2020. Du er sgu lidt af en mundfuld….. Del 2


9 dage. Så længe har vi siddet på et lille værelse. Vi har indtil videre klaret det godt. Dagen igår var dog svær og lang at komme igennem. Rigtig svær og rigtig lang. Jeg har så meget, jeg gerne vil fortælle om denne oplevelse. Det føles som en “once in a life time”-oplevelse. Forhåbentlig. Vi kommer nok aldrig til at glemme dengang, vi sad i 2 uger på et hotelværelse. Men fortællingen om hvad vi dog laver her og hvorfor vi helt præcis stadig er her må jeg vente med at fortælle, tror jeg…. Jeg vil gerne have at vi sidder hjemme i vores stue. Og jeg kan ikke være bekendt at frarøve eventuelle læsere hele deres eftermiddag.

Lad os nu spole tiden tilbage til vores ankomst i lufthavnen i Nanjing kl. 23:25 en søndag aften for efterhånden mange dage siden….

Første nervepirrende temperaturmåling.
Nogle passagerer er bedre forberedt end andre.
Pas og papirer tages godt imod fra alle passagerer, røres på alle leder og kanter og leveres derefter tilbage til ejeren. Så er man da sikker på at en eventuel smitte for alvor kan brede sig.
Dykkerbriller.

…. Der er noget ved den passager bagved Jeppe og Michael. Hun smiler, siger noget, jeg ikke kan høre/forstå og peger på sit bryst. Ingen viser større forsigtighed eller nærmere undersøgelser. Alfred bemærker et kryds på hendes papir. Hmmm….

Vi får det afgørende nik, trækker vejret en ekstra gang og rejser os hurtigt. Jeg smider en sovende Karla over skulderen og går hurtigt efter Michael og Alfred, der er foran mig. “Vi skal bare blive sammen”, tænker jeg.
Vi er ca. 20 mennesker, der forlader flyet samtidig. Vi går i tunnelen fra flyveren og direkte ind i lufthavnsbygningen. Vi mærker kulden udefra og lettelsen over at vi ikke skal sidde og vente i flyveren i ca. 3 timer som flere andre af vores venner og bekendte har oplevet. “Bring snacks!” var den gennemgående besked fra dem alle.
Vi møder 2-3 “rum-mennesker”, som står i døråbningen til lufthavnsbygningen. “Biiip”. Jeg tager mig selv i at holde vejret hver gang de infrarøde termometre holdes op mod panden. “Ikke over 37,3, ikke over 37,3…..”. Og jeg tager mig i at stå klar med en hånd til at slå termometret væk fra mine børns pande, såfremt rummennesket ville være ekstra sikker på en korrekt måling og termometret skulle dutte på deres pande.

Så er vi inde i lufthavnsbygningen. Vi kender den lange gang fra gaten og hen til immigration. Vi har gået her så mange gange, at vi ikke helt har tal på det længere. Men denne aften ser alting dog helt anderledes ud.  Hvide isolationsdragter vandrer rundt med med gule og røde plastikposer om skoene, som er tapet rundt om anklerne. Stemningen er lidt sitrende. Og hvad var det med dét kryds på damens papir?

“In a line!!”. Vores lille gruppe fra flyet.

“XI SHOU!!!” bliver der råbt og vi går ind på toiletterne og vasker hænder. Derefter bliver vi stillet op på række og skal vente på at alle har været igennem 101 samtale med endnu flere rummennesker, der igen skal kigge papirerne igennem og sikre at vi kommer fra de lande og steder, vi har opgivet.

Endnu en bekræftelse af hvad vi har udfyldt i vores papirer.

Vi bekræfter at vi har opgivet sandfærdige oplysninger om vores gøren og laden, hvorfra vi kommer, hvor vi har opholdt os de seneste 14 dage, herunder mellemlandinger, m.v.. Alt bliver tjekket for at sikre at vi ikke kommer fra risikoområder og potentielt bærer smitte tilbage til Kina.

Jeg begynder efterhånden at slippe tanken omkring krydset på kvindens papir. “De ville jo have afskærmet os mere, ville de ikke? Det er jo procedure, dét vi laver nu…”, siger jeg til Michael. Michael bemærker at vi ikke har set de andre passagerer, der sad bagved os i flyveren. Der er to sektioner ud ad lufthavnen. Effektivt og smart, så man kan have to hold ad gangen. Men ja, hvor var de andre? Ej, de er nok smuttet forbi os uden vi har lagt mærke til det. Vi har trods alt lavet noget andet….

Endnu et temperaturcheck. Endnu engang ok. En mand skal endnu engang tjekke et eller andet i pas og papirer. Han er omkring den 11. person siden vi checkede ind i Bangkok lufthavn, der har haft fat i vores pas (og alle andres også).
Vi venter. På et eller andet. Længe.

Endelig afgang til endnu en kø, endnu en post, endnu en person, der fingerpuler vores pas. Endnu et temperaturcheck.
Vi vises over i køen til immigration. “Sidste post, børn, så er vi ude!”. Jeg bemærker røde bogstaver i displayet over skranken. Jeg tager ikke nærmere notits af dette idet rød ikke altid betyder noget skidt i Kina. De er fjollede med rød her.
Vi har heller ikke tal på hvor mange gange, vi har stået i immigration. Der er mange krydschecks normalt; visum, opholdstilladelse, adresse, navn, pasnummer, billede, fingeraftryk, ansigtsscanning. Men denne gang bliver Michaels og Jeppes sekretær, Joyce ringet op. Klokken er 02:30. Hun svarer først ikke (nej, hun sover jo!).  “Åh nej, så skal vi vente her indtil vi kan få fat i nogen”, er min første tanke og min mave niver lidt…  Alfred begynder for alvor at blive rastløs og vil bare gerne sove. Helst NU. Flere og flere ting omkring os begynder at presse på. “Tag nu telefonen, tag nu telefonen….”. Vi står alle tre voksne med blikket fast rettet mod Michaels telefon, der atter ringer Joyce op. “Hello…?”. “YES!” og hun er en stjerne, som altid.
Michael og Alfred kommer først igennem sammen med Jeppe. Karla og jeg tjekkes på kryds og tværs. “Ja, min mand og jeg har været sammen de sidste 14 dage. Ja, vi har samme rejsehistorik. Ja, oplysningerne er korrekte. Ja, jeg erklærer dette for sandt. Ja, jeg ved jeg kan blive retsforfulgt, hvis jeg opgiver falske oplysninger”.
Jeg bemærker tre orange transportable isolationskamre stå klar ikke så langt fra de tre Røde Kors telte, der er slået op bagi lokalet. Det hele føles lidt som en lidt overdrevet katastrofefilm. Helle for at spille Dustin Hoffman i Outbreak anno 2020.
Jeg ser Jeppe ved rulletrappen længere fremme. Han står sammen med en ny mand med maske på. Jeppe ringer op til hvad jeg antager er Joyce. Han ryster kraftigt på hovedet og ser ud til at sige “no, no, no, no, no”. Det kan være alt muligt. Jeg glæder mig bare til at få fat i vores kufferter.

Endelig er vi fri. Ah, hvor bliver det godt at komme hjem! Karla og jeg kommer hen til rulletrappen og mødes med Michael og Alfred. Jeppe er videre i systemet. “Vi skal på hotel”, siger Michael anspændt på vej ned ad rulletrappen.
“Nej, det kommer ikke til at ske…”, tænker jeg, mens jeg langsomt mærker optimismen svinde ind til en lille hård rosin. En rummand kommer hen til os. “What is going on?”, spørger jeg selvom jeg ved hvad det hér handler om. “No problem”, siger han kontant, kigger væk og vifter med hånden for at få os til at gå med ham. Mine ben føles tunge, Karlas vægt på min hofte bliver utrolig tung og Alfred har svært med at klare at jeg ikke kan bære ham.

Vi kommer ud i ankomsthallen, hvor vi normalt er igennem alt og bare skal til bilen. Der er skærmet af. Der er sat rækker af metalstolebænke op. Det er nu forvandlet til en ventesal. Nyt bord. Tre mænd beder igen om adresse, pas og nogle papirer. De skriver vores adresser ned. Jeg spørger igen om hvad der skal ske. De svarer ikke rigtig. Ingen information endnu.
Jeg spørger om Alfred må sætte sig på en af stolebænkene, hvor han sætter sig og et splitsekund efter sidder med lukkede øjne og sejler rundt, fordi han falder i søvn.
Da jeg har spurgt måske tre gange om hvad der skal ske får vi endelig svaret, lidt henslængt som om vi ikke rigtig skal høre det, “hotel.”, ikke mere. Jeg står med Karla og holder hende i hånden og spørger hvorfor. En mænd iklædt en eller anden form for ordensmagt-uniform farer verbalt i flæsket på mig og affejer mig, da jeg forsøger at argumentere for selvisolation derhjemme på grund af vores børn. Michael sidder ved siden af mig på en lille hvid platiktaburet og er helt stille. Han er vred. Han holder tilbage alt hvad han kan.
Jeg formår at sige til manden at han skal tale pænt til mig og at vi egentlig bare vil vide hvad der sker. “You don´t need to know more. If you knew the regulations, you wouldn´t have these questions. You sit over there and wait. We will not answer anymore questions. It is not prison, just hotel. You don´t need to know more.” siger han kortfattet og vifter mig væk. Jeg bekæmper den ustyrlige lyst til at skrige af ham, og jo, jeg kender faktisk reglerne! Men at skrige det ville nok ikke hjælpe vores sag… Jeg formår at holde mit stemmeleje nogenlunde i niveau og spørger roligt om der er noget, vi kan gøre for at undgå karantænen, hvem der var syg ombord, hvor vedkommende sad, osv. “You don´t need to know”. Først griner de tre mænd ad mig og svarer aggressivt at jeg skal sætte mig.  Michael får vores pas og jeg sætter mig hen til Alfred sammen med Karla, mens Michael står ved siden af os.
Vi kigger på hinanden og er nu rimeligt indforstået med at dette kommer til at ske. Slaget er tabt, der er ikke mere at gøre. Ingen skruen på noget som helst, ingen undtagelser. Ikke engang vores små børn kan få de trætte mænd til at finde ud af om der måske er en mulighed for at gøre en undtagelse.
Jeg krammer Alfred og fortæller ham at det ser ud til at vi skal på hotel. Alfred synker sammen. “Nej, nej, jeg kan ikke. Jeg vil hjem… 14 dage… Nej, mor, jeg vil hjem”. Karla er skuffet over at hun ikke skal hjem til sin bondegård og tøjdyr.
Den aggressive mand kommer atter hen til os. “Passports”, siger han og vil have vores pas igen – for at proppe dem ned i en plastikpose med de andre karantæneramte passagerers. Nej, nej, vi vil gerne beholde vores pas. Hvis vi mister disse er vi på herrens mark. “Are you REFUSING to give me your passports?! Tell me, are you REFUSING?!” råber han. Jeg prøver at gå taktisk til værks og sige at det handler om smitterisko og at vi meget gerne vil følge med hvis vi beholder vores pas. Mine ord rammer en mur af ligegyldighed, regler og bureaukrati.
Her bliver følelsen af selvbestemmelse taget fuldstændig fra os. Der er intet at gøre. Mon vi bliver taget væk herfra ved magt, hvis vi modsætter os at give passene? Vi befinder os trods alt i et land, der har haft svejseapparatet igang indenfor de sidste par måneder….
Alfred er mere gal end gal og viser langemanden til den aggressive mand, mens han udspyder alverdens besværgelser. Det beder vi ham om at stoppe med lige nøjagtigt med det samme.
Michael siger kækt og lidt vredt at vi nok bare vil beholde passene og så tage den næste flyver ud ad Kina. “You are under suspision of the virus. You cannot leave”, siger manden uden at fortrække en mine. Ej, jeg magter simpelthen  ikke at lege Tom Hanks i The Terminal….

Vi giver manden lidt modvilligt vores pas og vi bliver bedt om at gå ud til en bus, der holder klar udenfor bygningen. Vi er stadig gruppen på ca. 20 mennesker og vi bliver bebudet om at gå ind i bussen. Både Michael og jeg spørger flere gange, hvor vi skal hen. “Very close”, er beskeden, hvorefter ansigtet og blikket viger bort efterfulgt at skuldre og resten af kroppen.

Lang og uvis bustur med politieskorte.

Vi sidder i bussen, som bliver eskorteret af en politibil med blink. Vi kører i over en time. Klokken er ca. 04:30. Bussen kører i et mørkt område. Ingen huse at se, ingen gadelygter, her virker ret øde. Michael kan se på sin telefon at vi ikke er langt fra grænsen til den anden provins. Bliver vi kørt ud af Jiangsu-provinsen så de kan bevare sine nul nye tilfælde i længere tid?
Der sidder et par foran mig og Karla i bussen, som griner og hygger sig gevaldigt, tager selfies og lader egentlig til at have det helt sjovt. Flere af kineserne taler sammen og griner. Mon de ser frem til 14 dage på hotel med forplejning?
Børnene er faldet i søvn. Bussen holder ind, døren åbnes og vi skal ud. Vi kan høre høje stemmer udenfor. Det er køligt, vi fryser allesammen. Alfred græder fordi han er træt og jeg bliver nødt til at få ham ud sammen med Karla over skulderen, mens Michael skal få fat i vores 3 store kufferter og  tre håndbagagetasker. Der er et virvar af mennesker i rumdragter, nogle råber at vi skal komme, nogle står klar med termometre, en filmer, andre viser vej. Alfred knuger min hånd og virker bange. Jeg trækker ham ind til mig og fortæller ham at vi er sammen, mens jeg ser mig omkring. Jeg kan ikke se nogle andre bygninger end dem, der ligger fremme; dén vej vi allesammen gennes hen som kvæg. Jeg begynder nu også at blive bekymret, ja egentlig lidt bange. Vi er stille og følger med så hurtigt vi kan efter de rummennesker, der går stærkt. Rummennesker bag os sørger for at vi følger trop.
Fra folk i vores community har vi tidligere fået at vide at hotelkarantæne har foregået på et hotel i byen og tæt på folks bopæl, når de har været et smut forbi centralized quarantine, som det hedder. Ganske, ganske få er dog blevet i flere dage. Men hvor i alverden er vi nu…?
Vi mødes af traditionelle kinesiske bygninger i et plan og i mørket kan vi se at det er et mediumstort sted. Mens vi går i den lille gårdhave kan jeg se nogle af sengene igennem vinduet. Er det sovesale…?  Vi stopper for enden af en af de lange bygninger og går ind ad døren.  Vi mødes af en lang gang med blankt flisegulv og plastikkurve, der er sat op på væggen ved hver dør. Der er døre overfor hinanden på hver side af gangen. Vi aner ikke hvad der venter os bag disse døre. Sovesale? Små kummerlige værelser? Tapet i laser med fugt? Senge så hårde som træbrædder – fordi madrassen rent faktisk blot er et tæppe på en bund af træ? Der er lidt uro og folk virker usikre på hvad de skal. Også rummenneskerne. Her føles køligt, som en bygning, der ikke har været varmet op længe.

Sneak peek fra gangen på hotellet.
Madkurv får en helt ny betydning.

To rummennesker fordeler folk ud på værelserne – 2 personer på hvert værelse, med mindre man rejser alene. Vi siger på gensyn til Jeppe, vi ses på den anden side… Tre døre længere nede ad gangen bedes vi om at vælge de to værelser overfor hinanden, et barn og en voksen på hvert værelse. Hér finder jeg ud af at jeg kan diskutere en smule på kinesisk. Rummenneskerne på hotellet er søde, men har kun denne størrelse værelse til rådighed. “Mei you”, siger damen bag alt udstyret og vi må meddele at vi derfor kun vil være på ét værelse. Vi skal ikke splittes. Tænk, hvis nogle blev syge? Tænk, hvis de skulle lave nogle undersøgelser og kun tog “det ene værelse” med? Tænk hvis vi skulle sidde hvert for sig i 14 dage?
Michael putter børnene i sengene mens jeg raser frem og tilbage mellem de to værelser, de har tildelt os. Jeg hamstrer vand, håndklæder, servietter og skraldeposer fra det andet værelse, mens den søde rumdragt prøver at hjælpe mig. Hun tager meget venligt to dyner fra værelset mens jeg råber at hun ikke skulle røre dem (hvor har de handsker været hele dagen? Er de blevet skiftet? Hvem og hvad har du rørt ved?). Hun tager det ret pænt og har nok før modtaget halvhysteriske mennesker, der har været vågne i omkring et døgn og været igennem samme rumle, som os.

Vores lille værelse på ca. 15-17 kvm.

Luk døren. Larmen på gangen begynder at sagtne efter nogle minutter og her står vi så. Børnene faldt hurtigt i søvn efter vi kom. Vi står på et lille værelse på ca. 15-17 kvm. Her ser næsten rent ud. Ingen lugt af fugt. De to halvandenmandssenge ser rene ud. Og ikke så hårde. Intet køleskab, men vi kan tænde for varmen. Værelset er koldt og har formentlig ikke været varmet op længe. Michael og jeg kigger på hinanden. Siger intet.

Åh nej, dét her skete bare ikke….


Jeg skriver mere om en uges tid….

Jeg vil til slut sige at det føles dejligt at være digitalt i kontakt med andre mennesker. Tak til alle de, som har været så søde at skrive til os. Jeres hilsner og tanker varmer og hjælper os med at holde hovedet koldt.

TAK fordi du læser med!


2 meninger om “2020. Du er sgu lidt af en mundfuld….. Del 2”

  1. Fantastisk godt skrevet håber at i kommet videre fra karantænen.
    I er mega cool, pas på jer
    Betina

    1. Tak Betina – og tak fordi du læser med!
      Vi har det udmærket i Kinaland nu. Og man skal ikke kimse af at vi jo sådan set har fået en oplevelse med i købet ved at bo her….!
      Håber i har det godt derhjemme og sikke stor Jeres datter er blevet.. Det er jo helt vildt…!
      Hils Arnt – også fra Michael.
      Kh Lotus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.