Familiedate, store skibe & “anderledes” snacks. Marts 2018.

Marts. Hverdag. Hyggeligt.

Af en eller anden grund finder jeg det næsten skammeligt at der ikke er fest, farver og fuldkommen unikke oplevelser mindst én gang om ugen. Man bor jo i Kina…! Ja, men vi må jo nok så småt indse at når man flytter til et andet land bliver det også helt almindelig hverdag, selvom det er i mærkelige Kina. Der går småbørn, arbejde og madlavning i den. Og det er okay. Det er nok også nødvendigt. Vi oplever selvfølgelig en masse sjove og spændende ting, men det gør man jo også når man tager bus 5A fra Bellahøj til Rådhuspladsen. Små ting, hvor man smiler, ryster på hovedet og til tider kan få en sjov fornemmelse i maven over at man var heldig (eller uheldig) at opleve det. Noget vi måske husker eller glemmer, undrer os over eller giver os en aha-oplevelse.  Noget, der får os til at tænke over hvad vi selv gør og måske kan gøre bedre. Noget, der bare er skægt og noget, der får os til at føle os heldige og taknemmelige…

Som altid bliver jeg nødt til at vise lidt fra Alfreds skole.  Jeg har skrevet det før, men det er virkelig en god skole. Det skulle den jo også gerne være til dén pris…. Men Michael og jeg har ofte talt om at vi nok ikke kunne ønske os bedre forhold for Alfred. Vi vil ansøge om plads til Karla fra januar 2019, som er 2. semester på skoleåret. Vi håber at de kan finde plads til hende… Der er kun 20 pladser og disse er allerede optaget fra skoleårets start i september 2018. Så hvis der skal være plads til Karla skal nogen andre rejse og hun skal være først på ventelisten til Pre-K… Det er lidt ligesom at håbe at nogen snart dør, så man kan få en plejehjemsplads…..

Karlas kindergarten eller vuggestue er super fin, men hun bliver så røvforkælet der. Man opdrager meget anderledes i Kina og det dér med at dele og få nej, det er ikke implicit. Og det skal Karla altså have. Hun får så meget opmærksomhed at hun næsten ikke kan tåle mere. Det engelske ord for at blive forkælet er så godt valgt… Spoiled.  Yes, vi holder meget godt fast i vores dejlige, lille madame for ellers bliver hun vild nok. Lidt for vild nok, tænker jeg….  Men hun er samtidig bedårende og utroligt charmerende. Heldigvis.
De kinesiske børn, jeg har mødt og set har ofte haft noget mindre selvstændighed og vilje. Min mors mand var noget bekymret og undrende, da de besøgte os i december: “hvad gør de ved deres børn…??? De virker dopet…”. Ja, det gør de faktisk til tider.
Generelt finder Michael og jeg kinesernes opdragelse meget kontrastfuld. Stor kærlighed og servicering, samtidig med streng disciplin, lydighed og skæld-ud.  Meget få børn er ligesom Tina på billedet nedenfor. Hun er fjollet, taler enormt meget og tuller rundt – ja hun minder nok egentlig lidt om Karla. Hendes mor arbejder i Karlas kindergarten.

Karla med sine yndlingspiger i kindergarten, Keer, Tina og Susan.

Jeg kan virkelig ikke sætte min finger på hvad man gør for at få de her børn til bare at sidde og kigge ind i scootertæppet, hvor deres ansigt er dækket, når de sidder på scooteren mellem benene på mor eller far og ikke skal fryse. Eller når de til tider bare står og kigger uden at løbe rundt på togstationen – selvom de har ventet i 10 (!!) minutter. Eller når de stille og roligt sidder pænt på linje på gulvet eller på en stol og leger. Der hamres sjældent rundt med biler eller smadres byggeklodser.  Generelt handler mange ting omkring børn at få dem til at sidde eller stå stille, gå  eller stå på række. Men det bliver man vel nok også nødt til når man er mange mennesker i et land.
I Karlas kindergarten går man også meget op i at børnene skal sidde stille, lege roligt, være lydige og ordentlige og gå, stå og sidde “in a line”. De er glade forsætningen “in a line, please!”. Og det er nu også rigtig fint. Måske er initiativniveauet generelt lidt lavere end vi er vant til i Danmark. Men det ville nok heller ikke fungere hvis alle var iværksættere, selvtænkende og initiativtagere. Så ville der være mange kokke om maden og der ville formentlig være mange arbejdsløse, fordi man ikke gad tage et job som flagholder i forbindelse med vejarbejde, bladfejer eller frugt- og grøntsagsvægtsbetjener i Suguo.

Heldigvis er opfordrer man også til nysgerrighed, kropsbevisthed og motorik i Karlas kindergarten.

Årsagen til at jeg skriver “kindergarten” er ikke at jeg er blevet mega international og “ikke can huske what det heddr på daaansk”, men at det er noget andet end en vuggestue. Man kan starte når man er fyldt 2 år og gå i hele vejen til grade 1, hvor man gerne er 6-7 år. Man går i skole, modtager undervisning og har skemalagte dage. Der er selvfølgelig også leg, men det er gerne tilrettelagt.
De dage, hvor der har været arrangementer på ESI (Eternal Sea International Kindergarten) har der været et program, der lød lignende;

8:30-8:32 Welcome
8:33-8.36 Wheels on the Bus
8:37-8:54 Snack (hvilket gerne er en kiks med chokolade og vaniljecreme eller lignende..)
8:55-8:58 Head, Shoulders, Knees and Toes
Osv….

Og det er ikke overdrevet, jeg mener det. Men de klarer det godt, er søde og omsorgsfulde, og børnene hører efter. Lærerne formår faktisk at få børn på 2 år til at deltage og danse indøvede danse. Hver uge modtager jeg et dokument, hvor Karlas præstationer vurderes.

I Marts fik hun 3 ud ad 4 stjerner for opførelse. I februar fik hun 2.

Jeg synes de har fået ret godt fat i hvem Karla er…. Hun er, ligesom sin bror, helt sin egen og gudsketak og lov for det.

Jeg henter ofte Karla før jeg henter Alfred kl. 15 og vi kan tage på legepladsen på Alfreds skole efter skoletid. Der er som regel utroligt mange børn – hvis det ikke regner eller ikke er ulideligt varmt og fugtigt.

Og tour-de-legeplads fortsætter hjemme i vores compound hvis vejret er til det.

Oftest ser jeg ikke rigtig Alfred efter vi er kommet hjem, fordi han suser afsted på sin blå cykel og drøner rundt med sine venner, der også bor her i compoundet. De har frit slag og Alfred nyder det helt sikkert. Det føles lidt som “i gamle dage”, hvor børnene havde mere frihed og måtte være ude alene – helt uden mobiltelefon og alt muligt. Det er virkelig grænseoverskridende for især mig, at han bare kører afsted og jeg ikke kan holde øje med ham. Vi må stole på at der ikke sker ham noget og at han træffer nogle fornuftige og gode valg. Han befinder sig jo inde i et beskyttet område, han har fået guidelines for hvad han må og ikke må, og hvordan han skal skaffe hjælp.
Og han føler sig så stor og fri. Det er sejt han kan jonglere rundt mellem legeplads, huse og venner. Vi har simpelthen en Royal Family forældregruppe på WeChat, hvor der tikker lignende beskeder ind omkring kl 17.30-18: “Anybody seen Alfred? Please send him home for dinner, thanks!”. Ca. 3 minutter senere kommer den lyseblå 20″ cykel ræsende med en oftest svedende og storsmilende Alfred ovenpå – med mindre han er pissesur over at skulle hjem til sin kedelige familie og spise aftensmad…

Og nogle gange skal hele familien på tur – familiedate, og ikke kun for børnenes skyld. Også for de voksnes. YES! Især for de arbejdende ægtefæller er weekendarrangementer og familiedates vigtige, fordi de ikke rigtig omgås andre end kollegaer i løbet af ugen. Og en halvtræt kone. Og larmende børn. Og når man har et sæt venner, der er dejlige at bruge tid sammen med, har børn på omtrent samme alder og som gerne vil se de samme ting, så drager man afsted til Purple Mountain i Nanjing centrum – bevæbnet med klapvogne, gode sko, snacks og en helvedes masse tålmodighed.

Og efter en dejlig dag drog vi mod Royal Family Garden, bestilte mad, smed en film på playstationen og drak vin til sent om aftenen. Sådan.

Lidt hverdag på stribe:

Som mange nok har (berettiget) fordomme omkring, så har kinesere nogle funny snacks… De har mange street kitchens med grisefødder, man kan gnave af, blæksprutter med dinglende arme på spyd og hønsefødder, sprøde og stegte, som hvide, bløde og kogte. Og de har mange snacks i supermarkedet i poser og vacuumposer. Der er et kæmpe udvalg!

Der er mange flere og jeg må nok få husket at tage nogle billeder af det – for jeg tror vi vil komme til at glemme, hvor “anderledes” disse snacks er. Og der er mange flere end det, jeg allerede har taget billeder af….. Det er vildt hvor meget plastik, de bruger til at pakke det ind. De pakker alt ind i plastik, alt… En pose i en pose, som så har mindre poser, som nødder, rosiner eller lignende er pakket ind i. Og det mest pudsige er, at de små snackposer ofte er så små, at man skal spise et par poser for at få fornemmelsen af faktisk at have fået en snack.

Når der rigtig skal sparkes gang i husmoderen på 3-1 Yifeng Yuan i jin ling jia tian (Royal Family Garden), så smutter jeg en sjælden gang afsted på sightseeing i løbet af dagen. Jeg gør det nok alt for sjældent og jeg kan godt kede mig lidt midt i indkøb, madlavning og aflevering/afhentning af børn. Ganske enkelt fordi det er det samme og det samme, og fordi det tager lang tid og er lidt besværligt. Jeg skal i hvert fald trække vejret en ekstra gang, når Karla igen, igen ikke gider gå fra Alfreds klasselokale og småhysterisk og modvilligt slæber sig de 500 meter, der er fra klasselokalet til parkeringspladsen, hvor scooteren holder. Ideér og velvilje fra min side til at få Karla til at gå med mig kan snart ligge på et lille sted og jeg bliver bare rigtig glad, når Karla selv finder på at lege hund eller løber skriggrinende mod udgangen, når jeg leger kyssemonstret.

I marts fik jeg den strålende idé at Maria, Ellen og jeg skulle tilslutte os de fleste kinesere i Najning og tage til Purple Mountain for at se de blomstrende kirsebærtræer på Plum Blossom Hill.

Endelig fik vi muligheden for at se hvad Michael render og pønser på. Vanvittigt imponerende og mega stort. Ja, jeg skrev mega stort, for det er det.

Alting var og er i en helt anden størrelsesorden end man er vant til. Man kan ikke rigtig forestille sig det uden man har været der eller et lignende sted. Højt oppe, langt nede, store gåafstande og masser af maskiner og værktøj. Det var ret sejt at være der – også selvom vi vist ikke helt måtte med børnene. Jeg kan så godt forstå at Michael brænder for dette og knokler så meget, som han gør. Det må være sejt at have mulighed for at være med til at bestemme alt fra møbler til stikkontakter, køkkenets design til farve på gardiner, indretning i maskinen, hvilke moduler, der skal være i computersystemet, der styrer motorerne, kloakken, vandbeholdningen, og så videre, og så videre. Hvilke maskindele, der er i god nok kvalitet, hvad, der skal fornys i forhold til ældre skibe og hvorfor man skal kunne afblæse alarmer, der hvor alarmen “kommer fra” og at man ikke skal slukke den langt væk fra det reelle problem.
Der er meget, meget mere, og jeg aner intet om det. Jeg ved bare at Michael kan komme glad, træt, opgivende, optimistisk, undrende og smågrinende hjem fra værftet, fabriksbesøg, møder eller hvor han ellers har befundet sig i løbet af dagen. Jeg er oprigtigt imponeret over at han ved så mange ting, har kendskab til så mange regler og forhold, og i en alder af sølle 33 år har så stor en rolle i et nybygningsprojekt.

På Alfreds skole var der endnu engang samtaler, men denne gang kun hvis lærerne fandt det nødvendigt. Jeg tror ikke mange PreK/K1/K2-lærer fandt det nødvendigt at få så mange forældre og børn til samtale, så måske blev dagen brugt til “at komme i bund” med arbejdet eller oprydning af klasselokalerne i de små klasser. Ikke desto mindre var al undervisning aflyst for dagen og Alfred og jeg tog på mor-søn-tur.

Skolebørn på tur.

Som altid har jeg mindre udvalg af billeder af køretøjer. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at kigge på de formidable eksempler på hvordan man kan transportere ting og på hvilke køretøjer.

Jeg har en særlig forkærlighed for de trehjulede scootere/motorcykler – især fordi de ofte pakkes fuldkommen vanvittigt.

Og rosinen i pølseenden, kirsebæret på toppen, prikken over i´et og den store finale;  en scooter…. på en scooter.

Sådan, så var marts forbi. Veloplevet og velnydt.

Men der manglede bare lige det sidste…..

Den 30. marts tog vi en smuttur med to flyvere.

For pokker, vi glædede os og for pokker, hvor var det en skøn uge i april.

Vi opdagede at vi faktisk havde savnet at være i Danmark, at vores venner havde været væk fra os længe, og at der i det hele taget er ret så dejligt i vores hjemland.
Men vi opdagede også at vi er glade for Kina, at vi er mega seje og vi kan være stolte af og glade for at vi har gjort dét her…

Mere om det i april-indlægget.

Som altid det uforglemmelige; TAK fordi du læser med….