Kinesisk nytår, badedyr & klipklappere. Februar 2018

7 måneder var gået og vi følte os efterhånden godt tilpas og sådan rigtig hjemme. Så småt begyndte de “små, underlige ting” at fylde mindre i hverdagen og den daglige anger management krævede mindre energi.

Jeg er heldigvis blevet godt hjulpet på vej af især Stine og mine andre (kvindelige) medfælder, der skal finde ting og madvarer i forretningerne. Michael handler som sådan ikke herhjemme i Kina- både fordi jeg selvfølgelig kan gøre det i løbet af dagen og at jeg har prøvet det mange gange før. I februar tog mine indkøb ikke så lang tid længere. Jeg vidste hvor jeg kunne købe god broccoli, friske æg, hvilket kød fra hvilke forretninger eller markedet, hvor frugten var mest frisk, osv.
Og bare dét at finde en almindelig vare i Suguo kan være en udfordring. Skal man for eksempel fine en god olie må man lige bruge lidt ekstra tid. Både fordi der er en meget stort udvalg og at man samtidig lige skal sikre sig at olien ikke har grisetæer- eller tofu-smag. Det ved man aldrig… Varerne er ikke helt logisk sat op, så man kan ikke prøve sig frem som man ville kunne i Bilka. “Hmmm, mayonnaisen må stå sammen med ketchuppen og noget andet tube-noget..”. Nej. Ikke her. Her kan man finde negleklippere, spisepinde og sesamsnacks med oksesmag på samme reol.

Og jeg har lært lidt mens vi har boet her i forhold til at styre mine sure opstød i trafikken og lysten til at belære mine medtrafikanter om hvor dårligt de manurerer rundt i trafikken og at de bare skal tage at tænke sig om!

Michael har alle dage haft dejligt overskud til at smile af alle dem, der hjernedødt kører rundt med skyklappere på. Og jeg er begyndt at lære det så småt – undtagen når det er til fare for mig og især mine børn. Er du vanvittig, hvor kan jeg blive sur, når en eller anden klaphat drøner lige ud foran mig og end ikke ser os, og jeg må hukke bremsen. Men det eneste, man kan gøre er at trække vejret og bare sige prøve at forstå, at de faktisk ikke ved bedre.
Michael har fået fortalt af en kollega at for blot små tyve år siden kun var cykler og hestevogne i denne by (som i øvrigt var meget, meget mindre og  er vokset absurd hurtigt det sidste årti). Og når man ser hvordan børnene trækkes gennem trafikken, overfor rødt, vadende ud foran biler, kørende i modsatte retning på scooteren (hvor mange i øvrigt sidder med ryggen til kørselsretningen) og i det hele taget bevandrer et inferno af to- og firehjulede dødsfælder, ja, så forstår jeg godt hvorfor det hele bare fortsætter. Der er ingen trafikorientering i skolen og de har sågar lyskryds, hvor der er grønt for flere krydsende kørebaner, hvilket potentielt kan resultere i at man kører sammen/bliver kørt ned, trods begge parter er kørt overfor grønt. Og i køreskolevognene sidder 3-4 elever på bagsædet og glor ned i deres telefon, mens en stakkels ung kineser, der knapt kan kigge ud over rattet, dirigeres rundt af en halvhysterisk kørelærer, der vifter rundt med armene og meddeler, at vedkommende da sagtens kan køre til højre, når det er rødt og krydset er tomt – det er dog meget sjældent tomt og man skal op til flere gange om dagen løbe for livet, hvis man ikke vil jernes ned af en bus med 45 km i timen, der skal svinge til højre, når man som fodgænger er på vej overfor grønt…
Der er flere grunde til at min autodidakte anger management har givet pote og har været så vigtig. Den vigtigste og største årsag er at jeg har en søn bagpå, der sidder og siger  at”kinesere kører så dårligt”, at “de kan ikke finde ud af at køre bil”, og for at brilliere; “kinesere er så dumme!”…. Yes, så må man nok lige tage sig sammen, vise sig som det gode eksempel og lære sit afkom, at det selvfølgelig handler om viden, tankegang og undervisning og ikke dumhed…… Og at man i øvrigt kan have vanskeligheder ved at sammenligne og generalisere 1,4 milliarder mennesker.

Men oprigtigt talt synes jeg at kineserne har en fantastisk og yderst veludviklet egenskab til at sige “skidt-pyt” (uden at generalisere 1,4 mill. mennesker……).  Og dét er vi mange, der kan lære noget af. Ingen af os i familien er gode til at sige skidt pyt, og det er især blevet svært efter vi har fået børn – ja, hvilket er totalt upraktisk og i strid med de fleste børnepsykologers overbevisning.  Så hér i Kina bliver vi da stillet overfor faktummet at alt ikke er lige vigtigt. At tingene ikke behøver at sidde monteret lige, at der er maling ovenpå ledninger eller lignende, hvor der ikke skal være maling, at den mugne silikone mellem fliserne i badet bare dækkes med hvid lim, at samlingen af slanger til opvaskemaskine og kloakken under køkkenvasken fyldes op med isoleringsskum fordi der mangler en vandlås, og at man ikke behøver at kende de beboere, hvis indkørsel man parkerer sin bil eller scooter i. At man ikke behøver at se smart ud, og går med paraply i solskin og har alverdens mundbind, net, skygger, hatte og skåneærmer på, og at scooteren plastres til med tag, tæpper og vanter (hvad er dummest: at se dum ud eller fryse og være våd???). At man ikke behøver følge trafikreglerne eller stå pænt i kø, og at man ikke holder sit mundvand indenbors, når man er i nærheden af andre mennesker eller kører på scooter og dem bagved også kan få glæde af snotklatten. Eller at man holder sig for munden når man nyser eller hoster. Et eller andet sted er flere af tingene jo lidt ligemeget, det er måske upraktisk og ulækkert, men det er jo ikke de vigtigste ting i verden.  Det er selvfølgelig aldrig rart at blive spyttet på fordi det både er ulækkert og kan være en smitterisiko, men hvorfor må man egentlig ikke spytte ned i en skraldespand? Hvorfor føler vi, der ikke kommer fra Kina,  os nærmest forulempet når Hr. eller Fru Kina trækker godt nedefra svælget og pænt lægger klatten i en plastikpose eller skraldepand? Og hvorfor fokuserer vi så meget på at tingene sidder lige i stedet for deres funktionalitet?
Jeg kan ikke komme udenom at jeg stadig gerne vil have at tingene er lige og  ser pæne ud, at jeg helst ser at folk, der er kommet efter mig til toilettet også lader vandet efter mig, og at jeg ikke behøver at sove i fuld offentlighed. Men det er sgu da et eller andet sted ligemeget at man taler privat henover kunderne i forretningen (så længe man jo hjælper dem), at man ligner en komplet idiot under scooterteltet eller når man render rundt i nattøj på gaden, og at man ublu spørger fremmede om hvor mange børn de har, hvor gamle de er, hvor man bor og hvor meget man i øvrigt tjener.

Der er ofte morgensamling på skolen, men en af dem var med optræden fra  de tre klasser PreK/K1: Alfred havde glædet sig meget og så frem til at vise de seje sange med tilhørende koreografi og instrumenter.

Jeg synes simpelthen at dette er så sindssygt sejt og jeg er så taknemmelig for at man giver os forældre mulighed for at få et lille indblik i hverdagen og få lov at beholde en sammenklippet video som denne. Og se, hvor glade børnene ser ud!

Byggeriet på det første skib gik fremad og det begyndte så småt at tage form.

Alt på værftet er bare en tand større end hvad man normalt kender og størrelsen kommer slet ikke til sin ret på billederne. Michael havde arbejdet meget og længe op til februar måned. Sidst han havde nydt ferie var i juni 2017 hjemme i Danmark, så han var mere end klar til at nyde det kinesiske nytår og at værftet lukkede og han og Jeppe med god samvittighed kunne holde ferie.

Det kinesiske nytår (også kaldt månenytår eller forårsfestival) falder forskelligt hvert år, lidt ligesom påske og varer i 15 dage. Og de fejrer, som ordet selv hentyder til, det nye kalenderår i den kinesiske kalender, der følger sol og måne. De bruger dog den “almindelige” kalender, som vi kender den, i det daglige. Det er en højhellig tid for kinesere og de rejser til deres hjemby og besøger familie, spiser mad og hygger sig. Det minder nok lidt om vores jul i Danmark. Butikker lukker ned ca en uge før og/eller efter og i en hel måned er landet på halvt blus. Kinesiske skoler og kindergartens lukker ned i en måned. Transporten er dog på skyhøjt blus og kinesernes rejseaktivitet bliver kaldt for verdens største folkevandring. I løbet af nytårsfejringen forventes det, at der er ca. 1 milliard kinesere, der rejser indenfor Kinas grænser.

Endelig, endelig, endelig blev det ferie og vi ventede på eén ting; at fredagen skulle gå og at vi om aftenen kl 19 kunne køre afsted med vores kufferter til lufthavnen og afsted til Thailand.

Badedyrene var ganske populære – og roden til mange grin og uvenskaber. Men sådan er det vist…

Februar skulle vise sig at være den måned, hvor Alfred begyndte at tale flydende engelsk og følte sig sikker. Lærerne havde hele tiden sagt at efter jul, så kom sproget! Og det kom. Det er så sejt at være i udlandet og kunne sende sit danske 5-årige barn op og bestille “two waters, four glasses and one dish chicken satay”!! Vores hjerter var ved at sprænges af stolthed når han rendte rundt med de andre børn på stranden og talte engelsk til dem – også selvom ikke alle var engelsktalende.
Han legede rundt med et par børn på stranden en aften vi sad på restaurant. Hele hans ansigt lyste op, da han fandt ud af at det var danske børn og at de talte dansk! Indtil februar havde de eneste dansktalende været os og Stine & co. Vi kunne klart mærke at han følte sig mere fri og legeglad. Til gengæld hyggede han sig også utroligt meget med et par drenge fra Canada, der også boede på hotellet og der blev skruet op for legeengelsk foran os. Endelig fik vi lov at høre ham tale engelsk, hvilket han ikke rigtig havde gjort indtil da.

 

Vi tog på sådan en helt ægte safari tour (vi fravalgte dog dyrene og missede heldigvis både abe- og elefantshow og elefantridning). Bilen vovede sig ud på off road kørsel – og det var virkelig off road. Vi hoppede og dansede rundt på sæderne og det var virkeligheden nok grunden til selerne.
Alfred var ikke helt tryg ved konstruktionen af sæderne på ladet af bilen og spjættede ved hver bump og nedstigning. Karla blev stille og roligt lullet i søvn og sov utroligt godt resten af turen.

Selvfølgelig kunne man sidde oppe på førerhuset og det skulle alle de andre. Vi takkede pænt nej til at starte med. Jeg kunne dog mærke at Alfred måske og jeg med sikkerhed ville ærgre os over at vi ikke prøvede. Så efter lidt overtalelse af Alfred (og far….) hoppe han og jeg op og fik dejligt mange fluer i tænderne og vind i håret.

En del af denne “safaritur” var Bedstemor- og Bedstefarstenene, som er en stor attraktion på Koh Samui. Der er faktisk heller ikke så mange interessante ting at se på øen, så det gik an.

Vi havde en virkelig skøn ferie, men helt ærligt sagt, så er Koh Samui blevet ødelagt at turisme. Desværre. Strandene er smukke, men lidt beskidte. Der er simpelthen for stort flow af turister. Og nærmest al mystik, ægthed og kultur er forduftet fra øen. Vi boede i Fisherman´s Village ved Bo Phut og det var en fin lille gade med masser af butikker, massage og restauranter. Smuk setting og livsnyderi. Gik man fem minutter ind mod land var alt væk. Vi kørte ad flere omgange til forskellige strande og det var samme indtryk vi fik dér. Drinks, musik og solcreme.

MEN! Vi havde faktisk en rigtig god ferie, fordi vi ikke havde andet for øje end at slappe af og bade. Og dét gjorde vi!

Vi tog et smut til en krokodille- og slangefarm med et spædt håb om at de behandlede dyrende nogenlunde ordentligt. Det var et ret stort hit med adrenalin i årerne og håbet om at ingen ville dø foran vores børn.

Trods “den manglende ægthed”, så var der da lidt, der pustede til følelsen af at vi var et spændende sted – og det var vi jo selvfølgelig også, det var bare anderledes end vi havde regnet med.

Efter 17 dage i et vejrmæssigt paradis med palmer, strande, pools, dejlig mad, ingen opvask, is og drinks måtte vi hjemad. Vi havde virkelig nydt at være sammen allesammen og ikke rigtig have noget på dagsordenen. Og vi kom i tanker om at vi ikke havde sit hav i knapt 7 måneder, hvilket er en ret mærkelig følelse. For man mærker det virkelig. Vinden, luften, fornemmelsen af at der er åbent og frit, et helt andet dyreliv og dermed også  anden slags mad. Frisk fisk fra havet fås ikke i Nanjing (og fisk fra Yangtze-floden smager af.. flod og mudder) så vi nød det virkelig. Maden i Thailand er simpelthen vidundelig, uhm… Vi blev helt klart bevidste om at vi er heldige at vi blot skal køre max en times tid for at kunne se hav – uanset hvor man befinder sig i Danmark.
Og den rene luft i Thailand fik vi trukket helt ud i samtlige alveoler inden vi skulle med flyveren hjem til Nanjing og startede flyveturene i Koh Samui lufthavn kl 22 og næste flyvning i Bangkok lufthavn kl 03. Men uden at tøve var de 17 dage det hele værd!

Endnu en måned var gået som expat og det føltes nu meget godt at “komme hjem til Kina”, som Alfred sagde med julelys i øjnene. Heldigvis var vi alle fire spændte på at komme hjem igen og glædede os til at komme tilbage til arbejde, skole og vuggestue, vores venner, hjemmelavet mad og hverdagen. Og jeg følte mig vældig integreret, da jeg kom tilbage til grøntmarkedet og mine damer sagde velkommen hjem og fortale at de troede at vi var rejst tilbage til vores hjemland.

 

Som altid; TAK fordi du læser med…!