Sne og kulde – og varme fra Danmark. Januar 2018

Januar. Ja januar er som regel bare januar, som vejrmæssigt skal overstås. Kulden havde meldt sin ankomst og vi fandt ud af at vores hus heldigvis er bedre isoleret end de fleste huse her. Vi var glade for vores nye vinduer, selvom vinden og kulden (og nogle gange vandet) fandt vej indenfor. Og de nyinstallerede varmeapparater var vi yderst taknemmelige for, idet de kunne holde temperaturen indenfor nogenlunde lun og stabil. De fleste andre huse skal varmes op med varmefunktionen i airconditioningen og alligevel er de fleste huse virkelig kolde. Vores nabo, Jeppe og hans familie, måtte lukke et af børneværelserne ned fordi det simpelthen var for koldt og dårligt isoleret.

Man er generelt rigtig glad for at have jakke på indenfor og det er hér den lune pyjamas kommer i spil.

Det var allermest Alfred på cykel jeg ville have billede af…..
Et mindre udvalg af pyjamas. Og mændene har dem også på. Og ikke nødvendigvis i andre farver.
Børnene skal selvfølgelig ikke snydes.

Går man på spisesteder, i supermarkedet, ja sågar i kinesernes egne hjem, så skal man nok regne med at have jakke på. Også gerne i vuggestuen. Så Karla blev udstyret med kinesiske leggins med fleece på indersiden og 3-4 lags-teorien på overkroppen. Og en dunvest. Hun er blevet godt integreret.

Nogle af pigerne fra Karlas kindergarten i en af de større klasser. Lidt køligt klasseværelse alligevel.

Alfreds ferie fra skolen var igen uendelig lang og Karla blev smidt af i vuggestuen og vi strøg afsted til et sted, man kunne være indendøre. Forureningen var høj og vejret var ikke just lækkert og fik os i hvert fald til at føle os hjemme, som var vi i Danmark.

Hyggetur med Alfred på Nanjing museum.
Man kan blive så træt af at rende rundt og se på vaser fra Ming Dynastiet og statuer.
En eller anden form for æbleskive-lignende ting. Dog ikke specielt spiseligt. Bemærk gerne den dybe tekst, på den sorte jakke ved siden af Alfred.

Som næsten i et hvert indlæg, jeg har skrevet, kan jeg ikke lade være med at vise nogle transportbilleder. Nu, hvor vi har været her i snart 9 måneder, bliver vi stadig overraskede over hvordan man transporterer ting. Det giver faktisk et dagligt smil på læben.

Plastikposer med ben. Det var en kvinde og jeg tror hun har været omkring 70 år gammel. Poserne var hængt i hver sin ende af en stor planke, om hun bar henover skulderen.

Efter lidt over en uges ferie ind i det nye år startede Alfred igen i skole og blev fejret.

Alfreds 5 års fødselsdag blev fejret i klassen med højtlæsning og hygge. Man behøver ikke kage for at hygge sig.
Når man har fødselsdag får man lov at lave sit eget bogstav, som bliver hængt på væggen i klassen.

Patrik, Alfreds bedste ven havde en uge i skolen i januar inden han drog videre ud i verden med sine forældre.

Patrik og Alfred fejrede dagen sammen.

Efter få dage i skole og kindergarten faldt den første sne – og den faldt hurtigt.

Vi sagde godmorgen til dette syn. Det var smukt indtil vi fandt ud af at man ikke ejer en sneskovl i området.
Krydset ganske kort fra vores compound.

Klokken var 7.25. Det var koldt. Børnene var trætte. DiDi (den kinesiske Uber) havde uanet med brugere i kø og ingen taxaer meldte ind. Trafikken ved ovenstående kryds blev langsomt mere og mere besværet i den tid, vi stod der. Og vi stod der længe…… Efter en times tid i snevejr og to børn, der virkelig kedede sig, fandt jeg mig selv have lyst til at smide mine børn ned i sneen med ansigtet først og vaske deres frække smil af og få dem til at være stille – bare for et øjeblik. Så jeg ringede helt hysterisk til Michael, der sad i sin og Jeppes bil på vej på arbejde – og havde været meget længe undervejs på grund af trafikken – og bandede og svovlede over at børnene ikke kunne komme afsted, især efter tre lange uger med børn på ferie. Men vi slendrede hjemad og efter jeg havde fundet mig selv igen og sagt undskyld til mine børn for min forfærdelige opførsel gik dagen hen og blev ganske hyggeligt.

Ja, vi ser glade ud, men blot 5 minutter forinden ønskede jeg mig selv på ferie alene – helt alene.

Og der tikkede emails og beskeder ind om at kindergarten og skole torsdag og fredag ville være lukket. De politiske magter i Nanjing havde lukket offentlige institutioner ned pga. vejret og beskyttelse af befolkningens ve og vel. Måske fordi de vidste at vandingsmaskinen ville fortsætte sin færd på vejene og at disse ville være spejlblanke og næsten umulige at bevandre.

Snefri kræver Lego.

Og det vilde var at vi opdagede at en sneplov ikke er allemands eje. Vi så flere vejarbejdere rende rundt med verdens mindste skovle og forsøge at skrabe sneen af vejene, man saltede ikke vejene og kastede ikke grus. Og i Nanjing er man i forvejen fjollet med at lægge blanke fliser, hvilket allerede er utroligt glat i almindeligt regnvejr. Mange butikker og institutioner lukkede ned, buser og toge blev aflyst og posten blev ikke leveret. Langsomt begyndte vi at forstå at man ikke kan tage snerydning for givet. Der var ikke den sædvanlige traktor der kørte rundt med sneplov eller børste klokken 05 om morgenen med gult blik på toppen og saltvognen kom ikke lige fordi. Alt gik mere eller mindre i stå og jeg blev benovet over at DSB faktisk har toge, der kører selvom der er faldet 20 cm sne i løbet af natten. “Jamen, vi er jo vant til det i Danmark!” – ja, men det gør ikke sneen mindre fremkommelig og det kræver ikke færre mennesker og maskiner til at iværksætte lad-os-komme-sneen-til-livs-projektet.

Der faldt store mængder sne ad flere omgange i januar – den første var klart den værste og mest lammende. Men man fik iværksat store gravemaskiner, der kom og fjernede de store bunker af sne, der pænt var placeret midt på vejen eller ved indgangen til cykel-/scooterstien. Og en af mine kinesiske bekendte bad mig holde øje med at mine børn ikke spiste sneen på vejene – ikke kun fordi man aldrig ville vide om man fik en tissetår eller snotklat med i købet, men også fordi man angiveligt bruger kemikalier til at få sneen til at smelte. Ja hvorfor dog bruge salt eller grus, når man kan bruge kemikalier?

Pille-klementin-sesson.

Karla begyndte at få rigtig godt styr på at tage tøj og sko på, kunne folde stof og tøj og vi undrede os over hvorfor hun kunne det. Hun fik et legestrygejern og -bræt og af en nabo og gik straks igang med at stryge. Michael og jeg blev hurtigt lidt sexistiske og tænkte at det jo nok var indprintet i hendes kvindelige gener. Selvom jeg ikke er tosset med det, så må jeg ærligt indrømme at der er kæmpe stor forskel på piger og drenge – selv i en meget ung alder. Karla interesserer sig for huslige ting, bondegårdsdyr, dukker og at tegne. Da Alfred var 2 var det bare fedt at finde en pind og slå med den til den gik i stykker, de farligste Schleich-dyr fra savannen og dinosaurer, biler og traktorer. Men det var måske lige i overkanten at ræsonnere at hun selvfølgelig kunne stryge fordi hun er en pige… Vi fandt da ud af at de i vuggestuen øver diverse huslige ting, såsom at knappe knapper, lukke og åbne velcrobånd, skænke fx the i kopper, folde tøj, osv. Der er billeder og en film via nedenstående link (kopier adressen og sæt den i søgefeltet i browseren) – det er meget skægt at se og det er nok ret anderledes end de fleste vuggestuer og børnehaver i Danmark. Husk at se filmen selvom den er lidt lang.

https://mp.weixin.qq.com/s?__biz=MzA5Mzk4MzAwMg==&mid=2652026155&idx=1&sn=65b11486606199b63737d2292740b445&chksm=8bb38d5ebcc4044878d7a83d27729a6a1990871f949db7aed620133a7c6bddf2499b20ff66b3&mpshare=1&scene=2&srcid=0119hurngv9Pch6NlFuNOvpE#rd

Ligesom resten af Kina gjorde kindergarten klar til det kinesiske nytår, der faldt i februar i år. Man havde opstablet en 2 timer lang forstilling med indslag fra de forskellige klasser. Og Karlas klasse med børn i alderen 2-3 var ingen undtagelse. Og de øvede og øvede!

For pokker mit stolte moderhjerte hoppede nærmest ud ad brystet, da jeg modtog denne video af generalprøven til fejring af kinesisk nytår i kindergarten. Hun følges næsten med de andre…..

Alfred kom med og vi var noget så spændte på dansen og sangen. Vi havde hørt Karla skråle derhjemme mange, mange gange og var lidt spændte på om hendes sang og ord lød som musikken til forestillingen. Og det gjorde den simpelthen.

Rummet var fyldt med forventningsfulde forældre og ayis eller bedsteforældre.

Disse børn var omkring 4-5 år gamle og jeg var dybt, dybt imponeret over deres dragedans, der varede i ca 5 minutter. De kunne alle dansen fuldstændig udenad og de var faktisk gode! Normalt bliver jeg så træt af at se på andre folks børn, der optræder, men jeg var faktisk rørt og stolt over hvor dygtige de var.

Jeg tror Karla blev en anelse overvældet over de mange tilskuere…..

Hun var vist lidt stolt alligevel. Og det var hendes bror i hvert fald også!

Michael kom på flere og flere besøg hos diverse fabrikker i løbet af januar. Han og Jeppe var og er mange steder (dog sjældent sammen, idet de har forskelligt fokus) for at godkende diverse leverandører af dele til skibene. Der er mange udfordringer ved dette, idet de fleste leverandører selvfølgelig er kinesiske og har andre (eller ingen) standarder. Nogle af fabrikkerne ligner noget fra 1950érne med åbne og fuldt tilgængelige syre- og galvaniseringsbade, vakkelvorne stiladser og generelt lav standard. Andre af “fabrikkerne” er en-mandsvirksomheder, hvor der sidder en lille kinamand og svejser et eller andet skrammel sammen, som skal være en del af et europæisk skib.  Michael giver leverandøren besked om at forbedre og at de derefter igen kan indkalde til FAT (fabric acceptance test) mhp godkendelse af leverance. Nogle gange lykkes det efter et eller to forsøg, andre gange afvises de endeligt. Men nogle klarer sig gennem Michaels snævre nåleøje, ligesom ankerkædefabrikken her gjorde.

Nej, kæden er ikke photoshoppet ind. Den er blot abnormt stor!

Ja, korrekt. En fabrik, der kun laver ankerkæder… Og det er så dét, de laver.

Godkendt!

Den 20. januar fik endnu engang besøg. Denne gang af mine elskede og nære veninde, Malene. Jeg stod på togstationen med nervøsitetskvalme og sommerfugle i maven.

Man skal altid have Dannebrog og skilt med når man henter nogen efter en lang rejse!

Det var noget helt andet at få besøg af nogen, der ikke er familie. Og specielt jeg havde glædet mig til at vise min veninde min (og min families…)  nye verden. Og seje Malene, der er vant til nattevagter og at vende op og ned på dag og nat kørte for fuld skrue fra start til slut. Det skal også lige siges at hun aldrig har rejst udenfor Europa før og ej heller alene. Så hvorfor ikke lige springe ud i et smut med flyver til Kina alene…?

Det var så skønt at der kom en utrolig pædagogisk babysitter i huset og børnene var også ovenud lykkelige for at se hende – ja og Michael også, selvfølgelig, men han krammede og kyssede ikke Malene ligeså meget, som børnene, da hun kom hjem til huset.

Der blev kysset og krammet meget. Og moster Malle kom blandt andet med danske lydbøger, vanilje, Toffifee og Haribo vingummibamser.

Og jeg havde planlagt den helt store og begivenhedsrige uge for Malene! Vi skulle på sightseeing og se ægte Kina, vi skulle forkæles med massage og manicure, vi skulle besøge templer, se krogede bygninger og løver af sten, hun skulle opleve alt!

Så da børnene var sendt afsted i skole og kindergarten mandag morgen skulle Malene selvfølgelig slæbes igennem Yuejiang Lou og Laomendong – ligesom alle de andre gæster har været.

Yuejiang Lou i smukt vejr. Og vi kunne næsten se byen fordi forureningstallet var under 200.
Motu Bruger, et dejligt sted, hvis man bare rigtig gerne vil have den bedste middelmådige burger i byen. I Kina får man gerne udleveret plastikhandsker når man skal spise mad med fingerene. Det er bare meget nemmere at spise med handsker end at skulle vaske hænder!
Laomendong
Laomendong.
Et bitte tishus med stor diskretion og dejlig pisserende.

Guderne må have vidst at det var lige præcis den rigtige gæst, der var hos os, for alt det fantastiske, jeg havde planlagt for Malene og mig alene kunne ikke lade sig gøre. Efter en enkel dag fra 8:30 – 15 med sightseeing alene os to, ja så blev Karla småsyg, ingen undervisning på Alfreds skole en af dagene og sneen kom sidst på ugen væltende ind over Nanjing og lammede igen byen mere eller mindre.

Qixia Shan. Der var ingen undervisning på skolen pga. de sædvanlige hver-tredje-måneds-forældresamtaler.
Det kan godt være at man er munk og lever under strenge regler/forebehold og ikke må giftes – men man kan stadig have en smartphone og tage billeder af en lille lyshåret gut.

Noget mærkværdigt, jeg oplevede var at jeg følte at vores to verdener clashede, da Malene ankom til skolen og mødte mine venner og bekendte. Først og fremmest var jeg imponeret over Malenes engelskkundskaber. Det er sjældent man rent faktisk oplever ens venners kunnen fremmedsprogligt og det var en dimension, jeg ikke havde tænkt over. Ikke at det er så vigtigt, men det er en egenskab, man ikke kender, når man bor i samme land med samme sprog og ikke har rejst til udlandet sammen i øvrigt.

Malene blev selvfølgelig introduceret for Stine og Ellen og her skete der noget mærkeligt indeni mig – og jeg ved med sikkerhed at Michael smågriner og ryster på hovedet, hvis vi taler om det… En underlig fornemmelse af at hér i Kina har vi ét liv og i Danmark har vi et andet. Vi har vores venner og bekendte hér og ligeledes i Danmark – og det skal ikke mixes. Jo, selvfølgelig kan det det, men jeg følte behov for at bevise overfor både min kone og min elskerinder at de betød lige meget, men noget forskelligt. Det lyder umiddelbart barnligt, men Kinaeventyret har stadig boble-effekten og boblen blev forstyrret en anelse. Og jeg ville så gerne have at de to verdener (aka min kone og mine elskerinder) kunne lide hinanden og forstod hinanden.

Min kone og ene elskerinde, Ellen – og vores afkom.

Desuden blev jeg konfronteret med faktummet om jeg nu havde husket at tage den danske Lotus med til Kina eller om der var opstået en kinesisk Lotus. Jeg er stadig “bare” mig, hvilket er rart. Ligesom Michael og børnene “bare” er dem, blot i udvidet form med lidt mere erfaring, viden og sprog, samt venner lagt oveni hatten.

Gravko i færd med at skovle sne eller noget lignende…

Igen kom sneen og viste os at vi bør være glade for de mennesker, der kører rundt i en traktor klokken 05 om morgenen og fjerner sne og salter, så vi andre kan komme på arbejde, i skole, osv. Jeg har aldrig tænkt over at det er et større organiseret system i Danmark, der igangsætter snerydning. Det er ikke bare Hr. Nielsen, der tænker; “hmm, jeg tror lige jeg kører en tur med min traktor…”, men en hel traktorhær, der iværksættes. Og ja, de får mange penge for det, men tænk hvor sur du ville være, hvis du skulle betale din egen arbejdsdag, fordi du var nødsaget til at holde snefri.

“Det lyder da smadder hyggeligt med snefri..”. Ja, hvis du har mad og toiletpapir til 3-4 dage og i øvrigt ikke skal nogen andre steder hen.

Jeg overraskede Malene med en tur til Shanghai, så vi endelig kunne have dametid – og når man er i Nanjing, så SKAL man til Shanghai. Ellers får man smæk…! Vi var noget nervøse om vi overhovedet kunne komme afsted, fordi togene blev aflyst, stationer lukkede og busserne kørte ikke.

Søen i vores compound med rigeligt smuk hvid sne.

Men vi var heldige og tog problemfrit toget til Shanghai. Jeg modtog billedet af børnene i sneen og det gik op for os, at Malene end ikke havde set den lille sø i vores compound…. Men ikke desto mindre fik hun oplevet vores hverdag og det var nok dét, hun var mest ude efter. Tror jeg. Ellers må hun jo bare komme tilbage. Sådan et lille smut på en uge. Igen.

Jeg tror Malene syntes det bare var så meget sjovere at skulle med hurtigtoget med en rejsemakker.
Bund, et af Shanghais hovedattraktioner. Smukke, høje og spektakulære bygninger – og denne dag gemt i skyerne…

Vel ankommet til Shanghai og vores hotel – og det pissede ned. Virkelig.

Det regnede rigtig meget. Eller rettere; det var slud og vi var så forfærdeligt våde. Men! Når man har gæster skal man nå det hele på den halve tid og det gjorde vi næsten.

Paraplyer i alt slags vejr. Denne dag til regnvejr. Og sikke et af slagsen. Indgangen til Yuyuan var præget af paraplyoverdækket kø på den fine kringlede bro henover den lille sø i midten af det gamle område i byen.

Familien skulle lige plejes via WeChat videoopkald i den gamle, smukke have Yuyuan i hjertet af det moderne og pulserende Shanghai.
Yuyuan. Denne gut burde næsten give Malene løn for den fotosession, dette udviklede sig til. Det kan godt blive lidt akavet, når et menneske fuldstændigt ublu, stiller sig op og dirigerer det stakkels fremmede menneske, han har udset sig til at være sin fotograf. Jeg håber han fik sig et godt billede.

Thebiks

Efter at have vadet byen rundt hele dagen gik vi på jagt efter det 3-4 etagers marked, der nok kan sammenlignes med den fysiske ebay – altså alverdens lort, man ikke kan leve uden. Jeg mente at kunne huske hvor det lå – og det kunne jeg også efter tre forsøg. Vi havde droppet at se et lignende marked i Nanjing, både fordi vejret gjorde det næsten ufremkommeligt, men også fordi det absolut er et sted man medbringer sine børn, hvis man trænger til at skælde ud og sige nej.

Men vi fandt det! Og det var så lukket små 5 minutter inden vores ankomst. Godt så… Jeg er ked af det – det var en once-in-a-life-time-chance, men desværre. Det var ligesom kulminationen af en uge, hvor intet gik, som planlagt og at jeg følte at jeg totalt havde frarøvet Malene chancen for at få en vidunderlig og uforglemmelig oplevelse i det “underlige” og usammenlignelige Kina.

Men middag og vin gør alt bedre og min gæst var heldigvis ganske let at gøre glad og taknemmelig.

Udsigten fra den våde og kolde, men hyggelige terrasse på restaurant POP. Bygningerne var en anelse lavere end vanligt, desværre.

Omkring 14 års venskab med denne dejlige dame. Det har budt på skæg og ballade, forældres skilsmisser, bachelor og jobs som nyudklækkede sygeplejersker, kommende mænd, et sæt børn til os hver, hverdag og voksenliv og i 2018 venindetur i Kinas vidunderlige Shanghai.

Søndagen kom og vi måtte sige “farvel og vi ses om nogle måneder” og efter vi fik vinket farvel til hinanden og Malene kørte bort i taxaen gik jeg småsnøftende gennem Shanghais gader. Hmm, det er så sådan det føles at at skulle sige farvel igen. Vi sagde farvel i august og nu gør vi det igen og kommer til det igen og igen. Det fede er at mærke at farvellet bliver nemmere, for nu har man bevist at man er “det samme”, selvom man er langt fra hinanden og sjældent har reel kontakt. At vores venner og familie og vi har samme relation og naturlighed – det vil I høre lidt om når jeg beskriver vores hjemtur til Danmark i marts 2018.

Selvom tristesse kan være lidt af en downer, så skal man altså være et skarn at rende rundt i Shanghai og ikke se og nyde alle de små finurligheder, der bydes på rundt omkring i gaderne.

Bambusstillads.
Det lille og store Kina.
Boghandel og pakkebiks.

Turen gik hjem til mine familie, hvor børnene havde hygget sig alene med deres far og slåsset for fuld gas i sneen. Værtindeskabet blev pakket sammen og sneen blev så småt ryddet så vi alle kunne vænne tilbage til en almindelig hverdag.

Snerydningsfolk på vej tilbage på job efter frokostpause/-lur.

Malene var med på markedet en af dagene (hvor vi kunne kommen ud!) og var overrasket over at det faktisk var ret ulækkert og larmende, når man fik set og hørt rigtigt efter. Det ser så fint og indbydende ud på billeder, men i virkeligheden er der egentlig ret beskidt. Hun mente det var værd at nævne på bloggen.

Et af standene på grøntmarkedet set oppefra.
Aner ikke hvad de hvide gevækster er, men jeg staser på at det er svampe.

Man har ikke den fjerneste anelse om hvordan varerne er transporteret og jeg er faktisk overrasket over at ingen af os har haft sådan rigtig maveonde endnu. Min kyllingedame (som også ses kort i filmen nedenfor) får sine varer leveret i halvgamle papkasser og kødet ligger frit nede i kasserne, ingen pose eller lignende. Jeg køber altid det frosne kød, som ligger i éen stor bland-selv-fjerkræ-fryseboks. Ovenpå ligger optøet kød og søber lidt rundt i sin kødsaft. Det lugter dog ikke – og slet ikke om vinteren, hvor graderne er ret lave indenfor i betonhallen, hvor ens fødder er dybfrosne, når man har færdiggjort sine indkøb.

Min æggedame og udsigten fra hende. Desværre har jeg filmet en søndag og der var mere stille end vanligt. Måske alligevel stemningen skinner lidt igennem. Den opmærksomme læser vil spørge; “hmm, hvorfor har de korte ærmer og ikke så meget tøj på?” – det er fordi jeg har optaget filmen forleden…

En lille del af ugens indkøb, vasket og klar til køleren.

Så for at prøve at vaske den værste mængde af sprøjtegift og rottefødder af mine indkøb renser jeg altid mine indkøb inden jeg lægger det i køleskabet. Du synes måske det lyder lidt hysterisk, men når en lastbil med grøntsager, der ligger frit på det samme lad, som har transporteret guderne-må-vide-hvad og derefter læsser grøntsagerne af på jorden så vil man måske gerne prøve bare en lille smule. Og når sælgerne sover henover grøntsagerne eller står og ryger, taber aske og måske en bussemand på gulerødderne, så kan man lige bruge lidt vand og knofedt til at komme tingene bare en anelse til livs.

Kål, der transporteres til et marked. Ja eller bilen kører bare ind til siden og sælger direkte fra vognen.

Januar sluttede hen og en varm og afslappet februar kom os i møde… Ikke mere herfra lige nu.

 

Jeg glemmer det aldrig: TAK fordi du læser med…

2 meninger om “Sne og kulde – og varme fra Danmark. Januar 2018”

  1. Ha ha havde helt glemt ham der: “vil du lige ta et billede” …. eller 20
    Jeg havde en fed tur. Hverdag og frække unger men på Kina måden og det var sjovt.
    Hvis David var i et fremmed land og havde elskerinder, var jeg blevet rasende! Men Lotus min kone;-) jeg frydede mig over, at se de nære relationer du er ved at bygge op. Ellers bliver man ensom. Og min elskede ven skal ikke være ensom!!! Og så var de jo søde oven i købet ❤️ Der har du virkelig en force- dit udadvendte, sociale jeg. Misundelsesværdigt og vigtig evne når man rejser ud. Tusind tusind Tak for sjove, uforglemmelig, mærkelig og smukke oplevelser

  2. ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️ kan kun sige man ka sgu da heller ikk andet end elske hende Malene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.