Tarteletter, forår & meget gamle mænd. April 2018

Sidste dag i marts stod på film, sodavand og næsten ingen søvn og det var vidunderligt. Turen til Danmark varede omkring 14 timer og vi klarede det alle forrygende.

Det klassiske og næsten obligatoriske billede, når man sidder ved vinduet.

Selvfølgelig er 14 timer i et par flysæder og en mellemlanding i Frankfurt ikke ønskescenariet med to børn på 2 og 5. Men mod alle odds gik det strålende så længe deres munde var fulde af snacks og en film på skærmen, de gad at se i mere end 6,5 minut, så var alt fint og egentlig meget hyggeligt.

14 timers rejse bød på hygge, meget sparsom søvn, sodavand og et væld af snacks.Da vi ventede ved gaten i Frankfurt måtte vi minde Alfred om at her var der altså en masse mennesker, der forstod hvad han sagde. Han var meget begejstret og overrasket over at der var en ældre herre, der “var rigtig dygtig til at tale dansk”. Det var da i grunden ret sejt, det der med at kunne tale med fremmede mennesker på sit eget sprog og de alligevel forstod hvad man sagde!

Karla sov små 2 timer på første flyvning fra Nanjing til Frankfurt og Alfred holdt sig vågen i den 11,5 time, den første flyvning varede. Efter mellemlanding i Frankfurt gik begge børn fuldkommen omkuld og vi bar glædeligt deres dødvægt ud ad flyveren og ud til i hver deres lufthavnsterminal-klapvogn. Nu ventede blot bilen, som Michael havde arrangeret. Vi landede omkring kl 23 i Cph lufthavn og Michael havde selvfølgelig gjort sig umage at få biludlejningsfirmaet til at holde senere åbent, således at vi kunne afhente lånebilen. Jeg stod i terminalen med 2 børn, to låneklapvogne, vores klapvogn, 3 store kufferter og håndbaggage, fandt vinterjakkerne frem fra kufferterne og ventede på at Michael havde gået den 1,5 kilometers penge for at komme til biludlejningen. Jaaah, nu skulle vi bare hjem i seng, børnene havde sovet sparsomt, hvilket var perfekt så vi måske kunne undgå det store jetlag. Alt var arrangeret så godt, som det kunne.
Da Michael kom tilbage var han blåviolet i hovedet og af ganske få ord. Det eneste han lige kunne sige var, at det l***e-sted havde lukket og at vi ikke kunne få bilen. 23.30 stod vi så og håbede at vi kunne få fat i en taxa, der kunne have al vores baggage og at børnene sov videre. Det gjorde vi og det gjorde de. 1500 kr fattigere og en time senere kørte vi ind ad indkørslen til vores sommerhus langt ude på Lars Tyndskids marker – 23 timer efter vi stod op i Kina lørdag morgen. Endelig.

Min svigerfar havde sørget for varmeblæsere på fuld hammer og smør, ost og mælk i køleren, og min svigermor havde ordnet senge og gjort rent efter den store renovering, som vi selvfølgelig har igangsat mens vi ikke er i Danmark – der skal som sædvanligt altid være et projekt igang… Skibsprojektet er måske lige lille nok til Mr. Michael.  Så vi kunne smide børnene i deres senge og så ellers tage et smut rundt i huset, høre lydene og dufte duftene, som vi kender så godt, kigge efter mus og snegle, der måske havde bosat sig og slå et par edderkopper ihjel. Se dét er sommerhushygge.
Ganske surrealistisk og alligevel så ganske almindeligt. Michael udbrød måske 10 gange i løbet af den første halve time; “NEJ, hvor er det dejligt at være hjemme!”. Og det var det.

Vi nåede knapt nok at se os omkring før den stod på påskefrokost hos familien Klysner. En stor pærevælling af min og Michaels familie med små fætre og kusine, tarteletter, påskeæg, dansk blæst og frisk luft, sterinlys, sild og leverpostej på rugbrød. Sådan.
Det var så hyggeligt at jeg desværre slet ikke tog billeder og dermed ikke fotodokumenterede de tilstedeværende og hvilke aktiviteter, der lå for dagen. Jeg øver mig i ikke at tage billeder af alt, men nu sidder jeg og ærgrer mig over det…

De næste par dage stod på indkøb af diverse ting, vi ikke kan få i Kina, fx sko og tøj og ansigtscreme uden blegemiddel. Besøgene hos venner havde vi planlagt om aftenen. Vi nåede ikke alle, lad os sige det sådan. En uge er naturligvis slet ikke nok.

Noget, der føltes ret sjovt var at vi følte os helt frække, når vi smed toiletpapir i toilettet og frygtløse, når vi drak vand fra vandhanen. Og hvor smager frisk økologisk minimælk og Klovborg mellemlagret vidunderligt. Og vand fra vandhanen er begyndt at smage lidt mærkeligt…

Jeg har kigget i min telefon og det eneste, jeg har taget billeder af i løbet af ugen er…. børn….. Børn, børn, børn. Det vælter rundt med børn i vores vennekreds og hvor er de søde. Og store. Og nye. Og kommet ud af den blå luft mens vi har boet i Kina. Så vi har alligevel været i Kina i en baby-bagningstid…
Så kan man godt forstå at det alligevel føltes som længe siden, vi havde set folk.

Clara og Karla med fælles passion for Peppa Pig. Claras mor, Sara havde en stor, rund og dejlig mave med lille Esther indeni – den var nyt syn for os.
Lille Andrea med to meget interesserede tilskuere. Alfred syntes det var så hyggeligt at sidde med hende indtil hun var lidt kedelig efter 3 minutter. Karla kaldte Andrea en dukke. Da vi flyttede til Kina lå Andrea som en lille spunk i Cilles mave, der blot så lidt ud som om at hun havde spist lidt for meget kage. Og BUM, så var der en baby…Nyudklækkede storebror Valdemar og Alfred med fælles interesse.
Til 30 års fødselsdag hos Morten og Cecilie. Valdemar og Karla var heldige at deres mødre kom i samme mødregruppe.
Alfred blev endelig genforenet med sin “bedste ven”, Oliver. Alfred kunne næsten ikke vente med at se Oliver og var altså ikke helt tilfreds med at der skulle gå 5 dage før vi så ham efter vi ankom til Danmark.
Luna var blot en måneds penge, da vi rejste. Pludselig er den lille reje blevet til en utroligt lækker hummer, der var ret meget til at spise. Karla kunne godt mærke konkurrencen spidsede til om hvem, der ligesom var den sødeste lille pige.
Alma, Emilia og Alfred i dejlig genforening. Som alle tre børn  er vokset er der lidt mere ro på end for blot et år siden. Emilia kan dog stadig blive rasende på Alfred, der driller helt sindssygt og Alma der bare smutter ind til sig selv. Ligesom det skal være.

Til dem af Jer, der synes det er dybt uinteressant at se på andre folks børn, så ja, jeg kan godt forstå Jer… Men jeg bliver lige nødt til at vise et par billeder mere…..

Børnehavebesøg. Pædagog Anne gjorde meget ud af at få Alfred til at føle sig speciel og han fik lov at fortælle lidt om Kina. Han havde åbenbart set nogle pandaer, vi ikke har set. Og vist også en dinosaurer.

Børnehave- og vuggestuebesøget lykkedes trods varsling af strejke. For Alfreds vedkommende var det bare en skøn dag og alt var som det plejede at være. Morgensamling med sangkuffert. Alfred havde dog glemt flere af sangene og forsøgte virkelig at finde ordene. Han skulle fortælle lidt om skolen i Kina og han fortalte at nogen af hans “teachers er chinese og nogen teachers er noget andet. I ourses class er der mange forskellige kids”. Vi kunne ikke lade være med at bemærke Annes smil og let hovedrysten, da den sætning fløj ud ad munden på ham.

Karla og hendes yndlings-Dorte, der har lært Karlas underbevisthed at sige “mås”. Karla lod ikke rigtig til at huske noget som helst, men lod alligevel til at kende stedet en lille smule. Ingen af pædagogerne eller hendes gamle veninde, Ea vækkede stor opsigt hos Karla…
Rigtige drenge og flyverdragter. Ingen af delene findes sådan rigtigt i Kina….

Nogle af pigerne fra børneren, inklusiv Alfreds one and only, Clara. 

Alfreds nærmeste pædagog, da han gik der, Anne. Jeg tror de begge syntes det var dejligt at se hinanden.

Efter vild leg i klassisk dansk vintertøjsmundering var det frokosttid for børnehaven og vi gik rundt og sagde farvel. Og det var faktisk et rigtigt farvel, for dette var en måned før Alfreds venner skulle spredes ud på forskellige skoler og HFOér. Allesammen skolebørn og nu ikke længere samlet i den lille, trygge børnehave, dér på Godthåbsvej, hvor vi i mange år har gået til og fra hver dag 5 gange om ugen. Der, hvor alt, som især Alfred kendte så godt, og der hvor jeg har haft lange, sjove og hyggelige samtaler, stort som småt, med pædagogerne. Alfred rendte glad rundt og sagde farvel – gudskelov! – og jeg måtte, ligesom i slutningen af juni måned i fjor, fælde en lille tåre, sige tak for et dejligt sted og dejlige mennesker. Børnene blev hældt ind i bilen og vi kørte afsted med to meget opstemte og mættede børn, der ikke anede at de sandsynligvis aldrig vil se disse børn igen.

Man kan ikke andet end at fejre et institutionsbesøg og en tur i Magasin med et par stykker smørrebrød hos Meyers og en stor classic fadøl.

Hvor var det vidunderligt at se folk derhjemme. Når vi trådte ind ad døren hos folk, tror jeg at både Michael og jeg havde følelsen af at alt var som det plejede og det egentlig ikke var så længe siden. Og alligevel var det længe siden. Vi har gået glip af en masse i vores venners og familiers liv fordi vi har valgt at bo på den anden side af jorden.
Vores veninde, Mette, blev ved med at sige; ” Ej, men det er bare så vildt at I sidder hér i vores stue!”.  Måske er vi alligevel forduftet som dug fra solen i Danmark og har ikke været gode nok til at kommunikere med folk derhjemme. Og hvordan gør man så også lige det, hvor alle har travlt og vi ikke lige kan komme forbi til en kop kaffe og snakke om alt det almindelige, der foregår i livet. Jeg får sjældent ubekæmpelig lyst til at ringe og fortælle om min indkøbstur eller hvad jeg lavede til aftensmad igår, hvad børnene har lavet i skolen, at vi har hygget derhjemme med Lego eller Disneyfilm fordi det regnede eller at Michael har været i Wuxi på fabriksbesøg. De gode samtaler om løst og fast opstår jo oftest når man rent faktisk ses ansigt til ansigt. Og selvom vi er meget interesserede i hvad der foregår i de danske hjem, så udebliver opkaldet desværre.
Det var dejligt at kunne tale om de små ting, men det var vanskeligt at få følelsen af at vi fik fortalt “det hele”. Det føltes lidt svært at fortælle om hvordan det er og føles at bo i Kina. Og det er svært ikke at lyde bedrevidende, forkælet og verdensmandsagtig, når vi fortæller om de daglige udfordringer i mødet med den kinesiske kultur.

Så hårdt var det at være i Danmark.

Og når vi sad dér i de danske stuer, skålede med vores venner, nød det dejlige selskab og den skønne mad, kiggede på deres nye eller større børn, så føltes alt pludselig en smule fjernt, men samtidig tæt på.

Kan man sprede  sin energi og sit overskud over to kontinenter? Og kan man i det hele taget følge ordentligt med?

Jeg har fornemmelsen af at både Michael og jeg regner med at tingene er lidt på pause i Danmark – at vi ikke indgår i dagligdagens mellemregning hos vores venner og familie. At vi ikke mangler, mangler. At folk derhjemme, ligeså vidt som os, ved at vi ikke kan følge med og kommer til at misse nogle ting – en masse ting. Og selvom vores nye venner og bekendtskaber i Kina naturligvis ikke erstatter dem i Danmark, så bliver vores energi og networking primært centeret i Kina. Og når vi så er i Danmark må vi samle alt det op, som vi har efterladt for en stund og håbe at det kan tåle at få lidt støv på sig.
Og vi (nok mest jeg…) må fralægge os ansvaret for at være lortevenner og -familie, der ikke ringer og hører hvordan tingene står til derhjemme. For vores (nok mest min….) samvittighed kan ikke bære andet, og måske føler vi os mindre distancerede.

Det er en underlig fornemmelse at føle sig hjemme i to lande. Især så langt væk fra hinanden, som Kina og Danmark er. Da vi boede i lejligheden i Hillerød følte vi os også hjemme i både lejligheden og i sommerhuset, men det var noget andet. Der var forskel på at bo på anden sal og have en stor have, man lige kunne dumpe ud i. Lejligheden var beboelsesmæssigt større, men sommerhuset føltes mere frit. Det er jo naturligvis en selvfølge at man føler sig mere fri, når man tager fri og drager på miniferie i sommerhuset. Sommerhus og lejlighed kunne noget forskelligt og var to vidt forskellige rammer.

Kina og Danmark er begge en hjemlig ramme. Kina skal kunne rumme hverdagen ligesom Danmark forhen altid har gjort.  Vi har et hus i Danmark og et i Kina. Vi har venner i Kina og venner i Danmark. Kina er hjemme og Danmark er hjemme.

Farvel og vi ses til Danmark.
En meget lang flyvetur i vente. Lidt længere end vi havde forventet.

Det sjove og det “heldigvise” var at vi havde fornemmelsen af at det blev godt at komme hjem til Kina igen. Det blev godt at pakke vores kufferter ud og komme igang med det, som vi gør til dagligt. Også selvom vi endnu engang skulle sige “vi ses” til venner og familie og lide afsavn endnu et par måneder.

Frankfurt lufthavn inden afgang til Kina… Desværre blev vores afgang “forsinket” og vi fløj 20 timer efter vores oprindelige afgang…. Men lufthavnshotel og mascara fra den lokale kiosk var fint.

Hjemme i Kina igen. Hjem til solskin, lunt vejr og luftforurening. Børnene forsvandt hurtigt op på deres værelser kort efter ankomst og der var ro på igen… Hjemme…

Michaels fødselsdag. Sølle 33 år. Lagkage med købekagecreme og marcipan. Det var slet og ret den bedste lagkage, jeg nogensinde har lavet. Jeg mangler et kagefad og erfaringen med at lave marcipanoverstræk….

Som altid – dagligdagen i et par billeder:

Sightseeing på Purple Mountain. Det er et kæmpe område og vi har nok kun nået ca. 20-30% af hvad der er at se – selvom vi efterhånden har været der adskillelige gange…
Det obligatoriske familieselfie.
Jeg elsker de kinesiske tage. Den bue gør de fleste huse noget så fine.
På vej hjem far skole med tre børn. Hvem i alverden får tre børn med vilje???
Trætte børn. Anton vores nabo var som så ofte på besøg.
Karla har fået en ny veninde – og hun bor lige overfor os og går i samme klasse som Karla. Ambers mor er kineser og far fra Holland. Når Amber er på besøg taler vi kinesisk sammen. Det er stærkt!
To ret så fine damer i baghaven på den anden side af vores lille vej.
Når de ret så fine damer skal peppes lidt op…. Det er vist meget godt at Karla får lov til dette hos nogen andre, når nu hendes onde kontrolfreak-forældre ikke kan holde til det.
Når man henter ved lukketid kl 15.50 kommer klassen ud i samlet flok, hvis vejret er til det – de har forinden selvfølgelig holdt hinanden i trøjerne og gået på række.

Alfreds tredje eller fjerde tur på rulleskøjter – sådan nogensinde… Man kan hvad man vil.

Jeg forkæler mig selv engang om måneden med neglelak på tæerne. Jeg har lidt fornemmelsen af at mine tæer er længere end de flestes, at mine fødder er noget større og mine negle lidt bredere en den den almene kunde i neglebiksen. “Oooh, hên dà!”…. Ja, korrekt, jeg er lidt større end gennemsnittet, så mine fødder passer dertil….

Når man bare rigtig, rigtig gerne vil have tatziki eller creme fraishe til at lave tærte. Ja så må man bruge 8 timer på at lave mælk til yoghurt og i hvert fald en nat på at dræne yoghurten. Voilà!
Madlavning en søndag eftermiddag hos Stine og co. “Tante” Stine er altid god til at få børnene aktiveret og det viser sig jo pludselig at de faktisk kan finde ud af en masse. Alfred kan skære og rulle pizzadej ud og Karla kan.. spise…!
Solo bladfejer med sin miniscooter med gul plastkasse til bladene. Et jævnligt syn på vej til og fra skolen på vores scooter. Man skal lige huske sit her-kommer-jeg-dyt, således at han ikke bare vender sig om og vader ind foran scooteren eller svinger kosten ind i hovedet på os. Jeg tænker at der må ryge et par ansatte om året på dén regning.
Der har været den helt store renovation af Xianyin Bei Lu, som er meget af vejen, hvorpå vi kører til og fra skolen. Det har været en udfordrende fornøjelse at undvige sten, maskiner, arbejdere og huller til og fra skole. Det meste af tiden, har vi bare kørt ude på vejen sammen med biler, der kørte 60 km i timen.
Her har vi netop kørt under gravemaskinens arm. Her-kommer-jeg-dyttet havde god effekt og maskinen holdt bare lige stille mens vi kørte nedenunder. Så smart. Så behøver man ikke spærre af eller noget.
Et ikke så ualmindeligt syn. Her plantes massser af blomser og bede og de skal passes og plejes. Der kommer en blomsterhær på omkring 7-10 mennesker og efter et par timer er et bed som dette blevet anlagt – gerne i flotte mønstre.
En mega sej cykel efter min mening. De kan altså noget, de kinesere!
Metrostationen Xuezelu, som er mellem Alfreds skole og Karlas kindergarten.
Det kan nive lidt at få fingrene i klemme i metrodørene…
Når man har været på toilettet skal man lige huske at gøre skyllet rent og så kaste med spanden. Microsoft translate er vidunderligt!
Man kan nærmest ikke købe en take away kaffe uden at få den i en plastikpose. Også selvom man nærmest råber “Bú yao!” og vifter med hænderne og forsøger at forklare at man egentlig bare gerne vil sætte sig i caféen og drikke sin kaffe. Hverken i Starbucks eller andre steder finder man reelle kopper – alt er engangsservice.

Der var (heldigvis) fortsat fuld gang i maskineriet i Yizheng, hvor Jinling shipyard ligger, en times kørsel fra vores hjem i Qixia i Nanjing.

En af de to hovedmotorer.
Bemærk at der rent faktisk er mennesker, der går rundt på gangbroerne omkring motoren.
Hjælpemotor.
Der er gjort plads til den ene af hovedmotorerne.
Foragter på skibet.
Agter på skibet.
Det tredje dæk på skibet. Der er på nuværende tidspunkt bygget en del flere ovenpå.
Igen, bemærk hvor små menneskene er i forhold til dette usandsynligt store skib.
Kemitank til rensning af røggas i skorstenen, dvs. en del af det såkaldte scrubbersystem.

Kabeltromler.

April ebbede snart ud og der var en forlænget weekend i vente. Hvis man har en indeklemt hverdag mellem weekend og helligdag, så har man fri på den indeklemte hverdag. Så hvis helligdagen lander på en torsdag, så holder man fri fredag – men arbejder til gengæld om lørdagen eller søndagen i stedet. Jeg forstår ikke helt systemet og det smarte i det. I vuggestuen var de ret forbavset, da de blev oplyst at Karla blev hjemme i weekenden…
1. maj landede på en tirsdag, så Michael og Jeppe havde fri mandag, men skulle i stedet arbejde i weekenden. Men dét gør det ikke, så dermed; en miniferie.

Os som sædvanlig ville vi på Tour de Hvor-er-vi-i-verden og drog afsted i 5 timer i hurtigtoget.

En iPad kan virkelig være en redning, når man skal sidde stille i 5 timer. Jeg kan næsten høre min mors stemme sige, at børn skal kigge ud ad vinduet og se hvor man er. Fuldstændig rigtigt, og jeg kunne ikke være mere enig. Men nogle gange er det bare dejligt når de holder mund og sidder nogenlunde stille.
En lækker sovebrille. Den havde god effekt og vi kunne høre hvor dejligt, han sov.
Super velforberedte. Vi læste om hvad vi egentlig skulle på vej i toget til Xi’an…

Michael og jeg kom til at forelske os. I noget andet end Nanjing. En dejlig, smuk og stemningsfuld by med et pulserende natteliv og masser af se. Vi ved ærlig talt ikke om Nanjing har et pulserende natteliv, for vi har kun set downtown i mørke tre gange. Og det har kun været sammen med hinanden en enkelt gang i december…. Vi trænger så meget til babysitning!

Vores forelskelse groede og er ikke blevet mindre af at gennemse de vidunderlige billeder, vi knipsede løs af. Jeg tror, jeg tog måske 200-300 billeder i løbet af de 4 dage, vi var der. Dén var ikke gået med de gode gamle film á 36 billeder, som skulle fremkaldes i dyre domme og tog minimum en uge at modtage.

Xi’an. Der var to ting, som vi skulle se og det var Terracotta-hæren og det muslimske kvarter – og intet af det skuffede – tværtimod.

I skabet på hotellet. Så er man altid sikret i tilfælde af brand.
Michael beretter at disse masker uden undtagelse har befundet sig på de hotellet, han har besøgt.
Netop ankommet og tjekket ind på hotellet. Og en lækker type køretøj.
Billeder hos en fotograf. Kinesiske mænd er gentlemen når det angår tasker. De bærer gerne deres kones eller kærestes taske – også selvom det er en lyserød skuldertaske. Det må næsten være noget, man praler lidt med siden denne brudgom stolt viser sin nye kones taske frem.

Det fede ved Xi’an var at man kunne gå rundt til mange ting og stemningen var lidt anderledes en Nanjing. Det er vanskeligt at sætte en finger på det, men måske var det også bare følelsen at være på ferie og dermed gå rundt i 7 timer uden et decideret formål. Det sker jo sjældent når man render rundt i egen by.

Middagslur.
Trommetårnet, der i oldtidens Kina sørgede for at tromme ved solnedgang.
Klokketårnet, der ringede ved daggry.
Selvom man er traditionelt klædt kan man altid lige nuppe sig en burger på McDonald´s.

Jeg elsker deres alsidige brug af paraplyer og deres seje køretøjer.
Juhuu, et billede (næsten) uden børn!

Vi spildte ikke tiden og skyndte os at drage afsted til det muslimske kvarter – det blev til hele 4 gange i løbet af de dage, vi var der. Fuldkommen presset og fuld af mennesker, larm, lys, dufte, mad på pinde, underlige snacks, lugtende skraldespande med 10.000 pinde stukket ned i og et skraldehold, der ryddede hele gaden.
Det fungerede således at en mand gik foran to mennesker, der fejede. Manden fløjtede og råbte højt og fik folk til at flytte sig, således at de to fejende mennesker kunne fuldkommen cleane højre side af vejen. Efter de to fejende mennesker gik så en fjerde person og samlede de små bunker op, som de to førnævnte havde efterladt til ham eller hende. Minuttet efter kom et andet team i modsatte side. Utroligt effektivt!

Blæksprutter og krabber på spyd.

Jeg tror det var grisetæer, men i og med at vi befandt os i det muslimske kvarter må det næsten have været lamme-fødder… De ser dog lidt store ud. Det lugtede ubeskriveligt forfærdeligt – selv med sesam på….
Alfred var meget interesseret og forfærdet over disse lammeskelletter. Vi så endda kødet der blev skåret af og intet blev efterladt. Alt kan og skal spises.
Damen med hatten sover faktisk. Smadder smart lige at sidde og lade batterierne lidt op og få lidt energi til at gå ind i det muslimske kvarter, som man ser bagved hende.

En tur i tuktuk gennem det muslimske kvarters meget befærdede og snævre gader.

Og tuk tuk turen gik gennem en folkemængde og smal gade som denne!

Vagtelæg på stick.
Alfred var hooked på spydene og vi måtte være sikre på at have vand i nærheden, for de var egentlig ret stærke.
Lækre og stærke kartofler.
Spicy (!!) lammespyd.

Cigaretrulning.
Tag-selv frugt, som blev skåret og vejet for enden af køen.

Når kødet lige skal skæres hos slagteren på gaden.

En ældre herre gik ned ad rækken af mænd og gav hånd til hver og en. Anledningen kendte vi ikke, men det var meget sødt og æresfuldt.
En eller anden riskugle uden den store smag, men til gengæld dyppet i nitrogen, så den var umådelig kold. En slags ris-is, måske….

Nitrogenkugle. Det var egentlig virkelig ubehageligt at have den i munden..

Det var virkelig en fornøjelse at gå i gaderne i det kæmpe store muslimske område. Det seje er at er et område, hvor muslimerne også bor og at det ikke kun er show. De fleste skulle angiveligt kende hinanden fordi det er et lille fællesskab af den muslimske minoritet – i Danmark ville man nok have kaldt dette en ghetto og stemningen og opfattelsen af området ville nok have været en del anderledes. Her var sprudlende, sjovt, livligt, hyggeligt og dejligt.
Børnene var forholdsvis stille og fulgte med – ikke så meget fis med at rende væk, gå den anden vej og i det hele taget have hø i ørerne. For at være helt ærlig, så opførte vi os egentlig allesammen pisse dårligt overfor hinanden på denne tur. Børnene hørte slet ikke efter, væltede rundt og opførte sig lige præcis som børn er. Og vi voksne var smaddersure og skældte ud hvert andet minut. Men trods dette havde vi en ret fed tur. Jeg ved ikke hvor interessant det var for børnene at se de forskellige ting, men lidt fik de nok ud af det alligevel.
Michael og jeg har ofte talt om at vores børn ikke ved, hvor heldige de egentlig er… Men det kan vi vel heller ikke forvente af to så små børn. Men alligevel kommer trolden op i os, når vi går rundt imellem flere tuside år gamle lerfigurer og vores børn baldrer rundt og ter sig. Tæl til 10. Tæl til 20. Tæl til… Bare tæl! Og tæl så lige én gang til…. Jeg tror vi skal øve os og blive bedre til at være bedøvende ligeglade og have den samme fest som vores børn. Indtil en af dem hænger ud fra et tårn og den anden står 7 meter nede og vil gribe. Det kunne ligne dem.

Vild leg på gaden, som oftest endte i at en af dem kom til skade eller kortvarigt blev en lille smule væk.
Super indbydende skadestue. Kunne være vi skulle have truet med at tage derhen, hvis de kom til skade. Så kunne det have været at de havde gået lidt mere roligt og sikkert.
Det startede så småt da vi var i Thailand i februar – vores børn er simpelthen begyndt at være søskende.

Så blev det tid til de meget gamle mænd!

Terrakottahæren beordret fremstillet af Kinas første kejserQin Shi Huangs (260-210 f.Kr.). Man mener at han ønskede at herske i døden, som han også havde gjort i livet. Hæren er en del af kejserens mausoleum. Så denne vanvittige mand fik lavet en hær, hvor alle krigere og heste er i fuld størrelse og unikke. Alle krigere har forskelligt hår, ansigt, ører, osv. og deres uniformer repræsenterer krigernes forskellige rang. Man mener at det er sandsynligt, at terrakottasoldaterne portrætterer virkelige soldater fra Qinhæren.
Byggeriet af Qin Shi Huangdis mausoleum begyndte i 247 f.Kr. og varede i 38 år. Den mest intensive fase var fra 221-208 f.Kr. I slutfasen arbejdede i alt cirka 720.000 personer på Qin Shi Huangdis mausoleum.

Der er tre huller med krigere, m.v. Dette er det størte “hul”.

Når man står og tager billeder af hæren og så lige kigger til højre ser det således ud. Det tog også nogle minutter at komme helt frem til rælingen foran hæren…

Man fandt hæren ved et tilfælde i 1970érne, da man skulle grave en brønd og pludselig stod man med et af 1900-tallets største arkæologiske fund på omkring 15000 krigere, heste og hestevogne. Man er stadig i færd med udgravningerne, men det går meget langsomt, idet det er så skrøbeligt efter 2200 år. Hele hæren skulle være blevet udsat for vandalisme efter kejseren døde og man gjorde oprør mod hans søn, som overtog kejseriget. Derfor var det angiveligt ikke en eneste hel kriger eller hest og alt skulle være blevet restaureret. Jeg synes dog det er meget vanskeligt at finde ud af om hvor meget, man har restaureret for det har krævet en del research bare at finde ud af at alt har ligget og til stadighed ligger i små dele og stykker. Så måske må vi nok regne med at at den hær, som er udgravet og står så smukt, nok er en mellemting mellem ny Kinagammel og gammel. Jeg forstår bare ikke hvordan man har kunne finde ud af at de alle har stået med ansigtet mod øst og i krigsformation. Men arkæologerne ved nok også lidt mere end jeg…

Ikke desto mindre er det fuldkommen overvældende og godt gammeldags breath taking.

Terrakottahæren er på UNESCOs verdensarvsliste. Det vilde er, at denne kejser vist skulle være en den eneste person nogensinde, der har bygget hele to steder, der er registreret på verdensarvslisten, nemlig hæren og den 2500 km lange kinesiske mur. Man kan i hvert fald ikke klantre manden for at tænke småt.

Når man lige skal have en pause fra køen ved rælingen og udsigt til hæren.

Der trylles den dejligste og mest rolige Alfred frem, når Karla sover til middag.
Skiltet meddeler at græsset ikke må betrædes.
Hul nr. 2. Det meste man kunne se var det tag, man i sin tid byggede henover krigerne. Ved hjælp af scanninger kan man gisne at det ligger mange tusinde figurer nedenunder.
Hul nr. 3. Vi startede heldigvis med nr. 3, så nr. 2 og til sidst det storslåede nr. 1.
Det obligatoriske familieselfie.

Nogle af krigerne havde man sat op i glasmontre så man for alvor kunne se detaljerigdommen og det fantastiske i disse figurer. Vi gisner at man har samlet krigerne og at det som sådan ikke har været slået i stykker. Men  vi ved det faktisk ikke helt.

Og som sædvanligt har man kinesificeret attraktionen og besøgende har dermed mulighed for at få lavet et billede, hvor ens ansigt bliver photoshoppet og man ser ud til at være forvandlet til en vaskeægte kriger. Og de har selvfølgelig lavet to strålende eksempler:

TerraClinton-kriger.
Ja eller Kinas bedste ven, Putin…..
Ja, man må hellere operere civiliseret ved denne store stenblok, der ret formålsløst stod midt i et rum på museet ved Terracotta-hæren.

Efter 4 timer kunne ingen af os længere og vi måtte begive os den times tid der var tilbage til Xi’an by og slændre lidt rundt i de fine, smalle gader.

En rigtig mand og far.
Skraldebiler.

Da dagen gik på hæld og vi slændrede forbi en stor plads, der var netop foran vores hotel. Der er ofte mange flotte og velkonstruerede pladser i de større byer i Kina.

Det fineste springvand og selvfølgelig med lys der kan skifte farve.

Så vidt jeg kan forstå laver man morgengymnastik mange steder – også i kindergartens og på skoler. Umiddelbart minder det mig om Danmark i 1950érne, hvor man generelt dyrkede morgengymnastik og der var en dansk gymnastikguru, hvis navn jeg af gode grunde ikke kan huske.

Fællesdans. Jeg tror der var flere hundrede kvinder og få mænd.

Karla kunne ikke dy sig. Jeg har en mistanke om at de danser mange lignende danse i kindergarten….

Generelt dyrker mange mennesker dans, motion og kampsport på åben gade og det er en hel almindelig ting her. Jeg synes det er skønt og jeg elsker at de er død-ligeglade med om nogen måske syntes det er mærkeligt at de danser rundt. Det lader til at være noget, man deles om, og som alle kan få lov at fornøje sig med.

Kampsportstræning og høj musik.

Xi’an har en af de ældste, længste og mest velbevarede bymure i Kina. Den er 16 km og danner en fin firkant midt i byen – og indenfor murene ligger de gamle byggerier, tromme- og klokketårnene og det muslimske kvarter.

Vagttårn ved en af portene til Xi´ans gamle bymur.
Det obligatoriske familieselfie.
“Du skal tage billede med dem!”. De stakkels kinesiske børn har sjældent lyst til at stille sig op ved siden af vores børn og få taget billeder. Vi er slet ikke i tvivl om at samtlige kinesiske børn lærer at vestlige børn er smukke. Forældre eller andre, der tager sig af børnene, starter meget tidligt, ja allerede som spæde, med at få de små stakler til at røre ved eller tale med vesterlændninge. Især de lyse børn får ekstra positiv opmærksomhed. Uanset hvor grimt et lyst barn er, vil en kineser nok oftest betegne det som piàoliang (smuk)…
Vores børn er faktisk overraskende nok stadig søde til at stille sig tålmodigt op og mætte de sultne kineseres fotosult.
Vi kunne nærmest ikke stå stille på muren, hvis vi ville undgå at folk stimlede rundt om os (børnene) og tog billeder. En enkelt mand spurgte mig om han måtte få taget et billede med mig og  hans kone/kæreste tog så fotoet……
Man kunne lege cykler på muren og køre de 16 km rundt, som muren er. Det giver anledning til en del trafik og cykelkaos, idet førerne ikke trafikerer bedre på muren end på gaden.

Når man rigtig gerne vil have et lækkert voksenfoto og vores søn photo bomber. Alfred elsker at være “enebarn” når Karla sover til middag.
Den gamle bymur udefra. Jeg ved ikke hvor meget af den gamle mur, der var tilbage, men den var nu flot alligevel. Den var nok det, vi kalder kinesisk gammel, altså gammel, men ny.

Første maj tog vi den 5 timer lange togtur hjem igen og følte os mættede og glade for at have set lidt mere af Kina. Vi ville nok aldrig tage til Xi’an hvis vi ikke havde boet i Kina – og slet ikke med små børn.
Jeg tror det er generelt for småbørnsfamilier at de holder sig væk, for de fleste turister, vi så, hørte til den lidt mere gråhårede generation. Men uden at skulle lyde for blogger happy, så er vi faktisk taknemmelige for at vores bucket list får flere og flere “tjek”s, hver gang en miniferie byder på lidt mere snusen til dette enorme og mangfoldige land. 

TAK fordi du læser med.

Her tænker du på “Tarteletter, forår & meget gamle mænd. April 2018”

  1. Xi’an hvor ser det spændende ud, det kunne jeg tænke mig at se en dag, vildt at de har kunne bygge det.

    Kan se at Alfredo og Karlamus stadig vækker meget opmærksomhed, flot at de stadig “stiller op”.

    Lotus igen en spændende og levende beretning.
    Jeg glæder mig så meget til, at besøge jer og det spændende land igen snart.

    svigermor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.