Når de røde tøjler strammer


Jeg er et menneske, der er forholdsvis nemt at overbevise. Jeg har nok aldrig for alvor lært at stille mig sådan rigtigt kritisk overfor tingene – kun hvis jeg er fuldkommen sikker i min sag eller at mine stærke retfærdighedsans bliver vækket til live. Jeg er autoritetstro og har stor tillid til (det danske) retssystem, sundhedsvæsen og generelt folk, der har argumenterne i orden.
Jeg har lært mig selv, at alle som udgangspunkt er gode, rene og sandfærdige mennesker. Jeg tror på at det er absolut de færreste, der vil andre det ondt.

Måske er jeg naiv. Måske er jeg godtroende. Måske “burde” jeg vide bedre.

Jeg har, som de fleste andre mennesker i verden længe vidst at Kina er et styre, der bruger “anderledes” metoder for at kontrollere det store antal mennesker, der bor i landet. Jeg har ofte tænkt at det formentlig primært var når folk rent faktisk havde gjort noget ulovligt. Om straffen så stemmer overens med forbrydelsen kan man sagtens være dybt uenige om.

I knapt 3 år som fastboende i landet har jeg bevæget mig blåøjet rundt og tænkt, at det er da besynderligt at der er så lidt kriminalitet, som der er, at reglerne i den store sammenhæng bliver forholdsvis overholdt (trafikkens fodgængere- og scootere er i den grad undtaget….!), og at folk ikke diskuterer med ordensmagten.
Selvfølgelig har jeg vist at der tages anderledes midler i brug, men “det bliver man jo også nødt til med så mange mennesker”. Jeg bliver stadig sandfærdigt imponeret over de “vi-står-sammen”-videoer, som der sendes i tv, hvor vi for tiden ser maske- og isolationsklædte kinesere hylde hinanden, løfte børn, juble og udvise stor styrke, glæde og lettelse over at Zhongguo, Riget i Midten, klarede krisen og fik gjort kål på Covid-19 (og de har gjort det godt, dét må man sige!)

Vi har hverken ligget i benlås, blevet banket med stave eller fået skåret lemmer af…. Og dét er da meget rart. Mens vi har boet i Kina har vi i det hele taget været forholdsvis forskånet for den sandhed at landet styres med bureaukrati af den helt store skuffe og ingen afvigelser fra hvad der er bestemt “oppefra”. Top/down-styre, oh yes….

Så hvorfor skriver jeg alt dette ovenfor? Jeg skal ikke lade som om jeg har forstand på politik. Jeg får stadig samme følelse, når der tales politik, som da jeg gik i gymnasiet og mine venner, blandt andre Sidsel, Mette, Bo, Emil, som havde samfundsfag, begyndte at diskutere alverdens styringsformer, som jeg ikke kendte til og til stadighed ikke ved særlig meget om.

Men jeg ved når noget føles uretfærdigt eller åndssvagt…

Vi sad på det rådne værelse i 9 hele dage. Jeg har i tidligere indlæg beskrevet det som et hotel, men det kan man vist dårligt kalde det… Morgenmad kl. 8:30. Temperaturrunde kl. 9-ish. Frokost mellem 12 – 13. Temperaturmåling mellem kl. 13 – 14. Aftensmad omkring kl. 18. 5 gange om dagen skulle vi tage masker på, åbne døren og håbe på det bedste; 2 af gangene, vi åbnede døren, håbede vi på at temperaturen ikke skulle være skæbnesvangert over 37,3 gr. og 3 ad gangene håbede vi på at vi modtog mad, vi skulle spise, som indeholdt et minimum af kyllingefødder og brusk. Vi fik gudskelov aldrig glæden af kyllingefødder, idet der ikke var snacks med i foderprogrammet.

Temperaturchecks to gange om dagen. “ikke høj, ikke høj, ikke høj, ikke høj….”

Vi havde før vores ankomst til Kina hørt nys om at de fleste, der oplevede at sidde tæt på en person med feber, var ude af karantæne efter max 3 dage, når personen med feber var testet negativ og clearet.
Skæbnen skulle være at reglerne blev ændret om mandagen (vi ankom søndag kl. 23.30) og pludselig var det et regulativ at personer med feber skulle testes negativ tre gange inden de var clearet. Men denne besked fik vi først da vi regnede med testresultat nummer to var parat og vi måske kunne komme hjem. Men testresultat nummer to var først klar 2 dage efter vi havde håbet på. Og testresultat nummer tre ventede vi på i yderligere nogle dage. Vi fik at vide at man ville vide endeligt besked senest 7 dage efter ankomst til Kina. Men vi hørte intet på dag 7 og fik intet at vide, når vi spurgte. Vi ventede faktisk hele dagen uden der blev svaret på nogle af de spørgsmål, vi stillede i WeChat-gruppen, der var blevet oprettet, da vi ankom. Det var ufattelig svært ikke at vandre frem og tilbage i værelset, veksle imellem vrede og rastløshed for så at komme til et stadie af ligegyldighed og resignation.
Vores venner i Guangzhou har fortalt at deres tests var klar indenfor 3-5 timer (alle udlændinge testes ved ankomst til Guangzhou). Er det så samme type test? Og hvorfor tager det tre dage (eller mere) i Nanjing??  Hvorfor kunne vi ikke bare love højt og helligt at vi ville blive indendøre uden nogen form for kontakt? “Hug mit højre ben af hvis vi forlader huset eller udsætter andre mennesker for eventuel smitte indenfor de 14 dage – bare send os hjem”.

Billeder modtaget af værftets projektleder på DFDS´s projekt. De var forbi hotellet for at holde møde med ledelsen af karantænen.
Værftets CFO holdt møde med de ansvarlige for karantænen for at forsøge at få os i hjemmekarantæne før alle tests var taget. Uden held desværre.
Billeder modtaget af værftets projektleder på DFDS´s projekt.
Det skal dokumenteres når man har været et sted i arbejdsøjemed.

Michael og Jeppes arbejde forsøgte mange gange at få informationer, Det Danske Konsulat og Nanjing Foreign Affairs har været inde over, men uden held. I emailen fra Det Danske Konsulat til Michaels chef blev der skrevet at de ikke rigtig kunne gøre noget – og at vi havde et vindue, der kunne åbnes og fik tre måltider om dagen. Derfor var der ikke belæg for at vores børn kunne undtages for centralized quarantine, som hotelkarantæne kaldes, og være spærret inde i et lille rum i over en uge. Vi havde jo vinduer og fik ris.

Pludselig fik vi at vide at vi i øvrigt skulle betale for vand og maden, de serverede. 100 kr. pr. person pr. dag… Og i øvrigt med tilbagevirkende kraft på tre dage.. What?! Hell no, vi har jo ikke kunne spise 70% af det serverede og når nu I ikke har informeret om det, er vi jo tvunget til at betale for tre dage, hvor vi i øvrigt ikke rigtig har spist maden og afviste flere serveringer. Men i beskeden stod også at vi skulle jo være glade for at Styret betalte for ophold og tests af kvinden med feber…
Til sidst havde vi det allesammen som en flok duer efter et kirkebryllup. Ris morgen, middag og aften.

Var det noget med vagtelæggesuppe til morgenmad? Eller reje-/oksekødsret med ubestemmelige grøntsager, brusk og spæk? Eller ridsbudding, der egentlig blot er udkogt ris i for meget vand…?
Her er tre dages mad. Morgenmad, frokost og aftensmad. Nogle af rette var ok. Her kunne vi fiske lidt. Andre retter lugtede så fælt (af lummer seafood) at jeg måtte lukke bøtten straks efter at have taget billedet.
Udlevering af mad.

Uvisheden var nok det sværeste og altoverskyggende. Det føltes lidt som om at vi nogle dage næsten nåede op til vandoverfladen for så pludselig at blive skubbet ned i vandet igen. Nye tiltag. Nye regler. Flere “åhhh, forresten…”. Det var svært at vi ikke kunne tælle dagene og nætterne til vi skulle hjem, men kun kunne bryste os over hvor mange dage, vi havde klaret. Vi vidste dog hele tiden at det ville slutte efter 14 dage. Dét var da sikkert. Måske.

Suppe og iPad…………….
iPads og blogkrivning. Michael kunne ligeledes arbejde under karantænen.
Michaels ene af to arbejdsstationer……..
Lidt afveksling. Vores ayi pakkede en kuffert for os, som Michaels og Jeppes chauffør hentede og droppede af ved hotellet.
Selv på 6. dag i karantæne formåede vi at kunne være sammen uden at slå hinanden ihjel….
Michaels og Jeppes chauffør havde handlet lidt Oreos ind, fået kaffe og lidt rent tøj med til os (som ayi havde pakket for os). Chaufføren kørte de 120 km fra vores hjem og til hotellet for at aflevere det til os. Og Michaels VPN duede og kunne køre Netflix denne søndag eftermiddag! Dag nummer 7 klaret…..
Det blev ikke til meget fysisk aktivitet (de blev simpelthen alt for overgearede bagefter) , men denne aften lavede vi lidt gymnastik inden movie night på Michaels computer.
Karla og Michaels næsten daglige tegnesession.
Det næsten daglige slag Uno med Alfred.

Børnene var helt ufattelig seje. De tog det i stiv arm og var nok mest begejstrede for at de kunne ligge med iPad-drop i 6 timer om dagen (nu hvor der udelukkende var kinesiske tv-kanaler i tv), og det sederede fint. Det har de aldrig prøvet før udover vores flyrejser til Kina/Danmark.
Overraskende nok var børnene nogenlunde rolige og vi har faktisk skældt meget lidt ud i forhold til forventet. Vi har dog heller ikke haft større forventninger end det total basic. Vi har slet ikke lavet online learning og kun spillet kort eller tegnet i ca. 30 minutter om dagen….
Ærlig talt forstår jeg stadig ikke hvor godt børnene klarede det. Da vi for efterhånden en måneds tid siden opgav at tage direkte til Kina fordi Michael havde været i Italien og vi dermed automatisk skulle i centralized quarantine var begrundelsen også at vi faktisk var bange for konsekvenserne for os som familie. At det ville blive så intenst for alle at vi ikke kunne kapere det (tror mange med mindre børn, der tilmed også er meget aktive forstår hvad jeg mener………). Men overraskende nok har vi alle taget et ansvar og været indforstået med at dette var noget, vi gjorde sammen. Mange gange talte vi med børnene om at dét, vi gjorde på hotellet var ganske få familier ude for og det var kun de sejeste, der klarede det, som vi gjorde. Og det er jo egentlig også rigtigt. Vi klarede det super godt…!
Michael og jeg har måtte lægge alle forventninger på hylden og vinke farvel til den dømmende nisse i baghovedet, der siger at de ikke skal være på skærm i mere end en times tid ad gangen. Én gang om dagen. Vores krav var at de var nogenlunde rolige, at de var søde ved hinanden. Spiste hvad de kunne og ville af maden, børstede tænder og gik i bad når de lugtede. That´s it.

Denne dag lavede vi…. heller ikke så meget….

Lykken er gjort, når ens børn selv finder ud af at være sammen om hvert sit device. Måtte hellere filme mens det varede…..

Michael og jeg vekslede mellem optimisme, rastløshed, dovenskab, glæde, frustration, ligegyldighed og vi-er-en-røvsej-familie-humør. Vi kunne da joke om at vi var låst inde i et lille værelse. Vittighederne blev der dog længere og længere imellem som dagene gik. Til gengæld fik vi ondt i vores numser og rygge af at ligge og sidde så meget ned. Der er ikke meget plads at gå rundt på, når man opholder sig på ca. 15-17 kvm. Michael gjorde dog et forsøg og havde næsten lavet et lille spor i trægulvet, da vi endelig blev løsladt.
At sidde indenfor i 9 dage uden at mærke vinden på ens hud er en spøjs fornemmelse. Vi havde et værelse med vindue, der kunne åbnes, men der var myggenet for, så helt åbent føltes det aldrig.

Når man beder om “noget, man kan feje med”. Jeg satte den hurtigt ud på gangen igen. Jeg tænkte at der kunne gemme sig mange gode ting i dén kost efter den havde boet på et isolationshotel i lidt tid…..
Rengøring med brugt, fugtigt håndklæde. Utroligt hvor meget støv, der kan samle sig på et lille værelse. Jeg glædede mig over at jeg ikke behøvede at vaske håndklædet i hånden, som var første besked, jeg fik, da jeg spurgte om rene håndklæder efter nogle dage. Jeg fik dog et sæt mere. Ellers var det håndvask hvis vi ville have rene håndklæder……

Dag 8 var utroligt svær. Især jeg havde en svær dag, hvilket selvfølgelig påvirkede resten af familien. Og oveni hatten begyndte det er blive vanskeligere at få fat i ting som toiletpapir og vand. Vi ventede på toiletpapir i 4 timer og vand ville de udelukkende komme med hvis jeg lovede at betale ved modtagelse. Det handlede om ca. 15 kr.
I det hele taget var kommunikationen enten helt udebleven eller ufatteligt flabet. Vi ville jo bare have svar på den test, der var så afgørende for os og vores kommende uge… Jeg endte med at gå ud på toilettet om aftenen og hamre i det efterhånden snaskede håndklæde, der lå på stenbordet ved siden af vasken, alt imens jeg hylede så stille, jeg kunne. Det begyndte at blive rigtig ubehageligt og vi anede ikke hvad der skulle ske, hvorfor vi stadig var der (testen var helt sikker klar..!), men ingen trykkede på “go”-knappen.
Og reglerne blev ændret igen mens vi “sad inde”. Nu skulle alle passagerer på internationale flyvninger direkte i hotelkarantæne – uanset hvad. Dog var børn under 18 og folk over 70 år undtaget. Nej hov, øhm vi har jo børn………?!
Hele dagen havde jeg en stærk trang til at tage alle møblerne og smide ud på gangen, mens jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Bare for der skete noget og for at gøre et eller andet……
Med bævrende stemme stod jeg ude på badeværelset klokken lidt i fem om eftermiddagen og ringede til Det Danske Konsulat (som tidligere var kontaktet ad andre veje) og talte med en sød og behagelig Karsten. “Vi har klaret det godt indtil nu, men nu kan vi ikke ikke mere. Vi ved ingenting. Vi kan ikke mere… NU skal I gøre noget. Vi skal ikke partout hjem, vi skal bare et andet sted hen”. Konsulatet ville kontakte Nanjing Foreign Affairs, men heller ikke dette gav pote.
Og i øvrigt; hvorfor skulle vi være på hotel når resten af flyet ikke skulle? Kvinden med feber var jo testet negativ, så nu havde hele flyet jo samme vilkår…! >Vi fik fornemmelsen af at vi skulle blive blot fordi, vi allerede var taget til fange… Min retfærdighedsans blev vækket som et vildt bæst.

På dag 9 begyndte underbuks- og sokkebeholdningen at blive kristisk.
Svære arbejdsforhold. Men også hyggelige.

Dag 9. Accepten af vi formentlig skulle blive her i ialt 14 dage havde nået os og vi var parat; “Det skal nok gå, vi har jo allerede klaret mere end halvdelen”. Hele dagen gik, stadig ingen information, men vi forventede heller ikke noget. Klokken 19:40 bankede det på døren og en hvid rumdragt stod udenfor. “I skal pakke Jeres ting. Der kommer en bus og henter Jer om 50 minutter”. “Hvortil…?”, ja dét kunne han ikke lige svare på.

“Pak sammen, I skal ud”… Børnene blev sat til side og sammenpakningen kunne foregå i nogenlunde ro og mag. Samtidig med at vi ikke gav børnene for høje forhåbninger.

Smågrinende over den bizarre situation pakkede vi hele vores værelse sammen, fandt overtøj og sko frem fra gemmeren og var allesammen klar en halv time efter. Efter diverse Alipay-betalinger for gourmetserveringerne var overstået vandrede ned ad den lange gang, mødte Jeppe og drog afsted med vores ejendele, over den velkendte lille gårdhave fra vores ankomstnat. Igen denne aften kiggede jeg mod vinduerne og så de værelser, der fik det til at gibbe i mig 9 dage forinden.

Der inkasseres betaling for maden…. Selvfølgelig med digital overførelse via WeChat-pay eller Alipay. Rummenneskerne havde en fin QR-kode hængende om halsen.

Inden vi blev sat på to busser (en bus til kinesiske pasholdere og en til udlændinge (hvofor???)) , der skulle køre os til lufthavnen, blev vi informeret om at vi fik vores pas tilbage i bussen, at vi blev kørt til lufthavnen og at vi så var frie til at tage hjem – med taxa eller lignende…”What?! Øhm, vi er jo stadig i karantæne……”, kunne man hurtigt tænke, men vi holdt det for os selv… Vi vidste at det muligvis ville være et problem at blive lukket ind i compoundet, så vi kontaktede diverse mennesker, vi vidste der skulle involveres i vores hjemkomst. Efter ca. 10-12 mennesker havde ringet sammen på kryds og tværs, holdt møder og brugt sin aften på os, blev det besluttet at vi ikke kunne tage til compoundet og at vi i øvrigt først kunne komme hjem efter 14 dage i karantæne på hotel (eller et andet sted..?), samt en af de berømte (/berygtede??) tests, som Joyce i øvrigt allerede havde efterspurgt i løbet af de forgangne 9 dage….
Og det blev besluttet at vi selvfølgelig ikke kunne benytte taxa eller lignende, fordi vedkommende derefter skulle i isolation i 14 dage grundet kontakt med os.

Næsten to timers venten foran lufthavnen. Karla fik sig en lur på kufferten.
Ventetiden slås ihjel med voksensamtale med et nyt menneske end Michael – og for Jeppes vedkommende; bare med “nogen”

Så vi blev dumpet af bussen foran lufthavnen (tilbage til hvor de tog os i deres varetægt) (hvor blev den anden bus i øvrigt af??) og måtte vente på gaden i næsten 2 timer før en bus, der var beregnet til isolations-/karantænekørsel kunne tage os og vores mange kufferter til et nyt karantænehotel.

Designeret køretøj til folk i karantæne. Foran sidder en chauffør og lufthavnspersonale, der skulle sørge for at vi kom sikkert frem uden at behænge andre mennesker.

I bussen fra lufthavnen sad vi endnu engang og smågrinede over situationen – der var simpelthen ikke andet at gøre. Man brænder sammen herude, hvis man skal blive vred og puste sig op hver gang noget er så uorganiseret og ansvarfralæggende, som dette. For det sker ofte.

Endnu engang nogle mennesker, der skulle have diverse oplysninger Men vi fik vores pas igen, hurra!

Vi ankom til det nye hotel ca. kl. 01 om natten.  Og kun 5 km fra vores hjem, ahh… Vi skulle ind ad bagindgangen, hvor der sad flere rummennesker og tog imod os. Pas, navne, adresser, mv… Man bliver tilpas ligeglad med at møde folk, der står i fuld isolationsudstyr med handsker, fodposer, mundbind, visir og heldragt med hætte. Vi skulle op til 16. sal (som selvfølgelig var 14. sals-knappen….)  i vareelevatoren og herefter blev vi vist til vores værelser. Atter sagde vi på gensyn til Jeppe, vi ses på den anden side…

Nærmest et palads i forhold til det tidligere sted.
En spisestue!!!! Og FIRE stole og et BORD! Tøjet havde ikke helt nået at tørre inden vi skulle pakke sammen det andet sted.
Karla vågnede op om morgenen i strålende humør; “mor, jeg elsker det her sted! Ikke så meget plads det andet sted. Her er der meget mere plads!” Og jeg kunne kun give hende ret.
Totalt himmerige med massagae og rene håndklæder

Og “wow, kan man seriøst sidde i karantæne sådan hér?!”. Pfff, så kan man da snildt klare 14 dage, no biggie. Vi blev testet for coronavirus dagen efter ankomst og selvfølgelig (og heldigvis) var resultatet negativt. Vi fik at vide at vi måske kunne få lov at komme hjem såfremt testene var negative – men udelukkende fordi var havde små børn med os. Jeppe blev også testet, men uden udsigt til at komme ud af hotellet inden karantæneperioden var helt overstået.

De så afgørende corona-tests.
Begge børn har gennem hele forløbet stillet troligt op til diverse målinger og tests.

Mens vi var på hotellet skulle vi arrangere at nogen kunne få fat i en nøgle og åbne for nogle andre mennesker i karantænesystemet. De skulle tjekke om der befandt sig andre mennesker i vores hjem…..  Jamen I skal da være så velkomne.
Vi regnede faktisk ikke rigtig med at der ville blive handlet på det og slet ikke efter at vores genbo, som hjalp med nøgle og vise huset frem, skrev til mig at hun ikke troede at papirerne ville nå at blive færdige før i hvert falde et par dage efter fordi der skulle en masse stempler på (på officielle dokumenter skal der minimum være ét rødt stjernestempel og jo vigtigere dokumentet er, des flere stjernestempler skal der stemples af flere forskellige mennesker, der har hver sin meget specifikke position og arbejdsopgave……….). Så vi skød en hvid pile efter at komme hjem før tid. Det var også ok, vi var jo kommet til et bedre sted (og ikke i overført betydning…!).

Videokonference med klassen og klasselærer

Alfred havde videokonference med sin klasse, hvor jeg stod på sidelinjen og klar til at assistere om nødvendigt. Pludselig kommer Michael hen til mig; “vi skal være klar om en time. Vi skal hjem”. 20-25 minutter senere stod en hvid rumdragt udenfor døren og sagde at nu var det tid. Vi var selvfølgelig (næsten) klar. Det havde vi været i 11 dage.

Med bankende hjerter stod vi klar til at få lov til at smide vores mange kufferter og os selv ind i minibussen og endelig vende hjem.
Karantæneminibussen med de spedalske, der har fået lov at komme hjem.
Nogle folk fra vores compounds ledelse, som sørgede for at vi gik direkte ind i huset.

Vi måtte holde begejstringen lidt tilbage og tale med børnene om at vi ikke kunne være helt sikre før vi var helt hjemme (og man kan jo altid kaldes tilbage… Det er sket for andre..). Det var en forholdsvis problemfri tur, minibussen skulle selvfølgelig følge os til dørs og en delegration kom herefter og tjekkede vores temperatur, informerede os om at vi ikke må gå ud, ikke engang med skrald, og fik os til at underskrive flere papirer. Vi skulle blandt andet underskrive at vi er i hjemmekarantæne til og med 30/3 – dette til trods for at vi er testet negative for coronavirus. Det giver ikke meget mening, men det er protokol at karantæne er 14 dage – og pyt med det.
Vi lukkede døren, tog vores bundbind af og Michael og jeg måtte fælde et par tårer mens vi krammede i gangen. Endelig hjemme….

Noget af “velkomstkomitéen”.
Et billede, jeg har modtaget fra en af dem, vi dagligt skal rapportere temperatur til. Sedlen hænger på en stenbelagt stolpe i vores stakit foran vores hus. Den siger at vi er i karantæne. Nogle forbipasserende kigger helt angst på huseet, når de ser dette lyserøde notits.
Når man som søskende har været meget sammen og på meget lidt plads kan det være svært at skulle bo på hvert sit værelse.

Vi har nu været væk hjemmefra i 2 måneder. Den seneste måned på hotel og “hotel”. Vi har ikke fået hjemmelavet mad i en måned. Børnene har nu deres værelser, de har legetøj og deres egen seng. Vi har sovet på samme værelse allesammen siden 29. januar. Jeg har delt seng med Alfred i en måneds tid. Og Michael med Karla. Nu er det tid til hjemmelavet mad, alenetid, til voksentid og til stilletid.


Man skal forstå at Kina har kæmpet en brav kamp mod Covid-19, har på ca. 3 måneder inddæmmet smittespredning og er nu nået til et forebyggende stadie. I et land på 1,4 mia. er det jo helt fantastisk.

De har kæmpet bravt i Kina, især i Wuhan. Det gør alt sundhedspersonale i hele verden. Stor respekt!

 

De har brugt metoder, som der nok ikke tages i brug i andre lande. Men en metode, som alle lande kan benytte sig af, og som er effektiv er rent faktisk at få folk til at gå i karantæne i 14 dage, såfremt de potentielt har været udsat for smitte. Og dét har vi. Men hjemmekarantæne ville være mindst ligeså effektivt som at være låst inde på et hotelværelse (hvor der er smitterisiko mellem værelserne via personalet). Og efter 2 negative testresultater havde jeg ufattelig svært ved at forstå hvorfor vi skulle forblive låst inde. Uanset hvad skulle vi jo være i hjemmekarantæne i 14 dage fra ankomst til Kina.
Men nu hvor Kina endelig har fået gjort nogenlunde kål på Covid-19 rejser alle vi, der “flygtede” i januar tilbage til Kina og har potentielt smitte med os.
Regimet oplyser at omkring 90-95% af nye bekræftede Covid-19-tilfælde den sidste måneds tid har været “importerede”, altså indrejsende til Kina.
Så jeg forstår godt hvorfor de er lidt “hys”. Imorgen d. 28. marts lukker Kina grænserne for alle med udlandsk pas.

Det må have været så frygteligt i især Wuhan. Jeg er dybt berørt og meget imponeret. Det føles efterhånden som en evighed siden at vi hørte jungletrommerne fra Wuhan.

Vi har hørt nyt om skolestart for børnene. Engang i april, siges det. Så børnene når formentlig at have gået i skole i ca. 2 måneder sammenlagt inden sommerferien starter engang i juni og vi skal pakke vores hjem sammen og starte på en frisk et andet sted. Mange mennesker fra skolens netværk er ikke nået tilbage inden flyruter og lande lukkede ned. Måske ser vi dem inden sommerferien, måske ikke.
Fremtiden er lidt usikker. For hele verden. Men Danmark, det skal nok drive over. Og lyt nu til anvisningerne….

Som vores skoledirektør har skrevet i alle sine mails siden januar:
“Be kind. This too shall pass”. Og det vil det.

Tak fordi du læser med!


12 meninger om “Når de røde tøjler strammer”

    1. Altså, hvis du fælder en tåre så må det jo have været noget af en oplevelse vi har været igennem…. haha 🙂 Det er dejligt det er overstået og at vi nærmer os noget, der minder om normalt!

  1. Sikke en historie. Men godt at den fik en lykkelig slutning.

    Måske jeg har missede noget info, men viste ikke at I havde sagt ja til at flytte? Hvor slår I jer så ned næste gang ?
    Elsker at følge med i jeres eventyr, du skriver fantastisk, har du overvejet en bog ?
    Kh Joy

      1. Hey Mrs. GZ
        Du og pigerene (okay, også Jens….!) er nu også ret seje! Vi må se hvornår vi alle fire kan få stavret os ned til GZ og sige hej igen. Forhåbentlig til sommer, så vi kan gå fra et ulideligt varmt og fugtigt sted til et andet….

        Hyg dig alene hjemme mens tøserne er i skole!
        Mange knus

    1. Kære Joy,
      Bedre sent end aldrig…. Projektet har hele tiden haft en slutdato, så helt automatisk skulle vi flytte. Der er nu lidt ændringer i projektets varighed, så vi skal alligevel ikke flytte om 2 uger, som har været planen længe. Jeg må se at få skrevet et nyt indlæg om hvad der kommer til at ske – eller rettere; hvad der formentlig kommer til at ske….
      Nej, jeg har ikke overvejet en bog, for jeg er simpelthen for dårlig til at sætte mig ned og skrive… Men jeg vil rigtig gerne få printet mine indlæg i en form for bog, så vi har den til når ungerne bliver ældre og vi voksne bliver for demente til at huske hvad vi har lavet…. 🙂
      Håber I har det dejligt!
      Stort knus

    1. Hej Trine,
      Tusinde tak fordi du læser med! Ja, det var lidt af en omgang, når man kigger tilbage på det… Det er efterhånden meget længe siden – beklager mit sene svar!
      Jeg er ret træt af at vi ikke kan komme hjem og fejre Jeres store dag til sommer…!
      Hav det godt og hils derhjemme!

  2. Kære Lotus. Det er den vildeste historie, og så dejligt for jer alle, I er hjemme igen. Og du er en virkelig god fortæller, bliv ved med detSpændende (lige i overkanten i disse coronatider), at følge dig og familien. Stay safe and all the best

    1. Haha ja liiiige i overkanten! Desværre er der nok vildere historier, men det er vi heldigvis blevet forskånet….
      Håber du og co. trives hjemme i Danmark, måske ses vi til vinter!
      Hils mange gange
      Stort knus

  3. Kære Lotus
    Tak at du deler jeres oplevelser. Super godt beskrevet.
    Du formidler de følelser og erfaringer, som vi andre på et eller andet niveau vil opleve i de kommende uger. Tak for det.
    Du må endelig blive ved med at skrive.
    Mange hilsner
    Margit

    1. Kære Margit,
      Ja det er dælme på tide at jeg får svaret på din søde kommentar. Jeg håber I alle har det godt hjemme i Danmark og efterhånden kan mærke det hele lufte.
      Mange knus til Jer allesammen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.