Badevinger, børn og en kølig dukkert


Nogle gange mærker man kulturforskellene helt ind til benet. Nogle gange synes det forunderligt, interessant og åh “så spændende”. Andre gange forekommer det gruopvækkende og skræmmende, til stadighed forunderligt, men på den lidt mere foruroligende måde.

Lad os hurtigt frembringe det faktum at vi har bosat os i et land, hvor de kulturelle forskelle er markante og at vi mærker dette på daglig basis – på godt og ondt, men nok mest på pudsig vis (det er nok hvordan man tager det..).

Downtown Nanjing. Vandet står en anelse over niveau……

Det har regnet i cirka halvanden måned og der er så meget vand i undergrunden og i Yangtzefloden, som der ikke har været i mange år. Vandstanden i Yangtzefloden har ikke været så høj som nu siden 1954. Ja, det har regnet…. Og Karla og Alfred har haft sommerferie i over en måned nu. Derfor var børnene og jeg slet ikke i tvivl om at vi skulle tage op til et af de ganske, ganske få steder, man kan svømme i Nanjing, en kunstig sø lokaliseret cirka en halv time på scooter fra vores hjem. Jeg aftaler med tre andre mødre at de møder os til en lille picnic ved søen, hvor vi frivilligt lader os agere som fokus i adskillelige kineseres “moments” på WeChat og i øvrigt oftest har tilskuere, der ellers havde planlagt at svømme i det kølige og småplumrede søvand.

Mange lokale kommer til søen for at spille og få sig en kølig dukkert.

Det er ikke helt lovligt at svømme i søen, men utroligt mange gør det. Så det gør vi selvfølgelig også. Ligesom vi også kører på scooter over for rødt, på modsatte side  og over fodgængerovergangen….
En kvinde med baywatch-orange-oppustelig-bold-i-snor-om-livet-anordning.
Man kan også lige få tørret lidt tøj nu man er ved søen.

Børnene og jeg er ved søen i cirka 1,5 times tid før de andre støder til. Børnene leger, mødrene får sig lidt voksensnak ovenpå mange uger, hvor vi har været hjemme med børnene alene og fædrene/mændene har været på job fra morgen til aften.

Ikke et sjældent syn med så mange børn fra skolen samlet i deres fritid.

Min veninde Anna kigger ud over søen hvor vores børn og en af mødrene svømmer. Hun rejser sig resolut og siger “oh my god, that woman in the water…!”. Min første tanke er at kvinden i vandet nok bare ligger og plasker rundt som alle de andre, der kommer til søen for at svømme rundt med badevinger og baywatch-orange-oppustelig-bold-i-snor-om-livet-anordning.

Jeg rejser mig og ser at hun ligger på ryggen, har badevinger på armene og svømmebold bundet om maven, og at en mand skubber hende mod trappen bygget af store sten ved siden af platformen, hvor vi sidder. De kommer nærmere og jeg kan nu se at hun er bleg, blålig om sin skummende mund, og umiddelbart bevidstløs.

Karla står på stentrappen i vandet og kigger undrende på det flydende menneske, der skubbes fremad af en træt, ældre herre. Jeg løfter Karla op på platformen og får hende til at gå hen til de andre børn, hvis blikke er fast og skræmt rettet mod scenariet.

Anna står allerede i vandet på de glatte sten, der danner trappen, jeg hopper ned til hende og moren, Laura, der allerede var i vandet, støder til. Kvinden er omtrent 75 år gammel, robust og glad for at spise mad. Hun er glat som en ål, helt slap og tung og vi kan ikke rigtigt få hende op. Hun glider ud ad vores hænder og vi glider på de glatte og skarpe sten. Diana går med alle 8 børn da vi andre kommer kvinden nærmere og ret hurtigt finder ud at det hér er alvorligt.

Jeg kigger på Anna og Laura og kommer i tanker om denne her vidunderlige kinesiske lov: at man kan blive retsforfulgt hvis man forsøger at hjælpe en tilskadekommen, der ikke klarer den. “If she’s not gonna make it we will be in trouble!”, siger jeg og tænker i det samme at jeg jo ikke kan give slip på hende nu og gå min vej…! Så klarer hun den jo ikke…! Anna siger at hun mener at denne lov netop er lavet om og at vi dermed er “sikre”. Jeg vælger at tro på hende uden tøven – egentlig mest fordi det, for mig, er det eneste rigtige at gøre. At hjælpe.

Hvad helvede er det i øvrigt for en syg lov at man kan retsforfølges?! Ja undskyld mit franske, men det er da helt hul i hovedet at man skal være bange for at prøve at redde eller hjælpe et menneske fordi man selv kan blive retsforfulgt og eventuelt komme i fængsel! Man kan i øvrigt også være heldig at blive sagsøgt af den tilskadekommendes familie og risikere at skulle betale abnorme summer penge… Det er sket for flere bekendte at de er blevet anklaget for “småting” i trafikken og har måtte betale penge for at undgå at komme i retten. Primært fordi det oftest er kinesere, der vinder disse retssager – uanset hvis “skyld” det så end er.
Men tænk at dén tanke strøg igennem mit hoved; at jeg skulle overveje OM jeg og de andre mødre skulle hjælpe…

Vi må hurtigt sande at vi altså har brug for flere hænder for at få hende op på platformen og kigger op efter hjælp. Og ja, hér ser vi at omtrent 15-20 mennesker står oppe på stien, cirka 5-6 meter fra os. De fleste står med en telefon i hånden og filmer og tager billeder. Vi råber på hjælp i håb om at vi kan få en eller to til at hjælpe os.

Men alle står som forstenede. Alle er bange. Alle trækker sig, bortset fra en eller to. Vi får hende op på broen og hun trækker ikke rigtig vejret, er ukontaktbar og så kold, så kold. “Du skal altså ikke dø hér foran mine og de andre børn!” flyver igennem hovedet på mig. Vi får hende på siden, rusker lidt i hende, gnubber hende og klapper hende let for at få kroppen til “at vågne”.

Ingenting.

“I’m not gonna blow into her mouth!!”, siger jeg med dårlig samvittighed og kigger på den bevidstløse kvinde med skummende mund med madrester og manglende tandbørstning de fleste af hendes leveår. Jeg føler mig så meget på udebane. Jeg føler ikke jeg aner, hvad jeg skal gøre. Vi har ingenting i nærheden, kan ikke kommunikere med “tilskuerne” (hvoraf en mand dog er vaks og taler med alarmcentralen for at få en ambulance derud) og hun ligger dér på de våde, mørkebrune træbrædder og hun reagerer ikke på noget. Per instinkt og måske liiidt for tidligt lægger jeg hende om på ryggen og trykker hendes bryst måske tre-fire gange. Hun åbner øjenene og vi kan nu også høre at hun besværet trækker vejret mens der sprøjter lidt vand og halvfordøjede ris ud ad munden. Laura, som også er sygeplejerske måler puls og ser i hendes øjne, hvor den ene pupil er helt lille og den anden helt udvidet. Vi forsøger at spørge manden, som viser sig at være hendes ægtemand, om dette er vanligt. Vi kan ikke rigtig spørge om så meget, fordi vores kinesiske er så begrænset og han forstår ikke vores gæt og grimasser selvom vi åbner hendes øjne og viser ham det.

Ingen “tilskuere” har rigtig meldt sin hjælp bortset fra telefonmanden. Og nu står de og smågriner. Ja, når man flytter til Kina skal man lige vænne sig til at nogle kinesere meget vel kan småfnise eller grine, når de er nervøse eller bange. Ægtemanden virker forholdsvis upåvirket og klapper hende og taler med hende som om hun bare lige skal vågne lidt op efter en rigtig god lur.

Laura og Anna får arrangeret nogle håndklæder til kvinden, ja ingen af de tilstedeværende kan løsrive sig fra underholdningen for at hente de tæpper vi peger på henne ved vores ting, ganske få meter fra hvor vi sidder.
“Ambulancen er på vej” får vi meddelt. Kvinden ligger på siden og hvæser efter vejret, mens der fortsat sprutter vand ud. Jeg føler mig usikker og kan i den grad mærke at det er meget længe siden jeg har beskæftiget mig med noget lignede. Egentlig har jeg aldrig beskæftiget mig med lignende. Det er heldigvis ikke så ofte at man skal hive halvdruknede folk op af vandet. Det føles som at blive taget med bukserne nede, når man stille og roligt er på picnic for at hygge sig med veninder og børn og pludselig skal igang med at rulle rundt med et potentielt døende menneske. Dengang jeg hoppede i uniformen, hospitals- som hjemmesygeplejeuniformen, var jeg jo klar på at sådanne ting kunne ske. Og så uden mine børn skulle være tilskuere.

Ægtemanden taler meget højt og kvinden lader til at svare på hans spørgsmål men kan intet huske og ved slet ikke hvad der er sket. Manden er virkelig forhippet på at få hende op at stå. Vi prøver hele tiden at få ham til at lade hende ligge på siden, men nu skal hun altså op at sidde! Han trækker hende op at sidde alt hvad han kan trods indvendinger fra Anna, Laura og jeg, samt flere af “tilskuerne”. Men kvinden formår at sidde selvom hun er noget omtumlet. Hun kaster vand op flere gange og spørger efter sin svømmehætte og -briller gentagne gange, “nǐ de dōngxī zài zhèlǐ, méi wèntí” (“dine ting er her, intet problem”).

Vi venter meget længe. Tiden slæber sig afsted.  Hvornår kommer den ambulance?! Vi spørger manden, der har ringet til alarmcentralen om den er på vej. Han kan kun bekræfte at det er den. Ægtemanden er fortsat ihærdig for at få kvinden helt op at stå og få skiftet til noget tørt tøj. Vi kan ikke gøre andet end at hjælpe med at få hende op at stå og slæbe hende hen til en lille lyserød plastiktaburet, der står ved stien. Kvinden er svimmel og ganske svag. Hun sidder på taburetten og virker mere og mere klar, men helt afkræftet. Jeg begynder at mærke trang til at komme væk fra situationen fordi jeg ikke længere har lyst til at have del af ansvaret. Jeg forsøger at bede enten manden eller en tilskuer stå bagved kvinden i tilfælde af at hun pludselig skulle falde bagud eller lignende. Men det er åbenbart ikke så vigtigt. Jeg siger at jeg vil hen til mine børn (de skal snart vide at hun er ok!) og forlader rundkredsen.

Ambulancen er endnu ikke kommet… tik, tok, tik, tok…..

Børnene kommer tilbage sammen med Diana og Anna, som har hentet dem et sted ved søens bred. Børnene er stille og meget nysgerrige. Vi bliver hvor vi havde lagt vores tæpper inden al denne dramatik begyndte. Vi får os en god snak om at hun nu er ok, hvorfor det er så vigtigt at der altid er en voksen i nærheden når de svømmer, og at vi er heldige at have akut hjælp derhjemme.
Kvinden har nu tøj på. Hun sidder stadig på taburetten. Hendes albuer hviler på hendes knæ og man kan se at hun forsat har besværet vejrtrækning. Hun kaster også stadig vand op i ny og næ og manden har meget travlt med tørre det op fra træbrædderne. Lad det dog være og hjælp din kone……. Jeg går over til hende og sætter mig på hug på afstand, men indenfor hendes synsfelt, “ní háo mǎ..?” (“er du okay?”). “Xie xie ní mén….” (“tak skal I have”), siger hun meget stille og stakåndet. Jeg trækker mig og tænker at nu er min opgave slut. Jeg vil ikke stå ved hende, hvis hun pludselig bliver rigtig skidt.

Endelig kan vi høre sirenen. Cirka 1 time efter den vakse tilskuer ringede til alarmcentralen. 1 time.

Ambulancen sniger sig op ad gangstien langs søen og folk stimler sammen – nu er det satme spændende igen! Ægtemanden går til vinduet i førersiden af ambulancen og taler med føreren. Jeg står lidt derfra og jeg opfatter at manden gestikulerer at de ikke har behov for hjælp. Jeg går hen til vinduet og prøver at fortælle at de altså skal se hende og at hun ikke har det godt, “tā bù hǎo!”. Flere tilskuere peger på mig og hen på mine veninder, som står tilbagetrukket på platformen sammen med børnene. Det suger lidt i min mave da en politimand/vagt/en mand i sort uniform kommer kørende på scooter og tager billeder af mig og damerne og begynder at telefonere. For hvis de vil finde en, så gør det det. Vejkameraer har taget billeder af børnene og mig hele vejen op til søen. Jeg er kommet ind i parken ved hjælp af mit årskort, hvor mit mugshot fra mit visum og pasnummer er registreret. Min WeChat registrerer præcis hvor jeg befinder mig hele tiden (man kan ikke slå det fra, blandt andet fordi jeg skal kunne fremvise min “green  code” i WeChat for at dokumentere at jeg har været i Kina i minimum 2 uger… Andet er i øvrigt ikke så sandsynligt fordi man spærres inde på hotel i 14 dage ved ankomst til Kina og at grænserne har været lukket siden midt-ish marts…). Så er vi i problemer kan vi ikke bare stille og roligt liste væk.

De hele tre ambulancereddere stiger end ikke ud ad ambulancen, som efter måske 1,5 minut langsomt triller igennem forsamlingen igen og forsvinder.

Ægtemanden overbeviser ambulanceredderne at hans hustru ikke behøver at blive tilset. Kvinden, som er klædt i rødt står bagved ved siden af taburetten.
Jeg opfordrer ihærdigt at kvinden tilses.

“Hvorfor kører de?!” spørger børnene fortvivlet. Vi ved det jo ikke helt, men en gisning er at ægteparret ikke har råd til at betale for ambulancen, tilsyn og en eventuel behandling. Der er en meget stor egenbetaling og mange har simpelthen ikke råd til det. Og man kan studse over hvorfor det var så let at overtale ambulanceredderne til at køre igen. De er måske vant til det…? Man kan endvidere få fornemmelsen af at der generelt er en anden tilgang til det enkelte menneske i Kina. Det er helheden, der er vigtig her, ikke så meget individet. Og langsom, dårlig eller manglende hjælp kan jo også være en smart måde hvorpå man kan holde befolkningstallet lidt nede.

Survival of the fittest.

Da ambulancen er kørt får vi lige et vink fra ægtemanden og de to ældre mennesker zigzagger langsomt ned ad stien, mens vi kan se at kvinden flere gange bukker sig forover og kaster vand op. Især Anna er oprørt over at de ikke ville modtage hjælp. Jeg er nok blevet lidt hårdhudet efter at have arbejdet som hjemmesygeplejerske og har besøgt mange misbrugere, psykisk syge og til tider bare stædige mennesker. Man kan ikke tvinge folk. Og slet ikke hvis de ikke har råd til det. Det er et vilkår her, desværre.
Jeg håber selvfølgelig det bedste for hende og at ægteparret slipper med skrækken (og eventuelt en lille lungebetændelse, som forhåbentligt ikke slår hende ud…..).

Tilskuerne begynder så småt at drysse væk og der kommer ro på. Karla er lidt stille og vil bare kramme. Børnene har så mange spørgsmål. Alfred synes at vi bare skulle have ladet hende ligge i søen og drukne rigtigt; “For hun er jo for dum, når hun ikke vil på hospitalet”….. Der går nogle gange lidt tid før det bundfælder sig og han for alvor får bearbejdet tingene og ikke længere behøver at komme med dumsmarte bemærkninger….
Da børnene var gået med Diana mens vi hev kvinden op ad vandet havde de haft så mange spørgsmål til Diana. “Is she gonna die?”, “will they put her on the bottom of the lake?”, “oh, her husband will be devastated”. Men på dét tidspunkt ved Diana rent faktisk ikke hvad der sker og kan ikke fortælle dem så meget. Alfred fortæller bagefter de var gået rundt om søen og at han havde kunne se mig “trykke på hendes hjerte”. Det må virkelig have været skræmmende for de små hjerter og hjerner.
Men heldigvis ikke mere skræmmende for dem at samtlige af dem lige skal have en dukkert mere inden vi kører hjem. Min mave fortæller mig at jeg ikke er helt klar til at de springer i, men det er nu godt at de gør det alligevel. Op på hesten igen. Så hurtigt som muligt. Bare lad være med at forsvinde under vandet – for vi kan ikke finde jer i den plumrede, dybe sø.

Vi er nogle heldige kartofler

Det er efterhånden nogle uger siden, vi var ved søen, men dén aften lå jeg længe og spekulerede over hvordan vi skulle have gjort, om vi gjorde det godt nok, om vi rent faktisk reddede denne kvindes liv eller om vi bare overdramatiserede det og hvad man skal vi egentlig gøre i en eventuel anden akutsituation i Kina. Jeg gennemgik det hele; skulle jeg have holdt hende anderledes, så hun ikke næsten gled ud ad mine hænder, da vi trak hende op ad vandet? Skulle vi have ventet lidt længere på at hun selv kom igang med at trække vejret inden jeg gav hende hjertemassage? Mærkede jeg egentlig efter puls? Træk hun mon vejret alligevel og jeg havde ikke set det? Hvorfor huskede jeg ikke at få fat i tæpper for at varme hende lidt op?

En tilbagevendende tanke var dog at hjælpen generelt er langt væk og svær at få. Vi var mere eller mindre hjælpeløse ved søen, og er det egentlig generelt. Vi kan ikke ringe efter en ambulance, for vi kan ikke tale meget kinesisk og de kan ikke tale engelsk. Hvordan skal vi forklare hvad der er sket og hvor vi er? Vi har internationale hotlines, men hvor brugbare er de? Og de skal så ringe til alarmcentralen for os. Hvor lang tid tager det?
For det ikke skal være løgn havde en bekendt behov for akut behandling forleden. Igen oplevede vi at hjælp er vanskeligt at få og trods den internationale hotline tog det mere end 20-25 minutter at få dem til bare at bestille en ambulance fordi der var sprogvanskeligheder. Jeg forsøgte også at ringe til “min” emergency contact, men uden held. Telefonen blev ganske enkelt ikke besvaret.
Igen tog det knapt en time fra opkaldets start til ambulancen ankom. Og tiden var så essentiel i denne situation.

Så hvad vi har for alvor har lært er; lad være med at komme alvorligt til skade mens vi er her. Lad være med at blive akut syg. Man kan ikke regne med at nogen vil hjælpe, hvis vi kører galt på scooteren. Vi kan ikke gå ud fra at der er nogen, der kontakter alarmcentralen. Vi kan ikke satse på at der kommer en ambulance hurtigt. Nogle venner, som har boet her i mere end 20 år, siger at man skal bestille en taxa, såfremt man har brug for akut hjælp, og så selv tage afsted til det nærmeste hospital og håbe på at de kan tage imod en og finde ud af, hvad de skal hjælpe med.

Så hvorfor er vi heldige kartofler? Vi er heldige kartofler, når vi er i Danmark… Tænk at man kan være nogenlunde sikker på at mindst eén person på gaden vil og kan hjælpe. Og nogen, vi kan forstå og tale med. Vi har førstehjælpkursus, når man eksempel tager kørekort. Vi har kampagner, der understreger at man ikke kan gøre noget forkert, men at al hjælp er hjælp. Vi har hjertestartere hængende rundt omkring i gadebilledet. Vi har apps, hvor almindelige mennesker kan melde sig til at blive tilkaldt i tilfælde af hjertestop. Vi kan ringe til alarmcentralen og vi kan kommunikere med personen i den anden ende. Vi kan være sikre på at der sendes en ambulance, som formentlig kan være fremme ret hurtigt. Vi har et system, der gør sit ypperste for at behandle folk hurtigt og rigtigt.

Vi er heldige at vi som udgangspunkt kan være trygge.

Tak fordi du læser med.

 

 

 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.