Når det regner får man… regnvejrshumør….

Jeg startede med at påbegynde mit “hvad-vi-har-lavet-i-november”-indlæg, men kom straks på afveje og befandt mig et essaylignende indlæg. Jeg har her til morgen været til lidt undervisning eller rettere vidensdeling, som var organiseret af de tre counselors/vejledere/psykologer, der er ansat på skolen til at hjælpe børn og deres familier med den her type liv og med de udfordringer, der er forbundet med det.

Det har givet stof til eftertanke.

Efter vi kom hjem til Kina fra vores ferie i Thailand i februar har jeg virkelig tænkt og følt efter. Måske er honeymoon fasen ved at være overstået, og det, vi forbandt med vores nyelige ankomst, er her stadig. Det handler primært om Alfred og hans velbefindende.

Michael er ret omstillelig og “bare på arbejde”, som han selv siger. Selvfølgelig har vi ikke samme netværk, som derhjemme, og især Michael savner den hyppige kontakt, vi har haft med vores danske venner.

Karla kender ikke til andet og har et lettere ukompliceret sind. Hun lader til at være glad og ikke have det store afsavn. Hun er trods alt også kun to.

Jeg synes egentlig også jeg har det ret godt, jeg har fået mig nogle gode, fortrolige venner og jeg begår mig godt her. Jeg er godt nok virkelig træt af at lave mad hver dag, jeg nyder det på ingen måde, men jeg er nok ikke den eneste i verden, der har det sådan. Min hverdag handler primært om at få børnene til og fra skole og kindergarten. Det bruger jeg 3 timer på om dagen og afhentning begynder 14:30. Så skal vi have noget mad, det skal jo handles, vaskes (det bliver man nødt til efter deres liv på grøntmarkedet… Mere om det i et andet indlæg, det er faktisk mere pudsigt end man tror….), forberedes, kokkereres, osv. “Jaja”, tænker du måske, “det er jo sådan i alle familier”, men Kina og Nanjing er anderledes skruet sammen og tingene tager bare længere tid end derhjemme i Danmark. Tiden forsvinder og man kan som hjemmegående pludselig kun finde sig selv et sted, hvor man enten handler mad, i ens køkken eller på skolen. Og det er dét… Jeg tænker ofte at jeg faktisk har gjort dét her før og samtidig haft et lønnet arbejde, 8-15, set venner og lavet alt muligt andet. Jeg vil gerne kunne smutte i Netto og handle det hele og så bare komme hjem med alle mine varer og alt muligt andet fra Spotten, som jeg ikke kunne undvære mens jeg stod i butikken…. Åååååh jeg savner Netto. Virkelig. Og fransk leverpostej på rugbrød.

Alfred slås lidt med sig selv engang imellem og havde måske også selv regnet med at finde sig bedre til rette efter de 7 måneder, vi nu har boet her. Han har nok bare lidt sværere ved at knytte sig og finde “ligesindede”, der vil lege vildt og samtidig er gode venner. Så han får ofte et “nej-tak til dig og leg”, hvilket går ham (og os!) lidt på…. Han er en lille dreng med meget store følelser. Men han er glad og synes det er fedt at være her, det siger han og vi mærker det også. Han er generelt blevet rigtig modig og sej, han ved en masse ting, kan skrive bogstaver, tælle til 20 på engelsk, kinesisk og selvfølgelig dansk, og så småt lærer han at begå sig blandt en hel masse forskellige kulturer med forskellige sprog og måder at møde hinanden og være sammen på.

I det hele taget har vores børn været rigtige seje indtil videre.

For hvad er det egentlig vi beder vores børn om? At lære en masse menneske at kende, at investere energi, tid og mest af alt følelser for så selv at skulle afsted indenfor et par år? At de, især Alfred fordi han går på international skole, skal sige farvel til flere af sine gode venner, fordi folk kommer og går i takt med arbejdskontrakter, osv. Det tog hårdt på Alfred at sige farvel til sin ven Patrik, der rejste i januar. Det vendte hans verden på hovedet, hvor han endnu engang stod uden en ven-ven og følte sig alene. Og Alfred har tendens til at føle sig alene, selvom han er omgivet af mennesker, der kan lide ham, holder af ham og også elsker ham. Alfreds fodfæste i skolen blev hevet lidt væk under ham og det har vi glemt.

Vi voksne har “bare” skulle finde ud af det praktiske og få os nogle flere venner. Det har vi gjort en masse gange før. Vi har gennemgået flytninger, skoleskift, at flytte hjemmefra, uddannelse, skift i tilværelsen, osv. Vi ved jo at vi kan og vi har haft 32-34 år til at lære det – og alt er foregået trygt og roligt i Danmark eller i hvert fald på et sprog, vi kunne forstå. I august skulle børnene, og igen især Alfred, affinde sig med ikke at kunne forstå noget som helst – hverken af hvad der blev sagt eller gjort, lære et nyt sprog, ja faktisk to, stå helt alene et nyt sted, nye voksne, og finde sig en eller et par venner, man bare har det sjovt med, nyt hjem, nyt land, ny befolkning og kultur, nye rutiner og meget, meget mere.

Så har vi gjort det rigtige?

Jeg er ikke i tvivl om at det har vi. Men vi skal endelig ikke glemme, at det ikke er overstået at vi stadig skal finde os til rette – og skal gøre det ad flere omgange, når tiden kommer til at venner rejser, nye mennesker tilkommer og tilværelsen her er utrolig dynamisk i forhold til hvad både Michael og jeg har prøvet før. Og vi må huske at snakke med Alfred og Karla (og hinanden) løbende og ikke blot tænke at vi nu har slået dén skid og nu er den forduftet.

Det er jo trods alt derfor, vi er her: møde nye mennesker og kulturer, og opleve ting, vi kan opleve hjemme i Kina og ikke kan opleve ved at blive hjemme i Danmark. Og vi er sådan set hjemme begge steder.

I er savnet hjemme i Danmark. Af os alle. Alfred taler ofte om sine rigtige venner og hans angiveligt evige kærlighed, Clara fra børnehaven i Hillerød. Vi har været i tvivl om vi skulle besøge børnehaven, men efter mødet idag har vi besluttet os for at kigge forbi når vi besøger Danmark om en lille måneds tid. Og vi skal se vores familier og venner og deres børn, som Alfred også taler om – det kommer dog helt naturligt. Det bliver spændende at se hvordan børnene reagerer ved besøget i vuggeren/børnehaven – om Karla kan huske noget, hun siger for eksempel “mås”, som pædagog Dorte sagde, om Ea igen får Karla til at klukke af glæde og om sandkassen og de trehjulede metalcykler med trælad vækker nogle minder. Og om Alfred møsser med Clara omkring hjørnet, så ingen voksne ser det, om Georg og Alfred vil spille fodbold og om Tony fortsat huskes som ham, der putter plaster på sår og giver is, når man har næseblod.

Når børnene siger eller gør noget nyt, sjovt eller anderledes, siger noget på engelsk eller kinesisk, siger jeg til mig selv at jeg liiiige må skrive det ned; enten her eller bare til os selv uden andre kan læse det. Bare så vi kan huske det engang om mange år. Men når jeg endelig skal til at skrive så kan jeg hverken huske hvad, hvornår og nærmest hvem der sagde eller gjorde det, jeg alligevel ikke kan huske. Og det er virkelig ærgerligt for der sker virkelig noget hos og i dem.

Jeg ved ikke om det havde været en ligeså stor oplevelse at bo her uden børnene (altså hvis de ikke fandtes! Det har faktisk ikke været i vores tanker at bo uden dem, selvom det til tider kunne overvejes som lidt mere afslappende….). Det havde i hvert fald uden tvivl været anderledes. Det er fascinerende at opleve hvor vildt det er at ens børn kan kommunikere med de fleste mennesker, fordi de kan engelsk og lidt kinesisk. Og jeg bliver mere bevist om, at det virkelig er fedt at have “sit eget sprog”, dansk. Hvor hårdt og usyngende det end kan lyde, så er det vores sprog. Vores sprog, som kun omkring 5,5 millioner kan tale. Der bor ca 8,5-10 millioner (angiveligt alt efter hvordan man tæller (hvad end dét betyder)) i Nanjing til sammenligning.

En af mødrene, en australier, på skolen har sin yngste søn i Karlas kindergarten. Hun undlader nogle mandage at aflevere sin søn fordi det er kinesisk dag, altså alt foregår på kinesisk og ikke engelsk (det foregår nu heller ikke rigtig på engelsk i Karlas bilingual klasse, men skidt pyt). Vi har ikke noget valg om at fravælge dage, hvor undervisning eller lignende ikke foregår på vores modersmål. Jeg tror faktisk at Karla er fuldkommen ligeglad med om det er på kinesisk eller engelsk – hun forstår nok lige meget eller lige lidt. Men jeg er ikke i tvivl om at børnene ville elske at have en dansk dag, hvor alle kunne tale et sprog, de forstår og er trygge ved. Det er nok også derfor det er til stor begejstring, når vi får besøg fra Danmark og at Stine og drengene har mange stjerner i vores bøger herhjemme.

Det er sjovt og også lidt skræmmende at høre den blanding volapyk, der kommer ud ad Karlas mund og det pudsige danske, Allfred så småt begynder at udvikle. Jeg har længe troet at Karla siger “mig” og sine ting. Men det er “my” eller “mine”….. Og Alfred spørger og det er “ourses” (vores). “Jeg tror at den her movie er for scary for Karla”, fik han sagt tilbage i november. Jeg tror nu godt at Karla kunne klare at se Lady og Vagabonden 2….. “Mig yào this, mor!” (Jeg gør det), sagde Karla forleden. En hel kinderæg-sætning. Jamen det er jo hele tre sprog på eén gang – det går virkelig ikke… Men det gør det nok. Og så er det da vanvittig sejt at vores datter på 2 år blandt andet kan tælle til 10 på kinesisk, engelsk og dansk og vores 5-årige søn kan tælle til 20….

Og mit kinesiske begynder så småt at tage form. Jeg er igang med anden omgang af kinesisk undervisning på skolen, almindelig klasseundervisning for forældre. Jeg har ikke haft eneundervisning, hvilket nok havde givet noget mere, men jeg begår mig faktisk godt efterhånden. Dog forstår jeg ganske lidt, hvis jeg taler med folk ude i byen, fordi der er så vanvittigt mange dialekter i Kina. Og selv kineserne forstår ikke hinanden. En nanjinger og en person fra Shanghai kan have svært ved at forstå hinanden – og der er kun få hundrede kilometer fra hinanden. Jeg kan tale lidt med folk på gaden, osv, det er ret fedt, men jeg kommer aldrig til at kunne tale flydende, det må jeg nok erkende.

Michael kan tælle til 2 eller 3 og sige “kold øl”.

Nå, det var vist rigeligt med regnvejrshumør for denne omgang.

Vi har det godt, bare I ved det. Og vi savner jer.

Tak, fordi du læser med….

14 meninger om “Når det regner får man… regnvejrshumør….”

  1. Igen, virkelig godt skrevet, det er fantastisk at læse med.

    Kan godt forstå at det ikke er den letteste livstil I har valgt. Men i Evetyrer er der altid både gode og dårlige dage, dog ender de altid lykkeligt. Og som du selv skriver, så er jeres valg ikke fortrudt. I og børnene vil have uvurderlig oplevelser med hjem til Danmark, når I engang afslutter jeres Kina eventyr. Kina er jo blodt 1 kapitel ud og mange i lives bog.

    Kærlig hilsen Joy

    1. Joy, du er da også en trofast læser, og du skriver hver gang – og med søde ord selvfølgelig også, TAK!! Sjovt at Thomas og Michael skal hænge lidt ud, verden er lille engang imellem. Jeg håber vi kan finde tid til en kaffe engang til sommer, vi har desværre totalt fuldt program i den uge, vi er hjemme i Danmark om lidt…
      VI skrives ved, jeg elsker at få dine billeder på wechat engang imellem – hyggeligt at følge med i turen på arbejde, fester og hverdag.
      Stort knus

  2. Hej Lotus og familie.
    Som sædvanlig godt skrevet, jeg føler at jeg er der selv, jeg kan jo også bedre sætte mig ind i den daglige drift når jeg selv har været der. Tror du ikke det er nu du skal finde dig noget fagligt uden for hjemmet, så du kan komme væk fra kødgryderne som du ikke er begejstret for, bare et par timer så du kan se noget andet.
    Vi glæder os til I kommer til Danmark, selv om det er ikke så lang tid i er her i denne omgang, du skal nok få leverpostej og andet jeg ved du kan lide.
    Kh. Svigerfar

    1. Det var dejligt i var her – det er sjovt at vide at der efterhånden er nogle stykker, der ved hvordan vi bor, lever, osv.
      Mht at komme væk fra kødgryderne, så bliver desværre og så nødt til at spise lidt.. Vi gider ikke rigtig spise autentisk kinamad oftere end vi gør…………… Og år jeg endelig får mig en laptop skal jeg da sidde på en Starbucks et sted og skrive på min blog og blive up to date – så kan du læse lidt på den imellem Oddset, fagbladet og BT 😉

  3. Kære svigerdatter.

    Skøn skøn læsning, det er altid så spændende, hvad du har fundet på at fortælle om.

    Mega fedt med sprogene, det er en gave til ungerne også senere i livet, er jeg sikker på, og Karlamus så sjovt, at hun blander det hele sammen.

    Håber snart at Alfred får en rigtig god ven igen.

    Tæller dagene til I kommer hjem på ferie.

    Kys fra svigermor

    1. Vi glæder os også meget til at komme hjem til Danmark!! Bliver skønt med familiehygge…. Børnene savner jer også. Alfred sagde forleden at han egentlig synes at du godt kunne komme og være på skolen hver dag, hele dagen. Han synes nu ikke at det var en ordentlig undskyldning/forklaring at du hellere måtte passe dit arbejde….. Vi ses snart

    1. Hej Pia, tusinde tak fordi du kigger med! Og undskyld, jeg ikke har svaret på dine tidligere beskeder…. Hvor blev jeg glad, da jeg læste at du skal flytte sammen med din kæreste. Kæmpe tillykke og hvor er han dog heldig! Bor I så i Helsingør eller har du vovet dig mere sydpå?
      Jeg savner også dig og de andre nurser, det er en skøn arbejdsplads – håber ikke strejke, lockout osv påvirker jer og jeres job, samt borgerne alt for meget. Jeg går og frygter lidt for fremtiden her på den anden side af jorden…
      Hav det dejligt og jeg håber du vil kigge med fortsat – og beskeder bliver læst og værdsat! Og med tiden også svaret…
      Stort knus og hils på Rustenborg

  4. Så fint skriv, Lotus. Det er rigtig hyggeligt at følge med her

    Og så flot at Michael allerede både kan sige kold øl og tælle til 2 på kinesisk!

    1. Haha ja, han er simpelthen så sindssyg dygtig.. Jeg er faktisk rigtig stolt af ham – udelukkende på grund af hans kinesiske skills.
      Tillykke med afleveringen af din PhD. Tænk engang, nu er du professor – eller doctor… eller… Jeg bliver i tvivl nu… Okay, du har papir på at du er vanvittig stædig, med masser af gåpåmod og ihærdighed, en helvedes stor portion intellekt og sejhed. Jeg har skrevet det til dig før, men jeg er virkelig stolt af dig!
      Ville være vidunderligt hvis vi kan ses snart. Og i måske endeligt begynde at kigge på hvornår i måske kan komme og besøge os – hvis i stadig har tid og lyst, selvfølgelig 🙂

  5. Det samme som de andre siger!!! Ej, virkelig – det er spændende at høre om jeres liv, både på et dybere plan og på det helt anderledes praktiske.
    Jeg har det ligesom Jan. Det er så sjovt at man kan se det hele for dig, når man nu har været der. Kan klart anbefale folk at komme forbi jer ✌
    Mit hjerte gør lidt ondt når jeg tænker på Alfred. For han fortjener en tæt og fortrolig ven, som han både kan slås og kramme med. Det må blive emnet for min aftenbøn i fremtiden! Og det skal nok komme.
    Kys og kærlighed til jer alle fire❤️

    1. Tak, dejlige Malle. Tak for tanker og bønner, det tager vi gerne imod ❤️ OG det var så dejligt at have dig på besøg – jeg glæder mig til at skrive om januar og genopleve den uge med dig, sneen, lukkede skoler, regnvejr og forurenet luft. Det var hyggeligt!!!
      Vi glæder os til at besøge jer om ganske kort tid! Alfred glæder sig til at besøge Emilia og “hende den lille”.
      Kæmpe knus og kram til jer alle tre.

  6. Kære dejlige familie – du er en fantantastisk fortæller Lotus, jeg lapper det i mig. Det er så fantastisk alt det i oplever – en verden til forskel for dagligdagen i Danmark. Jeg bliver våd i øjnene hver gang du pipper om, at Alfred ikke trives – han ER bare den allerdejligste lille dreng, SÅ sød og kærlig – han er så savnet. Mon han stadig kan huske os? Måske vi kan lokke med en gratis P- plads og måske bare en hurtig krammer til jer alle fire – hvis i kommer forbi Hillerød. Hvordan går det med motion- kan du få tid til at passe det ind? Må lige brilliere med 10 km på løbebåndet i fredags. Kærligst Rie og Jan

    1. Kære søde Rie!
      Tusinde tak for din besked – ja vi prøver lidt af hver, det er heldigvis det, vi gerne ville. Jeg tror bestemt Alfred kan huske jer! Hvis vi får tiden til det denne omgang vil vi meget gerne komme forbi til et kram og måske en krop kaffe.
      Jeg forsøger at få trænet engang imellem men det bliver oftest til 1-2 gange om ugen.. Og jeg er overhovedet ikke i nærheden af 10 km – good job!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.