Fest, hygge & jul. December 2017

Julen nærmede sig, vejret begyndte så småt at vende og vi ventede lidt på at få hjemve – sådan for alvor. Men det lod faktisk vente på sig, hvilket vi på ingen måde havde forventet. Nu havde vi været i Kina i hele 4 måneder, og det ville da være naturligt at ønske sig hjem til jul i kolde Danmark med slud, blæst og regn, familie og venner, frikadeller og flæskesteg med rødkål, rugbrød, æbleskiver, Kærgården smørbart, fuldkornspasta, frisk mælk og creme fraise, autostole, godt brød fra bageren eller bare supermarkedet, makrel i tomat, skoven, vandet, luften og at kunne kommunikere med folk på gaden – og remoulade og ristede løg.

Men vi SAVNEDE ikke Danmark…

Selvfølgelig tænkte vi ofte på vores familier og venner, men savnet var ikke længselsfuldt eller bedrøvet. Vi manglede dem, vi kender allerbedst og som kender os allerbedst, men I er der jo, når vi vender hjem, det stoler vi på. Når man bor i udlandet finder man ud af hvor betydningsfulde folk derhjemme er. Ikke at vi ikke vidste det før, men nu ved-ved vi det virkelig. Og som jeg skrev i et tidligere indlæg, så kan ingen derhjemme erstattes med nogen eller noget herude – heldigvis. Visheden om nærværet og venskaberne gør os taknemmelige, trygge og glade.

December måned startede virkelig godt for Alfred, der modtog et certifikat (de elsker dem på skolen!), som learner of the week. Alle børn modtager et i løbet af skoleåret, men det bliver certifikatet jo ikke mindre betydnings- og værdifuldt af. Der er flere kategorier; risk-taker, caring, balanced, communicator, thinker, princepled, reflective, open-minded, inquirer og knowledgeable.

Alfreds lærer valgte at give ham et certifikat for at være “balanced”. Jeg må ærligt indrømme at  jeg havde forudset “risk-taker” eller noget andet og fjernest for mig af alle kategorier var “balanced”. Men Alfred havde haft nogle vidunderlige uger og været aldeles afbalanceret i skolen. Og det sejeste var, at han skulle modtage sit certifikat foran early years og primary school, dvs op til grade 6 til assembly. Han var så stolt og glad, og det var jeg mindst ligeså meget. Som det meste andet på skolen foregik dette også i dagtimerne og Michael måtte igen nøjes med at se film og billeder af Alfreds store dag.

Desværre forgår skole-hjem-samtaler (som er hver 3 måned….!) i skoletiden og der er ingen undervisning de dage. Ligeledes er samlinger, hvor vores børn er på scenen og optræder med sange og mange andre events i skoletiden og det er dermed de hjemmegående eller skolelære-forældre, der kan deltage. Michael er mere eller mindre sat af i forhold til hvad foregår på skolen – og det er lidt ærgerligt. Det er selvfølgelig en del af “mit job” at deltage i disse ting, men jeg tror stadig at Michael ville synes at det var dejligt at kunne deltage. Ellers lader han bare som om og nyder at han ikke skal sidde til skole-hjem-samtale og lade som om at han synes det er meget interessant…

Alfred sang højt for sig selv og sine venner.

722FAB4F-F906-4FA2-9868-C8A7B0051A99

I filmen ovenfor filmede jeg slutningen af at alle eleverne, der sang for de elever, som modtog bevis den dag. Jeg synes det er vanvittigt sejt at det bliver gjort til en stor og særlig ting. Når en hel sal synger for omkring 10 børn så giver det i hvert fald mig kuldegysninger, og jeg tør ikke tænke på hvor stolt man er, når man, som 5-årig, står med sit certifikat i hånden og bliver sunget for af de andre børn for fuld udblæsning.

Men det er også noget af det, denne skole kan. Jeg ved ikke hvor meget man gør sig i det på danske skoler, men her handler det meste om hvordan vi bygger det bedste fællesskab op, hvordan vi behandler hinanden, kigger hinanden i øjnene og sørger for at alle har det godt. Selvfølgelig er der sociale kløfter og måske endda mobning, men jeg er dybt imponeret over hvor søde børnene er overfor hinanden – også selv når de ikke ved at der er voksne tilstede. Alfred kender mange af de større børn og når han ser dem, går han ublu hen til dem, prikker dem let på armen og siger hej (det gjorde jeg i hvert fald ikke, er du sindssyg?!). Og de store børn siger pænt hej, smiler, siger hans navn og klapper eller aer ham gerne i håret. Her snakker vi altså om teenagerdrenge. I min skoletid (ja, det er jo også utroligt mange årtier siden efterhånden, men alligevel..) var det ikke super populært at rende op til én fra niende og lige henslængt sige “hey, hav lige en god dag, okay..?!”.

Vulkaner var temaet og til stor begejstring for Alfred. Vulkaner, tornadoer og andre naturfænomener er virkelig spændende.
Projekt efterår.

Højtlæsning af Mrs. Karen, klasselæreren og læreassistent Ms. Pam. 

Julen skulle også hjem til os og jeg havde storindkøbt plastikjuletræ (man kan ikke få grantræer her) og julepynt til træet på taobao.com (vores nye og største økonomiske fjende og et sted, hvor man kan bestille nærmest alt).

Michael fik æren af at sætte stjernen på i år.
Creepy Karla, der gerne ville være med på billederne. Julepynt heeele vejen fra Danmark.
Igen en anelse creepy og meget glad for sine gode mariekiks.
Stjernen overlevede flyveturen i august.

Stine kom forbi med deres gamle Emil fra Lønneberg og Pyrus dvder. Emil fra Lønneberg er altid et hit hos Alfred. Pyrus var også ret spændende og dvden indeholdt til og med afsnit 19 af en eller anden grund. Børnene var ligeglade, men jeg sad tilbage med mange spørgsmål; “Hvad ender det med? Bliver det alligevel jul? Hvorfor kunne tvillingerne blive så små som nisser og lige bagefter være så store som mennesker? Og hvorfor i alverden laver man en dvd med kun 19 ud af 24 afsnit??!!!”

Christmas fun run med 120 andre julemænd, -koner og -børn. Jeg var desværre ikke nede og se hvordan det så ud, da løbet startede ved vores gate. Jeg tror, der er en kineser eller to, der har set alle disse underlige vesterlændinge komme løbende i julekostume, og tænkt, at de lignede komplette idioter…
Fint juletræ. Der er ikke så meget gran på træet, men julepynten skal man ikke snydes for. Man holder ikke rigtig jul i Kina og pynter som sådan heller ikke rigtigt op, så man skal se det som en fin gestus at der julepyntes lidt….

Juletid er ligesom i Danmark tid til at spise og hygge med venner og bekendte. Og vi skulle simpelthen til bal. Yes, bal, Snow Ball og man skulle rigtig være fin med skræddersyet kjole med slæb og det hele.

Brev  og whiskey til Stine og co. som tak for at børnene kunne hygge og sove hos dem en enkelt nat mens mor og far var ude og fulde sig.  Børnene var selvfølgelig ellevilde og glædede sig til juletræspyntning og risengrød hos Familien Giversen Kay.

Som par kan man have tendens til at forsvinde lidt ind i det uvisse og at man udelukkende har fokus på børnene og opbygningen af et nyt netværk, der kræver meget energi og tidsmæssig investering. Det er jo ikke bare sådan lige at trække alt op ved rode og så dumpe ned et sted. Det tager tid at finde de mennesker, der faktisk siger en noget. Nogen kan virke søde til at starte med og er det fortsat, men de er blot ikke venne-vennepotentiale.

Det er lidt specielt herude, for man ses med folk hver eneste dag og man behøver ikke nødvendigvis sige andet end hej, hvis man holder for rødt ved siden af hinanden eller lignende. I Danmark ville det være lidt mærkværdigt ikke at tale med sin kollega, hvis man mødte hinanden i morgentrafikken stod ved siden af hinanden i nogle minutter.

Ellen og Maria

Men stille og roligt kravler folk ind under huden og langsomt begynder man at blive venner. Det sjove er, at jeg kan have lidt svært ved at kalde damerne i mit Kinaliv for veninder. Jeg aner ikke hvorfor, for de er jo veninder. Måske er visheden om at man bliver ganske tætte for to-tre års tid og så skal sige farvel, måske for evigt, alligevel en gældende faktor. Michael er lidt afhængig af mig og min evne til at netværke, idet han udelukkende deltager i festligheder i weekenderne.

Til Snow Ball var det virkelig dejligt at være ude sammen. Det var første gang siden vi flyttede og vi trængte til at være lidt voksne alene, danse og hygge os.

Min utroligt lækre mand og Ellens mand, Christian, aka Richard Gere.
Vores hyggelige tyske bord.
Ellen, Maria og Samara, der desværre er draget mod Tyskland og ikke er i Nanjing mere. Maria skal tilbage til Tyskland til sommer og Ellen bliver forhåbentligt og heldigvis sammen med mig indtil vores mænds kontrakter slutter nogenlunde samtidig.
Hr. og fru… Aldrig igen behøver jeg at få taget et lignende billede, men det er nu meget hyggeligt at have. Især fordi vi ikke har et eneste billede af os sammen i fin mundering. Sidst vi fik taget billeder sammen, hvor vi faktisk er pæne var til vores bryllup….

Stine var sød at sende en sms omkring kl. 20.30 om at børnene faktisk havde det godt og sov. Hverken Michael eller jeg havde ikke skænket dem én eneste tanke….. Men vi blev mindet om at vi havde indtil søndag formiddag alene og dét skulle fejres!

Alfred var lidt sur over at han ikke havde været med….

Nogen af damerne, jeg hang ud med i daværende semester skulle videre eller hjem fra Nanjing og dét måtte ikke gå stille hen. Vi var i alt 8 damer, der tog afsted, men desværre i hold, da vi ikke allesammen kunne være afsted hele weekenden.

Fredag formiddag kørte 4 forventningsfulde kvinder afsted til togstationen for at skulle have en ladies night i Shanghai, bare sådan en lille sviptur, du ved… Til lille Shanghai. Nothing special…

Stemningen var sat. Ellen, Maria og Bijanka
Vores air B&B lejlighed og altan.

Da vi kom frem var der tilsyneladende åbent hus og fremvisning af lejligheden netop dén dag, vi havde lejet lejligheden. Der var tre smarte nøglebokse med kode ved hoveddøren og koderne havde såmænd omkring 10 forskellige par fået af udlejer. Det resulterede i at vi var igang med at pakke ud og pludselig kom flere personer vadende ind ad døren – til mit og Bijankas værelse… Vi konkluderede hurtigt at det nok var smart at tage værdigenstande og pas med, idet der ikke var muligt at låse af. Vi manglede et par hovedpuder og lidt betræk til dynerne, men dem ville udlejer da meget gerne komme forbi med om lørdagen. Klokken var trods alt 17 og det var jo lidt sent at vi først skrev der, altså…. Pyt, puder skal man ikke bruge, når man skal sove der den første dag. Man kunne vel også spørge nogen af de besøgende, der kom til fremvisningen.

Et par kinesere i metroen.
Måske jordens største frisør med frisører i uniform.
Street food kitchen
“Tak for en god skoledag, hr betjent..”
“Hmmm, hvor skal jeg sætte min vaskemaskine….? Hvad med hér..?”
Manden, der solgte mig en selfiestang til overpris på fake markedet var meget opsat på at få et selfie med Ellen og mig – og det skulle han da have! Han fik dog kke min WeChat-kontakt, som han ellers spurgte om…..
Sådan her ser et rigtigt metrokort ud!
Bemærk gerne hvordan man på sirligt vis har sørget for orden i kablerne på kabelmasterne.
Restaurant POP på øverste etage i en af Bunds smukke bygninger.
Udsigten fra den kølige terrasse.

Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at dette syn…
Ellen, Constanze, Maria, Samara og Bibi.
Uh, vi var så unge at tage på bar – og der var ingen stole! Jeg har ikke danset så meget i flere år… Og fået så mange damenumser skubbet, gnubbet og klasket på lårene af unge, dansende og letpåklædte piger i starten af 20érne. Og bartenderne lavede ild på disken og ja, fløjtede i en fløjte i takt med musikken. Så unge, var vi!

Efter en lang dag, hård nat og slem morgen måtte jeg med hurtigtoget tilbage til Nanjing – desværre en dag tidligere end de andre… Men årsagen vejede lidt op for ærgelsen: jeg skulle hente min bror i lufthavnen i Nanjing! Kort efter vi var flyttet til Kina i august drog Julius afsted til Singapore for at studere. Så vanvittigt international, man dog lige pludselig bliver i sådan en familie…

På vej hjem i lyntoget alene og med tømmermænd. I højtalerne bliver der meget tydeligt sagt at det er forbudt at sove på bordene. Man får på ingen måde opfattelsen af at dette budskab er modtaget hos de rejsende.

Man vender ikke togene ved endestationerne, men lokoføreren går de omkring 2 km ned til den anden ende af toget, og så vender man da bare alle sæderne i hele toget! BUM, så var der også lige et par arbejdspladser mere!

Det var virkelig dejligt med besøg hjemmefra endnu engang. Det er så skønt at kunne vise sin hverdag på en anden måde end fortællinger på skrift og billeder. Her ser man alt det skæve, lugter lugtende, hører lydene, mærker og oplever stemningen… Selvom Julle kom direkte fra Singapore og er blevet noget af en verdensmand efterhånden, så tror jeg han synes det var sjovt og anderledes at være her. Og måske er han blevet overbevist om at vi ikke skader vores børns mentale helbred i så stor grad, som han hidtil har syntes.

En af de sjoveste taxature nogensinde og et godt udtryk for hvordan folk er og tingene fungerer her.

Julle og jeg skulle på tur alene og bestilte en taxa via DiDi, der er a la Uber. Destinationen, The Ancient Caves of Nanjing, så ud til at være korrekt på kortet… Men da vi “ankom” var vi langt væk fra alting, kun tæt på den lille slumlandsby, vi netop havde kørt igennem. I Kina har jeg først set en landsby som denne dén ene gang. Jeg forsøgte at forklare chaufføren hvor vi skulle hen ved at vise et billede af et kort, der udførligt viste hvor vi gerne ville hen. Taxachaufføren forstod intet. Han blev ved med at snakke og både Julle og jeg forstod heller intet, “ahh, wô bù míngbái….”.

Manden skrev noget på sin telefon, som blev oversat til; “jeg har tilkaldt politiet”…

Selvom både min bror og jeg var rimeligt sikre på at det var i god mening at politiet var tilkaldt, men gav det alligevel lidt sommerfugle i maven… Da politiet ankom forklarede taxachaufføren situationen. Politiet talte med min bror, som havde fået min telefon i hånden og nu viste politiet selv samme billede, som vi havde vist chaufføren ca. en halv time tidligere (yes, vi sad og ventede så længe…). Politiet viste derefter chaufføren billedet og pegede på akkurat det samme sted, jeg havde peget på, og sagde “zhège”. “AAAHHH!” udbrød chaufføren og vidste nu lige præcis hvor vi skulle hen……………………… Vi takkede politiet for deres store indsats og chaufføren var sød at tilbyde os at køre os gratis til den korrekte destination, der lå ca. 15 minutters kørsel derfra. Det kunne vi selvfølgelig ikke tage imod og JEG var simpelthen nødt til at spørge ham om et selfie (man er vel ved at integrere sig..) for at forevige denne hyggelige og meget kinesiske taxatur.

The Ancient Caves of Nanjing. Måske har de fundet gammel cement, jeg ved det ikke.

Som så meget andet i Kina, lader attraktionerne til at være ægte gamle og kinesisk kulturhistoriske. Når man så får kigget engang efter bliver man overrasket og man kan pludselig finde sig selv stå i en betonhal med hulrum i “grotte”-væggene, der runger når der bankes på dem – altså The Ancient Caves. Hvis man spørger en person i området om dette sted eller bygning nu er ægte gammelt, kigger vedkommende gerne på en og siger “øh nej, det er en ny og bedre kopi af det gamle, der selvfølgelig er revet ned. Det var jo gammelt…”. Disse urgammle grotter var placeret ca 3 meter fra denne høje klippevæg, der i øvrigt også var støbt flotte cementfirkanter på. Men der var en fin udsigt og et smukt vejr. Vi var begge dog noget forpustede, da vi “hikede” op ad de mange trapper og småstier.

Luftforureningen begyndte så småt at komme snigende i midten af december og det havde langt mere at sige end vi havde regnet med… Mere om dette lidt senere.

Som søskende forbliver man nok altid mere eller mindre i samme roller, man altid har haft i forholdet. Noget, vi altid har haft sammen og stadig har er at vi kan være utroligt pinlige og fjollede sammen. Eller rettere; jeg er pinlig og Julius griner og er angstprovokerende flov.

Frokost

Efter nogle dage forlod Julius os for at få det sorte bælte i “verdensmand” og vores hverdag fortsatte ufortrødent. Lad os tage et par billeder på stribe:

Jeg er simpelthen så glad for min scooter!! De dage, hvor jeg ikke har kunne bruge den, har det været besværligt og langsommeligt at komme rundt. Ikke at det ikke fungerer med taxa for det er virkelig nemt og utrolig billigt, men der er noget rart og lækkert ved at kunne bestemme selv og fx ikke skal bære sine indkøb for en uge. Desuden opfører børnene sig oftest ualmindeligt dårligt i taxaerne og det er nu rart at man ikke skal sidde og shhh´se på dem på scooteren. Og så har man bare en bedre fornemmelse af hvor man egentlig befinder sig i verden – og hvor kært man har livet.
Vi expats er åbenbart glade for seje køretøjer.. Min til højre. Jeg ville helt bundærligt utroligt gerne eje den røde scooterbil!
Kødmontren i det lokale supermarked, Suguo. Der er høflig selvbetjening og man kan rage og gnubbe kødet, hvis man har lyst til det. Eller nyse på det. Eller lige hoste lidt, mens man undersøger om man skal have dette stykke kød og så måske bagefter tænke; “eeej, der er ikke nok brusk og ben på det hér stykke..”…
Ligeledes fin selvudvælgelse af fisk. m.v. Dette ser nu meget pænt ud, synes jeg.
Kødforretning på grøntmarkedet.

I midten af december blev vi beriget med endnu et bedsteforældrebesøg og der var lagt op til 15 dage for fuld udblæsning.

Alfred og Karla stod klar på togstationen meget længe! Og nøj, hvor især Alfred glædede sig!

Min mor og Brian fik da ellers også deres ilddåb ved ankomsten til Kina. De ankom vist rimelig rettidigt med flyet til Shanghai lufthavn og blev hentet af en chauffør, Michael havde booket. Derfra skulle de til togstationen i Shanghai, der som regel ligger max en times kørsel fra lufthavnen. Stjernerne må have stået forkert denne dag for der var selvfølgelig enten vejarbejde eller trafikuheld, og på trods af en god tidsbuffer ankom min mor og Brian til togstationen ligesom toget gik…. Nå, hvad gør man så??  De havde ikke mulighed for at ringe, ingen forbindelse til nettet, så WeChat-opkald var udelukket. Man kunne da selvfølgelig spørge nogen ansatte på togstationen, men de forstod ikke rigtig engelsk. Heldigvis – og som sædvanlig – meldte en kineser sin hjælp og fik Brian koblet på nettet i togstationen, så han kunne få fat i Michael og efter en del opkald mellem Brian og Michael, Michaels sekretær, togstationens reception, mig, der sad i en bil med børnene på vej til stationen, lykkedes det at få ombooket billetterne til en senere afgang. Selvfølgelig nogle langt dyrere billetter, men skidt. Og 1,5 time forsinkede.

Til især Brians store frygt sad de selvfølgelig i hver sin ende af toget og da han kom ned til os, der ventede og min mor ikke var der, ja så var der nærmest panik i mandens øjne. En kineser havde måske stjålet hende… Måske var hun slet ikke med toget.. Måske var hun faret vil på perronen eller måske stod hun stadig i Shanghai og prøvede at logge på internettet.

Og morfar fik en stor krammer af “sin aller bedste ven”, Alfred.

Heldigvis for os alle var min mor selvfølgelig med toget og fik tudende sagt hej til børnene og mig.

Mormor kom endelig og hvor var der stor gensynsglæde efter 4,5 måned. Karla var overraskende snakkesaglig og fortalte mormor om alverdens angiveligt spændende ting.

Og så skulle der saftsusme vises Kina frem!

Baohuashan, en ældgammel ny landsby. Vi ved stadig ikke om den er ægte gammel eller genopbygget, men bedre end gammel eller ny gammel.

Julius var vist i Shanghai eller lignende på dette tidspunkt.

Karla med mormor. Og en fugl.

En mand med en smøg, en gasbrænder og i færd med at bøje den bitte bambus for at få den til at passe til byggeriet ved siden af.

Hvis man skulle på toilte skulle man gå til højre.
Det er altid godt at vide.
Yes!
Man kan godt blive virkelig træt ovenpå jetlag, to børn, der er glade for at se sine bedsteforældre og sightseeing.

Heldigvis var alle rimelig enige om at hjemmehygge med julebag også var hyggeligt.

Kageudstikkerne havde rejst hele vejen fra Danmark sammen med brunkagekrydderi og frugtfarve.
Det er ikke nemt at få “frisk” julepynt i Kina og juledekorationen for enden af bordet var hentet af en kvinde fra skolen, der er primus motor på en af de velgørende organisationer i Nanjing. Hun tog simpelthen sin bil og kørte 400 km til Shanghai for at hente omkring 50 dekorationer til julesultne expats i Nanjing. De fås ikke andre steder, så alle var glade og alt overskud gik til organisationen.

Min mor blev desværre syg, men Julius og Brian skulle ikke snydes for et af de flotteste bygninger i Nanjing, Yuejiang Lou, som vi også besøgte med farmor og farfar. Det er en fast del af kom-og-besøg-os-i-Nanjing-pakken.

Kort efter ankomst til området skulle jeg lige af med klapvognen. Da jeg kom tilbage stod to introverte og forstenede mænd og klamrede sig til mine børn, der igen var blevet turistattraktionen.

Man skal have et selfie med sin nye stang….

Fin udsigt, så langt den begyndende forurening tillod.
Klassisk restaurant, hvor der er små stationer af forskellig mad. Ret kantineagtigt. Forskellen på dette sted og kantinen i Novos personalekantine er, at kokkene gerne står og kalder på dig og foreslår deres egen mad og giver dig tilbud, som stod på på grønttorvet i København. Man kommer nærmest til at købe det hele, fordi man ikke har lyst til at afvise dem. Altså med mindre det er kogte kyllingefødder eller vandmand….
Dejlig kinesisk mad. Julius var selvfølgelig en sand asiatisk artist med spisepinde mellem fingrene.
Karla kan godt lidt nudler – stadig.
Træt med træt på. Jeg faldt i søvn kort efter billeder blev taget og Julius sov på forsædet. Måske vores chauffør også tog en lille lur….

Ligesom os var vores gæster imponerede over hvordan man transporterer ting i Kina. Her er nogle eksempler:

Jeg elsker deres måde at transportere ting på.
En sælger på cykelstien foran Karlas vuggestue. Hvis man nu lige manglede en bøjle eller noget.
Igen, fuldt forsvarligt. Jeg ville nok tøve med at ligge bagved ham på vores scooter..
Vanvittig sej cykel.

Jeg elsker at tage billeder af alt det skøre og skæve – og der er virkelig meget. Og meget mere end jeg når (og tør) tage billeder af. Generelt er det tydeligt at kinesere tænker meget anderledes end mig og andre mennesker, der er vestligt opdraget. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig ikke at tænke selv og jeg kan slet ikke forstå man kan undgå det. Men jeg har måtte sande, at det nok er rigtigt, når folk hævder at kinesere ikke tænker selv. Det kan til tider misforsås og anses af vestlige mennesker, som dumhed. Men det er det bestemt ikke. Vi forsøger at forklare vores børn, at det ikke er dumhed at man vader ud foran bilerne i trafikken eller at man ikke tænker sig frem til konsekvensen af ens handlinger – det er blot fordi de aldrig har lært at tænke selvstændigt. De er vant til at nogen andre fortæller, hvad de skal. Og så gør de det.

Et godt eksempel er at man vander vejene i Nanjing fordi luften er meget støvet. Det havde været hård frost i et par dage i januar måned, omkring  minus 13 grader. Og vandvognen kørte stadig, fordi ingen havde sagt at den ikke skulle. “Jamen hvorfor i alverden kunne lastbilchaufføren dog ikke tænke sig til at det ville lave vejene til skøjtebaner?!?!??!?!?!?” – Fordi ingen havde sagt det. Slut.

Man skal også lige huske at kigge om ens ayi bruger samme klud til toilettet og køkkenbordet. Hvis hun ikke har fået det at vide før, så er det nok en god idé at sige det, inden hun går igang med den helt store rengøring af køkkenbordet…

Vi har fået lavet flere ting i vores hus i forbindelse med indflytning. Vi har ad flere omgange måtte tjekke om det, der blevet lavet nu også virkede. En worker havde fået besked på at opsætte tv og internet. Det blev skiftet. Men duede det? Nej. Men workeren havde ikke fået besked på at tjekke det. Så det var godt, vi lige gjorde det og fik workeren til at få det til at fungere inden han smuttede.

Vores have har været fuld af sten og glasskår efter renovering. Udlejer fik langt om længe bestilt nogen til at ordne haven. En dag – selvfølgelig uden vi vidste det, det ved man aldrig (og det er også okay) – kom et hold af mænd og kvinder i alderen 105+ (de så virkelig sådan ud og jeg havde det vanvittigt skidt med det…..) og tog (de fleste) sten og glasskår af plænen, vendte jorden og såede græs (de fleste steder i haven). Vi havde været væk i mellemtiden og kom hjem til ingen strøm. Man havde hakket vores hovedforsyningskabel over med en spade. Nå, så må man jo fixe det. To mænd kom og ordnede sagerne. Nu har vi et kabel gennem hele vores have og det er  ikke er langt nok til at ligge langs kanten. Det er ikke gravet ned, det fik man jo ikke besked på – det skulle jo bare være strøm igen. I Danmark er der lov om at grave hovedforsyningskabler et vist antal centimeter ned, jeg mener det er 40 cm eller lignende, for at forebygge skader på personer eller materiel.

Vores flotte, grønne plæne med en elål liggende i haven. Jeg tror vi skal undgå at købe metalskovle eller lignende til børnene….

I det hele taget er der mange hovsa-løsninger, fordi man ikke overvejer hvordan det fungerer eller ser ud i det lange løb. Det giver os ofte smil på læben, for man skal ret hurtigt lære at lade være med at blive ophidset over det. Og vi (især mig!) har lært ret meget hvad dét angår….

Jeg kan mærke at jeg må uddybe dette i et andet indlæg og så ellers få december afsluttet….!

Jeg viser altid enormt meget fra Alfreds skole, nu er det lidt fra Karlas verden:

“Geniuses are made, not born” er sloganet i Karlas kindergarten. Skiltet med politiet viser tydeligt hvor klog man kan blive, hvis man går i skole og opfører sig ordentligt.
Korrekt, min geniale datter har lavet dette kunstværk.
Igen, ren Picasso.
Trods hun blot har klistret tingene på, så må det da alligevel være hyggeligt for dem.

De laver mange ting og det virker næsten som om at Karla har lært noget nyt hver dag. Hun kan selv tage et fuldt sæt tøj på inkl. sin ble, stryge ting med sit legestrygejern, knappe knapper, lyne sin lynlås, hun folder viskestykker fint sammen, laver god kage og varm kaffe i sit køkken og passer godt på sin baby, putter den med kys og sang og triller den i sin nye klapvogn. I vuggestuen tager ikke så mange billeder, som Alfreds skole og har heller ikke skoleintra, hvilket er min primære kilde til billeder af Alfreds skole. De bruger nok deres tid på at se på børnene igennem egne øjne og ikke telefonskærmen.

Og ja, så er hun to år og har for få måneder siden lært hvor hendes numsehul og næse er.

Så har de sunde, nærende og mættende morgensnacks til et par dage.
Det ser næsten ud til at Karla er i fængsel.  Morgensnack-setup med hvidløg og de gode, danske kager.

Så blev til endelig hjerternes fest og det føltes helt som hjemme, nu hvor min bror var tilbage i Nanjing og mor og Brian var her. (Plastik-)juletræet stod klar til danske julesalmer og gaver i hobetal, julekonfekten med mormor-leveret nougat og marcipan stod klar til afspisning og ikke mindst stod min mor i vores køkken og tilberedte den som altid dejligste julemiddag med specialindkøbt kalkun, waldorfsalat med flødeskum af langtidsholdbar piskefløde og ris a la mande med kirsebærsauce fra Netto. Det smagte som sædvanligt himmelsk af familie, jul og hjemme.

.
Frossen kalkun fra vores evige redning, MyShop.
Når man skal have det perfekte julefoto af børnene.
Efter omtrent 73 billeder og “hold nu op! Sid nu stille, for pokker! Helt ærligt, vi skal bare have ET billede….!” så skete dette magiske øjeblik i tiendedele af et sekund.
Jeppe, Michaels kollega var med til juleaften. Hans familie var hjemme i Polen, men det var desværre ikke muligt at holde fri fra skibsbyggeriet. Her er ikke helligdage i vores juletid, så det var ganske almindelige arbejdsdage alle dage.

Som altid er der ingen rigtig dansk fødselsdag uden dansk lagkage fyldt med kagecreme og Nutella. Det tager pludselig flere dage at lave en lagkage fordi man skal bage bunde og koge kagecreme, som skal være helt kold før brug. Og ja, Dr. Oetckers kagecreme på brev smager faktisk bedst!! Og når man ikke kan få det, så vil man have det.

Min mor havde medbragt frugtfarve og det skulle da afprøves på bundene.
Alfred 5 år! Pludselig er flagservietter, stikflag, strøflag og flagranker fuldkommen uvurderlige (….i min verden…). Med posten har vi endda modtaget en fin hjemmehæklet flagranke fra min veninde, Carina, og dén faldt i god jord!

Alfreds 5 års fødselsdag blev fejret som den skulle med dannebrogsflag overalt, gaver og lagkage. Han havde bestemt at vi skulle have risotto til aftensmad, så det fik vi.

De nye rulleskøjter fra farmor og farfar og stærke morfar ved sin side.

Og måske sidder der nogen og tænker; “okay, hun er virkelig blevet glad for Dannebrog…”, så har I ret! Det er da fantastisk at vi bruger vores flotte flag til at fejre specielle dage og begivenheder. At man ankommer i lufthavnen efter en rejse og at man har fødselsdag. At brugtbilsforhandleren har jubilæum ligesom sygeplejersken, der har arbejdet i faget i 40 år og at Bilka endnu engang i år har fødselsdag. At hr. og fru Nielsen har holdt sammen gennem tykt og tyndt og nu kan fejre deres velfortjente guldbryllup. At man endelig har gennemgået tre år på gymnasiet og nu skal til at lege voksen. Det er da festligt og det bliver kun smukkere af at vores flag og fællesskabsfølelsen bliver klasket op i flagstangen og pryder den blå (eller 7 måneder af året, grå) himmel med frisk luft og fuglesang.

Snart var familiebesøget forbi og der skulle lige Nanjing-vises af inden flyafgang.

Metroen er ikke helt lavet til mænd, der er omkring 2 meter.
Det obligatoriske familieselfie. Fuzimiao by night.
Luftforureningen tog så småt til og Alfred var meget vild med sit mundbind med kulfilter. Indtil det blev varmt og fugtigt og luftede dårligt.
Bagsædet er altid en fest!
Endnu engang projekt alt-dit-Lego-skal-samles-“rigtigt”.

Nu var det tid til at onkel Julle drog videre ud i verden og hjem til Nørrebro og endnu engang skulle vi sige farvel til en smågrædende bedstemor og stille bedstefar. Det var dejligt at have besøg og især børnene havde nydt opmærksomheden, gaveregnen og vores hyggelige familieture pg hjemmedage. Vi nød igen at vise vores verden frem og med stolthed vise hvilken skør tilværelse, vi er hoppet ind i. Og det er især specielt når det er vores forældre.

Året gik på hæld, den kolde vind kom snigende, luften blev tungere og foureringen var for alvor kommet tilbage for den kommende sæson. Det er nemlig meget sæsonpræget og skyldes ikke kun bilos. Det skyldes især de mange fabrikker og når der produceres varme eller el. Man har stadig afbrænding af kul og det er helt sikkert en afgørende faktor for smoggen.

En tung, lugtende og benzinsmagende brungrå dyne lå henover Nanjing omkring nytår og jeg må sige at jeg var lidt overrasket. Vi havde to luftrensere i huset, da vi flyttede ind, men havde ikke rigtig haft dem tændt fordi luften var sådan fin nok. Jeg havde syntes at det var lidt hys med luftrensere osv… Men indeks var omkring 450 kl. 18 nytårsaften og det så ud som om man havde fyret krudt af hele aftenen, da vi kørte gennem Xianlin og skulle hjem til nogle venner og fejre nytår. Til sammenligning skulle der være målt 20-25 på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden og New York skulle have et generelt indeks på omkring 60. Jeg har fået fortalt af en tysker at man lod sirenerne hyle og bad folk om at blive indendøre i Stuttgart, da indeks oversteg 40. WHO´s anbefalinger er omkring 25.

Dette var indeks en dag i januar. Vi bor i Xianlin-området.

Det er måske lige voldsomt nok nærmest at lukke en by ned pga indeks på 40, men i forureningsperioden er vi glade hvis den er under 200. Skolen har filtre i ventilationsanlægget og er indeks over 200 udenfor må eleverne ikke gå ud. Mange i gadebilledet bruger mundbind, nogle blot almindelige operationsmundbind, hvilket ikke rigtig giver noget, nogle har kulfilter i og andre har nogle smarte bomuldsmasker med hul til munden, hvis man for eksempel skal spise eller drikke af et sugerør…. Den sidste type kan jeg slet ikke forstå at man overhovedet producerer.

EkstraBladet har skrevet til om en kinesisk artikel om smog. Vær så god, I vil smile lidt… https://ekstrabladet.dk/vrangen/article4615550.ece

Men det stod klart for os at forureningen var et faktum og at det er noget man skal tage med i pakken, når man bor hér. Det vidste vi godt på forhånd, men nu var det en realitet. Vi har taget vores forholdsregler og blevet indendøre hvis det ikke var dybt nødvendigt at skulle ud. I løbet af vinteren har vi nogle dage ikke kunne gå ture eller på legepladsen, nogle fodboldkampe med Michaels klub blev aflyst, børnene på skolen er blevet indenfor hele dagen og vi har ikke kunne åbne vinduerne og lufte vores hus ud.

Men nytårsaften kunne vi springe ind i Samara og hendes families hus fra taxa og ikke dø på vejen… Og Michael havde rigtig glædet sig til ægte kinesisk fyrværkeri og der skulle ikke mangle noget!

Aysu, Elias, Alfred og Karla ved festligt nytårsbord.

Desværre er det så forbudt i Nanjing at fyre fyrværkeri af. Ja, Michaels forventning om at lave et ægte kinesisk show udover det sædvanlige blev manet til jorden ganske hurtigt. I Danmark er det ikke nødvendigvis umuligt at få fat i noget, der er ulovligt, men Michael forhørte sig på værftet, og det lod til at være komplet umuligt. Ja, og det er også så fjollet at skulle i fængsel for at fyre lidt krudt af. Det positive ved det var, at vi ikke skulle stå udenfor i minus 13 grader og fryse i vores fine tøj, og vores underlige paphat blev ved at flyve af, alt imens der væltede en masse fulde mennesker rundt med cigar og fyrede op i små bomber.

Men det manglede nu alligevel. Hurra for det nye år! Hvor er Dronningen? Hvor er Københavns rådhusur? Hvor er al fyrværkeriet? Hvor er kransekagen?

Den kom 7 timer efter i Danmark.

Vi fejrede nytåret med Samara og hendes familie.

Men hyggeligt var det! Vi havde fået dejlig mad, okay champagne og børnene faldt først i søvn, da vi kørte hjem i taxa kl. 02 om morgenen.

Vores første årsskifte i Kinaland.

Hvis du nu skulle være en af dem, der har skrevet en kommentar på et indlæg engang og tænker; “hvorfor i alverden svarer hun ikke…??”, så prøv at kigge efter nu. Det er vist ikke sikkert at du får en mail om at jeg har svaret på din kommentar. Bare til info – jeg takker mange gange for de tidligere kommentarer og kan godt tåle at få flere. Vi bliver så glade for dem!

 

Som altid; TAK fordi du læser med…

5 meninger om “Fest, hygge & jul. December 2017”

  1. Lotus du må da få fat i sådan en rød scooterbil, den er mega fed, jeg vil gerne med på en tur, når vi kommer til sommer.

    Fantastiske ting Karla lærer i vuggestuen, det er da super godt allerede at kunne stryge og lægge tøj sammen i så ung en alder, det tror jeg ikke mange børn kan her i Danmark.

    Vidste godt der kunne være meget forurening i Kinaland, men de tal du skriver om, synes jeg er chokerende og meget bekymrende, de må da snart vågne op politikerne, jeg er godt klar over at det er en kæmpe udfordring, men det er da et enormt sundhedsproblem.

    Vildt at læse om ham der smider vand ud på kørebanen i frostvejr. Hvad med den yngre generation lærer de mon ikke at tænke selv i højere grad end den ældre generation?
    Jeg tænker Kina er under forandring på mange områder, og det fordrer vel, at befolkningen kan tænke selv i højere grad end tidligere.

    Nå jeg for at vide, det er spisetid så ikke mere lige nu.

    Kys og knus fra svigermor

    1. Helle det var slemt nogle dage da vi var der. Man kunne dårligt trække vejret og man kunne smage det. Jeg var forundret over at ungerne som elers har været meget hostende ikke er blevet påvirket af det.

  2. Igen Lotus, et pragt indslag. Så dejligt at læse en blog som ikke går ud på snop, tøj, seneste nye dyre indkøb osv. Men bare en helt ærlig fortælling om livet i udlandet❤️❤️

  3. Lapper som vanlig bare jeres nye liv i mig – gransker hvad jeg dog kan finde på at skrive retur, som i ville synes var spændende at høre om. Tjaaa….

    1. Hej Rie!
      Ih du er skæg – selvfølgelig laver i spændende ting derhjemme – i ved det bare ikke…. Hils Jan mange gange og håber det går godt med alle børnebørn og bonusbørnebørn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.