Velkommen til Kina. August 2017

For pokker, altså….. Der sker så meget og alligevel så lidt. Tiden flyver i hvert fald afsted og jeg har hele tiden fornemmelsen af at jeg forsømmer at skrive her. Men nu er jeg her!!!

Jeg tror jeg så småt må starte ved begyndelsen, så jeg ligesom har fået “dokumenteret” tingene.

Lad os bare sige at det kildede liiiidt i maven, da taxaen hentede os fra sommerhuset og tog os og hele vores liv med i bagagerummet….

Med en klump i halsen, kilden i maven og en surrealistisk og uvirkelig følelse blev vi hentet af taxaen for ikke at komme tilbage til Danmark i ca 1 år. Og ja, for ikke at tale om at vi ikke skal bo i Danmark de næste 2,5 års tid. Vores venner og familie er på den anden side af jorden og med 6 timers tidsforskel. Vi var så klar og så spændte! Børnene var godt forberedt, især Alfred, men alligevel;  mon han overhovedet har begreb om at hvad det vil sige at flytte til den anden side af jorden? Det tror jeg egentlig ikke engang vi har begreb om – og endnu ikke, faktisk…..

Storebror passede på kufferter og lillesøster, mens far (og mor) tjekkede ind.

Det hele var ret mærkeligt, da vi stod i lufthavnen og skulle tjekke ind. Det var især ret irriterende, da vi blev oplyst at man ikke betaler pr kg overvægt, men et fast beløb på hver enkelt kuffert med overvægt. Jeg var dermed specielt begejstret for at jeg havde brugt mere end en time på at veje hver enkelt kuffert, pakke om for at fordele overvægten ligeligt således at alle 7 kufferter havde ca 2 kg overvægt. Lufthansa var også glade for de mere end 4000kr.

Det var lidt for spændende i en lille times tid, idet vi ikke kunne lette fra CPH grundet dårligt vejr i Frankfurt. Dermed var der risiko for at misse flyet i Frankfurt til Nanjing. Heldigvis var der ingen problemer og vi kom gennem immigration (hvilket på travle dage kan tage op til ca 4 timer) og boardede i tide i Frankfurt.
Fra CPH til Frankfurt. Heldigvis sad vi en voksen og et barn sammen på den lange tur fra Frankfurt til Nanjing og ikke som hér… Jeg vil være far i mit næste liv.

Flyveturen gik okay selvom Karla ikke rigtig ville sove og Alfred ikke rigtig kunne sove. Begge sov ca 2-3 timer sammenlagt, så der var ikke så meget overskud på mor-og-far-kontoen da vi kom frem efter sammenlagt over 15 timers rejse.

Da Karla endelig faldt i søvn sådan rigtigt…. ca tre kvarter før lyset blev tændt og vi begyndte nedstigningen….
Alfreds reaktion på morgenmaden. Han blev dog lidt skuffet over indholdet (nudler) og det kunne mærkes at han ikke havde sovet specielt meget.

Det var en pudsig oplevelse, da vi 8 mand høj (Michaels kollega med kone og børn) med hver især 8-9 kufferter og en klapvogn blev hentet i en minibus uden bagagerum. Men det er en smal sag i Kina; man smider alt ind på sæderne, man skal bare sørge for at menneskene sidder bagved kufferterne, således at kufferterne ikke flyver op i nakken ved en evt hård opbremsning. Afsted til hotellet. Vi spildte dog ikke tiden og blev hentet ca en times tid efter check in, hvor vi kørte ud til vores huse for at få nøglerne. Heldigvis viste vores hus sig at være blevet gjort rigtig fint i stand ift hvordan det så ud, da Michael og jeg var her i maj. Hvide hele vægge uden (så mange) huller! Og masser af skidt fra workers, nogle ufærdige ting og ting som ikke var lavet. Men det er mere eller mindre udbedret på nuværende tidspunkt og jeg synes vi har fået et godt og pænt sted.

De næste to dage stod på megaindkøb i Metro og IKEA. For pokker jeg er træt af de butikker. Men jeg har til gengæld nydt at kunne voldkøbe – især i IKEA. Ja, vi har nærmest revet butikken fra hinanden for så at tage det med hjem. Vi skulle ikke købe møbler, da de var i huset, så vi undgik at skulle købe senge, borde, stole, sofa osv. Alligevel kan dyner, lagner, håndklæder (til 3 (!!) badeværelser), viskestykker, puder, plaider, gulvtæpper, lamper, hyggeting, glas, tallerkner, grydeskeer, dåseåbner, osv godt fylde ret meget….

Kun en del af vores første IKEA-indkøb……..

Selvom det var en lidt anstrengende fornøjelse i IKEA med to børn med jetlag og et flyttet-hjemmefra-hjem at købe ind til, så blev det hele meget bedre, da vi gik rundt ovenpå i udstillingen. Jeg fik desværre ikke nogle billeder af det (ja, Michael forbød mig det faktisk!) men kinesere bliver nogle gange – især midt på dagen – så forfærdeligt trætte og har bare behov for en lur -NU! Så derfor var alle senge, lænestole og sofaer optaget af sovende mennesker. De tog venligt skoene af, lagde sig under et tæppe eller en dyne og tog den tiltrængte lur. Velkommen til Kina, velkommen til jeg-er-røvligeglad-med-hvad-andre-tænker-kulturen. En kultur, der tiltrækker og fascinerer mig, men samtidig er så langt væk fra mig og min idé om et velfungerende samfund. Det bliver en anden dag, jeg uddyber det. Der er nogle fine historier.

En af de første dage efter vi flyttede ind. Michael, Alfred og Karla går ned ad vores dejlige vej og er på vej ud til en taxa og Toys´R´us til storindkøb.

Det var dejligt at flytte rigtigt ind efter nogle dage på hotel og jeg synes at vi ret hurtigt fik os på plads. Kufferterne stod godt nok halvudpakkede i en uges tid eller mere, men der var næsten styr på det. Nærmest med det samme følte Michael og jeg os hjemme, og vi havde også fornemmelsen af at børnene gjorde det samme. Alfred har næsten ikke kommet ind til os om natten siden vi kom, hvilket er kæmpe stort! Han har også fået sig et ret dejligt værelse efterhånden.

Når man glæder sig til at se skolen. Introdag to dage før reel skolestart.
Alfred fik næsten åndenød, da han så at skolen har en stor svømmehal med to bassiner. Alfred havde svært ved at vente de tre uger, han skulle, før undervisningen startede. Nu nyder han at have svømning to gange i løbet af et 8 dages skolerul.
1. skoledag på vej ned ad primary schools gang.
Ved indgangen til Alfreds klasseværelse 1. skoledag.
På vej hjem fra skole. Der er knapt 3 km fra skolen og til vores hus.

Lidt over en uge efter vi ankom til Kina skulle Alfred starte i skole. Han glædede sig virkelig meget og var heldivis rigtig begejstret da vi tog derfra efter introdagen, der varede to timer. Alfred var allermest begejstret for en seje svømmehal, som man går forbi hver morgen og eftermiddag, når man kommer og går. Alfred spurgte (nærmest uden undtagelse) hver gang, vi passerede vinduerne, om hvornår han dog skulle svømme. 3 uger måtte han vente før K1 havde svømmeundervisning. De skulle nok have de små poder til at høre lidt efter inden de kastede dem i vandet…. Karla råbte “mormor, baaaaade!” hver gang vi gik forbi – det varede også i ca 3 uger. Vores små vandhunde…

Svømmetime. Smugkig fra caféen.
Karla ville også lige prøve Alfreds svømmekit

Alfred var ret glad for skolen til at starte med og var kun lidt betuttet, når jeg afleverede ham. Han havde Stine ved sin side, hvilket hjalp, men han blev også hurtigt glad for Mrs. Karen og Ms. Pam, de forstod ham dog ikke. Det gjorde ingen, faktisk kun Stine. Han havde en periode på to uger, hvor han græd og nærmest hulkede når jeg afleverede ham. Det har ikke været sjovt at blive afleveret, men heldigvis havde han gode dage, hvor han fortalte at han havde hygget sig og lavet sjove ting. Han kommer ofte hjem med en masse fine tegninger og malerier, og har lavet lerfigurer og andre ting, som stadig er på skolen – de laver udstillinger på gangen, når de har haft et emne eller lignende.

Terracottakrigerfigur, der står på skolen
Klassens fortolkning af terracottakrigeren. Nogle ligner mennesker, andre ligner… klumper af ler.
Alfreds udgave. Han har stærke arme………………………………..
Alfreds udgave af en blomstervase. Den befinder sig fortsat på skolen. Desværre.

Alfred er nu rigtig glad for at gå i skole og efter den helt faste rutine ved ankomst om morgenen, bliver Karla og jeg nærmest smidt ud af klasselokalet. Smidt ud er måske så meget sagt… Vi ankommer, Alfred, Karla og jeg. Alfred og Karla har nu indfundet sig faste roller; Karla tager den lille bakke, mens Alfred sætter sin vandflaske i vandflaskekassen (i know, vandflaskekassen..) Efterfølgende balancerer Karla med bakken og Alfreds Starwars madkasse hen til Alfreds personlige madkassebakke (i know, madkassebakke….) og Alfred hjælper Karla med at nå derop. Så et kys og en “krammer”, som Karla siger det og så må vi da ellers gerne gå. Hvis man er heldig bliver vi lige orienteret om de nyeste kreationer i klasselokalet og SÅ må vi gerne smutte. Det er super dejligt og hvor er det skønt at han så gerne vil have at vi smutter.

Hip hip hurra med de 2 år Karlita!!!! Du behøver ikke bruge tid på at rive gavepapiret af for det er der slet ikke…. Velforberedte forældre…………..

D. 23. august blev Karla 2 år. Hun vågnede som den første kl lidt over 05, hvilket gjorde det en anelse vanskeligt at vække hende med fødselsdagssang og flag… Hun fik dog æren af at gå ned ad trappen og der stod tre mand høj med flag og sang – hun lod dog til at være dødligeglad.

“Idag er det Karlas fødselsdag, hurra, hurra, hurraaa..!!!”. “Morgenmad??” var hendes kommentar.

Hun blev til gengæld glad for den gøende hund, vi valgte at give hende (hvorfor købte vi dog den??!?!?!??!!), samt et vattæppe, jeg havde syet til dukkedyne og -pude – i hånden…….. Hjemmegjort er nogle gange velgjort. Dette var i hvert fald velment. Da Michael var taget på arbejde og Alfred var afleveret i skole fik Karla fornøjelsen af en indkøbstur i Metro i 3 timer. Man har vel kun fødselsdag eén gang om året. Til gengæld fik vi Michaels kollega, Jeppe og hans familie på besøg om aftenen til aftensmad. Og hun fik kage, gaver og alt muligt.

Fødselsdagsgaven fra Stine gik rent ind; En lyserød taske, en Schleich-hest med prikker og et kinesisk håndspejl. Klapvognen lå på vores scooter, da vi kom hjem fra Metro. Genboernes datter brugte den ikke mere, så Karla måtte gerne få den.
Michaels kollega, Jeppes børn. De er også vores naboer, så det er ret nemt at få legedate.
Trætte børn efter endnu en tur i IKEA. Vi havde købt to tæpper, der var 2m lange, hvilket resulterede i at taxaerne ikke ville have os med. Vi endte med at ringe til vores ejendomsmægler, så hun kunne forklare chaufføren at Michael tog vores varer med alene og jeg kørte i en anden taxa med børnene. Jeg vil gætte på at kinesere ikke får så mange point i Gæt & Grimasser. Eller også er det os, der er latterligt dårlige.

August gik mest med at aflevere og hente Alfred i skole og tænke på hans ve og vel, vente på workers til huset, flere Metroture, indkøb, madlavning, rengøring, oplære ayi herhjemme, og ja, lige huske at sørge for at Karla også fik frokost og en middagslur…

Hun har siddet meget på min hofte og været ganske forfærdet, hvis jeg ikke lige var i nærheden. Der har været mange workere i hjemmet og Karla var utroligt bange for kinesiske mænd den første måned her. Det er ikke så nemt at være bange for kinesiske mænd, når man er en lille krølhåret, stor- og blåøjet pige, som mændene synes er noget så sød og “piàoliang”. Ligeledes vagterne på skolen var utroligt farlige. Jeg har forsøgt at lære Karla mantraet; “de er søde, de er ikke farlige”. En dag, hvor jeg var på toilettet herhjemme, mens Karla var i køkkenet og en worker var i stuen fik hun nærmest et angstanfald. Det eneste hun kunne sige, mens hun hulkede var: “[m]and sød, ikk´ farlig…”. Jeg ved så ikke hvor overbevist hun var… Heldigvis er de sorthårede ikke så farlige længere.

Før Karla kunne starte i vuggestuen skulle hun have et medical check. Det skal man sådan set når man skal det mindste i Kina, fx job, visumansøgning og ja, til vuggestue, skole eller lignende.

Jeg har aldrig prøvet noget lignende og jeg gør det aldrig igen.

Jeg anser ikke mig selv som pyldret og sart. Mine svigerforældre ville helt sikkert have joket med at jeg skulle bruge den håndsprit, jeg altid har med, men det her var værre end slemt. Dagen startede med at taxachauførren satte mig af næsten 1,5 km fra hospitalet og jeg skulle bære Karla på hoften i 39 graders varme og en luftfugtighed på 99,9%. Jeg havde ikke klapvognen med, foruden skulle jeg jo ikke bruge. Jeg havde en aftale med Tia, som er lærer (eller noget lignende) i Karlas kindergarten. Gud ske tak og lov for det!

Vi gik ind ad døren og blev mødt af hyl og angste skrig fra børn, der på alle mulige måder forsøgte at fortælle de voksne, at hér ville de i hvert fald ikke være. Vi skulle stå i kø for at registrere os, jeg skulle blot sige Karlas navn, intet pas eller anden ID var nødvendigt. Jeg havde ikke modet til at opgive hende som Gerda Kirsten Nielsen, hvilket jeg sagtens kunne have gjort. Lige ved siden af køen til registrering var en anden kø – køen til skranken, hvor man tog blodprøver.

Skranken til blodprøver.

Jeg synes personligt det var en genial idé at vise alle børnene, hvor sidste post var, og hvor bange deres fellow barnestakler var, så de rigtig kunne være angste og kede af det hele forløbet igennem.

Efter registrering stilte vi os i kø til kropseksamination. Jeg fik fornøjelsen af at se 5-6 børn blive tjekket, idet privatliv og diskretion kan ligge på et ganske lille sted i den kinesiske kultur. Så jeg fik set at de kiggede i halsen, lyttede på lunger og hjerte, tjekkede testikler eller skeder, hvorefter man gik tilbage til munden og med samme handsker talte tænder og derefter lige mærkede mandlerne på halsen. I grunden var det heldigt at jeg havde set alt dette for jeg kunne også se sygeplejersken og lægen i ventetiden mellem patienterne. En skrev på computer og den anden nussede stetoskopet. De brugte ikke tiden på at spritte lejet eller stetoskopet af, og heller ikke på at skifte handskerne, som lignede nogle, man kan tage på tankstationen, når man skal tanke. De samme handsker til de 5-6 patienter. I Kina har man ikke så stort fokus på eller viden om hygiejne, som man skulle tro, når man ser så mange mennesker rende rundt med bundbind. Her er det normalt at der på offentlige toiletter hverken er (toiletter,) papir, sæbe eller lignende og det er ikke ualmindeligt at undlade at vaske hænder. Det er heller ikke ualmindeligt at spytte på gulvet i supermarkedet (også selvom man er ansat og står ved siden af æblerne i frugtafdelingen, og at alle kan se dig…) eller nyse ud over kyllingerne, der ligger frit på bordene på markedet. Man kan forestille sig der florerer nogle gode “tusser” rundt omkring. Og de sad allesammen på de handsker og stetoskop og ventede på at hoppe på Karla!

Med bankende hjerte gik jeg ind i lokalet med Karla og fik Tia til at bede dem spritte af og skifte handsker. Jeg følte mig totalt latterlig og hysterisk. De kiggede på mig som om “hvorfor dog det? Tjo, det kan vi da godt…”. Der gik lidt tid med at finde sprit og handsker, for det var i nogle andre lokaler….. Karla blev tjekket, ny kø til øjentjek og til sidst ny kø til blodprøve. Mange børn skreg og græd, de var simpelthen så bange. Personalet på hospitalet var røvligeglade, nogle forældre skældte højlydt ud, andre slog dem hårdt over fingrene. Vi stod bag en far og en dreng i en af køerne. Da han havde hamret drengen over den i forvejen lilla hånd omkring 5 gange, mens jeg så (og hørte) det måtte jeg til sidst råbe af ham at nu skulle han saftsuseme stoppe! Han rejste sig og jeg tænke; “fuck, nu får jeg eén på hovedet….”, men da han vendte sig om medfulgte der heldigvis kun to onde, stirrende øjne og ikke den bjørnelap, han var udstyret med. Tia sagde forsigtigt noget til ham på kinesisk og gav drengen min serviet til hans tårer og snotnæse. Drengen fik ikke flere fingerslag derefter…

Igen var jeg glad for at Tia var med, da vi kom til blodprøven. Der var blodpletter på papiret på puden, hvor man skulle lægge hånden, og de skiftede ikke handsker. Igen måtte de bruge lidt tid på at finde et nyt sæt tankstationshandsker og endte med at bruge toiletpapir på puden, idet de ikke havde et tilsvarende blodpletfrit stykke papir, der lå på puden.

Jeg bliver sjældent sådan rigtig rystet, men det var jeg virkelig her. Nu hvor jeg skriver om det kan jeg igen mærke den stærke trang, jeg havde til bare at skride så hurtigt som muligt. Jeg var faktisk også lidt bange – det er jeg ellers aldrig når det handler om læger og undersøgelser. Jeg har ikke tal på hvor mange gange mine børn har været hos diverse læger og de 8 gange jeg har set mine børn blive lagt i narkose, har jeg kun været bange den første gang, hvor Alfred var 10 måneder gammel. Men denne gang var jeg faktisk virkelig ubehageligt til mode og en anelse bange. Jeg må have skjult det godt, for Karla græd slet ikke, ikke engang, da hun blev stukket i fingeren, og virkede i det hele taget ret upåvirket af situationen.

Mens Tia selv var til medical check (hun har været ansat længe i kindergarten, men skulle alligevel have et nyt check…) sad Karla og jeg og ventede på blodprøvesvarene. Jeg sad måbende og stille. Det var ikke kun de hygiejniske ting, der slog mig ud, men hele stemningen, virvaret, de grædende børn og den totale mangel på forståelse for børnene, der ramte mig. Den dag oplevede jeg noget af “det rigtige” Kina. Det var netop dér, jeg opdagede at vi var flyttet til Kina og ikke bare til det lukkede og beskyttede expatsamfund, hvor de eneste kinesere, vi reelt talte med var i forbindelse med indkøb eller taxature. Da vi ventede på svarene skrev jeg en sms til Michael, at jeg aldrig igen ville sætte mine ben på sådan et hospital med vores børn. Især ikke for et skide medical check, som er totalt overfladisk og amatøragtigt og dermed, i mine øjne, er fuldstændigt ligegyldigt.

Mega seje Karla, der ganske hurtigt fald i søvn i Tias bil. Hun måtte alligevel have brugt lidt krudt på at være der…..

Det er ret fantastisk at man i Kina ikke kan komme til skade i trafikken – selv ikke når de kører så råddent, som de gør. Der går folk rundt i midterrabatten på motorvejen og klipper hæk, man kan parkere sin scooter og sharing bike midt på vejen, man kører overfor rødt og i modsatte retning, man stopper bare bilen midt på gaden, hvis gps’en lige skal indstilles og ja, man kan køre med det dyrebareste, man har i livet på bagsædet i en taxa med en chauffør, der har kørt en tur eller 1000 for meget i den kinesiske trafik.

Der mangler sele”klikkere” i de fleste taxaer. Børnenes dog stadig fuldstændig forsvarligt fastspændt.
Karla har helt klart et talent for at tage middagslur i taxaer.

Af en eller grund falmer ens opfattelse af korrekt opførelse i trafikken, og man følger bare med – “de gør de andre jo også” er en latterlig undskyldning, men det er en forklaring. Og man hopper ikke lige ind i en taxa med to autostole, som man 78% af gangene ikke ville kunne montere pga manglende klikker til selen. I øvrigt er det så fjollet at rende rundt med to børn, en klapvogn og to autostole… Jeg grinede højt, da min mor meget moragtigt og lidt forsigtigt skrev og spurgte om vi mon kunne købe autostole her eller om vi skulle have sendt fra Danmark.

Ret hurtigt fandt vi ud af at det var omstændigt at køre taxa til og fra skole. Det er absolut ikke dyrt, så det ville ikke tømme pungen, men besværligt og fornemmelsen af at vi altid skulle aftale noget med nogen, ville være irriterende. Så vi købte en scooter.

“Vi vil gerne have denne her..”: “ja så gerne!” 2 min efter var batteri, bagageboks og spejle installeret.

Det er simpelthen så fedt at kunne aflevere Alfred, så Karla, køre tilbage til skolen og gå til møde, træne eller nogle af de mange ting og aktiviteter, der er nærmest dagligt på skolen, køre ned på markedet og handle og så køre hjem. Tænk, hvis jeg skulle have en ny taxa hver gang…. Der er godt nok en totalt genial app, DiDi, hvor man booker en taxa via appen, der bruger gps og man booker hele turen, dvs position og destination. Det er dog lidt mere vanskeligt når taxichaufføren ringer for at høre ens mere præcise position og de smider røret på, når man siger “ting bù dong”, som betyder at man ikke forstår. Jeg har dog ikke prøvet at de ikke har hentet os.

Alfred og jeg får nogle af vores bedste snakke på vej til og fra skole

Jeg tror det var den anden dag, vi kørte på scooter til skolen at børnene lærte hvor tung sådan en scooter kan være. Vi var på cykel- og scooterparkeringen på skolen. Karla, som stod foran mig, var sat af og blevet bedt vente. Hun er 2 og ventede selvfølgelig ikke. Dog behøvede følgende ikke ramme hende, selvom hun alderssvarende hører mindre efter end hendes mor forventer. Jeg så ikke hvad der skete, men pludselig lå en kvinde ved siden af sin scooter mellem en masse væltede cykler. Hendes scooters gashåndtag var stadig drejet og baghjulet kørte dermed mens scooteren lå ned. Karla lå på jorden og hendes bare ben under scooterens kørende hjul. Alfred skreg og gik nærmest i panik fordi hans elskede lillesøster angiveligt var i fare. Det så nu også ret voldsomt ud, men heldigvis skete der ikke det store. Karla blev noget forskrækket og græd og sagde “bange!”. Det ville jeg også gøre hvis jeg pludselig lå på jorden med en kørende scooter ovenpå mit ben.

Karlas sviende knæhaser.

Damen, der havde kørt scooteren rystede og var simpelthen så ked af det. Hun havde simpelthen slet ikke set Karla og hendes pink cykelhjelm, og havde dermed kørt direkte ind i hende. Hun undskyldte mange, mange gange. Alfred var rasende og tog på ingen måde damens undskyldning for gode varer – han ville slå damen OG hendes datter (som var stået af inden styrtet) ihjel, fordi de havde kørt ind i hans lillesøster. Han bandede og svovlede hele vejen ind til klassen og måtte lige med til skolesygeplejersken for at se at Karla ikke var kommet slemt til skade. Han kunne derefter godt se at det nok ikke var en optimal løsning at slå de to ihjel……. Jeg var nu også ret lettet over at det var dér han endte….. Karla var som sædvanlig vanvittig cool og lod sygeplejersken rense med jod (de er fjollet med det herude!). Hun sad på vores scooter max 20 minutter efter uheldet. Sej lille dame.

For at få lidt adspredelse fra scooteren skulle vi da også have nogle cykler. Vi var i en Giant cykelforretning og fandt den sejeste cykel til Alfred. Da vi skulle betale viste det sig så at de ikke tog Visa… Alfred varsledes at der var risiko for at vi ikke fik cyklen med hjem alligevel. Michael prøvede de to banker ved siden af, men stadig uden held. Alfred var SÅ skuffet og hvor kan jeg dog forstå ham! Han græd, men var super sej til at fortælle hvordan han havde det – og han var ikke vred – WOW! Karla var så nærmest utrøstelig fordi hun havde forelsket sig i en alt for stor cykel, hun ikke kunne cykle på. Den trillede bare så fint, mens hun sad på den og støttehjulene holdt balancen for hende. Børnene græd så meget at cykelmanden kom ud og forærede dem en legetøjsbil, fordi de sad hos mig og skreggræd, mens Michael forsøgte at få hævet nogle penge….. Det hele endte dog lykkeligt og nogle få dage efter var vi smarte at hæve penge INDEN vi gik til forretningen (velforberedte forældre, yes!) og købte den flotte, seje, storedrengscykel, som Alfred var ved at flå sin højre arm af over at have fået.

Alfred på sin spritnye cykel. Michael måtte så gerne låne løbehjulet.
Nyeste og sejeste cykel ever – med 8 gear og alt muligt. Der gik lige nogle dage før vi fandt en cykelhjelm

Vi sluttede august med en sviptur til Shanghai. Det er susme sejt at kunne sige, at man lige tager en smuttur til Shanghai og nupper en enkelt overnatning.

Vi har overgivet os…. Alfred får nu lov at bruge min iPad at spille på………… Både Michael og Alfred er specielt glade for Swamp attack. Det lyder noget vildere end det er!
Frække Alfred
På vej til Shanghai, middagslur i 300km/t-toget.
Ankomst til Shanghai. Vi fandt hurtigt en kuglepen til at skrive mit telefonnummer på deres arme.
Massagestole på togstationen.

Børnene opførte sig helt og aldeles forfærdeligt og vi var ret trætte af at vi skulle hele vejen til Shanghai for at få vores arbejds- og opholdstilladelse…. At jeg så havde haft opkast-/bæsyge hele natten og ikke havde den store trang til at løfte Karla gjorde heller ikke turen federe. Nogle gange kan man ønske at tiden gik bare lidt hurtigere og børnene var ældre. Men det er vist noget med at man skal nyde dem, mens man har dem og de er små. Det er nok folk med store børn, der har opfundet dét mantra.

Alfred så noget sjov og forbavset ud, da han opdagede at drengens bukser var uden bund. Det er så smart i Kina; mange børn har bukser, der ikke er syet sammen mellem benene. På denne måde kan man undlade ble og børnene kan bare tisse eller hvad de nu skal uden at man behøver at tage bukserne af eller ned. At diller/tisser og numse kan ses er så en anden sag………….

Efter vi havde været på visumkontoret og en times tid på hotelværelset med iPad og kiks, hjalp det lidt på alles humør og vi gik rundt i byen på lidt sightseeing og så solen gå ned og lysene på bygningerne vågne.

Frøer, fisk og andre vanddyr til madlavningen. Frøerne viste sig at være ganske friske og gjorde Alfred (og os andre!) noget forskrækket, da de pludselig hoppede rundt i det lille net, de lå i.
Kinesisk skak midt på gaden – det tiltrækker tilskuere.

Teletårnet i Shanghai er usmageligt og samtidig ganske fascinerende.

Disney Store liiige ved siden af taxaholdepladsen. Vi vovede dog ikke pelsen og stillede os i kø for at komme ind til inferno. Børnene gad egentlig heller ikke rigtig. Alfred havde dog meget sjov ud af dette.

Vi havde en god dag efterfølgende og gik en lang tur, var på ting-og-sager-marked og fik set en masse af centrum.

Høøjt oppe over byen på vores hotelværelse. Og ja, det var sikkert for børnene at sidde dér..!
Bemærk gerne manden, der ligger på en metalplade på jorden. Michael og jeg talte om hvorfor han dog lå på den og havde lagt sten hele vejen rundt – nedenunder, så pladens kanter svævede over jorden. Alfred foreslog at det nok var pga tissemyrer….. Ikke dårligt tænkt, slet ikke dårligt!
Marked. Der er små bikse med alt. En elastikbiks, en plastikposebiks, en vinkende-kat-biks, en strømpebuksebiks, osv.
Et lyst barn med rottehaler af krøllet, lysebrunt hår og en kinesisk kjole. Det går rent ind og der er photosession ret ofte.
Lepin og FisherNice er ret billigt.

Vi skiller os lidt ud blandt alle med sort hår.

Endelig kom jeg igang med vores start i Kinaland. Jeg bliver nok aldrig forfatter. Skulle jeg blive det, ville jeg nok ende med at skrive en enkelt eller bare en halvfærdig bog…………… September coming up, hav dog lidt tålmodighed…

Tak fordi du læser med…

11 meninger om “Velkommen til Kina. August 2017”

  1. Jeg synes faktisk du skriver meget farverigt… jeg kan se det hele for mig . Det lyder som om i har det rigtig godt omend der også er nogle lortedage, for det er der jo i enhver hverdag.
    Fedt at børnene har tilpasset sig så godt. Hvad med dig selv. Hvordan går hausfrau livet? Når du lidt tid til dig selv ?
    Jeg savner dig og din kække facon på jobbet?
    Nyd China life
    Mange hilsner fra Mette

    1. Hej Mette!
      Tak for din hilsen og skønt at vide at du læser lidt med. Vi har det alle fire godt, tiden løber utroligt stærkt selvom jeg ikke er på arbejde. Men sådan er det vel med alt.
      Har du fundet dig til rette på jobbet med to børn? Det er super hårdt i starten – især hvis de sover dårligt. Jeg kan stadig ikke forstå at jeg er taget på arbejde efter at have siddet oppe med Karla i 4 timer om natten og derefter et par ture ind til Alfred. Man er lidt af en superhelt nogle gange. Håber drengene opfører sig ordentligt!
      Hils allesammen på arbejdet og hav det godt.
      Knus til dig og co.

  2. Bliver aldrig forfatter, sikke noget vås. Det er fantastiske at læse med, du er super go til at skrive så levende at når man først gå i gang med at læse, kan man ikke stoppe igen.
    Ser frem til at høre mere fra dig.
    Knus Joy

    1. Du er sgu altid så god til at give komplimenter ❤️ Tak, Joy, jeg kan jo altid regne med søde ord fra dig – og du mener dem! Håber i alle tre har det godt derhjemme!
      Stort knus

  3. Når jeg kommer skal jeg ha en lur i IKEA det er helt sikkert!!
    Herhjemme er der stor sympati for Karla og hendes voldsomme oplevelse. Men – Jeg var ved at dø af grin over Alfreds reaktion. Han er simpelthen så sej og jeg elsker at han vil beskytte sin familie så inderligt Love you all ❤️

    1. Jeg glæder mig umådeligt meget til du kommer ❤️ Ikke alene kommer du og besøger os, ser hvordan vi bor og oplever Kina, så har jeg dig helt for mig selv i en uge HURRA!!!

  4. Jeg synes du er en fremragende forfatter, du har da fået mig til at skippe Vild med dans for at læse dit indlæg 🙂

    Jeg bliver helt glad indeni når jeg læser det, det er så fedt, at jeres eventyr bare er startet så godt, og at især ungerne har klaret det så super flot 🙂

    Jeg glæder mig til at læse mere 🙂

    1. Det er alligevel en bedrift at få en forstadskvinde, der er mor til to til at skippe Vild med Dans! Fedt mand
      Jeg er efterhånden lidt beæret over hvem der gider læse med…. Og tak for din hilsen, det betyder meget at folk også skriver denne vej.
      Håber i har det godt trods brækkede arme osv.!
      Hils dine tre!
      Knus fra Kina

  5. Wow ELSKER at læse med. Sikke et eventyr❤️
    Glæder mig allerede til septemberindlægget.
    Jeg synes du er en fantastisk forfatter – levende og ærlig!
    Savner jer alle!

    1. Tak Mette! Lad os prøve det der wechat-noget. Det er godt nok ikke lykkes for Sara og mig endnu, men det kommer nok en dag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.