbart set nogle pandaer, vi ikke har set. Og vist også en dinosaurer.

Børnehave- og vuggestuebesøget lykkedes trods varsling af strejke. For Alfreds vedkommende var det bare en skøn dag og alt var som det plejede at være. Morgensamling med sangkuffert. Alfred havde dog glemt flere af sangene og forsøgte virkelig at finde ordene. Han skulle fortælle lidt om skolen i Kina og han fortalte at nogen af hans “teachers er chinese og nogen teachers er noget andet. I ourses class er der mange forskellige kids”. Vi kunne ikke lade være med at bemærke Annes smil og let hovedrysten, da den sætning fløj ud ad munden på ham.

Karla og hendes yndlings-Dorte, der har lært Karlas underbevisthed at sige “mås”. Karla lod ikke rigtig til at huske noget som helst, men lod alligevel til at kende stedet en lille smule. Ingen af pædagogerne eller hendes gamle veninde, Ea vækkede stor opsigt hos Karla…
Rigtige drenge og flyverdragter. Ingen af delene findes sådan rigtigt i Kina….

Nogle af pigerne fra børneren, inklusiv Alfreds one and only, Clara. 

Alfreds nærmeste pædagog, da han gik der, Anne. Jeg tror de begge syntes det var dejligt at se hinanden.

Efter vild leg i klassisk dansk vintertøjsmundering var det frokosttid for børnehaven og vi gik rundt og sagde farvel. Og det var faktisk et rigtigt farvel, for dette var en måned før Alfreds venner skulle spredes ud på forskellige skoler og HFOér. Allesammen skolebørn og nu ikke længere samlet i den lille, trygge børnehave, dér på Godthåbsvej, hvor vi i mange år har gået til og fra hver dag 5 gange om ugen. Der, hvor alt, som især Alfred kendte så godt, og der hvor jeg har haft lange, sjove og hyggelige samtaler, stort som småt, med pædagogerne. Alfred rendte glad rundt og sagde farvel – gudskelov! – og jeg måtte, ligesom i slutningen af juni måned i fjor, fælde en lille tåre, sige tak for et dejligt sted og dejlige mennesker. Børnene blev hældt ind i bilen og vi kørte afsted med to meget opstemte og mættede børn, der ikke anede at de sandsynligvis aldrig vil se disse børn igen.

Man kan ikke andet end at fejre et institutionsbesøg og en tur i Magasin med et par stykker smørrebrød hos Meyers og en stor classic fadøl.

Hvor var det vidunderligt at se folk derhjemme. Når vi trådte ind ad døren hos folk, tror jeg at både Michael og jeg havde følelsen af at alt var som det plejede og det egentlig ikke var så længe siden. Og alligevel var det længe siden. Vi har gået glip af en masse i vores venners og familiers liv fordi vi har valgt at bo på den anden side af jorden.
Vores veninde, Mette, blev ved med at sige; ” Ej, men det er bare så vildt at I sidder hér i vores stue!”.  Måske er vi alligevel forduftet som dug fra solen i Danmark og har ikke været gode nok til at kommunikere med folk derhjemme. Og hvordan gør man så også lige det, hvor alle har travlt og vi ikke lige kan komme forbi til en kop kaffe og snakke om alt det almindelige, der foregår i livet. Jeg får sjældent ubekæmpelig lyst til at ringe og fortælle om min indkøbstur eller hvad jeg lavede til aftensmad igår, hvad børnene har lavet i skolen, at vi har hygget derhjemme med Lego eller Disneyfilm fordi det regnede eller at Michael har været i Wuxi på fabriksbesøg. De gode samtaler om løst og fast opstår jo oftest når man rent faktisk ses ansigt til ansigt. Og selvom vi er meget interesserede i hvad der foregår i de danske hjem, så udebliver opkaldet desværre.
Det var dejligt at kunne tale om de små ting, men det var vanskeligt at få følelsen af at vi fik fortalt “det hele”. Det føltes lidt svært at fortælle om hvordan det er og føles at bo i Kina. Og det er svært ikke at lyde bedrevidende, forkælet og verdensmandsagtig, når vi fortæller om de daglige udfordringer i mødet med den kinesiske kultur.

Så hårdt var det at være i Danmark.

Og når vi sad dér i de danske stuer, skålede med vores venner, nød det dejlige selskab og den skønne mad, kiggede på deres nye eller større børn, så føltes alt pludselig en smule fjernt, men samtidig tæt på.

Kan man sprede  sin energi og sit overskud over to kontinenter? Og kan man i det hele taget følge ordentligt med?

Jeg har fornemmelsen af at både Michael og jeg regner med at tingene er lidt på pause i Danmark – at vi ikke indgår i dagligdagens mellemregning hos vores venner og familie. At vi ikke mangler, mangler. At folk derhjemme, ligeså vidt som os, ved at vi ikke kan følge med og kommer til at misse nogle ting – en masse ting. Og selvom vores nye venner og bekendtskaber i Kina naturligvis ikke erstatter dem i Danmark, så bliver vores energi og networking primært centeret i Kina. Og når vi så er i Danmark må vi samle alt det op, som vi har efterladt for en stund og håbe at det kan tåle at få lidt støv på sig.
Og vi (nok mest jeg…) må fralægge os ansvaret for at være lortevenner og -familie, der ikke ringer og hører hvordan tingene står til derhjemme. For vores (nok mest min….) samvittighed kan ikke bære andet, og måske føler vi os mindre distancerede.

Det er en underlig fornemmelse at føle sig hjemme i to lande. Især så langt væk fra hinanden, som Kina og Danmark er. Da vi boede i lejligheden i Hillerød følte vi os også hjemme i både lejligheden og i sommerhuset, men det var noget andet. Der var forskel på at bo på anden sal og have en stor have, man lige kunne dumpe ud i. Lejligheden var beboelsesmæssigt større, men sommerhuset føltes mere frit. Det er jo naturligvis en selvfølge at man føler sig mere fri, når man tager fri og drager på miniferie i sommerhuset. Sommerhus og lejlighed kunne noget forskelligt og var to vidt forskellige rammer.

Kina og Danmark er begge en hjemlig ramme. Kina skal kunne rumme hverdagen ligesom Danmark forhen altid har gjort.  Vi har et hus i Danmark og et i Kina. Vi har venner i Kina og venner i Danmark. Kina er hjemme og Danmark er hjemme.

Farvel og vi ses til Danmark.
En meget lang flyvetur i vente. Lidt længere end vi havde forventet.

Det sjove og det “heldigvise” var at vi havde fornemmelsen af at det blev godt at komme hjem til Kina igen. Det blev godt at pakke vores kufferter ud og komme igang med det, som vi gør til dagligt. Også selvom vi endnu engang skulle sige “vi ses” til venner og familie og lide afsavn endnu et par måneder.

Frankfurt lufthavn inden afgang til Kina… Desværre blev vores afgang “forsinket” og vi fløj 20 timer efter vores oprindelige afgang…. Men lufthavnshotel og mascara fra den lokale kiosk var fint.

Hjemme i Kina igen. Hjem til solskin, lunt vejr og luftforurening. Børnene forsvandt hurtigt op på deres værelser kort efter ankomst og der var ro på igen… Hjemme…

Michaels fødselsdag. Sølle 33 år. Lagkage med købekagecreme og marcipan. Det var slet og ret den bedste lagkage, jeg nogensinde har lavet. Jeg mangler et kagefad og erfaringen med at lave marcipanoverstræk….

Som altid – dagligdagen i et par billeder:

Sightseeing på Purple Mountain. Det er et kæmpe område og vi har nok kun nået ca. 20-30% af hvad der er at se – selvom vi efterhånden har været der adskillelige gange…
Det obligatoriske familieselfie.
Jeg elsker de kinesiske tage. Den bue gør de fleste huse noget så fine.
På vej hjem far skole med tre børn. Hvem i alverden får tre børn med vilje???
Trætte børn. Anton vores nabo var som så ofte på besøg.
Karla har fået en ny veninde – og hun bor lige overfor os og går i samme klasse som Karla. Ambers mor er kineser og far fra Holland. Når Amber er på besøg taler vi kinesisk sammen. Det er stærkt!
To ret så fine damer i baghaven på den anden side af vores lille vej.
Når de ret så fine damer skal peppes lidt op…. Det er vist meget godt at Karla får lov til dette hos nogen andre, når nu hendes onde kontrolfreak-forældre ikke kan holde til det.
Når man henter ved lukketid kl 15.50 kommer klassen ud i samlet flok, hvis vejret er til det – de har forinden selvfølgelig holdt hinanden i trøjerne og gået på række.

Alfreds tredje eller fjerde tur på rulleskøjter – sådan nogensinde… Man kan hvad man vil.

Jeg forkæler mig selv engang om måneden med neglelak på tæerne. Jeg har lidt fornemmelsen af at mine tæer er længere end de flestes, at mine fødder er noget større og mine negle lidt bredere en den den almene kunde i neglebiksen. “Oooh, hên dà!”…. Ja, korrekt, jeg er lidt større end gennemsnittet, så mine fødder passer dertil….

Når man bare rigtig, rigtig gerne vil have tatziki eller creme fraishe til at lave tærte. Ja så må man bruge 8 timer på at lave mælk til yoghurt og i hvert fald en nat på at dræne yoghurten. Voilà!
Madlavning en søndag eftermiddag hos Stine og co. “Tante” Stine er altid god til at få børnene aktiveret og det viser sig jo pludselig at de faktisk kan finde ud af en masse. Alfred kan skære og rulle pizzadej ud og Karla kan.. spise…!
Solo bladfejer med sin miniscooter med gul plastkasse til bladene. Et jævnligt syn på vej til og fra skolen på vores scooter. Man skal lige huske sit her-kommer-jeg-dyt, således at han ikke bare vender sig om og vader ind foran scooteren eller svinger kosten ind i hovedet på os. Jeg tænker at der må ryge et par ansatte om året på dén regning.
Der har været den helt store renovation af Xianyin Bei Lu, som er meget af vejen, hvorpå vi kører til og fra skolen. Det har været en udfordrende fornøjelse at undvige sten, maskiner, arbejdere og huller til og fra skole. Det meste af tiden, har vi bare kørt ude på vejen sammen med biler, der kørte 60 km i timen.
Her har vi netop kørt under gravemaskinens arm. Her-kommer-jeg-dyttet havde god effekt og maskinen holdt bare lige stille mens vi kørte nedenunder. Så smart. Så behøver man ikke spærre af eller noget.
Et ikke så ualmindeligt syn. Her plantes massser af blomser og bede og de skal passes og plejes. Der kommer en blomsterhær på omkring 7-10 mennesker og efter et par timer er et bed som dette blevet anlagt – gerne i flotte mønstre.
En mega sej cykel efter min mening. De kan altså noget, de kinesere!
Metrostationen Xuezelu, som er mellem Alfreds skole og Karlas kindergarten.
Det kan nive lidt at få fingrene i klemme i metrodørene…
Når man har været på toilettet skal man lige huske at gøre skyllet rent og så kaste med spanden. Microsoft translate er vidunderligt!
Man kan nærmest ikke købe en take away kaffe uden at få den i en plastikpose. Også selvom man nærmest råber “Bú yao!” og vifter med hænderne og forsøger at forklare at man egentlig bare gerne vil sætte sig i caféen og drikke sin kaffe. Hverken i Starbucks eller andre steder finder man reelle kopper – alt er engangsservice.

Der var (heldigvis) fortsat fuld gang i maskineriet i Yizheng, hvor Jinling shipyard ligger, en times kørsel fra vores hjem i Qixia i Nanjing.

En af de to hovedmotorer.
Bemærk at der rent faktisk er mennesker, der går rundt på gangbroerne omkring motoren.
Hjælpemotor.
Der er gjort plads til den ene af hovedmotorerne.
Foragter på skibet.
Agter på skibet.
Det tredje dæk på skibet. Der er på nuværende tidspunkt bygget en del flere ovenpå.
Igen, bemærk hvor små menneskene er i forhold til dette usandsynligt store skib.
Kemitank til rensning af røggas i skorstenen, dvs. en del af det såkaldte scrubbersystem.

Kabeltromler.

April ebbede snart ud og der var en forlænget weekend i vente. Hvis man har en indeklemt hverdag mellem weekend og helligdag, så har man fri på den indeklemte hverdag. Så hvis helligdagen lander på en torsdag, så holder man fri fredag – men arbejder til gengæld om lørdagen eller søndagen i stedet. Jeg forstår ikke helt systemet og det smarte i det. I vuggestuen var de ret forbavset, da de blev oplyst at Karla blev hjemme i weekenden…
1. maj landede på en tirsdag, så Michael og Jeppe havde fri mandag, men skulle i stedet arbejde i weekenden. Men dét gør det ikke, så dermed; en miniferie.

Os som sædvanlig ville vi på Tour de Hvor-er-vi-i-verden og drog afsted i 5 timer i hurtigtoget.

En iPad kan virkelig være en redning, når man skal sidde stille i 5 timer. Jeg kan næsten høre min mors stemme sige, at børn skal kigge ud ad vinduet og se hvor man er. Fuldstændig rigtigt, og jeg kunne ikke være mere enig. Men nogle gange er det bare dejligt når de holder mund og sidder nogenlunde stille.
En lækker sovebrille. Den havde god effekt og vi kunne høre hvor dejligt, han sov.
Super velforberedte. Vi læste om hvad vi egentlig skulle på vej i toget til Xi’an…

Michael og jeg kom til at forelske os. I noget andet end Nanjing. En dejlig, smuk og stemningsfuld by med et pulserende natteliv og masser af se. Vi ved ærlig talt ikke om Nanjing har et pulserende natteliv, for vi har kun set downtown i mørke tre gange. Og det har kun været sammen med hinanden en enkelt gang i december…. Vi trænger så meget til babysitning!

Vores forelskelse groede og er ikke blevet mindre af at gennemse de vidunderlige billeder, vi knipsede løs af. Jeg tror, jeg tog måske 200-300 billeder i løbet af de 4 dage, vi var der. Dén var ikke gået med de gode gamle film á 36 billeder, som skulle fremkaldes i dyre domme og tog minimum en uge at modtage.

Xi’an. Der var to ting, som vi skulle se og det var Terracotta-hæren og det muslimske kvarter – og intet af det skuffede – tværtimod.

I skabet på hotellet. Så er man altid sikret i tilfælde af brand.
Michael beretter at disse masker uden undtagelse har befundet sig på de hotellet, han har besøgt.
Netop ankommet og tjekket ind på hotellet. Og en lækker type køretøj.
Billeder hos en fotograf. Kinesiske mænd er gentlemen når det angår tasker. De bærer gerne deres kones eller kærestes taske – også selvom det er en lyserød skuldertaske. Det må næsten være noget, man praler lidt med siden denne brudgom stolt viser sin nye kones taske frem.

Det fede ved Xi’an var at man kunne gå rundt til mange ting og stemningen var lidt anderledes en Nanjing. Det er vanskeligt at sætte en finger på det, men måske var det også bare følelsen at være på ferie og dermed gå rundt i 7 timer uden et decideret formål. Det sker jo sjældent når man render rundt i egen by.

Middagslur.
Trommetårnet, der i oldtidens Kina sørgede for at tromme ved solnedgang.
Klokketårnet, der ringede ved daggry.
Selvom man er traditionelt klædt kan man altid lige nuppe sig en burger på McDonald´s.

Jeg elsker deres alsidige brug af paraplyer og deres seje køretøjer.
Juhuu, et billede (næsten) uden børn!

Vi spildte ikke tiden og skyndte os at drage afsted til det muslimske kvarter – det blev til hele 4 gange i løbet af de dage, vi var der. Fuldkommen presset og fuld af mennesker, larm, lys, dufte, mad på pinde, underlige snacks, lugtende skraldespande med 10.000 pinde stukket ned i og et skraldehold, der ryddede hele gaden.
Det fungerede således at en mand gik foran to mennesker, der fejede. Manden fløjtede og råbte højt og fik folk til at flytte sig, således at de to fejende mennesker kunne fuldkommen cleane højre side af vejen. Efter de to fejende mennesker gik så en fjerde person og samlede de små bunker op, som de to førnævnte havde efterladt til ham eller hende. Minuttet efter kom et andet team i modsatte side. Utroligt effektivt!

Blæksprutter og krabber på spyd.

Jeg tror det var grisetæer, men i og med at vi befandt os i det muslimske kvarter må det næsten have været lamme-fødder… De ser dog lidt store ud. Det lugtede ubeskriveligt forfærdeligt – selv med sesam på….
Alfred var meget interesseret og forfærdet over disse lammeskelletter. Vi så endda kødet der blev skåret af og intet blev efterladt. Alt kan og skal spises.
Damen med hatten sover faktisk. Smadder smart lige at sidde og lade batterierne lidt op og få lidt energi til at gå ind i det muslimske kvarter, som man ser bagved hende.

En tur i tuktuk gennem det muslimske kvarters meget befærdede og snævre gader.

Og tuk tuk turen gik gennem en folkemængde og smal gade som denne!

Vagtelæg på stick.
Alfred var hooked på spydene og vi måtte være sikre på at have vand i nærheden, for de var egentlig ret stærke.
Lækre og stærke kartofler.
Spicy (!!) lammespyd.

Cigaretrulning.
Tag-selv frugt, som blev skåret og vejet for enden af køen.

Når kødet lige skal skæres hos slagteren på gaden.

En ældre herre gik ned ad rækken af mænd og gav hånd til hver og en. Anledningen kendte vi ikke, men det var meget sødt og æresfuldt.
En eller anden riskugle uden den store smag, men til gengæld dyppet i nitrogen, så den var umådelig kold. En slags ris-is, måske….

Nitrogenkugle. Det var egentlig virkelig ubehageligt at have den i munden..

Det var virkelig en fornøjelse at gå i gaderne i det kæmpe store muslimske område. Det seje er at er et område, hvor muslimerne også bor og at det ikke kun er show. De fleste skulle angiveligt kende hinanden fordi det er et lille fællesskab af den muslimske minoritet – i Danmark ville man nok have kaldt dette en ghetto og stemningen og opfattelsen af området ville nok have været en del anderledes. Her var sprudlende, sjovt, livligt, hyggeligt og dejligt.
Børnene var forholdsvis stille og fulgte med – ikke så meget fis med at rende væk, gå den anden vej og i det hele taget have hø i ørerne. For at være helt ærlig, så opførte vi os egentlig allesammen pisse dårligt overfor hinanden på denne tur. Børnene hørte slet ikke efter, væltede rundt og opførte sig lige præcis som børn er. Og vi voksne var smaddersure og skældte ud hvert andet minut. Men trods dette havde vi en ret fed tur. Jeg ved ikke hvor interessant det var for børnene at se de forskellige ting, men lidt fik de nok ud af det alligevel.
Michael og jeg har ofte talt om at vores børn ikke ved, hvor heldige de egentlig er… Men det kan vi vel heller ikke forvente af to så små børn. Men alligevel kommer trolden op i os, når vi går rundt imellem flere tuside år gamle lerfigurer og vores børn baldrer rundt og ter sig. Tæl til 10. Tæl til 20. Tæl til… Bare tæl! Og tæl så lige én gang til…. Jeg tror vi skal øve os og blive bedre til at være bedøvende ligeglade og have den samme fest som vores børn. Indtil en af dem hænger ud fra et tårn og den anden står 7 meter nede og vil gribe. Det kunne ligne dem.

Vild leg på gaden, som oftest endte i at en af dem kom til skade eller kortvarigt blev en lille smule væk.
Super indbydende skadestue. Kunne være vi skulle have truet med at tage derhen, hvis de kom til skade. Så kunne det have været at de havde gået lidt mere roligt og sikkert.
Det startede så småt da vi var i Thailand i februar – vores børn er simpelthen begyndt at være søskende.

Så blev det tid til de meget gamle mænd!

Terrakottahæren beordret fremstillet af Kinas første kejserQin Shi Huangs (260-210 f.Kr.). Man mener at han ønskede at herske i døden, som han også havde gjort i livet. Hæren er en del af kejserens mausoleum. Så denne vanvittige mand fik lavet en hær, hvor alle krigere og heste er i fuld størrelse og unikke. Alle krigere har forskelligt hår, ansigt, ører, osv. og deres uniformer repræsenterer krigernes forskellige rang. Man mener at det er sandsynligt, at terrakottasoldaterne portrætterer virkelige soldater fra Qinhæren.
Byggeriet af Qin Shi Huangdis mausoleum begyndte i 247 f.Kr. og varede i 38 år. Den mest intensive fase var fra 221-208 f.Kr. I slutfasen arbejdede i alt cirka 720.000 personer på Qin Shi Huangdis mausoleum.

Der er tre huller med krigere, m.v. Dette er det størte “hul”.

Når man står og tager billeder af hæren og så lige kigger til højre ser det således ud. Det tog også nogle minutter at komme helt frem til rælingen foran hæren…

Man fandt hæren ved et tilfælde i 1970érne, da man skulle grave en brønd og pludselig stod man med et af 1900-tallets største arkæologiske fund på omkring 15000 krigere, heste og hestevogne. Man er stadig i færd med udgravningerne, men det går meget langsomt, idet det er så skrøbeligt efter 2200 år. Hele hæren skulle være blevet udsat for vandalisme efter kejseren døde og man gjorde oprør mod hans søn, som overtog kejseriget. Derfor var det angiveligt ikke en eneste hel kriger eller hest og alt skulle være blevet restaureret. Jeg synes dog det er meget vanskeligt at finde ud af om hvor meget, man har restaureret for det har krævet en del research bare at finde ud af at alt har ligget og til stadighed ligger i små dele og stykker. Så måske må vi nok regne med at at den hær, som er udgravet og står så smukt, nok er en mellemting mellem ny Kinagammel og gammel. Jeg forstår bare ikke hvordan man har kunne finde ud af at de alle har stået med ansigtet mod øst og i krigsformation. Men arkæologerne ved nok også lidt mere end jeg…

Ikke desto mindre er det fuldkommen overvældende og godt gammeldags breath taking.

Terrakottahæren er på UNESCOs verdensarvsliste. Det vilde er, at denne kejser vist skulle være en den eneste person nogensinde, der har bygget hele to steder, der er registreret på verdensarvslisten, nemlig hæren og den 2500 km lange kinesiske mur. Man kan i hvert fald ikke klantre manden for at tænke småt.

Når man lige skal have en pause fra køen ved rælingen og udsigt til hæren.

Der trylles den dejligste og mest rolige Alfred frem, når Karla sover til middag.
Skiltet meddeler at græsset ikke må betrædes.
Hul nr. 2. Det meste man kunne se var det tag, man i sin tid byggede henover krigerne. Ved hjælp af scanninger kan man gisne at det ligger mange tusinde figurer nedenunder.
Hul nr. 3. Vi startede heldigvis med nr. 3, så nr. 2 og til sidst det storslåede nr. 1.
Det obligatoriske familieselfie.

Nogle af krigerne havde man sat op i glasmontre så man for alvor kunne se detaljerigdommen og det fantastiske i disse figurer. Vi gisner at man har samlet krigerne og at det som sådan ikke har været slået i stykker. Men  vi ved det faktisk ikke helt.

Og som sædvanligt har man kinesificeret attraktionen og besøgende har dermed mulighed for at få lavet et billede, hvor ens ansigt bliver photoshoppet og man ser ud til at være forvandlet til en vaskeægte kriger. Og de har selvfølgelig lavet to strålende eksempler:

TerraClinton-kriger.
Ja eller Kinas bedste ven, Putin…..
Ja, man må hellere operere civiliseret ved denne store stenblok, der ret formålsløst stod midt i et rum på museet ved Terracotta-hæren.

Efter 4 timer kunne ingen af os længere og vi måtte begive os den times tid der var tilbage til Xi’an by og slændre lidt rundt i de fine, smalle gader.

En rigtig mand og far.
Skraldebiler.

Da dagen gik på hæld og vi slændrede forbi en stor plads, der var netop foran vores hotel. Der er ofte mange flotte og velkonstruerede pladser i de større byer i Kina.

Det fineste springvand og selvfølgelig med lys der kan skifte farve.

Så vidt jeg kan forstå laver man morgengymnastik mange steder – også i kindergartens og på skoler. Umiddelbart minder det mig om Danmark i 1950érne, hvor man generelt dyrkede morgengymnastik og der var en dansk gymnastikguru, hvis navn jeg af gode grunde ikke kan huske.

Fællesdans. Jeg tror der var flere hundrede kvinder og få mænd.

Karla kunne ikke dy sig. Jeg har en mistanke om at de danser mange lignende danse i kindergarten….

Generelt dyrker mange mennesker dans, motion og kampsport på åben gade og det er en hel almindelig ting her. Jeg synes det er skønt og jeg elsker at de er død-ligeglade med om nogen måske syntes det er mærkeligt at de danser rundt. Det lader til at være noget, man deles om, og som alle kan få lov at fornøje sig med.

Kampsportstræning og høj musik.

Xi’an har en af de ældste, længste og mest velbevarede bymure i Kina. Den er 16 km og danner en fin firkant midt i byen – og indenfor murene ligger de gamle byggerier, tromme- og klokketårnene og det muslimske kvarter.

Vagttårn ved en af portene til Xi´ans gamle bymur.
Det obligatoriske familieselfie.
“Du skal tage billede med dem!”. De stakkels kinesiske børn har sjældent lyst til at stille sig op ved siden af vores børn og få taget billeder. Vi er slet ikke i tvivl om at samtlige kinesiske børn lærer at vestlige børn er smukke. Forældre eller andre, der tager sig af børnene, starter meget tidligt, ja allerede som spæde, med at få de små stakler til at røre ved eller tale med vesterlændninge. Især de lyse børn får ekstra positiv opmærksomhed. Uanset hvor grimt et lyst barn er, vil en kineser nok oftest betegne det som piàoliang (smuk)…
Vores børn er faktisk overraskende nok stadig søde til at stille sig tålmodigt op og mætte de sultne kineseres fotosult.
Vi kunne nærmest ikke stå stille på muren, hvis vi ville undgå at folk stimlede rundt om os (børnene) og tog billeder. En enkelt mand spurgte mig om han måtte få taget et billede med mig og  hans kone/kæreste tog så fotoet……
Man kunne lege cykler på muren og køre de 16 km rundt, som muren er. Det giver anledning til en del trafik og cykelkaos, idet førerne ikke trafikerer bedre på muren end på gaden.

Når man rigtig gerne vil have et lækkert voksenfoto og vores søn photo bomber. Alfred elsker at være “enebarn” når Karla sover til middag.
Den gamle bymur udefra. Jeg ved ikke hvor meget af den gamle mur, der var tilbage, men den var nu flot alligevel. Den var nok det, vi kalder kinesisk gammel, altså gammel, men ny.

Første maj tog vi den 5 timer lange togtur hjem igen og følte os mættede og glade for at have set lidt mere af Kina. Vi ville nok aldrig tage til Xi’an hvis vi ikke havde boet i Kina – og slet ikke med små børn.
Jeg tror det er generelt for småbørnsfamilier at de holder sig væk, for de fleste turister, vi så, hørte til den lidt mere gråhårede generation. Men uden at skulle lyde for blogger happy, så er vi faktisk taknemmelige for at vores bucket list får flere og flere “tjek”s, hver gang en miniferie byder på lidt mere snusen til dette enorme og mangfoldige land. 

TAK fordi du læser med.

Familiedate, store skibe & “anderledes” snacks. Marts 2018.

Marts. Hverdag. Hyggeligt.

Af en eller anden grund finder jeg det næsten skammeligt at der ikke er fest, farver og fuldkommen unikke oplevelser mindst én gang om ugen. Man bor jo i Kina…! Ja, men vi må jo nok så småt indse at når man flytter til et andet land bliver det også helt almindelig hverdag, selvom det er i mærkelige Kina. Der går småbørn, arbejde og madlavning i den. Og det er okay. Det er nok også nødvendigt. Vi oplever selvfølgelig en masse sjove og spændende ting, men det gør man jo også når man tager bus 5A fra Bellahøj til Rådhuspladsen. Små ting, hvor man smiler, ryster på hovedet og til tider kan få en sjov fornemmelse i maven over at man var heldig (eller uheldig) at opleve det. Noget vi måske husker eller glemmer, undrer os over eller giver os en aha-oplevelse.  Noget, der får os til at tænke over hvad vi selv gør og måske kan gøre bedre. Noget, der bare er skægt og noget, der får os til at føle os heldige og taknemmelige…

Stålskinneforretning.
Bagved blomstermarkedet sad børn, som havde fået fri fra skole.
De ser forsømte ud, men årsagen til jeg fandt dem var at de klukkede og grinede højt og havde det så hyggeligt bagved mors og fars arbejde.
Rules are meant to be broken – as usual.

Som altid bliver jeg nødt til at vise lidt fra Alfreds skole.  Jeg har skrevet det før, men det er virkelig en god skole. Det skulle den jo også gerne være til dén pris…. Men Michael og jeg har ofte talt om at vi nok ikke kunne ønske os bedre forhold for Alfred. Vi vil ansøge om plads til Karla fra januar 2019, som er 2. semester på skoleåret. Vi håber at de kan finde plads til hende… Der er kun 20 pladser og disse er allerede optaget fra skoleårets start i september 2018. Så hvis der skal være plads til Karla skal nogen andre rejse og hun skal være først på ventelisten til Pre-K… Det er lidt ligesom at håbe at nogen snart dør, så man kan få en plejehjemsplads…..

Alfred på skolens legeplads med sine venner Irene, Reggie og Helena.
Vi fik (desværre) endnu engang besøg af Bongo. Vi  valgte at blære os med Thailand-turen, vi netop var kommet hjem fra. Der skete nemlig intet spændende i vores hverdag i de 4 dage, Bongo var hos os. Så jeg hjalp Alfred med at snyde og  forberedte ham allerede til livet på de sociale medier og vise det fede liv frem i stedet for den almindelige hverdag…
Og Alfred syntes det var fantastisk at vise sine sider frem for klassen.
Endnu et projekt, der prydede gangen på skolen. Denne gang med Kandinski som inspiration.
Alfreds klasse i foråret 2018. Når han skal i K2 vil alle børnene, der skal i K2 blandes. De fordeles dog ikke tilfældigt i deres nye klasser, idet Pre-K/K1-lærerne (de underviser kun Pre-K/K1 og følger ikke med til K2), sætter sig sammen og kigger på venskaber, dynamik, sprogfærdigheder, osv. Sådan fungerer det i alle klasser på alle klassetrin. Der er tre spor på hvert klassetrin og første skoledag er spændende hvert år, idet man altid får nye klassekammerater og klasselærer.
Der var Dr. Seuss-tema og man gennemgik samtlige historier og emneugerne kulminerede i udklædning og en masse sjov.
Silkeormprojektet, som har strukket sig over flere måneder. De er på nuværende tidspunkt kæmpe store og fede. Da de var denne størrelse skulle de fodres to gange dagligt og mrs. Karen havde haft dem med hjemme i nytårsferien – altså i omkring en måned. Hver weekend og småferier, der har været siden de klækkede har hun passet og plejet dem, taget dem med hjem og taget billeder af dem og lagt på Seesaw, forældreintra. Og børnene er vilde med det. Alfred har store følelser for sine silkeorme og nærer dyb omsorg for dem.

Alfred og han gode ven Tomie, som også bor i vores compound.

Karlas kindergarten eller vuggestue er super fin, men hun bliver så røvforkælet der. Man opdrager meget anderledes i Kina og det dér med at dele og få nej, det er ikke implicit. Og det skal Karla altså have. Hun får så meget opmærksomhed at hun næsten ikke kan tåle mere. Det engelske ord for at blive forkælet er godt valgt… Spoiled.  Yes, vi holder meget godt fast i vores dejlige, lille madame for ellers bliver hun vild nok. Lidt for vild nok, tænker jeg….  Men hun er samtidig bedårende og utroligt charmerende. Heldigvis.
De kinesiske børn, jeg har mødt og set har ofte haft noget mindre selvstændighed og vilje. Min mors mand var noget bekymret og undrende, da de besøgte os i december: “hvad gør de ved deres børn…??? De virker dopet…”. Ja, det gør de faktisk til tider.
Generelt finder Michael og jeg kinesernes opdragelse meget kontrastfuld. Stor kærlighed og servicering, samtidig med streng disciplin, lydighed og skæld-ud.  Meget få børn er ligesom Tina på billedet nedenfor. Hun er fjollet, taler enormt meget og tuller rundt – ja hun minder nok egentlig lidt om Karla. Hendes mor arbejder i Karlas kindergarten.

Karla med sine yndlingspiger i kindergarten, Keer, Tina og Susan.

Jeg kan virkelig ikke sætte min finger på hvad man gør for at få de her børn til bare at sidde og kigge ind i scootertæppet, hvor deres ansigt er dækket, når de sidder på scooteren mellem benene på mor eller far og ikke skal fryse. Eller når de til tider bare står og kigger uden at løbe rundt på togstationen – selvom de har ventet i 10 (!!) minutter. Eller når de stille og roligt sidder pænt på linje på gulvet eller på en stol og leger. Der hamres sjældent rundt med biler eller smadres byggeklodser.  Generelt handler mange ting omkring børn at få dem til at sidde eller stå stille, gå  eller stå på række. Men det bliver man vel nok også nødt til når man er mange mennesker i et land.
I Karlas kindergarten går man også meget op i at børnene skal sidde stille, lege roligt, være lydige og ordentlige og gå, stå og sidde “in a line”. De er glade forsætningen “in a line, please!”. Og det er nu også rigtig fint. Måske er initiativniveauet generelt lidt lavere end vi er vant til i Danmark. Men det ville nok heller ikke fungere hvis alle var iværksættere, selvtænkende og initiativtagere. Så ville der være mange kokke om maden og der ville formentlig være mange arbejdsløse, fordi man ikke gad tage et job som flagholder i forbindelse med vejarbejde, bladfejer eller frugt- og grøntsagsvægtsbetjener i Suguo.

Heldigvis er opfordrer man også til nysgerrighed, kropsbevisthed og motorik i Karlas kindergarten.

Man bliver fuldkommen blød om hjertet, når man modtager sådan et billede fra læreren….. Jeg er så lykkelig for at se at Karla kan have det så sjovt i sin klasse!

Årsagen til at jeg skriver “kindergarten” er ikke at jeg er blevet mega international og “ikke can huske what det heddr på daaansk”, men at det er noget andet end en vuggestue. Man kan starte når man er fyldt 2 år og gå i hele vejen til grade 1, hvor man gerne er 6-7 år. Man går i skole, modtager undervisning og har skemalagte dage. Der er selvfølgelig også leg, men det er gerne tilrettelagt.
De dage, hvor der har været arrangementer på ESI (Eternal Sea International Kindergarten) har der været et program, der lød lignende;

8:30-8:32 Welcome
8:33-8.36 Wheels on the Bus
8:37-8:54 Snack (hvilket gerne er en kiks med chokolade og vaniljecreme eller lignende..)
8:55-8:58 Head, Shoulders, Knees and Toes
Osv….

Og det er ikke overdrevet, jeg mener det. Men de klarer det godt, er søde og omsorgsfulde, og børnene hører efter. Lærerne formår faktisk at få børn på 2 år til at deltage og danse indøvede danse. Hver uge modtager jeg et dokument, hvor Karlas præstationer vurderes.

I Marts fik hun 3 ud ad 4 stjerner for opførelse. I februar fik hun 2.

Rapport fra februar. Det skal lige siges at Karla ikke som sådan græd, når jeg gik, men havde brug for et ekstra kram og havde brug for at lærerne havde hende på skødet, når jeg skulle gå… “A little sticky”.
Rapport efter forældresamtale i februar.
Rapport fra marts. Jeg bliver glad, men har det også lidt (ret) sjovt, når jeg hver fredag modtager disse rapporter. Jeg tager mig desværre selv i lige at se om Karla måske skulle være rykket op til 4 stjerner…..

Jeg synes de har fået ret godt fat i hvem Karla er…. Hun er, ligesom sin bror, helt sin egen og gudsketak og lov for det.

Jeg henter ofte Karla før jeg henter Alfred kl. 15 og vi kan tage på legepladsen på Alfreds skole efter skoletid. Der er som regel utroligt mange børn – hvis det ikke regner eller ikke er ulideligt varmt og fugtigt.

Smukke blomstrende kirsebærtræer i skolegården på NIS.
Snack time – most of the time. Vi har nok været der indtil lidt sent, for de fleste af børnene var nok taget hjem på det tidspunkt, hvor billedet blev taget.
Spiderweb i skolegården, der hører til primary school og op efter.

Og tour-de-legeplads fortsætter hjemme i vores compound hvis vejret er til det.

Vores to aber på legepladesen i compoundet. Vi bruger mange eftermiddage dernede, hvis krudtet ikke allerede brugt på spiderweb i skolegården…

Oftest ser jeg ikke rigtig Alfred efter vi er kommet hjem, fordi han suser afsted på sin blå cykel og drøner rundt med sine venner, der også bor her i compoundet. De har frit slag og Alfred nyder det helt sikkert. Det føles lidt som “i gamle dage”, hvor børnene havde mere frihed og måtte være ude alene – helt uden mobiltelefon og alt muligt. Det er virkelig grænseoverskridende for især mig, at han bare kører afsted og jeg ikke kan holde øje med ham. Vi må stole på at der ikke sker ham noget og at han træffer nogle fornuftige og gode valg. Han befinder sig jo inde i et beskyttet område, han har fået guidelines for hvad han må og ikke må, og hvordan han skal skaffe hjælp.
Og han føler sig så stor og fri. Det er sejt han kan jonglere rundt mellem legeplads, huse og venner. Vi har simpelthen en Royal Family forældregruppe på WeChat, hvor der tikker lignende beskeder ind omkring kl 17.30-18: “Anybody seen Alfred? Please send him home for dinner, thanks!”. Ca. 3 minutter senere kommer den lyseblå 20″ cykel ræsende med en oftest svedende og storsmilende Alfred ovenpå – med mindre han er pissesur over at skulle hjem til sin kedelige familie og spise aftensmad…

Alfred med “gutterne” i alle aldre på legepladsen i vores compound. De kan løbe rundt meget længe og lege zombie tag og de gør det gerne ofte. De store hjælper de små men det lader til at de allesammen sætter regler op for legene.
Alfred og Ciara, vores genbo, lige bagved vores have.
Alfred og Michael spiller touch rugby hver (-ish) søndag. Nogle gange kommer Karla og jeg og ser på… Karla sammen med de yngste, men bedste babysittere Jasmin og Ciara.
En af mange play dates efter skole på en ny og mega lækker legeplads (og den eneste i nærområdet). Her tager vi gerne hen, hvis der skal være lidt afveksling fra spiderweb.

Og nogle gange skal hele familien på tur – familiedate, og ikke kun for børnenes skyld. Også for de voksnes. YES! Især for de arbejdende ægtefæller er weekendarrangementer og familiedates vigtige, fordi de ikke rigtig omgås andre end kollegaer i løbet af ugen. Og en halvtræt kone. Og larmende børn. Og når man har et sæt venner, der er dejlige at bruge tid sammen med, har børn på omtrent samme alder og som gerne vil se de samme ting, så drager man afsted til Purple Mountain i Nanjing centrum – bevæbnet med klapvogne, gode sko, snacks og en helvedes masse tålmodighed.

Alfred og Carlotta i metroen.
En dreng i metroen. Barn eller ej, så kan man godt have sådan en fed jakke på. Only in China.. I Kina går mænd aldrig med grøn hat (nej, hvorfor skulle man dog også det?!??!), fordi der er et ordsprog, der siger at når en mand har grøn hat på, så er hans kone ham utro.
Rules are meant to be broken – as usual.
En flot tur op ad Purple Mountain i kabelbanen.
Familien Wieck-Mesarosch.
Forureningen gav et flot sløret udtryk. Vi kunne faktisk næsten ikke se udsigten da vi kom op til toppen…
Snack time – most of the time.
Det bliver ikke meget bedre. Vi er så taknemmelige for vores familiedates med Giversen Kay- familien og familien Wieck-Mesarosch. Her står vi på toppen af bjerget med udsigt til en flot, grålig dis. Den var ikke brun, så det var altid noget!

Og efter en dejlig dag drog vi mod Royal Family Garden, bestilte mad, smed en film på playstationen og drak vin til sent om aftenen. Sådan.

Lidt hverdag på stribe:

Jeg tror han mangler lidt afstivere i hans tag til scooteren..
Karla vokser sig stor…. Hun kom hjem med en smuk fletning og havde siddet ganske, ganske stille, mens håret blev redt og sat. Så det var beviset at hun faktisk kan sidde stille!

Perlepladeproduktion.
Alfred og han evige kærlighed Clara fra børnehaven i Danmark, der facetimede. Alfred var meget glad, selvom samtalen endte lidt hurtigere og mere brat end vi voksne nok ellers ville have gjort.
Kø til afhentning i kindergarten ved lukketid kl 15.50.
Min første vagt som skolesygeplejerske. Tænk, jeg tjent mine egne penge og var på arbejde i hele 8 timer! Jeg har været der et par gange siden og det er ganske hyggeligt, anderledes og faktisk en lille smule travlt med alle de vilde børn, der smadrer knæ og skærer sig på pap!
Når man får nye gummistøvler fra Taobao til 35 kr. skal man selvfølgelig have dem på og hygge med sin elskede far.
Så kan man sådan rigtig lære at tale Google translate engelsk.
– “Åh, jeg sådan lidt stresset i det…”, – “Bare tag det roligt; smør dig med denne creme og så smelter stressen væk!”
To af vores fjernbetjeninger herhjemme. Vi kender lige akkurat de få knapper, vi skal bruge og er virkelig på den, hvis vi kommer til at trykke på noget forkert…. Der findes oversætter-apps på telefonen, så man kan oversætte direkte fra billedet, men det er ikke altid en hjælp. Nogle gange er ordene komplet uden kontekst og super sjove. Jeg fik engang en oversættelse der lød; “my three shoulders”….. Og det havde intet med kroppen at gøre.

Som mange nok har (berettiget) fordomme omkring, så har kinesere nogle funny snacks… De har mange street kitchens med grisefødder, man kan gnave af, blæksprutter med dinglende arme på spyd og hønsefødder, sprøde og stegte, som hvide, bløde og kogte. Og de har mange snacks i supermarkedet i poser og vacuumposer. Der er et kæmpe udvalg!

Lille udsnit af det store udvalg. Generelt bare virkelig “anderledes” snacks. Alt er selvfølgelig separat pakket nede i posen.
Sprøde andetunger. Jeg elsker at de har tegnet anden helt nuttet.
Vacuumpakket kyllingelår. Det kan spises direkte fra pakken og ligger ikke på køl.

Der er mange flere og jeg må nok få husket at tage nogle billeder af det – for jeg tror vi vil komme til at glemme, hvor “anderledes” disse snacks er. Og der er mange flere end det, jeg allerede har taget billeder af….. Det er vildt hvor meget plastik, de bruger til at pakke det ind. De pakker alt ind i plastik, alt… En pose i en pose, som så har mindre poser, som nødder, rosiner eller lignende er pakket ind i. Og det mest pudsige er, at de små snackposer ofte er så små, at man skal spise et par poser for at få fornemmelsen af faktisk at have fået en snack.

Seperat vacuumpakkede pølser i cocktailpølsestørrelsen. Og selvfølgelig behøver de ikke ligge på køl.
Jeg tror det er æg. Men jeg ved det ikke. Sorte klatter i vacuumindpakning.
Der er generelt mange, mange meter af montre med lignende pakker. Man fylder en plastikpose og får indholdet vejet. Der er mange forskellige priser, så man skal helst bruge så mange plastikposer som muligt.
Jeg tror det er en hønsefod.

Pølser, som en bekendt havde købt. Jeg har endnu ikke vovet mig ud i det.
Pose i en pose. Og virkelig uden formål.
Andesnacks.
Til venstre de indbydende sprutter med dinglende arme på spyd.
Andesnacks. Der er gerne masser af skraldespande, der er fyldt med pinde fra disse snacks. Man får gerne omkring 7-10 sticks ad gangen og de er så stærke at man begynder at hoste når man passerer biksen.

Når der rigtig skal sparkes gang i husmoderen på 3-1 Yifeng Yuan i jin ling jia tian (Royal Family Garden), så smutter jeg en sjælden gang afsted på sightseeing i løbet af dagen. Jeg gør det nok alt for sjældent og jeg kan godt kede mig lidt midt i indkøb, madlavning og aflevering/afhentning af børn. Ganske enkelt fordi det er det samme og det samme, og fordi det tager lang tid og er lidt besværligt. Jeg skal i hvert fald trække vejret en ekstra gang, når Karla igen, igen ikke gider gå fra Alfreds klasselokale og småhysterisk og modvilligt slæber sig de 500 meter, der er fra klasselokalet til parkeringspladsen, hvor scooteren holder. Ideér og velvilje fra min side til at få Karla til at gå med mig kan snart ligge på et lille sted og jeg bliver bare rigtig glad, når Karla selv finder på at lege hund eller løber skriggrinende mod udgangen, når jeg leger kyssemonstret.

I marts fik jeg den strålende idé at Maria, Ellen og jeg skulle tilslutte os de fleste kinesere i Najning og tage til Purple Mountain for at se de blomstrende kirsebærtræer på Plum Blossom Hill.

Ellen og Maria.
Purple Mountain er et kæmpe område i midten af Nanjing. Et af de mest populære steder i foråret er Plum Blossom Hill, hvor der er tusindvis af kirsebærtræer og der er utroligt mange mennesker, der tager mange billeder!
Et sæt af de mange dyr på Sacret Path.
Magnolietræerne stod så smukt.
En af mange photosessions. De var højlydte og snakkede, som var de uvenner, grinte og havde det vidunderligt sjovt. De var skønne at se på og vi grinte med dem.
Det er åbenbart en ting, man gør her. Man tager et sted hen og bruger en god portion tid på at få det helt perfekte billede. Man skal holde fast i en gren, når man får taget billeder. Og det er generelt for alle, der poserer foran træerne. Vi bemærkede at mange af kvinderne havde tørklæder, gerne røde, med og tog dem på ifm photoshoot.

Endelig fik vi muligheden for at se hvad Michael render og pønser på. Vanvittigt imponerende og mega stort. Ja, jeg skrev mega stort, for det er det.

Michaels kontor, som han deler med 5 fra sight teamet. Altså, der er flere borde i lokalet end disse to, som er Michaels og Jeppes.

Det obligatoriske familieselfie.

Skibet er vokset en del siden dette billede blev taget og er på nuværende tidspunkt (altså 2 måneder efter….) fuld længde, altså 234 meter langt.
Tre meget stolte mennesker. Vi syntes det var ret overvældende at se værftet og det store skib, Michael “bygger”.
Skibet lå på daværende tidspunkt i dok med vand, idet det skulle flyttes i dokken. Et andet skib fra en anden ejer var netop sejlet ud samme dag, vi besøgte værftet. Så vidt jeg husker, var der 9 meter dybt vand under overfladen.
Sjakket, der tager sig en kort pause. Der blev kigget lidt, da vi fire kom slændrende forbi….

Alting var og er i en helt anden størrelsesorden end man er vant til. Man kan ikke rigtig forestille sig det uden man har været der eller et lignende sted. Højt oppe, langt nede, store gåafstande og masser af maskiner og værktøj. Det var ret sejt at være der – også selvom vi vist ikke helt måtte med børnene. Jeg kan så godt forstå at Michael brænder for dette og knokler så meget, som han gør. Det må være sejt at have mulighed for at være med til at bestemme alt fra møbler til stikkontakter, køkkenets design til farve på gardiner, indretning i maskinen, hvilke moduler, der skal være i computersystemet, der styrer motorerne, kloakken, vandbeholdningen, og så videre, og så videre. Hvilke maskindele, der er i god nok kvalitet, hvad, der skal fornys i forhold til ældre skibe og hvorfor man skal kunne afblæse alarmer, der hvor alarmen “kommer fra” og at man ikke skal slukke den langt væk fra det reelle problem.
Der er meget, meget mere, og jeg aner intet om det. Jeg ved bare at Michael kan komme glad, træt, opgivende, optimistisk, undrende og smågrinende hjem fra værftet, fabriksbesøg, møder eller hvor han ellers har befundet sig i løbet af dagen. Jeg er oprigtigt imponeret over at han ved så mange ting, har kendskab til så mange regler og forhold, og i en alder af sølle 33 år har så stor en rolle i et nybygningsprojekt.

På Alfreds skole var der endnu engang samtaler, men denne gang kun hvis lærerne fandt det nødvendigt. Jeg tror ikke mange PreK/K1/K2-lærer fandt det nødvendigt at få så mange forældre og børn til samtale, så måske blev dagen brugt til “at komme i bund” med arbejdet eller oprydning af klasselokalerne i de små klasser. Ikke desto mindre var al undervisning aflyst for dagen og Alfred og jeg tog på mor-søn-tur.

Mor og søn-dag til Xuanwu Lake.
Selfies er et stort hit her – vi prøver at gøre kineserne kunsten efter. Og ved du hvad..? Det er faktisk virkelig hyggeligt. Vi blev i hvert fald rigtig gode venner med pigen i baggrunden med de runde briller, der syntes Alfred var helt vidunderlig og brugte det meste af turen på at kigge på ham. Ved alle seværdigheder finder man disse store “golfbiler”, som man kan betale sig til at fragte én rundt, så man ikke behøver at gå og bruge sine ben.

Skolebørn på tur.

Som altid har jeg mindre udvalg af billeder af køretøjer. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at kigge på de formidable eksempler på hvordan man kan transportere ting og på hvilke køretøjer.

En kvinde med et vejrmæssigt smart køretøj.
Pakkepost.
Papskrald.

Pakkepost.

Fyraften og på vej hjem i firmabilen.

Jeg har en særlig forkærlighed for de trehjulede scootere/motorcykler – især fordi de ofte pakkes fuldkommen vanvittigt.

Der er faktisk en trehjulet scooter/motorcykel nedenunder.

En mindre type af de trehjulede. Den kan selvfølgelig også pakkes til bristepunktet og så liiige lidt mere.

Det her er måske en af de længste lastbiler, jeg har set på almindelig vej. Den havde meget store vanskeligheder ved at komme rundt om hjørnet. Førerhuset legede gemmeleg foran papkasserne, da jeg tog billedet, og chaufføren fik styret hele molevitten afsted uden materielt tab eller at nogen blev skadet.

Og rosinen i pølseenden, kirsebæret på toppen, prikken over i´et og den store finale;  en scooter…. på en scooter.

Man kan selvfølgelig sagtens transportere en scooter på en scooter.

Sådan, så var marts forbi. Veloplevet og velnydt.

Men der manglede bare lige det sidste…..

Den 30. marts tog vi en smuttur med to flyvere.

14 timers flyvning i vente og fire spændte maver. Første besøg hjemme i Danmark siden vi flyttede til Kina. 7 måneder uden leverpostej, vores familier på hjemmebane, venner og at køre i bil selv.

For pokker, vi glædede os og for pokker, hvor var det en skøn uge i april.

Vi opdagede at vi faktisk havde savnet at være i Danmark, at vores venner havde været væk fra os længe, og at der i det hele taget er ret så dejligt i vores hjemland.
Men vi opdagede også at vi er glade for Kina, at vi er mega seje og vi kan være stolte af og glade for at vi har gjort dét her…

Mere om det i april-indlægget.

Som altid det uforglemmelige; TAK fordi du læser med….

Kinesisk nytår, badedyr & klipklappere. Februar 2018

7 måneder var gået og vi følte os efterhånden godt tilpas og sådan rigtig hjemme. Så småt begyndte de “små, underlige ting” at fylde mindre i hverdagen og den daglige anger management krævede mindre energi.

Et mindre udvalg af olie i det lokale supermarked, Suguo – med tilhørende vejleder.

Jeg er heldigvis blevet godt hjulpet på vej af især Stine og mine andre (kvindelige) medfælder, der skal finde ting og madvarer i forretningerne. Michael handler som sådan ikke herhjemme i Kina- både fordi jeg selvfølgelig kan gøre det i løbet af dagen og at jeg har prøvet det mange gange før. I februar tog mine indkøb ikke så lang tid længere. Jeg vidste hvor jeg kunne købe god broccoli, friske æg, hvilket kød fra hvilke forretninger eller markedet, hvor frugten var mest frisk, osv.
Og bare dét at finde en almindelig vare i Suguo kan være en udfordring. Skal man for eksempel fine en god olie må man lige bruge lidt ekstra tid. Både fordi der er en meget stort udvalg og at man samtidig lige skal sikre sig at olien ikke har grisetæer- eller tofu-smag. Det ved man aldrig… Varerne er ikke helt logisk sat op, så man kan ikke prøve sig frem som man ville kunne i Bilka. “Hmmm, mayonnaisen må stå sammen med ketchuppen og noget andet tube-noget..”. Nej. Ikke her. Her kan man finde negleklippere, spisepinde og sesamsnacks med oksesmag på samme reol.

Og jeg har lært lidt mens vi har boet her i forhold til at styre mine sure opstød i trafikken og lysten til at belære mine medtrafikanter om hvor dårligt de manurerer rundt i trafikken og at de bare skal tage at tænke sig om!

Når flamingo skal transporteres.

Michael har alle dage haft dejligt overskud til at smile af alle dem, der hjernedødt kører rundt med skyklappere på. Og jeg er begyndt at lære det så småt – undtagen når det er til fare for mig og især mine børn. Er du vanvittig, hvor kan jeg blive sur, når en eller anden klaphat drøner lige ud foran mig og end ikke ser os, og jeg må hukke bremsen. Men det eneste, man kan gøre er at trække vejret og bare sige prøve at forstå, at de faktisk ikke ved bedre.
Michael har fået fortalt af en kollega at for blot små tyve år siden kun var cykler og hestevogne i denne by (som i øvrigt var meget, meget mindre og  er vokset absurd hurtigt det sidste årti). Og når man ser hvordan børnene trækkes gennem trafikken, overfor rødt, vadende ud foran biler, kørende i modsatte retning på scooteren (hvor mange i øvrigt sidder med ryggen til kørselsretningen) og i det hele taget bevandrer et inferno af to- og firehjulede dødsfælder, ja, så forstår jeg godt hvorfor det hele bare fortsætter. Der er ingen trafikorientering i skolen og de har sågar lyskryds, hvor der er grønt for flere krydsende kørebaner, hvilket potentielt kan resultere i at man kører sammen/bliver kørt ned, trods begge parter er kørt overfor grønt. Og i køreskolevognene sidder 3-4 elever på bagsædet og glor ned i deres telefon, mens en stakkels ung kineser, der knapt kan kigge ud over rattet, dirigeres rundt af en halvhysterisk kørelærer, der vifter rundt med armene og meddeler, at vedkommende da sagtens kan køre til højre, når det er rødt og krydset er tomt – det er dog meget sjældent tomt og man skal op til flere gange om dagen løbe for livet, hvis man ikke vil jernes ned af en bus med 45 km i timen, der skal svinge til højre, når man som fodgænger er på vej overfor grønt…
Der er flere grunde til at min autodidakte anger management har givet pote og har været så vigtig. Den vigtigste og største årsag er at jeg har en søn bagpå, der sidder og siger  at”kinesere kører så dårligt”, at “de kan ikke finde ud af at køre bil”, og for at brilliere; “kinesere er så dumme!”…. Yes, så må man nok lige tage sig sammen, vise sig som det gode eksempel og lære sit afkom, at det selvfølgelig handler om viden, tankegang og undervisning og ikke dumhed…… Og at man i øvrigt kan have vanskeligheder ved at sammenligne og generalisere 1,4 milliarder mennesker.

Men oprigtigt talt synes jeg at kineserne har en fantastisk og yderst veludviklet egenskab til at sige “skidt-pyt” (uden at generalisere 1,4 mill. mennesker……).  Og dét er vi mange, der kan lære noget af. Ingen af os i familien er gode til at sige skidt pyt, og det er især blevet svært efter vi har fået børn – ja, hvilket er totalt upraktisk og i strid med de fleste børnepsykologers overbevisning.  Så hér i Kina bliver vi da stillet overfor faktummet at alt ikke er lige vigtigt. At tingene ikke behøver at sidde monteret lige, at der er maling ovenpå ledninger eller lignende, hvor der ikke skal være maling, at den mugne silikone mellem fliserne i badet bare dækkes med hvid lim, at samlingen af slanger til opvaskemaskine og kloakken under køkkenvasken fyldes op med isoleringsskum fordi der mangler en vandlås, og at man ikke behøver at kende de beboere, hvis indkørsel man parkerer sin bil eller scooter i. At man ikke behøver at se smart ud, og går med paraply i solskin og har alverdens mundbind, net, skygger, hatte og skåneærmer på, og at scooteren plastres til med tag, tæpper og vanter (hvad er dummest: at se dum ud eller fryse og være våd???). At man ikke behøver følge trafikreglerne eller stå pænt i kø, og at man ikke holder sit mundvand indenbors, når man er i nærheden af andre mennesker eller kører på scooter og dem bagved også kan få glæde af snotklatten. Eller at man holder sig for munden når man nyser eller hoster. Et eller andet sted er flere af tingene jo lidt ligemeget, det er måske upraktisk og ulækkert, men det er jo ikke de vigtigste ting i verden.  Det er selvfølgelig aldrig rart at blive spyttet på fordi det både er ulækkert og kan være en smitterisiko, men hvorfor må man egentlig ikke spytte ned i en skraldespand? Hvorfor føler vi, der ikke kommer fra Kina,  os nærmest forulempet når Hr. eller Fru Kina trækker godt nedefra svælget og pænt lægger klatten i en plastikpose eller skraldepand? Og hvorfor fokuserer vi så meget på at tingene sidder lige i stedet for deres funktionalitet?
Jeg kan ikke komme udenom at jeg stadig gerne vil have at tingene er lige og  ser pæne ud, at jeg helst ser at folk, der er kommet efter mig til toilettet også lader vandet efter mig, og at jeg ikke behøver at sove i fuld offentlighed. Men det er sgu da et eller andet sted ligemeget at man taler privat henover kunderne i forretningen (så længe man jo hjælper dem), at man ligner en komplet idiot under scooterteltet eller når man render rundt i nattøj på gaden, og at man ublu spørger fremmede om hvor mange børn de har, hvor gamle de er, hvor man bor og hvor meget man i øvrigt tjener.

Når man skal gå med sin hund omkring kl 10 om formiddagen.

Der er ofte morgensamling på skolen, men en af dem var med optræden fra  de tre klasser PreK/K1: Alfred havde glædet sig meget og så frem til at vise de seje sange med tilhørende koreografi og instrumenter.

Early Years assembly. Alfred startede ganske entusiastisk og var klar til at hamre løs på sin hjemmelavede tromme bestående af tre plastiskflasker.
Alfreds entusiasme dalede i takt med musikkens tempo og længden på assembly. Han stod faktisk, helt uden pis, og kiggede op i loftet hele den sidste sang igennem, mens han meget demonstrativt sukkede dybt.

Jeg synes simpelthen at dette er så sindssygt sejt og jeg er så taknemmelig for at man giver os forældre mulighed for at få et lille indblik i hverdagen og få lov at beholde en sammenklippet video som denne. Og se, hvor glade børnene ser ud!

Byggeriet på det første skib gik fremad og det begyndte så småt at tage form.

Det første skibs spæde start. Her er der omkring 45 ud af 273 blokke. Skibene er bygget op af blokke, der har 20 mm tolerance, når de sættes sammen. Det kan sammenlignes med at skulle sætte et rugbrød i skiver sammen igen. Det vildeste er at al “indmad” er lavet og “sættes sammen” ligesom skroget.

Blot et par af de mange etager, skibet ender med at have.

En ganske lille hovedmotor, der skulle løftes ned i et skib.
Motoren løftedes over på et skib, der ligger til ved værftet.

Alt på værftet er bare en tand større end hvad man normalt kender og størrelsen kommer slet ikke til sin ret på billederne. Michael havde arbejdet meget og længe op til februar måned. Sidst han havde nydt ferie var i juni 2017 hjemme i Danmark, så han var mere end klar til at nyde det kinesiske nytår og at værftet lukkede og han og Jeppe med god samvittighed kunne holde ferie.

Det er cotume at udlejer sætter årets dyr på døren. Det skulle angiveligt bringe lykke. Ved det kinesiske årsskifte skiftede vi, som det jo nok fremgår, til hundens år….

Det kinesiske nytår (også kaldt månenytår eller forårsfestival) falder forskelligt hvert år, lidt ligesom påske og varer i 15 dage. Og de fejrer, som ordet selv hentyder til, det nye kalenderår i den kinesiske kalender, der følger sol og måne. De bruger dog den “almindelige” kalender, som vi kender den, i det daglige. Det er en højhellig tid for kinesere og de rejser til deres hjemby og besøger familie, spiser mad og hygger sig. Det minder nok lidt om vores jul i Danmark. Butikker lukker ned ca en uge før og/eller efter og i en hel måned er landet på halvt blus. Kinesiske skoler og kindergartens lukker ned i en måned. Transporten er dog på skyhøjt blus og kinesernes rejseaktivitet bliver kaldt for verdens største folkevandring. I løbet af nytårsfejringen forventes det, at der er ca. 1 milliard kinesere, der rejser indenfor Kinas grænser.

I Suguo kunne købes dette og langt mere til at fejre nytåret med rødt bravur.
Nogen glædede sig til badeferie og lavede en swimmingpool af vores sofapuder.

Endelig, endelig, endelig blev det ferie og vi ventede på eén ting; at fredagen skulle gå og at vi om aftenen kl 19 kunne køre afsted med vores kufferter til lufthavnen og afsted til Thailand.

Nanjing lufthavn by night. Farverne skifter selvfølgelig til blandt andet rød, gul, lilla og grøn.
Nanjing fra luften.
Bangkok lufthavn kl 4 om morgenen.
En noget anderledes lufthavn end man normalt ser. En lufthavn uden nogle ydervægge…
Ankomst til hotellet i nattøj og ca 25 grader fra morgenstuden af.

Badedyrene var ganske populære – og roden til mange grin og uvenskaber. Men sådan er det vist…

Februar skulle vise sig at være den måned, hvor Alfred begyndte at tale flydende engelsk og følte sig sikker. Lærerne havde hele tiden sagt at efter jul, så kom sproget! Og det kom. Det er så sejt at være i udlandet og kunne sende sit danske 5-årige barn op og bestille “two waters, four glasses and one dish chicken satay”!! Vores hjerter var ved at sprænges af stolthed når han rendte rundt med de andre børn på stranden og talte engelsk til dem – også selvom ikke alle var engelsktalende.
Han legede rundt med et par børn på stranden en aften vi sad på restaurant. Hele hans ansigt lyste op, da han fandt ud af at det var danske børn og at de talte dansk! Indtil februar havde de eneste dansktalende været os og Stine & co. Vi kunne klart mærke at han følte sig mere fri og legeglad. Til gengæld hyggede han sig også utroligt meget med et par drenge fra Canada, der også boede på hotellet og der blev skruet op for legeengelsk foran os. Endelig fik vi lov at høre ham tale engelsk, hvilket han ikke rigtig havde gjort indtil da.

 

Vi havde ikke set eller smagt frisk fisk siden vi flyttede til Kina.
Alfred og Michael blev gjort klar til en fed og hurtig tur på jetski. Alfred blev sat af omkring 5 minutter efter start. Han kom glad løbende hen til Karla og mig og fortalte at det var noget af det værste, han længe havde prøvet og at han da i hvert fald aldrig skulle prøve det igen.

Vores veranda med udgang til poolen til venstre bag palmer og beplantning. VI kunne godt holde det ud… Børnene viste sig at opføre sig som søskende – både på godt og ondt. Dog faktisk overraskende mest på den gode måde.
Undervisning af en skoleklasse. Jeg tror ikke det ville være en populær bygning i en dansk skole.

Vi tog på sådan en helt ægte safari tour (vi fravalgte dog dyrene og missede heldigvis både abe- og elefantshow og elefantridning). Bilen vovede sig ud på off road kørsel – og det var virkelig off road. Vi hoppede og dansede rundt på sæderne og det var virkeligheden nok grunden til selerne.
Alfred var ikke helt tryg ved konstruktionen af sæderne på ladet af bilen og spjættede ved hver bump og nedstigning. Karla blev stille og roligt lullet i søvn og sov utroligt godt resten af turen.

Trætte Karla i den utroligt livlige jeep.

Selvfølgelig kunne man sidde oppe på førerhuset og det skulle alle de andre. Vi takkede pænt nej til at starte med. Jeg kunne dog mærke at Alfred måske og jeg med sikkerhed ville ærgre os over at vi ikke prøvede. Så efter lidt overtalelse af Alfred (og far….) hoppe han og jeg op og fik dejligt mange fluer i tænderne og vind i håret.

Da Alfred overvandt sin frygt hoppede han op på taget og var vanvittigt stolt da bilen holdt ind til frokost efter en rolig og vindrig køretur.

En del af denne “safaritur” var Bedstemor- og Bedstefarstenene, som er en stor attraktion på Koh Samui. Der er faktisk heller ikke så mange interessante ting at se på øen, så det gik an.

Bedstefarstenen.
Alfred synes det var herligt at man havde fundet genitalie-sten.
Bedstemorstenen….

Vi havde en virkelig skøn ferie, men helt ærligt sagt, så er Koh Samui blevet ødelagt at turisme. Desværre. Strandene er smukke, men lidt beskidte. Der er simpelthen for stort flow af turister. Og nærmest al mystik, ægthed og kultur er forduftet fra øen. Vi boede i Fisherman´s Village ved Bo Phut og det var en fin lille gade med masser af butikker, massage og restauranter. Smuk setting og livsnyderi. Gik man fem minutter ind mod land var alt væk. Vi kørte ad flere omgange til forskellige strande og det var samme indtryk vi fik dér. Drinks, musik og solcreme.

MEN! Vi havde faktisk en rigtig god ferie, fordi vi ikke havde andet for øje end at slappe af og bade. Og dét gjorde vi!

Chaweng Beach, en halv times tur bagpå et billad.
Karla har ikke rigtig svømmet siden vi gik til babysvømning, da hun var bitte lille. Og hun elskede pool og badevinger!

Gurli gris med venner og Schleich gjorde mange frokoster og middage lidt hyggeligere.
Mangodrikken blev nydt af den store appelsin i poloshirt. Han var i øvrigt ligeså afslappet, som han ser ud på billedet.
Karla undersøgte sin tegning ganske tæt, Alfred gad ikke grave mere, men far ville ikke give op. Vi havde kørt til Laweng Beach, som skulle være en af de bedste strande på Koh Samui. Bølgerne var desværre så sindssygt høje og voldsomme, at vi faktisk ikke kunne bade. De få gange vi forsøgte var det med et ganske, ganske fast greb i et barn hver. Jeg opgav dog efter jeg fik en tur under en bølge, Karla løftede jeg op og da Michael forsøgte at hjælpe mig op havde jeg ikke helt lyst, fordi mine badebukser hang nede omkring mine knæ. Så hellere drukne end at rejse sig med bar numse……..

Karla fik generelt mange lure i sin klapvogn på vej hjem fra forskellige strande. Genialt koncept med denne type tuktuks/deletaxaer.
Endnu en deletaxatur. Alfred kan nogle gange godt være lidt træt af sin fotodokumenterende mor… Karla nød en lille lur.

Chaweng Beach, Koh Samui. Der blev solgt en del badedyr på den strand. Så langt øjet rakte lå store grise og stegte på strandstole og i sandet. Musikken tordnede derudad så bassen næsten kunne mærkes i kroppen.

Vi tog et smut til en krokodille- og slangefarm med et spædt håb om at de behandlede dyrende nogenlunde ordentligt. Det var et ret stort hit med adrenalin i årerne og håbet om at ingen ville dø foran vores børn.

Vanvittig mand. Mange gange sad Michael og jeg og var usikre på om man kan træne krokodiller og slanger – på måder, man ikke ønsker at støtte. Umiddelbart havde krokodillefarmen okay vilkår for dyrene. Vi må håbe at de optrædne mænd bare var slet og ret vanvittige at stikke hovedet ind i en krokodilles mund.
Eller putte en slange i munden.
Eller kysse den.
De havde selvfølgelig tapet munden lukket, så den ikke kunne bide…. “All for you”, som de sagde…… Ja, tak skal du have, måske den bare skal blive i vandet og så have munden fri for tape…

Trods “den manglende ægthed”, så var der da lidt, der pustede til følelsen af at vi var et spændende sted – og det var vi jo selvfølgelig også, det var bare anderledes end vi havde regnet med.

Enhver elektrikers svendestykkes forbillede. Og med en rose øverst i masten…
Vores hood i Fisherman´s Village.
Det er simpelthen vidunderligt at spise et lækkert måltid mens man har fødderne i sandet og en sval brise fra havet.
Øens eneste “rigtige” tuktuk, der selvfølgelig kunne transportere dumme turister som os rundt for en skilling. Det var alle 20 kr værd!
Mor og søn alene til massage. En halv time og vi nød det begge to rigtig meget.
Jeg var helt original, unik og enestående og fik lavet en tatovering i Thailand. Alfred brugte mange timer på at tegne og skrive sit navn, mens vi sad på adskillelige restauranter og spisesteder. Kort før ferien sluttede lavede Alfred den sejeste tegning af sig selv og skrev sit navn, hvilket var det perfekte motiv at få stukket ind i armen. Han var virkelig stolt! – Og samtidig lidt flov…
Der blev spist rimelig mange (og STORE) is i løbet af de 17 dages ferie.

Familieklipklappere.

Efter 17 dage i et vejrmæssigt paradis med palmer, strande, pools, dejlig mad, ingen opvask, is og drinks måtte vi hjemad. Vi havde virkelig nydt at være sammen allesammen og ikke rigtig have noget på dagsordenen. Og vi kom i tanker om at vi ikke havde sit hav i knapt 7 måneder, hvilket er en ret mærkelig følelse. For man mærker det virkelig. Vinden, luften, fornemmelsen af at der er åbent og frit, et helt andet dyreliv og dermed også  anden slags mad. Frisk fisk fra havet fås ikke i Nanjing (og fisk fra Yangtze-floden smager af.. flod og mudder) så vi nød det virkelig. Maden i Thailand er simpelthen vidundelig, uhm… Vi blev helt klart bevidste om at vi er heldige at vi blot skal køre max en times tid for at kunne se hav – uanset hvor man befinder sig i Danmark.
Og den rene luft i Thailand fik vi trukket helt ud i samtlige alveoler inden vi skulle med flyveren hjem til Nanjing og startede flyveturene i Koh Samui lufthavn kl 22 og næste flyvning i Bangkok lufthavn kl 03. Men uden at tøve var de 17 dage det hele værd!

Turen hjem var meget lang…. Af en eller anden grund forgår de kinesiske flyvninger om natten. Og det er med samtlige flyselskaber. Heldigvis var klapperen med som håndbagage og min mulepose perfekt som hovedpude. Børnene klarede til fantastisk!

Endnu en måned var gået som expat og det føltes nu meget godt at “komme hjem til Kina”, som Alfred sagde med julelys i øjnene. Heldigvis var vi alle fire spændte på at komme hjem igen og glædede os til at komme tilbage til arbejde, skole og vuggestue, vores venner, hjemmelavet mad og hverdagen. Og jeg følte mig vældig integreret, da jeg kom tilbage til grøntmarkedet og mine damer sagde velkommen hjem og fortale at de troede at vi var rejst tilbage til vores hjemland.

 

Som altid; TAK fordi du læser med…!

 

Sne og kulde – og varme fra Danmark. Januar 2018

Januar. Ja januar er som regel bare januar, som vejrmæssigt skal overstås. Kulden havde meldt sin ankomst og vi fandt ud af at vores hus heldigvis er bedre isoleret end de fleste huse her. Vi var glade for vores nye vinduer, selvom vinden og kulden (og nogle gange vandet) fandt vej indenfor. Og de nyinstallerede varmeapparater var vi yderst taknemmelige for, idet de kunne holde temperaturen indenfor nogenlunde lun og stabil. De fleste andre huse skal varmes op med varmefunktionen i airconditioningen og alligevel er de fleste huse virkelig kolde. Vores nabo, Jeppe og hans familie, måtte lukke et af børneværelserne ned fordi det simpelthen var for koldt og dårligt isoleret.

Man er generelt rigtig glad for at have jakke på indenfor og det er hér den lune pyjamas kommer i spil.

Det var allermest Alfred på cykel jeg ville have billede af…..
Et mindre udvalg af pyjamas. Og mændene har dem også på. Og ikke nødvendigvis i andre farver.
Børnene skal selvfølgelig ikke snydes.

Går man på spisesteder, i supermarkedet, ja sågar i kinesernes egne hjem, så skal man nok regne med at have jakke på. Også gerne i vuggestuen. Så Karla blev udstyret med kinesiske leggins med fleece på indersiden og 3-4 lags-teorien på overkroppen. Og en dunvest. Hun er blevet godt integreret.

Nogle af pigerne fra Karlas kindergarten i en af de større klasser. Lidt køligt klasseværelse alligevel.

Alfreds ferie fra skolen var igen uendelig lang og Karla blev smidt af i vuggestuen og vi strøg afsted til et sted, man kunne være indendøre. Forureningen var høj og vejret var ikke just lækkert og fik os i hvert fald til at føle os hjemme, som var vi i Danmark.

Hyggetur med Alfred på Nanjing museum.
Man kan blive så træt af at rende rundt og se på vaser fra Ming Dynastiet og statuer.
En eller anden form for æbleskive-lignende ting. Dog ikke specielt spiseligt. Bemærk gerne den dybe tekst, på den sorte jakke ved siden af Alfred.

Som næsten i et hvert indlæg, jeg har skrevet, kan jeg ikke lade være med at vise nogle transportbilleder. Nu, hvor vi har været her i snart 9 måneder, bliver vi stadig overraskede over hvordan man transporterer ting. Det giver faktisk et dagligt smil på læben.

Plastikposer med ben. Det var en kvinde og jeg tror hun har været omkring 70 år gammel. Poserne var hængt i hver sin ende af en stor planke, om hun bar henover skulderen.

Efter lidt over en uges ferie ind i det nye år startede Alfred igen i skole og blev fejret.

Alfreds 5 års fødselsdag blev fejret i klassen med højtlæsning og hygge. Man behøver ikke kage for at hygge sig.
Når man har fødselsdag får man lov at lave sit eget bogstav, som bliver hængt på væggen i klassen.

Patrik, Alfreds bedste ven havde en uge i skolen i januar inden han drog videre ud i verden med sine forældre.

Patrik og Alfred fejrede dagen sammen.

Efter få dage i skole og kindergarten faldt den første sne – og den faldt hurtigt.

Vi sagde godmorgen til dette syn. Det var smukt indtil vi fandt ud af at man ikke ejer en sneskovl i området.
Krydset ganske kort fra vores compound.

Klokken var 7.25. Det var koldt. Børnene var trætte. DiDi (den kinesiske Uber) havde uanet med brugere i kø og ingen taxaer meldte ind. Trafikken ved ovenstående kryds blev langsomt mere og mere besværet i den tid, vi stod der. Og vi stod der længe…… Efter en times tid i snevejr og to børn, der virkelig kedede sig, fandt jeg mig selv have lyst til at smide mine børn ned i sneen med ansigtet først og vaske deres frække smil af og få dem til at være stille – bare for et øjeblik. Så jeg ringede helt hysterisk til Michael, der sad i sin og Jeppes bil på vej på arbejde – og havde været meget længe undervejs på grund af trafikken – og bandede og svovlede over at børnene ikke kunne komme afsted, især efter tre lange uger med børn på ferie. Men vi slendrede hjemad og efter jeg havde fundet mig selv igen og sagt undskyld til mine børn for min forfærdelige opførsel gik dagen hen og blev ganske hyggeligt.

Ja, vi ser glade ud, men blot 5 minutter forinden ønskede jeg mig selv på ferie alene – helt alene.

Og der tikkede emails og beskeder ind om at kindergarten og skole torsdag og fredag ville være lukket. De politiske magter i Nanjing havde lukket offentlige institutioner ned pga. vejret og beskyttelse af befolkningens ve og vel. Måske fordi de vidste at vandingsmaskinen ville fortsætte sin færd på vejene og at disse ville være spejlblanke og næsten umulige at bevandre.

Snefri kræver Lego.

Og det vilde var at vi opdagede at en sneplov ikke er allemands eje. Vi så flere vejarbejdere rende rundt med verdens mindste skovle og forsøge at skrabe sneen af vejene, man saltede ikke vejene og kastede ikke grus. Og i Nanjing er man i forvejen fjollet med at lægge blanke fliser, hvilket allerede er utroligt glat i almindeligt regnvejr. Mange butikker og institutioner lukkede ned, buser og toge blev aflyst og posten blev ikke leveret. Langsomt begyndte vi at forstå at man ikke kan tage snerydning for givet. Der var ikke den sædvanlige traktor der kørte rundt med sneplov eller børste klokken 05 om morgenen med gult blik på toppen og saltvognen kom ikke lige fordi. Alt gik mere eller mindre i stå og jeg blev benovet over at DSB faktisk har toge, der kører selvom der er faldet 20 cm sne i løbet af natten. “Jamen, vi er jo vant til det i Danmark!” – ja, men det gør ikke sneen mindre fremkommelig og det kræver ikke færre mennesker og maskiner til at iværksætte lad-os-komme-sneen-til-livs-projektet.

Der faldt store mængder sne ad flere omgange i januar – den første var klart den værste og mest lammende. Men man fik iværksat store gravemaskiner, der kom og fjernede de store bunker af sne, der pænt var placeret midt på vejen eller ved indgangen til cykel-/scooterstien. Og en af mine kinesiske bekendte bad mig holde øje med at mine børn ikke spiste sneen på vejene – ikke kun fordi man aldrig ville vide om man fik en tissetår eller snotklat med i købet, men også fordi man angiveligt bruger kemikalier til at få sneen til at smelte. Ja hvorfor dog bruge salt eller grus, når man kan bruge kemikalier?

Pille-klementin-sesson.

Karla begyndte at få rigtig godt styr på at tage tøj og sko på, kunne folde stof og tøj og vi undrede os over hvorfor hun kunne det. Hun fik et legestrygejern og -bræt og af en nabo og gik straks igang med at stryge. Michael og jeg blev hurtigt lidt sexistiske og tænkte at det jo nok var indprintet i hendes kvindelige gener. Selvom jeg ikke er tosset med det, så må jeg ærligt indrømme at der er kæmpe stor forskel på piger og drenge – selv i en meget ung alder. Karla interesserer sig for huslige ting, bondegårdsdyr, dukker og at tegne. Da Alfred var 2 var det bare fedt at finde en pind og slå med den til den gik i stykker, de farligste Schleich-dyr fra savannen og dinosaurer, biler og traktorer. Men det var måske lige i overkanten at ræsonnere at hun selvfølgelig kunne stryge fordi hun er en pige… Vi fandt da ud af at de i vuggestuen øver diverse huslige ting, såsom at knappe knapper, lukke og åbne velcrobånd, skænke fx the i kopper, folde tøj, osv. Der er billeder og en film via nedenstående link (kopier adressen og sæt den i søgefeltet i browseren) – det er meget skægt at se og det er nok ret anderledes end de fleste vuggestuer og børnehaver i Danmark. Husk at se filmen selvom den er lidt lang.

https://mp.weixin.qq.com/s?__biz=MzA5Mzk4MzAwMg==&mid=2652026155&idx=1&sn=65b11486606199b63737d2292740b445&chksm=8bb38d5ebcc4044878d7a83d27729a6a1990871f949db7aed620133a7c6bddf2499b20ff66b3&mpshare=1&scene=2&srcid=0119hurngv9Pch6NlFuNOvpE#rd

Ligesom resten af Kina gjorde kindergarten klar til det kinesiske nytår, der faldt i februar i år. Man havde opstablet en 2 timer lang forstilling med indslag fra de forskellige klasser. Og Karlas klasse med børn i alderen 2-3 var ingen undtagelse. Og de øvede og øvede!

For pokker mit stolte moderhjerte hoppede nærmest ud ad brystet, da jeg modtog denne video af generalprøven til fejring af kinesisk nytår i kindergarten. Hun følges næsten med de andre…..

Alfred kom med og vi var noget så spændte på dansen og sangen. Vi havde hørt Karla skråle derhjemme mange, mange gange og var lidt spændte på om hendes sang og ord lød som musikken til forestillingen. Og det gjorde den simpelthen.

Rummet var fyldt med forventningsfulde forældre og ayis eller bedsteforældre.

Disse børn var omkring 4-5 år gamle og jeg var dybt, dybt imponeret over deres dragedans, der varede i ca 5 minutter. De kunne alle dansen fuldstændig udenad og de var faktisk gode! Normalt bliver jeg så træt af at se på andre folks børn, der optræder, men jeg var faktisk rørt og stolt over hvor dygtige de var.

Jeg tror Karla blev en anelse overvældet over de mange tilskuere…..

Hun var vist lidt stolt alligevel. Og det var hendes bror i hvert fald også!

Michael kom på flere og flere besøg hos diverse fabrikker i løbet af januar. Han og Jeppe var og er mange steder (dog sjældent sammen, idet de har forskelligt fokus) for at godkende diverse leverandører af dele til skibene. Der er mange udfordringer ved dette, idet de fleste leverandører selvfølgelig er kinesiske og har andre (eller ingen) standarder. Nogle af fabrikkerne ligner noget fra 1950érne med åbne og fuldt tilgængelige syre- og galvaniseringsbade, vakkelvorne stiladser og generelt lav standard. Andre af “fabrikkerne” er en-mandsvirksomheder, hvor der sidder en lille kinamand og svejser et eller andet skrammel sammen, som skal være en del af et europæisk skib.  Michael giver leverandøren besked om at forbedre og at de derefter igen kan indkalde til FAT (fabric acceptance test) mhp godkendelse af leverance. Nogle gange lykkes det efter et eller to forsøg, andre gange afvises de endeligt. Men nogle klarer sig gennem Michaels snævre nåleøje, ligesom ankerkædefabrikken her gjorde.

Nej, kæden er ikke photoshoppet ind. Den er blot abnormt stor!

Ja, korrekt. En fabrik, der kun laver ankerkæder… Og det er så dét, de laver.

Godkendt!

Den 20. januar fik endnu engang besøg. Denne gang af mine elskede og nære veninde, Malene. Jeg stod på togstationen med nervøsitetskvalme og sommerfugle i maven.

Man skal altid have Dannebrog og skilt med når man henter nogen efter en lang rejse!

Det var noget helt andet at få besøg af nogen, der ikke er familie. Og specielt jeg havde glædet mig til at vise min veninde min (og min families…)  nye verden. Og seje Malene, der er vant til nattevagter og at vende op og ned på dag og nat kørte for fuld skrue fra start til slut. Det skal også lige siges at hun aldrig har rejst udenfor Europa før og ej heller alene. Så hvorfor ikke lige springe ud i et smut med flyver til Kina alene…?

Det var så skønt at der kom en utrolig pædagogisk babysitter i huset og børnene var også ovenud lykkelige for at se hende – ja og Michael også, selvfølgelig, men han krammede og kyssede ikke Malene ligeså meget, som børnene, da hun kom hjem til huset.

Der blev kysset og krammet meget. Og moster Malle kom blandt andet med danske lydbøger, vanilje, Toffifee og Haribo vingummibamser.

Og jeg havde planlagt den helt store og begivenhedsrige uge for Malene! Vi skulle på sightseeing og se ægte Kina, vi skulle forkæles med massage og manicure, vi skulle besøge templer, se krogede bygninger og løver af sten, hun skulle opleve alt!

Så da børnene var sendt afsted i skole og kindergarten mandag morgen skulle Malene selvfølgelig slæbes igennem Yuejiang Lou og Laomendong – ligesom alle de andre gæster har været.

Yuejiang Lou i smukt vejr. Og vi kunne næsten se byen fordi forureningstallet var under 200.
Motu Bruger, et dejligt sted, hvis man bare rigtig gerne vil have den bedste middelmådige burger i byen. I Kina får man gerne udleveret plastikhandsker når man skal spise mad med fingerene. Det er bare meget nemmere at spise med handsker end at skulle vaske hænder!
Laomendong
Laomendong.
Et bitte tishus med stor diskretion og dejlig pisserende.

Guderne må have vidst at det var lige præcis den rigtige gæst, der var hos os, for alt det fantastiske, jeg havde planlagt for Malene og mig alene kunne ikke lade sig gøre. Efter en enkel dag fra 8:30 – 15 med sightseeing alene os to, ja så blev Karla småsyg, ingen undervisning på Alfreds skole en af dagene og sneen kom sidst på ugen væltende ind over Nanjing og lammede igen byen mere eller mindre.

Qixia Shan. Der var ingen undervisning på skolen pga. de sædvanlige hver-tredje-måneds-forældresamtaler.
Det kan godt være at man er munk og lever under strenge regler/forebehold og ikke må giftes – men man kan stadig have en smartphone og tage billeder af en lille lyshåret gut.

Noget mærkværdigt, jeg oplevede var at jeg følte at vores to verdener clashede, da Malene ankom til skolen og mødte mine venner og bekendte. Først og fremmest var jeg imponeret over Malenes engelskkundskaber. Det er sjældent man rent faktisk oplever ens venners kunnen fremmedsprogligt og det var en dimension, jeg ikke havde tænkt over. Ikke at det er så vigtigt, men det er en egenskab, man ikke kender, når man bor i samme land med samme sprog og ikke har rejst til udlandet sammen i øvrigt.

Malene blev selvfølgelig introduceret for Stine og Ellen og her skete der noget mærkeligt indeni mig – og jeg ved med sikkerhed at Michael smågriner og ryster på hovedet, hvis vi taler om det… En underlig fornemmelse af at hér i Kina har vi ét liv og i Danmark har vi et andet. Vi har vores venner og bekendte hér og ligeledes i Danmark – og det skal ikke mixes. Jo, selvfølgelig kan det det, men jeg følte behov for at bevise overfor både min kone og min elskerinder at de betød lige meget, men noget forskelligt. Det lyder umiddelbart barnligt, men Kinaeventyret har stadig boble-effekten og boblen blev forstyrret en anelse. Og jeg ville så gerne have at de to verdener (aka min kone og mine elskerinder) kunne lide hinanden og forstod hinanden.

Min kone og ene elskerinde, Ellen – og vores afkom.

Desuden blev jeg konfronteret med faktummet om jeg nu havde husket at tage den danske Lotus med til Kina eller om der var opstået en kinesisk Lotus. Jeg er stadig “bare” mig, hvilket er rart. Ligesom Michael og børnene “bare” er dem, blot i udvidet form med lidt mere erfaring, viden og sprog, samt venner lagt oveni hatten.

Gravko i færd med at skovle sne eller noget lignende…

Igen kom sneen og viste os at vi bør være glade for de mennesker, der kører rundt i en traktor klokken 05 om morgenen og fjerner sne og salter, så vi andre kan komme på arbejde, i skole, osv. Jeg har aldrig tænkt over at det er et større organiseret system i Danmark, der igangsætter snerydning. Det er ikke bare Hr. Nielsen, der tænker; “hmm, jeg tror lige jeg kører en tur med min traktor…”, men en hel traktorhær, der iværksættes. Og ja, de får mange penge for det, men tænk hvor sur du ville være, hvis du skulle betale din egen arbejdsdag, fordi du var nødsaget til at holde snefri.

“Det lyder da smadder hyggeligt med snefri..”. Ja, hvis du har mad og toiletpapir til 3-4 dage og i øvrigt ikke skal nogen andre steder hen.

Jeg overraskede Malene med en tur til Shanghai, så vi endelig kunne have dametid – og når man er i Nanjing, så SKAL man til Shanghai. Ellers får man smæk…! Vi var noget nervøse om vi overhovedet kunne komme afsted, fordi togene blev aflyst, stationer lukkede og busserne kørte ikke.

Søen i vores compound med rigeligt smuk hvid sne.

Men vi var heldige og tog problemfrit toget til Shanghai. Jeg modtog billedet af børnene i sneen og det gik op for os, at Malene end ikke havde set den lille sø i vores compound…. Men ikke desto mindre fik hun oplevet vores hverdag og det var nok dét, hun var mest ude efter. Tror jeg. Ellers må hun jo bare komme tilbage. Sådan et lille smut på en uge. Igen.

Jeg tror Malene syntes det bare var så meget sjovere at skulle med hurtigtoget med en rejsemakker.
Bund, et af Shanghais hovedattraktioner. Smukke, høje og spektakulære bygninger – og denne dag gemt i skyerne…

Vel ankommet til Shanghai og vores hotel – og det pissede ned. Virkelig.

Det regnede rigtig meget. Eller rettere; det var slud og vi var så forfærdeligt våde. Men! Når man har gæster skal man nå det hele på den halve tid og det gjorde vi næsten.

Paraplyer i alt slags vejr. Denne dag til regnvejr. Og sikke et af slagsen. Indgangen til Yuyuan var præget af paraplyoverdækket kø på den fine kringlede bro henover den lille sø i midten af det gamle område i byen.

Familien skulle lige plejes via WeChat videoopkald i den gamle, smukke have Yuyuan i hjertet af det moderne og pulserende Shanghai.
Yuyuan. Denne gut burde næsten give Malene løn for den fotosession, dette udviklede sig til. Det kan godt blive lidt akavet, når et menneske fuldstændigt ublu, stiller sig op og dirigerer det stakkels fremmede menneske, han har udset sig til at være sin fotograf. Jeg håber han fik sig et godt billede.

Thebiks

Efter at have vadet byen rundt hele dagen gik vi på jagt efter det 3-4 etagers marked, der nok kan sammenlignes med den fysiske ebay – altså alverdens lort, man ikke kan leve uden. Jeg mente at kunne huske hvor det lå – og det kunne jeg også efter tre forsøg. Vi havde droppet at se et lignende marked i Nanjing, både fordi vejret gjorde det næsten ufremkommeligt, men også fordi det absolut er et sted man medbringer sine børn, hvis man trænger til at skælde ud og sige nej.

Men vi fandt det! Og det var så lukket små 5 minutter inden vores ankomst. Godt så… Jeg er ked af det – det var en once-in-a-life-time-chance, men desværre. Det var ligesom kulminationen af en uge, hvor intet gik, som planlagt og at jeg følte at jeg totalt havde frarøvet Malene chancen for at få en vidunderlig og uforglemmelig oplevelse i det “underlige” og usammenlignelige Kina.

Men middag og vin gør alt bedre og min gæst var heldigvis ganske let at gøre glad og taknemmelig.

Udsigten fra den våde og kolde, men hyggelige terrasse på restaurant POP. Bygningerne var en anelse lavere end vanligt, desværre.

Omkring 14 års venskab med denne dejlige dame. Det har budt på skæg og ballade, forældres skilsmisser, bachelor og jobs som nyudklækkede sygeplejersker, kommende mænd, et sæt børn til os hver, hverdag og voksenliv og i 2018 venindetur i Kinas vidunderlige Shanghai.

Søndagen kom og vi måtte sige “farvel og vi ses om nogle måneder” og efter vi fik vinket farvel til hinanden og Malene kørte bort i taxaen gik jeg småsnøftende gennem Shanghais gader. Hmm, det er så sådan det føles at at skulle sige farvel igen. Vi sagde farvel i august og nu gør vi det igen og kommer til det igen og igen. Det fede er at mærke at farvellet bliver nemmere, for nu har man bevist at man er “det samme”, selvom man er langt fra hinanden og sjældent har reel kontakt. At vores venner og familie og vi har samme relation og naturlighed – det vil I høre lidt om når jeg beskriver vores hjemtur til Danmark i marts 2018.

Selvom tristesse kan være lidt af en downer, så skal man altså være et skarn at rende rundt i Shanghai og ikke se og nyde alle de små finurligheder, der bydes på rundt omkring i gaderne.

Bambusstillads.
Det lille og store Kina.
Boghandel og pakkebiks.

Turen gik hjem til mine familie, hvor børnene havde hygget sig alene med deres far og slåsset for fuld gas i sneen. Værtindeskabet blev pakket sammen og sneen blev så småt ryddet så vi alle kunne vænne tilbage til en almindelig hverdag.

Snerydningsfolk på vej tilbage på job efter frokostpause/-lur.

Malene var med på markedet en af dagene (hvor vi kunne kommen ud!) og var overrasket over at det faktisk var ret ulækkert og larmende, når man fik set og hørt rigtigt efter. Det ser så fint og indbydende ud på billeder, men i virkeligheden er der egentlig ret beskidt. Hun mente det var værd at nævne på bloggen.

Et af standene på grøntmarkedet set oppefra.
Aner ikke hvad de hvide gevækster er, men jeg staser på at det er svampe.

Man har ikke den fjerneste anelse om hvordan varerne er transporteret og jeg er faktisk overrasket over at ingen af os har haft sådan rigtig maveonde endnu. Min kyllingedame (som også ses kort i filmen nedenfor) får sine varer leveret i halvgamle papkasser og kødet ligger frit nede i kasserne, ingen pose eller lignende. Jeg køber altid det frosne kød, som ligger i éen stor bland-selv-fjerkræ-fryseboks. Ovenpå ligger optøet kød og søber lidt rundt i sin kødsaft. Det lugter dog ikke – og slet ikke om vinteren, hvor graderne er ret lave indenfor i betonhallen, hvor ens fødder er dybfrosne, når man har færdiggjort sine indkøb.

Min æggedame og udsigten fra hende. Desværre har jeg filmet en søndag og der var mere stille end vanligt. Måske alligevel stemningen skinner lidt igennem. Den opmærksomme læser vil spørge; “hmm, hvorfor har de korte ærmer og ikke så meget tøj på?” – det er fordi jeg har optaget filmen forleden…

En lille del af ugens indkøb, vasket og klar til køleren.

Så for at prøve at vaske den værste mængde af sprøjtegift og rottefødder af mine indkøb renser jeg altid mine indkøb inden jeg lægger det i køleskabet. Du synes måske det lyder lidt hysterisk, men når en lastbil med grøntsager, der ligger frit på det samme lad, som har transporteret guderne-må-vide-hvad og derefter læsser grøntsagerne af på jorden så vil man måske gerne prøve bare en lille smule. Og når sælgerne sover henover grøntsagerne eller står og ryger, taber aske og måske en bussemand på gulerødderne, så kan man lige bruge lidt vand og knofedt til at komme tingene bare en anelse til livs.

Kål, der transporteres til et marked. Ja eller bilen kører bare ind til siden og sælger direkte fra vognen.

Januar sluttede hen og en varm og afslappet februar kom os i møde… Ikke mere herfra lige nu.

 

Jeg glemmer det aldrig: TAK fordi du læser med…

Fest, hygge & jul. December 2017

Julen nærmede sig, vejret begyndte så småt at vende og vi ventede lidt på at få hjemve – sådan for alvor. Men det lod faktisk vente på sig, hvilket vi på ingen måde havde forventet. Nu havde vi været i Kina i hele 4 måneder, og det ville da være naturligt at ønske sig hjem til jul i kolde Danmark med slud, blæst og regn, familie og venner, frikadeller og flæskesteg med rødkål, rugbrød, æbleskiver, Kærgården smørbart, fuldkornspasta, frisk mælk og creme fraise, autostole, godt brød fra bageren eller bare supermarkedet, makrel i tomat, skoven, vandet, luften og at kunne kommunikere med folk på gaden – og remoulade og ristede løg.

Men vi SAVNEDE ikke Danmark…

Selvfølgelig tænkte vi ofte på vores familier og venner, men savnet var ikke længselsfuldt eller bedrøvet. Vi manglede dem, vi kender allerbedst og som kender os allerbedst, men I er der jo, når vi vender hjem, det stoler vi på. Når man bor i udlandet finder man ud af hvor betydningsfulde folk derhjemme er. Ikke at vi ikke vidste det før, men nu ved-ved vi det virkelig. Og som jeg skrev i et tidligere indlæg, så kan ingen derhjemme erstattes med nogen eller noget herude – heldigvis. Visheden om nærværet og venskaberne gør os taknemmelige, trygge og glade.

December måned startede virkelig godt for Alfred, der modtog et certifikat (de elsker dem på skolen!), som learner of the week. Alle børn modtager et i løbet af skoleåret, men det bliver certifikatet jo ikke mindre betydnings- og værdifuldt af. Der er flere kategorier; risk-taker, caring, balanced, communicator, thinker, princepled, reflective, open-minded, inquirer og knowledgeable.

Alfreds lærer valgte at give ham et certifikat for at være “balanced”. Jeg må ærligt indrømme at  jeg havde forudset “risk-taker” eller noget andet og fjernest for mig af alle kategorier var “balanced”. Men Alfred havde haft nogle vidunderlige uger og været aldeles afbalanceret i skolen. Og det sejeste var, at han skulle modtage sit certifikat foran early years og primary school, dvs op til grade 6 til assembly. Han var så stolt og glad, og det var jeg mindst ligeså meget. Som det meste andet på skolen foregik dette også i dagtimerne og Michael måtte igen nøjes med at se film og billeder af Alfreds store dag.

Desværre forgår skole-hjem-samtaler (som er hver 3 måned….!) i skoletiden og der er ingen undervisning de dage. Ligeledes er samlinger, hvor vores børn er på scenen og optræder med sange og mange andre events i skoletiden og det er dermed de hjemmegående eller skolelære-forældre, der kan deltage. Michael er mere eller mindre sat af i forhold til hvad foregår på skolen – og det er lidt ærgerligt. Det er selvfølgelig en del af “mit job” at deltage i disse ting, men jeg tror stadig at Michael ville synes at det var dejligt at kunne deltage. Ellers lader han bare som om og nyder at han ikke skal sidde til skole-hjem-samtale og lade som om at han synes det er meget interessant…

Alfred sang højt for sig selv og sine venner.

722FAB4F-F906-4FA2-9868-C8A7B0051A99

I filmen ovenfor filmede jeg slutningen af at alle eleverne, der sang for de elever, som modtog bevis den dag. Jeg synes det er vanvittigt sejt at det bliver gjort til en stor og særlig ting. Når en hel sal synger for omkring 10 børn så giver det i hvert fald mig kuldegysninger, og jeg tør ikke tænke på hvor stolt man er, når man, som 5-årig, står med sit certifikat i hånden og bliver sunget for af de andre børn for fuld udblæsning.

Men det er også noget af det, denne skole kan. Jeg ved ikke hvor meget man gør sig i det på danske skoler, men her handler det meste om hvordan vi bygger det bedste fællesskab op, hvordan vi behandler hinanden, kigger hinanden i øjnene og sørger for at alle har det godt. Selvfølgelig er der sociale kløfter og måske endda mobning, men jeg er dybt imponeret over hvor søde børnene er overfor hinanden – også selv når de ikke ved at der er voksne tilstede. Alfred kender mange af de større børn og når han ser dem, går han ublu hen til dem, prikker dem let på armen og siger hej (det gjorde jeg i hvert fald ikke, er du sindssyg?!). Og de store børn siger pænt hej, smiler, siger hans navn og klapper eller aer ham gerne i håret. Her snakker vi altså om teenagerdrenge. I min skoletid (ja, det er jo også utroligt mange årtier siden efterhånden, men alligevel..) var det ikke super populært at rende op til én fra niende og lige henslængt sige “hey, hav lige en god dag, okay..?!”.

Vulkaner var temaet og til stor begejstring for Alfred. Vulkaner, tornadoer og andre naturfænomener er virkelig spændende.
Projekt efterår.

Højtlæsning af Mrs. Karen, klasselæreren og læreassistent Ms. Pam. 

Julen skulle også hjem til os og jeg havde storindkøbt plastikjuletræ (man kan ikke få grantræer her) og julepynt til træet på taobao.com (vores nye og største økonomiske fjende og et sted, hvor man kan bestille nærmest alt).

Michael fik æren af at sætte stjernen på i år.
Creepy Karla, der gerne ville være med på billederne. Julepynt heeele vejen fra Danmark.
Igen en anelse creepy og meget glad for sine gode mariekiks.
Stjernen overlevede flyveturen i august.

Stine kom forbi med deres gamle Emil fra Lønneberg og Pyrus dvder. Emil fra Lønneberg er altid et hit hos Alfred. Pyrus var også ret spændende og dvden indeholdt til og med afsnit 19 af en eller anden grund. Børnene var ligeglade, men jeg sad tilbage med mange spørgsmål; “Hvad ender det med? Bliver det alligevel jul? Hvorfor kunne tvillingerne blive så små som nisser og lige bagefter være så store som mennesker? Og hvorfor i alverden laver man en dvd med kun 19 ud af 24 afsnit??!!!”

Christmas fun run med 120 andre julemænd, -koner og -børn. Jeg var desværre ikke nede og se hvordan det så ud, da løbet startede ved vores gate. Jeg tror, der er en kineser eller to, der har set alle disse underlige vesterlændinge komme løbende i julekostume, og tænkt, at de lignede komplette idioter…
Fint juletræ. Der er ikke så meget gran på træet, men julepynten skal man ikke snydes for. Man holder ikke rigtig jul i Kina og pynter som sådan heller ikke rigtigt op, så man skal se det som en fin gestus at der julepyntes lidt….

Juletid er ligesom i Danmark tid til at spise og hygge med venner og bekendte. Og vi skulle simpelthen til bal. Yes, bal, Snow Ball og man skulle rigtig være fin med skræddersyet kjole med slæb og det hele.

Brev  og whiskey til Stine og co. som tak for at børnene kunne hygge og sove hos dem en enkelt nat mens mor og far var ude og fulde sig.  Børnene var selvfølgelig ellevilde og glædede sig til juletræspyntning og risengrød hos Familien Giversen Kay.

Som par kan man have tendens til at forsvinde lidt ind i det uvisse og at man udelukkende har fokus på børnene og opbygningen af et nyt netværk, der kræver meget energi og tidsmæssig investering. Det er jo ikke bare sådan lige at trække alt op ved rode og så dumpe ned et sted. Det tager tid at finde de mennesker, der faktisk siger en noget. Nogen kan virke søde til at starte med og er det fortsat, men de er blot ikke venne-vennepotentiale.

Det er lidt specielt herude, for man ses med folk hver eneste dag og man behøver ikke nødvendigvis sige andet end hej, hvis man holder for rødt ved siden af hinanden eller lignende. I Danmark ville det være lidt mærkværdigt ikke at tale med sin kollega, hvis man mødte hinanden i morgentrafikken stod ved siden af hinanden i nogle minutter.

Ellen og Maria

Men stille og roligt kravler folk ind under huden og langsomt begynder man at blive venner. Det sjove er, at jeg kan have lidt svært ved at kalde damerne i mit Kinaliv for veninder. Jeg aner ikke hvorfor, for de er jo veninder. Måske er visheden om at man bliver ganske tætte for to-tre års tid og så skal sige farvel, måske for evigt, alligevel en gældende faktor. Michael er lidt afhængig af mig og min evne til at netværke, idet han udelukkende deltager i festligheder i weekenderne.

Til Snow Ball var det virkelig dejligt at være ude sammen. Det var første gang siden vi flyttede og vi trængte til at være lidt voksne alene, danse og hygge os.

Min utroligt lækre mand og Ellens mand, Christian, aka Richard Gere.
Vores hyggelige tyske bord.
Ellen, Maria og Samara, der desværre er draget mod Tyskland og ikke er i Nanjing mere. Maria skal tilbage til Tyskland til sommer og Ellen bliver forhåbentligt og heldigvis sammen med mig indtil vores mænds kontrakter slutter nogenlunde samtidig.
Hr. og fru… Aldrig igen behøver jeg at få taget et lignende billede, men det er nu meget hyggeligt at have. Især fordi vi ikke har et eneste billede af os sammen i fin mundering. Sidst vi fik taget billeder sammen, hvor vi faktisk er pæne var til vores bryllup….

Stine var sød at sende en sms omkring kl. 20.30 om at børnene faktisk havde det godt og sov. Hverken Michael eller jeg havde ikke skænket dem én eneste tanke….. Men vi blev mindet om at vi havde indtil søndag formiddag alene og dét skulle fejres!

Alfred var lidt sur over at han ikke havde været med….

Nogen af damerne, jeg hang ud med i daværende semester skulle videre eller hjem fra Nanjing og dét måtte ikke gå stille hen. Vi var i alt 8 damer, der tog afsted, men desværre i hold, da vi ikke allesammen kunne være afsted hele weekenden.

Fredag formiddag kørte 4 forventningsfulde kvinder afsted til togstationen for at skulle have en ladies night i Shanghai, bare sådan en lille sviptur, du ved… Til lille Shanghai. Nothing special…

Stemningen var sat. Ellen, Maria og Bijanka
Vores air B&B lejlighed og altan.

Da vi kom frem var der tilsyneladende åbent hus og fremvisning af lejligheden netop dén dag, vi havde lejet lejligheden. Der var tre smarte nøglebokse med kode ved hoveddøren og koderne havde såmænd omkring 10 forskellige par fået af udlejer. Det resulterede i at vi var igang med at pakke ud og pludselig kom flere personer vadende ind ad døren – til mit og Bijankas værelse… Vi konkluderede hurtigt at det nok var smart at tage værdigenstande og pas med, idet der ikke var muligt at låse af. Vi manglede et par hovedpuder og lidt betræk til dynerne, men dem ville udlejer da meget gerne komme forbi med om lørdagen. Klokken var trods alt 17 og det var jo lidt sent at vi først skrev der, altså…. Pyt, puder skal man ikke bruge, når man skal sove der den første dag. Man kunne vel også spørge nogen af de besøgende, der kom til fremvisningen.

Et par kinesere i metroen.
Måske jordens største frisør med frisører i uniform.
Street food kitchen
“Tak for en god skoledag, hr betjent..”
“Hmmm, hvor skal jeg sætte min vaskemaskine….? Hvad med hér..?”
Manden, der solgte mig en selfiestang til overpris på fake markedet var meget opsat på at få et selfie med Ellen og mig – og det skulle han da have! Han fik dog kke min WeChat-kontakt, som han ellers spurgte om…..
Sådan her ser et rigtigt metrokort ud!
Bemærk gerne hvordan man på sirligt vis har sørget for orden i kablerne på kabelmasterne.
Restaurant POP på øverste etage i en af Bunds smukke bygninger.
Udsigten fra den kølige terrasse.

Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at dette syn…
Ellen, Constanze, Maria, Samara og Bibi.
Uh, vi var så unge at tage på bar – og der var ingen stole! Jeg har ikke danset så meget i flere år… Og fået så mange damenumser skubbet, gnubbet og klasket på lårene af unge, dansende og letpåklædte piger i starten af 20érne. Og bartenderne lavede ild på disken og ja, fløjtede i en fløjte i takt med musikken. Så unge, var vi!

Efter en lang dag, hård nat og slem morgen måtte jeg med hurtigtoget tilbage til Nanjing – desværre en dag tidligere end de andre… Men årsagen vejede lidt op for ærgelsen: jeg skulle hente min bror i lufthavnen i Nanjing! Kort efter vi var flyttet til Kina i august drog Julius afsted til Singapore for at studere. Så vanvittigt international, man dog lige pludselig bliver i sådan en familie…

På vej hjem i lyntoget alene og med tømmermænd. I højtalerne bliver der meget tydeligt sagt at det er forbudt at sove på bordene. Man får på ingen måde opfattelsen af at dette budskab er modtaget hos de rejsende.

Man vender ikke togene ved endestationerne, men lokoføreren går de omkring 2 km ned til den anden ende af toget, og så vender man da bare alle sæderne i hele toget! BUM, så var der også lige et par arbejdspladser mere!

Det var virkelig dejligt med besøg hjemmefra endnu engang. Det er så skønt at kunne vise sin hverdag på en anden måde end fortællinger på skrift og billeder. Her ser man alt det skæve, lugter lugtende, hører lydene, mærker og oplever stemningen… Selvom Julle kom direkte fra Singapore og er blevet noget af en verdensmand efterhånden, så tror jeg han synes det var sjovt og anderledes at være her. Og måske er han blevet overbevist om at vi ikke skader vores børns mentale helbred i så stor grad, som han hidtil har syntes.

En af de sjoveste taxature nogensinde og et godt udtryk for hvordan folk er og tingene fungerer her.

Julle og jeg skulle på tur alene og bestilte en taxa via DiDi, der er a la Uber. Destinationen, The Ancient Caves of Nanjing, så ud til at være korrekt på kortet… Men da vi “ankom” var vi langt væk fra alting, kun tæt på den lille slumlandsby, vi netop havde kørt igennem. I Kina har jeg først set en landsby som denne dén ene gang. Jeg forsøgte at forklare chaufføren hvor vi skulle hen ved at vise et billede af et kort, der udførligt viste hvor vi gerne ville hen. Taxachaufføren forstod intet. Han blev ved med at snakke og både Julle og jeg forstod heller intet, “ahh, wô bù míngbái….”.

Manden skrev noget på sin telefon, som blev oversat til; “jeg har tilkaldt politiet”…

Selvom både min bror og jeg var rimeligt sikre på at det var i god mening at politiet var tilkaldt, men gav det alligevel lidt sommerfugle i maven… Da politiet ankom forklarede taxachaufføren situationen. Politiet talte med min bror, som havde fået min telefon i hånden og nu viste politiet selv samme billede, som vi havde vist chaufføren ca. en halv time tidligere (yes, vi sad og ventede så længe…). Politiet viste derefter chaufføren billedet og pegede på akkurat det samme sted, jeg havde peget på, og sagde “zhège”. “AAAHHH!” udbrød chaufføren og vidste nu lige præcis hvor vi skulle hen……………………… Vi takkede politiet for deres store indsats og chaufføren var sød at tilbyde os at køre os gratis til den korrekte destination, der lå ca. 15 minutters kørsel derfra. Det kunne vi selvfølgelig ikke tage imod og JEG var simpelthen nødt til at spørge ham om et selfie (man er vel ved at integrere sig..) for at forevige denne hyggelige og meget kinesiske taxatur.

The Ancient Caves of Nanjing. Måske har de fundet gammel cement, jeg ved det ikke.

Som så meget andet i Kina, lader attraktionerne til at være ægte gamle og kinesisk kulturhistoriske. Når man så får kigget engang efter bliver man overrasket og man kan pludselig finde sig selv stå i en betonhal med hulrum i “grotte”-væggene, der runger når der bankes på dem – altså The Ancient Caves. Hvis man spørger en person i området om dette sted eller bygning nu er ægte gammelt, kigger vedkommende gerne på en og siger “øh nej, det er en ny og bedre kopi af det gamle, der selvfølgelig er revet ned. Det var jo gammelt…”. Disse urgammle grotter var placeret ca 3 meter fra denne høje klippevæg, der i øvrigt også var støbt flotte cementfirkanter på. Men der var en fin udsigt og et smukt vejr. Vi var begge dog noget forpustede, da vi “hikede” op ad de mange trapper og småstier.

Luftforureningen begyndte så småt at komme snigende i midten af december og det havde langt mere at sige end vi havde regnet med… Mere om dette lidt senere.

Som søskende forbliver man nok altid mere eller mindre i samme roller, man altid har haft i forholdet. Noget, vi altid har haft sammen og stadig har er at vi kan være utroligt pinlige og fjollede sammen. Eller rettere; jeg er pinlig og Julius griner og er angstprovokerende flov.

Frokost

Efter nogle dage forlod Julius os for at få det sorte bælte i “verdensmand” og vores hverdag fortsatte ufortrødent. Lad os tage et par billeder på stribe:

Jeg er simpelthen så glad for min scooter!! De dage, hvor jeg ikke har kunne bruge den, har det været besværligt og langsommeligt at komme rundt. Ikke at det ikke fungerer med taxa for det er virkelig nemt og utrolig billigt, men der er noget rart og lækkert ved at kunne bestemme selv og fx ikke skal bære sine indkøb for en uge. Desuden opfører børnene sig oftest ualmindeligt dårligt i taxaerne og det er nu rart at man ikke skal sidde og shhh´se på dem på scooteren. Og så har man bare en bedre fornemmelse af hvor man egentlig befinder sig i verden – og hvor kært man har livet.
Vi expats er åbenbart glade for seje køretøjer.. Min til højre. Jeg ville helt bundærligt utroligt gerne eje den røde scooterbil!
Kødmontren i det lokale supermarked, Suguo. Der er høflig selvbetjening og man kan rage og gnubbe kødet, hvis man har lyst til det. Eller nyse på det. Eller lige hoste lidt, mens man undersøger om man skal have dette stykke kød og så måske bagefter tænke; “eeej, der er ikke nok brusk og ben på det hér stykke..”…
Ligeledes fin selvudvælgelse af fisk. m.v. Dette ser nu meget pænt ud, synes jeg.
Kødforretning på grøntmarkedet.

I midten af december blev vi beriget med endnu et bedsteforældrebesøg og der var lagt op til 15 dage for fuld udblæsning.

Alfred og Karla stod klar på togstationen meget længe! Og nøj, hvor især Alfred glædede sig!

Min mor og Brian fik da ellers også deres ilddåb ved ankomsten til Kina. De ankom vist rimelig rettidigt med flyet til Shanghai lufthavn og blev hentet af en chauffør, Michael havde booket. Derfra skulle de til togstationen i Shanghai, der som regel ligger max en times kørsel fra lufthavnen. Stjernerne må have stået forkert denne dag for der var selvfølgelig enten vejarbejde eller trafikuheld, og på trods af en god tidsbuffer ankom min mor og Brian til togstationen ligesom toget gik…. Nå, hvad gør man så??  De havde ikke mulighed for at ringe, ingen forbindelse til nettet, så WeChat-opkald var udelukket. Man kunne da selvfølgelig spørge nogen ansatte på togstationen, men de forstod ikke rigtig engelsk. Heldigvis – og som sædvanlig – meldte en kineser sin hjælp og fik Brian koblet på nettet i togstationen, så han kunne få fat i Michael og efter en del opkald mellem Brian og Michael, Michaels sekretær, togstationens reception, mig, der sad i en bil med børnene på vej til stationen, lykkedes det at få ombooket billetterne til en senere afgang. Selvfølgelig nogle langt dyrere billetter, men skidt. Og 1,5 time forsinkede.

Til især Brians store frygt sad de selvfølgelig i hver sin ende af toget og da han kom ned til os, der ventede og min mor ikke var der, ja så var der nærmest panik i mandens øjne. En kineser havde måske stjålet hende… Måske var hun slet ikke med toget.. Måske var hun faret vil på perronen eller måske stod hun stadig i Shanghai og prøvede at logge på internettet.

Og morfar fik en stor krammer af “sin aller bedste ven”, Alfred.

Heldigvis for os alle var min mor selvfølgelig med toget og fik tudende sagt hej til børnene og mig.

Mormor kom endelig og hvor var der stor gensynsglæde efter 4,5 måned. Karla var overraskende snakkesaglig og fortalte mormor om alverdens angiveligt spændende ting.

Og så skulle der saftsusme vises Kina frem!

Baohuashan, en ældgammel ny landsby. Vi ved stadig ikke om den er ægte gammel eller genopbygget, men bedre end gammel eller ny gammel.

Julius var vist i Shanghai eller lignende på dette tidspunkt.

Karla med mormor. Og en fugl.

En mand med en smøg, en gasbrænder og i færd med at bøje den bitte bambus for at få den til at passe til byggeriet ved siden af.

Hvis man skulle på toilte skulle man gå til højre.
Det er altid godt at vide.
Yes!
Man kan godt blive virkelig træt ovenpå jetlag, to børn, der er glade for at se sine bedsteforældre og sightseeing.

Heldigvis var alle rimelig enige om at hjemmehygge med julebag også var hyggeligt.

Kageudstikkerne havde rejst hele vejen fra Danmark sammen med brunkagekrydderi og frugtfarve.
Det er ikke nemt at få “frisk” julepynt i Kina og juledekorationen for enden af bordet var hentet af en kvinde fra skolen, der er primus motor på en af de velgørende organisationer i Nanjing. Hun tog simpelthen sin bil og kørte 400 km til Shanghai for at hente omkring 50 dekorationer til julesultne expats i Nanjing. De fås ikke andre steder, så alle var glade og alt overskud gik til organisationen.

Min mor blev desværre syg, men Julius og Brian skulle ikke snydes for et af de flotteste bygninger i Nanjing, Yuejiang Lou, som vi også besøgte med farmor og farfar. Det er en fast del af kom-og-besøg-os-i-Nanjing-pakken.

Kort efter ankomst til området skulle jeg lige af med klapvognen. Da jeg kom tilbage stod to introverte og forstenede mænd og klamrede sig til mine børn, der igen var blevet turistattraktionen.

Man skal have et selfie med sin nye stang….

Fin udsigt, så langt den begyndende forurening tillod.
Klassisk restaurant, hvor der er små stationer af forskellig mad. Ret kantineagtigt. Forskellen på dette sted og kantinen i Novos personalekantine er, at kokkene gerne står og kalder på dig og foreslår deres egen mad og giver dig tilbud, som stod på på grønttorvet i København. Man kommer nærmest til at købe det hele, fordi man ikke har lyst til at afvise dem. Altså med mindre det er kogte kyllingefødder eller vandmand….
Dejlig kinesisk mad. Julius var selvfølgelig en sand asiatisk artist med spisepinde mellem fingrene.
Karla kan godt lidt nudler – stadig.
Træt med træt på. Jeg faldt i søvn kort efter billeder blev taget og Julius sov på forsædet. Måske vores chauffør også tog en lille lur….

Ligesom os var vores gæster imponerede over hvordan man transporterer ting i Kina. Her er nogle eksempler:

Jeg elsker deres måde at transportere ting på.
En sælger på cykelstien foran Karlas vuggestue. Hvis man nu lige manglede en bøjle eller noget.
Igen, fuldt forsvarligt. Jeg ville nok tøve med at ligge bagved ham på vores scooter..
Vanvittig sej cykel.

Jeg elsker at tage billeder af alt det skøre og skæve – og der er virkelig meget. Og meget mere end jeg når (og tør) tage billeder af. Generelt er det tydeligt at kinesere tænker meget anderledes end mig og andre mennesker, der er vestligt opdraget. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig ikke at tænke selv og jeg kan slet ikke forstå man kan undgå det. Men jeg har måtte sande, at det nok er rigtigt, når folk hævder at kinesere ikke tænker selv. Det kan til tider misforsås og anses af vestlige mennesker, som dumhed. Men det er det bestemt ikke. Vi forsøger at forklare vores børn, at det ikke er dumhed at man vader ud foran bilerne i trafikken eller at man ikke tænker sig frem til konsekvensen af ens handlinger – det er blot fordi de aldrig har lært at tænke selvstændigt. De er vant til at nogen andre fortæller, hvad de skal. Og så gør de det.

Et godt eksempel er at man vander vejene i Nanjing fordi luften er meget støvet. Det havde været hård frost i et par dage i januar måned, omkring  minus 13 grader. Og vandvognen kørte stadig, fordi ingen havde sagt at den ikke skulle. “Jamen hvorfor i alverden kunne lastbilchaufføren dog ikke tænke sig til at det ville lave vejene til skøjtebaner?!?!??!?!?!?” – Fordi ingen havde sagt det. Slut.

Man skal også lige huske at kigge om ens ayi bruger samme klud til toilettet og køkkenbordet. Hvis hun ikke har fået det at vide før, så er det nok en god idé at sige det, inden hun går igang med den helt store rengøring af køkkenbordet…

Vi har fået lavet flere ting i vores hus i forbindelse med indflytning. Vi har ad flere omgange måtte tjekke om det, der blevet lavet nu også virkede. En worker havde fået besked på at opsætte tv og internet. Det blev skiftet. Men duede det? Nej. Men workeren havde ikke fået besked på at tjekke det. Så det var godt, vi lige gjorde det og fik workeren til at få det til at fungere inden han smuttede.

Vores have har været fuld af sten og glasskår efter renovering. Udlejer fik langt om længe bestilt nogen til at ordne haven. En dag – selvfølgelig uden vi vidste det, det ved man aldrig (og det er også okay) – kom et hold af mænd og kvinder i alderen 105+ (de så virkelig sådan ud og jeg havde det vanvittigt skidt med det…..) og tog (de fleste) sten og glasskår af plænen, vendte jorden og såede græs (de fleste steder i haven). Vi havde været væk i mellemtiden og kom hjem til ingen strøm. Man havde hakket vores hovedforsyningskabel over med en spade. Nå, så må man jo fixe det. To mænd kom og ordnede sagerne. Nu har vi et kabel gennem hele vores have og det er  ikke er langt nok til at ligge langs kanten. Det er ikke gravet ned, det fik man jo ikke besked på – det skulle jo bare være strøm igen. I Danmark er der lov om at grave hovedforsyningskabler et vist antal centimeter ned, jeg mener det er 40 cm eller lignende, for at forebygge skader på personer eller materiel.

Vores flotte, grønne plæne med en elål liggende i haven. Jeg tror vi skal undgå at købe metalskovle eller lignende til børnene….

I det hele taget er der mange hovsa-løsninger, fordi man ikke overvejer hvordan det fungerer eller ser ud i det lange løb. Det giver os ofte smil på læben, for man skal ret hurtigt lære at lade være med at blive ophidset over det. Og vi (især mig!) har lært ret meget hvad dét angår….

Jeg kan mærke at jeg må uddybe dette i et andet indlæg og så ellers få december afsluttet….!

Jeg viser altid enormt meget fra Alfreds skole, nu er det lidt fra Karlas verden:

“Geniuses are made, not born” er sloganet i Karlas kindergarten. Skiltet med politiet viser tydeligt hvor klog man kan blive, hvis man går i skole og opfører sig ordentligt.
Korrekt, min geniale datter har lavet dette kunstværk.
Igen, ren Picasso.
Trods hun blot har klistret tingene på, så må det da alligevel være hyggeligt for dem.

De laver mange ting og det virker næsten som om at Karla har lært noget nyt hver dag. Hun kan selv tage et fuldt sæt tøj på inkl. sin ble, stryge ting med sit legestrygejern, knappe knapper, lyne sin lynlås, hun folder viskestykker fint sammen, laver god kage og varm kaffe i sit køkken og passer godt på sin baby, putter den med kys og sang og triller den i sin nye klapvogn. I vuggestuen tager ikke så mange billeder, som Alfreds skole og har heller ikke skoleintra, hvilket er min primære kilde til billeder af Alfreds skole. De bruger nok deres tid på at se på børnene igennem egne øjne og ikke telefonskærmen.

Og ja, så er hun to år og har for få måneder siden lært hvor hendes numsehul og næse er.

Så har de sunde, nærende og mættende morgensnacks til et par dage.
Det ser næsten ud til at Karla er i fængsel.  Morgensnack-setup med hvidløg og de gode, danske kager.

Så blev til endelig hjerternes fest og det føltes helt som hjemme, nu hvor min bror var tilbage i Nanjing og mor og Brian var her. (Plastik-)juletræet stod klar til danske julesalmer og gaver i hobetal, julekonfekten med mormor-leveret nougat og marcipan stod klar til afspisning og ikke mindst stod min mor i vores køkken og tilberedte den som altid dejligste julemiddag med specialindkøbt kalkun, waldorfsalat med flødeskum af langtidsholdbar piskefløde og ris a la mande med kirsebærsauce fra Netto. Det smagte som sædvanligt himmelsk af familie, jul og hjemme.

.
Frossen kalkun fra vores evige redning, MyShop.
Når man skal have det perfekte julefoto af børnene.
Efter omtrent 73 billeder og “hold nu op! Sid nu stille, for pokker! Helt ærligt, vi skal bare have ET billede….!” så skete dette magiske øjeblik i tiendedele af et sekund.
Jeppe, Michaels kollega var med til juleaften. Hans familie var hjemme i Polen, men det var desværre ikke muligt at holde fri fra skibsbyggeriet. Her er ikke helligdage i vores juletid, så det var ganske almindelige arbejdsdage alle dage.

Som altid er der ingen rigtig dansk fødselsdag uden dansk lagkage fyldt med kagecreme og Nutella. Det tager pludselig flere dage at lave en lagkage fordi man skal bage bunde og koge kagecreme, som skal være helt kold før brug. Og ja, Dr. Oetckers kagecreme på brev smager faktisk bedst!! Og når man ikke kan få det, så vil man have det.

Min mor havde medbragt frugtfarve og det skulle da afprøves på bundene.
Alfred 5 år! Pludselig er flagservietter, stikflag, strøflag og flagranker fuldkommen uvurderlige (….i min verden…). Med posten har vi endda modtaget en fin hjemmehæklet flagranke fra min veninde, Carina, og dén faldt i god jord!

Alfreds 5 års fødselsdag blev fejret som den skulle med dannebrogsflag overalt, gaver og lagkage. Han havde bestemt at vi skulle have risotto til aftensmad, så det fik vi.

De nye rulleskøjter fra farmor og farfar og stærke morfar ved sin side.

Og måske sidder der nogen og tænker; “okay, hun er virkelig blevet glad for Dannebrog…”, så har I ret! Det er da fantastisk at vi bruger vores flotte flag til at fejre specielle dage og begivenheder. At man ankommer i lufthavnen efter en rejse og at man har fødselsdag. At brugtbilsforhandleren har jubilæum ligesom sygeplejersken, der har arbejdet i faget i 40 år og at Bilka endnu engang i år har fødselsdag. At hr. og fru Nielsen har holdt sammen gennem tykt og tyndt og nu kan fejre deres velfortjente guldbryllup. At man endelig har gennemgået tre år på gymnasiet og nu skal til at lege voksen. Det er da festligt og det bliver kun smukkere af at vores flag og fællesskabsfølelsen bliver klasket op i flagstangen og pryder den blå (eller 7 måneder af året, grå) himmel med frisk luft og fuglesang.

Snart var familiebesøget forbi og der skulle lige Nanjing-vises af inden flyafgang.

Metroen er ikke helt lavet til mænd, der er omkring 2 meter.
Det obligatoriske familieselfie. Fuzimiao by night.
Luftforureningen tog så småt til og Alfred var meget vild med sit mundbind med kulfilter. Indtil det blev varmt og fugtigt og luftede dårligt.
Bagsædet er altid en fest!
Endnu engang projekt alt-dit-Lego-skal-samles-“rigtigt”.

Nu var det tid til at onkel Julle drog videre ud i verden og hjem til Nørrebro og endnu engang skulle vi sige farvel til en smågrædende bedstemor og stille bedstefar. Det var dejligt at have besøg og især børnene havde nydt opmærksomheden, gaveregnen og vores hyggelige familieture pg hjemmedage. Vi nød igen at vise vores verden frem og med stolthed vise hvilken skør tilværelse, vi er hoppet ind i. Og det er især specielt når det er vores forældre.

Året gik på hæld, den kolde vind kom snigende, luften blev tungere og foureringen var for alvor kommet tilbage for den kommende sæson. Det er nemlig meget sæsonpræget og skyldes ikke kun bilos. Det skyldes især de mange fabrikker og når der produceres varme eller el. Man har stadig afbrænding af kul og det er helt sikkert en afgørende faktor for smoggen.

En tung, lugtende og benzinsmagende brungrå dyne lå henover Nanjing omkring nytår og jeg må sige at jeg var lidt overrasket. Vi havde to luftrensere i huset, da vi flyttede ind, men havde ikke rigtig haft dem tændt fordi luften var sådan fin nok. Jeg havde syntes at det var lidt hys med luftrensere osv… Men indeks var omkring 450 kl. 18 nytårsaften og det så ud som om man havde fyret krudt af hele aftenen, da vi kørte gennem Xianlin og skulle hjem til nogle venner og fejre nytår. Til sammenligning skulle der være målt 20-25 på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden og New York skulle have et generelt indeks på omkring 60. Jeg har fået fortalt af en tysker at man lod sirenerne hyle og bad folk om at blive indendøre i Stuttgart, da indeks oversteg 40. WHO´s anbefalinger er omkring 25.

Dette var indeks en dag i januar. Vi bor i Xianlin-området.

Det er måske lige voldsomt nok nærmest at lukke en by ned pga indeks på 40, men i forureningsperioden er vi glade hvis den er under 200. Skolen har filtre i ventilationsanlægget og er indeks over 200 udenfor må eleverne ikke gå ud. Mange i gadebilledet bruger mundbind, nogle blot almindelige operationsmundbind, hvilket ikke rigtig giver noget, nogle har kulfilter i og andre har nogle smarte bomuldsmasker med hul til munden, hvis man for eksempel skal spise eller drikke af et sugerør…. Den sidste type kan jeg slet ikke forstå at man overhovedet producerer.

EkstraBladet har skrevet til om en kinesisk artikel om smog. Vær så god, I vil smile lidt… https://ekstrabladet.dk/vrangen/article4615550.ece

Men det stod klart for os at forureningen var et faktum og at det er noget man skal tage med i pakken, når man bor hér. Det vidste vi godt på forhånd, men nu var det en realitet. Vi har taget vores forholdsregler og blevet indendøre hvis det ikke var dybt nødvendigt at skulle ud. I løbet af vinteren har vi nogle dage ikke kunne gå ture eller på legepladsen, nogle fodboldkampe med Michaels klub blev aflyst, børnene på skolen er blevet indenfor hele dagen og vi har ikke kunne åbne vinduerne og lufte vores hus ud.

Men nytårsaften kunne vi springe ind i Samara og hendes families hus fra taxa og ikke dø på vejen… Og Michael havde rigtig glædet sig til ægte kinesisk fyrværkeri og der skulle ikke mangle noget!

Aysu, Elias, Alfred og Karla ved festligt nytårsbord.

Desværre er det så forbudt i Nanjing at fyre fyrværkeri af. Ja, Michaels forventning om at lave et ægte kinesisk show udover det sædvanlige blev manet til jorden ganske hurtigt. I Danmark er det ikke nødvendigvis umuligt at få fat i noget, der er ulovligt, men Michael forhørte sig på værftet, og det lod til at være komplet umuligt. Ja, og det er også så fjollet at skulle i fængsel for at fyre lidt krudt af. Det positive ved det var, at vi ikke skulle stå udenfor i minus 13 grader og fryse i vores fine tøj, og vores underlige paphat blev ved at flyve af, alt imens der væltede en masse fulde mennesker rundt med cigar og fyrede op i små bomber.

Men det manglede nu alligevel. Hurra for det nye år! Hvor er Dronningen? Hvor er Københavns rådhusur? Hvor er al fyrværkeriet? Hvor er kransekagen?

Den kom 7 timer efter i Danmark.

Vi fejrede nytåret med Samara og hendes familie.

Men hyggeligt var det! Vi havde fået dejlig mad, okay champagne og børnene faldt først i søvn, da vi kørte hjem i taxa kl. 02 om morgenen.

Vores første årsskifte i Kinaland.

Hvis du nu skulle være en af dem, der har skrevet en kommentar på et indlæg engang og tænker; “hvorfor i alverden svarer hun ikke…??”, så prøv at kigge efter nu. Det er vist ikke sikkert at du får en mail om at jeg har svaret på din kommentar. Bare til info – jeg takker mange gange for de tidligere kommentarer og kan godt tåle at få flere. Vi bliver så glade for dem!

 

Som altid; TAK fordi du læser med…

Sol, Buddha & Dannebrog. November 2017

November. Det plejer at være en våd og kold fornøjelse i Danmark. Vejret var vidunderlig i november, lunt, ikke blæsende og med solskin. Ikke rigtig regn og heller ikke så forurenet, blå himmel og kun fuglesangen manglede. Af en eller anden grund er det ikke så mange fugle her. Måske de spiser dem allesammen…..

Hverdagen var så småt for alvor kommet igang, Michael begyndte at få rigtig godt fodfæste i projektet og børnene havde det godt. Alfreds sprog var stadig i underkanten af hvad han synes var fedt, men han var modig og talte med dem, han kunne og skulle. Også selvom halvdelen var dansk. “This er my ørs”, og ja, det var hans ører.

Nu sidder jeg i april måned og skriver om november og det føles virkelig som længe siden. For min egen og andres skyld vil jeg glide lidt hurtigt henover de næste par måneder – en af vores venner, David, annoncerede at han jo nærmest skulle have læse-blog-fri fra arbejdet (han læser bloggen, HURRA!) og at det tager ligeså lang tid at læse de lange indlæg, som det tager at skrive dem. Det gør det nu ikke, men ok, de er også utroligt omfattende…! Jeg må jo nok erkende at jeg ikke kan skrive minuturoøst om alt der sker i vores pisse spændende hverdag. Og det er nok egentlig også de små finurlige og underlige ting, der kun kan ske i Kina, der er det sjoveste. At man kan spænde en scooter på en scooter i transportens tegn, at man lægger et hovedforsyningskabel til vores hus ovenpå græsplænen i baghaven fordi man hakkede den over i forbindelse med en simpel græsplæneluning, at cocktailpølser er pakket ind separat i hver deres vacuumindpakning, at man skæller fiskene (halv-)levende, at kinesere færdes i trafikken som var de høns, der render forvirret rundt i en hønsegård fordi ræven er sluppet ind og at mange kinesere hakker, spytter og bøvser, men til gengæld er vanvittigt søde er vel nogle af de ting, der faktisk er interessant at vide lidt om.

Ballonmand på vej på arbejde.
Når man skal tisse, skal man tisse. Om det så er i et af de største trafikkryds i mands minde og man befinder sig i sin firmabil. Men man holder jo alligevel for rødt og måske er telefonen løbet tør for strøm.
Det er ikke så sjældent at man ser disse køretøjer på vejen her i Nanjing. De er primært til at transportere brædder, sten, haveaffald, m.v. Man skal nok lige passe lidt på fingrene, idet den bitte rem kører afsted på fuld hammer. Maskinen lyder som en gigantisk græsslåmaskine og man kan høre den på lang afstand. Den kræver stor motorisk talent idet man både skal hive i stænger, trække i snore og træde flere pedaler for at få motoren til at trække rustbunke med tilbehør afsted.
Når det er sommer har de fleste kinesere 3 timers frokostpause, om vinteren kun 1,5-2 timer. De spenderer den gerne ved at sove.
Planlægningsmøde i bladfolkets mødelokale.
Jeg mistede nær livet ved at tage dette billede med en telefon i venstre hånd og gashåndtaget i højre, mens jeg måtte køre om kap med denne racerkører, manurere udenom fodgængere (der jo selvfølgelig går midt på scooter-/cykelstien, gerne med en klapvogn eller lignende…) eller andre scootere, der kommer fra sidevejene og bare kører ud uden at se sig for…
Fint lasttransportmiddel med optimal beskyttelse af kraniet i tilfælde af kollision.
Man kan næsten ikke tro det, men kinesere er endnu værre  (eller bedre…) til at glo i deres telefoner end man er i Danmark.
Der er virkelig mange sharing bikes i Nanjing, virkelig mange. Her et lille udvalg foran en metrostation. Man havde ikke lavet en sti ind til indgangen til stationen… Cyklerne koster 1 yuan (ca 1 krone) at leje pr tur og betales selvfølgelig via Alipay, hvad der svarer til vores mobilepay, dog i en noget mere udviklet form (seriøst, deres WeChat og Alipay er vanvittigt sejt! Selv på grøntmarkedet har alle sælgere deres egen QR-kode og man skal intet taste andet end beløbet på betalingen. Desuden har man sin egen stregkode, som butikker kan scanne, når man skal betale. Beløbet godkendes med kode eller fingeraftryk på telefonen. Jeg er mega imponeret og forstår ikke hvorfor Danske Bank ikke lige har tittet til Kina for inspiration…).
For lige at vende tilbage til cyklerne, så kan man også købe en måneds abonnement til 3 yuan og 3 mdr til 5 yuan. Det resulterer naturligvis i en masse cykelforurening i form af cykler alle mulige og umulige steder, midt på vejen eller cykelstien. Og de koster vist kun omkring 20 kroner at producere, hvorfor de ikke passes på og selvfølgelig ender deres liv i en kæmpe cykelgrav, som nogen en eller anden dag og et eller andet sted må bøde for. Men det er fint nok, det er ikke nu, så man ser det jo ikke. Skidt pyt.
Morgen, Tai Chi, djævlespil og nattergaleluftning med tilskuere under metroen og Alfreds skole i baggrunden.
China Posts fordelingscentral og angiveligt afhentningssted for internationale forsendelser. Indgangen var i en gyde og op til anden sal ad en trappe, der lignede et sted til en parkeringskælder, hvor man havde 79 % risiko for at blive antastet af en blotter.
God orden i sagerne på posthuset.

I Karlas vuggestue havde man simpelthen to gange udklædningsdag i løbet af november, hvoraf den ene af dagene var pyjamasdag. Jeg ved ikke hvem der havde det sjovest rarest ved at spendere dagen i nattøj, for lærerne var mindst ligeså engagerede – hvilket er fedt, bevares!

Yes, det er lærernes pyjamas – ikke udklædning. De trisser angiveligt rundt i denne mundering derhjemme og holder varmen på kolde efterårs- og vinterdage. Det er ikke så sjældent at man ser en mand eller kvinde være ude at handle i pyjamas og gerne tøfler med pels på. Sættet er foret med fleece eller dynelignende materiale og kan tilsyneladende sørge for at man holder varmen.
Lærerne er meget klar til at modtage børnene.
Jeg blev glædeligt overrasket over at de virkelig havde forberedt et rigtigt slumber party og slået telte op i klasseværelset. Det lod til at lærerne også havde en fest og havde glædet sig meget til denne dag.
Susan var som altid klar til hygge og leg. Bemærk gerne den stiplet linje – her skal børnene sidde ved samling, højtlæsning eller lignende. Og når de leger….! Der er orden i sagerne!

Jeg kan desværre ikke finde ud af at lægge selve filmen i indlægget, men her er linket, så man kan se filmen.

D2DD2E81-B86C-420C-B9C1-1F6AC5295625

Fay, klasselæreren (nej, hun er ikke 15 år, hun er omkring 30…) sammen med næsten hele klassen.
Karla og 11 af hendes sorthåret venner. Keer, Karlas gode veninde sidder til højre for Karla.

Den anden udklædningsdag var ligeledes præges af stor mystik og begejstring. Da Karla ankom var der vældige glædesudbrud fra hendes tre lærer, ligesom de oftest gør, når Karla melder sin allernådigste ankomst og ridder på velkomstkomitéens højlydte begejstringsbølge og adskillelige kram. Især hvis hun har været fraværende på en ellers almindelig skoledag.

Mega klar!

Det kan godt være at hun ikke lignede de andre hekse og græskar, men hun var glad og syntes hun så skønt ud i spejlet.

Jeg fik også lov at klæde mig ud som fin dame i forbindelse med Melbourne Cup, et hestevæddeløb, der varer ca. 2,5 minut og man har en undskyldning for at drikke champagne kl. 10.30, været dullet op til fest, spise en hel dag og ikke lave dagens gode gerning.

Jeg er faktisk lidt flov over at lægge dette billede op… Dette er på ingen måde en del af livet her, men det var skønt og sjovt at lege fin dame med hat.

Jeg følte mig som en kæmpe idiot og rigtig hausfrau. Det var vanvittig pinligt at skulle ud ad døren kl. 9:30 med fest-makeup, “den lille sorte kjole”, høje hæle og…. hat….. Man skal åbenbart have hat på, ja. Sådan en smart en, hvor man kan vinde pris for bedste hat. Og det gjorde jeg. Det sjove var at jeg havde lånt den af en kvinde, der havde haft den på året forinden. Jeg gad da ikke spendere hele 100 kr. på en hat, jeg nok aldrig ser igen, fordi den ligger i skabet og samler møl indtil vi skal pakke hele vores liv sammen igen og drage væk fra Kina.

Det gode med arrangementer er at man møder nye mennesker. Jeg lærte for eksempel hende her, Maria, godt at kende. Hvem lærer man ikke godt at kende over mad og champagne…?

Det smukkeste ved dette arrangement var at mange af dem, der havde deltaget var mødre fra skolen og at jeg var forfææærdeligt træt, da jeg hentede børn og i virkeligheden nok skulle have ladet scooteren stå derhjemme….. Vi var ikke så mange der blev længe på spiderweb i skolegården efter skole, som vi plejer og der blev nok sat en film på fjernsynet hjemme i de små mor-har-været-til-champagne-brunch-idag-hjem.

Men ærligt talt er det skønt at skulle tænke tilbage til november for at have været til champagnebrunch sidst (og den eneste gang). Det er heldigvis ikke almindeligt her, tværtimod, så er der færre hausfrau-ting end jeg troede. Det er helt normale kvinder og mødre, jeg omgås og ja, vi har faktisk ting at lave i løbet af dagen – man keder sig (heldigvis) ikke (så meget). Mange fra Danmark spørger: “Du må da kede dig… Hvad FÅR du dog dagen til at gå med..? Negle, massage, sove, se tv..?” Ja, det er netop dét, jeg gør, intet andet. Og jeg kan flyve og har røntgensyn.

Xuanwu Lake, tæt på downtown Nanjing.

Den 5. november havde Michael og jeg spenderet 7 år sammen og det måtte diskret fejres med en familietur til Xuanwu Lake, som er en kææææmpe sø midt i centrum af Nanjing. Det tager mange timer er gå rundt om søen, og der er så hyggeligt og smukt.

7 år sammen med denne dejlige mand. Jeg har været heldig at møde en vidunderlig mand, der har lært mig meget om livet og mig selv, er far til mine børn og en sød og kærlig ægtemand. Jeg er taknemmelig for at vi har kunne tage denne chance og flyttet om på den anden side af jorden. Og han er mindst ligeså heldig som mig, hvis jeg selv skal sige det….

Lørdasgsskolen på ekskursion.

Man er fjollet med at fiske her. Alle mulige steder. Mange steder har man sådan en lille pøl, som her eller et oppusteligt badebassin fyldt med bittesmå fisk. Dem skal man så fange med en lille bitte krog eller et lille fiskenet. Børnene er især fjollede med at plaske rundt med nettet nede i vandet eller sågar kaste lidt med fiskene… Vores børn får ikke lov at deltage i munderiet…

Det traditionelle vs. det moderne.

Lidt hverdagsbilleder på stribe:

Der bliver kysset og krammet farvel hver morgen. Ingen grædende eller betuttede børn.
Michaels og Jeppes ride hver morgen. Det tager en times tid hver vej til værftet, som ligger på den anden side af Yangtze-floden.
Som i The Truman Show står vi alle tre klar i døren til at sige farvel til Michael om morgenen, når han stiger ind i bilen og kører afsted på arbejde kl 7.
Vagten ved vuggestuen, der står klar i respektiv uniform og sikrer vores børns ve og vel.
Global Doctor har vasket sine kitler og lufttørrer de rene uniformer på p-pladsen udenfor klinikken.
Brandøvelse midt i aflevering på Alfreds skole. Alfred har også fortalt om at de har haft øvelser, hvor de skal gemme sig på skolen – det gav mig virkelig myrekryb, men det er nok desværre nødvendigt visse steder i verden. Heldigvis tvivler jeg på at det er en nødvendighed her i Kinaland.
Karlas daglige morgentjek ved indgangen til kindergarten.
Søndage er kinesernes eneste fridag. Og de udnytter den virkelig. De bruger den ikke på at handle ind, gøre rent, ordne vasketøj eller lignende. Har man børn er der skruet fuldt op for “underhold-mit-barn-dag”. Ved de fleste søer, åbne pladser, malls, osv. kan man finde forlystelser til børn a la denne vidunderlige robot, biler, trampoliner med seler, candyfloss, osv.
Alfred, Patrik, Tomie, Matthieu og Brady laver et sejt maleri i skolen.

Vi havde igen muligheden for at kunne tage på en “hvor-er-vi-i-verden-weekendtur” og dragede mod Wuxi, som ligger mellem Nanjing og Shanghai, lidt under en times tid fra Nanjing med hurtigtoget. Her var hovedattraktionen en kæmpe Buddha, og den var virkelig kæmpe. Ligesom så meget andet i Kina, tror man ved første øjekast at det er noget gammelt og historisk, men desværre er det oftest blot et par år gammelt. Ikke desto mindre var det fascinerende at se så stor en statue, oppe på i lille bjerg og man kan undre sig over hvordan man dog har båret sig ad, nu hvor slaver ikke er så heldige at bruge.

Nanjing railway station, starten på den 300 km/t-togtur.
Imponerende udsigt og meget lange toge. Michael har tracked et tog på ens af hans mange ture: han målte toget til ca 1 km og det var kun den ene ende… Der er gerne omkring 16 vogne på et tog og jeg tvivler på at vognene er mindre end 150 meter pr. styk.
Ankomst til hotellet. Et autentisk hotel, hvor personalet ikke kunne engelsk, maden var utrolig kinesisk og arkitekturen var skøn.

Han er jo Alfred.
På vej op mod den stående Buddha. Kineserne var meget imponerede over at børnene, især Karla selv gik op ad trappen.. Man bærer gerne på sine børn, også når de når Alfreds alder.
Alfred har stor passion for godt håndværk og var meget begejstret for denne mands arbejde. Alfred synes Emil fra Lønneberg har fat i noget interessant med sine træmænd, måske han skal have en kniv eller hammer og mejsel i fødselsdagsgave engang. Eller et skur… Og han holdt selvfølgelig lige en arm ind foran sin lillesøster, så hun stod i behørig afstand.
Et billede til farmor for at vise de gigantiske orkidéer.
Hængt kød formet af sten. Virkelig besynderligt, men ganske smart, hvis man ønsker at dekorere sin stue eller køkken med kød, der helst ikke skal rådne.
We did it! Langt oppe, næsten ved skyerne hang vi ud med Buddha.
Helt traditionel kinesisk aftensmad på hotellet.
Karla kan lide nudler. Og hun bliver sur på mig om 10 års tid.
Man ser flere mænd gå rundt på gaden med store pensler og vand og skrive tegn på jorden. Det skulle vist være en speciel type kunstform, bare så ærgerligt at det blot bevares i få minutter når solen skinner på de smukke strejf.
Legetøjsforretning med alverdens kopier af kendte mærker.

Candyfloss!

Tempel i Wuxi centrum.

Som sædvanligt var børnene en stor attraktion.
Street food har en helt anden dimension i Kina!
“Køb en kylling” – den er sød i 5 dage og hvad så?
Der er altid plads til lidt mere på en ladscooter.

Der gik ikke mange uger før Karla begyndte at lave håndtegn, når hun skulle have taget billeder. Dette er hendes fortolkning af peacetegnet.
Når Karla sover til middag bliver Alfred forvandlet til denne Alfred. Han var i øvrigt ved at springe vores hjerter af bar stolthed, da han havde udset sig en fattig, hjemløs mand, fandt sine sparepenge i sin taske og selv gik hen med pengene – mens vi voksne stod og var i færd med at få pakket klapvogn og grej ud efter en taxatur til Wuxi centrum. Han kunne godt undvære de penge, han “havde jo bare fået dem af far og manden havde ingen”…..

Dem, der kender mig godt ved at jeg går exceptionelt meget op i fødselsdage og min egen er ingen undtagelse… Mine søde familie vækkede mig om morgenen med flag og sang, dejlige morgenmad og fine gaver.  Efter aflevering af børn fejrede jeg mig selv med en af mine to dejligste veninder i Kina, Ellen om dagen. Vi tog til Nanjing centrum, spiste det meste af dagen (Ellen spiser faktisk mere end jeg gør…!) og rendte ellers bare lidt rundt.

Flotte stole foran et offentligt toilet.
Teppanyaki downtown Nanjing.

Om aftenen kom den anden af mine dejligste veninder i Kina med kage, gaver, flag og Andrew og drengene.

Stines lækre danske lagkage og et kagesultent selskab.

Flere hverdagsbilleder på stribe:

Stofmarkedet BuBuBu.
Silke, bomuld, “silke” og “bomuld”. Nogle silker er “chinese quality” og andre silker er bare silke.
Håndmalet navneskilt til Alfred og Karla. Lad os bare sige at det ikke var den gave, der gav flest point juleaften. Men de er flotte, selvom de ligger i skabet og endnu ikke er hængt op her i april måned.

Alfreds skole er som sædvanlig usædvanlig god og jeg er simpelthen så glad for at han har chancen for at gå på sådan en skole. Vi må se hvor længe Karla når at gå på NIS fordi hun bliver i hvert fald i sin kindergarten til januar 2019. Hvis Karla skulle starte på NIS til sommer, hvilket hun ville kunne fordi hun bliver 3, så skulle hun og jeg vente på Alfred i to timer fra kl. 13-15 hver eneste dag. Jeg tror Karla vil synes bedre om at kunne lege med sine kinesiske venner, måske tage en middagslur og blive hentet glad og “af-leget” kl 14:30 som det er nu.

Alfred lærer sine koreanske klassekammerater at spille fodbold:

For et par ugers tid var der tema på morgentavlen – om hvordan vi hver især ser forskelligt på tingene. Alle børnene skulle beskrive hvad de så i samme mønster (som ikke er på billedet, desværre..).
Alfred og Karla i skolegården med de tyske klassekammerater Carlotta og Helena, Maria og Ellens døtre.
Hvis Karla ellers gider at gå og ikke ligger på gulvet og skriger i bar frustration, så ser det sådan her ud, når vi afleverer Alfred om morgenen kl 7:50.
Alfred, Helena og Elena sammen med Mr. Laurie McLellan, Director of NIS.

Slutningen af november bød på julestemning og temperaturen faldt en smule så det ikke føltes helt skørt at høre julesange og drikke gløgg i 23 graders varme.

Julebazaar med velgørende organisationer og kinesiske firmaer. Her nogle af damerne fra Pfrang, der donerer penge til uddannelse af unge i Jiangsu-provinsen.
Julemarked ved søen i vores compound Royal Family Garden. De fleste i det internationale miljø kom forbi. Folk gjorde virkelig meget ud af det, satte boder op, pyntede op med tusindvis af lys og organiserede de forskellige boder. Boderne var selvfølgelig velgørende organisationer eller folk, der donerede til en af fire organisationer.

Julemarkedet. Lidt besynderligt at Alfred ligner Stines søn…
Uh uh uh!!!! Yes, jeg sang 5 numre sammen med Amanda og det var helt vidunderligt! Min Christmas jumper spillede, vejret var kun lidt køligt om aftenen og der var stuvende fyldt med mennesker.

Og så til det, der gør at vi er i Kina:

Her trykker Michael simpelthen på startknappen til skib nr. 2!
Steel cut af skib nummer 2. En stor dag for Michael og kollegaerne. Jeppe til højre for Michael.
Det næsten fulde site team.

Det var simpelthen det hele for denne gang. Nu hvor jeg har fået min nye computer, som jeg har snakket meget om på det seneste (skud ud til Julius og min stakkels mand, der simpelthen ikke magter at høre et eneste ord mere om den…), så er det så meget nemmere at skrive. Jeg føler helt blogger-agtig kun at være 4,5 måned bagud!

 

Som altid: TAK fordi du læser med… Virkelig…

 

Når det regner får man… regnvejrshumør….

Jeg startede med at påbegynde mit “hvad-vi-har-lavet-i-november”-indlæg, men kom straks på afveje og befandt mig et essaylignende indlæg. Jeg har her til morgen været til lidt undervisning eller rettere vidensdeling, som var organiseret af de tre counselors/vejledere/psykologer, der er ansat på skolen til at hjælpe børn og deres familier med den her type liv og med de udfordringer, der er forbundet med det.

Det har givet stof til eftertanke.

Efter vi kom hjem til Kina fra vores ferie i Thailand i februar har jeg virkelig tænkt og følt efter. Måske er honeymoon fasen ved at være overstået, og det, vi forbandt med vores nyelige ankomst, er her stadig. Det handler primært om Alfred og hans velbefindende.

Michael er ret omstillelig og “bare på arbejde”, som han selv siger. Selvfølgelig har vi ikke samme netværk, som derhjemme, og især Michael savner den hyppige kontakt, vi har haft med vores danske venner.

Karla kender ikke til andet og har et lettere ukompliceret sind. Hun lader til at være glad og ikke have det store afsavn. Hun er trods alt også kun to.

Jeg synes egentlig også jeg har det ret godt, jeg har fået mig nogle gode, fortrolige venner og jeg begår mig godt her. Jeg er godt nok virkelig træt af at lave mad hver dag, jeg nyder det på ingen måde, men jeg er nok ikke den eneste i verden, der har det sådan. Min hverdag handler primært om at få børnene til og fra skole og kindergarten. Det bruger jeg 3 timer på om dagen og afhentning begynder 14:30. Så skal vi have noget mad, det skal jo handles, vaskes (det bliver man nødt til efter deres liv på grøntmarkedet… Mere om det i et andet indlæg, det er faktisk mere pudsigt end man tror….), forberedes, kokkereres, osv. “Jaja”, tænker du måske, “det er jo sådan i alle familier”, men Kina og Nanjing er anderledes skruet sammen og tingene tager bare længere tid end derhjemme i Danmark. Tiden forsvinder og man kan som hjemmegående pludselig kun finde sig selv et sted, hvor man enten handler mad, i ens køkken eller på skolen. Og det er dét… Jeg tænker ofte at jeg faktisk har gjort dét her før og samtidig haft et lønnet arbejde, 8-15, set venner og lavet alt muligt andet. Jeg vil gerne kunne smutte i Netto og handle det hele og så bare komme hjem med alle mine varer og alt muligt andet fra Spotten, som jeg ikke kunne undvære mens jeg stod i butikken…. Åååååh jeg savner Netto. Virkelig. Og fransk leverpostej på rugbrød.

Alfred slås lidt med sig selv engang imellem og havde måske også selv regnet med at finde sig bedre til rette efter de 7 måneder, vi nu har boet her. Han har nok bare lidt sværere ved at knytte sig og finde “ligesindede”, der vil lege vildt og samtidig er gode venner. Så han får ofte et “nej-tak til dig og leg”, hvilket går ham (og os!) lidt på…. Han er en lille dreng med meget store følelser. Men han er glad og synes det er fedt at være her, det siger han og vi mærker det også. Han er generelt blevet rigtig modig og sej, han ved en masse ting, kan skrive bogstaver, tælle til 20 på engelsk, kinesisk og selvfølgelig dansk, og så småt lærer han at begå sig blandt en hel masse forskellige kulturer med forskellige sprog og måder at møde hinanden og være sammen på.

I det hele taget har vores børn været rigtige seje indtil videre.

For hvad er det egentlig vi beder vores børn om? At lære en masse menneske at kende, at investere energi, tid og mest af alt følelser for så selv at skulle afsted indenfor et par år? At de, især Alfred fordi han går på international skole, skal sige farvel til flere af sine gode venner, fordi folk kommer og går i takt med arbejdskontrakter, osv. Det tog hårdt på Alfred at sige farvel til sin ven Patrik, der rejste i januar. Det vendte hans verden på hovedet, hvor han endnu engang stod uden en ven-ven og følte sig alene. Og Alfred har tendens til at føle sig alene, selvom han er omgivet af mennesker, der kan lide ham, holder af ham og også elsker ham. Alfreds fodfæste i skolen blev hevet lidt væk under ham og det har vi glemt.

Vi voksne har “bare” skulle finde ud af det praktiske og få os nogle flere venner. Det har vi gjort en masse gange før. Vi har gennemgået flytninger, skoleskift, at flytte hjemmefra, uddannelse, skift i tilværelsen, osv. Vi ved jo at vi kan og vi har haft 32-34 år til at lære det – og alt er foregået trygt og roligt i Danmark eller i hvert fald på et sprog, vi kunne forstå. I august skulle børnene, og igen især Alfred, affinde sig med ikke at kunne forstå noget som helst – hverken af hvad der blev sagt eller gjort, lære et nyt sprog, ja faktisk to, stå helt alene et nyt sted, nye voksne, og finde sig en eller et par venner, man bare har det sjovt med, nyt hjem, nyt land, ny befolkning og kultur, nye rutiner og meget, meget mere.

Så har vi gjort det rigtige?

Jeg er ikke i tvivl om at det har vi. Men vi skal endelig ikke glemme, at det ikke er overstået at vi stadig skal finde os til rette – og skal gøre det ad flere omgange, når tiden kommer til at venner rejser, nye mennesker tilkommer og tilværelsen her er utrolig dynamisk i forhold til hvad både Michael og jeg har prøvet før. Og vi må huske at snakke med Alfred og Karla (og hinanden) løbende og ikke blot tænke at vi nu har slået dén skid og nu er den forduftet.

Det er jo trods alt derfor, vi er her: møde nye mennesker og kulturer, og opleve ting, vi kan opleve hjemme i Kina og ikke kan opleve ved at blive hjemme i Danmark. Og vi er sådan set hjemme begge steder.

I er savnet hjemme i Danmark. Af os alle. Alfred taler ofte om sine rigtige venner og hans angiveligt evige kærlighed, Clara fra børnehaven i Hillerød. Vi har været i tvivl om vi skulle besøge børnehaven, men efter mødet idag har vi besluttet os for at kigge forbi når vi besøger Danmark om en lille måneds tid. Og vi skal se vores familier og venner og deres børn, som Alfred også taler om – det kommer dog helt naturligt. Det bliver spændende at se hvordan børnene reagerer ved besøget i vuggeren/børnehaven – om Karla kan huske noget, hun siger for eksempel “mås”, som pædagog Dorte sagde, om Ea igen får Karla til at klukke af glæde og om sandkassen og de trehjulede metalcykler med trælad vækker nogle minder. Og om Alfred møsser med Clara omkring hjørnet, så ingen voksne ser det, om Georg og Alfred vil spille fodbold og om Tony fortsat huskes som ham, der putter plaster på sår og giver is, når man har næseblod.

Når børnene siger eller gør noget nyt, sjovt eller anderledes, siger noget på engelsk eller kinesisk, siger jeg til mig selv at jeg liiiige må skrive det ned; enten her eller bare til os selv uden andre kan læse det. Bare så vi kan huske det engang om mange år. Men når jeg endelig skal til at skrive så kan jeg hverken huske hvad, hvornår og nærmest hvem der sagde eller gjorde det, jeg alligevel ikke kan huske. Og det er virkelig ærgerligt for der sker virkelig noget hos og i dem.

Jeg ved ikke om det havde været en ligeså stor oplevelse at bo her uden børnene (altså hvis de ikke fandtes! Det har faktisk ikke været i vores tanker at bo uden dem, selvom det til tider kunne overvejes som lidt mere afslappende….). Det havde i hvert fald uden tvivl været anderledes. Det er fascinerende at opleve hvor vildt det er at ens børn kan kommunikere med de fleste mennesker, fordi de kan engelsk og lidt kinesisk. Og jeg bliver mere bevist om, at det virkelig er fedt at have “sit eget sprog”, dansk. Hvor hårdt og usyngende det end kan lyde, så er det vores sprog. Vores sprog, som kun omkring 5,5 millioner kan tale. Der bor ca 8,5-10 millioner (angiveligt alt efter hvordan man tæller (hvad end dét betyder)) i Nanjing til sammenligning.

En af mødrene, en australier, på skolen har sin yngste søn i Karlas kindergarten. Hun undlader nogle mandage at aflevere sin søn fordi det er kinesisk dag, altså alt foregår på kinesisk og ikke engelsk (det foregår nu heller ikke rigtig på engelsk i Karlas bilingual klasse, men skidt pyt). Vi har ikke noget valg om at fravælge dage, hvor undervisning eller lignende ikke foregår på vores modersmål. Jeg tror faktisk at Karla er fuldkommen ligeglad med om det er på kinesisk eller engelsk – hun forstår nok lige meget eller lige lidt. Men jeg er ikke i tvivl om at børnene ville elske at have en dansk dag, hvor alle kunne tale et sprog, de forstår og er trygge ved. Det er nok også derfor det er til stor begejstring, når vi får besøg fra Danmark og at Stine og drengene har mange stjerner i vores bøger herhjemme.

Det er sjovt og også lidt skræmmende at høre den blanding volapyk, der kommer ud ad Karlas mund og det pudsige danske, Allfred så småt begynder at udvikle. Jeg har længe troet at Karla siger “mig” og sine ting. Men det er “my” eller “mine”….. Og Alfred spørger og det er “ourses” (vores). “Jeg tror at den her movie er for scary for Karla”, fik han sagt tilbage i november. Jeg tror nu godt at Karla kunne klare at se Lady og Vagabonden 2….. “Mig yào this, mor!” (Jeg gør det), sagde Karla forleden. En hel kinderæg-sætning. Jamen det er jo hele tre sprog på eén gang – det går virkelig ikke… Men det gør det nok. Og så er det da vanvittig sejt at vores datter på 2 år blandt andet kan tælle til 10 på kinesisk, engelsk og dansk og vores 5-årige søn kan tælle til 20….

Og mit kinesiske begynder så småt at tage form. Jeg er igang med anden omgang af kinesisk undervisning på skolen, almindelig klasseundervisning for forældre. Jeg har ikke haft eneundervisning, hvilket nok havde givet noget mere, men jeg begår mig faktisk godt efterhånden. Dog forstår jeg ganske lidt, hvis jeg taler med folk ude i byen, fordi der er så vanvittigt mange dialekter i Kina. Og selv kineserne forstår ikke hinanden. En nanjinger og en person fra Shanghai kan have svært ved at forstå hinanden – og der er kun få hundrede kilometer fra hinanden. Jeg kan tale lidt med folk på gaden, osv, det er ret fedt, men jeg kommer aldrig til at kunne tale flydende, det må jeg nok erkende.

Michael kan tælle til 2 eller 3 og sige “kold øl”.

Nå, det var vist rigeligt med regnvejrshumør for denne omgang.

Vi har det godt, bare I ved det. Og vi savner jer.

Tak, fordi du læser med….

Våd, varm & hyggelig. Oktober 2017

Når tiden går stærkt betyder det vel at man har det godt… Heldigvis er det tilfældet herhjemme. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på folk derhjemme. Om de har det godt, om de hygger sig, om de er i live i det hele taget.

Der er så godt som totalt stille mellem Kina og Danmark. På ingen måde skal dette lyde som en bebrejdelse for vi er virkelig ikke gode til at holde kontakten ved lige! Jeg har forgæves forsøgt at tale med to af mine veninder i over et par måneders tid. Og det har endnu ikke lykkes mig at tage telefonen, når de ringer og vice versa. Og det er helt i orden! Jeg kan bare blive lidt nervøs for at folk derhjemme glemmer os eller tror at  vi bare er smuttet og har glemt dem derhjemme i Danmark, har skabt et nyt netværk og ikke rigtig behøver Danmark, familie og venner længere.

Det er ikke tilfældet.

Selvfølgelig har vi fået et nyt netværk og hverdag. Selvfølgelig har vi fået nye venner. Og selvfølgelig er vores gamle venner, familie og bekendte i vores tanker og hjerter. I hopper aldrig ud af vores hjerter. I bliver aldrig skubbet til side. I får aldrig en anden plads eller mindre betydning hos os end I havde da vi rejste. Vær søde at huske det, når I nu på 6. måned udelukkende har været “i kontakt” med os via bloggen eller de få oplæg på Instagram.

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal lave en flot og finurlig overgang til vores oktober måned, så I må nøjes med “vores oktober startede med efterårsferie”…..

Og det gjorde den så.

Efterårsferien startede fredag med kinesisk nationaldag og månefest og vi tog dermed endnu engang på turisttur til Fuzimiao i håb om at opleve det “virkelige” og autentiske Kina, som kun kinesere for alvor oplever. Det svarer nok til at tage Tivoli eller Nyhavn og forvente at det er “autentisk dansk”. Og der var et par kinesere eller to. Jeg tror vi var de eneste vesterlændinge, der havde vovet pelsen og smuttet en tur til mekka, der emmede af glæde og var glødende rød af de mange flag og lamper, der prydede bygninger, gadelamper og i folks hænder.

Metroen er helt fantastisk i Nanjing. Man kan komme alle steder hen, hurtigt og til nærmest ingen penge. Det koster 3,80 RMB (næsten samme valuta som DKK) fra metrostationen tættest på os og til Fuzimiao, som ligger i centrum. Det tager ca 30 min i metroen. Alfred synes også det er et sejt antropologisk studie hver gang, vi tager toget.
Fuzimiao tidlig aften, kinesisk nationaldag.
Kylling – hvis du er sulten for sjov.

Det obligatoriske familieselfie.

Vi blev som sædvanlig kigget rigeligt på, når vi kom lysende gennem menneskemængden. Heldigvis er kineserne ganske søde og imødekommende – og liiidt nærgående nogle gange. Heldigvis på en nysgerrig måde.
Lille udvalg af mundbind, skåneærmer og beskyttende handsker – det sælges på næsten ethvert gadehjørne. Jeg forstår simpelthen ikke formålet, men det er nogle fine farver……

Vejret havde indtil ferien været ret varmt og fugtigt, og vi havde ikke været meget udenfor. Alle, vi kender, som har været her i nogle år forvissede os om at efterårsferien uden undtagelse og med garanti nok skulle blive helt fantastisk vejrmæssigt og at vi bare skulle glæde os til behagelig varme og masser af sol. Mandag i efterårsferien var regnfuld. Det samme var tirsdag, onsdag og torsdag……. og det regnede meget. Rigtig meget. Vi var derfor utroligt begejstrede for at børnene havde modtaget pakker fra min mor, der blandt andet indeholdte to PS4 LEGO spil, som vi brugte mange timer på de første par dage.

Morgenstund har guld i mund. Og en PS4-controller i hånden…

Efter tre fulde dage indendørs for at undgå brusebadet udenfor var vi rimelig klar til at komme ud. Men faktisk nød vi at lave absolut ingenting i tre dage. Det har vi aldrig prøvet før – igennem de 7 år, Michael og jeg har været sammen!

Efter nogle dage derhjemme med to energirige børn og to forældre, der efterhånden var tæt på at blive fuldkommen vanvittige tog ferien da også ellers fart.

Legeland for fuld udblæsning.
Det obligatoriske familieselfie. PizzaHut efter legeland gjorde på ingen måde dagen værre for børnene.

Efter hjernedød børnedag med skrig og skrål, pizza med ekstra ost og følelsen af en kanonkugle i maven måtte vi voksne også bevæge benene lidt og på Tour de Hvor-Er-Vi-I-Verden.

Det obligatoriske familieselfie.
Karla er ofte ikke helt så hurtig til at hoppe med på bølgen. Hendes “stærk-mand-version” kom noget tid efter drengenes….
Det obligatoriske familieselfie.
Hvad end det så var på dét træ, så var det pænt…
Karla var en anelse træt på vejen hjem…

Endelig begyndte solen at titte frem bag skyerne, det lunede lidt i vejret igen og familien Giversen/Kay var klar på at tage til smukke Qixia Temple.

Det var simpelthen så hyggeligt og skønt at bruge en dag med en anden familie. Og denne familie er særlig dejlig at være sammen med. Sjovt og heldigt at man mødes i Kina og ikke kun har “danskheden” tilfælles – vi kan rent faktisk bare godt lide hinanden. Men det fælles sprog gør det nu heller ikke mindre hyggeligt..

Skildpadderne i søen var uden tvivl en stor attraktion.