Familiedate, store skibe & “anderledes” snacks. Marts 2018.

Marts. Hverdag. Hyggeligt.

Af en eller anden grund finder jeg det næsten skammeligt at der ikke er fest, farver og fuldkommen unikke oplevelser mindst én gang om ugen. Man bor jo i Kina…! Ja, men vi må jo nok så småt indse at når man flytter til et andet land bliver det også helt almindelig hverdag, selvom det er i mærkelige Kina. Der går småbørn, arbejde og madlavning i den. Og det er okay. Det er nok også nødvendigt. Vi oplever selvfølgelig en masse sjove og spændende ting, men det gør man jo også når man tager bus 5A fra Bellahøj til Rådhuspladsen. Små ting, hvor man smiler, ryster på hovedet og til tider kan få en sjov fornemmelse i maven over at man var heldig (eller uheldig) at opleve det. Noget vi måske husker eller glemmer, undrer os over eller giver os en aha-oplevelse.  Noget, der får os til at tænke over hvad vi selv gør og måske kan gøre bedre. Noget, der bare er skægt og noget, der får os til at føle os heldige og taknemmelige…

Stålskinneforretning.
Bagved blomstermarkedet sad børn, som havde fået fri fra skole.
De ser forsømte ud, men årsagen til jeg fandt dem var at de klukkede og grinede højt og havde det så hyggeligt bagved mors og fars arbejde.
Rules are meant to be broken – as usual.

Som altid bliver jeg nødt til at vise lidt fra Alfreds skole.  Jeg har skrevet det før, men det er virkelig en god skole. Det skulle den jo også gerne være til dén pris…. Men Michael og jeg har ofte talt om at vi nok ikke kunne ønske os bedre forhold for Alfred. Vi vil ansøge om plads til Karla fra januar 2019, som er 2. semester på skoleåret. Vi håber at de kan finde plads til hende… Der er kun 20 pladser og disse er allerede optaget fra skoleårets start i september 2018. Så hvis der skal være plads til Karla skal nogen andre rejse og hun skal være først på ventelisten til Pre-K… Det er lidt ligesom at håbe at nogen snart dør, så man kan få en plejehjemsplads…..

Alfred på skolens legeplads med sine venner Irene, Reggie og Helena.
Vi fik (desværre) endnu engang besøg af Bongo. Vi  valgte at blære os med Thailand-turen, vi netop var kommet hjem fra. Der skete nemlig intet spændende i vores hverdag i de 4 dage, Bongo var hos os. Så jeg hjalp Alfred med at snyde og  forberedte ham allerede til livet på de sociale medier og vise det fede liv frem i stedet for den almindelige hverdag…
Og Alfred syntes det var fantastisk at vise sine sider frem for klassen.
Endnu et projekt, der prydede gangen på skolen. Denne gang med Kandinski som inspiration.
Alfreds klasse i foråret 2018. Når han skal i K2 vil alle børnene, der skal i K2 blandes. De fordeles dog ikke tilfældigt i deres nye klasser, idet Pre-K/K1-lærerne (de underviser kun Pre-K/K1 og følger ikke med til K2), sætter sig sammen og kigger på venskaber, dynamik, sprogfærdigheder, osv. Sådan fungerer det i alle klasser på alle klassetrin. Der er tre spor på hvert klassetrin og første skoledag er spændende hvert år, idet man altid får nye klassekammerater og klasselærer.
Der var Dr. Seuss-tema og man gennemgik samtlige historier og emneugerne kulminerede i udklædning og en masse sjov.
Silkeormprojektet, som har strukket sig over flere måneder. De er på nuværende tidspunkt kæmpe store og fede. Da de var denne størrelse skulle de fodres to gange dagligt og mrs. Karen havde haft dem med hjemme i nytårsferien – altså i omkring en måned. Hver weekend og småferier, der har været siden de klækkede har hun passet og plejet dem, taget dem med hjem og taget billeder af dem og lagt på Seesaw, forældreintra. Og børnene er vilde med det. Alfred har store følelser for sine silkeorme og nærer dyb omsorg for dem.

Alfred og han gode ven Tomie, som også bor i vores compound.

Karlas kindergarten eller vuggestue er super fin, men hun bliver så røvforkælet der. Man opdrager meget anderledes i Kina og det dér med at dele og få nej, det er ikke implicit. Og det skal Karla altså have. Hun får så meget opmærksomhed at hun næsten ikke kan tåle mere. Det engelske ord for at blive forkælet er godt valgt… Spoiled.  Yes, vi holder meget godt fast i vores dejlige, lille madame for ellers bliver hun vild nok. Lidt for vild nok, tænker jeg….  Men hun er samtidig bedårende og utroligt charmerende. Heldigvis.
De kinesiske børn, jeg har mødt og set har ofte haft noget mindre selvstændighed og vilje. Min mors mand var noget bekymret og undrende, da de besøgte os i december: “hvad gør de ved deres børn…??? De virker dopet…”. Ja, det gør de faktisk til tider.
Generelt finder Michael og jeg kinesernes opdragelse meget kontrastfuld. Stor kærlighed og servicering, samtidig med streng disciplin, lydighed og skæld-ud.  Meget få børn er ligesom Tina på billedet nedenfor. Hun er fjollet, taler enormt meget og tuller rundt – ja hun minder nok egentlig lidt om Karla. Hendes mor arbejder i Karlas kindergarten.

Karla med sine yndlingspiger i kindergarten, Keer, Tina og Susan.

Jeg kan virkelig ikke sætte min finger på hvad man gør for at få de her børn til bare at sidde og kigge ind i scootertæppet, hvor deres ansigt er dækket, når de sidder på scooteren mellem benene på mor eller far og ikke skal fryse. Eller når de til tider bare står og kigger uden at løbe rundt på togstationen – selvom de har ventet i 10 (!!) minutter. Eller når de stille og roligt sidder pænt på linje på gulvet eller på en stol og leger. Der hamres sjældent rundt med biler eller smadres byggeklodser.  Generelt handler mange ting omkring børn at få dem til at sidde eller stå stille, gå  eller stå på række. Men det bliver man vel nok også nødt til når man er mange mennesker i et land.
I Karlas kindergarten går man også meget op i at børnene skal sidde stille, lege roligt, være lydige og ordentlige og gå, stå og sidde “in a line”. De er glade forsætningen “in a line, please!”. Og det er nu også rigtig fint. Måske er initiativniveauet generelt lidt lavere end vi er vant til i Danmark. Men det ville nok heller ikke fungere hvis alle var iværksættere, selvtænkende og initiativtagere. Så ville der være mange kokke om maden og der ville formentlig være mange arbejdsløse, fordi man ikke gad tage et job som flagholder i forbindelse med vejarbejde, bladfejer eller frugt- og grøntsagsvægtsbetjener i Suguo.

Heldigvis er opfordrer man også til nysgerrighed, kropsbevisthed og motorik i Karlas kindergarten.

Man bliver fuldkommen blød om hjertet, når man modtager sådan et billede fra læreren….. Jeg er så lykkelig for at se at Karla kan have det så sjovt i sin klasse!

Årsagen til at jeg skriver “kindergarten” er ikke at jeg er blevet mega international og “ikke can huske what det heddr på daaansk”, men at det er noget andet end en vuggestue. Man kan starte når man er fyldt 2 år og gå i hele vejen til grade 1, hvor man gerne er 6-7 år. Man går i skole, modtager undervisning og har skemalagte dage. Der er selvfølgelig også leg, men det er gerne tilrettelagt.
De dage, hvor der har været arrangementer på ESI (Eternal Sea International Kindergarten) har der været et program, der lød lignende;

8:30-8:32 Welcome
8:33-8.36 Wheels on the Bus
8:37-8:54 Snack (hvilket gerne er en kiks med chokolade og vaniljecreme eller lignende..)
8:55-8:58 Head, Shoulders, Knees and Toes
Osv….

Og det er ikke overdrevet, jeg mener det. Men de klarer det godt, er søde og omsorgsfulde, og børnene hører efter. Lærerne formår faktisk at få børn på 2 år til at deltage og danse indøvede danse. Hver uge modtager jeg et dokument, hvor Karlas præstationer vurderes.

I Marts fik hun 3 ud ad 4 stjerner for opførelse. I februar fik hun 2.

Rapport fra februar. Det skal lige siges at Karla ikke som sådan græd, når jeg gik, men havde brug for et ekstra kram og havde brug for at lærerne havde hende på skødet, når jeg skulle gå… “A little sticky”.
Rapport efter forældresamtale i februar.
Rapport fra marts. Jeg bliver glad, men har det også lidt (ret) sjovt, når jeg hver fredag modtager disse rapporter. Jeg tager mig desværre selv i lige at se om Karla måske skulle være rykket op til 4 stjerner…..

Jeg synes de har fået ret godt fat i hvem Karla er…. Hun er, ligesom sin bror, helt sin egen og gudsketak og lov for det.

Jeg henter ofte Karla før jeg henter Alfred kl. 15 og vi kan tage på legepladsen på Alfreds skole efter skoletid. Der er som regel utroligt mange børn – hvis det ikke regner eller ikke er ulideligt varmt og fugtigt.

Smukke blomstrende kirsebærtræer i skolegården på NIS.
Snack time – most of the time. Vi har nok været der indtil lidt sent, for de fleste af børnene var nok taget hjem på det tidspunkt, hvor billedet blev taget.
Spiderweb i skolegården, der hører til primary school og op efter.

Og tour-de-legeplads fortsætter hjemme i vores compound hvis vejret er til det.

Vores to aber på legepladesen i compoundet. Vi bruger mange eftermiddage dernede, hvis krudtet ikke allerede brugt på spiderweb i skolegården…

Oftest ser jeg ikke rigtig Alfred efter vi er kommet hjem, fordi han suser afsted på sin blå cykel og drøner rundt med sine venner, der også bor her i compoundet. De har frit slag og Alfred nyder det helt sikkert. Det føles lidt som “i gamle dage”, hvor børnene havde mere frihed og måtte være ude alene – helt uden mobiltelefon og alt muligt. Det er virkelig grænseoverskridende for især mig, at han bare kører afsted og jeg ikke kan holde øje med ham. Vi må stole på at der ikke sker ham noget og at han træffer nogle fornuftige og gode valg. Han befinder sig jo inde i et beskyttet område, han har fået guidelines for hvad han må og ikke må, og hvordan han skal skaffe hjælp.
Og han føler sig så stor og fri. Det er sejt han kan jonglere rundt mellem legeplads, huse og venner. Vi har simpelthen en Royal Family forældregruppe på WeChat, hvor der tikker lignende beskeder ind omkring kl 17.30-18: “Anybody seen Alfred? Please send him home for dinner, thanks!”. Ca. 3 minutter senere kommer den lyseblå 20″ cykel ræsende med en oftest svedende og storsmilende Alfred ovenpå – med mindre han er pissesur over at skulle hjem til sin kedelige familie og spise aftensmad…

Alfred med “gutterne” i alle aldre på legepladsen i vores compound. De kan løbe rundt meget længe og lege zombie tag og de gør det gerne ofte. De store hjælper de små men det lader til at de allesammen sætter regler op for legene.
Alfred og Ciara, vores genbo, lige bagved vores have.
Alfred og Michael spiller touch rugby hver (-ish) søndag. Nogle gange kommer Karla og jeg og ser på… Karla sammen med de yngste, men bedste babysittere Jasmin og Ciara.
En af mange play dates efter skole på en ny og mega lækker legeplads (og den eneste i nærområdet). Her tager vi gerne hen, hvis der skal være lidt afveksling fra spiderweb.

Og nogle gange skal hele familien på tur – familiedate, og ikke kun for børnenes skyld. Også for de voksnes. YES! Især for de arbejdende ægtefæller er weekendarrangementer og familiedates vigtige, fordi de ikke rigtig omgås andre end kollegaer i løbet af ugen. Og en halvtræt kone. Og larmende børn. Og når man har et sæt venner, der er dejlige at bruge tid sammen med, har børn på omtrent samme alder og som gerne vil se de samme ting, så drager man afsted til Purple Mountain i Nanjing centrum – bevæbnet med klapvogne, gode sko, snacks og en helvedes masse tålmodighed.

Alfred og Carlotta i metroen.
En dreng i metroen. Barn eller ej, så kan man godt have sådan en fed jakke på. Only in China.. I Kina går mænd aldrig med grøn hat (nej, hvorfor skulle man dog også det?!??!), fordi der er et ordsprog, der siger at når en mand har grøn hat på, så er hans kone ham utro.
Rules are meant to be broken – as usual.
En flot tur op ad Purple Mountain i kabelbanen.
Familien Wieck-Mesarosch.
Forureningen gav et flot sløret udtryk. Vi kunne faktisk næsten ikke se udsigten da vi kom op til toppen…
Snack time – most of the time.
Det bliver ikke meget bedre. Vi er så taknemmelige for vores familiedates med Giversen Kay- familien og familien Wieck-Mesarosch. Her står vi på toppen af bjerget med udsigt til en flot, grålig dis. Den var ikke brun, så det var altid noget!

Og efter en dejlig dag drog vi mod Royal Family Garden, bestilte mad, smed en film på playstationen og drak vin til sent om aftenen. Sådan.

Lidt hverdag på stribe:

Jeg tror han mangler lidt afstivere i hans tag til scooteren..
Karla vokser sig stor…. Hun kom hjem med en smuk fletning og havde siddet ganske, ganske stille, mens håret blev redt og sat. Så det var beviset at hun faktisk kan sidde stille!

Perlepladeproduktion.
Alfred og han evige kærlighed Clara fra børnehaven i Danmark, der facetimede. Alfred var meget glad, selvom samtalen endte lidt hurtigere og mere brat end vi voksne nok ellers ville have gjort.
Kø til afhentning i kindergarten ved lukketid kl 15.50.
Min første vagt som skolesygeplejerske. Tænk, jeg tjent mine egne penge og var på arbejde i hele 8 timer! Jeg har været der et par gange siden og det er ganske hyggeligt, anderledes og faktisk en lille smule travlt med alle de vilde børn, der smadrer knæ og skærer sig på pap!
Når man får nye gummistøvler fra Taobao til 35 kr. skal man selvfølgelig have dem på og hygge med sin elskede far.
Så kan man sådan rigtig lære at tale Google translate engelsk.
– “Åh, jeg sådan lidt stresset i det…”, – “Bare tag det roligt; smør dig med denne creme og så smelter stressen væk!”
To af vores fjernbetjeninger herhjemme. Vi kender lige akkurat de få knapper, vi skal bruge og er virkelig på den, hvis vi kommer til at trykke på noget forkert…. Der findes oversætter-apps på telefonen, så man kan oversætte direkte fra billedet, men det er ikke altid en hjælp. Nogle gange er ordene komplet uden kontekst og super sjove. Jeg fik engang en oversættelse der lød; “my three shoulders”….. Og det havde intet med kroppen at gøre.

Som mange nok har (berettiget) fordomme omkring, så har kinesere nogle funny snacks… De har mange street kitchens med grisefødder, man kan gnave af, blæksprutter med dinglende arme på spyd og hønsefødder, sprøde og stegte, som hvide, bløde og kogte. Og de har mange snacks i supermarkedet i poser og vacuumposer. Der er et kæmpe udvalg!

Lille udsnit af det store udvalg. Generelt bare virkelig “anderledes” snacks. Alt er selvfølgelig separat pakket nede i posen.
Sprøde andetunger. Jeg elsker at de har tegnet anden helt nuttet.
Vacuumpakket kyllingelår. Det kan spises direkte fra pakken og ligger ikke på køl.

Der er mange flere og jeg må nok få husket at tage nogle billeder af det – for jeg tror vi vil komme til at glemme, hvor “anderledes” disse snacks er. Og der er mange flere end det, jeg allerede har taget billeder af….. Det er vildt hvor meget plastik, de bruger til at pakke det ind. De pakker alt ind i plastik, alt… En pose i en pose, som så har mindre poser, som nødder, rosiner eller lignende er pakket ind i. Og det mest pudsige er, at de små snackposer ofte er så små, at man skal spise et par poser for at få fornemmelsen af faktisk at have fået en snack.

Seperat vacuumpakkede pølser i cocktailpølsestørrelsen. Og selvfølgelig behøver de ikke ligge på køl.
Jeg tror det er æg. Men jeg ved det ikke. Sorte klatter i vacuumindpakning.
Der er generelt mange, mange meter af montre med lignende pakker. Man fylder en plastikpose og får indholdet vejet. Der er mange forskellige priser, så man skal helst bruge så mange plastikposer som muligt.
Jeg tror det er en hønsefod.

Pølser, som en bekendt havde købt. Jeg har endnu ikke vovet mig ud i det.
Pose i en pose. Og virkelig uden formål.
Andesnacks.
Til venstre de indbydende sprutter med dinglende arme på spyd.
Andesnacks. Der er gerne masser af skraldespande, der er fyldt med pinde fra disse snacks. Man får gerne omkring 7-10 sticks ad gangen og de er så stærke at man begynder at hoste når man passerer biksen.

Når der rigtig skal sparkes gang i husmoderen på 3-1 Yifeng Yuan i jin ling jia tian (Royal Family Garden), så smutter jeg en sjælden gang afsted på sightseeing i løbet af dagen. Jeg gør det nok alt for sjældent og jeg kan godt kede mig lidt midt i indkøb, madlavning og aflevering/afhentning af børn. Ganske enkelt fordi det er det samme og det samme, og fordi det tager lang tid og er lidt besværligt. Jeg skal i hvert fald trække vejret en ekstra gang, når Karla igen, igen ikke gider gå fra Alfreds klasselokale og småhysterisk og modvilligt slæber sig de 500 meter, der er fra klasselokalet til parkeringspladsen, hvor scooteren holder. Ideér og velvilje fra min side til at få Karla til at gå med mig kan snart ligge på et lille sted og jeg bliver bare rigtig glad, når Karla selv finder på at lege hund eller løber skriggrinende mod udgangen, når jeg leger kyssemonstret.

I marts fik jeg den strålende idé at Maria, Ellen og jeg skulle tilslutte os de fleste kinesere i Najning og tage til Purple Mountain for at se de blomstrende kirsebærtræer på Plum Blossom Hill.

Ellen og Maria.
Purple Mountain er et kæmpe område i midten af Nanjing. Et af de mest populære steder i foråret er Plum Blossom Hill, hvor der er tusindvis af kirsebærtræer og der er utroligt mange mennesker, der tager mange billeder!
Et sæt af de mange dyr på Sacret Path.
Magnolietræerne stod så smukt.
En af mange photosessions. De var højlydte og snakkede, som var de uvenner, grinte og havde det vidunderligt sjovt. De var skønne at se på og vi grinte med dem.
Det er åbenbart en ting, man gør her. Man tager et sted hen og bruger en god portion tid på at få det helt perfekte billede. Man skal holde fast i en gren, når man får taget billeder. Og det er generelt for alle, der poserer foran træerne. Vi bemærkede at mange af kvinderne havde tørklæder, gerne røde, med og tog dem på ifm photoshoot.

Endelig fik vi muligheden for at se hvad Michael render og pønser på. Vanvittigt imponerende og mega stort. Ja, jeg skrev mega stort, for det er det.

Michaels kontor, som han deler med 5 fra sight teamet. Altså, der er flere borde i lokalet end disse to, som er Michaels og Jeppes.

Det obligatoriske familieselfie.

Skibet er vokset en del siden dette billede blev taget og er på nuværende tidspunkt (altså 2 måneder efter….) fuld længde, altså 234 meter langt.
Tre meget stolte mennesker. Vi syntes det var ret overvældende at se værftet og det store skib, Michael “bygger”.
Skibet lå på daværende tidspunkt i dok med vand, idet det skulle flyttes i dokken. Et andet skib fra en anden ejer var netop sejlet ud samme dag, vi besøgte værftet. Så vidt jeg husker, var der 9 meter dybt vand under overfladen.
Sjakket, der tager sig en kort pause. Der blev kigget lidt, da vi fire kom slændrende forbi….

Alting var og er i en helt anden størrelsesorden end man er vant til. Man kan ikke rigtig forestille sig det uden man har været der eller et lignende sted. Højt oppe, langt nede, store gåafstande og masser af maskiner og værktøj. Det var ret sejt at være der – også selvom vi vist ikke helt måtte med børnene. Jeg kan så godt forstå at Michael brænder for dette og knokler så meget, som han gør. Det må være sejt at have mulighed for at være med til at bestemme alt fra møbler til stikkontakter, køkkenets design til farve på gardiner, indretning i maskinen, hvilke moduler, der skal være i computersystemet, der styrer motorerne, kloakken, vandbeholdningen, og så videre, og så videre. Hvilke maskindele, der er i god nok kvalitet, hvad, der skal fornys i forhold til ældre skibe og hvorfor man skal kunne afblæse alarmer, der hvor alarmen “kommer fra” og at man ikke skal slukke den langt væk fra det reelle problem.
Der er meget, meget mere, og jeg aner intet om det. Jeg ved bare at Michael kan komme glad, træt, opgivende, optimistisk, undrende og smågrinende hjem fra værftet, fabriksbesøg, møder eller hvor han ellers har befundet sig i løbet af dagen. Jeg er oprigtigt imponeret over at han ved så mange ting, har kendskab til så mange regler og forhold, og i en alder af sølle 33 år har så stor en rolle i et nybygningsprojekt.

På Alfreds skole var der endnu engang samtaler, men denne gang kun hvis lærerne fandt det nødvendigt. Jeg tror ikke mange PreK/K1/K2-lærer fandt det nødvendigt at få så mange forældre og børn til samtale, så måske blev dagen brugt til “at komme i bund” med arbejdet eller oprydning af klasselokalerne i de små klasser. Ikke desto mindre var al undervisning aflyst for dagen og Alfred og jeg tog på mor-søn-tur.

Mor og søn-dag til Xuanwu Lake.
Selfies er et stort hit her – vi prøver at gøre kineserne kunsten efter. Og ved du hvad..? Det er faktisk virkelig hyggeligt. Vi blev i hvert fald rigtig gode venner med pigen i baggrunden med de runde briller, der syntes Alfred var helt vidunderlig og brugte det meste af turen på at kigge på ham. Ved alle seværdigheder finder man disse store “golfbiler”, som man kan betale sig til at fragte én rundt, så man ikke behøver at gå og bruge sine ben.

Skolebørn på tur.

Som altid har jeg mindre udvalg af billeder af køretøjer. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at kigge på de formidable eksempler på hvordan man kan transportere ting og på hvilke køretøjer.

En kvinde med et vejrmæssigt smart køretøj.
Pakkepost.
Papskrald.

Pakkepost.

Fyraften og på vej hjem i firmabilen.

Jeg har en særlig forkærlighed for de trehjulede scootere/motorcykler – især fordi de ofte pakkes fuldkommen vanvittigt.

Der er faktisk en trehjulet scooter/motorcykel nedenunder.

En mindre type af de trehjulede. Den kan selvfølgelig også pakkes til bristepunktet og så liiige lidt mere.

Det her er måske en af de længste lastbiler, jeg har set på almindelig vej. Den havde meget store vanskeligheder ved at komme rundt om hjørnet. Førerhuset legede gemmeleg foran papkasserne, da jeg tog billedet, og chaufføren fik styret hele molevitten afsted uden materielt tab eller at nogen blev skadet.

Og rosinen i pølseenden, kirsebæret på toppen, prikken over i´et og den store finale;  en scooter…. på en scooter.

Man kan selvfølgelig sagtens transportere en scooter på en scooter.

Sådan, så var marts forbi. Veloplevet og velnydt.

Men der manglede bare lige det sidste…..

Den 30. marts tog vi en smuttur med to flyvere.

14 timers flyvning i vente og fire spændte maver. Første besøg hjemme i Danmark siden vi flyttede til Kina. 7 måneder uden leverpostej, vores familier på hjemmebane, venner og at køre i bil selv.

For pokker, vi glædede os og for pokker, hvor var det en skøn uge i april.

Vi opdagede at vi faktisk havde savnet at være i Danmark, at vores venner havde været væk fra os længe, og at der i det hele taget er ret så dejligt i vores hjemland.
Men vi opdagede også at vi er glade for Kina, at vi er mega seje og vi kan være stolte af og glade for at vi har gjort dét her…

Mere om det i april-indlægget.

Som altid det uforglemmelige; TAK fordi du læser med….

2 meninger om “Familiedate, store skibe & “anderledes” snacks. Marts 2018.”

  1. Mormor er stolt og ja I er pisseseje, specielt dig Lotus! Du skal ha familien til at fungere på alle måder. Børn op og afsted, handle, lave mad og så hente to krudtunger som kræver en del opmærksomhed, fordi de nu engang er dine børn Du skal osse være “tovholder” for Jeres socialeliv og så osse Michaels kone!! Det er stort og meget ansvar. Tror ikke folk kan tænke sig til hvor meget arbejde det kræver bare at handle i Kina. Det tager jo forever. Jeg er en meget meget stolt mor

    1. TAK mor, det var rigtig sødt skrevet. Vi har alle fire hver vores rolle herude. Vi er nu ret seje

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.