Sol, Buddha & Dannebrog. November 2017

November. Det plejer at være en våd og kold fornøjelse i Danmark. Vejret var vidunderlig i november, lunt, ikke blæsende og med solskin. Ikke rigtig regn og heller ikke så forurenet, blå himmel og kun fuglesangen manglede. Af en eller anden grund er det ikke så mange fugle her. Måske de spiser dem allesammen…..

Hverdagen var så småt for alvor kommet igang, Michael begyndte at få rigtig godt fodfæste i projektet og børnene havde det godt. Alfreds sprog var stadig i underkanten af hvad han synes var fedt, men han var modig og talte med dem, han kunne og skulle. Også selvom halvdelen var dansk. “This er my ørs”, og ja, det var hans ører.

Nu sidder jeg i april måned og skriver om november og det føles virkelig som længe siden. For min egen og andres skyld vil jeg glide lidt hurtigt henover de næste par måneder – en af vores venner, David, annoncerede at han jo nærmest skulle have læse-blog-fri fra arbejdet (han læser bloggen, HURRA!) og at det tager ligeså lang tid at læse de lange indlæg, som det tager at skrive dem. Det gør det nu ikke, men ok, de er også utroligt omfattende…! Jeg må jo nok erkende at jeg ikke kan skrive minuturoøst om alt der sker i vores pisse spændende hverdag. Og det er nok egentlig også de små finurlige og underlige ting, der kun kan ske i Kina, der er det sjoveste. At man kan spænde en scooter på en scooter i transportens tegn, at man lægger et hovedforsyningskabel til vores hus ovenpå græsplænen i baghaven fordi man hakkede den over i forbindelse med en simpel græsplæneluning, at cocktailpølser er pakket ind separat i hver deres vacuumindpakning, at man skæller fiskene (halv-)levende, at kinesere færdes i trafikken som var de høns, der render forvirret rundt i en hønsegård fordi ræven er sluppet ind og at mange kinesere hakker, spytter og bøvser, men til gengæld er vanvittigt søde er vel nogle af de ting, der faktisk er interessant at vide lidt om.

Ballonmand på vej på arbejde.
Når man skal tisse, skal man tisse. Om det så er i et af de største trafikkryds i mands minde og man befinder sig i sin firmabil. Men man holder jo alligevel for rødt og måske er telefonen løbet tør for strøm.
Det er ikke så sjældent at man ser disse køretøjer på vejen her i Nanjing. De er primært til at transportere brædder, sten, haveaffald, m.v. Man skal nok lige passe lidt på fingrene, idet den bitte rem kører afsted på fuld hammer. Maskinen lyder som en gigantisk græsslåmaskine og man kan høre den på lang afstand. Den kræver stor motorisk talent idet man både skal hive i stænger, trække i snore og træde flere pedaler for at få motoren til at trække rustbunke med tilbehør afsted.
Når det er sommer har de fleste kinesere 3 timers frokostpause, om vinteren kun 1,5-2 timer. De spenderer den gerne ved at sove.
Planlægningsmøde i bladfolkets mødelokale.
Jeg mistede nær livet ved at tage dette billede med en telefon i venstre hånd og gashåndtaget i højre, mens jeg måtte køre om kap med denne racerkører, manurere udenom fodgængere (der jo selvfølgelig går midt på scooter-/cykelstien, gerne med en klapvogn eller lignende…) eller andre scootere, der kommer fra sidevejene og bare kører ud uden at se sig for…
Fint lasttransportmiddel med optimal beskyttelse af kraniet i tilfælde af kollision.
Man kan næsten ikke tro det, men kinesere er endnu værre  (eller bedre…) til at glo i deres telefoner end man er i Danmark.
Der er virkelig mange sharing bikes i Nanjing, virkelig mange. Her et lille udvalg foran en metrostation. Man havde ikke lavet en sti ind til indgangen til stationen… Cyklerne koster 1 yuan (ca 1 krone) at leje pr tur og betales selvfølgelig via Alipay, hvad der svarer til vores mobilepay, dog i en noget mere udviklet form (seriøst, deres WeChat og Alipay er vanvittigt sejt! Selv på grøntmarkedet har alle sælgere deres egen QR-kode og man skal intet taste andet end beløbet på betalingen. Desuden har man sin egen stregkode, som butikker kan scanne, når man skal betale. Beløbet godkendes med kode eller fingeraftryk på telefonen. Jeg er mega imponeret og forstår ikke hvorfor Danske Bank ikke lige har tittet til Kina for inspiration…).
For lige at vende tilbage til cyklerne, så kan man også købe en måneds abonnement til 3 yuan og 3 mdr til 5 yuan. Det resulterer naturligvis i en masse cykelforurening i form af cykler alle mulige og umulige steder, midt på vejen eller cykelstien. Og de koster vist kun omkring 20 kroner at producere, hvorfor de ikke passes på og selvfølgelig ender deres liv i en kæmpe cykelgrav, som nogen en eller anden dag og et eller andet sted må bøde for. Men det er fint nok, det er ikke nu, så man ser det jo ikke. Skidt pyt.
Morgen, Tai Chi, djævlespil og nattergaleluftning med tilskuere under metroen og Alfreds skole i baggrunden.
China Posts fordelingscentral og angiveligt afhentningssted for internationale forsendelser. Indgangen var i en gyde og op til anden sal ad en trappe, der lignede et sted til en parkeringskælder, hvor man havde 79 % risiko for at blive antastet af en blotter.
God orden i sagerne på posthuset.

I Karlas vuggestue havde man simpelthen to gange udklædningsdag i løbet af november, hvoraf den ene af dagene var pyjamasdag. Jeg ved ikke hvem der havde det sjovest rarest ved at spendere dagen i nattøj, for lærerne var mindst ligeså engagerede – hvilket er fedt, bevares!

Yes, det er lærernes pyjamas – ikke udklædning. De trisser angiveligt rundt i denne mundering derhjemme og holder varmen på kolde efterårs- og vinterdage. Det er ikke så sjældent at man ser en mand eller kvinde være ude at handle i pyjamas og gerne tøfler med pels på. Sættet er foret med fleece eller dynelignende materiale og kan tilsyneladende sørge for at man holder varmen.
Lærerne er meget klar til at modtage børnene.
Jeg blev glædeligt overrasket over at de virkelig havde forberedt et rigtigt slumber party og slået telte op i klasseværelset. Det lod til at lærerne også havde en fest og havde glædet sig meget til denne dag.
Susan var som altid klar til hygge og leg. Bemærk gerne den stiplet linje – her skal børnene sidde ved samling, højtlæsning eller lignende. Og når de leger….! Der er orden i sagerne!

Jeg kan desværre ikke finde ud af at lægge selve filmen i indlægget, men her er linket, så man kan se filmen.

D2DD2E81-B86C-420C-B9C1-1F6AC5295625

Fay, klasselæreren (nej, hun er ikke 15 år, hun er omkring 30…) sammen med næsten hele klassen.
Karla og 11 af hendes sorthåret venner. Keer, Karlas gode veninde sidder til højre for Karla.

Den anden udklædningsdag var ligeledes præges af stor mystik og begejstring. Da Karla ankom var der vældige glædesudbrud fra hendes tre lærer, ligesom de oftest gør, når Karla melder sin allernådigste ankomst og ridder på velkomstkomitéens højlydte begejstringsbølge og adskillelige kram. Især hvis hun har været fraværende på en ellers almindelig skoledag.

Mega klar!

Det kan godt være at hun ikke lignede de andre hekse og græskar, men hun var glad og syntes hun så skønt ud i spejlet.

Jeg fik også lov at klæde mig ud som fin dame i forbindelse med Melbourne Cup, et hestevæddeløb, der varer ca. 2,5 minut og man har en undskyldning for at drikke champagne kl. 10.30, været dullet op til fest, spise en hel dag og ikke lave dagens gode gerning.

Jeg er faktisk lidt flov over at lægge dette billede op… Dette er på ingen måde en del af livet her, men det var skønt og sjovt at lege fin dame med hat.

Jeg følte mig som en kæmpe idiot og rigtig hausfrau. Det var vanvittig pinligt at skulle ud ad døren kl. 9:30 med fest-makeup, “den lille sorte kjole”, høje hæle og…. hat….. Man skal åbenbart have hat på, ja. Sådan en smart en, hvor man kan vinde pris for bedste hat. Og det gjorde jeg. Det sjove var at jeg havde lånt den af en kvinde, der havde haft den på året forinden. Jeg gad da ikke spendere hele 100 kr. på en hat, jeg nok aldrig ser igen, fordi den ligger i skabet og samler møl indtil vi skal pakke hele vores liv sammen igen og drage væk fra Kina.

Det gode med arrangementer er at man møder nye mennesker. Jeg lærte for eksempel hende her, Maria, godt at kende. Hvem lærer man ikke godt at kende over mad og champagne…?

Det smukkeste ved dette arrangement var at mange af dem, der havde deltaget var mødre fra skolen og at jeg var forfææærdeligt træt, da jeg hentede børn og i virkeligheden nok skulle have ladet scooteren stå derhjemme….. Vi var ikke så mange der blev længe på spiderweb i skolegården efter skole, som vi plejer og der blev nok sat en film på fjernsynet hjemme i de små mor-har-været-til-champagne-brunch-idag-hjem.

Men ærligt talt er det skønt at skulle tænke tilbage til november for at have været til champagnebrunch sidst (og den eneste gang). Det er heldigvis ikke almindeligt her, tværtimod, så er der færre hausfrau-ting end jeg troede. Det er helt normale kvinder og mødre, jeg omgås og ja, vi har faktisk ting at lave i løbet af dagen – man keder sig (heldigvis) ikke (så meget). Mange fra Danmark spørger: “Du må da kede dig… Hvad FÅR du dog dagen til at gå med..? Negle, massage, sove, se tv..?” Ja, det er netop dét, jeg gør, intet andet. Og jeg kan flyve og har røntgensyn.

Xuanwu Lake, tæt på downtown Nanjing.

Den 5. november havde Michael og jeg spenderet 7 år sammen og det måtte diskret fejres med en familietur til Xuanwu Lake, som er en kææææmpe sø midt i centrum af Nanjing. Det tager mange timer er gå rundt om søen, og der er så hyggeligt og smukt.

7 år sammen med denne dejlige mand. Jeg har været heldig at møde en vidunderlig mand, der har lært mig meget om livet og mig selv, er far til mine børn og en sød og kærlig ægtemand. Jeg er taknemmelig for at vi har kunne tage denne chance og flyttet om på den anden side af jorden. Og han er mindst ligeså heldig som mig, hvis jeg selv skal sige det….

Lørdasgsskolen på ekskursion.

Man er fjollet med at fiske her. Alle mulige steder. Mange steder har man sådan en lille pøl, som her eller et oppusteligt badebassin fyldt med bittesmå fisk. Dem skal man så fange med en lille bitte krog eller et lille fiskenet. Børnene er især fjollede med at plaske rundt med nettet nede i vandet eller sågar kaste lidt med fiskene… Vores børn får ikke lov at deltage i munderiet…

Det traditionelle vs. det moderne.

Lidt hverdagsbilleder på stribe:

Der bliver kysset og krammet farvel hver morgen. Ingen grædende eller betuttede børn.
Michaels og Jeppes ride hver morgen. Det tager en times tid hver vej til værftet, som ligger på den anden side af Yangtze-floden.
Som i The Truman Show står vi alle tre klar i døren til at sige farvel til Michael om morgenen, når han stiger ind i bilen og kører afsted på arbejde kl 7.
Vagten ved vuggestuen, der står klar i respektiv uniform og sikrer vores børns ve og vel.
Global Doctor har vasket sine kitler og lufttørrer de rene uniformer på p-pladsen udenfor klinikken.
Brandøvelse midt i aflevering på Alfreds skole. Alfred har også fortalt om at de har haft øvelser, hvor de skal gemme sig på skolen – det gav mig virkelig myrekryb, men det er nok desværre nødvendigt visse steder i verden. Heldigvis tvivler jeg på at det er en nødvendighed her i Kinaland.
Karlas daglige morgentjek ved indgangen til kindergarten.
Søndage er kinesernes eneste fridag. Og de udnytter den virkelig. De bruger den ikke på at handle ind, gøre rent, ordne vasketøj eller lignende. Har man børn er der skruet fuldt op for “underhold-mit-barn-dag”. Ved de fleste søer, åbne pladser, malls, osv. kan man finde forlystelser til børn a la denne vidunderlige robot, biler, trampoliner med seler, candyfloss, osv.
Alfred, Patrik, Tomie, Matthieu og Brady laver et sejt maleri i skolen.

Vi havde igen muligheden for at kunne tage på en “hvor-er-vi-i-verden-weekendtur” og dragede mod Wuxi, som ligger mellem Nanjing og Shanghai, lidt under en times tid fra Nanjing med hurtigtoget. Her var hovedattraktionen en kæmpe Buddha, og den var virkelig kæmpe. Ligesom så meget andet i Kina, tror man ved første øjekast at det er noget gammelt og historisk, men desværre er det oftest blot et par år gammelt. Ikke desto mindre var det fascinerende at se så stor en statue, oppe på i lille bjerg og man kan undre sig over hvordan man dog har båret sig ad, nu hvor slaver ikke er så heldige at bruge.

Nanjing railway station, starten på den 300 km/t-togtur.
Imponerende udsigt og meget lange toge. Michael har tracked et tog på ens af hans mange ture: han målte toget til ca 1 km og det var kun den ene ende… Der er gerne omkring 16 vogne på et tog og jeg tvivler på at vognene er mindre end 150 meter pr. styk.
Ankomst til hotellet. Et autentisk hotel, hvor personalet ikke kunne engelsk, maden var utrolig kinesisk og arkitekturen var skøn.

Han er jo Alfred.
På vej op mod den stående Buddha. Kineserne var meget imponerede over at børnene, især Karla selv gik op ad trappen.. Man bærer gerne på sine børn, også når de når Alfreds alder.
Alfred har stor passion for godt håndværk og var meget begejstret for denne mands arbejde. Alfred synes Emil fra Lønneberg har fat i noget interessant med sine træmænd, måske han skal have en kniv eller hammer og mejsel i fødselsdagsgave engang. Eller et skur… Og han holdt selvfølgelig lige en arm ind foran sin lillesøster, så hun stod i behørig afstand.
Et billede til farmor for at vise de gigantiske orkidéer.
Hængt kød formet af sten. Virkelig besynderligt, men ganske smart, hvis man ønsker at dekorere sin stue eller køkken med kød, der helst ikke skal rådne.
We did it! Langt oppe, næsten ved skyerne hang vi ud med Buddha.
Helt traditionel kinesisk aftensmad på hotellet.
Karla kan lide nudler. Og hun bliver sur på mig om 10 års tid.
Man ser flere mænd gå rundt på gaden med store pensler og vand og skrive tegn på jorden. Det skulle vist være en speciel type kunstform, bare så ærgerligt at det blot bevares i få minutter når solen skinner på de smukke strejf.
Legetøjsforretning med alverdens kopier af kendte mærker.

Candyfloss!

Tempel i Wuxi centrum.

Som sædvanligt var børnene en stor attraktion.
Street food har en helt anden dimension i Kina!
“Køb en kylling” – den er sød i 5 dage og hvad så?
Der er altid plads til lidt mere på en ladscooter.

Der gik ikke mange uger før Karla begyndte at lave håndtegn, når hun skulle have taget billeder. Dette er hendes fortolkning af peacetegnet.
Når Karla sover til middag bliver Alfred forvandlet til denne Alfred. Han var i øvrigt ved at springe vores hjerter af bar stolthed, da han havde udset sig en fattig, hjemløs mand, fandt sine sparepenge i sin taske og selv gik hen med pengene – mens vi voksne stod og var i færd med at få pakket klapvogn og grej ud efter en taxatur til Wuxi centrum. Han kunne godt undvære de penge, han “havde jo bare fået dem af far og manden havde ingen”…..

Dem, der kender mig godt ved at jeg går exceptionelt meget op i fødselsdage og min egen er ingen undtagelse… Mine søde familie vækkede mig om morgenen med flag og sang, dejlige morgenmad og fine gaver.  Efter aflevering af børn fejrede jeg mig selv med en af mine to dejligste veninder i Kina, Ellen om dagen. Vi tog til Nanjing centrum, spiste det meste af dagen (Ellen spiser faktisk mere end jeg gør…!) og rendte ellers bare lidt rundt.

Flotte stole foran et offentligt toilet.
Teppanyaki downtown Nanjing.

Om aftenen kom den anden af mine dejligste veninder i Kina med kage, gaver, flag og Andrew og drengene.

Stines lækre danske lagkage og et kagesultent selskab.

Flere hverdagsbilleder på stribe:

Stofmarkedet BuBuBu.
Silke, bomuld, “silke” og “bomuld”. Nogle silker er “chinese quality” og andre silker er bare silke.
Håndmalet navneskilt til Alfred og Karla. Lad os bare sige at det ikke var den gave, der gav flest point juleaften. Men de er flotte, selvom de ligger i skabet og endnu ikke er hængt op her i april måned.

Alfreds skole er som sædvanlig usædvanlig god og jeg er simpelthen så glad for at han har chancen for at gå på sådan en skole. Vi må se hvor længe Karla når at gå på NIS fordi hun bliver i hvert fald i sin kindergarten til januar 2019. Hvis Karla skulle starte på NIS til sommer, hvilket hun ville kunne fordi hun bliver 3, så skulle hun og jeg vente på Alfred i to timer fra kl. 13-15 hver eneste dag. Jeg tror Karla vil synes bedre om at kunne lege med sine kinesiske venner, måske tage en middagslur og blive hentet glad og “af-leget” kl 14:30 som det er nu.

Alfred lærer sine koreanske klassekammerater at spille fodbold:

For et par ugers tid var der tema på morgentavlen – om hvordan vi hver især ser forskelligt på tingene. Alle børnene skulle beskrive hvad de så i samme mønster (som ikke er på billedet, desværre..).
Alfred og Karla i skolegården med de tyske klassekammerater Carlotta og Helena, Maria og Ellens døtre.
Hvis Karla ellers gider at gå og ikke ligger på gulvet og skriger i bar frustration, så ser det sådan her ud, når vi afleverer Alfred om morgenen kl 7:50.
Alfred, Helena og Elena sammen med Mr. Laurie McLellan, Director of NIS.

Slutningen af november bød på julestemning og temperaturen faldt en smule så det ikke føltes helt skørt at høre julesange og drikke gløgg i 23 graders varme.

Julebazaar med velgørende organisationer og kinesiske firmaer. Her nogle af damerne fra Pfrang, der donerer penge til uddannelse af unge i Jiangsu-provinsen.
Julemarked ved søen i vores compound Royal Family Garden. De fleste i det internationale miljø kom forbi. Folk gjorde virkelig meget ud af det, satte boder op, pyntede op med tusindvis af lys og organiserede de forskellige boder. Boderne var selvfølgelig velgørende organisationer eller folk, der donerede til en af fire organisationer.

Julemarkedet. Lidt besynderligt at Alfred ligner Stines søn…
Uh uh uh!!!! Yes, jeg sang 5 numre sammen med Amanda og det var helt vidunderligt! Min Christmas jumper spillede, vejret var kun lidt køligt om aftenen og der var stuvende fyldt med mennesker.

Og så til det, der gør at vi er i Kina:

Her trykker Michael simpelthen på startknappen til skib nr. 2!
Steel cut af skib nummer 2. En stor dag for Michael og kollegaerne. Jeppe til højre for Michael.
Det næsten fulde site team.

Det var simpelthen det hele for denne gang. Nu hvor jeg har fået min nye computer, som jeg har snakket meget om på det seneste (skud ud til Julius og min stakkels mand, der simpelthen ikke magter at høre et eneste ord mere om den…), så er det så meget nemmere at skrive. Jeg føler helt blogger-agtig kun at være 4,5 måned bagud!

 

Som altid: TAK fordi du læser med… Virkelig…

 

6 meninger om “Sol, Buddha & Dannebrog. November 2017”

  1. Endnu engang fantastisk læsning Lotus, så spændende at høre om alt det fremmede, og skønne billeder, ja det er bare et farverigt land, jeg er vild med deres måde at transportere alt muligt rundt på. Fede orchideer send nogle hjem til mig.

    Og lille Alfredo mit hjerte smelter, når jeg ser ham køre på maven ned af en trappe og han giver sine penge til en fattig.

    Og smukke Karlamus med alle hendes mørkhårede venner, mon hun tænker over, at hun ser så anderledes ud?
    og skønt at vide, at personalet er så vilde med hende og ikke mindst viser det.

    Virkelig en flot hat du havde skaffet til det der champagne brunch, den klæder dig – og jeg mener det.

    Og gode billeder af min søn – særligt det hvor han trykker på “skibsknappen”, hans mor er lidt stolt.

    Glæder mig som altid til mere fra din hånd.

    Kys svigermor

    1. Tak, svigermor – også for komplimenter og stolthed. Jeg håber I kan føle jer lidt mere “med”, når i kan læse og se de små ting i vores hverdag. Vi kommer snart hjem igen og så skal i endelig få mulighed for at hygge med børnene alene!!!

  2. Ha ha ha jeg griner af mange ting du fortæller om!!!! Det er bare et virkelig kompleks og anderledes land. Men skøn måned.. og sikken lækkermås der sidder ved Karlas vugger. Ham så jeg da ikke noget til møs møs

    1. Jeg morer også mig selv engang imellem…. Ja det var synd, du ikke fik set ham vuggergutten – fræk fyr alligevel… Nu står der en tandløs mand på 160 og siger “gotemurnink”, men til gengæld i uniform. Fint skal det være! Jeg er glad for at du kom og så mange af de ting, jeg skriver om! Virkelig….

  3. Bliver hele tiden overrasket over hvor lækre jeres unger er, og hvor vildt meget Alfred ligner sin far og Karla ligner sin mor. Og hvor Alfred fantastisk at give sine penge til en mand! Kina virker så underligt. Er helt misundelig over alle jeres skøre, seje oplevelser. Det må virkelig være en speciel oplevelse at være der. Glæder mig til at høre mere, det er super fedt at læse indlæggene her og for min skyld må de gerne være meget lange 🙂

    1. Haha tak, det var sødt skrevet. De er også ret søde, altså. Men sjovt at du synes Alfred ligner Michael og Karla ligner mig.. Vi synes det er akkurat modsat. Men det er måske også deres og vores sind, der skinner igennemm dér.
      Det er virkelig et underligt land med en “underlig” befolkning, men vi kan virkelig godt lide det. Det er helt klart hvordan man anskuer det – hvis jeg blev sur eller havde det vanvittigt væmmeligt, hver gang jeg hørte nogen snotte eller jeg følte mig forurettet hver gang en person tankeløst møver sig foran eller lignende, så kunne jeg ikke lave andet. Vi bliver nødt til at se det sjove i alle deres mærkelige ting og så er det faktisk ret sjovt. Jeg lærer helt sikkert meget herude. Uden at lyde for selvhøjtidlig, så er det faktisk lidt af en dannelsesrejse haha 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.