2020. Du er sgu lidt af en mundfuld…. Del 1


Der er sket lidt i 2020. For alles vedkommende. For Verdens vedkommende.  2020 blev året hvor vi for alvor er blevet gjort opmærksomme på globaliseringen og hvor vilde, vi er med at rejse rundt, hvor afhængige vi er af hinanden og hvordan mennesker kan stå sammen (og desværre også det modsatte).

I disse dage ruller Covid-19 ind over Danmark og resten af Europa. Og vi som expat-familie har atter hoppet på et fly til den anden side af jorden. Mest for at bevare muligheden for at kunne komme hjem til Kina og ikke så meget for at slippe for selve sygdommen.

Vi befinder os lige nu i Kina. Vi har gjort alt hvad vi kunne for at kunne komme i hjemmekarantæne i vores hus; vi tog et stop-over i Thailand i 12 dage for at undgå at komme i hotelkarantæne idet Michael havde et ganske kort stop i Italien. Der er nu 16 lande på hotelkarantæne-listen i Jiangsu-provinsen, hvor vi bor; herunder bl.a. Italien, Frankrig, Tyskland og ja, Danmark.

Vi havde en hyggelig tid i Thailand, det skal man ikke kimse af, men vi ville nu allerhelst bare hjem. Børnene kæmpede meget med at skulle vente endnu længere. Især fordi vi først vidste at vi skulle “på ferie” dagen før planlagt afgang til Kina.

Det obligatoriske familieselfie.

Alfred havde et par nedsmeltninger. En aften havde han den helt store tur og han og jeg endte med at sidde på stranden og kigge på månen. Han græd og græd og sagde pludselig helt grådkvalt at han var som månen. “Helt alene og helt mørkt omkring mig. Jeg savner mine venner. Jeg vil hjem. Jeg er helt alene”. Min stærke dreng knækkede den aften og kunne nu ikke længere holde ud at leve dette normadeliv, som vi har levet siden januar.

Vi holdt hele tiden øje med om Thailand nu skulle komme på listen over hotelkarantæne. Det kunne lige passe, kunne det! På afstand ved hjælp af  vores fantastiske gadgets og internettet så vi hvordan  Covid19-bølgen ramte de danske kyster. Danskere blev kaldt hjem. I hvert fald anbefalede man det. Men vi er ikke en del af de danskere. Vi skulle den anden vej. Tilbage til udgangspunktet. Tilbage til hvor det hele startede. Tilbage til vores hjem, legetøj, legekammerater og måske hvad der ligner en hverdag indenfor den næste måneds tid. Men hvem ved…?

Endelig kom søndagen, hvor vi skulle ombord på et fly fra Bangkok (hvor Michaels kollega, Jeppe mødte os) og lande i god ro og orden i Nanjing. Vi vidste at der ville være diverse checks ombord på flyet og hele vejen gennem lufthavnen indtil vi kunne blive genforenet med vores kufferter og stryge ud til bilen, vi havde bestilt til afhentning af 5 styks hjemmehungrende Kinadanskere. “Nu kan I snart komme hjem til jeres værelser, børn!”.

En times tid før landing gik flypersonale første runde med termometret og modtog nogle stykker af de ufattelig mange papirer og deklarationer, vi skulle udfylde (jeg kan nu vores pasnumre udenad….!).
Jeppe sad sammen med os i flyet. Han pointerede opmærksomt at vi sad et sted, hvor rækkerne foran os var fulde, men at der sammenlagt blot sad 4 mennesker på de tre rækker bagved os.

Nogle passagerer er bedre forberedt end andre.
Dykkerbriller.

Kinesisk jord.

Ind kommer de isolations(ud)klædte personer ombord. Ny omgang temperatur og endnu flere papirer. De rører selvfølgelig ved samtlige passagerers pas og papirer, der skifter mange hænder og lander hos os igen. Sprit.

Det hvide hold. Alle passagerers temperatur bekræftes personalet imellem og noteres på flere ark.
Pas og papirer tages godt imod fra alle passagerer, røres på alle leder og kanter og leveres derefter tilbage til ejeren. Så er man da sikker på at en eventuel smitte for alvor kan brede sig.

Vi ser at folk lukkes ud af flyet 3 rækker ad gangen. Okay, de er snart ved os. Række 27, kom så!
Det føles som en evighed og ens egen og andres temperatur får pludselig en afgørende betydning for hvad der skal ske de næste minutter, timer, ja dage. Har eén person feber skal samme række, tre rækker foran og tre række bagved i hotelkarantæne til observation for Covid-19. Vi bliver clearet og får et V på et af vores mange papirer.

Der er noget ved den passager bagved Jeppe og Michael. Hun smiler, siger noget, jeg ikke kan høre/forstå og peger på sit bryst. Ingen viser større forsigtighed eller nærmere undersøgelser. Alfred bemærker et kryds på hendes papir. Hmmm….

“In a line!!”. Vores lille gruppe netoip kommet ud ad flyet og på vej til tests.

Vi gennes ud ad flyet. YES! Vi når 4 temperaturcheck, en sludder med en hvidklædt mand, der skal sikre hvor vi har været de seneste 14 dage. Vi sagde sjovt nok det samme, som vi har skrevet på de ca 4-5-6-7 stykker papirer før samtalen.

Endnu en bekræftelse af hvad vi havde udfyldt i vores papirer.

Endnu en helbredspost. Så immigration. De ringer Michaels og Jeppes sekretær op. Klokken er ca 02:30. Oplysningerne skal bekræftes – bor vi i Kina? Arbejder mændene i Kina? Stemmer vores oplysninger overens?
Endelig! Klokken er nu omkring 03:00, vi landede kl 23:30. Børnene er trætte (thai-tid er en time senere) og ved at blive utålmodige.

Karla og jeg kommer videre fra immigration og ud til Alfred og Michael, der er kommet igennem – nu skal vi bare have vores kufferter og så ud i en helvedes fart. Men vi mødes af endnu en medarbejder. “What´s going on?”, spørger jeg. “No problem”, får jeg at vide.

Det viser sig at ja, der var noget med hende bagved Jeppe og Michael. Hun havde feber….. Hotelkarantæne. I vores øjne “big problem”.

Verden står stille for os et øjeblik. “Ude af vores hænder”-mantraet bliver pludseligt lidt for gennemgribende. Jeg forsøger at tale med lufthavnspersonalet men i dén grad uden held. Der er intet at gøre.

Hvad der videre sker og billeder af dette vil jeg vente med at lægge på internettet og bloggen. Jeg har postet en anelse på Instagram og Facebook, men jeg har taget lidt flere billeder end disse. Ja, det lyder måske som om jeg er paranoid, men Big Brother er virkelig en ting hér. Så behøver jeg ikke sige mere.

Vi sidder lige pt. i karantæne på et 13 kvm hotelværelse på et 1-etages kinesisk hotel  ca. 120 km fra vores hjem, udenfor enhver form for by. Vi får mad 3 gange om dagen (utrolig kinesisk mad..) og har stadig mineralvand på værelset. Vi har et vindue, som kan åbnes med myggenet. Vi har 2 halvandenmandssenge og dyner og puder til os alle fire. Vi har toilet og bad med varmt vand.  Vi må ikke forlade værelset og maden sættes udenfor døren i en kurv. Temperaturmåling to gange om dagen.

Sneak peek fra gangen på hotellet.

Her har vi været i 3 hele dage, klokken er nu 13:00 på fjerdedagen. Vi venter på svar på testen af kvinden med feber. Er testen negativ kan vi forhåbentligt komme i streng hjemmekarantæne. Er testen positiv er vi låst inde i dette værelse indtil 14 dage efter ankomst til Kina. Det er lidt for spændende.

Dag 2. Stadig ved godt mod.

Vi er trods alt sammen, vi nægtede at splitte os på to værelser. Vi har to iPads. Michael og jeg har hver vores computer. Vi har endnu ikke revet hovederne af hinanden, ej heller haft lyst til at slå hinanden ihjel. Jeg er træt af at vaske underbukser i håndvasken. Vi kunne godt bruge en pose slik, noget chokolade og Netflix.

Jeg lover næste indlæg bliver spændende. Det ligger allerede klar inde i mit hoved.

Tak fordi du læser med!


8 meninger om “2020. Du er sgu lidt af en mundfuld…. Del 1”

  1. Hej Lotus du er rigtigt god til
    at beskrive jeres situation du har en forfatter i maven, vi håber at i snart bliver frigivet så i kommer hjem til Janling kærlig hilsen Irene og Arly

    1. Hej Arly,
      Tak for din kommentar og er glad for at I kan følge med her. Vi passer godt på din søn og han har det godt (men det ved du jo nok allerede). Han er i hvert fald ikke alene om det her, og det er jo rart.
      Vi håber på at vi alle 5 snart kan sættes af foran vores hoveddøre!

  2. Kære jer

    Tak fordi du, Lotus skriver om jeres utrolige oplevelser som ikke altid er lige med optur – jeg beundrer din måde at beskriver tingene på – du har klart en forfatter i maven. Håber det aller aller bedste for jer nu.
    kærlig hilsen og knus til jer fra mig. Val

    1. Tak, Val! Dejligt du stadig vil følge os. Vi håber vi snart kan lande blødt i vores eget hjem. Og måske vi ses til sommer et sted i Hillerød.
      Stort knus og håber du har det godt!

  3. Hold nu kæft man! Sikke en omgang. Jeg håber inderligt at i snart kan komme hjem. Har i fået svar på hendes prøve?
    Puha jeg føler virkelig med jer – og håber i snart kan komme hjem♥️
    Virkelig fint skrevet mus.
    Knus

    1. Hej Mettemus!
      Ja, det er lidt af en omgang… en speciel oplevelse må man sige.
      Vi har fået svar på de første to prøver – negative heldigvis. Men, men, en ny regel trådte i kraft i denne uge i Nanjing. Nu skal man da have tre negative resultater….. Vi ved ikke med sikkerhed hvornår det bliver, men idag fik vi at vide at det formentlig tidligst bliver mandag… men igen, tingene bliver lavet om hele tiden. Vi ved dog at vi kommer ud efter max 14 dage….
      Vi klarer den. Børnene har iPad-drop og det sederer ret fint. Og rom fra Bangkok lufthavn til de voksne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.