Attention! Code Blue!

Karla kom hjem fra skole igår og blev ved med at sige “Attention! Code Blue” mens hun tullede rundt om sig selv, fordi hun manglede sin lege-/slås-kammerat, der var ude at gøre Royal Family Garden usikker på sin blå cykel.

Code Blue er en kode, der lyder over højtalerne ved jævnlige mellemrum på skolen. Code Blue er den stille kode. Efter min mening den mest uhyggelige kode; gem-dig-koden…

Jævnligt træner skolen evakuering af forskellige arter; brandalarm, osv. Jeg har flere gange befundet mig på skolen, hvor en øvealarm er gået igang. Forældre må ikke forlade skolen uden at stille sig op i yderst organiserede rækker på den store løbebane på skolens område. Vi skal alle – lærer, elever, forældre og andre ansatte – forholde os til det som var det en virkelig evakuering. Hvilket jo er rigtig fint, så man kan undgå den helt store tumult.

På kanten i højre side af løbebanen kan man skimte små hvide felter med skrift. Man skal stille sig ud fra det felt med den kategori man hører under. Jeg må få mig et billede engang. Det er ret imponerende hvor hurtigt mange hundrede mennesker kan stille sig i kø.

Ved disse øvelser skal vi stille os i rækker på løbebanen. På kanten af banen er der skrevet hvem, der skal stå hvor. Ansatte og forældre har designerede steder. Alle klasser har faste pladser og alle tælles op. Dagligt sørger lærere og skolesygeplejersken at have det præcise antal elever tjekket ind digitalt i systemet. Alle SKAL være i systemet, således at man ved, hvis nogen skulle mangle i tilfælde af evakuering.

Brandalarmer er da ikke så lidt uhyggelige i sig selv, men Blue Code topper den dog. For to år siden fortalte Alfred mig for første gang at de havde skulle gemme sig – jeg syntes det lød helt sjovt. Men Stine uddybede at det nu var for at lære at skjule sig i forbindelse med et eventuelt skoleskyderi, terrorisme eller andet.

Okay.

Engang var jeg på skolen og lå og rodede rundt på gulvet under en hausfrau pilatestime da Code Blue gik af. Blå blink i loftet drejede hidsigt rundt og al øvrigt lys på skolen blev slukket. Kun det grålige vinterlys oplyste lokalerne og gangene fra vinduerne i community bygningen. Vi gik ud på det nærmeste toilet, lukkede døren og gemte os. Pludselig stod vi omkring 10-15 mennesker på toilettet og kiggede på hinanden. Først let fnisende. Men så blev vi stille. Hele skolen blev stille. Bomstille.

Pludselig bankede det på døren og vi vidste ikke helt om vi skulle åbne. Skal man egentlig åbne døren hvis nu det var en rigtig Code Blue? “Ja, halløj, Hr. Våbengut, vil du lige herind og skyde 10-15 damer med 100 % træfsikkerhed…??”. Nej ikke rigtig, vel? Alligevel ville man ikke være helt så rar overfor det menneske, der nu ikke lige var nået ind på toilettet ligeså hurtigt som os andre. Så vi åbnede døren, faktisk lidt nervøst, og ind kom Cecily og hendes lille datter, Molly, som ikke rigtig havde gidet forlade legetøjet i play group rummet.

Code Blue afsluttes altid med at skolens direktør, Mr. McLellans fyldige stemme med skotsk accent lyder over højtalerne: “You are all safe”.

Selvfølgelig er det blot øvelser, men det giver da stof til eftertanke. Tænk at man skal øve sig i at gemme sig for en eller anden psykopat, der har fået en fiks idé.

Jeg er glad for at vi bor i Kina, hvor det føles lidt hysterisk at skulle træne denne type evakueringer. Måske det er lidt amerikaniseret..? Endvidere kommer vi fra et land, hvor man slet ikke gider (og formentlig heller ikke behøver) øve sig på at gemme sig. Men måske de danske skoler i stedet skulle øve sig på at evakuere i tilfælde af brand. Måske helt op til to gange om året? Jeg tror godt eleverne kan tåle at misse undervisningen. Hver anden dag er der brand på en skole i Danmark. Og det er ikke lovpligtigt at afholde brandøvelse. Det er alligevel overraskende.

Jeg har ikke fornemmelsen af at lærerne har oplyst de mindre børn præcis hvorfor man afholder disse Code Blue øvelser. Det behøver de heller ikke vide endnu.

 

Tak fordi du læser med!

To år… (?!)

Status…. Hold nu op, hvor kan man overraskes ind imellem…

Igår var vi i Shanghai. En utrolig varm fornøjelse med 35 gr. og høj luftfugtighed. Som så mange andre gange før skulle vi have fornyet vores visum og have opholdstilladelse påny. Denne gang var det bare lidt anderledes.

Da vi var på visumkontoret (samme sted som allerførste gang, vi skulle have lov til at bosætte os i Kina) var der en lille klokke, der ringede i mit hoved. Datoen 26. august virkede så bekendt.

Det gik op for mig at det nøjagtigt var to år siden vi var på selv samme kontor for at skrive under på selv samme papirer. Og pludselig føltes alting så anderledes. Dejligt anderledes. “Tysningen” på børnene og frustatrationen over at de dog ikke kunne lade være med at løbe rundt var ikke så anderledes, men alt andet var. Ligesom så meget andet i livet bliver alting hverdag og “som det plejer”. Men hvor er det en skøn følelse at vandre gennem Shanghais gader og togstation uden at føle sig fremmed eller lidt nervøs. At man kan spørge efter koldt vand og rent faktisk forstå, at manden svarer at hans biks ikke har koldt vand. At man igen konstaterer at der er mange, der skal med toget og man lige skal holde lidt godt fast i sine børn (ja, vi manglede pludselig Karla i en kø – vi troede “den anden” havde hende… – Karla fandt selv vej til os gennem menneskemængden og var fuldstændig uanfægtet. Gode forældre.) og at vi efterhånden er ret komfortable i Kina.

To år er egentlig ret lang tid når man tænker over det. Og hvor var vores børn dog små, da vi flyttede om på den anden side af jorden…. Jeg kan egentlig godt forstå at vi forældre var lidt trætte og at børnene skulle have hjælp til mange ting.

Jeg har hele tiden gået meget op i at tage vores obligatoriske familieselfie når vi er på tur og selv Michael stiller nu op til det næsten frivilligt. Og jeg tror faktisk at han og børnene nu ser ideen med det efter vi opdagede at det var akkurat 2 år siden vi startede visumhurlumhejet i Shanghai – netop fordi min iPhone mindede mig om hvad der skete på samme dag for 2 år siden.

Og her er vi så anno 2019 med større børn, ingen klapvogn og bleer, stærke ben og sultne maver, sprog og masser af kinesiske dage i bagagen:

26. august 2019, Bund, Shanghai

Bare lige for throw back feelingens skyld så:

26. august 2017, Bund, Shanghai

Tror vi allesammen helt bundærligt kan sige at vi er gladere, klogere og mere afbalancerede anno 2019. Og det kan og skal siges uden at man glemmer at dét at være expat er forbundet med en hulens masse afsavn og kompleksitet, som vi ville være foruden, hvis vi boede hjemme i Danmark.

Men det er et andet indlæg. Et indlæg, jeg har brug for og lyst til at skrive, og som nok også skal komme indenfor det næste år. Jeg ved det godt – jeg har været utroligt ringe til at få skrevet på bloggen og jeg har faktisk også savnet det. Ja, én gang blogger, altid blogger….. Det er vel dét, man siger…? Eller også handler det om at vi egentlig bare gerne vil være mere i kontakt med Danmark end vi har været det seneste år…

 

Tak fordi du læser med – igen!

 

Tarteletter, forår & meget gamle mænd. April 2018

Sidste dag i marts stod på film, sodavand og næsten ingen søvn og det var vidunderligt. Turen til Danmark varede omkring 14 timer og vi klarede det alle forrygende.

Det klassiske og næsten obligatoriske billede, når man sidder ved vinduet.

Selvfølgelig er 14 timer i et par flysæder og en mellemlanding i Frankfurt ikke ønskescenariet med to børn på 2 og 5. Men mod alle odds gik det strålende så længe deres munde var fulde af snacks og en film på skærmen, de gad at se i mere end 6,5 minut, så var alt fint og egentlig meget hyggeligt.

14 timers rejse bød på hygge, meget sparsom søvn, sodavand og et væld af snacks.Da vi ventede ved gaten i Frankfurt måtte vi minde Alfred om at her var der altså en masse mennesker, der forstod hvad han sagde. Han var meget begejstret og overrasket over at der var en ældre herre, der “var rigtig dygtig til at tale dansk”. Det var da i grunden ret sejt, det der med at kunne tale med fremmede mennesker på sit eget sprog og de alligevel forstod hvad man sagde!

Karla sov små 2 timer på første flyvning fra Nanjing til Frankfurt og Alfred holdt sig vågen i den 11,5 time, den første flyvning varede. Efter mellemlanding i Frankfurt gik begge børn fuldkommen omkuld og vi bar glædeligt deres dødvægt ud ad flyveren og ud til i hver deres lufthavnsterminal-klapvogn. Nu ventede blot bilen, som Michael havde arrangeret. Vi landede omkring kl 23 i Cph lufthavn og Michael havde selvfølgelig gjort sig umage at få biludlejningsfirmaet til at holde senere åbent, således at vi kunne afhente lånebilen. Jeg stod i terminalen med 2 børn, to låneklapvogne, vores klapvogn, 3 store kufferter og håndbaggage, fandt vinterjakkerne frem fra kufferterne og ventede på at Michael havde gået den 1,5 kilometers penge for at komme til biludlejningen. Jaaah, nu skulle vi bare hjem i seng, børnene havde sovet sparsomt, hvilket var perfekt så vi måske kunne undgå det store jetlag. Alt var arrangeret så godt, som det kunne.
Da Michael kom tilbage var han blåviolet i hovedet og af ganske få ord. Det eneste han lige kunne sige var, at det l***e-sted havde lukket og at vi ikke kunne få bilen. 23.30 stod vi så og håbede at vi kunne få fat i en taxa, der kunne have al vores baggage og at børnene sov videre. Det gjorde vi og det gjorde de. 1500 kr fattigere og en time senere kørte vi ind ad indkørslen til vores sommerhus langt ude på Lars Tyndskids marker – 23 timer efter vi stod op i Kina lørdag morgen. Endelig.

Min svigerfar havde sørget for varmeblæsere på fuld hammer og smør, ost og mælk i køleren, og min svigermor havde ordnet senge og gjort rent efter den store renovering, som vi selvfølgelig har igangsat mens vi ikke er i Danmark – der skal som sædvanligt altid være et projekt igang… Skibsprojektet er måske lige lille nok til Mr. Michael.  Så vi kunne smide børnene i deres senge og så ellers tage et smut rundt i huset, høre lydene og dufte duftene, som vi kender så godt, kigge efter mus og snegle, der måske havde bosat sig og slå et par edderkopper ihjel. Se dét er sommerhushygge.
Ganske surrealistisk og alligevel så ganske almindeligt. Michael udbrød måske 10 gange i løbet af den første halve time; “NEJ, hvor er det dejligt at være hjemme!”. Og det var det.

Vi nåede knapt nok at se os omkring før den stod på påskefrokost hos familien Klysner. En stor pærevælling af min og Michaels familie med små fætre og kusine, tarteletter, påskeæg, dansk blæst og frisk luft, sterinlys, sild og leverpostej på rugbrød. Sådan.
Det var så hyggeligt at jeg desværre slet ikke tog billeder og dermed ikke fotodokumenterede de tilstedeværende og hvilke aktiviteter, der lå for dagen. Jeg øver mig i ikke at tage billeder af alt, men nu sidder jeg og ærgrer mig over det…

De næste par dage stod på indkøb af diverse ting, vi ikke kan få i Kina, fx sko og tøj og ansigtscreme uden blegemiddel. Besøgene hos venner havde vi planlagt om aftenen. Vi nåede ikke alle, lad os sige det sådan. En uge er naturligvis slet ikke nok.

Noget, der føltes ret sjovt var at vi følte os helt frække, når vi smed toiletpapir i toilettet og frygtløse, når vi drak vand fra vandhanen. Og hvor smager frisk økologisk minimælk og Klovborg mellemlagret vidunderligt. Og vand fra vandhanen er begyndt at smage lidt mærkeligt…

Jeg har kigget i min telefon og det eneste, jeg har taget billeder af i løbet af ugen er…. børn….. Børn, børn, børn. Det vælter rundt med børn i vores vennekreds og hvor er de søde. Og store. Og nye. Og kommet ud af den blå luft mens vi har boet i Kina. Så vi har alligevel været i Kina i en baby-bagningstid…
Så kan man godt forstå at det alligevel føltes som længe siden, vi havde set folk.

Clara og Karla med fælles passion for Peppa Pig. Claras mor, Sara havde en stor, rund og dejlig mave med lille Esther indeni – den var nyt syn for os.
Lille Andrea med to meget interesserede tilskuere. Alfred syntes det var så hyggeligt at sidde med hende indtil hun var lidt kedelig efter 3 minutter. Karla kaldte Andrea en dukke. Da vi flyttede til Kina lå Andrea som en lille spunk i Cilles mave, der blot så lidt ud som om at hun havde spist lidt for meget kage. Og BUM, så var der en baby…Nyudklækkede storebror Valdemar og Alfred med fælles interesse.
Til 30 års fødselsdag hos Morten og Cecilie. Valdemar og Karla var heldige at deres mødre kom i samme mødregruppe.
Alfred blev endelig genforenet med sin “bedste ven”, Oliver. Alfred kunne næsten ikke vente med at se Oliver og var altså ikke helt tilfreds med at der skulle gå 5 dage før vi så ham efter vi ankom til Danmark.
Luna var blot en måneds penge, da vi rejste. Pludselig er den lille reje blevet til en utroligt lækker hummer, der var ret meget til at spise. Karla kunne godt mærke konkurrencen spidsede til om hvem, der ligesom var den sødeste lille pige.
Alma, Emilia og Alfred i dejlig genforening. Som alle tre børn  er vokset er der lidt mere ro på end for blot et år siden. Emilia kan dog stadig blive rasende på Alfred, der driller helt sindssygt og Alma der bare smutter ind til sig selv. Ligesom det skal være.

Til dem af Jer, der synes det er dybt uinteressant at se på andre folks børn, så ja, jeg kan godt forstå Jer… Men jeg bliver lige nødt til at vise et par billeder mere…..

Børnehavebesøg. Pædagog Anne gjorde meget ud af at få Alfred til at føle sig speciel og han fik lov at fortælle lidt om Kina. Han havde åbenbart set nogle pandaer, vi ikke har set. Og vist også en dinosaurer.

Børnehave- og vuggestuebesøget lykkedes trods varsling af strejke. For Alfreds vedkommende var det bare en skøn dag og alt var som det plejede at være. Morgensamling med sangkuffert. Alfred havde dog glemt flere af sangene og forsøgte virkelig at finde ordene. Han skulle fortælle lidt om skolen i Kina og han fortalte at nogen af hans “teachers er chinese og nogen teachers er noget andet. I ourses class er der mange forskellige kids”. Vi kunne ikke lade være med at bemærke Annes smil og let hovedrysten, da den sætning fløj ud ad munden på ham.

Karla og hendes yndlings-Dorte, der har lært Karlas underbevisthed at sige “mås”. Karla lod ikke rigtig til at huske noget som helst, men lod alligevel til at kende stedet en lille smule. Ingen af pædagogerne eller hendes gamle veninde, Ea vækkede stor opsigt hos Karla…
Rigtige drenge og flyverdragter. Ingen af delene findes sådan rigtigt i Kina….

Nogle af pigerne fra børneren, inklusiv Alfreds one and only, Clara. 

Alfreds nærmeste pædagog, da han gik der, Anne. Jeg tror de begge syntes det var dejligt at se hinanden.

Efter vild leg i klassisk dansk vintertøjsmundering var det frokosttid for børnehaven og vi gik rundt og sagde farvel. Og det var faktisk et rigtigt farvel, for dette var en måned før Alfreds venner skulle spredes ud på forskellige skoler og HFOér. Allesammen skolebørn og nu ikke længere samlet i den lille, trygge børnehave, dér på Godthåbsvej, hvor vi i mange år har gået til og fra hver dag 5 gange om ugen. Der, hvor alt, som især Alfred kendte så godt, og der hvor jeg har haft lange, sjove og hyggelige samtaler, stort som småt, med pædagogerne. Alfred rendte glad rundt og sagde farvel – gudskelov! – og jeg måtte, ligesom i slutningen af juni måned i fjor, fælde en lille tåre, sige tak for et dejligt sted og dejlige mennesker. Børnene blev hældt ind i bilen og vi kørte afsted med to meget opstemte og mættede børn, der ikke anede at de sandsynligvis aldrig vil se disse børn igen.

Man kan ikke andet end at fejre et institutionsbesøg og en tur i Magasin med et par stykker smørrebrød hos Meyers og en stor classic fadøl.

Hvor var det vidunderligt at se folk derhjemme. Når vi trådte ind ad døren hos folk, tror jeg at både Michael og jeg havde følelsen af at alt var som det plejede og det egentlig ikke var så længe siden. Og alligevel var det længe siden. Vi har gået glip af en masse i vores venners og familiers liv fordi vi har valgt at bo på den anden side af jorden.
Vores veninde, Mette, blev ved med at sige; ” Ej, men det er bare så vildt at I sidder hér i vores stue!”.  Måske er vi alligevel forduftet som dug fra solen i Danmark og har ikke været gode nok til at kommunikere med folk derhjemme. Og hvordan gør man så også lige det, hvor alle har travlt og vi ikke lige kan komme forbi til en kop kaffe og snakke om alt det almindelige, der foregår i livet. Jeg får sjældent ubekæmpelig lyst til at ringe og fortælle om min indkøbstur eller hvad jeg lavede til aftensmad igår, hvad børnene har lavet i skolen, at vi har hygget derhjemme med Lego eller Disneyfilm fordi det regnede eller at Michael har været i Wuxi på fabriksbesøg. De gode samtaler om løst og fast opstår jo oftest når man rent faktisk ses ansigt til ansigt. Og selvom vi er meget interesserede i hvad der foregår i de danske hjem, så udebliver opkaldet desværre.
Det var dejligt at kunne tale om de små ting, men det var vanskeligt at få følelsen af at vi fik fortalt “det hele”. Det føltes lidt svært at fortælle om hvordan det er og føles at bo i Kina. Og det er svært ikke at lyde bedrevidende, forkælet og verdensmandsagtig, når vi fortæller om de daglige udfordringer i mødet med den kinesiske kultur.

Så hårdt var det at være i Danmark.

Og når vi sad dér i de danske stuer, skålede med vores venner, nød det dejlige selskab og den skønne mad, kiggede på deres nye eller større børn, så føltes alt pludselig en smule fjernt, men samtidig tæt på.

Kan man sprede  sin energi og sit overskud over to kontinenter? Og kan man i det hele taget følge ordentligt med?

Jeg har fornemmelsen af at både Michael og jeg regner med at tingene er lidt på pause i Danmark – at vi ikke indgår i dagligdagens mellemregning hos vores venner og familie. At vi ikke mangler, mangler. At folk derhjemme, ligeså vidt som os, ved at vi ikke kan følge med og kommer til at misse nogle ting – en masse ting. Og selvom vores nye venner og bekendtskaber i Kina naturligvis ikke erstatter dem i Danmark, så bliver vores energi og networking primært centeret i Kina. Og når vi så er i Danmark må vi samle alt det op, som vi har efterladt for en stund og håbe at det kan tåle at få lidt støv på sig.
Og vi (nok mest jeg…) må fralægge os ansvaret for at være lortevenner og -familie, der ikke ringer og hører hvordan tingene står til derhjemme. For vores (nok mest min….) samvittighed kan ikke bære andet, og måske føler vi os mindre distancerede.

Det er en underlig fornemmelse at føle sig hjemme i to lande. Især så langt væk fra hinanden, som Kina og Danmark er. Da vi boede i lejligheden i Hillerød følte vi os også hjemme i både lejligheden og i sommerhuset, men det var noget andet. Der var forskel på at bo på anden sal og have en stor have, man lige kunne dumpe ud i. Lejligheden var beboelsesmæssigt større, men sommerhuset føltes mere frit. Det er jo naturligvis en selvfølge at man føler sig mere fri, når man tager fri og drager på miniferie i sommerhuset. Sommerhus og lejlighed kunne noget forskelligt og var to vidt forskellige rammer.

Kina og Danmark er begge en hjemlig ramme. Kina skal kunne rumme hverdagen ligesom Danmark forhen altid har gjort.  Vi har et hus i Danmark og et i Kina. Vi har venner i Kina og venner i Danmark. Kina er hjemme og Danmark er hjemme.

Farvel og vi ses til Danmark.
En meget lang flyvetur i vente. Lidt længere end vi havde forventet.

Det sjove og det “heldigvise” var at vi havde fornemmelsen af at det blev godt at komme hjem til Kina igen. Det blev godt at pakke vores kufferter ud og komme igang med det, som vi gør til dagligt. Også selvom vi endnu engang skulle sige “vi ses” til venner og familie og lide afsavn endnu et par måneder.

Frankfurt lufthavn inden afgang til Kina… Desværre blev vores afgang “forsinket” og vi fløj 20 timer efter vores oprindelige afgang…. Men lufthavnshotel og mascara fra den lokale kiosk var fint.

Hjemme i Kina igen. Hjem til solskin, lunt vejr og luftforurening. Børnene forsvandt hurtigt op på deres værelser kort efter ankomst og der var ro på igen… Hjemme…

Michaels fødselsdag. Sølle 33 år. Lagkage med købekagecreme og marcipan. Det var slet og ret den bedste lagkage, jeg nogensinde har lavet. Jeg mangler et kagefad og erfaringen med at lave marcipanoverstræk….

Som altid – dagligdagen i et par billeder:

Sightseeing på Purple Mountain. Det er et kæmpe område og vi har nok kun nået ca. 20-30% af hvad der er at se – selvom vi efterhånden har været der adskillelige gange…
Det obligatoriske familieselfie.
Jeg elsker de kinesiske tage. Den bue gør de fleste huse noget så fine.
På vej hjem far skole med tre børn. Hvem i alverden får tre børn med vilje???
Trætte børn. Anton vores nabo var som så ofte på besøg.
Karla har fået en ny veninde – og hun bor lige overfor os og går i samme klasse som Karla. Ambers mor er kineser og far fra Holland. Når Amber er på besøg taler vi kinesisk sammen. Det er stærkt!
To ret så fine damer i baghaven på den anden side af vores lille vej.
Når de ret så fine damer skal peppes lidt op…. Det er vist meget godt at Karla får lov til dette hos nogen andre, når nu hendes onde kontrolfreak-forældre ikke kan holde til det.
Når man henter ved lukketid kl 15.50 kommer klassen ud i samlet flok, hvis vejret er til det – de har forinden selvfølgelig holdt hinanden i trøjerne og gået på række.

Alfreds tredje eller fjerde tur på rulleskøjter – sådan nogensinde… Man kan hvad man vil.

Jeg forkæler mig selv engang om måneden med neglelak på tæerne. Jeg har lidt fornemmelsen af at mine tæer er længere end de flestes, at mine fødder er noget større og mine negle lidt bredere en den den almene kunde i neglebiksen. “Oooh, hên dà!”…. Ja, korrekt, jeg er lidt større end gennemsnittet, så mine fødder passer dertil….

Når man bare rigtig, rigtig gerne vil have tatziki eller creme fraishe til at lave tærte. Ja så må man bruge 8 timer på at lave mælk til yoghurt og i hvert fald en nat på at dræne yoghurten. Voilà!
Madlavning en søndag eftermiddag hos Stine og co. “Tante” Stine er altid god til at få børnene aktiveret og det viser sig jo pludselig at de faktisk kan finde ud af en masse. Alfred kan skære og rulle pizzadej ud og Karla kan.. spise…!
Solo bladfejer med sin miniscooter med gul plastkasse til bladene. Et jævnligt syn på vej til og fra skolen på vores scooter. Man skal lige huske sit her-kommer-jeg-dyt, således at han ikke bare vender sig om og vader ind foran scooteren eller svinger kosten ind i hovedet på os. Jeg tænker at der må ryge et par ansatte om året på dén regning.
Der har været den helt store renovation af Xianyin Bei Lu, som er meget af vejen, hvorpå vi kører til og fra skolen. Det har været en udfordrende fornøjelse at undvige sten, maskiner, arbejdere og huller til og fra skole. Det meste af tiden, har vi bare kørt ude på vejen sammen med biler, der kørte 60 km i timen.
Her har vi netop kørt under gravemaskinens arm. Her-kommer-jeg-dyttet havde god effekt og maskinen holdt bare lige stille mens vi kørte nedenunder. Så smart. Så behøver man ikke spærre af eller noget.
Et ikke så ualmindeligt syn. Her plantes massser af blomser og bede og de skal passes og plejes. Der kommer en blomsterhær på omkring 7-10 mennesker og efter et par timer er et bed som dette blevet anlagt – gerne i flotte mønstre.
En mega sej cykel efter min mening. De kan altså noget, de kinesere!
Metrostationen Xuezelu, som er mellem Alfreds skole og Karlas kindergarten.
Det kan nive lidt at få fingrene i klemme i metrodørene…
Når man har været på toilettet skal man lige huske at gøre skyllet rent og så kaste med spanden. Microsoft translate er vidunderligt!
Man kan nærmest ikke købe en take away kaffe uden at få den i en plastikpose. Også selvom man nærmest råber “Bú yao!” og vifter med hænderne og forsøger at forklare at man egentlig bare gerne vil sætte sig i caféen og drikke sin kaffe. Hverken i Starbucks eller andre steder finder man reelle kopper – alt er engangsservice.

Der var (heldigvis) fortsat fuld gang i maskineriet i Yizheng, hvor Jinling shipyard ligger, en times kørsel fra vores hjem i Qixia i Nanjing.

En af de to hovedmotorer.
Bemærk at der rent faktisk er mennesker, der går rundt på gangbroerne omkring motoren.
Hjælpemotor.
Der er gjort plads til den ene af hovedmotorerne.
Foragter på skibet.
Agter på skibet.
Det tredje dæk på skibet. Der er på nuværende tidspunkt bygget en del flere ovenpå.
Igen, bemærk hvor små menneskene er i forhold til dette usandsynligt store skib.
Kemitank til rensning af røggas i skorstenen, dvs. en del af det såkaldte scrubbersystem.

Kabeltromler.

April ebbede snart ud og der var en forlænget weekend i vente. Hvis man har en indeklemt hverdag mellem weekend og helligdag, så har man fri på den indeklemte hverdag. Så hvis helligdagen lander på en torsdag, så holder man fri fredag – men arbejder til gengæld om lørdagen eller søndagen i stedet. Jeg forstår ikke helt systemet og det smarte i det. I vuggestuen var de ret forbavset, da de blev oplyst at Karla blev hjemme i weekenden…
1. maj landede på en tirsdag, så Michael og Jeppe havde fri mandag, men skulle i stedet arbejde i weekenden. Men dét gør det ikke, så dermed; en miniferie.

Os som sædvanlig ville vi på Tour de Hvor-er-vi-i-verden og drog afsted i 5 timer i hurtigtoget.

En iPad kan virkelig være en redning, når man skal sidde stille i 5 timer. Jeg kan næsten høre min mors stemme sige, at børn skal kigge ud ad vinduet og se hvor man er. Fuldstændig rigtigt, og jeg kunne ikke være mere enig. Men nogle gange er det bare dejligt når de holder mund og sidder nogenlunde stille.
En lækker sovebrille. Den havde god effekt og vi kunne høre hvor dejligt, han sov.
Super velforberedte. Vi læste om hvad vi egentlig skulle på vej i toget til Xi’an…

Michael og jeg kom til at forelske os. I noget andet end Nanjing. En dejlig, smuk og stemningsfuld by med et pulserende natteliv og masser af se. Vi ved ærlig talt ikke om Nanjing har et pulserende natteliv, for vi har kun set downtown i mørke tre gange. Og det har kun været sammen med hinanden en enkelt gang i december…. Vi trænger så meget til babysitning!

Vores forelskelse groede og er ikke blevet mindre af at gennemse de vidunderlige billeder, vi knipsede løs af. Jeg tror, jeg tog måske 200-300 billeder i løbet af de 4 dage, vi var der. Dén var ikke gået med de gode gamle film á 36 billeder, som skulle fremkaldes i dyre domme og tog minimum en uge at modtage.

Xi’an. Der var to ting, som vi skulle se og det var Terracotta-hæren og det muslimske kvarter – og intet af det skuffede – tværtimod.

I skabet på hotellet. Så er man altid sikret i tilfælde af brand.
Michael beretter at disse masker uden undtagelse har befundet sig på de hotellet, han har besøgt.
Netop ankommet og tjekket ind på hotellet. Og en lækker type køretøj.
Billeder hos en fotograf. Kinesiske mænd er gentlemen når det angår tasker. De bærer gerne deres kones eller kærestes taske – også selvom det er en lyserød skuldertaske. Det må næsten være noget, man praler lidt med siden denne brudgom stolt viser sin nye kones taske frem.

Det fede ved Xi’an var at man kunne gå rundt til mange ting og stemningen var lidt anderledes en Nanjing. Det er vanskeligt at sætte en finger på det, men måske var det også bare følelsen at være på ferie og dermed gå rundt i 7 timer uden et decideret formål. Det sker jo sjældent når man render rundt i egen by.

Middagslur.
Trommetårnet, der i oldtidens Kina sørgede for at tromme ved solnedgang.
Klokketårnet, der ringede ved daggry.
Selvom man er traditionelt klædt kan man altid lige nuppe sig en burger på McDonald´s.

Jeg elsker deres alsidige brug af paraplyer og deres seje køretøjer.
Juhuu, et billede (næsten) uden børn!

Vi spildte ikke tiden og skyndte os at drage afsted til det muslimske kvarter – det blev til hele 4 gange i løbet af de dage, vi var der. Fuldkommen presset og fuld af mennesker, larm, lys, dufte, mad på pinde, underlige snacks, lugtende skraldespande med 10.000 pinde stukket ned i og et skraldehold, der ryddede hele gaden.
Det fungerede således at en mand gik foran to mennesker, der fejede. Manden fløjtede og råbte højt og fik folk til at flytte sig, således at de to fejende mennesker kunne fuldkommen cleane højre side af vejen. Efter de to fejende mennesker gik så en fjerde person og samlede de små bunker op, som de to førnævnte havde efterladt til ham eller hende. Minuttet efter kom et andet team i modsatte side. Utroligt effektivt!

Blæksprutter og krabber på spyd.

Jeg tror det var grisetæer, men i og med at vi befandt os i det muslimske kvarter må det næsten have været lamme-fødder… De ser dog lidt store ud. Det lugtede ubeskriveligt forfærdeligt – selv med sesam på….
Alfred var meget interesseret og forfærdet over disse lammeskelletter. Vi så endda kødet der blev skåret af og intet blev efterladt. Alt kan og skal spises.
Damen med hatten sover faktisk. Smadder smart lige at sidde og lade batterierne lidt op og få lidt energi til at gå ind i det muslimske kvarter, som man ser bagved hende.

En tur i tuktuk gennem det muslimske kvarters meget befærdede og snævre gader.

Og tuk tuk turen gik gennem en folkemængde og smal gade som denne!

Vagtelæg på stick.
Alfred var hooked på spydene og vi måtte være sikre på at have vand i nærheden, for de var egentlig ret stærke.
Lækre og stærke kartofler.
Spicy (!!) lammespyd.

Cigaretrulning.
Tag-selv frugt, som blev skåret og vejet for enden af køen.

Når kødet lige skal skæres hos slagteren på gaden.

En ældre herre gik ned ad rækken af mænd og gav hånd til hver og en. Anledningen kendte vi ikke, men det var meget sødt og æresfuldt.
En eller anden riskugle uden den store smag, men til gengæld dyppet i nitrogen, så den var umådelig kold. En slags ris-is, måske….

Nitrogenkugle. Det var egentlig virkelig ubehageligt at have den i munden..

Det var virkelig en fornøjelse at gå i gaderne i det kæmpe store muslimske område. Det seje er at er et område, hvor muslimerne også bor og at det ikke kun er show. De fleste skulle angiveligt kende hinanden fordi det er et lille fællesskab af den muslimske minoritet – i Danmark ville man nok have kaldt dette en ghetto og stemningen og opfattelsen af området ville nok have været en del anderledes. Her var sprudlende, sjovt, livligt, hyggeligt og dejligt.
Børnene var forholdsvis stille og fulgte med – ikke så meget fis med at rende væk, gå den anden vej og i det hele taget have hø i ørerne. For at være helt ærlig, så opførte vi os egentlig allesammen pisse dårligt overfor hinanden på denne tur. Børnene hørte slet ikke efter, væltede rundt og opførte sig lige præcis som børn er. Og vi voksne var smaddersure og skældte ud hvert andet minut. Men trods dette havde vi en ret fed tur. Jeg ved ikke hvor interessant det var for børnene at se de forskellige ting, men lidt fik de nok ud af det alligevel.
Michael og jeg har ofte talt om at vores børn ikke ved, hvor heldige de egentlig er… Men det kan vi vel heller ikke forvente af to så små børn. Men alligevel kommer trolden op i os, når vi går rundt imellem flere tuside år gamle lerfigurer og vores børn baldrer rundt og ter sig. Tæl til 10. Tæl til 20. Tæl til… Bare tæl! Og tæl så lige én gang til…. Jeg tror vi skal øve os og blive bedre til at være bedøvende ligeglade og have den samme fest som vores børn. Indtil en af dem hænger ud fra et tårn og den anden står 7 meter nede og vil gribe. Det kunne ligne dem.

Vild leg på gaden, som oftest endte i at en af dem kom til skade eller kortvarigt blev en lille smule væk.
Super indbydende skadestue. Kunne være vi skulle have truet med at tage derhen, hvis de kom til skade. Så kunne det have været at de havde gået lidt mere roligt og sikkert.
Det startede så småt da vi var i Thailand i februar – vores børn er simpelthen begyndt at være søskende.

Så blev det tid til de meget gamle mænd!

Terrakottahæren beordret fremstillet af Kinas første kejserQin Shi Huangs (260-210 f.Kr.). Man mener at han ønskede at herske i døden, som han også havde gjort i livet. Hæren er en del af kejserens mausoleum. Så denne vanvittige mand fik lavet en hær, hvor alle krigere og heste er i fuld størrelse og unikke. Alle krigere har forskelligt hår, ansigt, ører, osv. og deres uniformer repræsenterer krigernes forskellige rang. Man mener at det er sandsynligt, at terrakottasoldaterne portrætterer virkelige soldater fra Qinhæren.
Byggeriet af Qin Shi Huangdis mausoleum begyndte i 247 f.Kr. og varede i 38 år. Den mest intensive fase var fra 221-208 f.Kr. I slutfasen arbejdede i alt cirka 720.000 personer på Qin Shi Huangdis mausoleum.

Der er tre huller med krigere, m.v. Dette er det størte “hul”.

Når man står og tager billeder af hæren og så lige kigger til højre ser det således ud. Det tog også nogle minutter at komme helt frem til rælingen foran hæren…

Man fandt hæren ved et tilfælde i 1970érne, da man skulle grave en brønd og pludselig stod man med et af 1900-tallets største arkæologiske fund på omkring 15000 krigere, heste og hestevogne. Man er stadig i færd med udgravningerne, men det går meget langsomt, idet det er så skrøbeligt efter 2200 år. Hele hæren skulle være blevet udsat for vandalisme efter kejseren døde og man gjorde oprør mod hans søn, som overtog kejseriget. Derfor var det angiveligt ikke en eneste hel kriger eller hest og alt skulle være blevet restaureret. Jeg synes dog det er meget vanskeligt at finde ud af om hvor meget, man har restaureret for det har krævet en del research bare at finde ud af at alt har ligget og til stadighed ligger i små dele og stykker. Så måske må vi nok regne med at at den hær, som er udgravet og står så smukt, nok er en mellemting mellem ny Kinagammel og gammel. Jeg forstår bare ikke hvordan man har kunne finde ud af at de alle har stået med ansigtet mod øst og i krigsformation. Men arkæologerne ved nok også lidt mere end jeg…

Ikke desto mindre er det fuldkommen overvældende og godt gammeldags breath taking.

Terrakottahæren er på UNESCOs verdensarvsliste. Det vilde er, at denne kejser vist skulle være en den eneste person nogensinde, der har bygget hele to steder, der er registreret på verdensarvslisten, nemlig hæren og den 2500 km lange kinesiske mur. Man kan i hvert fald ikke klantre manden for at tænke småt.

Når man lige skal have en pause fra køen ved rælingen og udsigt til hæren.

Der trylles den dejligste og mest rolige Alfred frem, når Karla sover til middag.
Skiltet meddeler at græsset ikke må betrædes.
Hul nr. 2. Det meste man kunne se var det tag, man i sin tid byggede henover krigerne. Ved hjælp af scanninger kan man gisne at det ligger mange tusinde figurer nedenunder.
Hul nr. 3. Vi startede heldigvis med nr. 3, så nr. 2 og til sidst det storslåede nr. 1.
Det obligatoriske familieselfie.

Nogle af krigerne havde man sat op i glasmontre så man for alvor kunne se detaljerigdommen og det fantastiske i disse figurer. Vi gisner at man har samlet krigerne og at det som sådan ikke har været slået i stykker. Men  vi ved det faktisk ikke helt.

Og som sædvanligt har man kinesificeret attraktionen og besøgende har dermed mulighed for at få lavet et billede, hvor ens ansigt bliver photoshoppet og man ser ud til at være forvandlet til en vaskeægte kriger. Og de har selvfølgelig lavet to strålende eksempler:

TerraClinton-kriger.
Ja eller Kinas bedste ven, Putin…..
Ja, man må hellere operere civiliseret ved denne store stenblok, der ret formålsløst stod midt i et rum på museet ved Terracotta-hæren.

Efter 4 timer kunne ingen af os længere og vi måtte begive os den times tid der var tilbage til Xi’an by og slændre lidt rundt i de fine, smalle gader.

En rigtig mand og far.
Skraldebiler.

Da dagen gik på hæld og vi slændrede forbi en stor plads, der var netop foran vores hotel. Der er ofte mange flotte og velkonstruerede pladser i de større byer i Kina.

Det fineste springvand og selvfølgelig med lys der kan skifte farve.

Så vidt jeg kan forstå laver man morgengymnastik mange steder – også i kindergartens og på skoler. Umiddelbart minder det mig om Danmark i 1950érne, hvor man generelt dyrkede morgengymnastik og der var en dansk gymnastikguru, hvis navn jeg af gode grunde ikke kan huske.

Fællesdans. Jeg tror der var flere hundrede kvinder og få mænd.

Karla kunne ikke dy sig. Jeg har en mistanke om at de danser mange lignende danse i kindergarten….

Generelt dyrker mange mennesker dans, motion og kampsport på åben gade og det er en hel almindelig ting her. Jeg synes det er skønt og jeg elsker at de er død-ligeglade med om nogen måske syntes det er mærkeligt at de danser rundt. Det lader til at være noget, man deles om, og som alle kan få lov at fornøje sig med.

Kampsportstræning og høj musik.

Xi’an har en af de ældste, længste og mest velbevarede bymure i Kina. Den er 16 km og danner en fin firkant midt i byen – og indenfor murene ligger de gamle byggerier, tromme- og klokketårnene og det muslimske kvarter.

Vagttårn ved en af portene til Xi´ans gamle bymur.
Det obligatoriske familieselfie.
“Du skal tage billede med dem!”. De stakkels kinesiske børn har sjældent lyst til at stille sig op ved siden af vores børn og få taget billeder. Vi er slet ikke i tvivl om at samtlige kinesiske børn lærer at vestlige børn er smukke. Forældre eller andre, der tager sig af børnene, starter meget tidligt, ja allerede som spæde, med at få de små stakler til at røre ved eller tale med vesterlændninge. Især de lyse børn får ekstra positiv opmærksomhed. Uanset hvor grimt et lyst barn er, vil en kineser nok oftest betegne det som piàoliang (smuk)…
Vores børn er faktisk overraskende nok stadig søde til at stille sig tålmodigt op og mætte de sultne kineseres fotosult.
Vi kunne nærmest ikke stå stille på muren, hvis vi ville undgå at folk stimlede rundt om os (børnene) og tog billeder. En enkelt mand spurgte mig om han måtte få taget et billede med mig og  hans kone/kæreste tog så fotoet……
Man kunne lege cykler på muren og køre de 16 km rundt, som muren er. Det giver anledning til en del trafik og cykelkaos, idet førerne ikke trafikerer bedre på muren end på gaden.

Når man rigtig gerne vil have et lækkert voksenfoto og vores søn photo bomber. Alfred elsker at være “enebarn” når Karla sover til middag.
Den gamle bymur udefra. Jeg ved ikke hvor meget af den gamle mur, der var tilbage, men den var nu flot alligevel. Den var nok det, vi kalder kinesisk gammel, altså gammel, men ny.

Første maj tog vi den 5 timer lange togtur hjem igen og følte os mættede og glade for at have set lidt mere af Kina. Vi ville nok aldrig tage til Xi’an hvis vi ikke havde boet i Kina – og slet ikke med små børn.
Jeg tror det er generelt for småbørnsfamilier at de holder sig væk, for de fleste turister, vi så, hørte til den lidt mere gråhårede generation. Men uden at skulle lyde for blogger happy, så er vi faktisk taknemmelige for at vores bucket list får flere og flere “tjek”s, hver gang en miniferie byder på lidt mere snusen til dette enorme og mangfoldige land. 

TAK fordi du læser med.

Familiedate, store skibe & “anderledes” snacks. Marts 2018.

Marts. Hverdag. Hyggeligt.

Af en eller anden grund finder jeg det næsten skammeligt at der ikke er fest, farver og fuldkommen unikke oplevelser mindst én gang om ugen. Man bor jo i Kina…! Ja, men vi må jo nok så småt indse at når man flytter til et andet land bliver det også helt almindelig hverdag, selvom det er i mærkelige Kina. Der går småbørn, arbejde og madlavning i den. Og det er okay. Det er nok også nødvendigt. Vi oplever selvfølgelig en masse sjove og spændende ting, men det gør man jo også når man tager bus 5A fra Bellahøj til Rådhuspladsen. Små ting, hvor man smiler, ryster på hovedet og til tider kan få en sjov fornemmelse i maven over at man var heldig (eller uheldig) at opleve det. Noget vi måske husker eller glemmer, undrer os over eller giver os en aha-oplevelse.  Noget, der får os til at tænke over hvad vi selv gør og måske kan gøre bedre. Noget, der bare er skægt og noget, der får os til at føle os heldige og taknemmelige…

Stålskinneforretning.
Bagved blomstermarkedet sad børn, som havde fået fri fra skole.
De ser forsømte ud, men årsagen til jeg fandt dem var at de klukkede og grinede højt og havde det så hyggeligt bagved mors og fars arbejde.
Rules are meant to be broken – as usual.

Som altid bliver jeg nødt til at vise lidt fra Alfreds skole.  Jeg har skrevet det før, men det er virkelig en god skole. Det skulle den jo også gerne være til dén pris…. Men Michael og jeg har ofte talt om at vi nok ikke kunne ønske os bedre forhold for Alfred. Vi vil ansøge om plads til Karla fra januar 2019, som er 2. semester på skoleåret. Vi håber at de kan finde plads til hende… Der er kun 20 pladser og disse er allerede optaget fra skoleårets start i september 2018. Så hvis der skal være plads til Karla skal nogen andre rejse og hun skal være først på ventelisten til Pre-K… Det er lidt ligesom at håbe at nogen snart dør, så man kan få en plejehjemsplads…..

Alfred på skolens legeplads med sine venner Irene, Reggie og Helena.
Vi fik (desværre) endnu engang besøg af Bongo. Vi  valgte at blære os med Thailand-turen, vi netop var kommet hjem fra. Der skete nemlig intet spændende i vores hverdag i de 4 dage, Bongo var hos os. Så jeg hjalp Alfred med at snyde og  forberedte ham allerede til livet på de sociale medier og vise det fede liv frem i stedet for den almindelige hverdag…
Og Alfred syntes det var fantastisk at vise sine sider frem for klassen.
Endnu et projekt, der prydede gangen på skolen. Denne gang med Kandinski som inspiration.
Alfreds klasse i foråret 2018. Når han skal i K2 vil alle børnene, der skal i K2 blandes. De fordeles dog ikke tilfældigt i deres nye klasser, idet Pre-K/K1-lærerne (de underviser kun Pre-K/K1 og følger ikke med til K2), sætter sig sammen og kigger på venskaber, dynamik, sprogfærdigheder, osv. Sådan fungerer det i alle klasser på alle klassetrin. Der er tre spor på hvert klassetrin og første skoledag er spændende hvert år, idet man altid får nye klassekammerater og klasselærer.
Der var Dr. Seuss-tema og man gennemgik samtlige historier og emneugerne kulminerede i udklædning og en masse sjov.
Silkeormprojektet, som har strukket sig over flere måneder. De er på nuværende tidspunkt kæmpe store og fede. Da de var denne størrelse skulle de fodres to gange dagligt og mrs. Karen havde haft dem med hjemme i nytårsferien – altså i omkring en måned. Hver weekend og småferier, der har været siden de klækkede har hun passet og plejet dem, taget dem med hjem og taget billeder af dem og lagt på Seesaw, forældreintra. Og børnene er vilde med det. Alfred har store følelser for sine silkeorme og nærer dyb omsorg for dem.

Alfred og han gode ven Tomie, som også bor i vores compound.

Karlas kindergarten eller vuggestue er super fin, men hun bliver så røvforkælet der. Man opdrager meget anderledes i Kina og det dér med at dele og få nej, det er ikke implicit. Og det skal Karla altså have. Hun får så meget opmærksomhed at hun næsten ikke kan tåle mere. Det engelske ord for at blive forkælet er godt valgt… Spoiled.  Yes, vi holder meget godt fast i vores dejlige, lille madame for ellers bliver hun vild nok. Lidt for vild nok, tænker jeg….  Men hun er samtidig bedårende og utroligt charmerende. Heldigvis.
De kinesiske børn, jeg har mødt og set har ofte haft noget mindre selvstændighed og vilje. Min mors mand var noget bekymret og undrende, da de besøgte os i december: “hvad gør de ved deres børn…??? De virker dopet…”. Ja, det gør de faktisk til tider.
Generelt finder Michael og jeg kinesernes opdragelse meget kontrastfuld. Stor kærlighed og servicering, samtidig med streng disciplin, lydighed og skæld-ud.  Meget få børn er ligesom Tina på billedet nedenfor. Hun er fjollet, taler enormt meget og tuller rundt – ja hun minder nok egentlig lidt om Karla. Hendes mor arbejder i Karlas kindergarten.

Karla med sine yndlingspiger i kindergarten, Keer, Tina og Susan.

Jeg kan virkelig ikke sætte min finger på hvad man gør for at få de her børn til bare at sidde og kigge ind i scootertæppet, hvor deres ansigt er dækket, når de sidder på scooteren mellem benene på mor eller far og ikke skal fryse. Eller når de til tider bare står og kigger uden at løbe rundt på togstationen – selvom de har ventet i 10 (!!) minutter. Eller når de stille og roligt sidder pænt på linje på gulvet eller på en stol og leger. Der hamres sjældent rundt med biler eller smadres byggeklodser.  Generelt handler mange ting omkring børn at få dem til at sidde eller stå stille, gå  eller stå på række. Men det bliver man vel nok også nødt til når man er mange mennesker i et land.
I Karlas kindergarten går man også meget op i at børnene skal sidde stille, lege roligt, være lydige og ordentlige og gå, stå og sidde “in a line”. De er glade forsætningen “in a line, please!”. Og det er nu også rigtig fint. Måske er initiativniveauet generelt lidt lavere end vi er vant til i Danmark. Men det ville nok heller ikke fungere hvis alle var iværksættere, selvtænkende og initiativtagere. Så ville der være mange kokke om maden og der ville formentlig være mange arbejdsløse, fordi man ikke gad tage et job som flagholder i forbindelse med vejarbejde, bladfejer eller frugt- og grøntsagsvægtsbetjener i Suguo.

Heldigvis er opfordrer man også til nysgerrighed, kropsbevisthed og motorik i Karlas kindergarten.

Man bliver fuldkommen blød om hjertet, når man modtager sådan et billede fra læreren….. Jeg er så lykkelig for at se at Karla kan have det så sjovt i sin klasse!

Årsagen til at jeg skriver “kindergarten” er ikke at jeg er blevet mega international og “ikke can huske what det heddr på daaansk”, men at det er noget andet end en vuggestue. Man kan starte når man er fyldt 2 år og gå i hele vejen til grade 1, hvor man gerne er 6-7 år. Man går i skole, modtager undervisning og har skemalagte dage. Der er selvfølgelig også leg, men det er gerne tilrettelagt.
De dage, hvor der har været arrangementer på ESI (Eternal Sea International Kindergarten) har der været et program, der lød lignende;

8:30-8:32 Welcome
8:33-8.36 Wheels on the Bus
8:37-8:54 Snack (hvilket gerne er en kiks med chokolade og vaniljecreme eller lignende..)
8:55-8:58 Head, Shoulders, Knees and Toes
Osv….

Og det er ikke overdrevet, jeg mener det. Men de klarer det godt, er søde og omsorgsfulde, og børnene hører efter. Lærerne formår faktisk at få børn på 2 år til at deltage og danse indøvede danse. Hver uge modtager jeg et dokument, hvor Karlas præstationer vurderes.

I Marts fik hun 3 ud ad 4 stjerner for opførelse. I februar fik hun 2.

Rapport fra februar. Det skal lige siges at Karla ikke som sådan græd, når jeg gik, men havde brug for et ekstra kram og havde brug for at lærerne havde hende på skødet, når jeg skulle gå… “A little sticky”.
Rapport efter forældresamtale i februar.
Rapport fra marts. Jeg bliver glad, men har det også lidt (ret) sjovt, når jeg hver fredag modtager disse rapporter. Jeg tager mig desværre selv i lige at se om Karla måske skulle være rykket op til 4 stjerner…..

Jeg synes de har fået ret godt fat i hvem Karla er…. Hun er, ligesom sin bror, helt sin egen og gudsketak og lov for det.

Jeg henter ofte Karla før jeg henter Alfred kl. 15 og vi kan tage på legepladsen på Alfreds skole efter skoletid. Der er som regel utroligt mange børn – hvis det ikke regner eller ikke er ulideligt varmt og fugtigt.

Smukke blomstrende kirsebærtræer i skolegården på NIS.
Snack time – most of the time. Vi har nok været der indtil lidt sent, for de fleste af børnene var nok taget hjem på det tidspunkt, hvor billedet blev taget.
Spiderweb i skolegården, der hører til primary school og op efter.

Og tour-de-legeplads fortsætter hjemme i vores compound hvis vejret er til det.

Vores to aber på legepladesen i compoundet. Vi bruger mange eftermiddage dernede, hvis krudtet ikke allerede brugt på spiderweb i skolegården…

Oftest ser jeg ikke rigtig Alfred efter vi er kommet hjem, fordi han suser afsted på sin blå cykel og drøner rundt med sine venner, der også bor her i compoundet. De har frit slag og Alfred nyder det helt sikkert. Det føles lidt som “i gamle dage”, hvor børnene havde mere frihed og måtte være ude alene – helt uden mobiltelefon og alt muligt. Det er virkelig grænseoverskridende for især mig, at han bare kører afsted og jeg ikke kan holde øje med ham. Vi må stole på at der ikke sker ham noget og at han træffer nogle fornuftige og gode valg. Han befinder sig jo inde i et beskyttet område, han har fået guidelines for hvad han må og ikke må, og hvordan han skal skaffe hjælp.
Og han føler sig så stor og fri. Det er sejt han kan jonglere rundt mellem legeplads, huse og venner. Vi har simpelthen en Royal Family forældregruppe på WeChat, hvor der tikker lignende beskeder ind omkring kl 17.30-18: “Anybody seen Alfred? Please send him home for dinner, thanks!”. Ca. 3 minutter senere kommer den lyseblå 20″ cykel ræsende med en oftest svedende og storsmilende Alfred ovenpå – med mindre han er pissesur over at skulle hjem til sin kedelige familie og spise aftensmad…

Alfred med “gutterne” i alle aldre på legepladsen i vores compound. De kan løbe rundt meget længe og lege zombie tag og de gør det gerne ofte. De store hjælper de små men det lader til at de allesammen sætter regler op for legene.
Alfred og Ciara, vores genbo, lige bagved vores have.
Alfred og Michael spiller touch rugby hver (-ish) søndag. Nogle gange kommer Karla og jeg og ser på… Karla sammen med de yngste, men bedste babysittere Jasmin og Ciara.
En af mange play dates efter skole på en ny og mega lækker legeplads (og den eneste i nærområdet). Her tager vi gerne hen, hvis der skal være lidt afveksling fra spiderweb.

Og nogle gange skal hele familien på tur – familiedate, og ikke kun for børnenes skyld. Også for de voksnes. YES! Især for de arbejdende ægtefæller er weekendarrangementer og familiedates vigtige, fordi de ikke rigtig omgås andre end kollegaer i løbet af ugen. Og en halvtræt kone. Og larmende børn. Og når man har et sæt venner, der er dejlige at bruge tid sammen med, har børn på omtrent samme alder og som gerne vil se de samme ting, så drager man afsted til Purple Mountain i Nanjing centrum – bevæbnet med klapvogne, gode sko, snacks og en helvedes masse tålmodighed.

Alfred og Carlotta i metroen.
En dreng i metroen. Barn eller ej, så kan man godt have sådan en fed jakke på. Only in China.. I Kina går mænd aldrig med grøn hat (nej, hvorfor skulle man dog også det?!??!), fordi der er et ordsprog, der siger at når en mand har grøn hat på, så er hans kone ham utro.
Rules are meant to be broken – as usual.
En flot tur op ad Purple Mountain i kabelbanen.
Familien Wieck-Mesarosch.
Forureningen gav et flot sløret udtryk. Vi kunne faktisk næsten ikke se udsigten da vi kom op til toppen…
Snack time – most of the time.
Det bliver ikke meget bedre. Vi er så taknemmelige for vores familiedates med Giversen Kay- familien og familien Wieck-Mesarosch. Her står vi på toppen af bjerget med udsigt til en flot, grålig dis. Den var ikke brun, så det var altid noget!

Og efter en dejlig dag drog vi mod Royal Family Garden, bestilte mad, smed en film på playstationen og drak vin til sent om aftenen. Sådan.

Lidt hverdag på stribe:

Jeg tror han mangler lidt afstivere i hans tag til scooteren..
Karla vokser sig stor…. Hun kom hjem med en smuk fletning og havde siddet ganske, ganske stille, mens håret blev redt og sat. Så det var beviset at hun faktisk kan sidde stille!

Perlepladeproduktion.
Alfred og han evige kærlighed Clara fra børnehaven i Danmark, der facetimede. Alfred var meget glad, selvom samtalen endte lidt hurtigere og mere brat end vi voksne nok ellers ville have gjort.
Kø til afhentning i kindergarten ved lukketid kl 15.50.
Min første vagt som skolesygeplejerske. Tænk, jeg tjent mine egne penge og var på arbejde i hele 8 timer! Jeg har været der et par gange siden og det er ganske hyggeligt, anderledes og faktisk en lille smule travlt med alle de vilde børn, der smadrer knæ og skærer sig på pap!
Når man får nye gummistøvler fra Taobao til 35 kr. skal man selvfølgelig have dem på og hygge med sin elskede far.
Så kan man sådan rigtig lære at tale Google translate engelsk.
– “Åh, jeg sådan lidt stresset i det…”, – “Bare tag det roligt; smør dig med denne creme og så smelter stressen væk!”
To af vores fjernbetjeninger herhjemme. Vi kender lige akkurat de få knapper, vi skal bruge og er virkelig på den, hvis vi kommer til at trykke på noget forkert…. Der findes oversætter-apps på telefonen, så man kan oversætte direkte fra billedet, men det er ikke altid en hjælp. Nogle gange er ordene komplet uden kontekst og super sjove. Jeg fik engang en oversættelse der lød; “my three shoulders”….. Og det havde intet med kroppen at gøre.

Som mange nok har (berettiget) fordomme omkring, så har kinesere nogle funny snacks… De har mange street kitchens med grisefødder, man kan gnave af, blæksprutter med dinglende arme på spyd og hønsefødder, sprøde og stegte, som hvide, bløde og kogte. Og de har mange snacks i supermarkedet i poser og vacuumposer. Der er et kæmpe udvalg!

Lille udsnit af det store udvalg. Generelt bare virkelig “anderledes” snacks. Alt er selvfølgelig separat pakket nede i posen.
Sprøde andetunger. Jeg elsker at de har tegnet anden helt nuttet.
Vacuumpakket kyllingelår. Det kan spises direkte fra pakken og ligger ikke på køl.

Der er mange flere og jeg må nok få husket at tage nogle billeder af det – for jeg tror vi vil komme til at glemme, hvor “anderledes” disse snacks er. Og der er mange flere end det, jeg allerede har taget billeder af….. Det er vildt hvor meget plastik, de bruger til at pakke det ind. De pakker alt ind i plastik, alt… En pose i en pose, som så har mindre poser, som nødder, rosiner eller lignende er pakket ind i. Og det mest pudsige er, at de små snackposer ofte er så små, at man skal spise et par poser for at få fornemmelsen af faktisk at have fået en snack.

Seperat vacuumpakkede pølser i cocktailpølsestørrelsen. Og selvfølgelig behøver de ikke ligge på køl.
Jeg tror det er æg. Men jeg ved det ikke. Sorte klatter i vacuumindpakning.
Der er generelt mange, mange meter af montre med lignende pakker. Man fylder en plastikpose og får indholdet vejet. Der er mange forskellige priser, så man skal helst bruge så mange plastikposer som muligt.
Jeg tror det er en hønsefod.

Pølser, som en bekendt havde købt. Jeg har endnu ikke vovet mig ud i det.
Pose i en pose. Og virkelig uden formål.
Andesnacks.
Til venstre de indbydende sprutter med dinglende arme på spyd.
Andesnacks. Der er gerne masser af skraldespande, der er fyldt med pinde fra disse snacks. Man får gerne omkring 7-10 sticks ad gangen og de er så stærke at man begynder at hoste når man passerer biksen.

Når der rigtig skal sparkes gang i husmoderen på 3-1 Yifeng Yuan i jin ling jia tian (Royal Family Garden), så smutter jeg en sjælden gang afsted på sightseeing i løbet af dagen. Jeg gør det nok alt for sjældent og jeg kan godt kede mig lidt midt i indkøb, madlavning og aflevering/afhentning af børn. Ganske enkelt fordi det er det samme og det samme, og fordi det tager lang tid og er lidt besværligt. Jeg skal i hvert fald trække vejret en ekstra gang, når Karla igen, igen ikke gider gå fra Alfreds klasselokale og småhysterisk og modvilligt slæber sig de 500 meter, der er fra klasselokalet til parkeringspladsen, hvor scooteren holder. Ideér og velvilje fra min side til at få Karla til at gå med mig kan snart ligge på et lille sted og jeg bliver bare rigtig glad, når Karla selv finder på at lege hund eller løber skriggrinende mod udgangen, når jeg leger kyssemonstret.

I marts fik jeg den strålende idé at Maria, Ellen og jeg skulle tilslutte os de fleste kinesere i Najning og tage til Purple Mountain for at se de blomstrende kirsebærtræer på Plum Blossom Hill.

Ellen og Maria.
Purple Mountain er et kæmpe område i midten af Nanjing. Et af de mest populære steder i foråret er Plum Blossom Hill, hvor der er tusindvis af kirsebærtræer og der er utroligt mange mennesker, der tager mange billeder!
Et sæt af de mange dyr på Sacret Path.
Magnolietræerne stod så smukt.
En af mange photosessions. De var højlydte og snakkede, som var de uvenner, grinte og havde det vidunderligt sjovt. De var skønne at se på og vi grinte med dem.
Det er åbenbart en ting, man gør her. Man tager et sted hen og bruger en god portion tid på at få det helt perfekte billede. Man skal holde fast i en gren, når man får taget billeder. Og det er generelt for alle, der poserer foran træerne. Vi bemærkede at mange af kvinderne havde tørklæder, gerne røde, med og tog dem på ifm photoshoot.

Endelig fik vi muligheden for at se hvad Michael render og pønser på. Vanvittigt imponerende og mega stort. Ja, jeg skrev mega stort, for det er det.

Michaels kontor, som han deler med 5 fra sight teamet. Altså, der er flere borde i lokalet end disse to, som er Michaels og Jeppes.

Det obligatoriske familieselfie.

Skibet er vokset en del siden dette billede blev taget og er på nuværende tidspunkt (altså 2 måneder efter….) fuld længde, altså 234 meter langt.
Tre meget stolte mennesker. Vi syntes det var ret overvældende at se værftet og det store skib, Michael “bygger”.
Skibet lå på daværende tidspunkt i dok med vand, idet det skulle flyttes i dokken. Et andet skib fra en anden ejer var netop sejlet ud samme dag, vi besøgte værftet. Så vidt jeg husker, var der 9 meter dybt vand under overfladen.
Sjakket, der tager sig en kort pause. Der blev kigget lidt, da vi fire kom slændrende forbi….

Alting var og er i en helt anden størrelsesorden end man er vant til. Man kan ikke rigtig forestille sig det uden man har været der eller et lignende sted. Højt oppe, langt nede, store gåafstande og masser af maskiner og værktøj. Det var ret sejt at være der – også selvom vi vist ikke helt måtte med børnene. Jeg kan så godt forstå at Michael brænder for dette og knokler så meget, som han gør. Det må være sejt at have mulighed for at være med til at bestemme alt fra møbler til stikkontakter, køkkenets design til farve på gardiner, indretning i maskinen, hvilke moduler, der skal være i computersystemet, der styrer motorerne, kloakken, vandbeholdningen, og så videre, og så videre. Hvilke maskindele, der er i god nok kvalitet, hvad, der skal fornys i forhold til ældre skibe og hvorfor man skal kunne afblæse alarmer, der hvor alarmen “kommer fra” og at man ikke skal slukke den langt væk fra det reelle problem.
Der er meget, meget mere, og jeg aner intet om det. Jeg ved bare at Michael kan komme glad, træt, opgivende, optimistisk, undrende og smågrinende hjem fra værftet, fabriksbesøg, møder eller hvor han ellers har befundet sig i løbet af dagen. Jeg er oprigtigt imponeret over at han ved så mange ting, har kendskab til så mange regler og forhold, og i en alder af sølle 33 år har så stor en rolle i et nybygningsprojekt.

På Alfreds skole var der endnu engang samtaler, men denne gang kun hvis lærerne fandt det nødvendigt. Jeg tror ikke mange PreK/K1/K2-lærer fandt det nødvendigt at få så mange forældre og børn til samtale, så måske blev dagen brugt til “at komme i bund” med arbejdet eller oprydning af klasselokalerne i de små klasser. Ikke desto mindre var al undervisning aflyst for dagen og Alfred og jeg tog på mor-søn-tur.

Mor og søn-dag til Xuanwu Lake.
Selfies er et stort hit her – vi prøver at gøre kineserne kunsten efter. Og ved du hvad..? Det er faktisk virkelig hyggeligt. Vi blev i hvert fald rigtig gode venner med pigen i baggrunden med de runde briller, der syntes Alfred var helt vidunderlig og brugte det meste af turen på at kigge på ham. Ved alle seværdigheder finder man disse store “golfbiler”, som man kan betale sig til at fragte én rundt, så man ikke behøver at gå og bruge sine ben.

Skolebørn på tur.

Som altid har jeg mindre udvalg af billeder af køretøjer. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at kigge på de formidable eksempler på hvordan man kan transportere ting og på hvilke køretøjer.

En kvinde med et vejrmæssigt smart køretøj.
Pakkepost.
Papskrald.

Pakkepost.

Fyraften og på vej hjem i firmabilen.

Jeg har en særlig forkærlighed for de trehjulede scootere/motorcykler – især fordi de ofte pakkes fuldkommen vanvittigt.

Der er faktisk en trehjulet scooter/motorcykel nedenunder.

En mindre type af de trehjulede. Den kan selvfølgelig også pakkes til bristepunktet og så liiige lidt mere.

Det her er måske en af de længste lastbiler, jeg har set på almindelig vej. Den havde meget store vanskeligheder ved at komme rundt om hjørnet. Førerhuset legede gemmeleg foran papkasserne, da jeg tog billedet, og chaufføren fik styret hele molevitten afsted uden materielt tab eller at nogen blev skadet.

Og rosinen i pølseenden, kirsebæret på toppen, prikken over i´et og den store finale;  en scooter…. på en scooter.

Man kan selvfølgelig sagtens transportere en scooter på en scooter.

Sådan, så var marts forbi. Veloplevet og velnydt.

Men der manglede bare lige det sidste…..

Den 30. marts tog vi en smuttur med to flyvere.

14 timers flyvning i vente og fire spændte maver. Første besøg hjemme i Danmark siden vi flyttede til Kina. 7 måneder uden leverpostej, vores familier på hjemmebane, venner og at køre i bil selv.

For pokker, vi glædede os og for pokker, hvor var det en skøn uge i april.

Vi opdagede at vi faktisk havde savnet at være i Danmark, at vores venner havde været væk fra os længe, og at der i det hele taget er ret så dejligt i vores hjemland.
Men vi opdagede også at vi er glade for Kina, at vi er mega seje og vi kan være stolte af og glade for at vi har gjort dét her…

Mere om det i april-indlægget.

Som altid det uforglemmelige; TAK fordi du læser med….

Kinesisk nytår, badedyr & klipklappere. Februar 2018

7 måneder var gået og vi følte os efterhånden godt tilpas og sådan rigtig hjemme. Så småt begyndte de “små, underlige ting” at fylde mindre i hverdagen og den daglige anger management krævede mindre energi.

Et mindre udvalg af olie i det lokale supermarked, Suguo – med tilhørende vejleder.

Jeg er heldigvis blevet godt hjulpet på vej af især Stine og mine andre (kvindelige) medfælder, der skal finde ting og madvarer i forretningerne. Michael handler som sådan ikke herhjemme i Kina- både fordi jeg selvfølgelig kan gøre det i løbet af dagen og at jeg har prøvet det mange gange før. I februar tog mine indkøb ikke så lang tid længere. Jeg vidste hvor jeg kunne købe god broccoli, friske æg, hvilket kød fra hvilke forretninger eller markedet, hvor frugten var mest frisk, osv.
Og bare dét at finde en almindelig vare i Suguo kan være en udfordring. Skal man for eksempel fine en god olie må man lige bruge lidt ekstra tid. Både fordi der er en meget stort udvalg og at man samtidig lige skal sikre sig at olien ikke har grisetæer- eller tofu-smag. Det ved man aldrig… Varerne er ikke helt logisk sat op, så man kan ikke prøve sig frem som man ville kunne i Bilka. “Hmmm, mayonnaisen må stå sammen med ketchuppen og noget andet tube-noget..”. Nej. Ikke her. Her kan man finde negleklippere, spisepinde og sesamsnacks med oksesmag på samme reol.

Og jeg har lært lidt mens vi har boet her i forhold til at styre mine sure opstød i trafikken og lysten til at belære mine medtrafikanter om hvor dårligt de manurerer rundt i trafikken og at de bare skal tage at tænke sig om!

Når flamingo skal transporteres.

Michael har alle dage haft dejligt overskud til at smile af alle dem, der hjernedødt kører rundt med skyklappere på. Og jeg er begyndt at lære det så småt – undtagen når det er til fare for mig og især mine børn. Er du vanvittig, hvor kan jeg blive sur, når en eller anden klaphat drøner lige ud foran mig og end ikke ser os, og jeg må hukke bremsen. Men det eneste, man kan gøre er at trække vejret og bare sige prøve at forstå, at de faktisk ikke ved bedre.
Michael har fået fortalt af en kollega at for blot små tyve år siden kun var cykler og hestevogne i denne by (som i øvrigt var meget, meget mindre og  er vokset absurd hurtigt det sidste årti). Og når man ser hvordan børnene trækkes gennem trafikken, overfor rødt, vadende ud foran biler, kørende i modsatte retning på scooteren (hvor mange i øvrigt sidder med ryggen til kørselsretningen) og i det hele taget bevandrer et inferno af to- og firehjulede dødsfælder, ja, så forstår jeg godt hvorfor det hele bare fortsætter. Der er ingen trafikorientering i skolen og de har sågar lyskryds, hvor der er grønt for flere krydsende kørebaner, hvilket potentielt kan resultere i at man kører sammen/bliver kørt ned, trods begge parter er kørt overfor grønt. Og i køreskolevognene sidder 3-4 elever på bagsædet og glor ned i deres telefon, mens en stakkels ung kineser, der knapt kan kigge ud over rattet, dirigeres rundt af en halvhysterisk kørelærer, der vifter rundt med armene og meddeler, at vedkommende da sagtens kan køre til højre, når det er rødt og krydset er tomt – det er dog meget sjældent tomt og man skal op til flere gange om dagen løbe for livet, hvis man ikke vil jernes ned af en bus med 45 km i timen, der skal svinge til højre, når man som fodgænger er på vej overfor grønt…
Der er flere grunde til at min autodidakte anger management har givet pote og har været så vigtig. Den vigtigste og største årsag er at jeg har en søn bagpå, der sidder og siger  at”kinesere kører så dårligt”, at “de kan ikke finde ud af at køre bil”, og for at brilliere; “kinesere er så dumme!”…. Yes, så må man nok lige tage sig sammen, vise sig som det gode eksempel og lære sit afkom, at det selvfølgelig handler om viden, tankegang og undervisning og ikke dumhed…… Og at man i øvrigt kan have vanskeligheder ved at sammenligne og generalisere 1,4 milliarder mennesker.

Men oprigtigt talt synes jeg at kineserne har en fantastisk og yderst veludviklet egenskab til at sige “skidt-pyt” (uden at generalisere 1,4 mill. mennesker……).  Og dét er vi mange, der kan lære noget af. Ingen af os i familien er gode til at sige skidt pyt, og det er især blevet svært efter vi har fået børn – ja, hvilket er totalt upraktisk og i strid med de fleste børnepsykologers overbevisning.  Så hér i Kina bliver vi da stillet overfor faktummet at alt ikke er lige vigtigt. At tingene ikke behøver at sidde monteret lige, at der er maling ovenpå ledninger eller lignende, hvor der ikke skal være maling, at den mugne silikone mellem fliserne i badet bare dækkes med hvid lim, at samlingen af slanger til opvaskemaskine og kloakken under køkkenvasken fyldes op med isoleringsskum fordi der mangler en vandlås, og at man ikke behøver at kende de beboere, hvis indkørsel man parkerer sin bil eller scooter i. At man ikke behøver at se smart ud, og går med paraply i solskin og har alverdens mundbind, net, skygger, hatte og skåneærmer på, og at scooteren plastres til med tag, tæpper og vanter (hvad er dummest: at se dum ud eller fryse og være våd???). At man ikke behøver følge trafikreglerne eller stå pænt i kø, og at man ikke holder sit mundvand indenbors, når man er i nærheden af andre mennesker eller kører på scooter og dem bagved også kan få glæde af snotklatten. Eller at man holder sig for munden når man nyser eller hoster. Et eller andet sted er flere af tingene jo lidt ligemeget, det er måske upraktisk og ulækkert, men det er jo ikke de vigtigste ting i verden.  Det er selvfølgelig aldrig rart at blive spyttet på fordi det både er ulækkert og kan være en smitterisiko, men hvorfor må man egentlig ikke spytte ned i en skraldespand? Hvorfor føler vi, der ikke kommer fra Kina,  os nærmest forulempet når Hr. eller Fru Kina trækker godt nedefra svælget og pænt lægger klatten i en plastikpose eller skraldepand? Og hvorfor fokuserer vi så meget på at tingene sidder lige i stedet for deres funktionalitet?
Jeg kan ikke komme udenom at jeg stadig gerne vil have at tingene er lige og  ser pæne ud, at jeg helst ser at folk, der er kommet efter mig til toilettet også lader vandet efter mig, og at jeg ikke behøver at sove i fuld offentlighed. Men det er sgu da et eller andet sted ligemeget at man taler privat henover kunderne i forretningen (så længe man jo hjælper dem), at man ligner en komplet idiot under scooterteltet eller når man render rundt i nattøj på gaden, og at man ublu spørger fremmede om hvor mange børn de har, hvor gamle de er, hvor man bor og hvor meget man i øvrigt tjener.

Når man skal gå med sin hund omkring kl 10 om formiddagen.

Der er ofte morgensamling på skolen, men en af dem var med optræden fra  de tre klasser PreK/K1: Alfred havde glædet sig meget og så frem til at vise de seje sange med tilhørende koreografi og instrumenter.

Early Years assembly. Alfred startede ganske entusiastisk og var klar til at hamre løs på sin hjemmelavede tromme bestående af tre plastiskflasker.
Alfreds entusiasme dalede i takt med musikkens tempo og længden på assembly. Han stod faktisk, helt uden pis, og kiggede op i loftet hele den sidste sang igennem, mens han meget demonstrativt sukkede dybt.

Jeg synes simpelthen at dette er så sindssygt sejt og jeg er så taknemmelig for at man giver os forældre mulighed for at få et lille indblik i hverdagen og få lov at beholde en sammenklippet video som denne. Og se, hvor glade børnene ser ud!

Byggeriet på det første skib gik fremad og det begyndte så småt at tage form.

Det første skibs spæde start. Her er der omkring 45 ud af 273 blokke. Skibene er bygget op af blokke, der har 20 mm tolerance, når de sættes sammen. Det kan sammenlignes med at skulle sætte et rugbrød i skiver sammen igen. Det vildeste er at al “indmad” er lavet og “sættes sammen” ligesom skroget.

Blot et par af de mange etager, skibet ender med at have.

En ganske lille hovedmotor, der skulle løftes ned i et skib.
Motoren løftedes over på et skib, der ligger til ved værftet.

Alt på værftet er bare en tand større end hvad man normalt kender og størrelsen kommer slet ikke til sin ret på billederne. Michael havde arbejdet meget og længe op til februar måned. Sidst han havde nydt ferie var i juni 2017 hjemme i Danmark, så han var mere end klar til at nyde det kinesiske nytår og at værftet lukkede og han og Jeppe med god samvittighed kunne holde ferie.

Det er cotume at udlejer sætter årets dyr på døren. Det skulle angiveligt bringe lykke. Ved det kinesiske årsskifte skiftede vi, som det jo nok fremgår, til hundens år….

Det kinesiske nytår (også kaldt månenytår eller forårsfestival) falder forskelligt hvert år, lidt ligesom påske og varer i 15 dage. Og de fejrer, som ordet selv hentyder til, det nye kalenderår i den kinesiske kalender, der følger sol og måne. De bruger dog den “almindelige” kalender, som vi kender den, i det daglige. Det er en højhellig tid for kinesere og de rejser til deres hjemby og besøger familie, spiser mad og hygger sig. Det minder nok lidt om vores jul i Danmark. Butikker lukker ned ca en uge før og/eller efter og i en hel måned er landet på halvt blus. Kinesiske skoler og kindergartens lukker ned i en måned. Transporten er dog på skyhøjt blus og kinesernes rejseaktivitet bliver kaldt for verdens største folkevandring. I løbet af nytårsfejringen forventes det, at der er ca. 1 milliard kinesere, der rejser indenfor Kinas grænser.

I Suguo kunne købes dette og langt mere til at fejre nytåret med rødt bravur.
Nogen glædede sig til badeferie og lavede en swimmingpool af vores sofapuder.

Endelig, endelig, endelig blev det ferie og vi ventede på eén ting; at fredagen skulle gå og at vi om aftenen kl 19 kunne køre afsted med vores kufferter til lufthavnen og afsted til Thailand.

Nanjing lufthavn by night. Farverne skifter selvfølgelig til blandt andet rød, gul, lilla og grøn.
Nanjing fra luften.
Bangkok lufthavn kl 4 om morgenen.
En noget anderledes lufthavn end man normalt ser. En lufthavn uden nogle ydervægge…
Ankomst til hotellet i nattøj og ca 25 grader fra morgenstuden af.

Badedyrene var ganske populære – og roden til mange grin og uvenskaber. Men sådan er det vist…

Februar skulle vise sig at være den måned, hvor Alfred begyndte at tale flydende engelsk og følte sig sikker. Lærerne havde hele tiden sagt at efter jul, så kom sproget! Og det kom. Det er så sejt at være i udlandet og kunne sende sit danske 5-årige barn op og bestille “two waters, four glasses and one dish chicken satay”!! Vores hjerter var ved at sprænges af stolthed når han rendte rundt med de andre børn på stranden og talte engelsk til dem – også selvom ikke alle var engelsktalende.
Han legede rundt med et par børn på stranden en aften vi sad på restaurant. Hele hans ansigt lyste op, da han fandt ud af at det var danske børn og at de talte dansk! Indtil februar havde de eneste dansktalende været os og Stine & co. Vi kunne klart mærke at han følte sig mere fri og legeglad. Til gengæld hyggede han sig også utroligt meget med et par drenge fra Canada, der også boede på hotellet og der blev skruet op for legeengelsk foran os. Endelig fik vi lov at høre ham tale engelsk, hvilket han ikke rigtig havde gjort indtil da.

 

Vi havde ikke set eller smagt frisk fisk siden vi flyttede til Kina.
Alfred og Michael blev gjort klar til en fed og hurtig tur på jetski. Alfred blev sat af omkring 5 minutter efter start. Han kom glad løbende hen til Karla og mig og fortalte at det var noget af det værste, han længe havde prøvet og at han da i hvert fald aldrig skulle prøve det igen.

Vores veranda med udgang til poolen til venstre bag palmer og beplantning. VI kunne godt holde det ud… Børnene viste sig at opføre sig som søskende – både på godt og ondt. Dog faktisk overraskende mest på den gode måde.
Undervisning af en skoleklasse. Jeg tror ikke det ville være en populær bygning i en dansk skole.

Vi tog på sådan en helt ægte safari tour (vi fravalgte dog dyrene og missede heldigvis både abe- og elefantshow og elefantridning). Bilen vovede sig ud på off road kørsel – og det var virkelig off road. Vi hoppede og dansede rundt på sæderne og det var virkeligheden nok grunden til selerne.
Alfred var ikke helt tryg ved konstruktionen af sæderne på ladet af bilen og spjættede ved hver bump og nedstigning. Karla blev stille og roligt lullet i søvn og sov utroligt godt resten af turen.

Trætte Karla i den utroligt livlige jeep.

Selvfølgelig kunne man sidde oppe på førerhuset og det skulle alle de andre. Vi takkede pænt nej til at starte med. Jeg kunne dog mærke at Alfred måske og jeg med sikkerhed ville ærgre os over at vi ikke prøvede. Så efter lidt overtalelse af Alfred (og far….) hoppe han og jeg op og fik dejligt mange fluer i tænderne og vind i håret.

Da Alfred overvandt sin frygt hoppede han op på taget og var vanvittigt stolt da bilen holdt ind til frokost efter en rolig og vindrig køretur.

En del af denne “safaritur” var Bedstemor- og Bedstefarstenene, som er en stor attraktion på Koh Samui. Der er faktisk heller ikke så mange interessante ting at se på øen, så det gik an.

Bedstefarstenen.
Alfred synes det var herligt at man havde fundet genitalie-sten.
Bedstemorstenen….

Vi havde en virkelig skøn ferie, men helt ærligt sagt, så er Koh Samui blevet ødelagt at turisme. Desværre. Strandene er smukke, men lidt beskidte. Der er simpelthen for stort flow af turister. Og nærmest al mystik, ægthed og kultur er forduftet fra øen. Vi boede i Fisherman´s Village ved Bo Phut og det var en fin lille gade med masser af butikker, massage og restauranter. Smuk setting og livsnyderi. Gik man fem minutter ind mod land var alt væk. Vi kørte ad flere omgange til forskellige strande og det var samme indtryk vi fik dér. Drinks, musik og solcreme.

MEN! Vi havde faktisk en rigtig god ferie, fordi vi ikke havde andet for øje end at slappe af og bade. Og dét gjorde vi!

Chaweng Beach, en halv times tur bagpå et billad.
Karla har ikke rigtig svømmet siden vi gik til babysvømning, da hun var bitte lille. Og hun elskede pool og badevinger!

Gurli gris med venner og Schleich gjorde mange frokoster og middage lidt hyggeligere.
Mangodrikken blev nydt af den store appelsin i poloshirt. Han var i øvrigt ligeså afslappet, som han ser ud på billedet.
Karla undersøgte sin tegning ganske tæt, Alfred gad ikke grave mere, men far ville ikke give op. Vi havde kørt til Laweng Beach, som skulle være en af de bedste strande på Koh Samui. Bølgerne var desværre så sindssygt høje og voldsomme, at vi faktisk ikke kunne bade. De få gange vi forsøgte var det med et ganske, ganske fast greb i et barn hver. Jeg opgav dog efter jeg fik en tur under en bølge, Karla løftede jeg op og da Michael forsøgte at hjælpe mig op havde jeg ikke helt lyst, fordi mine badebukser hang nede omkring mine knæ. Så hellere drukne end at rejse sig med bar numse……..

Karla fik generelt mange lure i sin klapvogn på vej hjem fra forskellige strande. Genialt koncept med denne type tuktuks/deletaxaer.
Endnu en deletaxatur. Alfred kan nogle gange godt være lidt træt af sin fotodokumenterende mor… Karla nød en lille lur.

Chaweng Beach, Koh Samui. Der blev solgt en del badedyr på den strand. Så langt øjet rakte lå store grise og stegte på strandstole og i sandet. Musikken tordnede derudad så bassen næsten kunne mærkes i kroppen.

Vi tog et smut til en krokodille- og slangefarm med et spædt håb om at de behandlede dyrende nogenlunde ordentligt. Det var et ret stort hit med adrenalin i årerne og håbet om at ingen ville dø foran vores børn.

Vanvittig mand. Mange gange sad Michael og jeg og var usikre på om man kan træne krokodiller og slanger – på måder, man ikke ønsker at støtte. Umiddelbart havde krokodillefarmen okay vilkår for dyrene. Vi må håbe at de optrædne mænd bare var slet og ret vanvittige at stikke hovedet ind i en krokodilles mund.
Eller putte en slange i munden.
Eller kysse den.
De havde selvfølgelig tapet munden lukket, så den ikke kunne bide…. “All for you”, som de sagde…… Ja, tak skal du have, måske den bare skal blive i vandet og så have munden fri for tape…

Trods “den manglende ægthed”, så var der da lidt, der pustede til følelsen af at vi var et spændende sted – og det var vi jo selvfølgelig også, det var bare anderledes end vi havde regnet med.

Enhver elektrikers svendestykkes forbillede. Og med en rose øverst i masten…
Vores hood i Fisherman´s Village.
Det er simpelthen vidunderligt at spise et lækkert måltid mens man har fødderne i sandet og en sval brise fra havet.
Øens eneste “rigtige” tuktuk, der selvfølgelig kunne transportere dumme turister som os rundt for en skilling. Det var alle 20 kr værd!
Mor og søn alene til massage. En halv time og vi nød det begge to rigtig meget.
Jeg var helt original, unik og enestående og fik lavet en tatovering i Thailand. Alfred brugte mange timer på at tegne og skrive sit navn, mens vi sad på adskillelige restauranter og spisesteder. Kort før ferien sluttede lavede Alfred den sejeste tegning af sig selv og skrev sit navn, hvilket var det perfekte motiv at få stukket ind i armen. Han var virkelig stolt! – Og samtidig lidt flov…
Der blev spist rimelig mange (og STORE) is i løbet af de 17 dages ferie.

Familieklipklappere.

Efter 17 dage i et vejrmæssigt paradis med palmer, strande, pools, dejlig mad, ingen opvask, is og drinks måtte vi hjemad. Vi havde virkelig nydt at være sammen allesammen og ikke rigtig have noget på dagsordenen. Og vi kom i tanker om at vi ikke havde sit hav i knapt 7 måneder, hvilket er en ret mærkelig følelse. For man mærker det virkelig. Vinden, luften, fornemmelsen af at der er åbent og frit, et helt andet dyreliv og dermed også  anden slags mad. Frisk fisk fra havet fås ikke i Nanjing (og fisk fra Yangtze-floden smager af.. flod og mudder) så vi nød det virkelig. Maden i Thailand er simpelthen vidundelig, uhm… Vi blev helt klart bevidste om at vi er heldige at vi blot skal køre max en times tid for at kunne se hav – uanset hvor man befinder sig i Danmark.
Og den rene luft i Thailand fik vi trukket helt ud i samtlige alveoler inden vi skulle med flyveren hjem til Nanjing og startede flyveturene i Koh Samui lufthavn kl 22 og næste flyvning i Bangkok lufthavn kl 03. Men uden at tøve var de 17 dage det hele værd!

Turen hjem var meget lang…. Af en eller anden grund forgår de kinesiske flyvninger om natten. Og det er med samtlige flyselskaber. Heldigvis var klapperen med som håndbagage og min mulepose perfekt som hovedpude. Børnene klarede til fantastisk!

Endnu en måned var gået som expat og det føltes nu meget godt at “komme hjem til Kina”, som Alfred sagde med julelys i øjnene. Heldigvis var vi alle fire spændte på at komme hjem igen og glædede os til at komme tilbage til arbejde, skole og vuggestue, vores venner, hjemmelavet mad og hverdagen. Og jeg følte mig vældig integreret, da jeg kom tilbage til grøntmarkedet og mine damer sagde velkommen hjem og fortale at de troede at vi var rejst tilbage til vores hjemland.

 

Som altid; TAK fordi du læser med…!

 

Sne og kulde – og varme fra Danmark. Januar 2018

Januar. Ja januar er som regel bare januar, som vejrmæssigt skal overstås. Kulden havde meldt sin ankomst og vi fandt ud af at vores hus heldigvis er bedre isoleret end de fleste huse her. Vi var glade for vores nye vinduer, selvom vinden og kulden (og nogle gange vandet) fandt vej indenfor. Og de nyinstallerede varmeapparater var vi yderst taknemmelige for, idet de kunne holde temperaturen indenfor nogenlunde lun og stabil. De fleste andre huse skal varmes op med varmefunktionen i airconditioningen og alligevel er de fleste huse virkelig kolde. Vores nabo, Jeppe og hans familie, måtte lukke et af børneværelserne ned fordi det simpelthen var for koldt og dårligt isoleret.

Man er generelt rigtig glad for at have jakke på indenfor og det er hér den lune pyjamas kommer i spil.

Det var allermest Alfred på cykel jeg ville have billede af…..
Et mindre udvalg af pyjamas. Og mændene har dem også på. Og ikke nødvendigvis i andre farver.
Børnene skal selvfølgelig ikke snydes.

Går man på spisesteder, i supermarkedet, ja sågar i kinesernes egne hjem, så skal man nok regne med at have jakke på. Også gerne i vuggestuen. Så Karla blev udstyret med kinesiske leggins med fleece på indersiden og 3-4 lags-teorien på overkroppen. Og en dunvest. Hun er blevet godt integreret.

Nogle af pigerne fra Karlas kindergarten i en af de større klasser. Lidt køligt klasseværelse alligevel.

Alfreds ferie fra skolen var igen uendelig lang og Karla blev smidt af i vuggestuen og vi strøg afsted til et sted, man kunne være indendøre. Forureningen var høj og vejret var ikke just lækkert og fik os i hvert fald til at føle os hjemme, som var vi i Danmark.

Hyggetur med Alfred på Nanjing museum.
Man kan blive så træt af at rende rundt og se på vaser fra Ming Dynastiet og statuer.
En eller anden form for æbleskive-lignende ting. Dog ikke specielt spiseligt. Bemærk gerne den dybe tekst, på den sorte jakke ved siden af Alfred.

Som næsten i et hvert indlæg, jeg har skrevet, kan jeg ikke lade være med at vise nogle transportbilleder. Nu, hvor vi har været her i snart 9 måneder, bliver vi stadig overraskede over hvordan man transporterer ting. Det giver faktisk et dagligt smil på læben.

Plastikposer med ben. Det var en kvinde og jeg tror hun har været omkring 70 år gammel. Poserne var hængt i hver sin ende af en stor planke, om hun bar henover skulderen.

Efter lidt over en uges ferie ind i det nye år startede Alfred igen i skole og blev fejret.

Alfreds 5 års fødselsdag blev fejret i klassen med højtlæsning og hygge. Man behøver ikke kage for at hygge sig.
Når man har fødselsdag får man lov at lave sit eget bogstav, som bliver hængt på væggen i klassen.

Patrik, Alfreds bedste ven havde en uge i skolen i januar inden han drog videre ud i verden med sine forældre.

Patrik og Alfred fejrede dagen sammen.

Efter få dage i skole og kindergarten faldt den første sne – og den faldt hurtigt.

Vi sagde godmorgen til dette syn. Det var smukt indtil vi fandt ud af at man ikke ejer en sneskovl i området.
Krydset ganske kort fra vores compound.

Klokken var 7.25. Det var koldt. Børnene var trætte. DiDi (den kinesiske Uber) havde uanet med brugere i kø og ingen taxaer meldte ind. Trafikken ved ovenstående kryds blev langsomt mere og mere besværet i den tid, vi stod der. Og vi stod der længe…… Efter en times tid i snevejr og to børn, der virkelig kedede sig, fandt jeg mig selv have lyst til at smide mine børn ned i sneen med ansigtet først og vaske deres frække smil af og få dem til at være stille – bare for et øjeblik. Så jeg ringede helt hysterisk til Michael, der sad i sin og Jeppes bil på vej på arbejde – og havde været meget længe undervejs på grund af trafikken – og bandede og svovlede over at børnene ikke kunne komme afsted, især efter tre lange uger med børn på ferie. Men vi slendrede hjemad og efter jeg havde fundet mig selv igen og sagt undskyld til mine børn for min forfærdelige opførsel gik dagen hen og blev ganske hyggeligt.

Ja, vi ser glade ud, men blot 5 minutter forinden ønskede jeg mig selv på ferie alene – helt alene.

Og der tikkede emails og beskeder ind om at kindergarten og skole torsdag og fredag ville være lukket. De politiske magter i Nanjing havde lukket offentlige institutioner ned pga. vejret og beskyttelse af befolkningens ve og vel. Måske fordi de vidste at vandingsmaskinen ville fortsætte sin færd på vejene og at disse ville være spejlblanke og næsten umulige at bevandre.

Snefri kræver Lego.

Og det vilde var at vi opdagede at en sneplov ikke er allemands eje. Vi så flere vejarbejdere rende rundt med verdens mindste skovle og forsøge at skrabe sneen af vejene, man saltede ikke vejene og kastede ikke grus. Og i Nanjing er man i forvejen fjollet med at lægge blanke fliser, hvilket allerede er utroligt glat i almindeligt regnvejr. Mange butikker og institutioner lukkede ned, buser og toge blev aflyst og posten blev ikke leveret. Langsomt begyndte vi at forstå at man ikke kan tage snerydning for givet. Der var ikke den sædvanlige traktor der kørte rundt med sneplov eller børste klokken 05 om morgenen med gult blik på toppen og saltvognen kom ikke lige fordi. Alt gik mere eller mindre i stå og jeg blev benovet over at DSB faktisk har toge, der kører selvom der er faldet 20 cm sne i løbet af natten. “Jamen, vi er jo vant til det i Danmark!” – ja, men det gør ikke sneen mindre fremkommelig og det kræver ikke færre mennesker og maskiner til at iværksætte lad-os-komme-sneen-til-livs-projektet.

Der faldt store mængder sne ad flere omgange i januar – den første var klart den værste og mest lammende. Men man fik iværksat store gravemaskiner, der kom og fjernede de store bunker af sne, der pænt var placeret midt på vejen eller ved indgangen til cykel-/scooterstien. Og en af mine kinesiske bekendte bad mig holde øje med at mine børn ikke spiste sneen på vejene – ikke kun fordi man aldrig ville vide om man fik en tissetår eller snotklat med i købet, men også fordi man angiveligt bruger kemikalier til at få sneen til at smelte. Ja hvorfor dog bruge salt eller grus, når man kan bruge kemikalier?

Pille-klementin-sesson.

Karla begyndte at få rigtig godt styr på at tage tøj og sko på, kunne folde stof og tøj og vi undrede os over hvorfor hun kunne det. Hun fik et legestrygejern og -bræt og af en nabo og gik straks igang med at stryge. Michael og jeg blev hurtigt lidt sexistiske og tænkte at det jo nok var indprintet i hendes kvindelige gener. Selvom jeg ikke er tosset med det, så må jeg ærligt indrømme at der er kæmpe stor forskel på piger og drenge – selv i en meget ung alder. Karla interesserer sig for huslige ting, bondegårdsdyr, dukker og at tegne. Da Alfred var 2 var det bare fedt at finde en pind og slå med den til den gik i stykker, de farligste Schleich-dyr fra savannen og dinosaurer, biler og traktorer. Men det var måske lige i overkanten at ræsonnere at hun selvfølgelig kunne stryge fordi hun er en pige… Vi fandt da ud af at de i vuggestuen øver diverse huslige ting, såsom at knappe knapper, lukke og åbne velcrobånd, skænke fx the i kopper, folde tøj, osv. Der er billeder og en film via nedenstående link (kopier adressen og sæt den i søgefeltet i browseren) – det er meget skægt at se og det er nok ret anderledes end de fleste vuggestuer og børnehaver i Danmark. Husk at se filmen selvom den er lidt lang.

https://mp.weixin.qq.com/s?__biz=MzA5Mzk4MzAwMg==&mid=2652026155&idx=1&sn=65b11486606199b63737d2292740b445&chksm=8bb38d5ebcc4044878d7a83d27729a6a1990871f949db7aed620133a7c6bddf2499b20ff66b3&mpshare=1&scene=2&srcid=0119hurngv9Pch6NlFuNOvpE#rd

Ligesom resten af Kina gjorde kindergarten klar til det kinesiske nytår, der faldt i februar i år. Man havde opstablet en 2 timer lang forstilling med indslag fra de forskellige klasser. Og Karlas klasse med børn i alderen 2-3 var ingen undtagelse. Og de øvede og øvede!

For pokker mit stolte moderhjerte hoppede nærmest ud ad brystet, da jeg modtog denne video af generalprøven til fejring af kinesisk nytår i kindergarten. Hun følges næsten med de andre…..

Alfred kom med og vi var noget så spændte på dansen og sangen. Vi havde hørt Karla skråle derhjemme mange, mange gange og var lidt spændte på om hendes sang og ord lød som musikken til forestillingen. Og det gjorde den simpelthen.

Rummet var fyldt med forventningsfulde forældre og ayis eller bedsteforældre.

Disse børn var omkring 4-5 år gamle og jeg var dybt, dybt imponeret over deres dragedans, der varede i ca 5 minutter. De kunne alle dansen fuldstændig udenad og de var faktisk gode! Normalt bliver jeg så træt af at se på andre folks børn, der optræder, men jeg var faktisk rørt og stolt over hvor dygtige de var.

Jeg tror Karla blev en anelse overvældet over de mange tilskuere…..

Hun var vist lidt stolt alligevel. Og det var hendes bror i hvert fald også!

Michael kom på flere og flere besøg hos diverse fabrikker i løbet af januar. Han og Jeppe var og er mange steder (dog sjældent sammen, idet de har forskelligt fokus) for at godkende diverse leverandører af dele til skibene. Der er mange udfordringer ved dette, idet de fleste leverandører selvfølgelig er kinesiske og har andre (eller ingen) standarder. Nogle af fabrikkerne ligner noget fra 1950érne med åbne og fuldt tilgængelige syre- og galvaniseringsbade, vakkelvorne stiladser og generelt lav standard. Andre af “fabrikkerne” er en-mandsvirksomheder, hvor der sidder en lille kinamand og svejser et eller andet skrammel sammen, som skal være en del af et europæisk skib.  Michael giver leverandøren besked om at forbedre og at de derefter igen kan indkalde til FAT (fabric acceptance test) mhp godkendelse af leverance. Nogle gange lykkes det efter et eller to forsøg, andre gange afvises de endeligt. Men nogle klarer sig gennem Michaels snævre nåleøje, ligesom ankerkædefabrikken her gjorde.

Nej, kæden er ikke photoshoppet ind. Den er blot abnormt stor!

Ja, korrekt. En fabrik, der kun laver ankerkæder… Og det er så dét, de laver.

Godkendt!

Den 20. januar fik endnu engang besøg. Denne gang af mine elskede og nære veninde, Malene. Jeg stod på togstationen med nervøsitetskvalme og sommerfugle i maven.

Man skal altid have Dannebrog og skilt med når man henter nogen efter en lang rejse!

Det var noget helt andet at få besøg af nogen, der ikke er familie. Og specielt jeg havde glædet mig til at vise min veninde min (og min families…)  nye verden. Og seje Malene, der er vant til nattevagter og at vende op og ned på dag og nat kørte for fuld skrue fra start til slut. Det skal også lige siges at hun aldrig har rejst udenfor Europa før og ej heller alene. Så hvorfor ikke lige springe ud i et smut med flyver til Kina alene…?

Det var så skønt at der kom en utrolig pædagogisk babysitter i huset og børnene var også ovenud lykkelige for at se hende – ja og Michael også, selvfølgelig, men han krammede og kyssede ikke Malene ligeså meget, som børnene, da hun kom hjem til huset.

Der blev kysset og krammet meget. Og moster Malle kom blandt andet med danske lydbøger, vanilje, Toffifee og Haribo vingummibamser.

Og jeg havde planlagt den helt store og begivenhedsrige uge for Malene! Vi skulle på sightseeing og se ægte Kina, vi skulle forkæles med massage og manicure, vi skulle besøge templer, se krogede bygninger og løver af sten, hun skulle opleve alt!

Så da børnene var sendt afsted i skole og kindergarten mandag morgen skulle Malene selvfølgelig slæbes igennem Yuejiang Lou og Laomendong – ligesom alle de andre gæster har været.

Yuejiang Lou i smukt vejr. Og vi kunne næsten se byen fordi forureningstallet var under 200.
Motu Bruger, et dejligt sted, hvis man bare rigtig gerne vil have den bedste middelmådige burger i byen. I Kina får man gerne udleveret plastikhandsker når man skal spise mad med fingerene. Det er bare meget nemmere at spise med handsker end at skulle vaske hænder!
Laomendong
Laomendong.
Et bitte tishus med stor diskretion og dejlig pisserende.

Guderne må have vidst at det var lige præcis den rigtige gæst, der var hos os, for alt det fantastiske, jeg havde planlagt for Malene og mig alene kunne ikke lade sig gøre. Efter en enkel dag fra 8:30 – 15 med sightseeing alene os to, ja så blev Karla småsyg, ingen undervisning på Alfreds skole en af dagene og sneen kom sidst på ugen væltende ind over Nanjing og lammede igen byen mere eller mindre.

Qixia Shan. Der var ingen undervisning på skolen pga. de sædvanlige hver-tredje-måneds-forældresamtaler.
Det kan godt være at man er munk og lever under strenge regler/forebehold og ikke må giftes – men man kan stadig have en smartphone og tage billeder af en lille lyshåret gut.

Noget mærkværdigt, jeg oplevede var at jeg følte at vores to verdener clashede, da Malene ankom til skolen og mødte mine venner og bekendte. Først og fremmest var jeg imponeret over Malenes engelskkundskaber. Det er sjældent man rent faktisk oplever ens venners kunnen fremmedsprogligt og det var en dimension, jeg ikke havde tænkt over. Ikke at det er så vigtigt, men det er en egenskab, man ikke kender, når man bor i samme land med samme sprog og ikke har rejst til udlandet sammen i øvrigt.

Malene blev selvfølgelig introduceret for Stine og Ellen og her skete der noget mærkeligt indeni mig – og jeg ved med sikkerhed at Michael smågriner og ryster på hovedet, hvis vi taler om det… En underlig fornemmelse af at hér i Kina har vi ét liv og i Danmark har vi et andet. Vi har vores venner og bekendte hér og ligeledes i Danmark – og det skal ikke mixes. Jo, selvfølgelig kan det det, men jeg følte behov for at bevise overfor både min kone og min elskerinder at de betød lige meget, men noget forskelligt. Det lyder umiddelbart barnligt, men Kinaeventyret har stadig boble-effekten og boblen blev forstyrret en anelse. Og jeg ville så gerne have at de to verdener (aka min kone og mine elskerinder) kunne lide hinanden og forstod hinanden.

Min kone og ene elskerinde, Ellen – og vores afkom.

Desuden blev jeg konfronteret med faktummet om jeg nu havde husket at tage den danske Lotus med til Kina eller om der var opstået en kinesisk Lotus. Jeg er stadig “bare” mig, hvilket er rart. Ligesom Michael og børnene “bare” er dem, blot i udvidet form med lidt mere erfaring, viden og sprog, samt venner lagt oveni hatten.

Gravko i færd med at skovle sne eller noget lignende…

Igen kom sneen og viste os at vi bør være glade for de mennesker, der kører rundt i en traktor klokken 05 om morgenen og fjerner sne og salter, så vi andre kan komme på arbejde, i skole, osv. Jeg har aldrig tænkt over at det er et større organiseret system i Danmark, der igangsætter snerydning. Det er ikke bare Hr. Nielsen, der tænker; “hmm, jeg tror lige jeg kører en tur med min traktor…”, men en hel traktorhær, der iværksættes. Og ja, de får mange penge for det, men tænk hvor sur du ville være, hvis du skulle betale din egen arbejdsdag, fordi du var nødsaget til at holde snefri.

“Det lyder da smadder hyggeligt med snefri..”. Ja, hvis du har mad og toiletpapir til 3-4 dage og i øvrigt ikke skal nogen andre steder hen.

Jeg overraskede Malene med en tur til Shanghai, så vi endelig kunne have dametid – og når man er i Nanjing, så SKAL man til Shanghai. Ellers får man smæk…! Vi var noget nervøse om vi overhovedet kunne komme afsted, fordi togene blev aflyst, stationer lukkede og busserne kørte ikke.

Søen i vores compound med rigeligt smuk hvid sne.

Men vi var heldige og tog problemfrit toget til Shanghai. Jeg modtog billedet af børnene i sneen og det gik op for os, at Malene end ikke havde set den lille sø i vores compound…. Men ikke desto mindre fik hun oplevet vores hverdag og det var nok dét, hun var mest ude efter. Tror jeg. Ellers må hun jo bare komme tilbage. Sådan et lille smut på en uge. Igen.

Jeg tror Malene syntes det bare var så meget sjovere at skulle med hurtigtoget med en rejsemakker.
Bund, et af Shanghais hovedattraktioner. Smukke, høje og spektakulære bygninger – og denne dag gemt i skyerne…

Vel ankommet til Shanghai og vores hotel – og det pissede ned. Virkelig.

Det regnede rigtig meget. Eller rettere; det var slud og vi var så forfærdeligt våde. Men! Når man har gæster skal man nå det hele på den halve tid og det gjorde vi næsten.

Paraplyer i alt slags vejr. Denne dag til regnvejr. Og sikke et af slagsen. Indgangen til Yuyuan var præget af paraplyoverdækket kø på den fine kringlede bro henover den lille sø i midten af det gamle område i byen.

Familien skulle lige plejes via WeChat videoopkald i den gamle, smukke have Yuyuan i hjertet af det moderne og pulserende Shanghai.
Yuyuan. Denne gut burde næsten give Malene løn for den fotosession, dette udviklede sig til. Det kan godt blive lidt akavet, når et menneske fuldstændigt ublu, stiller sig op og dirigerer det stakkels fremmede menneske, han har udset sig til at være sin fotograf. Jeg håber han fik sig et godt billede.

Thebiks

Efter at have vadet byen rundt hele dagen gik vi på jagt efter det 3-4 etagers marked, der nok kan sammenlignes med den fysiske ebay – altså alverdens lort, man ikke kan leve uden. Jeg mente at kunne huske hvor det lå – og det kunne jeg også efter tre forsøg. Vi havde droppet at se et lignende marked i Nanjing, både fordi vejret gjorde det næsten ufremkommeligt, men også fordi det absolut er et sted man medbringer sine børn, hvis man trænger til at skælde ud og sige nej.

Men vi fandt det! Og det var så lukket små 5 minutter inden vores ankomst. Godt så… Jeg er ked af det – det var en once-in-a-life-time-chance, men desværre. Det var ligesom kulminationen af en uge, hvor intet gik, som planlagt og at jeg følte at jeg totalt havde frarøvet Malene chancen for at få en vidunderlig og uforglemmelig oplevelse i det “underlige” og usammenlignelige Kina.

Men middag og vin gør alt bedre og min gæst var heldigvis ganske let at gøre glad og taknemmelig.

Udsigten fra den våde og kolde, men hyggelige terrasse på restaurant POP. Bygningerne var en anelse lavere end vanligt, desværre.

Omkring 14 års venskab med denne dejlige dame. Det har budt på skæg og ballade, forældres skilsmisser, bachelor og jobs som nyudklækkede sygeplejersker, kommende mænd, et sæt børn til os hver, hverdag og voksenliv og i 2018 venindetur i Kinas vidunderlige Shanghai.

Søndagen kom og vi måtte sige “farvel og vi ses om nogle måneder” og efter vi fik vinket farvel til hinanden og Malene kørte bort i taxaen gik jeg småsnøftende gennem Shanghais gader. Hmm, det er så sådan det føles at at skulle sige farvel igen. Vi sagde farvel i august og nu gør vi det igen og kommer til det igen og igen. Det fede er at mærke at farvellet bliver nemmere, for nu har man bevist at man er “det samme”, selvom man er langt fra hinanden og sjældent har reel kontakt. At vores venner og familie og vi har samme relation og naturlighed – det vil I høre lidt om når jeg beskriver vores hjemtur til Danmark i marts 2018.

Selvom tristesse kan være lidt af en downer, så skal man altså være et skarn at rende rundt i Shanghai og ikke se og nyde alle de små finurligheder, der bydes på rundt omkring i gaderne.

Bambusstillads.
Det lille og store Kina.
Boghandel og pakkebiks.

Turen gik hjem til mine familie, hvor børnene havde hygget sig alene med deres far og slåsset for fuld gas i sneen. Værtindeskabet blev pakket sammen og sneen blev så småt ryddet så vi alle kunne vænne tilbage til en almindelig hverdag.

Snerydningsfolk på vej tilbage på job efter frokostpause/-lur.

Malene var med på markedet en af dagene (hvor vi kunne kommen ud!) og var overrasket over at det faktisk var ret ulækkert og larmende, når man fik set og hørt rigtigt efter. Det ser så fint og indbydende ud på billeder, men i virkeligheden er der egentlig ret beskidt. Hun mente det var værd at nævne på bloggen.

Et af standene på grøntmarkedet set oppefra.
Aner ikke hvad de hvide gevækster er, men jeg staser på at det er svampe.

Man har ikke den fjerneste anelse om hvordan varerne er transporteret og jeg er faktisk overrasket over at ingen af os har haft sådan rigtig maveonde endnu. Min kyllingedame (som også ses kort i filmen nedenfor) får sine varer leveret i halvgamle papkasser og kødet ligger frit nede i kasserne, ingen pose eller lignende. Jeg køber altid det frosne kød, som ligger i éen stor bland-selv-fjerkræ-fryseboks. Ovenpå ligger optøet kød og søber lidt rundt i sin kødsaft. Det lugter dog ikke – og slet ikke om vinteren, hvor graderne er ret lave indenfor i betonhallen, hvor ens fødder er dybfrosne, når man har færdiggjort sine indkøb.

Min æggedame og udsigten fra hende. Desværre har jeg filmet en søndag og der var mere stille end vanligt. Måske alligevel stemningen skinner lidt igennem. Den opmærksomme læser vil spørge; “hmm, hvorfor har de korte ærmer og ikke så meget tøj på?” – det er fordi jeg har optaget filmen forleden…

En lille del af ugens indkøb, vasket og klar til køleren.

Så for at prøve at vaske den værste mængde af sprøjtegift og rottefødder af mine indkøb renser jeg altid mine indkøb inden jeg lægger det i køleskabet. Du synes måske det lyder lidt hysterisk, men når en lastbil med grøntsager, der ligger frit på det samme lad, som har transporteret guderne-må-vide-hvad og derefter læsser grøntsagerne af på jorden så vil man måske gerne prøve bare en lille smule. Og når sælgerne sover henover grøntsagerne eller står og ryger, taber aske og måske en bussemand på gulerødderne, så kan man lige bruge lidt vand og knofedt til at komme tingene bare en anelse til livs.

Kål, der transporteres til et marked. Ja eller bilen kører bare ind til siden og sælger direkte fra vognen.

Januar sluttede hen og en varm og afslappet februar kom os i møde… Ikke mere herfra lige nu.

 

Jeg glemmer det aldrig: TAK fordi du læser med…

Fest, hygge & jul. December 2017

Julen nærmede sig, vejret begyndte så småt at vende og vi ventede lidt på at få hjemve – sådan for alvor. Men det lod faktisk vente på sig, hvilket vi på ingen måde havde forventet. Nu havde vi været i Kina i hele 4 måneder, og det ville da være naturligt at ønske sig hjem til jul i kolde Danmark med slud, blæst og regn, familie og venner, frikadeller og flæskesteg med rødkål, rugbrød, æbleskiver, Kærgården smørbart, fuldkornspasta, frisk mælk og creme fraise, autostole, godt brød fra bageren eller bare supermarkedet, makrel i tomat, skoven, vandet, luften og at kunne kommunikere med folk på gaden – og remoulade og ristede løg.

Men vi SAVNEDE ikke Danmark…

Selvfølgelig tænkte vi ofte på vores familier og venner, men savnet var ikke længselsfuldt eller bedrøvet. Vi manglede dem, vi kender allerbedst og som kender os allerbedst, men I er der jo, når vi vender hjem, det stoler vi på. Når man bor i udlandet finder man ud af hvor betydningsfulde folk derhjemme er. Ikke at vi ikke vidste det før, men nu ved-ved vi det virkelig. Og som jeg skrev i et tidligere indlæg, så kan ingen derhjemme erstattes med nogen eller noget herude – heldigvis. Visheden om nærværet og venskaberne gør os taknemmelige, trygge og glade.

December måned startede virkelig godt for Alfred, der modtog et certifikat (de elsker dem på skolen!), som learner of the week. Alle børn modtager et i løbet af skoleåret, men det bliver certifikatet jo ikke mindre betydnings- og værdifuldt af. Der er flere kategorier; risk-taker, caring, balanced, communicator, thinker, princepled, reflective, open-minded, inquirer og knowledgeable.

Alfreds lærer valgte at give ham et certifikat for at være “balanced”. Jeg må ærligt indrømme at  jeg havde forudset “risk-taker” eller noget andet og fjernest for mig af alle kategorier var “balanced”. Men Alfred havde haft nogle vidunderlige uger og været aldeles afbalanceret i skolen. Og det sejeste var, at han skulle modtage sit certifikat foran early years og primary school, dvs op til grade 6 til assembly. Han var så stolt og glad, og det var jeg mindst ligeså meget. Som det meste andet på skolen foregik dette også i dagtimerne og Michael måtte igen nøjes med at se film og billeder af Alfreds store dag.

Desværre forgår skole-hjem-samtaler (som er hver 3 måned….!) i skoletiden og der er ingen undervisning de dage. Ligeledes er samlinger, hvor vores børn er på scenen og optræder med sange og mange andre events i skoletiden og det er dermed de hjemmegående eller skolelære-forældre, der kan deltage. Michael er mere eller mindre sat af i forhold til hvad foregår på skolen – og det er lidt ærgerligt. Det er selvfølgelig en del af “mit job” at deltage i disse ting, men jeg tror stadig at Michael ville synes at det var dejligt at kunne deltage. Ellers lader han bare som om og nyder at han ikke skal sidde til skole-hjem-samtale og lade som om at han synes det er meget interessant…

Alfred sang højt for sig selv og sine venner.

722FAB4F-F906-4FA2-9868-C8A7B0051A99

I filmen ovenfor filmede jeg slutningen af at alle eleverne, der sang for de elever, som modtog bevis den dag. Jeg synes det er vanvittigt sejt at det bliver gjort til en stor og særlig ting. Når en hel sal synger for omkring 10 børn så giver det i hvert fald mig kuldegysninger, og jeg tør ikke tænke på hvor stolt man er, når man, som 5-årig, står med sit certifikat i hånden og bliver sunget for af de andre børn for fuld udblæsning.

Men det er også noget af det, denne skole kan. Jeg ved ikke hvor meget man gør sig i det på danske skoler, men her handler det meste om hvordan vi bygger det bedste fællesskab op, hvordan vi behandler hinanden, kigger hinanden i øjnene og sørger for at alle har det godt. Selvfølgelig er der sociale kløfter og måske endda mobning, men jeg er dybt imponeret over hvor søde børnene er overfor hinanden – også selv når de ikke ved at der er voksne tilstede. Alfred kender mange af de større børn og når han ser dem, går han ublu hen til dem, prikker dem let på armen og siger hej (det gjorde jeg i hvert fald ikke, er du sindssyg?!). Og de store børn siger pænt hej, smiler, siger hans navn og klapper eller aer ham gerne i håret. Her snakker vi altså om teenagerdrenge. I min skoletid (ja, det er jo også utroligt mange årtier siden efterhånden, men alligevel..) var det ikke super populært at rende op til én fra niende og lige henslængt sige “hey, hav lige en god dag, okay..?!”.

Vulkaner var temaet og til stor begejstring for Alfred. Vulkaner, tornadoer og andre naturfænomener er virkelig spændende.
Projekt efterår.

Højtlæsning af Mrs. Karen, klasselæreren og læreassistent Ms. Pam. 

Julen skulle også hjem til os og jeg havde storindkøbt plastikjuletræ (man kan ikke få grantræer her) og julepynt til træet på taobao.com (vores nye og største økonomiske fjende og et sted, hvor man kan bestille nærmest alt).

Michael fik æren af at sætte stjernen på i år.
Creepy Karla, der gerne ville være med på billederne. Julepynt heeele vejen fra Danmark.
Igen en anelse creepy og meget glad for sine gode mariekiks.
Stjernen overlevede flyveturen i august.

Stine kom forbi med deres gamle Emil fra Lønneberg og Pyrus dvder. Emil fra Lønneberg er altid et hit hos Alfred. Pyrus var også ret spændende og dvden indeholdt til og med afsnit 19 af en eller anden grund. Børnene var ligeglade, men jeg sad tilbage med mange spørgsmål; “Hvad ender det med? Bliver det alligevel jul? Hvorfor kunne tvillingerne blive så små som nisser og lige bagefter være så store som mennesker? Og hvorfor i alverden laver man en dvd med kun 19 ud af 24 afsnit??!!!”

Christmas fun run med 120 andre julemænd, -koner og -børn. Jeg var desværre ikke nede og se hvordan det så ud, da løbet startede ved vores gate. Jeg tror, der er en kineser eller to, der har set alle disse underlige vesterlændinge komme løbende i julekostume, og tænkt, at de lignede komplette idioter…
Fint juletræ. Der er ikke så meget gran på træet, men julepynten skal man ikke snydes for. Man holder ikke rigtig jul i Kina og pynter som sådan heller ikke rigtigt op, så man skal se det som en fin gestus at der julepyntes lidt….

Juletid er ligesom i Danmark tid til at spise og hygge med venner og bekendte. Og vi skulle simpelthen til bal. Yes, bal, Snow Ball og man skulle rigtig være fin med skræddersyet kjole med slæb og det hele.

Brev  og whiskey til Stine og co. som tak for at børnene kunne hygge og sove hos dem en enkelt nat mens mor og far var ude og fulde sig.  Børnene var selvfølgelig ellevilde og glædede sig til juletræspyntning og risengrød hos Familien Giversen Kay.

Som par kan man have tendens til at forsvinde lidt ind i det uvisse og at man udelukkende har fokus på børnene og opbygningen af et nyt netværk, der kræver meget energi og tidsmæssig investering. Det er jo ikke bare sådan lige at trække alt op ved rode og så dumpe ned et sted. Det tager tid at finde de mennesker, der faktisk siger en noget. Nogen kan virke søde til at starte med og er det fortsat, men de er blot ikke venne-vennepotentiale.

Det er lidt specielt herude, for man ses med folk hver eneste dag og man behøver ikke nødvendigvis sige andet end hej, hvis man holder for rødt ved siden af hinanden eller lignende. I Danmark ville det være lidt mærkværdigt ikke at tale med sin kollega, hvis man mødte hinanden i morgentrafikken stod ved siden af hinanden i nogle minutter.

Ellen og Maria

Men stille og roligt kravler folk ind under huden og langsomt begynder man at blive venner. Det sjove er, at jeg kan have lidt svært ved at kalde damerne i mit Kinaliv for veninder. Jeg aner ikke hvorfor, for de er jo veninder. Måske er visheden om at man bliver ganske tætte for to-tre års tid og så skal sige farvel, måske for evigt, alligevel en gældende faktor. Michael er lidt afhængig af mig og min evne til at netværke, idet han udelukkende deltager i festligheder i weekenderne.

Til Snow Ball var det virkelig dejligt at være ude sammen. Det var første gang siden vi flyttede og vi trængte til at være lidt voksne alene, danse og hygge os.

Min utroligt lækre mand og Ellens mand, Christian, aka Richard Gere.
Vores hyggelige tyske bord.
Ellen, Maria og Samara, der desværre er draget mod Tyskland og ikke er i Nanjing mere. Maria skal tilbage til Tyskland til sommer og Ellen bliver forhåbentligt og heldigvis sammen med mig indtil vores mænds kontrakter slutter nogenlunde samtidig.
Hr. og fru… Aldrig igen behøver jeg at få taget et lignende billede, men det er nu meget hyggeligt at have. Især fordi vi ikke har et eneste billede af os sammen i fin mundering. Sidst vi fik taget billeder sammen, hvor vi faktisk er pæne var til vores bryllup….

Stine var sød at sende en sms omkring kl. 20.30 om at børnene faktisk havde det godt og sov. Hverken Michael eller jeg havde ikke skænket dem én eneste tanke….. Men vi blev mindet om at vi havde indtil søndag formiddag alene og dét skulle fejres!

Alfred var lidt sur over at han ikke havde været med….

Nogen af damerne, jeg hang ud med i daværende semester skulle videre eller hjem fra Nanjing og dét måtte ikke gå stille hen. Vi var i alt 8 damer, der tog afsted, men desværre i hold, da vi ikke allesammen kunne være afsted hele weekenden.

Fredag formiddag kørte 4 forventningsfulde kvinder afsted til togstationen for at skulle have en ladies night i Shanghai, bare sådan en lille sviptur, du ved… Til lille Shanghai. Nothing special…

Stemningen var sat. Ellen, Maria og Bijanka
Vores air B&B lejlighed og altan.

Da vi kom frem var der tilsyneladende åbent hus og fremvisning af lejligheden netop dén dag, vi havde lejet lejligheden. Der var tre smarte nøglebokse med kode ved hoveddøren og koderne havde såmænd omkring 10 forskellige par fået af udlejer. Det resulterede i at vi var igang med at pakke ud og pludselig kom flere personer vadende ind ad døren – til mit og Bijankas værelse… Vi konkluderede hurtigt at det nok var smart at tage værdigenstande og pas med, idet der ikke var muligt at låse af. Vi manglede et par hovedpuder og lidt betræk til dynerne, men dem ville udlejer da meget gerne komme forbi med om lørdagen. Klokken var trods alt 17 og det var jo lidt sent at vi først skrev der, altså…. Pyt, puder skal man ikke bruge, når man skal sove der den første dag. Man kunne vel også spørge nogen af de besøgende, der kom til fremvisningen.

Et par kinesere i metroen.
Måske jordens største frisør med frisører i uniform.
Street food kitchen
“Tak for en god skoledag, hr betjent..”
“Hmmm, hvor skal jeg sætte min vaskemaskine….? Hvad med hér..?”
Manden, der solgte mig en selfiestang til overpris på fake markedet var meget opsat på at få et selfie med Ellen og mig – og det skulle han da have! Han fik dog kke min WeChat-kontakt, som han ellers spurgte om…..
Sådan her ser et rigtigt metrokort ud!
Bemærk gerne hvordan man på sirligt vis har sørget for orden i kablerne på kabelmasterne.
Restaurant POP på øverste etage i en af Bunds smukke bygninger.
Udsigten fra den kølige terrasse.

Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at dette syn…
Ellen, Constanze, Maria, Samara og Bibi.
Uh, vi var så unge at tage på bar – og der var ingen stole! Jeg har ikke danset så meget i flere år… Og fået så mange damenumser skubbet, gnubbet og klasket på lårene af unge, dansende og letpåklædte piger i starten af 20érne. Og bartenderne lavede ild på disken og ja, fløjtede i en fløjte i takt med musikken. Så unge, var vi!

Efter en lang dag, hård nat og slem morgen måtte jeg med hurtigtoget tilbage til Nanjing – desværre en dag tidligere end de andre… Men årsagen vejede lidt op for ærgelsen: jeg skulle hente min bror i lufthavnen i Nanjing! Kort efter vi var flyttet til Kina i august drog Julius afsted til Singapore for at studere. Så vanvittigt international, man dog lige pludselig bliver i sådan en familie…

På vej hjem i lyntoget alene og med tømmermænd. I højtalerne bliver der meget tydeligt sagt at det er forbudt at sove på bordene. Man får på ingen måde opfattelsen af at dette budskab er modtaget hos de rejsende.

Man vender ikke togene ved endestationerne, men lokoføreren går de omkring 2 km ned til den anden ende af toget, og så vender man da bare alle sæderne i hele toget! BUM, så var der også lige et par arbejdspladser mere!

Det var virkelig dejligt med besøg hjemmefra endnu engang. Det er så skønt at kunne vise sin hverdag på en anden måde end fortællinger på skrift og billeder. Her ser man alt det skæve, lugter lugtende, hører lydene, mærker og oplever stemningen… Selvom Julle kom direkte fra Singapore og er blevet noget af en verdensmand efterhånden, så tror jeg han synes det var sjovt og anderledes at være her. Og måske er han blevet overbevist om at vi ikke skader vores børns mentale helbred i så stor grad, som han hidtil har syntes.

En af de sjoveste taxature nogensinde og et godt udtryk for hvordan folk er og tingene fungerer her.

Julle og jeg skulle på tur alene og bestilte en taxa via DiDi, der er a la Uber. Destinationen, The Ancient Caves of Nanjing, så ud til at være korrekt på kortet… Men da vi “ankom” var vi langt væk fra alting, kun tæt på den lille slumlandsby, vi netop havde kørt igennem. I Kina har jeg først set en landsby som denne dén ene gang. Jeg forsøgte at forklare chaufføren hvor vi skulle hen ved at vise et billede af et kort, der udførligt viste hvor vi gerne ville hen. Taxachaufføren forstod intet. Han blev ved med at snakke og både Julle og jeg forstod heller intet, “ahh, wô bù míngbái….”.

Manden skrev noget på sin telefon, som blev oversat til; “jeg har tilkaldt politiet”…

Selvom både min bror og jeg var rimeligt sikre på at det var i god mening at politiet var tilkaldt, men gav det alligevel lidt sommerfugle i maven… Da politiet ankom forklarede taxachaufføren situationen. Politiet talte med min bror, som havde fået min telefon i hånden og nu viste politiet selv samme billede, som vi havde vist chaufføren ca. en halv time tidligere (yes, vi sad og ventede så længe…). Politiet viste derefter chaufføren billedet og pegede på akkurat det samme sted, jeg havde peget på, og sagde “zhège”. “AAAHHH!” udbrød chaufføren og vidste nu lige præcis hvor vi skulle hen……………………… Vi takkede politiet for deres store indsats og chaufføren var sød at tilbyde os at køre os gratis til den korrekte destination, der lå ca. 15 minutters kørsel derfra. Det kunne vi selvfølgelig ikke tage imod og JEG var simpelthen nødt til at spørge ham om et selfie (man er vel ved at integrere sig..) for at forevige denne hyggelige og meget kinesiske taxatur.

The Ancient Caves of Nanjing. Måske har de fundet gammel cement, jeg ved det ikke.

Som så meget andet i Kina, lader attraktionerne til at være ægte gamle og kinesisk kulturhistoriske. Når man så får kigget engang efter bliver man overrasket og man kan pludselig finde sig selv stå i en betonhal med hulrum i “grotte”-væggene, der runger når der bankes på dem – altså The Ancient Caves. Hvis man spørger en person i området om dette sted eller bygning nu er ægte gammelt, kigger vedkommende gerne på en og siger “øh nej, det er en ny og bedre kopi af det gamle, der selvfølgelig er revet ned. Det var jo gammelt…”. Disse urgammle grotter var placeret ca 3 meter fra denne høje klippevæg, der i øvrigt også var støbt flotte cementfirkanter på. Men der var en fin udsigt og et smukt vejr. Vi var begge dog noget forpustede, da vi “hikede” op ad de mange trapper og småstier.

Luftforureningen begyndte så småt at komme snigende i midten af december og det havde langt mere at sige end vi havde regnet med… Mere om dette lidt senere.

Som søskende forbliver man nok altid mere eller mindre i samme roller, man altid har haft i forholdet. Noget, vi altid har haft sammen og stadig har er at vi kan være utroligt pinlige og fjollede sammen. Eller rettere; jeg er pinlig og Julius griner og er angstprovokerende flov.

Frokost

Efter nogle dage forlod Julius os for at få det sorte bælte i “verdensmand” og vores hverdag fortsatte ufortrødent. Lad os tage et par billeder på stribe:

Jeg er simpelthen så glad for min scooter!! De dage, hvor jeg ikke har kunne bruge den, har det været besværligt og langsommeligt at komme rundt. Ikke at det ikke fungerer med taxa for det er virkelig nemt og utrolig billigt, men der er noget rart og lækkert ved at kunne bestemme selv og fx ikke skal bære sine indkøb for en uge. Desuden opfører børnene sig oftest ualmindeligt dårligt i taxaerne og det er nu rart at man ikke skal sidde og shhh´se på dem på scooteren. Og så har man bare en bedre fornemmelse af hvor man egentlig befinder sig i verden – og hvor kært man har livet.
Vi expats er åbenbart glade for seje køretøjer.. Min til højre. Jeg ville helt bundærligt utroligt gerne eje den røde scooterbil!
Kødmontren i det lokale supermarked, Suguo. Der er høflig selvbetjening og man kan rage og gnubbe kødet, hvis man har lyst til det. Eller nyse på det. Eller lige hoste lidt, mens man undersøger om man skal have dette stykke kød og så måske bagefter tænke; “eeej, der er ikke nok brusk og ben på det hér stykke..”…
Ligeledes fin selvudvælgelse af fisk. m.v. Dette ser nu meget pænt ud, synes jeg.
Kødforretning på grøntmarkedet.

I midten af december blev vi beriget med endnu et bedsteforældrebesøg og der var lagt op til 15 dage for fuld udblæsning.

Alfred og Karla stod klar på togstationen meget længe! Og nøj, hvor især Alfred glædede sig!

Min mor og Brian fik da ellers også deres ilddåb ved ankomsten til Kina. De ankom vist rimelig rettidigt med flyet til Shanghai lufthavn og blev hentet af en chauffør, Michael havde booket. Derfra skulle de til togstationen i Shanghai, der som regel ligger max en times kørsel fra lufthavnen. Stjernerne må have stået forkert denne dag for der var selvfølgelig enten vejarbejde eller trafikuheld, og på trods af en god tidsbuffer ankom min mor og Brian til togstationen ligesom toget gik…. Nå, hvad gør man så??  De havde ikke mulighed for at ringe, ingen forbindelse til nettet, så WeChat-opkald var udelukket. Man kunne da selvfølgelig spørge nogen ansatte på togstationen, men de forstod ikke rigtig engelsk. Heldigvis – og som sædvanlig – meldte en kineser sin hjælp og fik Brian koblet på nettet i togstationen, så han kunne få fat i Michael og efter en del opkald mellem Brian og Michael, Michaels sekretær, togstationens reception, mig, der sad i en bil med børnene på vej til stationen, lykkedes det at få ombooket billetterne til en senere afgang. Selvfølgelig nogle langt dyrere billetter, men skidt. Og 1,5 time forsinkede.

Til især Brians store frygt sad de selvfølgelig i hver sin ende af toget og da han kom ned til os, der ventede og min mor ikke var der, ja så var der nærmest panik i mandens øjne. En kineser havde måske stjålet hende… Måske var hun slet ikke med toget.. Måske var hun faret vil på perronen eller måske stod hun stadig i Shanghai og prøvede at logge på internettet.

Og morfar fik en stor krammer af “sin aller bedste ven”, Alfred.

Heldigvis for os alle var min mor selvfølgelig med toget og fik tudende sagt hej til børnene og mig.

Mormor kom endelig og hvor var der stor gensynsglæde efter 4,5 måned. Karla var overraskende snakkesaglig og fortalte mormor om alverdens angiveligt spændende ting.

Og så skulle der saftsusme vises Kina frem!

Baohuashan, en ældgammel ny landsby. Vi ved stadig ikke om den er ægte gammel eller genopbygget, men bedre end gammel eller ny gammel.

Julius var vist i Shanghai eller lignende på dette tidspunkt.

Karla med mormor. Og en fugl.

En mand med en smøg, en gasbrænder og i færd med at bøje den bitte bambus for at få den til at passe til byggeriet ved siden af.

Hvis man skulle på toilte skulle man gå til højre.
Det er altid godt at vide.
Yes!
Man kan godt blive virkelig træt ovenpå jetlag, to børn, der er glade for at se sine bedsteforældre og sightseeing.

Heldigvis var alle rimelig enige om at hjemmehygge med julebag også var hyggeligt.

Kageudstikkerne havde rejst hele vejen fra Danmark sammen med brunkagekrydderi og frugtfarve.
Det er ikke nemt at få “frisk” julepynt i Kina og juledekorationen for enden af bordet var hentet af en kvinde fra skolen, der er primus motor på en af de velgørende organisationer i Nanjing. Hun tog simpelthen sin bil og kørte 400 km til Shanghai for at hente omkring 50 dekorationer til julesultne expats i Nanjing. De fås ikke andre steder, så alle var glade og alt overskud gik til organisationen.

Min mor blev desværre syg, men Julius og Brian skulle ikke snydes for et af de flotteste bygninger i Nanjing, Yuejiang Lou, som vi også besøgte med farmor og farfar. Det er en fast del af kom-og-besøg-os-i-Nanjing-pakken.

Kort efter ankomst til området skulle jeg lige af med klapvognen. Da jeg kom tilbage stod to introverte og forstenede mænd og klamrede sig til mine børn, der igen var blevet turistattraktionen.

Man skal have et selfie med sin nye stang….

Fin udsigt, så langt den begyndende forurening tillod.
Klassisk restaurant, hvor der er små stationer af forskellig mad. Ret kantineagtigt. Forskellen på dette sted og kantinen i Novos personalekantine er, at kokkene gerne står og kalder på dig og foreslår deres egen mad og giver dig tilbud, som stod på på grønttorvet i København. Man kommer nærmest til at købe det hele, fordi man ikke har lyst til at afvise dem. Altså med mindre det er kogte kyllingefødder eller vandmand….
Dejlig kinesisk mad. Julius var selvfølgelig en sand asiatisk artist med spisepinde mellem fingrene.
Karla kan godt lidt nudler – stadig.
Træt med træt på. Jeg faldt i søvn kort efter billeder blev taget og Julius sov på forsædet. Måske vores chauffør også tog en lille lur….

Ligesom os var vores gæster imponerede over hvordan man transporterer ting i Kina. Her er nogle eksempler:

Jeg elsker deres måde at transportere ting på.
En sælger på cykelstien foran Karlas vuggestue. Hvis man nu lige manglede en bøjle eller noget.
Igen, fuldt forsvarligt. Jeg ville nok tøve med at ligge bagved ham på vores scooter..
Vanvittig sej cykel.

Jeg elsker at tage billeder af alt det skøre og skæve – og der er virkelig meget. Og meget mere end jeg når (og tør) tage billeder af. Generelt er det tydeligt at kinesere tænker meget anderledes end mig og andre mennesker, der er vestligt opdraget. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig ikke at tænke selv og jeg kan slet ikke forstå man kan undgå det. Men jeg har måtte sande, at det nok er rigtigt, når folk hævder at kinesere ikke tænker selv. Det kan til tider misforsås og anses af vestlige mennesker, som dumhed. Men det er det bestemt ikke. Vi forsøger at forklare vores børn, at det ikke er dumhed at man vader ud foran bilerne i trafikken eller at man ikke tænker sig frem til konsekvensen af ens handlinger – det er blot fordi de aldrig har lært at tænke selvstændigt. De er vant til at nogen andre fortæller, hvad de skal. Og så gør de det.

Et godt eksempel er at man vander vejene i Nanjing fordi luften er meget støvet. Det havde været hård frost i et par dage i januar måned, omkring  minus 13 grader. Og vandvognen kørte stadig, fordi ingen havde sagt at den ikke skulle. “Jamen hvorfor i alverden kunne lastbilchaufføren dog ikke tænke sig til at det ville lave vejene til skøjtebaner?!?!??!?!?!?” – Fordi ingen havde sagt det. Slut.

Man skal også lige huske at kigge om ens ayi bruger samme klud til toilettet og køkkenbordet. Hvis hun ikke har fået det at vide før, så er det nok en god idé at sige det, inden hun går igang med den helt store rengøring af køkkenbordet…

Vi har fået lavet flere ting i vores hus i forbindelse med indflytning. Vi har ad flere omgange måtte tjekke om det, der blevet lavet nu også virkede. En worker havde fået besked på at opsætte tv og internet. Det blev skiftet. Men duede det? Nej. Men workeren havde ikke fået besked på at tjekke det. Så det var godt, vi lige gjorde det og fik workeren til at få det til at fungere inden han smuttede.

Vores have har været fuld af sten og glasskår efter renovering. Udlejer fik langt om længe bestilt nogen til at ordne haven. En dag – selvfølgelig uden vi vidste det, det ved man aldrig (og det er også okay) – kom et hold af mænd og kvinder i alderen 105+ (de så virkelig sådan ud og jeg havde det vanvittigt skidt med det…..) og tog (de fleste) sten og glasskår af plænen, vendte jorden og såede græs (de fleste steder i haven). Vi havde været væk i mellemtiden og kom hjem til ingen strøm. Man havde hakket vores hovedforsyningskabel over med en spade. Nå, så må man jo fixe det. To mænd kom og ordnede sagerne. Nu har vi et kabel gennem hele vores have og det er  ikke er langt nok til at ligge langs kanten. Det er ikke gravet ned, det fik man jo ikke besked på – det skulle jo bare være strøm igen. I Danmark er der lov om at grave hovedforsyningskabler et vist antal centimeter ned, jeg mener det er 40 cm eller lignende, for at forebygge skader på personer eller materiel.

Vores flotte, grønne plæne med en elål liggende i haven. Jeg tror vi skal undgå at købe metalskovle eller lignende til børnene….

I det hele taget er der mange hovsa-løsninger, fordi man ikke overvejer hvordan det fungerer eller ser ud i det lange løb. Det giver os ofte smil på læben, for man skal ret hurtigt lære at lade være med at blive ophidset over det. Og vi (især mig!) har lært ret meget hvad dét angår….

Jeg kan mærke at jeg må uddybe dette i et andet indlæg og så ellers få december afsluttet….!

Jeg viser altid enormt meget fra Alfreds skole, nu er det lidt fra Karlas verden:

“Geniuses are made, not born” er sloganet i Karlas kindergarten. Skiltet med politiet viser tydeligt hvor klog man kan blive, hvis man går i skole og opfører sig ordentligt.
Korrekt, min geniale datter har lavet dette kunstværk.
Igen, ren Picasso.
Trods hun blot har klistret tingene på, så må det da alligevel være hyggeligt for dem.

De laver mange ting og det virker næsten som om at Karla har lært noget nyt hver dag. Hun kan selv tage et fuldt sæt tøj på inkl. sin ble, stryge ting med sit legestrygejern, knappe knapper, lyne sin lynlås, hun folder viskestykker fint sammen, laver god kage og varm kaffe i sit køkken og passer godt på sin baby, putter den med kys og sang og triller den i sin nye klapvogn. I vuggestuen tager ikke så mange billeder, som Alfreds skole og har heller ikke skoleintra, hvilket er min primære kilde til billeder af Alfreds skole. De bruger nok deres tid på at se på børnene igennem egne øjne og ikke telefonskærmen.

Og ja, så er hun to år og har for få måneder siden lært hvor hendes numsehul og næse er.

Så har de sunde, nærende og mættende morgensnacks til et par dage.
Det ser næsten ud til at Karla er i fængsel.  Morgensnack-setup med hvidløg og de gode, danske kager.

Så blev til endelig hjerternes fest og det føltes helt som hjemme, nu hvor min bror var tilbage i Nanjing og mor og Brian var her. (Plastik-)juletræet stod klar til danske julesalmer og gaver i hobetal, julekonfekten med mormor-leveret nougat og marcipan stod klar til afspisning og ikke mindst stod min mor i vores køkken og tilberedte den som altid dejligste julemiddag med specialindkøbt kalkun, waldorfsalat med flødeskum af langtidsholdbar piskefløde og ris a la mande med kirsebærsauce fra Netto. Det smagte som sædvanligt himmelsk af familie, jul og hjemme.

.
Frossen kalkun fra vores evige redning, MyShop.
Når man skal have det perfekte julefoto af børnene.
Efter omtrent 73 billeder og “hold nu op! Sid nu stille, for pokker! Helt ærligt, vi skal bare have ET billede….!” så skete dette magiske øjeblik i tiendedele af et sekund.
Jeppe, Michaels kollega var med til juleaften. Hans familie var hjemme i Polen, men det var desværre ikke muligt at holde fri fra skibsbyggeriet. Her er ikke helligdage i vores juletid, så det var ganske almindelige arbejdsdage alle dage.

Som altid er der ingen rigtig dansk fødselsdag uden dansk lagkage fyldt med kagecreme og Nutella. Det tager pludselig flere dage at lave en lagkage fordi man skal bage bunde og koge kagecreme, som skal være helt kold før brug. Og ja, Dr. Oetckers kagecreme på brev smager faktisk bedst!! Og når man ikke kan få det, så vil man have det.

Min mor havde medbragt frugtfarve og det skulle da afprøves på bundene.
Alfred 5 år! Pludselig er flagservietter, stikflag, strøflag og flagranker fuldkommen uvurderlige (….i min verden…). Med posten har vi endda modtaget en fin hjemmehæklet flagranke fra min veninde, Carina, og dén faldt i god jord!

Alfreds 5 års fødselsdag blev fejret som den skulle med dannebrogsflag overalt, gaver og lagkage. Han havde bestemt at vi skulle have risotto til aftensmad, så det fik vi.

De nye rulleskøjter fra farmor og farfar og stærke morfar ved sin side.

Og måske sidder der nogen og tænker; “okay, hun er virkelig blevet glad for Dannebrog…”, så har I ret! Det er da fantastisk at vi bruger vores flotte flag til at fejre specielle dage og begivenheder. At man ankommer i lufthavnen efter en rejse og at man har fødselsdag. At brugtbilsforhandleren har jubilæum ligesom sygeplejersken, der har arbejdet i faget i 40 år og at Bilka endnu engang i år har fødselsdag. At hr. og fru Nielsen har holdt sammen gennem tykt og tyndt og nu kan fejre deres velfortjente guldbryllup. At man endelig har gennemgået tre år på gymnasiet og nu skal til at lege voksen. Det er da festligt og det bliver kun smukkere af at vores flag og fællesskabsfølelsen bliver klasket op i flagstangen og pryder den blå (eller 7 måneder af året, grå) himmel med frisk luft og fuglesang.

Snart var familiebesøget forbi og der skulle lige Nanjing-vises af inden flyafgang.

Metroen er ikke helt lavet til mænd, der er omkring 2 meter.
Det obligatoriske familieselfie. Fuzimiao by night.
Luftforureningen tog så småt til og Alfred var meget vild med sit mundbind med kulfilter. Indtil det blev varmt og fugtigt og luftede dårligt.
Bagsædet er altid en fest!
Endnu engang projekt alt-dit-Lego-skal-samles-“rigtigt”.

Nu var det tid til at onkel Julle drog videre ud i verden og hjem til Nørrebro og endnu engang skulle vi sige farvel til en smågrædende bedstemor og stille bedstefar. Det var dejligt at have besøg og især børnene havde nydt opmærksomheden, gaveregnen og vores hyggelige familieture pg hjemmedage. Vi nød igen at vise vores verden frem og med stolthed vise hvilken skør tilværelse, vi er hoppet ind i. Og det er især specielt når det er vores forældre.

Året gik på hæld, den kolde vind kom snigende, luften blev tungere og foureringen var for alvor kommet tilbage for den kommende sæson. Det er nemlig meget sæsonpræget og skyldes ikke kun bilos. Det skyldes især de mange fabrikker og når der produceres varme eller el. Man har stadig afbrænding af kul og det er helt sikkert en afgørende faktor for smoggen.

En tung, lugtende og benzinsmagende brungrå dyne lå henover Nanjing omkring nytår og jeg må sige at jeg var lidt overrasket. Vi havde to luftrensere i huset, da vi flyttede ind, men havde ikke rigtig haft dem tændt fordi luften var sådan fin nok. Jeg havde syntes at det var lidt hys med luftrensere osv… Men indeks var omkring 450 kl. 18 nytårsaften og det så ud som om man havde fyret krudt af hele aftenen, da vi kørte gennem Xianlin og skulle hjem til nogle venner og fejre nytår. Til sammenligning skulle der være målt 20-25 på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden og New York skulle have et generelt indeks på omkring 60. Jeg har fået fortalt af en tysker at man lod sirenerne hyle og bad folk om at blive indendøre i Stuttgart, da indeks oversteg 40. WHO´s anbefalinger er omkring 25.

Dette var indeks en dag i januar. Vi bor i Xianlin-området.

Det er måske lige voldsomt nok nærmest at lukke en by ned pga indeks på 40, men i forureningsperioden er vi glade hvis den er under 200. Skolen har filtre i ventilationsanlægget og er indeks over 200 udenfor må eleverne ikke gå ud. Mange i gadebilledet bruger mundbind, nogle blot almindelige operationsmundbind, hvilket ikke rigtig giver noget, nogle har kulfilter i og andre har nogle smarte bomuldsmasker med hul til munden, hvis man for eksempel skal spise eller drikke af et sugerør…. Den sidste type kan jeg slet ikke forstå at man overhovedet producerer.

EkstraBladet har skrevet til om en kinesisk artikel om smog. Vær så god, I vil smile lidt… https://ekstrabladet.dk/vrangen/article4615550.ece

Men det stod klart for os at forureningen var et faktum og at det er noget man skal tage med i pakken, når man bor hér. Det vidste vi godt på forhånd, men nu var det en realitet. Vi har taget vores forholdsregler og blevet indendøre hvis det ikke var dybt nødvendigt at skulle ud. I løbet af vinteren har vi nogle dage ikke kunne gå ture eller på legepladsen, nogle fodboldkampe med Michaels klub blev aflyst, børnene på skolen er blevet indenfor hele dagen og vi har ikke kunne åbne vinduerne og lufte vores hus ud.

Men nytårsaften kunne vi springe ind i Samara og hendes families hus fra taxa og ikke dø på vejen… Og Michael havde rigtig glædet sig til ægte kinesisk fyrværkeri og der skulle ikke mangle noget!

Aysu, Elias, Alfred og Karla ved festligt nytårsbord.

Desværre er det så forbudt i Nanjing at fyre fyrværkeri af. Ja, Michaels forventning om at lave et ægte kinesisk show udover det sædvanlige blev manet til jorden ganske hurtigt. I Danmark er det ikke nødvendigvis umuligt at få fat i noget, der er ulovligt, men Michael forhørte sig på værftet, og det lod til at være komplet umuligt. Ja, og det er også så fjollet at skulle i fængsel for at fyre lidt krudt af. Det positive ved det var, at vi ikke skulle stå udenfor i minus 13 grader og fryse i vores fine tøj, og vores underlige paphat blev ved at flyve af, alt imens der væltede en masse fulde mennesker rundt med cigar og fyrede op i små bomber.

Men det manglede nu alligevel. Hurra for det nye år! Hvor er Dronningen? Hvor er Københavns rådhusur? Hvor er al fyrværkeriet? Hvor er kransekagen?

Den kom 7 timer efter i Danmark.

Vi fejrede nytåret med Samara og hendes familie.

Men hyggeligt var det! Vi havde fået dejlig mad, okay champagne og børnene faldt først i søvn, da vi kørte hjem i taxa kl. 02 om morgenen.

Vores første årsskifte i Kinaland.

Hvis du nu skulle være en af dem, der har skrevet en kommentar på et indlæg engang og tænker; “hvorfor i alverden svarer hun ikke…??”, så prøv at kigge efter nu. Det er vist ikke sikkert at du får en mail om at jeg har svaret på din kommentar. Bare til info – jeg takker mange gange for de tidligere kommentarer og kan godt tåle at få flere. Vi bliver så glade for dem!

 

Som altid; TAK fordi du læser med…

Sol, Buddha & Dannebrog. November 2017

November. Det plejer at være en våd og kold fornøjelse i Danmark. Vejret var vidunderlig i november, lunt, ikke blæsende og med solskin. Ikke rigtig regn og heller ikke så forurenet, blå himmel og kun fuglesangen manglede. Af en eller anden grund er det ikke så mange fugle her. Måske de spiser dem allesammen…..

Hverdagen var så småt for alvor kommet igang, Michael begyndte at få rigtig godt fodfæste i projektet og børnene havde det godt. Alfreds sprog var stadig i underkanten af hvad han synes var fedt, men han var modig og talte med dem, han kunne og skulle. Også selvom halvdelen var dansk. “This er my ørs”, og ja, det var hans ører.

Nu sidder jeg i april måned og skriver om november og det føles virkelig som længe siden. For min egen og andres skyld vil jeg glide lidt hurtigt henover de næste par måneder – en af vores venner, David, annoncerede at han jo nærmest skulle have læse-blog-fri fra arbejdet (han læser bloggen, HURRA!) og at det tager ligeså lang tid at læse de lange indlæg, som det tager at skrive dem. Det gør det nu ikke, men ok, de er også utroligt omfattende…! Jeg må jo nok erkende at jeg ikke kan skrive minuturoøst om alt der sker i vores pisse spændende hverdag. Og det er nok egentlig også de små finurlige og underlige ting, der kun kan ske i Kina, der er det sjoveste. At man kan spænde en scooter på en scooter i transportens tegn, at man lægger et hovedforsyningskabel til vores hus ovenpå græsplænen i baghaven fordi man hakkede den over i forbindelse med en simpel græsplæneluning, at cocktailpølser er pakket ind separat i hver deres vacuumindpakning, at man skæller fiskene (halv-)levende, at kinesere færdes i trafikken som var de høns, der render forvirret rundt i en hønsegård fordi ræven er sluppet ind og at mange kinesere hakker, spytter og bøvser, men til gengæld er vanvittigt søde er vel nogle af de ting, der faktisk er interessant at vide lidt om.

Ballonmand på vej på arbejde.
Når man skal tisse, skal man tisse. Om det så er i et af de største trafikkryds i mands minde og man befinder sig i sin firmabil. Men man holder jo alligevel for rødt og måske er telefonen løbet tør for strøm.
Det er ikke så sjældent at man ser disse køretøjer på vejen her i Nanjing. De er primært til at transportere brædder, sten, haveaffald, m.v. Man skal nok lige passe lidt på fingrene, idet den bitte rem kører afsted på fuld hammer. Maskinen lyder som en gigantisk græsslåmaskine og man kan høre den på lang afstand. Den kræver stor motorisk talent idet man både skal hive i stænger, trække i snore og træde flere pedaler for at få motoren til at trække rustbunke med tilbehør afsted.
Når det er sommer har de fleste kinesere 3 timers frokostpause, om vinteren kun 1,5-2 timer. De spenderer den gerne ved at sove.
Planlægningsmøde i bladfolkets mødelokale.
Jeg mistede nær livet ved at tage dette billede med en telefon i venstre hånd og gashåndtaget i højre, mens jeg måtte køre om kap med denne racerkører, manurere udenom fodgængere (der jo selvfølgelig går midt på scooter-/cykelstien, gerne med en klapvogn eller lignende…) eller andre scootere, der kommer fra sidevejene og bare kører ud uden at se sig for…
Fint lasttransportmiddel med optimal beskyttelse af kraniet i tilfælde af kollision.
Man kan næsten ikke tro det, men kinesere er endnu værre  (eller bedre…) til at glo i deres telefoner end man er i Danmark.
Der er virkelig mange sharing bikes i Nanjing, virkelig mange. Her et lille udvalg foran en metrostation. Man havde ikke lavet en sti ind til indgangen til stationen… Cyklerne koster 1 yuan (ca 1 krone) at leje pr tur og betales selvfølgelig via Alipay, hvad der svarer til vores mobilepay, dog i en noget mere udviklet form (seriøst, deres WeChat og Alipay er vanvittigt sejt! Selv på grøntmarkedet har alle sælgere deres egen QR-kode og man skal intet taste andet end beløbet på betalingen. Desuden har man sin egen stregkode, som butikker kan scanne, når man skal betale. Beløbet godkendes med kode eller fingeraftryk på telefonen. Jeg er mega imponeret og forstår ikke hvorfor Danske Bank ikke lige har tittet til Kina for inspiration…).
For lige at vende tilbage til cyklerne, så kan man også købe en måneds abonnement til 3 yuan og 3 mdr til 5 yuan. Det resulterer naturligvis i en masse cykelforurening i form af cykler alle mulige og umulige steder, midt på vejen eller cykelstien. Og de koster vist kun omkring 20 kroner at producere, hvorfor de ikke passes på og selvfølgelig ender deres liv i en kæmpe cykelgrav, som nogen en eller anden dag og et eller andet sted må bøde for. Men det er fint nok, det er ikke nu, så man ser det jo ikke. Skidt pyt.
Morgen, Tai Chi, djævlespil og nattergaleluftning med tilskuere under metroen og Alfreds skole i baggrunden.
China Posts fordelingscentral og angiveligt afhentningssted for internationale forsendelser. Indgangen var i en gyde og op til anden sal ad en trappe, der lignede et sted til en parkeringskælder, hvor man havde 79 % risiko for at blive antastet af en blotter.
God orden i sagerne på posthuset.

I Karlas vuggestue havde man simpelthen to gange udklædningsdag i løbet af november, hvoraf den ene af dagene var pyjamasdag. Jeg ved ikke hvem der havde det sjovest rarest ved at spendere dagen i nattøj, for lærerne var mindst ligeså engagerede – hvilket er fedt, bevares!

Yes, det er lærernes pyjamas – ikke udklædning. De trisser angiveligt rundt i denne mundering derhjemme og holder varmen på kolde efterårs- og vinterdage. Det er ikke så sjældent at man ser en mand eller kvinde være ude at handle i pyjamas og gerne tøfler med pels på. Sættet er foret med fleece eller dynelignende materiale og kan tilsyneladende sørge for at man holder varmen.
Lærerne er meget klar til at modtage børnene.
Jeg blev glædeligt overrasket over at de virkelig havde forberedt et rigtigt slumber party og slået telte op i klasseværelset. Det lod til at lærerne også havde en fest og havde glædet sig meget til denne dag.
Susan var som altid klar til hygge og leg. Bemærk gerne den stiplet linje – her skal børnene sidde ved samling, højtlæsning eller lignende. Og når de leger….! Der er orden i sagerne!

Jeg kan desværre ikke finde ud af at lægge selve filmen i indlægget, men her er linket, så man kan se filmen.

D2DD2E81-B86C-420C-B9C1-1F6AC5295625

Fay, klasselæreren (nej, hun er ikke 15 år, hun er omkring 30…) sammen med næsten hele klassen.
Karla og 11 af hendes sorthåret venner. Keer, Karlas gode veninde sidder til højre for Karla.

Den anden udklædningsdag var ligeledes præges af stor mystik og begejstring. Da Karla ankom var der vældige glædesudbrud fra hendes tre lærer, ligesom de oftest gør, når Karla melder sin allernådigste ankomst og ridder på velkomstkomitéens højlydte begejstringsbølge og adskillelige kram. Især hvis hun har været fraværende på en ellers almindelig skoledag.

Mega klar!

Det kan godt være at hun ikke lignede de andre hekse og græskar, men hun var glad og syntes hun så skønt ud i spejlet.

Jeg fik også lov at klæde mig ud som fin dame i forbindelse med Melbourne Cup, et hestevæddeløb, der varer ca. 2,5 minut og man har en undskyldning for at drikke champagne kl. 10.30, været dullet op til fest, spise en hel dag og ikke lave dagens gode gerning.

Jeg er faktisk lidt flov over at lægge dette billede op… Dette er på ingen måde en del af livet her, men det var skønt og sjovt at lege fin dame med hat.

Jeg følte mig som en kæmpe idiot og rigtig hausfrau. Det var vanvittig pinligt at skulle ud ad døren kl. 9:30 med fest-makeup, “den lille sorte kjole”, høje hæle og…. hat….. Man skal åbenbart have hat på, ja. Sådan en smart en, hvor man kan vinde pris for bedste hat. Og det gjorde jeg. Det sjove var at jeg havde lånt den af en kvinde, der havde haft den på året forinden. Jeg gad da ikke spendere hele 100 kr. på en hat, jeg nok aldrig ser igen, fordi den ligger i skabet og samler møl indtil vi skal pakke hele vores liv sammen igen og drage væk fra Kina.

Det gode med arrangementer er at man møder nye mennesker. Jeg lærte for eksempel hende her, Maria, godt at kende. Hvem lærer man ikke godt at kende over mad og champagne…?

Det smukkeste ved dette arrangement var at mange af dem, der havde deltaget var mødre fra skolen og at jeg var forfææærdeligt træt, da jeg hentede børn og i virkeligheden nok skulle have ladet scooteren stå derhjemme….. Vi var ikke så mange der blev længe på spiderweb i skolegården efter skole, som vi plejer og der blev nok sat en film på fjernsynet hjemme i de små mor-har-været-til-champagne-brunch-idag-hjem.

Men ærligt talt er det skønt at skulle tænke tilbage til november for at have været til champagnebrunch sidst (og den eneste gang). Det er heldigvis ikke almindeligt her, tværtimod, så er der færre hausfrau-ting end jeg troede. Det er helt normale kvinder og mødre, jeg omgås og ja, vi har faktisk ting at lave i løbet af dagen – man keder sig (heldigvis) ikke (så meget). Mange fra Danmark spørger: “Du må da kede dig… Hvad FÅR du dog dagen til at gå med..? Negle, massage, sove, se tv..?” Ja, det er netop dét, jeg gør, intet andet. Og jeg kan flyve og har røntgensyn.

Xuanwu Lake, tæt på downtown Nanjing.

Den 5. november havde Michael og jeg spenderet 7 år sammen og det måtte diskret fejres med en familietur til Xuanwu Lake, som er en kææææmpe sø midt i centrum af Nanjing. Det tager mange timer er gå rundt om søen, og der er så hyggeligt og smukt.

7 år sammen med denne dejlige mand. Jeg har været heldig at møde en vidunderlig mand, der har lært mig meget om livet og mig selv, er far til mine børn og en sød og kærlig ægtemand. Jeg er taknemmelig for at vi har kunne tage denne chance og flyttet om på den anden side af jorden. Og han er mindst ligeså heldig som mig, hvis jeg selv skal sige det….

Lørdasgsskolen på ekskursion.

Man er fjollet med at fiske her. Alle mulige steder. Mange steder har man sådan en lille pøl, som her eller et oppusteligt badebassin fyldt med bittesmå fisk. Dem skal man så fange med en lille bitte krog eller et lille fiskenet. Børnene er især fjollede med at plaske rundt med nettet nede i vandet eller sågar kaste lidt med fiskene… Vores børn får ikke lov at deltage i munderiet…

Det traditionelle vs. det moderne.

Lidt hverdagsbilleder på stribe:

Der bliver kysset og krammet farvel hver morgen. Ingen grædende eller betuttede børn.
Michaels og Jeppes ride hver morgen. Det tager en times tid hver vej til værftet, som ligger på den anden side af Yangtze-floden.
Som i The Truman Show står vi alle tre klar i døren til at sige farvel til Michael om morgenen, når han stiger ind i bilen og kører afsted på arbejde kl 7.
Vagten ved vuggestuen, der står klar i respektiv uniform og sikrer vores børns ve og vel.
Global Doctor har vasket sine kitler og lufttørrer de rene uniformer på p-pladsen udenfor klinikken.
Brandøvelse midt i aflevering på Alfreds skole. Alfred har også fortalt om at de har haft øvelser, hvor de skal gemme sig på skolen – det gav mig virkelig myrekryb, men det er nok desværre nødvendigt visse steder i verden. Heldigvis tvivler jeg på at det er en nødvendighed her i Kinaland.
Karlas daglige morgentjek ved indgangen til kindergarten.
Søndage er kinesernes eneste fridag. Og de udnytter den virkelig. De bruger den ikke på at handle ind, gøre rent, ordne vasketøj eller lignende. Har man børn er der skruet fuldt op for “underhold-mit-barn-dag”. Ved de fleste søer, åbne pladser, malls, osv. kan man finde forlystelser til børn a la denne vidunderlige robot, biler, trampoliner med seler, candyfloss, osv.
Alfred, Patrik, Tomie, Matthieu og Brady laver et sejt maleri i skolen.

Vi havde igen muligheden for at kunne tage på en “hvor-er-vi-i-verden-weekendtur” og dragede mod Wuxi, som ligger mellem Nanjing og Shanghai, lidt under en times tid fra Nanjing med hurtigtoget. Her var hovedattraktionen en kæmpe Buddha, og den var virkelig kæmpe. Ligesom så meget andet i Kina, tror man ved første øjekast at det er noget gammelt og historisk, men desværre er det oftest blot et par år gammelt. Ikke desto mindre var det fascinerende at se så stor en statue, oppe på i lille bjerg og man kan undre sig over hvordan man dog har båret sig ad, nu hvor slaver ikke er så heldige at bruge.

Nanjing railway station, starten på den 300 km/t-togtur.
Imponerende udsigt og meget lange toge. Michael har tracked et tog på ens af hans mange ture: han målte toget til ca 1 km og det var kun den ene ende… Der er gerne omkring 16 vogne på et tog og jeg tvivler på at vognene er mindre end 150 meter pr. styk.
Ankomst til hotellet. Et autentisk hotel, hvor personalet ikke kunne engelsk, maden var utrolig kinesisk og arkitekturen var skøn.

Han er jo Alfred.
På vej op mod den stående Buddha. Kineserne var meget imponerede over at børnene, især Karla selv gik op ad trappen.. Man bærer gerne på sine børn, også når de når Alfreds alder.
Alfred har stor passion for godt håndværk og var meget begejstret for denne mands arbejde. Alfred synes Emil fra Lønneberg har fat i noget interessant med sine træmænd, måske han skal have en kniv eller hammer og mejsel i fødselsdagsgave engang. Eller et skur… Og han holdt selvfølgelig lige en arm ind foran sin lillesøster, så hun stod i behørig afstand.
Et billede til farmor for at vise de gigantiske orkidéer.
Hængt kød formet af sten. Virkelig besynderligt, men ganske smart, hvis man ønsker at dekorere sin stue eller køkken med kød, der helst ikke skal rådne.
We did it! Langt oppe, næsten ved skyerne hang vi ud med Buddha.
Helt traditionel kinesisk aftensmad på hotellet.
Karla kan lide nudler. Og hun bliver sur på mig om 10 års tid.
Man ser flere mænd gå rundt på gaden med store pensler og vand og skrive tegn på jorden. Det skulle vist være en speciel type kunstform, bare så ærgerligt at det blot bevares i få minutter når solen skinner på de smukke strejf.
Legetøjsforretning med alverdens kopier af kendte mærker.

Candyfloss!

Tempel i Wuxi centrum.

Som sædvanligt var børnene en stor attraktion.
Street food har en helt anden dimension i Kina!
“Køb en kylling” – den er sød i 5 dage og hvad så?
Der er altid plads til lidt mere på en ladscooter.

Der gik ikke mange uger før Karla begyndte at lave håndtegn, når hun skulle have taget billeder. Dette er hendes fortolkning af peacetegnet.
Når Karla sover til middag bliver Alfred forvandlet til denne Alfred. Han var i øvrigt ved at springe vores hjerter af bar stolthed, da han havde udset sig en fattig, hjemløs mand, fandt sine sparepenge i sin taske og selv gik hen med pengene – mens vi voksne stod og var i færd med at få pakket klapvogn og grej ud efter en taxatur til Wuxi centrum. Han kunne godt undvære de penge, han “havde jo bare fået dem af far og manden havde ingen”…..

Dem, der kender mig godt ved at jeg går exceptionelt meget op i fødselsdage og min egen er ingen undtagelse… Mine søde familie vækkede mig om morgenen med flag og sang, dejlige morgenmad og fine gaver.  Efter aflevering af børn fejrede jeg mig selv med en af mine to dejligste veninder i Kina, Ellen om dagen. Vi tog til Nanjing centrum, spiste det meste af dagen (Ellen spiser faktisk mere end jeg gør…!) og rendte ellers bare lidt rundt.

Flotte stole foran et offentligt toilet.
Teppanyaki downtown Nanjing.

Om aftenen kom den anden af mine dejligste veninder i Kina med kage, gaver, flag og Andrew og drengene.

Stines lækre danske lagkage og et kagesultent selskab.

Flere hverdagsbilleder på stribe:

Stofmarkedet BuBuBu.
Silke, bomuld, “silke” og “bomuld”. Nogle silker er “chinese quality” og andre silker er bare silke.
Håndmalet navneskilt til Alfred og Karla. Lad os bare sige at det ikke var den gave, der gav flest point juleaften. Men de er flotte, selvom de ligger i skabet og endnu ikke er hængt op her i april måned.

Alfreds skole er som sædvanlig usædvanlig god og jeg er simpelthen så glad for at han har chancen for at gå på sådan en skole. Vi må se hvor længe Karla når at gå på NIS fordi hun bliver i hvert fald i sin kindergarten til januar 2019. Hvis Karla skulle starte på NIS til sommer, hvilket hun ville kunne fordi hun bliver 3, så skulle hun og jeg vente på Alfred i to timer fra kl. 13-15 hver eneste dag. Jeg tror Karla vil synes bedre om at kunne lege med sine kinesiske venner, måske tage en middagslur og blive hentet glad og “af-leget” kl 14:30 som det er nu.

Alfred lærer sine koreanske klassekammerater at spille fodbold:

For et par ugers tid var der tema på morgentavlen – om hvordan vi hver især ser forskelligt på tingene. Alle børnene skulle beskrive hvad de så i samme mønster (som ikke er på billedet, desværre..).
Alfred og Karla i skolegården med de tyske klassekammerater Carlotta og Helena, Maria og Ellens døtre.
Hvis Karla ellers gider at gå og ikke ligger på gulvet og skriger i bar frustration, så ser det sådan her ud, når vi afleverer Alfred om morgenen kl 7:50.
Alfred, Helena og Elena sammen med Mr. Laurie McLellan, Director of NIS.

Slutningen af november bød på julestemning og temperaturen faldt en smule så det ikke føltes helt skørt at høre julesange og drikke gløgg i 23 graders varme.

Julebazaar med velgørende organisationer og kinesiske firmaer. Her nogle af damerne fra Pfrang, der donerer penge til uddannelse af unge i Jiangsu-provinsen.
Julemarked ved søen i vores compound Royal Family Garden. De fleste i det internationale miljø kom forbi. Folk gjorde virkelig meget ud af det, satte boder op, pyntede op med tusindvis af lys og organiserede de forskellige boder. Boderne var selvfølgelig velgørende organisationer eller folk, der donerede til en af fire organisationer.

Julemarkedet. Lidt besynderligt at Alfred ligner Stines søn…
Uh uh uh!!!! Yes, jeg sang 5 numre sammen med Amanda og det var helt vidunderligt! Min Christmas jumper spillede, vejret var kun lidt køligt om aftenen og der var stuvende fyldt med mennesker.

Og så til det, der gør at vi er i Kina:

Her trykker Michael simpelthen på startknappen til skib nr. 2!
Steel cut af skib nummer 2. En stor dag for Michael og kollegaerne. Jeppe til højre for Michael.
Det næsten fulde site team.

Det var simpelthen det hele for denne gang. Nu hvor jeg har fået min nye computer, som jeg har snakket meget om på det seneste (skud ud til Julius og min stakkels mand, der simpelthen ikke magter at høre et eneste ord mere om den…), så er det så meget nemmere at skrive. Jeg føler helt blogger-agtig kun at være 4,5 måned bagud!

 

Som altid: TAK fordi du læser med… Virkelig…

 

Når det regner får man… regnvejrshumør….

Jeg startede med at påbegynde mit “hvad-vi-har-lavet-i-november”-indlæg, men kom straks på afveje og befandt mig et essaylignende indlæg. Jeg har her til morgen været til lidt undervisning eller rettere vidensdeling, som var organiseret af de tre counselors/vejledere/psykologer, der er ansat på skolen til at hjælpe børn og deres familier med den her type liv og med de udfordringer, der er forbundet med det.

Det har givet stof til eftertanke.

Efter vi kom hjem til Kina fra vores ferie i Thailand i februar har jeg virkelig tænkt og følt efter. Måske er honeymoon fasen ved at være overstået, og det, vi forbandt med vores nyelige ankomst, er her stadig. Det handler primært om Alfred og hans velbefindende.

Michael er ret omstillelig og “bare på arbejde”, som han selv siger. Selvfølgelig har vi ikke samme netværk, som derhjemme, og især Michael savner den hyppige kontakt, vi har haft med vores danske venner.

Karla kender ikke til andet og har et lettere ukompliceret sind. Hun lader til at være glad og ikke have det store afsavn. Hun er trods alt også kun to.

Jeg synes egentlig også jeg har det ret godt, jeg har fået mig nogle gode, fortrolige venner og jeg begår mig godt her. Jeg er godt nok virkelig træt af at lave mad hver dag, jeg nyder det på ingen måde, men jeg er nok ikke den eneste i verden, der har det sådan. Min hverdag handler primært om at få børnene til og fra skole og kindergarten. Det bruger jeg 3 timer på om dagen og afhentning begynder 14:30. Så skal vi have noget mad, det skal jo handles, vaskes (det bliver man nødt til efter deres liv på grøntmarkedet… Mere om det i et andet indlæg, det er faktisk mere pudsigt end man tror….), forberedes, kokkereres, osv. “Jaja”, tænker du måske, “det er jo sådan i alle familier”, men Kina og Nanjing er anderledes skruet sammen og tingene tager bare længere tid end derhjemme i Danmark. Tiden forsvinder og man kan som hjemmegående pludselig kun finde sig selv et sted, hvor man enten handler mad, i ens køkken eller på skolen. Og det er dét… Jeg tænker ofte at jeg faktisk har gjort dét her før og samtidig haft et lønnet arbejde, 8-15, set venner og lavet alt muligt andet. Jeg vil gerne kunne smutte i Netto og handle det hele og så bare komme hjem med alle mine varer og alt muligt andet fra Spotten, som jeg ikke kunne undvære mens jeg stod i butikken…. Åååååh jeg savner Netto. Virkelig. Og fransk leverpostej på rugbrød.

Alfred slås lidt med sig selv engang imellem og havde måske også selv regnet med at finde sig bedre til rette efter de 7 måneder, vi nu har boet her. Han har nok bare lidt sværere ved at knytte sig og finde “ligesindede”, der vil lege vildt og samtidig er gode venner. Så han får ofte et “nej-tak til dig og leg”, hvilket går ham (og os!) lidt på…. Han er en lille dreng med meget store følelser. Men han er glad og synes det er fedt at være her, det siger han og vi mærker det også. Han er generelt blevet rigtig modig og sej, han ved en masse ting, kan skrive bogstaver, tælle til 20 på engelsk, kinesisk og selvfølgelig dansk, og så småt lærer han at begå sig blandt en hel masse forskellige kulturer med forskellige sprog og måder at møde hinanden og være sammen på.

I det hele taget har vores børn været rigtige seje indtil videre.

For hvad er det egentlig vi beder vores børn om? At lære en masse menneske at kende, at investere energi, tid og mest af alt følelser for så selv at skulle afsted indenfor et par år? At de, især Alfred fordi han går på international skole, skal sige farvel til flere af sine gode venner, fordi folk kommer og går i takt med arbejdskontrakter, osv. Det tog hårdt på Alfred at sige farvel til sin ven Patrik, der rejste i januar. Det vendte hans verden på hovedet, hvor han endnu engang stod uden en ven-ven og følte sig alene. Og Alfred har tendens til at føle sig alene, selvom han er omgivet af mennesker, der kan lide ham, holder af ham og også elsker ham. Alfreds fodfæste i skolen blev hevet lidt væk under ham og det har vi glemt.

Vi voksne har “bare” skulle finde ud af det praktiske og få os nogle flere venner. Det har vi gjort en masse gange før. Vi har gennemgået flytninger, skoleskift, at flytte hjemmefra, uddannelse, skift i tilværelsen, osv. Vi ved jo at vi kan og vi har haft 32-34 år til at lære det – og alt er foregået trygt og roligt i Danmark eller i hvert fald på et sprog, vi kunne forstå. I august skulle børnene, og igen især Alfred, affinde sig med ikke at kunne forstå noget som helst – hverken af hvad der blev sagt eller gjort, lære et nyt sprog, ja faktisk to, stå helt alene et nyt sted, nye voksne, og finde sig en eller et par venner, man bare har det sjovt med, nyt hjem, nyt land, ny befolkning og kultur, nye rutiner og meget, meget mere.

Så har vi gjort det rigtige?

Jeg er ikke i tvivl om at det har vi. Men vi skal endelig ikke glemme, at det ikke er overstået at vi stadig skal finde os til rette – og skal gøre det ad flere omgange, når tiden kommer til at venner rejser, nye mennesker tilkommer og tilværelsen her er utrolig dynamisk i forhold til hvad både Michael og jeg har prøvet før. Og vi må huske at snakke med Alfred og Karla (og hinanden) løbende og ikke blot tænke at vi nu har slået dén skid og nu er den forduftet.

Det er jo trods alt derfor, vi er her: møde nye mennesker og kulturer, og opleve ting, vi kan opleve hjemme i Kina og ikke kan opleve ved at blive hjemme i Danmark. Og vi er sådan set hjemme begge steder.

I er savnet hjemme i Danmark. Af os alle. Alfred taler ofte om sine rigtige venner og hans angiveligt evige kærlighed, Clara fra børnehaven i Hillerød. Vi har været i tvivl om vi skulle besøge børnehaven, men efter mødet idag har vi besluttet os for at kigge forbi når vi besøger Danmark om en lille måneds tid. Og vi skal se vores familier og venner og deres børn, som Alfred også taler om – det kommer dog helt naturligt. Det bliver spændende at se hvordan børnene reagerer ved besøget i vuggeren/børnehaven – om Karla kan huske noget, hun siger for eksempel “mås”, som pædagog Dorte sagde, om Ea igen får Karla til at klukke af glæde og om sandkassen og de trehjulede metalcykler med trælad vækker nogle minder. Og om Alfred møsser med Clara omkring hjørnet, så ingen voksne ser det, om Georg og Alfred vil spille fodbold og om Tony fortsat huskes som ham, der putter plaster på sår og giver is, når man har næseblod.

Når børnene siger eller gør noget nyt, sjovt eller anderledes, siger noget på engelsk eller kinesisk, siger jeg til mig selv at jeg liiiige må skrive det ned; enten her eller bare til os selv uden andre kan læse det. Bare så vi kan huske det engang om mange år. Men når jeg endelig skal til at skrive så kan jeg hverken huske hvad, hvornår og nærmest hvem der sagde eller gjorde det, jeg alligevel ikke kan huske. Og det er virkelig ærgerligt for der sker virkelig noget hos og i dem.

Jeg ved ikke om det havde været en ligeså stor oplevelse at bo her uden børnene (altså hvis de ikke fandtes! Det har faktisk ikke været i vores tanker at bo uden dem, selvom det til tider kunne overvejes som lidt mere afslappende….). Det havde i hvert fald uden tvivl været anderledes. Det er fascinerende at opleve hvor vildt det er at ens børn kan kommunikere med de fleste mennesker, fordi de kan engelsk og lidt kinesisk. Og jeg bliver mere bevist om, at det virkelig er fedt at have “sit eget sprog”, dansk. Hvor hårdt og usyngende det end kan lyde, så er det vores sprog. Vores sprog, som kun omkring 5,5 millioner kan tale. Der bor ca 8,5-10 millioner (angiveligt alt efter hvordan man tæller (hvad end dét betyder)) i Nanjing til sammenligning.

En af mødrene, en australier, på skolen har sin yngste søn i Karlas kindergarten. Hun undlader nogle mandage at aflevere sin søn fordi det er kinesisk dag, altså alt foregår på kinesisk og ikke engelsk (det foregår nu heller ikke rigtig på engelsk i Karlas bilingual klasse, men skidt pyt). Vi har ikke noget valg om at fravælge dage, hvor undervisning eller lignende ikke foregår på vores modersmål. Jeg tror faktisk at Karla er fuldkommen ligeglad med om det er på kinesisk eller engelsk – hun forstår nok lige meget eller lige lidt. Men jeg er ikke i tvivl om at børnene ville elske at have en dansk dag, hvor alle kunne tale et sprog, de forstår og er trygge ved. Det er nok også derfor det er til stor begejstring, når vi får besøg fra Danmark og at Stine og drengene har mange stjerner i vores bøger herhjemme.

Det er sjovt og også lidt skræmmende at høre den blanding volapyk, der kommer ud ad Karlas mund og det pudsige danske, Allfred så småt begynder at udvikle. Jeg har længe troet at Karla siger “mig” og sine ting. Men det er “my” eller “mine”….. Og Alfred spørger og det er “ourses” (vores). “Jeg tror at den her movie er for scary for Karla”, fik han sagt tilbage i november. Jeg tror nu godt at Karla kunne klare at se Lady og Vagabonden 2….. “Mig yào this, mor!” (Jeg gør det), sagde Karla forleden. En hel kinderæg-sætning. Jamen det er jo hele tre sprog på eén gang – det går virkelig ikke… Men det gør det nok. Og så er det da vanvittig sejt at vores datter på 2 år blandt andet kan tælle til 10 på kinesisk, engelsk og dansk og vores 5-årige søn kan tælle til 20….

Og mit kinesiske begynder så småt at tage form. Jeg er igang med anden omgang af kinesisk undervisning på skolen, almindelig klasseundervisning for forældre. Jeg har ikke haft eneundervisning, hvilket nok havde givet noget mere, men jeg begår mig faktisk godt efterhånden. Dog forstår jeg ganske lidt, hvis jeg taler med folk ude i byen, fordi der er så vanvittigt mange dialekter i Kina. Og selv kineserne forstår ikke hinanden. En nanjinger og en person fra Shanghai kan have svært ved at forstå hinanden – og der er kun få hundrede kilometer fra hinanden. Jeg kan tale lidt med folk på gaden, osv, det er ret fedt, men jeg kommer aldrig til at kunne tale flydende, det må jeg nok erkende.

Michael kan tælle til 2 eller 3 og sige “kold øl”.

Nå, det var vist rigeligt med regnvejrshumør for denne omgang.

Vi har det godt, bare I ved det. Og vi savner jer.

Tak, fordi du læser med….

Våd, varm & hyggelig. Oktober 2017

Når tiden går stærkt betyder det vel at man har det godt… Heldigvis er det tilfældet herhjemme. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på folk derhjemme. Om de har det godt, om de hygger sig, om de er i live i det hele taget.

Der er så godt som totalt stille mellem Kina og Danmark. På ingen måde skal dette lyde som en bebrejdelse for vi er virkelig ikke gode til at holde kontakten ved lige! Jeg har forgæves forsøgt at tale med to af mine veninder i over et par måneders tid. Og det har endnu ikke lykkes mig at tage telefonen, når de ringer og vice versa. Og det er helt i orden! Jeg kan bare blive lidt nervøs for at folk derhjemme glemmer os eller tror at  vi bare er smuttet og har glemt dem derhjemme i Danmark, har skabt et nyt netværk og ikke rigtig behøver Danmark, familie og venner længere.

Det er ikke tilfældet.

Selvfølgelig har vi fået et nyt netværk og hverdag. Selvfølgelig har vi fået nye venner. Og selvfølgelig er vores gamle venner, familie og bekendte i vores tanker og hjerter. I hopper aldrig ud af vores hjerter. I bliver aldrig skubbet til side. I får aldrig en anden plads eller mindre betydning hos os end I havde da vi rejste. Vær søde at huske det, når I nu på 6. måned udelukkende har været “i kontakt” med os via bloggen eller de få oplæg på Instagram.

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal lave en flot og finurlig overgang til vores oktober måned, så I må nøjes med “vores oktober startede med efterårsferie”…..

Og det gjorde den så.

Efterårsferien startede fredag med kinesisk nationaldag og månefest og vi tog dermed endnu engang på turisttur til Fuzimiao i håb om at opleve det “virkelige” og autentiske Kina, som kun kinesere for alvor oplever. Det svarer nok til at tage Tivoli eller Nyhavn og forvente at det er “autentisk dansk”. Og der var et par kinesere eller to. Jeg tror vi var de eneste vesterlændinge, der havde vovet pelsen og smuttet en tur til mekka, der emmede af glæde og var glødende rød af de mange flag og lamper, der prydede bygninger, gadelamper og i folks hænder.

Metroen er helt fantastisk i Nanjing. Man kan komme alle steder hen, hurtigt og til nærmest ingen penge. Det koster 3,80 RMB (næsten samme valuta som DKK) fra metrostationen tættest på os og til Fuzimiao, som ligger i centrum. Det tager ca 30 min i metroen. Alfred synes også det er et sejt antropologisk studie hver gang, vi tager toget.
Fuzimiao tidlig aften, kinesisk nationaldag.
Kylling – hvis du er sulten for sjov.

Det obligatoriske familieselfie.

Vi blev som sædvanlig kigget rigeligt på, når vi kom lysende gennem menneskemængden. Heldigvis er kineserne ganske søde og imødekommende – og liiidt nærgående nogle gange. Heldigvis på en nysgerrig måde.
Lille udvalg af mundbind, skåneærmer og beskyttende handsker – det sælges på næsten ethvert gadehjørne. Jeg forstår simpelthen ikke formålet, men det er nogle fine farver……

Vejret havde indtil ferien været ret varmt og fugtigt, og vi havde ikke været meget udenfor. Alle, vi kender, som har været her i nogle år forvissede os om at efterårsferien uden undtagelse og med garanti nok skulle blive helt fantastisk vejrmæssigt og at vi bare skulle glæde os til behagelig varme og masser af sol. Mandag i efterårsferien var regnfuld. Det samme var tirsdag, onsdag og torsdag……. og det regnede meget. Rigtig meget. Vi var derfor utroligt begejstrede for at børnene havde modtaget pakker fra min mor, der blandt andet indeholdte to PS4 LEGO spil, som vi brugte mange timer på de første par dage.

Morgenstund har guld i mund. Og en PS4-controller i hånden…

Efter tre fulde dage indendørs for at undgå brusebadet udenfor var vi rimelig klar til at komme ud. Men faktisk nød vi at lave absolut ingenting i tre dage. Det har vi aldrig prøvet før – igennem de 7 år, Michael og jeg har været sammen!

Efter nogle dage derhjemme med to energirige børn og to forældre, der efterhånden var tæt på at blive fuldkommen vanvittige tog ferien da også ellers fart.

Legeland for fuld udblæsning.
Det obligatoriske familieselfie. PizzaHut efter legeland gjorde på ingen måde dagen værre for børnene.

Efter hjernedød børnedag med skrig og skrål, pizza med ekstra ost og følelsen af en kanonkugle i maven måtte vi voksne også bevæge benene lidt og på Tour de Hvor-Er-Vi-I-Verden.

Det obligatoriske familieselfie.
Karla er ofte ikke helt så hurtig til at hoppe med på bølgen. Hendes “stærk-mand-version” kom noget tid efter drengenes….
Det obligatoriske familieselfie.
Hvad end det så var på dét træ, så var det pænt…
Karla var en anelse træt på vejen hjem…

Endelig begyndte solen at titte frem bag skyerne, det lunede lidt i vejret igen og familien Giversen/Kay var klar på at tage til smukke Qixia Temple.

Det var simpelthen så hyggeligt og skønt at bruge en dag med en anden familie. Og denne familie er særlig dejlig at være sammen med. Sjovt og heldigt at man mødes i Kina og ikke kun har “danskheden” tilfælles – vi kan rent faktisk bare godt lide hinanden. Men det fælles sprog gør det nu heller ikke mindre hyggeligt..

Skildpadderne i søen var uden tvivl en stor attraktion.
Og en anden sø med skildpadder…….
Hvad Samuel gjorde, gjorde Alfred. Ifølge Alfred er Samuel helt sikkert en af de sejeste drenge i verden.
En lille Buddha.
Qixia Temple er et Buddhistisk tempel i funktion og mange munke bor der. Dette er uden tvivl et af de obligstoriske steder, vi tager folk med hen, når de kommer på besøg.
Karla er ved at udvikle “tag-et-billede-af-mig-syndromet” og jeg er slet ikke i tvivl om hvorfor…
Alfred, der nasser penge af Stine for at smide dem i ønske”gryden” i baggrunden.

Efter sightseeing drog vi hjemad men Alfred måtte lige stoppe op ved en restaurant. Han var rimelig betaget af deres vaskebalje.

Når restauranten i væggen får vasket op…

Når man sådan flytter hjemmefra mangler man billeder, blomster og andet, der får huset til at ligne et hjem. Vores hus lignede et IKEA-katalog og der manglede ligesom “det sidste”. Det er nok dét, vi i Danmark kalder “hygge”. Et begreb, som jeg er virkelig glad for vi faktisk har. Det er aldrig noget, jeg har tænkt over, men når de blåhvide spots i stuen er tændt er hyggen ligesom forsvundet som dug fra solen. Jeg forstår seriøst ikke hvordan man kan sidde og slappe af med et 80 watts spot bragende ned i ansigtet. Jovist kan man da se hinanden, men det er jo ikke altid pointen ved at hygge sig… IKEA har bidraget til hyggebeslysning i gulvhøjde og vi manglede bare lidt blomster. Michael har, som sin mor, altid haft en svaghed for orkidéer, så vi måtte hellere anskaffe os sådan en bitte sag.

Blomstermarkedet ligger en kort cykeltur fra vores hjem.
En mindre orkidé kom med os hjem.

Desværre har vores ayi været meget flittig til at vande blomsterne, så de har alle ladet livet…

Vi måtte fejre den sidste dag i Michaels ferie med endnu engang at tage afsted til søen, vinden og de mange kinesere, der fejrede søndagens mulighed for at være sammen med familien.

Drager, som man sjældent ser dem. Alfred har fået en flot ørnedrage. Alfreds skolelærer kiggede lidt undrende på mig, da jeg beskrev at “Alfred played with his new dragon that looks like an eagle”… Jeg kan ikke helt forstille mig hvilke billeder, hun har fået for sit indre øje.
Hvis man kigger nærmere på billedet vil man se en masse telte, madrasser, hængekøjer og sovende mennesker. Søndag er kinesernes eneste fridag og de nyder den virkelig. Jeg beunderer faktisk deres veludviklede evne til at gøre sig mest komfortable.
Alfred, der lidt ufrivilligt poserede for sin dokumentative mor, der gerne ville have et closeup af de afslappede indfødte.
Hvis nu man går rundt med en disc i lommen, der skal smides korrekt ud. At de så tommer alle tre spande i samme lille ladvogn er en anden ting…..

Når skoleferien ingen ende vil tage bliver man nødt til at hooke op med ligesindede… Karla blev afleveret i vuggestue og Alfred og jeg havde en dejlig legedate.

Ellen, Carlotta og lillesøster Hannah skulle også have fornøjelsen af vores lille oase.
Man finder hurtigt ud af at drageopsætning er en voksensport og at dét at flyve med drage hurtigt bliver ganske besværligt med to 4 årige. Ørnen ladede livet ad flere omgange med styrtdyk og græstræk.

11 hverdagsbilleder på stribe:

Der er altid plads til lidt mere på en ladmotorcykel. Jeg tror ikke der er er grænser for hvad man kan transportere…
Der er sådan set også altid lige plads til lidt mere på ladet af en lastbil. Dette er ikke engang et grelt eksempel….
Når der skal sparkes gang i festlig aften nupper man lige en tur i K-TV. Nej, det er for gammeldags at sige karaoke, K-TV er det nye..!
Kærligheden skulle angiveligt blomstre lidt hurtigere i denne rygerboks nede ved det lokale center. Disse typer K-TV-/rygerbokse står rigtig mange steder og er flittigt benyttet.
De famøse bukser, jeg har beskrevet tidligere. Jeg skulle hilse og sige, at man fortsat benytter disse bukser i minusgrader. Stakkels de forfrosne balder.
Når nu man kører på scooter i al slags vejr. Jeg har dog ikke vovet mig ud i denne klædelige sag. Men smart er det da.
Også smart til scooteren. Der findes mange accesories til scootere og jeg har erhvervet mig de fleste. Dog ikke denne. Det var nu alligevel lidt for grimt.
Rasp. Et undervurderet element i dansk madlavning. Det er ikke til at opdrive, men til gengæld virkelig nemt at lave selv. Og med de brødpriser der er herude (for brød, der minder en anelse om vores i Danmark), så giver det en god fornemmelse på kontokortet ikke at smide rester ud.
Af en eller anden grund lufter en mand sine 4 nattergale i deres bure i træerne mellem Alfreds skole og metrostationen.
Et regulært postbud i færd med at sortere og derefter distribuere folkets dyrebare og personlige pakker.
En klassisk arbejdsfordeling hos blad- og træarbejdere. En til to mand arbejder, mens de andre lige tjekker om alt nu er, som det skal være… Man kan sagtens komme med gode råd, når man er tilskuer med orange vest på.

En halv times tid fra vores hjem ligger et indendørs marked, Jinqiao. Her kan man få alt hvad hjertet begærer af gavebånd (men intet gavepapir…), plastikposer, klistermærker, notesbøger, selfiesticks, stikdåser, elastikker og andet tingeltangel, man ikke vidste man kunne leve uden…

En tape og limbiks…
Alt med rødt-biks…
En bøjle-og-andre-ting-til-tøj-biks….
Og en nøglebiks…
Her kan man så købe toiletpapir og servietter…

Jeg bliver aldrig fan af indkøbsture, men jeg holder af at gå på markedet og handle friske grøntsager og kød. Jeg går til de samme boder, nogle steder får jeg et bundt forårsløg, et par gulerødder eller en banan foræret, fordi  vi efterhånden “kender” hinanden.

Jeg har introduceret dem for min familie, når vi en sjælden gang handler i weekenden. De synes børnene er noget så smukke og er forundret over at vi har hele to børn. Det er stadig ret sjældent at kinesere får to børn, selvom de nu “har fået lov” til det. Jeg har fået forklaringen mange gange; det er dyrt, men vigtigst af alt; det er hårdt arbejde og det gider de sgu ikke. Sådan.

Markedet har en speciel vibe – der er egentlig ret beskidt, der er meget larm og mange mennesker. Men det er også det, der er charmen. Det er vel en del af dét at flytte til et andet land, der er så anderledes; at man vover sig ud på gyngende grund og forsøger at føre samtaler på kinesisk over gulerødderne, kinakålen og andre rødder, grønne sager og svampe, jeg ikke aner hvordan jeg skal tilberede. Jeg ser ofte nogen købe en hel indkøbspose bønnespirer og undrer mig over hvad de dog laver af mad med denne mængde bønnespirer. Duften, lugten, lydene, samtalerne, der lyder som skænderier, at man stikker sådan ud fra mængden og at man begynder at føle sig bekendt med fremmede ting, måske i virkeligheden noget af det “ægte” Kina – det er viben.

Rimelig rutineret at stå med en machete og hakke rødderne af svampene mens man har travlt med at kigge på sin telefon.
Jeg køber ikke fisk og skaldyr her i Kina. Jeg måtte dog have billede af de (desværre) levende krabber, som er bundet sammen og ligger i kasserne foran biksen. Dyrevelfærd kan ligge på et utroligt lille sted og selv jeg kan få det skidt over at se en fisk, der afskælles (halv-)levende efter at have tilbragt sit liv i en underiltet tank tæt sammen med mange andre fisk.

Min søde æggedame på markedet. Jeg handler altid hos hende og hun ved hvilke æg, jeg skal have. Når man køber en halv bakke (dvs. omkring 15 stk) får man dem i en plastikpose. Jeg har faktisk overraskende nok kun smadret et enkelt æg indtil videre! Og det til trods for at jeg transporterer mig selv og mine indkøb på scooteren hjem.
Kød. På træ. Der ikke bliver vasket af. Der hakkes med en kæmpe kødkniv. Nej tak. Men jeg har købt lever…
Her ses omkring fire boder oppefra. Man kan vælge at bemærket gulvets farve eller skraldet i midten. Man kan også vælge at lade være.

Alfreds skole er et fast element i vores tilværelse og fylder en del – også tidsmæssigt. Det er dejligt at der er lagt så stor vægt på fællesskabet og det lader til at Alfred nyder, når han og vi andre tilbringer tid på skolen. I oktober begyndte hans sprog så småt at fungere for ham, selvom det endnu var ganske lidt, han kunne tale.

Heldigvis er der masser af ting, man kan lave uden at man skal kunne udforme kringlede sætningerpå engelsk.

Alfred med vennerne på skoleintra.
De fleste af de dejlige, søde, nysgerrige, larmende, fjollede og finurlige børn i Alfreds klasse dette skoleår.
Halloweenfest på skolen. Af amerikanske årsager går mange mennesker meget op i det her. Det er dejligt, nu hvor der ikke er fastelavn.
Halloweenfest på skolen med sejt kinesisk drageshow.

Halloweenfest på skolen. Når billedet er opstillet, så gør man det gennemført. Nok et af de grimmeste billeder, vi nogensinde har taget af dem sammen.
Alfred og en af hans bedste venner, Patrik.

Efter en måneds tid i vuggestuen havde Karla fundet sig godt og sikkert til rette, altid smilende og glad ved aflevering og afhentning.

Karla med sine venner i vuggestuen. Hun har kastet sin venindekærlighed på Keer, og kærligheden er gengældt. Eftersigende skulle de to være meget vedholdende i at sige godnat til hinanden med kys og kram inden de skal sove til middag. Og de bliver så glade for at se hinanden om morgenen. Karla kalder hende “Kraaaa”.

Efter knapt 3 måneder i Kina skete det så. Bevæbnet med et større arsenal af snacks til en times køretur drog jeg afsted med børnene i en kæmpe taxa. En taxa med plads til to store kufferter, håndbagage, os tre og….. FARMOR OG FARFAR!

Først var det meningen at farmor og farfar skulle hentes af en chauffør. Jeg havde ikke kunne forestille mig en time i bil alene med mine to børn, som på nuværende tidspunkt har nået “ulidelige-i-køretøjer”-alderen.

På vej til at hente farmor og farfar. Der var rimelig stor spænding i bilen! Karla var for første (og indtil videre eneste) gang i vores tid i Kina forsvarligt fastspændt..

Men når nu vi kunne nå at komme i lufthavnen efter skole skulle Alfred og Karla ikke fratages oplevelsen af at modtage sine bedsteforældre. Med en taske udelukkende indeholdende køresnacks gik det lige og vi kom frem til lufthavnen blot et par minutter før Helle og Jan kom valsende ud ad exit.

Rimeligt overraskede og med stor gensynsglæde kunne farmor og farfar se sine børnebørn stå med “farmor & farfar”-skilt og Dannebrogsflag. Farmors øjne forblev ikke helt tørre….

Køreturen hjem gik strålende. En sjov fornemmelse i øvrigt, idet det føltes som om vi havde hentet dem i Kastrup lufthavn og kørte hjem gennem kendt land og by. Intet behov for at tour guide. Så er det godt at gæsterne selv sørger for at spørge og kigge ud ad vinduerne.

Ret hurtigt i løbet af denne køretur blev Helle og Jan introduceret for den kinesiske kørestil og Helle fik straks defineret at det er alles kamp mod alle i trafikken. Kamp, dumhed eller ligegyldighed, det kommer an på hvordan man ser det….

Alle blev genforenet, da vi kom hjem til Michael og endelig havde vores første gæster tjekket ind på Hotel Needham Klysner.

Det er sjældent at man får mulighed og chancen for at være sammen i 14 dage. Det er er meget intenst og kræver at alle deltager. Forskellighederne i folks sædvaner og forventinger til dagenes forløb giver sig til udtryk. Fx er eftermiddagslæsning og -afslapning en by i Rusland hos os, men det er mine svigerforældre vant til, når de holder ferie. Og selvfølgelig. Deres tid med små børn er forbi. Der skulle lige et par dage til (jetlag har meget at sige…) og så justerede alle sig sådan rimeligt og det gik da egentlig ret godt, synes vi! Det var i hvert fald rigtig hyggeligt.

Glade for at se hinanden.

Og det var dejligt for børnene at se nogen af sine bedsteforældre. Vi forældre nød også at der var lidt afsætningsmulighed og tog på vores første date i Kina. Selvfølgelig på fransk restaurant, man skal jo ikke overdrive dét at bo i Kina…

Det var almindelig hverdag for os alle, så Karla og Alfred var i vuggestue og skole (nogle dage) og farmor og farfar fik lov at se hvordan tingene fungerer herhjemme.

På fresh markedet og handle til aftensmaden.

Farmor og farfar fik fornøjelsen af at hente Karla i vuggestuen – desværre kom vi som sædvanlig ikke indenfor om eftermiddagen. Det er jo imod sikkerhedsrelementet.

Afhentning i vuggeren.

Farmor var i Alfreds klasse en af dagen – heeele dagen, yes fra 8-15 og så alt hvad der foregik. Hun ved nu mere om hvad Alfred laver i skolen end Michael og jeg gør… Alfred var selvfølgelig ovenud begejstret og farmor var noget imponeret over skolen.

Vi er ved at være godt integreret. Vi havde været ude at handle og der var ike helt plads til at Karla kunne stå foran mig. Så hun måtte sidde på indkøbene…
Farfar i færd med at hukke hoved og fødder af en kylling (eller rettere gammel høne). Farfar var flittig i køkkenet og vi fik lidt afveksling af madretter. Mit repetoire (eller fantasien…) er endnu ikke så stort…..

Ligesom alle vores efterfølgende og kommende gæster skulle farmor og farfar have fornøjelsen af Nanjings mange seværligheder og fine steder.

4 på tur i skønt oktobersolskinsvejr mens Karla var i vuggestue og Michael på arbejde.
Qixia Temple
Frokostpause ved Qixia Temple
Farmor var rimelig fjollet med alle de små kinesiske børn. Pludselig var rollerne vendt og Helle var nu den pågående børnefotograf. Denne kvinde ville så også gerne have Helle og sit barn fotograferet sammen.

Desværre havde vi kun en enkelt weekend sammen og Michael var afsted på arbejde med overnatning, så vi var ikke fuldtallige så meget af tiden. Men ikke desto mindre fik vi udnyttet weekenden og tog til Shizi Shan (Lion Mountain/Hill), som var virkelig smukt!

On the road. Med seler!
Hvis man nu ikke magter trapperne eller ikke finder elevatoren nødvendig, så kan man jo altid lige nuppe den udendørs rulletrappe for en tier.

Yuejiang Lou på toppen af Shizi Shan (Lion Mountain/Hill). Alle udskæringer er håndskåret og sirligt malet med de smukke, dybe farver.
Det obligatioriske (og udvidede) familieselfie.
Som altid var Alfred og Karla en attraktion i sig selv og Yuejiang Lou måtte kæmpe om opmærksomheden.

Hun går rent ind hos farfar.

Weekendens tur fortsatte i Laomendong.

Indgang til et offentligt toilet i Laomendong. Toilettet levede ikke helt op til indgangen….
Frokost på Motu Burger i Laomendong. En dejlig restaurant at spise på, hvis man er træt af ris, nudler, dumplings og brusk. Det er meget lettere at tage et par plastikhandsker på i stedet for at vaske og/eller spritte hænder. De fleste steder, hvor man får “håndspist mad” får man udleveret et par handsker.
Laomendong. I burene forrest var der (så vidt jeg husker) små snehvide hundehvalpe…
Laomendong er smukt og byder kringelkrogede små gader med skæve sten og håndskåret træreliefer.

Farmors og farfars visit var ved at ebbe ud, men de nåede akkurat at være med til halloween. I de fleste compounds, hvor der bor mange vesterlændinge holder man hvert år halloween og børn og voksne går fra dør til dør. Det er et kæmpe event og folk gør vanvittigt meget ud af det. Altså, nogen af os køber lidt slik og hænger en guirlande af græskar på hoveddøren. Jeg tændte da også sterinlysene i lanternerne… Andre sætter musik og lys op, finder skelletterne fra skabet frem og klæder sig ud, så børnene hviner af sjov-angst, når hekse og andre væsener åbner døren og deler slik ud. Hos os var det naturligvis farfar, der var trolden.

Ja, de er da meget søde.
Før børnene havde ribbet det hele. Jeg er nu måske kendt som damen med det klamme slik. Jeg havde købt karameller. Troede jeg. Da turen i området var gået og vi kom hjem til en næsten tom skål lå der sjovt nok mange af disse tilbage. Det viste sig at det var lidt kinesisk mundgodt; en bouillionsterningslignende snack med smagen af død okse. Det var en god karamel.

Meget spændte og vanvittigt begejstrede for den kommende trick or treat tur……
Stine og Andrews have med afrevede ben og spøgelser.
Stine og Andrews hus. Andrew var en lidt skummel viking.

November kom susende før vi vidste af det og vi havde pludselig boet i Kina i 3 måneder. Og nu skulle vores gæster hjem og vi skulle sige farvel. Det havde  været dejligt med et pust hjemme fra Danmark, børn og bedsteforældre hav vade virkelig nydt hinanden og vi havde nydt at være sammen med folk, der bare kendte os.

Det var nok meget godt at Helle og Jan skulle køre hjemme fra os meeeget tidligt om morgenen så vi ikke skulle gå rundt om hinanden i flere timer og vente på den store afskedsscene. Efter at farmor fik grædt færdig ude på toilettet fik vi allesammen sagt fint farvel til hinanden. Utrolig mærkelig fornemmelse at være i starten af november og sige “ikke græde, vi ses jo til påske… Det er om 1..2…3..4.. nå ja, 5-6 måneder.”

Heldigvis er teknologien en stor hjælp for os og vi har mulighed for at snakke sammen på WeChat, hvor vi kan se hinanden, vi kan sende billeder på tværs af jorden på et split sekund og vi kan stadig følge lidt med derhjemme via Facebook, osv, selvom det tager omkring et kvarter at kunne se billeder, idet nettet kører meget langsomt med VPN…. Og vi kan prøve at holde Jer opdateret med os herude. Det er ikke meget i hører fra os, det ved vi godt. Men husk, hvad jeg skrev tidligere i dette indlæg. Husk det nu.

Tak fordi du læser med…

Begge ben på (den anden side af) jorden og tungen lige i munden. September 2017

Jeg må sidde og kigge mine hundrede september-billeder igennem for at huske hvad vi har lavet. Det føles som længe siden og alligevel ikke. Vi har været her i en evighed og alligevel ikke. “Der er ikke sket det store…” er min første tanke, men når jeg tænker mig om, så er der jo alligevel sket lidt. Nå ja, Karla startede i vuggestue, vi var lidt på sightseeing og vi fik så småt fodfæste herude – og Michael fik sin gasgrill. Ja, store sager.

Karlas første dag. Hun sad på gulvet i ca 1,5 minut. “Let´s make a line” blev sagt ufatteligt mange gange.

Karla havde første dag i vuggestuen 1. september og hele hendes verden blev vendt på hovedet. Hun og jeg havde hængt ud sammen i mere end halvanden måned og Karla var ikke helt fjollet med at være væk fra mig. Hjemme i Danmark kunne hun godt hygge sig lidt væk fra mig og lege lidt alene, men efter ankomst til Kina klistrede hun på mig – noget jeg aldrig har været vant til med nogen af mine børn. Så Karla havde haft en mere eller mindre fast plads på min hofte og hun har siddet mange kilometer på sin stærke mor med lidt ondt i ryggen. Nu skulle hun være alene med en masse børn og voksne, som hun ikke kunne forstå og de opførte sig helt anderledes.

Det første jeg lagde mærke til i klasseværelset var toilet/køkkenrummet, der er en del af lokalet. Jeg tog ikke billeder af det den dag, idet det virkede lidt upassende at den hvide, strammundede og sarte dame gik igang med at fotodokumentere faciliteterne og kigge på det med væmmelse. Så jeg pakkede min viden om hygiejne væk og måtte trække på skulderen og huske at jeg ikke længere bor i Danmark, hvor man får en sur smiley for at have brugt en karklud fra dagen før.

Men der er system i det! På den ene side er vaskene, hvor de vasker hænder og står på række mens de kigger sig i spejlet, når de har drikke-en-tår-vand-tid. På den anden side er reolen med deres personlige vaskeklud og reolen, hvor de stiller deres metalkrus i, når de har drukket færdigt. Jeg kan sagtens forstå hvis nogen kalder mig hysterisk, men det er sgu underligt at man sætter rent og brugt service i samme (træ)reol og ikke er helt sikre på at de 2 og 3 årige ikke med sikkerhed har helt styr på hvilken plads der er deres…. Ja og at toiletterne og miniature pissekummerne støder op til “køkkenet”. Det lader dog til at de holder det rimelig adskilt og Karla har på nuværende tidspunkt hverken haft diarré eller opkast. Og dét til trods for at Karla finder pissekummen yderst velegnet til at benytte som håndvask….. Heldigvis er lærerne ikke enige med hende og synes det er ret ulækkert.

Jeg har nu netop fået taget billeder af det – jeg måtte lige få foden indenfor inden jeg begyndte at tage billeder. De grinte meget, da jeg spurgte om jeg måtte tage billeder. Jeg måtte forklare at det var fordi “det er meget anderledes end i Danmark”….

Køkkenet. Og en pissekumme.

Klassisk sidde-på-hug-toilet (hul i jorden…) med komfortabel stol

Jeg har desuden lige fundet ud af hvordan de skifter Karlas ble. Det tog mig 2 måneder før jeg fandt ud af at de voksne lægger Karla henover sine lår og tørrer hende mens hun hænger med numsen og benene ud over. De har nemlig ikke noget puslebord. Så er det derfor at Karla er så dygtig til at hjælpe med at få skiftet ble herhjemme… Jeg har nu købt buksebleer. Det tror jeg lærerne og Karla værdsætter.

Den første uge til halvanden efterlod jeg en hulkende pige i armene på en lærer. Jeg har flere gange siddet grædende på scooteren på vej derfra og været i tvivl om det her nu var det rette. Om Karla skulle derhen for min eller hendes skyld. Jeg har været i tvivl om min ondt i maven var berretiget, om jeg kunne stole på at Karlas tarv blev varetaget og om jeg kunne stole på personalet i det hele taget. Pludselig blev jeg konfronteret med mine fordomme og at jeg blåøjet har afleveret Alfred på skolen og med det samme har stolet på at lærerne sørgede for ham. Jeg tog mig selv i at sige at kindergarten var mere kinesisk end jeg havde regnet med og at jeg fik bange anelser om at Karla bare sad på gulvet (in a line!!!) og ellers ikke lavede det store. Og dette fordi det var kinesere, der tog sig af hende. Selvfølgelig er der kulturelle forskelle, men at børnene skulle mistrives var måske lige grelt nok.

Min fine udsigt ved afhentning. Jeg har oplevet at stå og vente i næsten tyve minutter i silende regn og uden regntøj eller paraply – og man kommer IKKE ind selvom lærerne spørger vagterne…
Afhentning af børnene foregår sådan her. Man ringer til læreren og de kommer ud med barnet – et barn ad gangen. Man har ikke adgang til kindergarten grundet sikkerhed. Jeg får heldigvis “lov” til at aflevere Karla i klasselokalet om morgenen.

Film fra lærer Fay. Eftermiddagsgåtur på gangen…. Det er mærkeligt, men sjovt. Så har børnene vist også fået dækket deres daglige behov for motion

Børnene går tur på gangen.

Som første uge gik fik jeg mere ro i maven, Karla virkede mere glad og jeg fik tilsendt hyggelige billeder og film af lærerne, som de havde taget i løbet af dagen. Efter to uger begyndte Karla at tulle rundt for sig selv og lege – helt glad og med stor selvtillid. Vi fik vores gamle Karla igen, der med sit glade sind grinede og sang, kunne underholde sig selv en lille smule og ikke blev usikker, hvis jeg ikke lige var der.

Eternal Sea Interantional Kindergarten er slet ikke ligeså godt som Alfreds Nanjing International School, men det dækker hendes behov og hun virker virkelig glad. Når jeg spørger hvad hun skal lave nævner hun næsten uden undtagelse at hun skal spise, sove og vaske/spritte hænder. Og hun siger, med stor kærlighed, “Susan”, som er en af de voksne.

Susan er en klassisk kinesisk ung pige, der smiler, er fjollet og fniser, hopper når hun går og i det hele taget er vanvittig kær. Jeg vil skyde på at hun er i starten af tyverne. Hun tager imod Karla i klasselokalet hver morgen og hun og Karla er så glade for at se hinanden. Hun er smuk og så kan hun snotte så det lyder som en mand, der er to meter høj og vejer 120 kg. Hun kan rense svælget grundigt og det er angiveligt ofte svært tilstoppet hver morgen omkring 8.15. Og det fede er, at det er der intet underligt i. Klatten spyttes i vasken, den skylles ud med vand og Susan kan nu komme rundt om hjørnet; smilende, garanteret fordi det føles så dejligt bagefter.

Den stolte storebror hjælper med at aflevere sin lillesøster. Karla er meget glad for et blad med tegninger fra Zootropolis. “BULLY……” [bunny….]. Susan sidder som sædvanligt ved siden af.

Der er ofte ret mange arrangementer på skolen – også i weekenderne. Denne gang var en “velkomstfest” til alle nytilkomne i Nanjing. Hoppeborg, lækker mad, musik og lidt opvisning var en del af pakken – og en masse mennesker. Og heldigvis ingen regn!

Nanjing International Club (NIC) inviterede på barbeque på skolen. Mange expats er meldt ind i NIC og vi kan dermed også møde andre mennesker, der ikke nødvendigvis hr tilknytning til skolen. Det er 80% eller lignende dog alligevel.

Ellen med Carlotta og Hannah.

 

Vi havde besøg af Bongo, som er klassens abebamseven. Jeg går ud fra at den har stor pædagogisk relevans.

Bongo læser Alfreds seje Lego-bog

Man får bamsen med hjem i en uge og skal tage billeder af Bongo og barnet og dennes familie og hvad man laver. Herefter skal man printe og indsætte billederne på kreativ og humoristisk vis – og selvfølgelig indvolvere barnet. Det giver anledning til stor præstationsangst for forældrene og børnene er rimelig ligeglade – men nok kun indtil siderne vises i klassen foran alle de andre; “nej, hvor har Bongo hygget sig, hva?! Se hvordan det ser ud hjemme hos Alfred. Se hans familie (vi glemte dog at tage billeder af forældrene………). Og se hvilke superseje og helt unikke ting, Alfred og hans familie har lavet i denne uge!”

Ja, så bliver man pludselig konfronteret med at hverdagen faktisk er helt almindelig og at man skal tænke kreativt for ikke at blegne i forhold til Bongos forgange besøg hos klassekammeraterne. Det blev til en dags fotoshoot om torsdagen fordi vi havde glemt projektet fra om mandagen, hvor Bongo kom med os hjem. Vi nåede dog deadlinen fredag og fik et fint resultat. Selvfølgelig føltes det som om at alle andre klassekammerater havde nogle sejere dage og mødre, der formåede at få tingene til at se superspændende ud.

Stine levede sig meget ind i det. Hun har også haft besøg af Bongo da Samuel var yngre.

Endelige resultat af en uges hjemmearbejde kulminerede i disse to sider i Bongos rejse- og oplevelsesbog. Jeg var glad for at det var overstået og Alfred havde dette at tilføje. Tak for besøget Bongo, jeg håber ikke du når herhjem igen inden skoleåret er omme.

 

Jeg ærger mig stadig over at jeg ikke fik billeder af sovende mennesker i IKEA…. Så jeg fik Michael til at tage billeder af folk, der holder pause på værftet. Michael var som sædvanlig høflig og ordentlig og tog kun diskret billeder. Efter hans udsagn er der steder på værftet, hvor de nærmest ligger i bunker, men det er alt for lang fra Emma Gad at tage billeder af det. Michaels telefon blev desværre spærret og lukket ned af Kina/it-afdelingen i DFDS, så mange af hans billeder er gået tabt. Men her er et par stykker. Hvis man kigger grundigt efter ligger der folk rundt omkring. En stålplade, en medbragt campinglænestol og europalle kan sagtens bruges til en 2-3 timer lang middagslur…..

 

Vi har til tider legedates om eftermiddagen. Ofte bliver vi på skolen og leger i “spiderweb”, som er et meget højt klatrestativ. Her kan både Alfred og Karla “lege af” inden vi suser hjemad på scooteren.

Det hænder at vi bruger noget af eftermiddagen på en lille legeplads, der ligger en metrostation fra skolen. Her er vi på vej i metroen med 2 sæt tyske søskende og hjemmegående forældre.
Denne legeplads kan godt bruges!

Vi har aldrig prøvet at have hver weekend sammen som familie – det er noget nyt, der er trådt til efter Michael har skiftet job og vi er flyttet. Det er virkelig dejligt at have weekenden sammen – især ved en lidt presset hverdag, hvor Michael kommer hjem tidligst kl 17 og har været væk siden kl 7. Michael spiller fast fodbold om onsdagen (hvis han ikke er i Shanghai, Wuxi eller til andre møder og kommer hjem efter 21) og jeg går ud om torsdagen med Cheaper Than Therapy (hvis Michael ikke er i Shanghai, Wuxi eller til andre møder og kommer hjem efter 21). Konceptet for Cheaper Than Therapy er ganske enkelt; mødre, der bare skal ud ad døren kl 18 for at drikke øl.

Golden Balls med deres flotte hjemmebanetrøjer.

Det er dejligt at være ude med folk om aftenen – man føler sig helt ung og fri. Det giver dog også ekstra brug for familietid i weekenderne og nogle hverdagsaftener – og det husker vi heldigvis at tage os tid til. Vi var på nogle småture i september og fik set lidt af den kæmpe by, som vi er flyttet til.

Vi startede selvfølgelig med et af de mest turistede attraktioner i Nanjing en fredag aften, Fuzimiao. Det var hyggeligt og vi var vist også lidt af en attraktion i os selv.

Metroen

Michael havde været til flere frokostmøder i dagene optil – man får dejlig traditionel kinesisk mad til disse møder; vandmand, kød og fisk med ben, der bare er hakket op, tang, kirtler og andre ugenkendelige ting. Derfor havde han lyst til noget andet end nudler, ris og anden kinesisk mad. Så vi endte på……………. KFC…………. Det varer noget tid før vi behøver vende tilbage dertil…
Som sædvanligt blev Karla hevet til side til selfies.
Endnu et photo shoot. Børnene er heldigvis stadig overbærende og poserer gerne. Jeg har forsøgt at forklare dem at det er fordi de ser så seje ud med deres lyse hår og blå øjne!

Selvfølgelig skulle vi på den angiveligt obligatoriske bådtur.

 

Søndag fandt vi et dejligt grønt område 4 metrostationer og en gåtur fra os. Der tager mange kinesere hen om søndagen. Hele området emmer af afslapning. Folk tager telte og hængekøjer med, de flyver med drager og sover. De har hele huset med på scooteren og er der hele dagen. Det er virkelig hyggeligt.

Alfred elsker når solen bager på ham.
De er så småt begyndt at få fornøjelse af hinandens selskab.
Som sædvanligt indiskrete tilskuere. Kinesere er (dejligt) indiskrete og man er slet ikke i tvivl om hvad de synes er spændende eller anderledes. Det er ikke unormalt at flere stikker hovedet ind under kalenchen i klapvognen når Karla ligger og sover til middag.
Regler er til for at brydes: “no fishing, no swimming”
Regler er til for at brydes: “no fishing, no swimming”
Alfred og hans nye ørnedrage

Om aftenen var Michael og Alfred til fodbold på det store stadion, hvor der var plads til flere end i Parken (aka. Telia Parken……………) og Alfred var virkelig begejstret. Michaels kollega, Jeppe havde sin søn, Anton med og drengene havde en fest med de truthorn, som en fra værftet havde været sød at give dem et par timer før kickoff.

Alfred i officiel Nanjing fodboldtrøje – med truthorn, der fik en kort pause i billedets korte stund.

Det var vist lidt anderledes stadionmad end man er vant til, så drengene var utroligt glade for at have besøgt en italiensk restaurant med gode pizzaer, og dermed undgik kyllingefødder og andre lækre sprøde sager.

Når man kommer hjem kl 23 om søndagen efter en fed og stemningsfyldt fodboldkamp, så skal man have en hyggedag med sin mor dagen efter. Så Alfred og jeg gentog succesen ved søen og forsøgte os igen med drage, sandwich og kvalitetstid.

Det var vanvittig hyggeligt. På vej i metroen kiggede vi lidt på hvad der var lidt anderledes end i Danmark. Vi faldt over nogle “enkelte” ting…

Altid godt lige at få at vide: “no climbing, no spitting, no smoking, no eating”
Nylonstrømper er det helt store i Kina. Især fordi det jo er så vanvittig koldt, når det kun er 28,5 gr.. Strømperne skal helst kunne ses.

 

Som alle andre familier kan der gå en hel uge og pludselig er det weekend igen uden man helt har opdaget at dagene er smuttet. Jeg kan følge lidt med i Alfreds færden på skolen, fordi klasselæreren Mrs. Karen er vanvttigt aktiv på Seesaw (a la skoleintra, vil jeg tro) og hun holder nærmest aldrig fri. Jeg må tage hatten af for hende, idet hun i dén grad tager sine lærertimer alvorligt og udnytter døgnets 24 timer. Der lægges billeder på Seesaw fra kl 06.14 og til tider tikker de sidste billeder ind kl 22.39. Jeg ved ikke om fotodokumentation i denne kaliber er nødvendligt, men det er hyggeligt at vide lidt. Især når man får en dreng hjem, der hverken kan huske hvad han har lavet, hvem har har leget med, hvad de har fået til frokost og om de har været udenfor. Enkelte aftener kommer han i tanker om noget 4 sekunder i sengetid og kan pludselig fortælle en masse. Det er dog ikke så ofte at drengen gider spilde sin kostbare tid på at fortælle sine forældre om sin dag.

Alfred og Carlotta arbejder intenst

Køkkenhaven
Alfred og Patrick igang med at konstruere “verdens højeste bygning”

Film: Alfred var dagens class leader. Der vælges dagligt en ny class leader, hvis opgave blandt andet er at hjælpe lærerne, vælge sange, synge farvelsang, osv.

A4E95853-09DB-4CB2-98CA-81B2C775190B

 

Vi har de allerhyggeligste samtaler på scooteren på vej hjem fra skole. Af en eller anden grund er Alfred meget rolig, til stede og snakkesalig. Forleden dag sad vi på scooteren, alle tre trætte og stille. Da vi havde kørt i ca 10 minutter spurgte han; “har i haft en god dag?”. Så bliver man varm om hjertet og tænker at vores opdragelse alligevel bidrager til noget godt og meningsfuldt.

Karla virker glad og tilfreds. Hun er så småt begyndt at få sine egne (og stærke) meninger, men er som udgangspunkt stadig rimelig tilforladelig. Hun kan sagtens tulle lidt rundt for selv selv på værelset og lege i en times tid – hvis hun ikke bliver forstyrret af sin storebror.

Jeg ved simpelthen ikke hvor hendes sygelige trang til orden kommer fra….
På besøg på Alfreds værelse
Indkøb af taburetter på etagen over grøntmarkedet. De er til sofabordet, så de kan spise morgenmad, mens de er opslugt at Disney (lorte-)Junior eller andet forfærdeligt fjernsyn. Nøj, hvor jeg savner Ramasjang!!!! Men – whatever works…….. Storebror Alfred sørger selvfølgelig lige for at Karla ikke går for hurtigt hen til rulletrappen

Alfred tager sit ansvar som storebror lige lovligt alvorligt og føler trang til at hjælpe med at opdrage og passe på Karla. Det er om udgangspunkt virkelig sødt, men kan også meget hurtigt kamme over og blive negativt. Og hans opdragelsesmetoder er ikke helt i tråd med vores. Så til tider er der lige brug for at skille dem ad (også fordi Karla efterhånden er en langhåret miniudgave af Alfred, når det kommer til vildskab………..). Derfor er det strålende at vi har flere etager og de kan være på hver deres. Vi skal dog heller ikke glemme at de faktisk lader til at elske hinanden virkelig højt, tager sig af og drager stor omsorg for hinanden og har det virkelig skægt sammen når de går i ledtog mod deres forældre. Jeg må jo nok indrømme at vi går og er lidt stolte af at de hygger sig så meget sammen, trods den ene er lidt irriterende og den anden lidt vild (det kan sådan set være beskrivelsen af dem begge……).

 

I slutningen af september blev endnu en weekend tilbragt på skolen. Der var fest lørdag og touch rugby som sædvanlig om søndagen.

Alfred er formentlig et af de få børn, der bare synes det er mega fedt at være målmand
Livemusik om aftenen. Stine og Karla synes ret godt om hinanden.

I denne omgang var festen på skolen Pfrang Day, hvor alle arbejdede frivilligt og alt overskud gik til Pfrang Association, som jeg har engageret mig i. Pfrang er en non-profit velgørende organisation, der giver penge til uddannelse af unge kinesere. Starten på Pfrang var en noget tragisk historie. En hel familie, hvor de to børn gik på Nanjing International School, blev slået ihjel med machetter i deres hjem i downtown Nanjing i 2000. For at mindes familien har man så oprettet organisationen i deres navn og med formål at uddanne unge kinesere, således at man måske kan sænke kriminaliteten i byen. Der er sket meget siden 2000 og kriminaliteten i hele landet er heldigvis faldet drastisk. Så vi skal heldigvis ikke frygte for vores liv – hverken i landet, i vores by eller i vores eget hjem.

Der er utrolig mange events  – næsten hver weekend. Det er næsten uden undtagelse med  inddragelse af en eller anden form for velgørenhed. Fx er mange juleevents i november/december til en eller flere velgørende organisationer; Pfrang, børnehjem, hjerteoperationer, en tidligere kinesisk lærer på skolen, der er blevet forbrændt over hele kroppen og har uoverstigelige hospitalsudgifter, osv. De velgørende organisationer kommer selvfølgelig og sælger hjemmebagt kage, småkager og quiche, legetøj, julepynt, hjemmelavet glögg og andre håndlavede nips og sager. Der er virkelig mange mennesker involveret og rigtig mange af dem lægger mange timer og kræfter i det. På skolen lægger man stor vægt på at vi som fællesskab kan hjælpe hinanden og bidrage med stort som småt. Og det er jeg glad for at vores børn lærer!

Touch rugby hver søndag på skolen
Alfred i sorte shorts og lysegrå sweatshirt

 

I Kina – eller i hvert fald i Nanjing – kan man ikke sådan rigtig lige smutte ned i en forretning og købe ting. Ikke sådan rigtige ting, gode ting. Ting, der giver mening at have i hjemmet. Ting, man ikke kan leve uden. Ting, som gør livet bedre.

Her taler jeg selvfølgelig om ting fra Taobao, som er STEDET for webshopping – angiveligt. Jeg har ikke rigtigt turde springe ud i det, for jeg tror det er en glidebane. Man kan vist få alt. Til billige penge. Med gratis levering. Ofte fra dag til dag. Men jeg har dog måtte krybe til korset og købe lidt. Gummistøvler til mig og børnene, selvfølgelig ikke til Michael, for “man går jo ikke ud i sådan et vejr”…. Nej, det gør vi andre, som ikke har chauffør og skal køre på scooter mens det regner 23 mm på en time.

Tidligt på dagen, der kom meget mere….. Ristene på gaderne sejlede væk fra afløbene og vi fik testet vores nye gummistøvler

September og oktober har været fyldt med regn. Mange, som har boet her i adskillelige år har sagt at det har regnet mere end nogensinde i år. Jeg har i hvert fald følt mig hjemme og tænkt, at skybruddene derhjemme i Danmark jo er vand (….!) ift de skybrudslignende DAGE, vi har haft.

Yoghurt i Kina er helt flydende og proppet med sukker og alt muligt andet. My Shop (vores lokale redningsmand med importvarer) har faktisk græsk yoghurt, men jeg er sgu lidt for nærig til at betale 70 kr for en liter. Og skyr med blåbærsmag til 90. Jo, jo, nok skal den importeres, men tyk mælk uden en synderlig meget smag, skal jeg nok kunne undvære. Havregrød bliver dog i dén grad trivielt, selvom vi fester den op med honning, æbler og kanel. Jeg troede aldrig jeg skulle smage yoghurt det næste års tid, men så viste Ellen mig Guds gave til Kina-husmoren; yoghurt makeren!!!

36 yuan (næsten det samme i DKK) fattigere og halvanden dag efter bestilling på Taobao ankom dette vidunder

Så nu spiser vi yoghurt hver dag. Det er godt nok lidt slimet og smagsløst, men det er yoghurt! Jeg vil ikke anbefale vores danske gæster at smage. Det svarer nok til dengang jeg var gravid og var helt overbevist om at en Nordic bare smagte præcis ligesom en hof…….. Så jeg lever lykkeligt i den tro, at jeg bare laver pisselækker yoghurt hjemme i mit eget køkken…

Og Michael fik sin grill. Bestilt på Taobao. Michael gik hvileløst rundt og ventede i nogle dage, tjekkede status flere gange og måtte ringe til sin sekretær og at høre om hun kunne ringe til firmaet og høre hvor pokker den blev af.

En dag ringede det på døren. Jeg var alene hjemme. En mand stod udenfor med en faktura. Endelig; grillen var kommet. Lastbilens bagsmæk blev åbnet og der åbenbarede sig verdens største kasse. Jeg blev kort i tvivl om Michael havde bestilt et hus. Fragtmanden sprang adræt op på ladet og skubbede kassen ud over kanten, så den akkurat kunne hvile på kanten. Han prustede noget. Han viste sig at være noget at en superhelt og fik den 67 (!!!!!!!!!!!) kg tunge kasse ned fra lastbilen alene uden lift…. Jeg stod måbende og så til , da manden begyndte at rulle, ja rulle kassen op til vores tre-trins-trappe til hoveddøren. Og da han helt afkræftet viste tegn til at smutte, da kassen så stod dér, måtte jeg pænt fagte at den altså skulle indenfor. Den stakkels mand og kasse kom indenfor og jeg måtte, en anelse modvilligt, skrive under på at pakken nu var modtaget.

Nænsomt opbevaret og transporteret

Heldigvis viste grillen sig at være næsten ubeskadiget og kun med 3 store buler og hakker. Vi var bare glade for at alle dele var der og at det ikke var samme historie , som da vi modtog vores havebord med en stor skade og tre sorte og et gråt ben. Ja eller vores 4 orange (…!!) og to sorte havestole.

Michaels nye grill. Den er stor, den er god og Michael er glad

NIC (Nanjing International Club) arrangerer blandt andet månedlige dagsture for hungrende hjemmegående mødre og fædre, der trænger til at peppe hverdagen op med sightseeing og Tour de Hvor-er-vi-i-verden. De kalder det Chinese Culture Class. Det var en super hyggelig dag og jeg blev lidt klogere på den kinesiske kultur. Jeg er hamrende flov over hvor lidt, jeg faktisk ved om kulturen og landets og Nanjings historie. Og jeg tror at Michael har det mindst lige sådan….

Confucius Hall i Fuzimiao, Nanjing
Starbuckskaffe giver store smil.

Original skrifttavle. Blot et par dynastier gammel. Der er slet ikke behov for at beskytte den. Det er ligemeget hvis den bliver slidt….

Confucius Hall var stedet for intellekt og uddannelse. Her blev mange elever uddannet for nogle dynastier tilbage. Her er eksempler på yderst kreativt tænkende elever, der smuglede noter med til eksamen. Og jeg er super imponeret over at man kan skrive tegn så forfærdeligt småt

Selvom september bød på regn var der også fine dage med sol og varme. Når varmen var behagelig kunne vi også nyde at være lidt udenfor.

Når man ser noget flot på vejen hjem fra kindergarten og skole skal man huske at stoppe og lige stå og kigge lidt…

September sluttede stille hen og oktober bød på efterårsferie. Mere om det inden alt for længe….

Tak fordi du læser med….

Velkommen til Kina. August 2017

For pokker, altså….. Der sker så meget og alligevel så lidt. Tiden flyver i hvert fald afsted og jeg har hele tiden fornemmelsen af at jeg forsømmer at skrive her. Men nu er jeg her!!!

Jeg tror jeg så småt må starte ved begyndelsen, så jeg ligesom har fået “dokumenteret” tingene.

Lad os bare sige at det kildede liiiidt i maven, da taxaen hentede os fra sommerhuset og tog os og hele vores liv med i bagagerummet….

Med en klump i halsen, kilden i maven og en surrealistisk og uvirkelig følelse blev vi hentet af taxaen for ikke at komme tilbage til Danmark i ca 1 år. Og ja, for ikke at tale om at vi ikke skal bo i Danmark de næste 2,5 års tid. Vores venner og familie er på den anden side af jorden og med 6 timers tidsforskel. Vi var så klar og så spændte! Børnene var godt forberedt, især Alfred, men alligevel;  mon han overhovedet har begreb om at hvad det vil sige at flytte til den anden side af jorden? Det tror jeg egentlig ikke engang vi har begreb om – og endnu ikke, faktisk…..

Storebror passede på kufferter og lillesøster, mens far (og mor) tjekkede ind.

Det hele var ret mærkeligt, da vi stod i lufthavnen og skulle tjekke ind. Det var især ret irriterende, da vi blev oplyst at man ikke betaler pr kg overvægt, men et fast beløb på hver enkelt kuffert med overvægt. Jeg var dermed specielt begejstret for at jeg havde brugt mere end en time på at veje hver enkelt kuffert, pakke om for at fordele overvægten ligeligt således at alle 7 kufferter havde ca 2 kg overvægt. Lufthansa var også glade for de mere end 4000kr.

Det var lidt for spændende i en lille times tid, idet vi ikke kunne lette fra CPH grundet dårligt vejr i Frankfurt. Dermed var der risiko for at misse flyet i Frankfurt til Nanjing. Heldigvis var der ingen problemer og vi kom gennem immigration (hvilket på travle dage kan tage op til ca 4 timer) og boardede i tide i Frankfurt.
Fra CPH til Frankfurt. Heldigvis sad vi en voksen og et barn sammen på den lange tur fra Frankfurt til Nanjing og ikke som hér… Jeg vil være far i mit næste liv.

Flyveturen gik okay selvom Karla ikke rigtig ville sove og Alfred ikke rigtig kunne sove. Begge sov ca 2-3 timer sammenlagt, så der var ikke så meget overskud på mor-og-far-kontoen da vi kom frem efter sammenlagt over 15 timers rejse.

Da Karla endelig faldt i søvn sådan rigtigt…. ca tre kvarter før lyset blev tændt og vi begyndte nedstigningen….
Alfreds reaktion på morgenmaden. Han blev dog lidt skuffet over indholdet (nudler) og det kunne mærkes at han ikke havde sovet specielt meget.

Det var en pudsig oplevelse, da vi 8 mand høj (Michaels kollega med kone og børn) med hver især 8-9 kufferter og en klapvogn blev hentet i en minibus uden bagagerum. Men det er en smal sag i Kina; man smider alt ind på sæderne, man skal bare sørge for at menneskene sidder bagved kufferterne, således at kufferterne ikke flyver op i nakken ved en evt hård opbremsning. Afsted til hotellet. Vi spildte dog ikke tiden og blev hentet ca en times tid efter check in, hvor vi kørte ud til vores huse for at få nøglerne. Heldigvis viste vores hus sig at være blevet gjort rigtig fint i stand ift hvordan det så ud, da Michael og jeg var her i maj. Hvide hele vægge uden (så mange) huller! Og masser af skidt fra workers, nogle ufærdige ting og ting som ikke var lavet. Men det er mere eller mindre udbedret på nuværende tidspunkt og jeg synes vi har fået et godt og pænt sted.

De næste to dage stod på megaindkøb i Metro og IKEA. For pokker jeg er træt af de butikker. Men jeg har til gengæld nydt at kunne voldkøbe – især i IKEA. Ja, vi har nærmest revet butikken fra hinanden for så at tage det med hjem. Vi skulle ikke købe møbler, da de var i huset, så vi undgik at skulle købe senge, borde, stole, sofa osv. Alligevel kan dyner, lagner, håndklæder (til 3 (!!) badeværelser), viskestykker, puder, plaider, gulvtæpper, lamper, hyggeting, glas, tallerkner, grydeskeer, dåseåbner, osv godt fylde ret meget….

Kun en del af vores første IKEA-indkøb……..

Selvom det var en lidt anstrengende fornøjelse i IKEA med to børn med jetlag og et flyttet-hjemmefra-hjem at købe ind til, så blev det hele meget bedre, da vi gik rundt ovenpå i udstillingen. Jeg fik desværre ikke nogle billeder af det (ja, Michael forbød mig det faktisk!) men kinesere bliver nogle gange – især midt på dagen – så forfærdeligt trætte og har bare behov for en lur -NU! Så derfor var alle senge, lænestole og sofaer optaget af sovende mennesker. De tog venligt skoene af, lagde sig under et tæppe eller en dyne og tog den tiltrængte lur. Velkommen til Kina, velkommen til jeg-er-røvligeglad-med-hvad-andre-tænker-kulturen. En kultur, der tiltrækker og fascinerer mig, men samtidig er så langt væk fra mig og min idé om et velfungerende samfund. Det bliver en anden dag, jeg uddyber det. Der er nogle fine historier.

En af de første dage efter vi flyttede ind. Michael, Alfred og Karla går ned ad vores dejlige vej og er på vej ud til en taxa og Toys´R´us til storindkøb.

Det var dejligt at flytte rigtigt ind efter nogle dage på hotel og jeg synes at vi ret hurtigt fik os på plads. Kufferterne stod godt nok halvudpakkede i en uges tid eller mere, men der var næsten styr på det. Nærmest med det samme følte Michael og jeg os hjemme, og vi havde også fornemmelsen af at børnene gjorde det samme. Alfred har næsten ikke kommet ind til os om natten siden vi kom, hvilket er kæmpe stort! Han har også fået sig et ret dejligt værelse efterhånden.

Når man glæder sig til at se skolen. Introdag to dage før reel skolestart.
Alfred fik næsten åndenød, da han så at skolen har en stor svømmehal med to bassiner. Alfred havde svært ved at vente de tre uger, han skulle, før undervisningen startede. Nu nyder han at have svømning to gange i løbet af et 8 dages skolerul.
1. skoledag på vej ned ad primary schools gang.
Ved indgangen til Alfreds klasseværelse 1. skoledag.
På vej hjem fra skole. Der er knapt 3 km fra skolen og til vores hus.

Lidt over en uge efter vi ankom til Kina skulle Alfred starte i skole. Han glædede sig virkelig meget og var heldivis rigtig begejstret da vi tog derfra efter introdagen, der varede to timer. Alfred var allermest begejstret for en seje svømmehal, som man går forbi hver morgen og eftermiddag, når man kommer og går. Alfred spurgte (nærmest uden undtagelse) hver gang, vi passerede vinduerne, om hvornår han dog skulle svømme. 3 uger måtte han vente før K1 havde svømmeundervisning. De skulle nok have de små poder til at høre lidt efter inden de kastede dem i vandet…. Karla råbte “mormor, baaaaade!” hver gang vi gik forbi – det varede også i ca 3 uger. Vores små vandhunde…

Svømmetime. Smugkig fra caféen.
Karla ville også lige prøve Alfreds svømmekit

Alfred var ret glad for skolen til at starte med og var kun lidt betuttet, når jeg afleverede ham. Han havde Stine ved sin side, hvilket hjalp, men han blev også hurtigt glad for Mrs. Karen og Ms. Pam, de forstod ham dog ikke. Det gjorde ingen, faktisk kun Stine. Han havde en periode på to uger, hvor han græd og nærmest hulkede når jeg afleverede ham. Det har ikke været sjovt at blive afleveret, men heldigvis havde han gode dage, hvor han fortalte at han havde hygget sig og lavet sjove ting. Han kommer ofte hjem med en masse fine tegninger og malerier, og har lavet lerfigurer og andre ting, som stadig er på skolen – de laver udstillinger på gangen, når de har haft et emne eller lignende.

Terracottakrigerfigur, der står på skolen
Klassens fortolkning af terracottakrigeren. Nogle ligner mennesker, andre ligner… klumper af ler.
Alfreds udgave. Han har stærke arme………………………………..
Alfreds udgave af en blomstervase. Den befinder sig fortsat på skolen. Desværre.

Alfred er nu rigtig glad for at gå i skole og efter den helt faste rutine ved ankomst om morgenen, bliver Karla og jeg nærmest smidt ud af klasselokalet. Smidt ud er måske så meget sagt… Vi ankommer, Alfred, Karla og jeg. Alfred og Karla har nu indfundet sig faste roller; Karla tager den lille bakke, mens Alfred sætter sin vandflaske i vandflaskekassen (i know, vandflaskekassen..) Efterfølgende balancerer Karla med bakken og Alfreds Starwars madkasse hen til Alfreds personlige madkassebakke (i know, madkassebakke….) og Alfred hjælper Karla med at nå derop. Så et kys og en “krammer”, som Karla siger det og så må vi da ellers gerne gå. Hvis man er heldig bliver vi lige orienteret om de nyeste kreationer i klasselokalet og SÅ må vi gerne smutte. Det er super dejligt og hvor er det skønt at han så gerne vil have at vi smutter.

Hip hip hurra med de 2 år Karlita!!!! Du behøver ikke bruge tid på at rive gavepapiret af for det er der slet ikke…. Velforberedte forældre…………..

D. 23. august blev Karla 2 år. Hun vågnede som den første kl lidt over 05, hvilket gjorde det en anelse vanskeligt at vække hende med fødselsdagssang og flag… Hun fik dog æren af at gå ned ad trappen og der stod tre mand høj med flag og sang – hun lod dog til at være dødligeglad.

“Idag er det Karlas fødselsdag, hurra, hurra, hurraaa..!!!”. “Morgenmad??” var hendes kommentar.

Hun blev til gengæld glad for den gøende hund, vi valgte at give hende (hvorfor købte vi dog den??!?!?!??!!), samt et vattæppe, jeg havde syet til dukkedyne og -pude – i hånden…….. Hjemmegjort er nogle gange velgjort. Dette var i hvert fald velment. Da Michael var taget på arbejde og Alfred var afleveret i skole fik Karla fornøjelsen af en indkøbstur i Metro i 3 timer. Man har vel kun fødselsdag eén gang om året. Til gengæld fik vi Michaels kollega, Jeppe og hans familie på besøg om aftenen til aftensmad. Og hun fik kage, gaver og alt muligt.

Fødselsdagsgaven fra Stine gik rent ind; En lyserød taske, en Schleich-hest med prikker og et kinesisk håndspejl. Klapvognen lå på vores scooter, da vi kom hjem fra Metro. Genboernes datter brugte den ikke mere, så Karla måtte gerne få den.
Michaels kollega, Jeppes børn. De er også vores naboer, så det er ret nemt at få legedate.
Trætte børn efter endnu en tur i IKEA. Vi havde købt to tæpper, der var 2m lange, hvilket resulterede i at taxaerne ikke ville have os med. Vi endte med at ringe til vores ejendomsmægler, så hun kunne forklare chaufføren at Michael tog vores varer med alene og jeg kørte i en anden taxa med børnene. Jeg vil gætte på at kinesere ikke får så mange point i Gæt & Grimasser. Eller også er det os, der er latterligt dårlige.

August gik mest med at aflevere og hente Alfred i skole og tænke på hans ve og vel, vente på workers til huset, flere Metroture, indkøb, madlavning, rengøring, oplære ayi herhjemme, og ja, lige huske at sørge for at Karla også fik frokost og en middagslur…

Hun har siddet meget på min hofte og været ganske forfærdet, hvis jeg ikke lige var i nærheden. Der har været mange workere i hjemmet og Karla var utroligt bange for kinesiske mænd den første måned her. Det er ikke så nemt at være bange for kinesiske mænd, når man er en lille krølhåret, stor- og blåøjet pige, som mændene synes er noget så sød og “piàoliang”. Ligeledes vagterne på skolen var utroligt farlige. Jeg har forsøgt at lære Karla mantraet; “de er søde, de er ikke farlige”. En dag, hvor jeg var på toilettet herhjemme, mens Karla var i køkkenet og en worker var i stuen fik hun nærmest et angstanfald. Det eneste hun kunne sige, mens hun hulkede var: “[m]and sød, ikk´ farlig…”. Jeg ved så ikke hvor overbevist hun var… Heldigvis er de sorthårede ikke så farlige længere.

Før Karla kunne starte i vuggestuen skulle hun have et medical check. Det skal man sådan set når man skal det mindste i Kina, fx job, visumansøgning og ja, til vuggestue, skole eller lignende.

Jeg har aldrig prøvet noget lignende og jeg gør det aldrig igen.

Jeg anser ikke mig selv som pyldret og sart. Mine svigerforældre ville helt sikkert have joket med at jeg skulle bruge den håndsprit, jeg altid har med, men det her var værre end slemt. Dagen startede med at taxachauførren satte mig af næsten 1,5 km fra hospitalet og jeg skulle bære Karla på hoften i 39 graders varme og en luftfugtighed på 99,9%. Jeg havde ikke klapvognen med, foruden skulle jeg jo ikke bruge. Jeg havde en aftale med Tia, som er lærer (eller noget lignende) i Karlas kindergarten. Gud ske tak og lov for det!

Vi gik ind ad døren og blev mødt af hyl og angste skrig fra børn, der på alle mulige måder forsøgte at fortælle de voksne, at hér ville de i hvert fald ikke være. Vi skulle stå i kø for at registrere os, jeg skulle blot sige Karlas navn, intet pas eller anden ID var nødvendigt. Jeg havde ikke modet til at opgive hende som Gerda Kirsten Nielsen, hvilket jeg sagtens kunne have gjort. Lige ved siden af køen til registrering var en anden kø – køen til skranken, hvor man tog blodprøver.

Skranken til blodprøver.

Jeg synes personligt det var en genial idé at vise alle børnene, hvor sidste post var, og hvor bange deres fellow barnestakler var, så de rigtig kunne være angste og kede af det hele forløbet igennem.

Efter registrering stilte vi os i kø til kropseksamination. Jeg fik fornøjelsen af at se 5-6 børn blive tjekket, idet privatliv og diskretion kan ligge på et ganske lille sted i den kinesiske kultur. Så jeg fik set at de kiggede i halsen, lyttede på lunger og hjerte, tjekkede testikler eller skeder, hvorefter man gik tilbage til munden og med samme handsker talte tænder og derefter lige mærkede mandlerne på halsen. I grunden var det heldigt at jeg havde set alt dette for jeg kunne også se sygeplejersken og lægen i ventetiden mellem patienterne. En skrev på computer og den anden nussede stetoskopet. De brugte ikke tiden på at spritte lejet eller stetoskopet af, og heller ikke på at skifte handskerne, som lignede nogle, man kan tage på tankstationen, når man skal tanke. De samme handsker til de 5-6 patienter. I Kina har man ikke så stort fokus på eller viden om hygiejne, som man skulle tro, når man ser så mange mennesker rende rundt med bundbind. Her er det normalt at der på offentlige toiletter hverken er (toiletter,) papir, sæbe eller lignende og det er ikke ualmindeligt at undlade at vaske hænder. Det er heller ikke ualmindeligt at spytte på gulvet i supermarkedet (også selvom man er ansat og står ved siden af æblerne i frugtafdelingen, og at alle kan se dig…) eller nyse ud over kyllingerne, der ligger frit på bordene på markedet. Man kan forestille sig der florerer nogle gode “tusser” rundt omkring. Og de sad allesammen på de handsker og stetoskop og ventede på at hoppe på Karla!

Med bankende hjerte gik jeg ind i lokalet med Karla og fik Tia til at bede dem spritte af og skifte handsker. Jeg følte mig totalt latterlig og hysterisk. De kiggede på mig som om “hvorfor dog det? Tjo, det kan vi da godt…”. Der gik lidt tid med at finde sprit og handsker, for det var i nogle andre lokaler….. Karla blev tjekket, ny kø til øjentjek og til sidst ny kø til blodprøve. Mange børn skreg og græd, de var simpelthen så bange. Personalet på hospitalet var røvligeglade, nogle forældre skældte højlydt ud, andre slog dem hårdt over fingrene. Vi stod bag en far og en dreng i en af køerne. Da han havde hamret drengen over den i forvejen lilla hånd omkring 5 gange, mens jeg så (og hørte) det måtte jeg til sidst råbe af ham at nu skulle han saftsuseme stoppe! Han rejste sig og jeg tænke; “fuck, nu får jeg eén på hovedet….”, men da han vendte sig om medfulgte der heldigvis kun to onde, stirrende øjne og ikke den bjørnelap, han var udstyret med. Tia sagde forsigtigt noget til ham på kinesisk og gav drengen min serviet til hans tårer og snotnæse. Drengen fik ikke flere fingerslag derefter…

Igen var jeg glad for at Tia var med, da vi kom til blodprøven. Der var blodpletter på papiret på puden, hvor man skulle lægge hånden, og de skiftede ikke handsker. Igen måtte de bruge lidt tid på at finde et nyt sæt tankstationshandsker og endte med at bruge toiletpapir på puden, idet de ikke havde et tilsvarende blodpletfrit stykke papir, der lå på puden.

Jeg bliver sjældent sådan rigtig rystet, men det var jeg virkelig her. Nu hvor jeg skriver om det kan jeg igen mærke den stærke trang, jeg havde til bare at skride så hurtigt som muligt. Jeg var faktisk også lidt bange – det er jeg ellers aldrig når det handler om læger og undersøgelser. Jeg har ikke tal på hvor mange gange mine børn har været hos diverse læger og de 8 gange jeg har set mine børn blive lagt i narkose, har jeg kun været bange den første gang, hvor Alfred var 10 måneder gammel. Men denne gang var jeg faktisk virkelig ubehageligt til mode og en anelse bange. Jeg må have skjult det godt, for Karla græd slet ikke, ikke engang, da hun blev stukket i fingeren, og virkede i det hele taget ret upåvirket af situationen.

Mens Tia selv var til medical check (hun har været ansat længe i kindergarten, men skulle alligevel have et nyt check…) sad Karla og jeg og ventede på blodprøvesvarene. Jeg sad måbende og stille. Det var ikke kun de hygiejniske ting, der slog mig ud, men hele stemningen, virvaret, de grædende børn og den totale mangel på forståelse for børnene, der ramte mig. Den dag oplevede jeg noget af “det rigtige” Kina. Det var netop dér, jeg opdagede at vi var flyttet til Kina og ikke bare til det lukkede og beskyttede expatsamfund, hvor de eneste kinesere, vi reelt talte med var i forbindelse med indkøb eller taxature. Da vi ventede på svarene skrev jeg en sms til Michael, at jeg aldrig igen ville sætte mine ben på sådan et hospital med vores børn. Især ikke for et skide medical check, som er totalt overfladisk og amatøragtigt og dermed, i mine øjne, er fuldstændigt ligegyldigt.

Mega seje Karla, der ganske hurtigt fald i søvn i Tias bil. Hun måtte alligevel have brugt lidt krudt på at være der…..

Det er ret fantastisk at man i Kina ikke kan komme til skade i trafikken – selv ikke når de kører så råddent, som de gør. Der går folk rundt i midterrabatten på motorvejen og klipper hæk, man kan parkere sin scooter og sharing bike midt på vejen, man kører overfor rødt og i modsatte retning, man stopper bare bilen midt på gaden, hvis gps’en lige skal indstilles og ja, man kan køre med det dyrebareste, man har i livet på bagsædet i en taxa med en chauffør, der har kørt en tur eller 1000 for meget i den kinesiske trafik.

Der mangler sele”klikkere” i de fleste taxaer. Børnenes dog stadig fuldstændig forsvarligt fastspændt.
Karla har helt klart et talent for at tage middagslur i taxaer.

Af en eller grund falmer ens opfattelse af korrekt opførelse i trafikken, og man følger bare med – “de gør de andre jo også” er en latterlig undskyldning, men det er en forklaring. Og man hopper ikke lige ind i en taxa med to autostole, som man 78% af gangene ikke ville kunne montere pga manglende klikker til selen. I øvrigt er det så fjollet at rende rundt med to børn, en klapvogn og to autostole… Jeg grinede højt, da min mor meget moragtigt og lidt forsigtigt skrev og spurgte om vi mon kunne købe autostole her eller om vi skulle have sendt fra Danmark.

Ret hurtigt fandt vi ud af at det var omstændigt at køre taxa til og fra skole. Det er absolut ikke dyrt, så det ville ikke tømme pungen, men besværligt og fornemmelsen af at vi altid skulle aftale noget med nogen, ville være irriterende. Så vi købte en scooter.

“Vi vil gerne have denne her..”: “ja så gerne!” 2 min efter var batteri, bagageboks og spejle installeret.

Det er simpelthen så fedt at kunne aflevere Alfred, så Karla, køre tilbage til skolen og gå til møde, træne eller nogle af de mange ting og aktiviteter, der er nærmest dagligt på skolen, køre ned på markedet og handle og så køre hjem. Tænk, hvis jeg skulle have en ny taxa hver gang…. Der er godt nok en totalt genial app, DiDi, hvor man booker en taxa via appen, der bruger gps og man booker hele turen, dvs position og destination. Det er dog lidt mere vanskeligt når taxichaufføren ringer for at høre ens mere præcise position og de smider røret på, når man siger “ting bù dong”, som betyder at man ikke forstår. Jeg har dog ikke prøvet at de ikke har hentet os.

Alfred og jeg får nogle af vores bedste snakke på vej til og fra skole

Jeg tror det var den anden dag, vi kørte på scooter til skolen at børnene lærte hvor tung sådan en scooter kan være. Vi var på cykel- og scooterparkeringen på skolen. Karla, som stod foran mig, var sat af og blevet bedt vente. Hun er 2 og ventede selvfølgelig ikke. Dog behøvede følgende ikke ramme hende, selvom hun alderssvarende hører mindre efter end hendes mor forventer. Jeg så ikke hvad der skete, men pludselig lå en kvinde ved siden af sin scooter mellem en masse væltede cykler. Hendes scooters gashåndtag var stadig drejet og baghjulet kørte dermed mens scooteren lå ned. Karla lå på jorden og hendes bare ben under scooterens kørende hjul. Alfred skreg og gik nærmest i panik fordi hans elskede lillesøster angiveligt var i fare. Det så nu også ret voldsomt ud, men heldigvis skete der ikke det store. Karla blev noget forskrækket og græd og sagde “bange!”. Det ville jeg også gøre hvis jeg pludselig lå på jorden med en kørende scooter ovenpå mit ben.

Karlas sviende knæhaser.

Damen, der havde kørt scooteren rystede og var simpelthen så ked af det. Hun havde simpelthen slet ikke set Karla og hendes pink cykelhjelm, og havde dermed kørt direkte ind i hende. Hun undskyldte mange, mange gange. Alfred var rasende og tog på ingen måde damens undskyldning for gode varer – han ville slå damen OG hendes datter (som var stået af inden styrtet) ihjel, fordi de havde kørt ind i hans lillesøster. Han bandede og svovlede hele vejen ind til klassen og måtte lige med til skolesygeplejersken for at se at Karla ikke var kommet slemt til skade. Han kunne derefter godt se at det nok ikke var en optimal løsning at slå de to ihjel……. Jeg var nu også ret lettet over at det var dér han endte….. Karla var som sædvanlig vanvittig cool og lod sygeplejersken rense med jod (de er fjollet med det herude!). Hun sad på vores scooter max 20 minutter efter uheldet. Sej lille dame.

For at få lidt adspredelse fra scooteren skulle vi da også have nogle cykler. Vi var i en Giant cykelforretning og fandt den sejeste cykel til Alfred. Da vi skulle betale viste det sig så at de ikke tog Visa… Alfred varsledes at der var risiko for at vi ikke fik cyklen med hjem alligevel. Michael prøvede de to banker ved siden af, men stadig uden held. Alfred var SÅ skuffet og hvor kan jeg dog forstå ham! Han græd, men var super sej til at fortælle hvordan han havde det – og han var ikke vred – WOW! Karla var så nærmest utrøstelig fordi hun havde forelsket sig i en alt for stor cykel, hun ikke kunne cykle på. Den trillede bare så fint, mens hun sad på den og støttehjulene holdt balancen for hende. Børnene græd så meget at cykelmanden kom ud og forærede dem en legetøjsbil, fordi de sad hos mig og skreggræd, mens Michael forsøgte at få hævet nogle penge….. Det hele endte dog lykkeligt og nogle få dage efter var vi smarte at hæve penge INDEN vi gik til forretningen (velforberedte forældre, yes!) og købte den flotte, seje, storedrengscykel, som Alfred var ved at flå sin højre arm af over at have fået.

Alfred på sin spritnye cykel. Michael måtte så gerne låne løbehjulet.
Nyeste og sejeste cykel ever – med 8 gear og alt muligt. Der gik lige nogle dage før vi fandt en cykelhjelm

Vi sluttede august med en sviptur til Shanghai. Det er susme sejt at kunne sige, at man lige tager en smuttur til Shanghai og nupper en enkelt overnatning.

Vi har overgivet os…. Alfred får nu lov at bruge min iPad at spille på………… Både Michael og Alfred er specielt glade for Swamp attack. Det lyder noget vildere end det er!
Frække Alfred
På vej til Shanghai, middagslur i 300km/t-toget.
Ankomst til Shanghai. Vi fandt hurtigt en kuglepen til at skrive mit telefonnummer på deres arme.
Massagestole på togstationen.

Børnene opførte sig helt og aldeles forfærdeligt og vi var ret trætte af at vi skulle hele vejen til Shanghai for at få vores arbejds- og opholdstilladelse…. At jeg så havde haft opkast-/bæsyge hele natten og ikke havde den store trang til at løfte Karla gjorde heller ikke turen federe. Nogle gange kan man ønske at tiden gik bare lidt hurtigere og børnene var ældre. Men det er vist noget med at man skal nyde dem, mens man har dem og de er små. Det er nok folk med store børn, der har opfundet dét mantra.

Alfred så noget sjov og forbavset ud, da han opdagede at drengens bukser var uden bund. Det er så smart i Kina; mange børn har bukser, der ikke er syet sammen mellem benene. På denne måde kan man undlade ble og børnene kan bare tisse eller hvad de nu skal uden at man behøver at tage bukserne af eller ned. At diller/tisser og numse kan ses er så en anden sag………….

Efter vi havde været på visumkontoret og en times tid på hotelværelset med iPad og kiks, hjalp det lidt på alles humør og vi gik rundt i byen på lidt sightseeing og så solen gå ned og lysene på bygningerne vågne.

Frøer, fisk og andre vanddyr til madlavningen. Frøerne viste sig at være ganske friske og gjorde Alfred (og os andre!) noget forskrækket, da de pludselig hoppede rundt i det lille net, de lå i.
Kinesisk skak midt på gaden – det tiltrækker tilskuere.

Teletårnet i Shanghai er usmageligt og samtidig ganske fascinerende.

Disney Store liiige ved siden af taxaholdepladsen. Vi vovede dog ikke pelsen og stillede os i kø for at komme ind til inferno. Børnene gad egentlig heller ikke rigtig. Alfred havde dog meget sjov ud af dette.

Vi havde en god dag efterfølgende og gik en lang tur, var på ting-og-sager-marked og fik set en masse af centrum.

Høøjt oppe over byen på vores hotelværelse. Og ja, det var sikkert for børnene at sidde dér..!
Bemærk gerne manden, der ligger på en metalplade på jorden. Michael og jeg talte om hvorfor han dog lå på den og havde lagt sten hele vejen rundt – nedenunder, så pladens kanter svævede over jorden. Alfred foreslog at det nok var pga tissemyrer….. Ikke dårligt tænkt, slet ikke dårligt!
Marked. Der er små bikse med alt. En elastikbiks, en plastikposebiks, en vinkende-kat-biks, en strømpebuksebiks, osv.
Et lyst barn med rottehaler af krøllet, lysebrunt hår og en kinesisk kjole. Det går rent ind og der er photosession ret ofte.
Lepin og FisherNice er ret billigt.

Vi skiller os lidt ud blandt alle med sort hår.

Endelig kom jeg igang med vores start i Kinaland. Jeg bliver nok aldrig forfatter. Skulle jeg blive det, ville jeg nok ende med at skrive en enkelt eller bare en halvfærdig bog…………… September coming up, hav dog lidt tålmodighed…

Tak fordi du læser med…

Hvordan vi har det…?

Tiden går bare så vanvittigt stærkt herude. Af en eller anden grund, så er der færre timer på døgnet – især aftenerne føles korte.

Jeg havde egentlig tænkt at jeg på nuværende tidspunkt havde fået nedfældet alt vi har set, følt og oplevet indtil videre, men det er ligesom om at jeg ikke rigtig er nået dertil endnu. Måske får jeg det gjort, måske ikke.

Det, der pt. fylder utroligt meget er børnenes trivsel. Alfred har det lidt svært for tiden og synes han mangler en ven, han kan tale dansk med. Han savner børnehaven derhjemme, nok mest fordi han forstod hvad der foregik og blev sagt – også børnene indbyrdes. Man han er nu alligevel glad. Det er lidt svært om morgenen, når han græder og siger at jeg godt må gå selvom han er ked af det. Tabre, følsomme Alfred…..

Alfred ville sove med sit navneskilt efter introdagen på skolen.

Forleden fortalte han mig at han er blevet lidt forelsket i Carlotta, som er hans klassekammerat fra Tyskland, som er vanvittig sej til at være flyttet og nu allerede taler ret meget engelsk. Hendes mor er rigtig sød, og vi taler godt sammen. De har også Hannah på knapt to år, så der er potentiale for en lege-/mordate. Carlotta er dog ikke helt klar til at kysse, men han forstod at ikke alle kysser, selvom de måske er forelskede.

Alfreds skole er slet og ret vidunderlig med alverdens aktviteter dagligt. Både fysisk, men også som her, hvor han fordyber sig, og laver nogle ret seje og gode ting. De gør meget for det enkelte barn og har iværksat “Alfred-skal-have-sig-en-ven”-projektet. Mrs. Karen, hans klasselærer gør et godt stykke arbejde og det er dejligt at vide at børnene virkelig ses og høres.
Paparazzibilede fra skolecaféen. Alfred med hajcap. De har svømning 2 gange på et 8 skoledagesrul.

Alfred har desuden kastet sin kærlighed på Stine, som bor 1,7 minuts gang i vores compound og som også arbejder på skolen. Hun har tre drenge på 11, 13 og 17, de to ældste taler dansk (Stine er engelsk gift og har boet i Nanjing i 10 år). Hun har været en kæmpe hjælp for Alfred og har været til rådighed på skolen – både til hjælp med oversættelse, men også bare hyggestunder, hvor han har hygget sig, talt dansk og nydt en-til-en-tid. Han kører gerne over til hende på sin cykel næsten hver dag efter skole, går i hendes køleskab og leger med hendes mellemste søn, Samuel, der gerne vil slås lidt. Stine ringede på vores dør få dage efter vi var flyttet ind, inviterede på kaffedate dagen efter, og har i det hele taget været sød til at snakke, hjælpe og komme med hjemmebagt kage et par gange om ugen.

En hyggelig læsestund i Alfreds klasse lige inden afhentning. Stine er rolig, varm og Alfred krammer hende meget.
Work station i skolen, første skoleuge.

Her til morgen afleverede jeg Alfred og han var glad og sagde farvel uden en eneste tåre – kun et kæmpe kys til både Karla og mig. Stor dag og jeg glæder mig til at hente ham og høre om hans dag.

Fodboldkamp mellem forældre og lærer i søndags. Alfred hyggede med to børn, som også bor i vores compound.
Cykeltur på vejen derhjemme. Vi hilste lige på vores søde genboer på scooter.

Karla startede i vuggestue i fredags og det har virkelig været en blandet oplevelse. Den internationale kindergarten er noget mere kinesisk end jeg havde forventet. Ja, det lyder jo helt forfærdeligt og fordomsfuldt, men vi har indtil nu været ret beskyttet i compound-/international-skole-livet. Det første Karla og jeg møder fredag morgen er to damer med mundbind (det er nu ikke så sjældent, men ser det…) og klar med en lygte til at lyse i halsen/munden, lige et tjek af håndfladerne og så en mikroskopisk klat håndsprit. Sådan, så er alt klaret og dagens adgangspas er sikret.

Da vi kom indenfor var Karla nærmest rædselsslagen og veg ikke fra min side, knugede og til mig og sagde “bange”… Det føltes jo som den helt rigtige beslutning i dette øjeblik……… Mange børn græd og nogle få børn græd i den 1,5 time, jeg blev sammen med Karla. Men de voksne forsøgte at trøste børnene, så det var da altid noget.

Morgensnacks første dag: Kiks og et fed hvidløg. Karla var nok mest fjollet med kiksene…..

Jeg valgte så at lade Karla være alene i halvanden time. Altså, det er godt nok ikke sjovt at efterlade en skrigende pige og tude en del af vejen hjem på scooteren – og så i Kina…… Da jeg kom tilbage for at hente Karla blev jeg mødt af en glad pige, som jeg kunne mærke havde haft det sjovt og godt, og havde nydt at være sammen med andre børn.

Alternative pensler

Det skal lige siges at samtlige børn havde deres første dag i kindergarten/skole, så de mange enebørn, der i to år er blevet båret rundt på og serviceret skulle pludselig sige farvel til ayi eller deres mor/bedstemor og dele opmærksomheden med 16 andre børn.

En lille tur på legepladsen
Frokost. De er ret imponeret over at hun spiser kinesisk mad OG at hun gerne spiser 2 portioner
Middagslur i kindergarten.

I denne uge er der sket meget – både for Karla og i kindergarten. Der er mere ro på og Karla virker glad. Igår græd hun slet ikke da jeg gik, var “kun” lidt betuttet. Det ville jeg nu også være, hvis jeg var sammen med en masse mennesker, jeg ikke kendte og ikke havde den fjerneste anelse om hvad sagde. Hun sov der og var meget begejstret over at fortælle om sin dag; “og mad. Og lort.” “Lort?”, “ja, lort fingre”. Så vidt jeg kan forstå har Karla udforsket indholdet af sin ble. Læreren tilføjede at Karla havde fået skiftet sin ble og efterfølgende sagt “xièxiè”, som betyder tak på kinesisk.

Læreren mente at anden portion skulle dokumenteres

Jeg har mange, mange gange overvejet om dette projekt med vuggestue var for min eller Karlas skyld. Jeg har godt nok været i tvivl…. Men de sidste par dage har (næsten) overbevist mig om at det faktisk er for hendes skyld (også lidt for min og familiens som helhed..). Hun virker gladere, mindre klistrende og afhængig af mig, og hun kan tulle rundt og hygge sig lidt for sig selv. Det har hun ikke gjor siden vi forlod Danmark. Og når jeg henter børnene er alt praktisk lavet og jeg kan hygge med dem – bare hygge. Og Michael får da også “lov” at joine når han kommer hjem.

Dejlig afhentning i onsdags. En glad og stolt Karla.
Photo shoot på Alfreds skole – det skal man når man har sådan en kjole på!
No words needed

Michael kører derud af med arbejdet, tager afsted kl 7 og kommer hjem mellem 16:30-17. Jeg har faktisk været lidt af en lortekone og ikke rigtig fået hørt om hvordan det går. Men han er glad og synes jobbet er fedt. Han trives også ret godt her og får spillet lidt fodbold på skolen og efterfølgende øl.

Der er helt klart nye og anderledes udfordringer på arbejdet, men Michael lader til at synes at det er mega fedt, og jeg tror faktisk at han også er ret stolt af sig selv (selvom han nok ikke lige kommer til at indrømme det..). Det er i hvert fald anderledes at arbejde med kinesisk leverandør og måden man går til udfordringer og gøremål på. Jeg tror han lærer meget – både arbejdsmæssigt, men også menneskeligt og socialt for tiden. Jeg synes han klarer det rigtig godt og er åben – mere åben og socialt opsøgende end han var for blot få år tilbage.

Jeppe og Michael får en meget tiltrængt pause i kampen forældre vs. lærere (som i øvrigt blev 2-0)
Glade Michael på vej til Golden Balls fodboldtræning i regnvejr. Han kunne dog næsten ikke gå dagen derpå pga den hårde træning sammen med de andre 45+ mænd……………..

Der har været rigeligt at se til for mit vedkommende, men det virker til at ebbe lidt ud nu, hvor Karla er i vuggestue i nogle timer og vi ikke har så mange workers i hjemmet hver dag. Ligeledes er indkøbsturene til Metro og IKEA ikke så ofte, så jeg skal ikke bruge 2 timer på transport pr gang. Plus at en indkøbstur i Metro hurtigt kan tage 2-2,5 time fordi man render forvildet rundt (også med en 2-årlig i kan-selv-vil-selv-periode…) fordi man i Kina ikke går forfærdelig logisk til værks når man indretter supermarkeder. Man kan fx finde vatpinde, bageforme og kageruller, vinoplukkere, toiletbørster og sytråd på samme hylde.

Metrotur……

Jeg har efterhånden mødt en masse søde mennesker på skolen, som jeg hygger mig med. Det er ret specielt – også for Alfred – at man hænger ud med sine naboer, ser dem på vej til skole, og hver dag har mulighed for at høre hvordan det går osv. Det er lidt ligesom at bo og færdes sammen med sine venner og kollegaer hver dag. Det er ret hyggeligt, og folk er oprigtigt interesserede.

Jeg går og er sådan lidt stolt over os alle fire. Det er så småt begyndt at bundfælde sig og vi forstår stille og roligt at vi faktisk er flyttet til Kina og skal være her længe, vi er ikke på ferie. Vi har nærmest intet set af byen endnu – der har været så meget andet, og det er har taget så lang tid at få bygget hjemmet op. Vi har skulle købe alt fra røreskåle (det har vi faktisk ikke endnu…) og elpisker til håndklæder, opvaskebørster, hovedpuder, fryseposer, legetøj og PlayStation. Og alt ligger langt væk fra hinanden, så man kan kun nå at købe én kategori af ting pr dag.

Jeg er så stolt over hvordan vi alle 4 forsøger at skabe relationer til forskellige mennesker. Alfred og Karla har det selvfølgelig allersværest i og med at der er en sprogbarriere. Vi er nu kommet til det punkt, hvor Alfred ikke længere synes at gæt og grimasser er nok og han savner at kunne TALE med børn. På skolen er de optimistiske og siger at der går nogle uger endnu. Han forstår angiveligt ret meget, men det at kunne sige noget er svært.

Jeg taler dagligt med forældre på skolen, jeg har været ude alene om aftenen to gange og jeg synes at jeg i det hele taget mestrer voksen-venne-dating ganske okay. Det føles faktisk som dating; “er jeg for pushy?  Hmmm hun viser da interesse… Måske man skulle invitere dem hjem? Argh måske har de ikke tid…. Ej det var hygggeligt! Mon hun også syntes det? Hmm de stod lige der og snakkede og så kom jeg brasende… Forstyrrede jeg…?” Osv, osv.

Klar til at køre afsted til skolen

Jeg er stolt, når vi kører på scooteren på vej til skole og vi efterhånden kender smutvejene, så vi undgår de massive bilkøer og menneskemylder, der er omkring de kinesiske skoler. Her er kaos nok det mest fyldestgørende ord, idet mennesker, cykler, scootere og biler danser rundt om hinanden, alle dytter, men ingen er sure eller lader til at have specielt travlt (jeg må simpelthen lave et indlæg om alt det mærkelige, sjove, dejlige og underlige, der er ved Kina og kinesere…!).

Frokostpause og forældre/bedsteforældre eller ayis venter på at få bragt deres barn ud ét ad gangen af en lærer…. Det kan tage lidt tid at rømme skolen…..

Jeg er stolt, når Michael kommer hjem og (kort….) fortæller om sin dag, når jeg ser Alfreds glade og stolte ansigt når jeg henter ham, når han viser mig de fine ting, han har lavet i skolen, og når jeg nu også kan mærke at Karla begynder at trives i kindergarten og er rigtig glad når jeg henter hende.

Endnu et mindre kunstværk
Vi havde Bongo på besøg fra skolen og skulle lave en lille fotoserie over hvad vi lavede sammen med ham… Det var nok mest lektier for moren….. Her på legepladsen i vores compound

Jeg er stolt af mig selv, når jeg går rundt på grønt-, frugt- og kødmarkedet og handler, og når jeg går rundt på skolen og taler med de mange søde mennesker (primært mødre), når jeg enten skal hente, bringe eller til kinesisk undervisning, og når jeg zigzagger på scooteren gennem gaderne, som havde jeg boet her i mere end blot en måned.

Kun et lille hjørne af markedet
Det mest snehvide brød, men uhm, det smager godt!

Jeg glæder mig til at vi får mulighed for at komme mere rundt og se byen – det er næsten pinligt så lidt, vi har set og gjort siden vi kom. Men vi har dog været down town et par gange. At det så var for at købe legetøj og en PlayStation er så en anden ting……

Endelig blev al Alfreds LEGO samlet
Cykler, scootere, vi kan det hele

Det har taget mig en uge ad maaange omgange at skrive ovenstående…….. Jeg satser helt klart på at få skrevet lidt om vores start her og lagt nogle billeder op – gerne i næste uge.

Tak fordi du læser med….

Lidt lyd fra Kina

Vores liv er åbenbart blevet så pissespændende at man skal oprette en hjemmeside, skrive om vores hverdag og forvente at folk derhjemme i Danmark følger med. Hvorfor..? Når janteloven så har fortaget sig lidt i mit hoved kan jeg jo godt se at der er sket lidt for vores familie henover sommeren…. Vi er flyttet i hus, Alfred er startet i skole, Karla starter snart i en ny vuggestue, Michael har fået nyt job, jeg har fået tid til meget af det, jeg savnede mens jeg arbejdede og vi har mødt en masse nye mennesker i vores nye nabolag. Altsammen ret normalt når man flytter til et nyt sted. Og nå ja, det nye sted er så Kina, bevares….

Men det føles ikke så vildt – endnu. Vi er stadig ret begejstrede for huset, at bruge ufatteligt mange penge i IKEA og Metro, at Alfred trives ufatteligt godt i skolen og allerede har udviklet sig meget, at vi allerede føler os sindssygt godt modtaget af expats omkring os, at Karla snart får lov at lege med en masse andre børn på hendes alder, og at vi egentlig føler os hjemme her i Kinaland. De er sgu meget søde herude!

Alfred har indtil nu ikke rigtig kunne tegne en tændstikmand. Det har for det meste bare været en masse forvildede streger, og man har været i tvivl om han havde stjålet tegningen i vuggestuen eller selv lavet den. 2 uger i international skole og han kommer hjem med denne – blandt mange andre malede og tegningede sager.

Vi er stadig i honeymoon-fasen, vi har kun været her i en måneds tid. Vi har fokuseret på at komme på plads og at børnene har det godt. Vi har grint lidt over den kinesiske tilgang til livet vs. den danske og alt har været nyt og spændende. Flere gange har vi været rørt over modtagelsen i vores compound og på skolen – det er nærmest det samme, for de samme mennesker bor her og arbejder på skolen og/eller har børn, der går på skolen.

De sidste par dage har jeg dog gået med følelsen af, at vi bare har forladt og efterladt Danmark. Tidsforskellen gør det svært at ringe hjem, for enten er man på arbejde i Danmark eller også er vi igang med børneaftensjov, hvorefter vi er totalt trætte og skal i bad, rydde op og alt det andet, man har fornøjelsen af som småbarnsfamilie. Og så var det vindue ligesom lukket efter vores kl 22. Man vil jo også gerne lige have tid til at snakke med folk.

Men I derhjemme skal vide at vi faktisk tænker på Jer – hver dag. Vi vil så gerne huske jeres fødselsdage, se billeder af jeres børn og følge med i jeres liv. Og vi vil så gerne fortælle om alt det, vi oplever, men tiden render fra os. Og samtidig lægger vi enormt meget energi i at møde nye mennesker, Alfred er sat i en skolen hvor han fatter hat af hvad alle siger, Karla er ved at drive mig til vanvid herhjemme fordi hun nu røvkeder sig og jeg føler at mine dage hurtigt render afsted med workers til at ordne diverse i huset, hvor jeg skal være hjemme – og i Kina skal man åbenbart lige tjekke om de nu også har gjort det, de skulle…. (Det er nok nærmest et helt indlæg for sig 🙂 ), Michael tager afsted kl 7 og er hjemme kl 16 – det skal vi nok nyde, mens det varer, de ændrer sig nok ganske snart.

Men vi har ikke bare forladt og efterladt Danmark, og slet ikke vores familie og venner. Som min veninde, Mette sagde, så rejser vi og oplever en masse nyt, men i Danmark, der mangler vi. Og selvom det måske føles som om vi bare har glemt Jer derhjemme, så har vi det altså ikke. Vi er bare lidt stille for tiden, men vender stærkt tilbage når vi har fået etableret os. Derfor denne blog og forhåbentlig kan vi alle få følelsen af at vi giver lyd fra os.

Når Karla starter i vuggestue vil jeg sætte mig og skrive lidt om de oplevelser, vi har haft siden ankomst. Jeg har allerede følelsen af at jeg har glemt noget, fordi jeg ikke har fået dokumenteret det på både tekst og billeder 🙂 Hvis jeg kender mig selv ret, så har jeg nok alligevel fået fotodokumenteret lidt….

 

Igår kom vi hjem fra en sviptur til Shanghai. Vi skulle på visumkontoret og har endelig fået opholds- og arbejdstilladelse HURRA!

 

Daglige og dejlige tilnærmelser fra søde og venlige kinesere, der synes vores børn er ganske søde.