Karantæne, dejlige Danmark og blåviolette tal på klimakontoen


En måned er nu drønet forbi vores næser alt imens regnen har silet ned udenfor og den danske vind har rusket godt i os.

Nanjing International Schools community er spredt udover hele verden, nogle er blevet i Nanjing og har hele tiden været raske. Dog har det været og er vanskeligt at finde mad og der er ”anbefalinger” om at kun en enkelt person bevæger sig udenfor hjemmet ad gangen og blot 1-2 gange ugentligt. Ingen socialisering. Gaderne har været øde, alt unødvendigt har været lukket. Madvarer har været vanskelige at få fat på og det har nok været ganske kedeligt at være hjemme den seneste måned.

Billede sendt til Michael af kollega, der hele tiden har opholdt sig i Kina. Her ser vi en person, der virkelig ikke vil smittes….
Endnu et sublimt billede af hvordan man kan beskytte sig.

I Danmark startede vi februar med at sidde indendøre, alene og uden gæster eller andet selskab. TV2 opdaterede os jævnligt med hvor mange nye tilfælde af coronasmittede, der taltes i Kina. Og jeg havde desværre ret i mit sidste indlæg; det var kun starten, da vi tog til Danmark… Vi betragtede det hele på afstand og blev hver dag bekræftet i at det var en fin beslutning, vi tog, da vi pakkede vores kufferter og drog mod nord.

Vi havde nogle ”modige” venner, der udfordrede skæbnen og var sammen med os efter blot 10 i karantæne i Danmark. Det er selvfølgelig skrevet med stor ironi, men trods Sundhedsstyrelsens manglende anbefaling om at holde sig i hjemmekarantæne, hvis man havde opholdt sig i Kina, så kunne vi ikke bære at være dem, der tog Covid19 med til Danmark og sprede til alle vores venners små børn…

Underlig fornemmelse pludselig at sidde i lejebilen og køre på danske veje uden at have glædet sig i måneder i forvejen. Og en underlig fornemmelse at sidde i sommerhuset uden at se en sjæl. For mig føltes det som spild af liv og min socialt optjente energi blev fuldstændig drænet. For mig er det, der betyder allermest når vi er i Danmark at vi ser nogle mennesker.

Alt imens vi ventede på at vi havde overstået de 14 (10) dage, tikkede alverdens restriktioner og forbehold ind på vores WeChat gruppe fra compoundet og mails fra skolen. Åbningsdatoen for skolen blev rykket igen og igen og vi har måtte indfinde os med at vores hverdag blev præget af usikkerhed og uvished. Nogle læsere sidder måske med tanken, ”jamen og hvad så…? I er jo i Danmark og har hus over hovedet…”. Jovist, men vi bor her ikke. Dette er ikke længere vores hjem-hjem. Det er vores hjem, bevares, men vi har kun 6-7 underbukser med hver, 1-2 par sko og bor sammen på et enkelt værelse og intet af det fede legetøj hjemmefra.

Og så skal man i øvrigt lave online learning for at vores børn kan være lidt på niveau med sine jævnaldrende. Det fungerede i øvrigt rigtig fint med Seesaw, som er programmet, hvor lærerne har sendt opgaver afsted til de studerende, som så har kunnet svare digitalt. Karla er blevet syltet totalt og jeg har fokuseret de 2-3-4 timers online learning om dagen på Alfred. Der har desuden været alverdens kommunikation mellem eleverne, som savner hinanden meget.

Det kræver tålmodighed og pædagogik…. Jeg kunne godt blive bedre…..

Og det er jo også en del af humlen. Vores venner – især børnenes venner. Ingen havde i sin vildeste fantasi troet at skolen ville forlænge lukning med mere end en måned – indtil videre en måned. Vi skulle have været tilbage efter kinesisk nytår 10. februar. På nuværende tidspunkt skulle skolen åbne igen midt i marts, men flere tvivler på at det kommer til at ske. Så vi håber på start april….

I WeChat-gruppen i compoundet fik vi info om at vi skulle i karantæne i hjemmet i 14 dage uden udgangstilladelse – vi måtte ikke engang handle eller gå tur med en hund (hvis man havde sådan en….). Jeg må indrømme at jeg dén dag ikke magtede mere og slet ikke kunne se mig ud af situationen. For nok får man at vide i første omgang at det er 14 dage, men reelt set ved vi ikke hvor længe de ”anbefaler” at man bliver indendøre og anmoder folk om ikke at socialisere sig. Men på den anden side vidste vi end ikke hvornår vi kunne drage hjemad til Kinaland. Og dét specifikke karantænepåbud har også ændret sig siden. Mere om dét senere.

Vi har haft meget tid sammen, det må man sige…. I Danmark har jeg flere gange fået bebrejdende og uforstående blikke, når jeg har sagt at jeg gerne vil have pause fra mine børn. En af DFDS-damerne fra Guangzhou (som er i samme situation, som os) skrev til mig at hun da elsker sine børn… Men allermest når hun også får en pause fra dem. Eller som en af de andre damer fra Guangzhou skrev: “tænk, om nogle år vil man se tilbage på denne periode som en tidhvor man havde MEGA meget tid sammen med sine børn…”. Dette var en positiv krølle på en ellers fortvivlet besked… ”Det er jo dine børn…”, siger blikkene. Ja det er det og jeg har været sammen med dem uafbrudt siden 13/12, dog med undtagelse af 14 skoledage. Jeg har sådan set også haft brug for pause fra min mand (tror det er gensidigt…!) og har draget god nytte af at Michael har været på sine babyer (skib 2, 3 og 4) i 8 dage i alt indenfor de sidste 14 dage.

Smukke Danmark

Vi har dog haft lidt over to uger, hvor vi ikke har været i karantæne – og de dage er blevet udnyttet! Vi har været i skoven, legeland og svømmehal, og set venner og familie til den helt store guldmedalje. Så meget at Alfred forleden bad om at vi ikke længere skulle besøge nogen. ”Jeg vil bare have noget fred og blive hjemme…”. Jeg synes nu vi har haft rigeligt med fred og hjemmetid i dagene/ugerne op til og efter afgang til DK…. Karla sad i bilen forleden og spurgte om vi snart skulle hjem. ”Jeg er ikke glad fordi jeg ikke er i Kina. Jeg savner mine venner”. Ja, det er jo rigtigt at det er de venner, hun selv vælger, som hun leger med i Kina. Ikke vores venners børn, som de også leger dejligt med. Og så gik det i øvrigt op for mig at Karla har boet længere tid i Kina end hun har boet i Danmark…..

“I love you, Mrs. Karen”. En tegning med det sødeste budskab fra Karla til hendes lærer.
Når man bliver sendt udenfor i haven så man lige kan dampe lidt af… Så laves der sure øjne og hugtænder på ruden. Og der kan også følge lidt spytklatter og flotte ord med på vejen.
Burkuller. Her ses Alfred skrige af sine lungers fulde kraft. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænkte på et damplokomotiv….
Fin tur til stranden.
Vind og kulde er godt for hovedet.
100 dage i grade 1 projekt.

Til gengæld har børnene fået talt så meget mere dansk end de har gjort længe. Begge er de blevet mere sikre i det danske – faktisk så meget at Alfred er begyndt at putte danske ord ind i sit engelske. Det er flere år siden det er sket dén vej. ”That is a spild of water”, som han svarede til en af hans online opgaver. Jeg elsker når vores børn navigerer i de tre sprog, de kan. Eller jeg ved sgu ikke om jeg vil sige at de kan tale kinesisk, men de forstår en del, især Karla. Karla sagde et eller andet forleden og Alfred sagde hånligt; ”ej Karla, der er jo to languages…”. Ja, fister Korrekter, dét er det.

Mens vi har været i Danmark havde jeg også dét privillegie at blive interviewet i et Mofibo podcast af damerne fra Monunity.dk (shhh, vi siger ikke jeg har kendt Sara i 10 år…..!). De ville høre lidt om dét at tage børn med at bo i udlandet og selvfølgelig hvorfor vi opholdt os i DK sådan midt i ”udesæsonen”. Sara læste introen op og det slog mig at hun læste deres ord op, som faktisk handlede om os…. Ikke fordi det skal lyde som om we are living the dream, men jeg tager stadig mig selv i at blive overrasket, når nogen omtaler os som nogle, der drager ud i verden og er modige. Jo bevares, vi føler os da nogle gange seje, men lige i øjeblikket føler vi os bare som nogen, der bare er på hold… Vi har nu ventet længe på at sekretæren husker at der sidder nogen i røret, der ligger på hendes skrivebord, mens hun havde en anden og vigtigere opgave. Vi venter på at vi kan få nogle svar, noget, vi kan forholde os til, noget, der kan planlægges og som ikke laves om.

Vi venter bare på at komme hjem.

Michael havde en returbillet til Kina 8. februar og børnene og jeg havde d. 15. februar. Først lukkede man flytrafik til Nanjing og vi blev omdirigeret til Shanghai. Dernæst blev billetterne helt automatisk aflyst fordi man stoppede flytrafik til Kina. Jamen så må vi jo blive lidt længere. Nej hov, vi er jo udlandsdanskere og så kan man ikke blive i Danmark i ubegrænset tid.

Til dåb af skib nr. 4

Tredje uge vi var i Danmark tog Michael til Sverige og gik ombord på din skibsbaby nr. 3 og sejlede til Holland, hvor han mødte sin skibsbaby nr. 4, som blev døbt. I sidste uge tog han til Tyrkiet og gik ombord på skib nr 2 og sejlede med til Trieste i Italien. Mega fed mulighed for ham at få feedback fra besætningen og se skibene i fart. Så det gav god mening og ikke kun mulighed for Michael at komme ud ad landet.

Vi valgte for en lille uge siden at booke billetter til Nanjing via Bangkok. Vi så jo gerne vi kom hjemad. Ingen fly til Kina, men vi kunne flyve direkte til Bangkok og vente på hurtigst mulige flyver til Nanjing, som var to dage efter vores ankomst til Bangkok. Men det er så hér Italien pludselig spiller os et puds…… I søndags blev det nemlig besluttet af den kinesiske stat at man sætter folk i karantæne på hotel, som bliver betalt af staten (= ris med kogte kyllingefødder og fiskehovedsuppe med fermenterede æg til morgen-, middag- og aftenmåltid og udgangsforbud fra værelset….), direkte ved ankomst til Nanjing lufthavn. ”Jamen han har jo ikke været i Italien i forbindelse med Jeres hjemrejse, så hvordan skulle de kunne vide det…?” Jo, fordi Michaels telefon har været i Italien og dermed har den registreret italiensk net. Også selvom manden blot har opholdt sig i taxaen fra skibet og direkte til lufthavnen og så til Danmark (nå jo, lige med en mellemlanding i München også….). Så vores plan om at komme videre fra Bangkok blev skudt i sænk. Men mon Danmark kunne komme på listen over hotelkarantænelande? Og vi har jo erfaring med at det ikke er så nemt igen at få fly, idet de fleste er booket og øvrige er aflyst indtil engang i april eller senere. Allerede nu skal alle folk, der har været i eller rejst igennem Italien, Japan, Sydkorea og Iran i hotelkarantæne i 14 dage. Om få dage er Tyskland nok på den liste, måske sammen med Danmark. Alle andre, der ikke har opholdt sig i Nanjing i de sidste 14 dage skal i hjemmekarantæne, dog med mulighed for selv at handle. Ingen gåture eller vennebesøg,tak.

(Speaking of nye tilfælde i Italien, München,  Danmark, m.fl.:
Hey, J.P., nu skal I måske lave et EU flag hvor stjernerne er små virusser?? Vi har jo – som jeg citerede vores Statsminister i mit tidligere indlæg – en lang tradition med satire (og angiveligt bespottelse af flag)…)

Vær så artig, J.P., den er til Jer.

Så for at undgå at blive tvunget til (slanke-) hotelkarantæne i små 14 dage har vi valgt at drage til Thailand, som planlagt og blive der indtil Michaels restriktioner (pga. Italien) er slut søndag 15. marts. Og så må vi tage vores hjemmekarantæne i 14 dage, fordi vi har været udenfor Nanjing….. Så om en måned er vi løsladt igen. Måske. Hvis en enkelt person på flyet fra Bangkok til Nanjing har feber ombord eller får det få dage efter flyvningen bliver vi indkald og anbragt på hotel i inkubationsperioden på 14 dage. Vi må satse på at ingen viser symptomer under eller efter flyvningen. Ude af vores hænder. Det må være vores mantra.

Hvis situationen i Nanjing forsætter som nu med udeblevene nye tilfælde af Covid19-smittede så kan det være at tingene så småt åbner op igen. At vi kan efterlade vores mundbind derhjemme eller bare gå rundt frit på gaderne. Måske skolen åbner før april..?

Der er flere af vores bekendte og venner, der har valgt at droppe at komme tilbage til skolen dette semester. Dem, som alligevel skal flytte til deres hjemland har indskrevet sine børn i skole og opstartet skolegang i hjemlandet. Trist at vores sidste måneder i Nanjing skal være så usikre og uvisse. Trist af vores børn ikke får presset den sidste saft og af de søde æbler, mens de kunne. Trist at projektet på værftet står mere eller mindre stille og formentlig bliver forsinket af samme grund. Det kan også betyde noget for os som familie fordi vi efter sommerferien bor adskilt fra august og indtil projektet i Nanjing er afsluttet. Trist at jeg ikke fik udnyttet at jeg havde mere tid til kinesisk undervisning og sightseeing i byen. Og trist at vi måske skal afrunde praktiske ting meget tæt på vores flytning fra Nanjing. For vi regner ikke med at der sker det store før i hvert fald april. Og min veninde skulle have besøgt os i en uge i april. Dét må vi formentlig også droppe.

Nå men alt den tristesse er da også til at kaste op over. Bare lige til slut af surhed: Gider I lade være med at købe al håndspritten, så folk, der skal hjem til Kina rent faktisk har mulighed for at få fat i det?! Jeg var desværre eén dag for sent ude; det første tilfælde af Covid19 blev konstateret i Danmark og straks er det hele satme væk… Meeeeen; fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me. Det er ligesom om jeg før har rendt rundt og ledt efter masker i Kina, fordi jeg ikke syntes det var nødvendigt og pludseligt var jeg den sidste i hele verden, der ikke havde et lager til 3 måneders forbrug.

Mange familier hjemme i Danmark efterlyser tid sammen og jeg ved at vi er priviligerede. Vi har haft utroligt meget tid sammen det seneste halve år. Ikke helt planlagt og som ønsket, men vi har virkelig fået set hinanden og været sammen. Michael har turneret lidt ind og ud ad sammenhængen pga arbejde, men sådan er det jo. Jeg ved også at man ikke får dumpet 12 dage i Thailand ned i skødet hver dag. At det så er fordi vi hverken kan blive i Danmark eller komme hjem i vores hus i Nanjing er en anden (og måske ikke så vigtig) sag. Men vi trænger til at komme hjem. Vi trænger til struktur og hverdag, arbejde, skole og skolevenner.

Endelig i Asien! I tuk-tuk i Bangkok med jetlag

Men vigtigst af alt så er vi sammen. Vi er som familie det eneste konstante i hinandens liv. Det er virkelig kommet til udtryk i denne uvisse tid. Egentlig er det nok mest mig, der er børnenes konstante fordi Michael skal varetage sit arbejde, hvilket omfatter rejser, men vi gør det med fælles ”lederskab”.

Som Momunity-damerne spurgte om, så kan vores børn godt klare (igen) at blive revet ud af hverdagen og væk fra venner og faste rammer. Det er der mange, der tror børn ikke kan. Vi kan alle klare det. Men vi har allesammen brug for flere kram og et ekstra stort behov for at blive bekræftet af hinanden i at vi er gode til det, vi hver især kan og gør. Vi må være gode til at være et team. Ikke altid nemt når man er meget sammen og alle har en stærk holdning til (AL-) ting, som ikke altid stemmer overens. Men vi ved hvad det vil sige at leve dette liv. Vi ved hvordan det føles. Vi ved, hvordan vi kan spejle os i nye venner, der lever samme liv, men søger i havn hos vores gamle venner og familie i Danmark. Vi ved at vi for alt i verden skal bære at kunne være hinandens eneste konstante. Det kan også føles ensomt at være det eneste konstante.

Vi er egentlig nok blevet lidt ensomme sammen..

Tak fordi du læser med….


4 meninger om “Karantæne, dejlige Danmark og blåviolette tal på klimakontoen”

  1. Det et da faktisk lidt crazy at tænke på, at Karla kender Kina bedre end Danmark.. men fedt at høre hende tale så meget dansk denne gang!!
    Jeg synes I gør det godt. Alle fire. Og selvom det kan være ensomt at være hinandens eneste konstante, så er det udefra set også virkelig smukt. Nyd Thailand smukke, smukke familie
    Ps. Jeg ved godt at jeg ikke må kritisere Kineserne, men hvor er det sørgeligt (og en lille smule sjovt) at de ikke ved bedre, end at en plastiksæk over hovedet kan beskytte mod noget som helst…

    1. Tak, Malle, det var sødt… Vi gør allesammen vores bedste!
      Og nej, plastik er sjældent en god ide at tage rundt om eller over hovedet…..

    1. Vi “kinesiske” DFDS-søstre må stå sammen og holde holdet koldt (og vores børn i live…….).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.